Feature
Læsetid: 13 min.

Det socialistiske eksperimentarium Venezuela er endt som en fejlslagen stat, hvor mennesker sulter

For mere end 18 år siden fødtes eksperimentet kaldet det 21. århundredes socialisme i Venezuela. Men dét, der begyndte som et politisk projekt båret af indignation over den enorme ulighed, er endt som et de facto-diktatur i en oliestat, der næsten er gået bankerot
24. april, 2017: Foran en vejblokade i hovedstaden Caracas holder et par hinanden i hånden under demonstrationerne mod Venezuelas styre.

24. april, 2017: Foran en vejblokade i hovedstaden Caracas holder et par hinanden i hånden under demonstrationerne mod Venezuelas styre.

Ariana Cubillos

Udland
13. maj 2017

Under sidste weekends voldsomme demonstrationer i den venezuelanske delstat Zulia væltede vrede demonstranter en statue af afdøde præsident Hugo Chávez, hvorefter de til stor jubel fra de omkringstående bankede løs på stålskroget.

Selv om statuen af Chávez af størrelse var én af de mere beskedne, mindede scenen om Saddam Husseins fald i Bagdad i 2003, da rasende folkemasser foran rullende kameraer væltede den meterhøje statue af diktatoren. Billedet fortæller det uomtvistelige: Et regime står for fald, en epoke er slut. Ikke bare i Venezuela, men i Latinamerika.

Venezuela har de sidste to årtier været politisk ledestjerne for store dele af den latinamerikanske venstrefløj, der op igennem 00’erne har oplevet et stribe af politiske sejre i lande som Ecuador, Bolivia, Brasilien, Argentina, Uruguay, Chile og Peru, hvor flertallet har ønsket en stærkere socialpolitik og et opgør med den neoliberale doktrin, der støt har øget uligheden på kontinentet.

For den internationale venstrefløj, især den europæiske og den nordamerikanske, har Venezuela og det sydamerikanske lands særlige form for socialisme ligeledes været en hyldet inspirationskilde. Intellektuelle ikoner som amerikanske Noam Chomsky og pakistanske Tariq Ali har i årevis støttet Hugo Chávez og hans styre.

Det samme har mange kunstnere og musikere. Calle 13, én af Latinamerikas største rapstjerner, synger om Chávez og hans socialisme, som også er blevet skildret heroisk i Oliver Stones USA-kritiske film South of the Border. Og andre filmfolk som Sean Pen og Michael Moore har gentagne gange besøgt hovedstaden Caracas for at komme i audiens hos Hugo Chávez, som de offentligt støttede.

Det samme gælder i meget vidt omfang den internationale venstrefløjs politiske partier og ledere fra Podemos og Syriza i Sydeuropa til Enhedslisten i Danmark og Labour-lederen Jeremy Corbyn i Storbritannien.

Alle har de vedblivende udtrykt støtte til Chávez og hans politiske projekt – de fleste også, efter at Nicolas Maduro overtog magten efter Chávez’ død i foråret 2013.

Tabt tillid

Alligevel begyndte tvivlen at brede sig hos dele af venstrefløjen.

I maj sidste år forklarede Enhedslistens finansordfører, Venezuelaekspert og tidligere mangeårig international sekretær i partiet Pelle Dragsted, i Information, at han allerede tilbage i 2005 blev skeptisk over for Hugo Chávez og hans syn på demokrati. I 2011 tabte han helt tilliden til projektet.

»Jeg sagde ciao, ciao til Chávez i 2011 i en artikel i Dagbladet Arbejderen. Dråben var Chávez’ støtte til Gaddafi. Den alliancepolitik og i det hele taget den udvikling, der skete på det tidspunkt, var bekymrende,« forklarede Pelle Dragsted, der i dag tager afstand fra Venezuelas nye præsident, Nicolas Maduro, som ifølge Dragsted ingen legitimitet har.

»Hvis regeringen falder, hvad den nok gør, da der ikke længere er opbakning hos befolkningen, slutter den cirkel, som Chávez begyndte,« sagde Pelle Dragsted til Information i maj sidste år.

Ét år efter er regimet endnu ikke faldet, men det politiske eksperiment kaldet det 21. århundredes socialisme har spillet fallit. Både økonomisk, politisk og som samfundsmodel.

Demonstrationerne imod regeringen, der er blevet stadigt voldsommere de seneste måneder, har kostet mere end 30 mennesker livet, men styret svarer igen med en decideret »heksejagt på oppositionen,« som Amnesty International senest har advaret om. 

Dette er historien om håbet om en ny form for socialistisk stat. Om at skabe et klasseløst samfund med en anden retning end Vestens.  Men det er måske også historien om en utopis uundgåelige undergang.

Fortællingen begynder for 25 år siden.

29. oktober 2000: Under sit første besøg i Venezuela i over 40 år er Cubas Fidel Castro særlig gæst i ’Alo Presidente show’, der er præsident Hugo Chávez’ eget program.

29. oktober 2000: Under sit første besøg i Venezuela i over 40 år er Cubas Fidel Castro særlig gæst i ’Alo Presidente show’, der er præsident Hugo Chávez’ eget program.

Joao Luiz Bulcao

1. Revolutionen: Fundamentet støbes (1992-2002)

Da Hugo Chávez udfordrer det traditionelle politiske system og vinder præsidentvalget med 56 procent af stemmerne i december 1998, er han på alle måder en outsider i forhold til det politiske establishment og landets økonomiske elite – men han er ikke et ukendt ansigt i Venezuela. Tværtimod.

År tidligere, i februar 1992, forsøger Chávez, der på daværende tidspunkt er officer i Venezuelas væbnede styrker, et militærkup imod præsident Carlos Andrés Perez. Kuppet mislykkes, og efter mindre end et døgn er Hugo Chávez – til sine medsammensvornes store overraskelse – den første til at overgive sig.

Han slår en handel af med myndighederne, der går ud på, at han tager det fulde ansvar for det fejlslagne kup, hvis han får taletid på nationalt tv. Det får han, og her brænder Chávez sig fast i bevidstheden hos venezuelanerne.

Den unge Chávez iført militæruniform og rød baret indleder sin flere minutter lange tale med at sige »god aften til de herrer og damer,« hvorefter han beklager, at forsøget på at skabe retfærdighed mislykkedes:

»Compañeros, desværre lykkedes det ikke at nå de mål, vi havde sat os – por ahora (for nu, red.).«

Ordene falder som vand på tør jord for en overvejende fattig befolkning, der efter et tiår med økonomisk nedtur i en af verdens mest olierige nationer har fået nok af landets politiske elite.

Da Hugo Chávez benådes af præsident Rafael Caldera efter blot to års fængsel, er han klar til at skyde en politisk karriere med fokus på det kommende præsidentvalg i gang.

Efter valgsejren elsker medierne den karismatiske Hugo Chávez, Vestens venstreorienterede elsker ham endnu mere, og Chávez synes at være den perfekte, stærke mand til at rydde op i et typisk latinamerikansk klassesamfund, hvor uligheden er enorm, og nogle vælter sig i rigdom, mens andre sulter.

Den nye præsident indfører sociale programmer, bekender sig til en kontrolleret kapitalisme og tiltrækker udenlandske investeringer.

