Læsetid: 6 min.

Den sidste sydstatsgeneral er væltet af piedestalen

Det kan godt være, at præsident Trump har sat frygt i de etniske mindretal i USA. Men selv i Sydstaterne fortsætter det historiske opgør med fortidens raceadskilte samfund og Sydens helte fra Den Amerikanske Borgerkrig. I New Orleans er general Lee netop faldet som den sidste
Den gamle sydstatskaptajn general Lee bliver fjernet fra sin piedestal i New Orelans. Robert L. Lee var øverstkommanderende for sydstatshæren, der udkæmpede borgerkrigen i 1860-65 mod nordstaterne for at bevare slaveriet. Dermed bryder New Orleans definitivt med sin grimme fortid som center for slavehandelen på den mexicanske golfkyst.

Den gamle sydstatskaptajn general Lee bliver fjernet fra sin piedestal i New Orelans. Robert L. Lee var øverstkommanderende for sydstatshæren, der udkæmpede borgerkrigen i 1860-65 mod nordstaterne for at bevare slaveriet. Dermed bryder New Orleans definitivt med sin grimme fortid som center for slavehandelen på den mexicanske golfkyst.

David Rae Morris

26. maj 2017

NEW ORLEANS – Endelig er dagen kommet. Statuen af den navnkundige sydstatsgeneral Robert E. Lee skal rives ned fra en 25 meter høj søjle på den centrale plads, Lee Circle, i Amerikas multikulturelle hovedstad New Orleans.

Dermed bryder New Orleans definitivt med sin grimme fortid som center for slavehandlen på den mexicanske golfkyst. Nedrivningen sker – typisk for den festglade by – til musik.

I et politiafspærret område nær pladsen fejrer flere hundrede New Orleans-borgere den historiske begivenhed. Jazzmusik og hip hop blæser ud af et par store højttalere. Hvide og sorte danser i en ulidelig fugtig varme.

Den kendte jazzmusiker og sanger, James Andrews, har sammen med flere dusin andre tilskuere fundet ly for solen under en nærliggende benzinstations tag.

»Jeg synes, vi skal erstatte general Lee med Louis Armstrong,« siger han grinende og praler med at have spillet gigs flere gange på jazzhuse i København, hvis navne han i øvrigt har glemt.

Sent på eftermiddagen er alles øjne rettet mod to sorte arbejdere, der af en kran er blevet hejst op på højde med Lee-statuen i en lille boks. De bakser i den bagende sol med at få lirket den tunge statue fra en piedestal og lægge tykke, blå reb om livet på generalen. Timerne går. Alle sveder.

Colson Whiteheads roman ’The Underground Railroad’, som skildrer slavetidens racistiske uhyrligheder, er blevet modtaget med en flod af overstrømmende anmeldelser og har modtaget The National Book Award.
Læs også

Kl. 18:03 løfter kranen generalen af piedestalen. Mængden bryder ud i glædesråb. Der skrues op for den dundrende musik og danses igen. USA’s tv-stationer viser den historiske seance, men vender straks tilbage til en aktuel historie om præsident Donald Trumps politiske kvaler.

Det kan godt være, at hele USA og verden er fokuseret på præsidentens mange genvordigheder og hans konservative økonomiske og sociale politik. Men lige under overfladen fortsætter Amerika næsten ubemærket med at forandre sig, skridt for skridt.

Selv i de konservative sydstater – republikanernes og Trumps højborg – sker der ting og sager. Efterkommerne af afrikanske slaver vinder gradvis mere politisk indflydelse. I de større byer er mange sorte borgere ikke længere villige til at blive konfronteret med synlige symboler på hvides racisme.

»I over et århundrede er vi sorte hver dag blevet konfronteret med disse racistiske symboler i det offentlige rum; nu har vi endelig nok politisk magt til at få dem revet ned og forhåbentlig ødelagt,« siger Malcolm Suber, adjungeret lektor på det sorte Southern University i Louisianas hovedstad, Baton Rouge.

Ny statue af sort kvinde

Malcolm Suber er en førende skikkelse i aktivistgruppen ’Take ’Em Down New Orleans Coalition’. Denne dag sidder han på en medbragt stol på forreste række blandt tilskuerne, der alle venter utålmodigt på at være vidne til den skelsættende historiske begivenhed.

Statuen af Lee blev opført i 1907. De hvide i sydstaterne havde genvundet deres autonomi, efter at de have været under de sejrende nordstaters styre i 20-30 år. Nu kunne de indføre et apartheidsystem, kendt som Jim Crow. Næsten alle de rettigheder, Nordstaterne havde tilkendt de frigjorte slaver, blev frataget dem igen.

Robert Lee havde været øverstkommanderende for sydstatshæren, der udkæmpede borgerkrigen i 1860-65 mod Nordstaterne for at bevare slaveriet. I dag er mange monumenter og universiteter stadig opkaldt efter ham. Lee er det mest synlige symbol i det offentlige rum på en overhøjhed, som hvide amerikanere stadig nyder i den politiske og økonomiske sfære i USA’s sydstater.

Det er et åbent spørgsmål, hvem der skal erstatte sydstatsgeneralen på toppen af den høje søjle i Lee Circle.

