Kommentar
Læsetid: 3 min.

Den skingre miljøkriger, som ingen gider sidde ved siden af til familiefesten

At arbejde med miljøproblemer til hverdag er at se verden i et særligt perspektiv, som ingen andre vist kan se. Det kan være svært at finde lydhørhed hos kollegaer, familie, venner, når man forsøger at råbe vagt i gevær. Men der er trods alt stadig håb
Udland
10. maj 2017

Det hele startede for 15 år siden i Nam Phong i det nordøstlige Thailand. Her foretog jeg i forbindelse med min miljøuddannelse på feltstudier i tre måneder.

Sammen med mine medstuderende kunne jeg påvise en sammenhæng mellem spildevandsforurening fra den lokale fabrik og det store antal kræfttilfælde i det lokalområdet.

Vi følte for første gang, at vi med vores egne undersøgelser fik nogle redskaber til at kunne forandre ikke bare det lokale område til det bedre, men også – når stemningen blev højtidelig – gøre hele verden til et bedre sted. 

Vores viden og uddannelse fik os til at føle os potente, og som de unge og måske lettere naive miljøstuderende vi var, drømte vi om at kunne redde verden og mennesker fra alverdens miljøproblemer, og vi havde da også en naiv forventning om, at omverdenen ville anerkende og påskønne det. 

Men en miljøuddannelse er et tveægget sværd, for man er også dømt til at »leve i en verden fuld af sår«, som den amerikanske filosof Aldo Leopold har udtrykt det. 

Med en uddannelse inden for miljøvidenskab og med et professionelt job inden for samme område bliver man konstant bombarderet med viden om den bedrøvelige tilstand, som verdens globale miljø befinder sig i, samtidig med at man ofte er magtesløs.

En ensom kriger

En veninde spurgte mig engang, efter jeg sikkert havde holdt en lang forelæsning for hende om verdens ulyksaligheder:

»Signe, hvordan kan du holde ud at beskæftige dig med så deprimerende et emne hver evig eneste dag?«

Forleden læste jeg en artikel i denne avis, som satte ord på disse følelser. Den handlede om den frustrerende diskrepans, man som klimaforsker oplever imellem sit virke som forsker og den manglende indsats på klimaområdet.

Jeg kan nikke genkendende til den følelse af afmagt og frustration, som forskerne oplever, fordi de skal leve med viden om klimaforandringerne, men ikke kan råbe samfundet op. Det er deprimerende at arbejde med miljøproblemstillinger til hverdag.

Man ser verden i et særligt perspektiv, som det virker, som om ingen andre synes at kunne se. Man bliver den ensomme, ofte skingre kriger både på arbejdspladsen og i privatlivet, når man forsøger at råbe vagt i gevær. Det kan være svært at finde lydhørhed hos kolleger, familie, venner, og man er den, ingen gider at sidde ved siden af til familiefesten.

Det er en skizofren tilværelse, fordi man lever i de to næsten adskilte verdner. Man føler sig til tider fremmedgjort, når man kigger ud på den ’virkelige’ verden, for det er en verden, som er i dyb fornægtelse og bedrager sig selv angående dens sande tilstand. 

I hverdagens trummerum synes folk mere optaget af en nye tv-serie på Netflix, facebook-opdateringer, eller den nyeste feature på Snapchat. Det er, som om man befinder sig i et uhyggeligt mareridt, og ikke kan vågne.

Håb lever stadig

Men der er trods alt stadig håb.

Håbet næres af de sejre, man selv formår at tilkæmpe sig i kraft af ens professionelle virke, og af de små forskelle, man selv kan gøre derhjemme.

Og håb og drømme er drivkraft for alle de mange ildsjæle, som kæmper for en grønnere verden på hver sit felt. Der er arkitekter i Japan, som designer huse, der ikke skal bruge energi på opvarmning eller køling; der er emballagefri butikker, som prøver at gå nye veje; der er iværksættere, som forsøger at lave økologisk bionedbrydeligt tyggegummi; der er Information, som vedholdende holder fast i at give spalteplads til artikler om den grønne omstilling; og der er de danske mælkeproducenter, som vil lave ’græsmælk’, så koen ikke behøver protein hentet i Sydamerika. 

Det vidner om et ukueligt engagement og en vilje, der ikke kan slås ihjel.

Vi er måske fanger af håbet, men heldigvis er håbet som bekendt det sidste, man opgiver. Og derfor næres viljen til at blive ved med at kæmpe.

Signe D. Frese er miljøchef i COOP

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

En gentleman taler normalt aldrig om en dames alder, men her må vi da håbe for forfatteren at hun er mindst firs med så trist et syn på verden.