Militærkup

Men han strammer også grebet om magten. En ny forfatning udfærdiges og sendes til folkeafstemning i 1999. Ifølge den nedlægges det ene af parlamentets to kamre, præsidenten får øgede magtbeføjelser og embedsperioden forlænges fra fem til seks år.

Samtidig udskrives automatisk nyvalg, hvor alle politiske poster fra borgmestre til guvernører og parlamentsmedlemmer skal genbesættes.

Og Chávez rider på en bølge. Hans politiske platform PSUV sejrer stort ved alle valg, men folk tæt på Chávez, heriblandt hans tidligere politiske mentor Luis Miquilena, ser nogle tendenser og advarer ham om ikke at følge den kurs, som den cubanske socialisme har taget.

Landets økonomiske elite frygter, at det er præcis det, Chávez agter at gøre.

I 2002 udsættes Chávez for et militærkup, der varer i 48 timer. Belejligt filmes kuppet af et fransk tv-hold, der er til stede i parlamentet, da præsidenten føres bort. Massive, folkelige protester imod kuppet påvirker militærets generaler, der vender på en tallerken og genindsætter Chávez.

Efterfølgende er fortællingen om præsidenten, der udsættes for et militærkup, som mislykkedes på grund af folkets pres, i sig selv til gavn for Chávez. At USA når at anerkende den midlertidige overgangsregering indsat af kupmagerne, gør kun det hele bedre. Chávez bliver med ét en legende, og hans legitimitet til at regere med hård hånd styrket.

Skruen strammes yderligere, og snart er en ny forfatning i støbeskeen. Igen.

28. maj 2007. Svært bevæbnet politi skyder med vand mod en studerende i Caracas under protesterne over Hugo Chávez’ beslutning om at lukke oppositionskanalen Radio Caracas Television, RCTV.

28. maj 2007. Svært bevæbnet politi skyder med vand mod en studerende i Caracas under protesterne over Hugo Chávez’ beslutning om at lukke oppositionskanalen Radio Caracas Television, RCTV.

Gregorio Marrero

2. Ideologisk opstramning: Magten centraliseres (2003-2008)

Utilfredsheden med præsident Chávez tager til blandt især de dele af middelklassen, der frygter for landets økonomiske udvikling, mens en stor del af befolkningen stadig mere entusiastisk støtter op om præsidenten, der massivt udvider regeringens sociale programmer. Kritikere kalder det ren populisme, andre mener, at Chávez tager de fattige alvorligt.

Prisen på olie bevæger sig op igennem 00’erne mod historiske højder, og det giver større økonomisk råderum og revolutionære muligheder. Rygraden i Venezuelas økonomi er olie, der står for omkring 90 procent af landets eksportindtægter, og derfor er det statslige olieselskab, PDVSA, genstand for stor interesse fra både opposition og regering.

I foråret 2003 sætter Chávez hårdt imod hårdt og stopper måneders generalstrejke, der ikke mindst har lammet PDVSA, og med ét slag fyrer præsidenten det meste af ledelsen og godt 18.000 medarbejdere. Belejligt giver det regeringen mulighed for at sætte sig tungt på olieselskabet, der snart bliver omdrejningspunkt og økonomisk motor for statens sociale programmer, de såkaldte misiones bolivarianas.

Samtidig er Hugo Chávez ved at blive en stor mand internationalt. I Latinamerika rykker flere lande mod venstre i det politiske spektrum, og i slutningen af 2004 etablerer Hugo Chávez og Cubas Fidel Castro i fællesskab den politiske samarbejdsorganisation ALBA, hvor de vigtigste medlemmer foruden Cuba og Venezuela er Bolivia og Ecuador.

Året efter følger PetroCaribe, der er et venezuelansk kontrolleret forsyningsselskab, som leverer olie til politisk allierede nationer til favorable betalingsvilkår. Cuba bliver særligt godt behandlet, og modtager månedligt omkring 100.000 tønder olie fra Venezuela. Den anden vej sender Cuba læger, sundhedspersonale og ikke mindst sikkerhedseksperter og efterretningsofficerer, der i praksis overtager den venezuelanske efterretningstjeneste.

Stærkere end nogensinde

Præsident Chávez voksende popularitet på den internationale venstrefløj, hvor han står som det nye ikon, efter at Cubas mangeårige leder Fidel Castro er forsvundet fra offentlighedens lys, skyldes ikke kun forsøget med en ny socialisme, men i lige så høj grad Chávez konstante og ofte ganske morsomme anklager imod USA, som udråbes til at være den store fjende.

Som da Chávez under sin tale ved FN’s generalforsamling i september 2006 lidt forsigtet snusede til talerstolen og konstaterede, at den stadigt lugtede af svovl: »Djævlen var her,« sagde Chávez med henvisning til, at George W. Bush kort forinden havde talt fra samme sted.

Hjemme står Chávez stærkere end nogensinde, efter at han i 2006 genvinder præsidentembedet for endnu en seksårsperiode med 67 procent af stemmerne. Kritiske medier lukkes eller får inddraget sendetilladelser, samtidig lyder der stadig hårdere kritik af den nye forfatning, Chávez barsler med. Blandt andet fra forsvarsminister general Raúl Baduel, der vælger at forlade regeringen i protest over det nye forfatningsforslag.

Baduel mener, at den eksisterende forfatning giver alle de muligheder, præsidenten behøver for at løse landets udfordringer. Det nye forfatning handler derfor kun om at øge præsidentens magt og sikre, at han kan genvælges i mere end de to perioder, der ellers er tilladt.

Til stor overraskelse afviser befolkningen i december 2007 den nye forfatning, hvilket er Chávez’ første nederlag ved valgurnerne. Chávez forholder sig i første omgang rolig oven på valgnederlaget. På nationalt tv accepterer han det om aftenen, men dagen efter spyer han ild.

Med referencer til sin egen tale fra 1992 erklærer han, at nok er der stukket en kæp i hjulet på revolutionsprocessen, »men det er bare for nu« (por ahora). Få dage efter hænger der enorme billboards overalt i landet, hvor billedteksten blot siger »por ahora«. Alle ved, hvad det betyder.

Raúl Baduel går det knap så godt. Han idømmes otte års fængsel for korruption, hvilket både overrasker og skræmmer. Baduel var ikke bare tidligere minister og medstifter af Chávez politiske platform, men er også gudfar til præsidentens datter, ligesom det var ham, der i 2002 fik overbevidst generalerne om at stoppe kupforsøget.

Gennemsnitprisen på olie stiger fra på 24 dollar pr. tønde i 2002 til 94 dollar i 2008.

19. april, 2013: Arvtageren Nicolás Maduro vinker ud til sine støtter i Caracas under sin indsættelsesceremoni, der boycottes af oppositionen.

19. april, 2013: Arvtageren Nicolás Maduro vinker ud til sine støtter i Caracas under sin indsættelsesceremoni, der boycottes af oppositionen.

Gil Montano

3. Økonomisk nedtur, el comandante dør (2009-2013)

I februar 2009 lykkedes det endelig for Chávez at få stemt en ny forfatning igennem. Den øger præsidentens magt og tillader genvalg uden begrænsning. Dermed banes vejen for »revolutionens tredje fase,« som præsidenten udtrykker det.