Søjlen står midt på en plads, hvorigennem store dele af New Orleans’ trafik flyder i løbet af dagen. Karnevalsparaden, Mardi Gras, har i hele sin lange historie lagt vejen forbi pladsen i New Orleans’ hjerte.

»Vi håber på en statue af den afroamerikanske borgeretsforkæmper og politiker Dorothy Mae Taylor,« fortæller Malcolm Suber.

Slægtninge til nogle af de slaver, der var det økonomiske fundament for grundlæggelsen af Georgetown University – fra venstre Sandra Green Thomas, Patricia Bayonne-Johnson, Zeita Kemp, Melissa Kemp and Karran Harper Royal – taler ved et arrangement tidligere på måneden i forbindelse med universitets udforskning af sin historie.
Læs også

Taylor var den første sorte kvinde til at blive valgt til delstaten Louisianas parlament i 1970’erne og senere til medlem af New Orleans’ byråd. I 1991 fik hun vedtaget en lov, som tvang de eksklusive klubber af hvide mænd, der organiserer Mardi Gras, til at åbne sig for kvinder og sorte. Det opløste en lang tradition for raceadskilte parader og gjorde Taylor upopulær i byens herskende hvide klasse.

»Det ville virkelig være en torn i øjet for byens herskende klasse at skulle køre forbi en statue af Taylor hver dag,« bemærker Suber.

Inden Lee bliver taget ned fra sin piedestal, er statuer af sydstatspræsident Jefferson Davis og general P.G.T. Beauregard også blevet fjernet på ordre fra byens hvide og demokratiske borgmester, Mitch Landrieu. Operationen fandt sted i nattens mulm og mørke for at undgå sammenstød.

Borgmesteren tog initiativet på baggrund af den unge hvide racist Dylann Roofs koldblodige mord på ni sorte kirkegængere i 2015 i Charleston, South Carolina. De havde indbudt ham til bibellæsning. Roofs retssag kører i netop disse dage, og han forventes at blive dømt til døden. Præsident Barack Obamas tale ved mindehøjtideligheden for de ni dræbte huskes som en af hans bedste nogensinde.

Hvide nationalister

Hvide nationalister og racister ærer general Lee som en krigshelt. Indtil forrige fredag dukkede tilhængere af sydstatsmonumenter daglig op til demonstrationer med synlige håndvåben.

Men nu da det sidste af fire monumenter skal rives ned denne fredag, holder de sig væk. De forstår øjensynligt, at de har tabt slaget. Den mindre ekstremistiske gruppe, Monument Task Committee, der fokuserer på historiske monumenters didaktiske rolle i bylandskabet, er også fraværende.

Komiteen har kontor i en anonym bygning nogle få gader fra Lee Circle. Der svares ikke på telefonen, og et besøg på kontoret med bank på døren afslører, at alle er gået. Det er en dårlig dag for tilhængere af at bevare monumenter, der ærer sydstatsgeneraler og soldater.

Mange progressive hvide i New Orleans har deltaget i kampagnen for at fjerne mindesmærkerne.

En af dem er en yngre fyr med kortklippet sort hår, kasket og store undersøgende øjne. Joseph Rosenzweig bider mærke i, at repræsentanter for, hvad han kalder »den hvide overklasse« har undladt at fordømme »de reaktionære højrekræfter«.

»Byrådet og borgmesteren vil gerne give indtryk af, at de har taget initiativet. Men nedrivningen sker efter et folkeligt pres. De vil ikke anerkende vores magt,« siger han.

Læs også

Men ikke alle progressive sydstatsfolk er lige begejstrede for fjernelsen af de historiske monumenter.

Journalist og forfatter Curtis Wilkie, der underviser på University of Mississippi i Oxford, har boet og arbejdet i New Orleans i 12 år. Hans bog, Dixie, A Personal Odyssey Through Events That Shaped the Modern South (2002), fortæller historien om en hvid mands opvækst i det raceadskilte Syden og hans politiske omvendelse.

»Her i Mississippi ligger jeg langt ude på venstrefløjen, men jeg må indrømme, at jeg er i syv sind om disse monumenter,« fortæller Wilkie i sit hjem i Oxford, der ligger nær forfatteren William Faulkners residens.

»Det er okay at ødelægge monumenter, der direkte støtter racisme, men jeg er imod at fjerne statuer af Lee, Jefferson Davis og Beauregard. Bliver de næste George Washington og Thomas Jefferson? De var begge slaveejere. Det er farligt at udviske historien. Især for hvide i Syden er det vigtigt konstant at blive påmindet om dette grimme kapitel i vores historie.«

Den lille universitetsby har sit eget mindesmærke fra borgerkrigen. Det er en høj hvid statue af en sydstatssoldat, opført i 1907. Den er prominent placeret foran domhuset midt på byens hovedplads.

For et par uger siden blev den første Gay Pride Parade i Oxford holdt, og marchen endte på pladsen foran monumentet.

»Der var noget smukt over at se, hvor mange fremskridt vi har gjort i Mississippi. Uden monumentet som ramme ville vi have mistet det historiske perspektiv,« siger forfatteren John T. Edge, mens vi står og kigger gennem et vindue på anden sal i boghandlen Square Bookstore ned på den smukke statue.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Friis

Naturligvis korrekt og i overensstemmelse med vores tid.
Alligevel trist at historien hermed risikerer at blive genfortalt forkert eller ligefrem glemt.