I august samme år besøger Noam Chomsky Hugo Chávez i Caracas, hvor han tydeligt begejstret og forklarer præsident Chávez, »at det, der er så spændende ved endeligt at besøge Venezuela, er, at jeg kan se, hvordan en bedre verden skabes.«

Chávez har ellers lidt endnu et overraskende ’nederlag’, da det ved borgmester- og guvernørvalgene i november 2008 lykkes oppositionen at sætte sig på næsten halvdelen af alle borgmesterposter, blandt andet i hovedstaden Caracas og i det økonomiske kraftcenter Maracaibo i den olierige delstat Zulia.

Chávez modsvar er typisk for det regimente, han er ved at udvikle. I stedet for at anerkende oppositionens plads i det politiske system erstatter han den med parallelstrukturer. Så selv om oppositionspolitikeren Antonio Ledezma vinder borgmesterposten i Caracas, indsætter Chávez blot en ny politisk figur fra egne rækker med titlen vicepræsident, der overtager budgetter og personale, og Ledezma ender med at være borgmester for ingenting.

Prisen på en tønde olie når nye rekorder i årene under finanskrisen, alligevel begynder den venezuelanske økonomi at vise tydelige svaghedstegn. Inflationen stiger hastigt og tidligere års vækstrater daler imod nul. De mange eksperimenter med priskontrol af markederne og nationalisering af produktionen hæmmer økonomien og skræmmer investorerne væk, mens den venezuelanske stats udgifter bare vokser.

Et andet alvorligt problem er, at den venezuelanske olieproduktion falder på grund af manglende investeringer og vedligehold. Da Chávez blev præsident, producerede Venezuela 3,12 mio. tønder olie om dagen, hvilket er faldet til 2,95 mio. tønder om dagen i 2007. I 2013 er produktionen nede på omkring 2,5 mio. tønder.

Kræft

Utilfredshed breder sig hos den venezuelanske befolkning, der især er kritiske over for Chávez’ ageren på den internationale scene, hvor olie deles ud til højre og venstre, lån gives til trængte allierede (eksempelvis tilbyder Chávez pludselig at opkøbe Argentinas gæld til IMF) og dyre mediestunts iværksættes, som da Chávez under finanskrisen i 2012 tilbyder fattige borgere i USA gratis fyringsolie via det statslige olieselskabs PDVSA’s datterselskab i USA, Citgo. Det var i øvrigt også via Citgo, at Venezuelas regering til stor undren fem år senere støttede Donald Trumps indsættelsesceremoni med 500.000 dollar.

I 2011 bliver det officielt, at Chávez er diagnosticeret med kræft. Ved præsidentvalget i 2012 erklæres Hugo Chávez helbredt, og han vinder – fortsat synligt afkræftet – valget over oppositionskandidaten Henrique Capriles med 55 procent af stemmerne. Kræften vender dog tilbage, og efter lange hospitalsophold i Havana, Cuba, står det klart, at Hugo Chávez ikke kan helbredes.

I februar 2013 udpeger han derfor sin efterfølger, som til manges undren – og til andres utilfredshed – falder på den forholdsvis ukendte tidligere buschauffør Nicolás Maduro. Hugo Chávez dør den 5. marts 2013, og Maduro overtager midlertidigt embedet og udskriver nyvalg, som forfatningen kræver.

Nicolás Maduro får en lidt skidt start på den valgkampagne, der skal afgøre, om han fortsætter som præsident i Venezuela, eller om det modsat lykkes oppositionen, der nyder stadig større opbakning, at vinde magten.

Maduro, der ved, at han intet er uden Hugo Chávez’ historie, fortæller til morskab for mange, at han under et besøg i en lokal kirke har mødt den afdøde Hugo Chávez, der åbenbarede sig for ham i skikkelse af en lille fugl, han efterfølgende talte med. Pip, pip.

Ifølge Maduro fik han den dag Chávez’ velsignelse til at gå i kamp for revolutionen, men han cementerede også det generelle indtryk af en præsidentkandidat uden format, der hældede til den lidt goofy side.

6. maj 2017: Demonstranter har i protest mod den stadig mindre populære præsident Maduro blokeret gaden i hovedstaden Caracas.

6. maj 2017: Demonstranter har i protest mod den stadig mindre populære præsident Maduro blokeret gaden i hovedstaden Caracas.

Fernando Llano

4. Maduro: Præsident uden legitimitet (2013-2017)

De første massive demonstrationer følger i kølvandet på præsidentvalget i april 2013, som Nicolas Maduro vinder ganske snævert med 50,7 procent af stemmerne. Oppositionen mener, der er tale om valgsvindel, hvilket straks afvises af den nationale valgkommission, CNE, der hurtigt samme aften anerkender valgets gyldighed. CNE er kontrolleret af regeringen, og oppositionen tager ikke dens ord for andet end forudsigelig støtte til regimet.

Mange venezuelanere er dog heller ikke overbeviste om, at valget har været fair og uden snyd, og spændingerne i det venezuelanske samfund tager til. Samtidig er Venezuela til manges overraskelse på vej mod bankerot. Inflationen galoperer og når i 2016 over 500 procent, ligesom statens udgifter er ved at løbe løbsk og slet ikke er i balance med indtægterne fra olien, der er begyndt at falde dramatisk i pris.

I februar 2014 er utilfredsheden med volden, korruptionen og den stadig stigende mangel på basale produkter og fødevarer blevet så omfattende, at voldsomme protester bryder ud, som resulterer i heftige gadekampe med flere døde. Det får den nye præsident Nicolás Maduro til at anklage navngivne oppositionspolitikere for at opildne til uroligheder. Den populære oppositionsleder Leopoldo Lopez er blandt de anklagede. I september 2015 idømmes han 13 år og ni måneders fængsel for at opfordre til protest.

Ifølge den venezuelanske forfatning er det muligt at kræve en tillidsafstemning om præsidenten, hvis det lykkes at indsamle tilkendegivelser fra 20 procent af de stemmeberettigede. En sådan afstemning overlevede Hugo Chávez tilbage i 2004, men oppositionens bestræbelser på at få gennemført endnu en afstemning i 2016 obstrueres af den nationale valgkommission, der konstant underkender oppositionens forsøg og beskylder den for fusk med antallet af erklæringer. Afstemningen opgives.

Den næste revolution?

Nicolás Maduro og regeringen vælger i stedet at besvare oppositionens protester med voldelig undertrykkelse. Militæret bliver sat ind i gaderne for at dæmpe uroen, ligesom præsident Maduro vælger at trække én af Chávez gamle kaniner op af hatten: Han agter at bevæbne den del af befolkningen, der støtter op om revolutionen – det handler om de såkaldte milicias populares eller folkehære, der er en slags hjemmeværn, der er opfundet for, at det kan kæmpe for revolutionen lokalt – i helt bogstavelig forstand.

Allerede i 2007 fik Chávez nemlig den idé, at han ville opbygge en folkehær og bestilte dengang angiveligt halvanden mio. AK-103 kalasjnikov-rifler i Rusland.

Det 21. århundredes socialisme blev født på toppen af en bølge af desperation, vrede og indignation efter mere end et tiår med faldende levestandard, og situationen i 2017 synes derfor på mange måder at ligne den, der førte til først et mislykkedes militærkup 1992 og siden Hugo Chávez’ valgsejr i 1998.

Dengang var folkets vrede langsomt vokset efter en lang økonomisk nedtur som følge af olieprisens fald. Tilliden til det politiske system var forduftet, eliten synes ligeglad med resten af befolkningen og hæren blev sat ind for at få ro i gaderne.

I dag er der igen et krav om et systemskifte fra en befolkning, der er blevet udsultet, som har mistet retten til at være i opposition, og som ikke ser en fremtid med det nuværende regime. Afgørende er det, hvor længe hæren vil støtte en regering med hastigt faldende popularitet og ringe resultater.

En regering, som hæren selv forsøgte at afsætte i 2002, men hvor Chávez viste sig at være for stærk. I dag er Venezuela uden hverken Chávez eller socialisme, men står kun tilbage som fejlslagen stat – klar til en ny revolution, der kommer nedefra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Bjerre

Lev rødt og dø ung!

Man bør nok have USA's rolle i denne humane katastrofe for folk i Venezuela for øje - de plejer jo nok at være ude med hykleriske fordømmelser andre steder i verden ...

Karsten Aaen, Troels Brøgger og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Sådan går det, når man ikke i tid får opbygget et demokratisk system med indbyggede mekanismer til at forhindre korruption og magtfordrejning.
I opgangstider, som den stigende oliepris gav, rækker mulighederne til himlen, men når det går den anden vej, skal dels et gennemført demokratisk og kritisk samfund, dels en bredspektret udviklet selvforsyningsøkonomi være på plads.
Ingen er hævet over risikoen for megalomanisk magtglæde, mindst af alt den, der tror sig immun. Derfor kan kun stærke samfundsmæssige strukturer, der skal bygges op, redde samfund.
USA er faktisk et fantastisk eksempel for tiden, hvor det viser sig stort set umuligt at føre samfundet ind i de reaktionære baner, som præsidenten og Kongressen pønser på.

Flemming Birch , Jørgen M. Mollerup, Robert Ørsted-Jensen, Peter Møllgaard og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

USA's konfrontationspolitik er med til at skabe de stater, den kæmper mod.

Troels Brøgger, Martin Rytzel og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Maduro har nærmest ingen folkelig opbakning - hvilket Chavéz i betydelig grad havde. Og i stedet for at gøre politik til et spørgsmål om hvem man holder med (Dragsteds besynderlige personfiksering), bør sigtelinjerne iagttages ... og i tilfældet Venezuela var det jo afgørende at huske hvordan revolutionens forløb samt adskillige efterfølgende kupforsøg og kontrarevolutionær aktivitet (udfoldet af primært CIA og den korrupte elite i det venezuelanske borgerskab) bevirkede en konstant kritisk situation frem til idag. Det er også afgørende at iagttage at Venezuela lagde meget af sin økonomi an på olieindustrien, hvilket fra starten var en fejldisposition, som reducerede revolutionens langsigtede bæredygtighed.

Venezuelas revolution repræsenterede en bevægelse tværs over Syd- og Mellemamerika, der bid for bid blev bremset af kontrarevolutionær aktivitet og kup, som i betydelig grad blev kreeret af CIA og yderligtgående i de respektive lande. Bevægelsen havde primært en opstand mod (neo)kolonialisme som hovedmål; frigørelsen fra bl.a. amerikansk og multinational kapitals overherredømme - og skabelsen af en vej mod folkedemokratier. En vej, som notorisk må blive tumultarisk, givet de historiske og samtidige konditioner - og en vej der langt fra kun skal forstås som personikoners subjektive holdninger og smag. Politiske vurderinger af f.eks. Venezuelas alliance med Libyen skal ses i mange sammenhænge - og det viste sig i øvrigt at der var god grund til at støtte Khadaffi, som blev offer for et statskup begået i NATO's navn. Et statskup, som Dragsteds folketingsgruppe støttede at Danmark deltog i, fordi man ikke kunne se skoven for bare træer i dén krigsforbrydelse som var på vej.

Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Aaen, Thomas Petersen, Torben Arendal, Troels Brøgger, Flemming Berger, Anders Graae, Jan Pedersen, bente-ingrid bruun, Torben Skov, Jeppe Lykke Møller, Henrik Leffers, Aksel Gasbjerg, Kjeld Jensen, Martin Rytzel og Peter Kumander anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Ups, nedenstående citat skulle ha' været med ovenfor:
»Jeg sagde ciao, ciao til Chávez i 2011 i en artikel i Dagbladet Arbejderen. Dråben var Chávez’ støtte til Gaddafi. Den alliancepolitik og i det hele taget den udvikling, der skete på det tidspunkt, var bekymrende,« forklarede Pelle Dragsted, der i dag tager afstand fra Venezuelas nye præsident, Nicolas Maduro, som ifølge Dragsted ingen legitimitet har."

Peter Kumander

Det er imponerende at Jesper Løvenbalk Hansen kan skrive en hel artikel om Venezuela uden stort set at nævne USAs rolle i at underminere venstrefløjen i Venezuela - specielt når man tænker på USA har bruger millioner af dollar på at støtte oppositionen i Venezuela.

Tænk hvis Kina støttede oppositionen i Danmark med millioner af RMB, og stod bag et kupforsøg, og udenlandske journalister fuldstændig ignorerede den faktor.

Niels Ingemann, Erik Bresler, Karsten Aaen, Thomas Petersen, erling jensen, Torben Arendal, Daniel Santos, Troels Brøgger, Brian Nocis Jensen, Flemming Berger, Anders Graae, Jan Pedersen, Carsten Mortensen, bente-ingrid bruun, Torben Skov, Torben K L Jensen, Jeppe Lykke Møller, Arash Shahr, Holger Madsen, Johannes Lund, Aksel Gasbjerg, Christian Lucas, John T. Jensen, Martin Rytzel og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

I 2002 foranstaltedes et kup mod Chavéz, som var meget tæt på at lykkes; hér er en rimeligt veldokumenteret skildring af forløbet - som af flere årsager er værd at gøre sig bekendt med: https://www.youtube.com/watch?v=3ZajyVas4Jg

Aksel Gasbjerg

Hvorfor kaldes andre fejlslagne stater ikke "kapitalistiske fejlslagne stater"? Hvorfor betegnes en socialistisk stat altid som et "eksperiment"? Er verdens mange kapitalistiske stater ikke også "eksperimenter"?

Kapitalismen har desværre formået, at indoktrinere os i en sådan grad, at den kapitalistiske samfundsform opfattes som en grundmodel, hvorfra der periodevist kan skyde såkaldte eksperimentelle samfundsformer. Når kapitalismen så har undergravet og nedkæmpet disse truende nye samfundsformer, så træder de kapitalistiske ypperstepræster frem og hyklerisk dæmoniserer disse alternative samfundsformer og samtidig hylder kapitalismen som eneste rigtige struktur.

Vi ser jo kapitalismens vidunderlige samfundssystem i form af globale klima- og miljøkatastrofer, kolossal ulighed, en milliard mennesker der sulter, forurening af vores livsgrundlag, evige krige og oprustning mmv. Men disse dårligdomme henføres stort set ikke i den offentlige debat til den kapitalistiske samfundsmodel.

Niels Ingemann, Karsten Aaen, erling jensen, Torben Arendal, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Ole Henriksen, Jan Pedersen, bente-ingrid bruun, Torben Skov, Jeppe Lykke Møller, Arash Shahr, Gustav Alexander, Torben K L Jensen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Gasbjerg, vil du ikke lige berige os med listen af socialistiske lande, hvor der ikke svines i uhørt grad med miljøet, hvor der er økonomisk og politisk lighed, ingen der sulter og ikke bruges formuer på militær?

Michael Andersen, Jan Eskildsen, Hans Aagaard, Peder Kruse og Ole Kloster Andersen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Artiklen har så sandelig ret i at tingene går ad H til, men "glemmer" at Venezuela har været i konstant krig med magtfulde finans institutioner i bl.a. USA og især har haft en konstant indblanding fra den meget rige "National Endowment for Democracy" som reelt repræsenterer det amerikanske erhvervsliv.

http://www.counterpunch.org/2014/04/25/the-dirty-hand-of-the-national-en...

Det er bare et eksempel.

Karsten Aaen, erling jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Jens Winther, kunne du ikke først lige levere en liste over lande hér på koden, hvor der rent faktisk hersker socialistiske tilstande? Det er en pseudo-debat, du lægger op til.

erling jensen, Flemming Berger, Palle Yndal-Olsen, Jan Pedersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

Jens Winther.
Min pointe er, at når der sker dårligdomme i en socialistisk stat så er det socialismens skyld. Men når der sker dårligdomme i et kapitalistisk land, så henføres disse dårligdomme ikke til kapitalismen.

erling jensen, Torben Arendal, Palle Yndal-Olsen, Jan Pedersen, bente-ingrid bruun, Johannes Lund, Henrik Leffers, Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Gasbjerg, Jensen, det er ikke mig, der lægger op til en pseudo-debat. Den historiske erfaring er, at socialistiske lande har vist sig hverken at være vidunderlige at opholde sig i for befolkningen som helhed eller levedygtige.

Det kapitalistiske system løser ikke alle problemer - ikke stående alene, i hvert fald. Men det kapitalistiske system har vist sig i stand til at fungere succesfuldt i forhold til (og sammen med) demokrati og det har skabt forudsætninger for skabelsen af frie velfærdssamfund. Og det kapitalistiske system tåler (accepterer) kritik og kontrollerende indgreb.

Ingen af disse positive sider har socialismen vist.

Jeg går ind for liberalisme og kapitalisme - men bestemt ikke for anarkistisk (dvs fri og uhæmmet) kapitalisme.

Michael Andersen, Morten Simonsen, Hans Aagaard, Christian Larsen, Peder Kruse og Ole Kloster Andersen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

DET ER FOR MEGET - med de socialistiske eksperimenter der har hærget sydamerika i lang tid og her kan vi starte med Peron - den poulistiske diktator i Argentina og den marxistiske Allende i Chile - noget der blev gjort til en katastrofe for deres respektive lande.
Nu må det være slut med det i Venzuela- Henry Kissinger må på banen for han har den ekspertice der er brug for - en Pinochet-type der kan få CIA´s opbakning til et nyt diktatur med Milton Friedman´s ideer som økonomisk pejlemærke. Så kan de lære det - kan de.

Erik Bresler, Karsten Aaen, Flemming Berger, Anders Graae og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan se til Uruguay og lære, hvordan den skal skæres.

Gustav Alexander

Både Dragsted og information falder i en småborgerlig fetischering af liberalt demokrati, når de kritiserer Maduro og daværende Chavez' autoritære tendenser. Der er tale om en klassekamp: Det involverer reelle interessekonflikter som rigtige menneskers liv og lykke afhænger af. De kan ikke bytte gratis sygesikring og billig beboelse med abstrakte borgerlige værdier, som vi kender dem herhjemme. For den fattige er materiel frihed en forudsætning, hvis liberal frihed skal være andet end en hån og en spytten i ansigtet, for de som grundet fattigdom ikke kan nyde godt af den.

Finanseliterne og overklassens ungdom, der dominerer mange af demonstranterne, indgår i en kamp for at tilbageerobre, den del af fællesejet, som de før Chavez approprierede i egen interesse.

folkemilitsen og de autoritære tendenser er et svar på elitens - og udlandets - øgede pres på Venezuela. De ser, i lyset af olieindtægternes styrtdyk, en mulighed for at destabilisere regeringen og revertere de sociale landvindinger. Artiklen ignorerer på forudsigeligvis oppositionens forsøg på at sabotere regeringen eller PDVSA, der - af den ene eller anden grund - spændte ben for olieproduktionen, før man valgte at udrense firmaet.

Det er meget muligt at den bolivariske revolution ikke overlever - og end aldrig bliver fuldt implementeret - men de som tror, at oppositionen vil institutere en alder af liberalt demokrati, tager fejl. Valget står mellem en - ikke specielt kompetent - socialistisk regering, der med alle midler forsøger at opretholde og udvide deres sociale landvindinger og en finansiel elite, der er trætte af at betale til de fattiges sociale programmer. Det ansvarlige, må man ved artiklen forstå, er at støtte oppositionen.

Jeg begriber i øvrigt ikke at forfatteren kan kalde de sociale programmer for "populisme". Det er simpelthen gemen leflen for pøblen, hvis man tilgodeser andet end erhvervsliv og politikerstand eller hvad? Sådan en anvendelse af begrebet afslører en arrogant holdning, der ikke tiltror "pøblen" den politiske indflydelse, som de fortjener. Det er pudsig, når en af kritikpunkterne der fremstilles netop er manglende demokrati. Hos Information og Dragsted ønskes der måske hellere det borgerlige proforma demokrati, hvor vi får lov til at vælge mellem forskellige farver af samme is hvert 4 år? Så virker den radikale løsning, der forsøger at tilfredsstille de materielle forudsætninger for ægte demokrati alligevel bedre.

Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Aaen, erling jensen, Daniel Santos, Flemming Berger, Peter Jensen, Henrik Leffers, Torben Skov, Aksel Gasbjerg, Torben K L Jensen og Arash Shahr anbefalede denne kommentar
Jeppe Lykke Møller

Man kunne da argumentere for, at de socialdemokratiske skandinaviske lande er gode eksempler på vellykkede socialistiske demokratiske 'eksperimenter', der dog - ligesom de andre socialistiske stater - korroderer, når (neo)liberale globale frihandelsaftaler umuliggør en ekspansiv finanspolitik og kontrol med kapitalen.

Forskellen på velfærdsstaternes socialisme er, at den er skabt gennem stærk tilknytning til fagbevægelsen, som på trods af skiftende regeringer sikrer et nogenlunde tåleligt kompromis med kapitalen.

Steffen Gliese, Anders Reinholdt, Henrik Leffers og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Til de efterspørger en beskrivelse af USA’s rolle i den politiske udvikling i Venezuela vil jeg godt byde ind med en vinkling. I min optik er stort set alle storpolitiske spændinger i verden snævert forbundet med USA’s kamp for at opretholde sit overherredømme. Dette overherredømme er baseret på den amerikanske dollars status som international reservevaluta, og hvordan denne status i sig selv har været understøttet af det forhold at al olie handles i dollars.

Nixon’s ophævelse af dollarens omvekslelighed med guld i 1971 var i virkeligheden en skelsættende politisk begivenhed, fordi Nixon hermed ophævede den internationale traktat, der havde sikret validetet af hovedparten af planetens valutaer. Havde Nixon været straight, havde han meldt dette ud klart og utvetydigt, men det gjorde han ikke. Den pågældende lov var skrevet sådan, at ophævelsen blot var midlertidig, men at der (vist nok) ikke blev sat nogen frist for hvornår denne midlertidighed løb ud.

Betydningen af dette skridt kan ikke overvurderes. Det var her at USA’s rolle skiftede fra at være den nation der indgav stabilitetet til de internationale pengesystemer til at være den nation der på den mest skrupelløse måde udnyttede disse systemer. Men meget peger i retning af, at den amerikanske regering udmærket godt vidste hvad den gjorde, da Kissinger samtidig drog afsted til Saudi Arabien og indgik en aftale med den saudiske konge om kun at sælge deres olie i dollars, hvorved en ny international reservevaluta i realiteten blev etableret, den såkladte petro-dollar.

Petro-dollar-regimet har således igennem årtier været USA’s adgang til at købe ting på kredit af hele den øvrige verden. Hvordan? Fordi alle havde behov for olie og ens beholdninger af amerikanske dollars eller amerikanske statsobligationer kunne således altid bruges, fordi man kunne købe olie for dem. Men over de sidste årtier, og særligt siden finanskrisen er den øvrige verden vågnet til den erkendelse, at denne ordning er ekstremt fordelagtig for USA og ekstremt ufordelagtig for alle andre. Og således har der været gentagne forsøg fra mange forskellige lande at bryde ud af petro-dollar-regimet. For eksempel Iran, Irak og Libyen. Og det er ikke urimeligt at forestille sig, at de militære interventioner af USA, ikke bare i disse lande, men også i for eksempel Yemen, handler om at forsvare og opretholde petro-dollar-regimet.

Og det er jo ikke spor mærkeligt. USA’s indenlandske forbrug har været for en stor været baseret på USA’s mulighed for at købe varer for dollars de bare trykker til lejligheden uden nogen dækning i noget som helst. Petro-dollar-regimet tilvejebragte en konstant stor efterspørgsel efter dollars, men systemet gav ikke nogen vægt bag værdien af disse dollars. Og således har USA i realiteten devalueret dollaren vedholdende over årtier, men disse devalueringer gik jo amok efter finanskrisen, og her var det at den ekstreme asymmetri i det internationale pengesystem kom til manges bevidsthed og i samme hug et øjeblikkelig ønske om et skift til nye og mere symmetriske systemer. Den dag petro-dollaren endegyldigt falder, da vil USA’s sande økonomiske status komme for en dag, og USA vil være omtrent lige så bankerot eller muligvis endnu mere bankerot end Venezuela er i dag. Venezuela har jo trods alt stadig sine oliereserver.

Der er mange folk med indgående kendskab til olieindustrien som peger på, at det såkaldte skifergas-eventyr i USA på et tidspunkt vil blive afsløret som en kæmpemæssig fidus. Ganske uanset de enorme miljømæssige omkostninger er bare produktionsomkostningerne ved skifergasproduktionen så høje, at der i realiteten slet ikke er dækning for at udvinde olie på denne måde. Samtidig viser disse skifergasfelter en overraskende kort levetid, altså at de udtømmes meget hurtigt, hvilket igen belaster den økonomiske kalkuler langt forbi hvad der er økonomisk ræson i. Men hvorfor det så sker alligevel, og indenfor de seneste år endda i stadigt stigende omfang? Det er igen den grænseløse kredit USA stadig opretholder igennem dollarens status som reservevaluta, som sætter den amerikanske finanssektor og den amerikanske olieindustri til at fortsætte denne megafidus.

Hvad jeg vil henstille til fælles overvejelse er det spørgsmål, om USA’s skifergaseventyr frem for alt har været et geopolitisk stunt, et forsøg på at bosse de øvrige olieproducerende nationer på plads. Det er ikke utænkeligt, at USA har voldsomt opskaleret deres skifergasproduktion simpelthen for at få dumpet prisen på olie internationalt og derved lægge en lang række olieproducerende lande under pres, Rusland, Saudi Arabien, Mexico, Venezuela m.fl. Alle de mange dollars USA har sprøjtet ud i verdensøkonomien figurerer jo ofte også som gæld optaget i dollars, og rammer man de øvrige olieproducerende lande på deres olieindtægter, så har USA ofte krammet på de enkelte lande gennem deres dollargæld.

For min skyld kan Hugo Chavez have været en populist af værste skuffe, en demagog og en tyran, og socialismen i Venezuela kan have været en alt andet end bæredygtig gavebod finansieret af Venezuelas olieindkonster, men der var noget forfriskende ved at Chavez tog et opgør med USA’s hegemoni, og hvordan dette hegemoni har hævdet sig på hele det sydamerikanske kontinent. Og er det vi er vidner til i Venezuela i virkeligheden en afstraffelsesaktion af dette hegemoni?

Så vidt jeg ved er Venezuelas olie er særlig low-grade type, som er vanskelig af raffinere. Så selvom om Venezuela har store forekomster, så er landet udfordret på at få forarbejdet den olie de henter op og dermed gjort den salgbar. Når Chavez udfordrede USA som han gjorde, har han helt givet afskrevet sig mulighederne for at bruge amerikanske olieraffinaderier, og jeg mener at have læst noget om at Venezuela var nødt til at transportere sin olie til andre verdensdele (fx Nigeria) for at få den raffineret. I oktober sker der så et stort uheld på et af Venezuelas egne olieraffinaderier, og det er altså ikke utænkeligt at det kan have været sabotageaktion, der kvalte Venezuelas sidste solide indkomstkilde, og Venezuela nu ikke længere har økonomien (og kreditværdigheden) til at omsætte deres oliereserver.

Det er på den baggrund jeg personligt har en fornemmelse af, at Venezuelas kollaps ikke har ret meget med socialisme at gøre, men alt at gøre med petro-dollarens svanesang. Og er der hold i forestillingen om det amerikanske skifergaseventyr som frem for alt et mægtigt geopolitisk stunt, så er konsekvenserne af det noget nær uoverskuelige. Hvad der er sket er nemlig, at den lave oliepris har medført en markant nedgang olieproduktionen ikke bare nu og her, men i endnu højere grad på sigt, da opdyrkelse af nye felter undlades. En ny oliekrise er således allerede programmeret ind i vores fremtidige samfundsvilkår, og af alle de som synes at det er godt, fordi vi alligevel skal omstille vores samfund, så kan det være et legitimt standpunkt, vores omstændigheder vil formentlig bare være omtrent som dem venezuelanerne gennemlever nu.

Dermed ikke sagt at vi kommer til at gennemleve et samfundsmæssigt kollaps som Venezuela, for hvad der forekommer at karakterisere deres krise er et samtidigt sammenbrud af deres politiske systemer, hvorfor det er samfundsordenen der bryder sammen. Som alternativ udviklingsmodel kan man vende blikket mod Cuba, som USA også forsøgte at bosse ind under hegemoniet efter Sovjetunionens opløsning, men her bevarede man en tro på landets politiske systemer under de benhårde embargoer mod landet, og samfundordenen blev således opretholdt, hvorved Cuba faktisk lykkedes med at gennemføre reelle omstillinger til nogle betydeligt mere bæredygtige livsformer.

Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Aaen, Rehne Bramlev Vokstrup, Thomas Petersen, erling jensen, Torben Arendal, Brian Nocis Jensen, Flemming Berger, Anders Graae, Kjeld Jensen, Aksel Gasbjerg, Torben K L Jensen, bente-ingrid bruun og Peter Jensen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Jeg er lidt rystet over de "ægte" socialister her med deres i mine øjne klare mangel på kritik af Chavez og hans efterfølgers manglende følelse for at sikre en menneskelig socialisme. De havde chancen,men ved hele tiden at frygte og mistænkeliggøre andre holdninger end deres egne har de gravet deres egen grav og sikret befolkningen en ny fattigdom. Jeg synes det er tragisk og rigtig ærgerligt at hver gang der synes at være håb mod en menneskelig socialisme ødelægger disse ledere det for sig selv gennem manglende mod i forhold til kritikere og dette mantra det er de andres skyld.

Flemming Birch , Hans Aagaard, Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Emil Eiberg-Jensen

Glimrende artikel.

Men det er utroligt at jeg skal blive ved med,
at huske journalister og redaktører på,
- at befolknings tilvækster er en af de vigtigste faktorer,
- som SKAL med i ALLE historiske beretninger om levevilkår i et hvilket som helst land,
- i og med at OVERBEFOLKNING er en af den nuværende moderne tids grundsten,
- til konflikter, borgerkrige og krige.

For Venezuela gælder det at landets befolkning er vokset fra:
5,4 millioner i 1950, til
39.9 millioner i 2017.

Det er en befolkningstilvækst som ligner overbefolknings tilstanden i alle andre lande som er i konflikter og borgerkrige...

Se Venezuelas historiske befolknings statistik fra 1950 til 2017:
http://worldpopulationreview.com/countries/venezuela-population/

Morten Simonsen, Finn Thøgersen, Hans Aagaard og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Jvf. Køllikers meget relevante perspektiv på afviklingen af Bretton Woods systemet og petrodollaren, er det værd at huske på at især tre fremtrædende politiske ledere (om man kan lide dem eller ej) i Afrika/Mellemøsten i mange år argumenterede for, og søgte at initiere, en alternativ møntfod til estimering af oliens værdi - og af disse tre er to (Hussein og Khadaffi) idag ombragt via vestlig, 'fredsskabende' intervention ... mens den tredje (Assad) de senere år er kommet voldsomt på glatis i egen stat - og ligesom de to afdøde dæmoniseret i den globale opinion.

Karsten Aaen, Rehne Bramlev Vokstrup, Thomas Petersen, Igor Dokic, Flemming Berger, Anders Graae, Kjeld Jensen, bente-ingrid bruun og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

"Det socialistiske eksperimentarium Venezuela er endt som en fejlslagen stat, hvor mennesker sulter" hedder overskriften.

Hvorfor er det svært at forestille sig en overskrift som f.eks.
"Det kapitalistiske eksperimentarium Nigeria er endt som en fejlslagen stat, hvor mennesker sulter".

Hvis Information skulle sææte fokus på f.eks. Nigeria ville overskriften ikke indeholde ordene "kapitalisme", eller "eksperimentarium" eller "fejlslagen stat". Så ville overskriften være noget med korruption og olieforurening etc. Altså ikke sætte selve kapitalismen på dagsordenen, men derimod fokusere på nogle enkelte uhensigtsmæssigheder, der efter korrektiv fører til en ok stat.

Men når det gælder omtale af socialistiske stater så skal altid den bagvedliggende socialistiske ideologi dæmoniseres. Derved får vi aldrig en konstruktiv debat.

Karsten Aaen, Rehne Bramlev Vokstrup, Steffen Gliese, erling jensen, Torben Arendal, Torben K L Jensen, Daniel Santos, Troels Brøgger, Palle Yndal-Olsen, Hans Larsen, Henrik Leffers, Kjeld Jensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Kjeld Jensen

Sultende befolkning i Venezuela?? Det er et udokumenteret postulat i den vestlige presse, som i al for høj grad ejes og redigeres af store korporationer. De er selvsagt kun interesserede i folkets vel – og slet ikke i kontrollen af måske verdens største forekomster af let olie?

Artiklen har ret, når den kalder Venezuela et eksperiment på ”kontrolleret kapitalisme”. Diktatur er det ingenlunde, ej heller socialisme. Det er private virksomheder, der kontrollerer produktion og handel med fødevarer. Regeringen har sat maksimumspriser på basale føde varer, og de private – Capriles venner – svarer igen med at holde forsyningerne tilbage fra deres supermarkeder. Så griber regeringen ind med forsyning af disse basale varer til butikkerne. Dette kan dokumenteres!

Latinamerika har en lang historie af dominans af de gamle europæiske stormagter. Stormagt blev man lettest, hvis man kunne skaffe sig adgang til billige råvarer. Monroedoktrinen: at Europa skulle holde fingrene fra Latinamerika, stammer fra 1834 – nu skulle det være USA's sfære. Cuba er den eneste undtagelse herfra, en lille ø med 10 mio. indbyggere mindre end 100 km fra Florida, USA. Et mirakel, som har inspireret andre ledere i Latinamerika, og deres store held var, at USA i 0´erne var fokuseret på Asien og Stillehavsregionen (læs Kina), samtidig med at oliepriserne var i top. Det er vendt igen, og selvfølgelig er det et problem for bl.a. præsident Maduro. Er der noget galt i, at han engang var buschauffør? Han er nu bedre kendt som mangeårig nær medarbejder af Chávez og som hans udenrigsminister.

PSUV er forkortelsen for på dansk: Venezuelas forenede socialistiske parti. Det er ingenlunde marxistisk. De har gjort sig stor umage med at skrive en i bund og grund demokratisk grundlov (1999), som de fleste europæiske socialdemokrater kan gå ind for. Den varetager flertallets interesser (”folkets”), og det dem, regeringen forsvarer – i sidste ende med sit militær. Der var et kup imod Chávez d. 19. april 2002 – med fuld opbakning fra USA; det lykkes at få præsident Chávez tilbage til magten. Han var populær (og populist), og havde masser af midler til programmer med undervisning, boliger, transport; ting der kom folk til gode. Regeringen brugte sin plads som ejer af hovedparten af landets olie, så en væsentlig del af overskuddet kom ud til almindelige mennesker. Kun spekulanter kan mene, at overskuddet bør gå til Big Oil og Wall Street. (Men man kan prøve med alskens påstande som ”diktatur”, ”sult” blandt folk, og ”uhellige” alliancer med andre ledere i verden, som prøver at gøre det samme).

Den 19. april var 15-års dagen for det mislykkede kup mod Chávez, og det mindedes PSUV med en storstilet demonstration i centrum af Caracas. Der var 100.000´er af mennesker ude, og på film derfra er de nemme at kende på de overvejende gule, blå og røde farver. De havde en glad dag, som man kan se på den statslige TV-kanal TELESUR, som også sender på engelsk. Oppositionen, under Capriles, havde anmeldt deres moddemonstration samme dag, og de hægtede sig på udkanten af den store folkelige demonstration. De er nemme at kende på deres overvejende sorte farver, ophidsede brølen, brændende bildæk og plyndring af butikker. Mange var de ikke, men for at undgå kaos havde præsident Maduro sat sit militær i alarmberedskab. Det er en lovlig regerings ret og pligt, og det virkede – dagen blev en fejring af regeringens kontrol. Det er mediemanipulation, når vores presse nu bruger billeder fra den gul-røde folkemasse som demonstration for den ”massive modstand” mod regimet. Man kunne godt have nævnt, at anledningen til det hele var at mindes kupforsøget for 15 år siden!

Selvfølgelig er der en stigende utilfredshed under disse vanskelige tider. Selvfølgelig er der en fuldt lovlig opposition; men vi skal holde os for øje, at den er styret af landets oligarker. Man skal ikke lade sig narre af, at Capriles er klædt ud som cykelrytter, når han optræder i medierne. De fleste af Latinamerikas lande har præsidenter, der er indsat – mere end valgte – af en fåtallig pengestærk gruppe af lokale oligarker, som går de internationale korporationers ærinde. For tiden forbereder de et kup mod Maduro. Hvorfor har de så travlt, når der kommer valg om små to år?

Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, erling jensen, Torben Arendal, Daniel Santos, Anders Graae, Henrik Leffers, Aksel Gasbjerg og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

- "Selv om statuen af Chávez af størrelse var én af de mere beskedne, mindede scenen om Saddam Husseins fald i Bagdad i 2003, da rasende folkemasser foran rullende kameraer væltede den meterhøje statue af diktatoren."

I Bagdad var nedrivningen af den store Saddam-statue nu en ren amerikansk forestilling, hvorefter en mindre folkemængde begyndte at slå løs på den.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, erling jensen, Flemming Berger, Peter Jensen, Anders Graae og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Det er temmelig trættene at skulle lægge ryg til begrebet "venstreorienteret" og "venstrefløj" og så på den konto slås i hartkorn med en lille ubetydelig flok af rabiate stalinistiske, forbenede leninister eller utopisk- og konspirationstænkende tåber. Der er ikke og har aldrig været det økonomiske og produktivkraftmæssige grundlag for en udvikling i retning af socialisme i dette og de fleste andre lande leninistiske utopister boltrede sig i. Ulandsocialisme er og har alle dage være farligt utopisk idioti og da især når det med djævlens vold og magt skal parres med overgreb, despoti og store ledere og centralistiske partier.

Michael Andersen, Steffen Gliese, Hans Aagaard og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Sydamerikas venstreorienterede demokratier i 1990'erne og frem var en kæmpe gevinst for underklassen, landbefolkningen og storbyernes slum (farvellaer). Problemet var, at de demokratiske regimer ikke for alvor stækkede overklassens gamle magt, gennem økonomisk omfordeling (beskatning) og etablering af andelsvirksomheder eller andre former for virksomhed drevet af underklassen. Og overklassen bevarede magten til at sabotere den økonomi, regimerne prøvede at etablere. Og helt tosset var det at basere et helt lands økonomi på få naturressourcer.

Karsten Aaen, Kjeld Jensen, Steffen Gliese, Flemming Berger og Johnny Winther Ronnenberg anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

@Robert Ørsted Jensen
Det er godt at du kender sandheden og kan fælde dommen over de andres tåbeligheder, det ses sjældent undtagen hos GUD.

Aksel Gasbjerg

Hvis togene er forsinket i en socialistisk stat, så er det socialismens skyld.
Hvis togene er forsinket i en kapitalistisk stat, så er det materiellets skyld eller regeringens skyld eller vejrets skyld. Aldrig kapitalismens skyld.

Niels Duus Nielsen, Gustav Alexander, Rehne Bramlev Vokstrup, Peter Jensen, erling jensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Åh gud Troels var sgu da først Lening og derefter Stalin :)

Robert Ørsted-Jensen

De fleste af jer genopdagede jo bare gud i sekulær form -

Troels Brøgger

Jeg tror ikke, troet på nogen af de to, de er historiske personer. Havde jeg levet på den tid havde jeg nok været tilhænger i kraft af hvad der ellers blev tilbudt.

Jens Winther

@Aksel Gasbjerg, hvis togene er forsinket i en socialistisk stat er det både naturligt og forståeligt. Hvis togene er forsinket i en kapitalistisk stat, skyldes det, at de ikke er blevet privatiseret endnu.

Aksel Gasbjerg

Jens Winther
Al privatisering er tyveri fra fællesskabet

Troels Brøgger

@Jens Winther
Hvad er det der får dig til at tro at det er rigtigt ? Der er masser af eksempler på privatiseringer som har ført til ringere service, de mange konkurser i plejesektoren, hospitalsrengøringssagerne, bøvlet med at splitte DSB i en skinnedrifts-selskab og et togdrifts-selskab. Det er direkte vrøvl at hævde at selve privatiseringen automatisk fører til bedre service.

Karsten Aaen

Kære alle

Jeg fik langt, langt mere ud af læse den her fremragende artikel fra Washington Post om Venezuela, se her:

https://www.washingtonpost.com/world/the-venezuelan-government-is-beginn...

Det ser nemlig ud til, at Maduro nu (desværre) også mister opbakning blandt de fattige....

"The thousands of demonstrators pouring into the streets in recent weeks are mostly middle class, outraged by Venezuela’s economic collapse and the government’s increasingly authoritarian rule. But Venezuelans from longtime chavista strongholds are starting to join them, at considerable risk. Residents of Castillo’s neighborhood protested openly against Maduro for the first time last week."

Og nej, det ser desværre heller ikke ud til at den mangel på mad, der er i Venezuela bare er amerikansk eller vestlig propaganda, se her:

"With the world’s largest oil reserves, Venezuela used to be one of Latin America’s most prosperous nations. Now it’s among the most miserable, tormented by rampant crime, corruption and staggering government dysfunction. A scarcity of food and basic medicine has left more and more Venezuelans suffering from empty stomachs or languishing in squalid hospitals. he shortages have spread widely but fallen hardest on the poor.

A survey by three of the country’s leading universities found that three-fourths of Venezuelans lost weight last year, by an average of 19 pounds.

Aware that mass hunger will hasten Maduro’s political demise, the government last year began assigning food sacks to Venezuelans in poorer areas, putting local party activists in charge of distribution. The program is known by its acronym, CLAP, and in neighborhoods like El Guarataro, residents know they could go without meals if they join protests or decline to join government-organized marches. “They are afraid of losing the CLAP bag,” said Mirlenis Palacios, 45, an activist for the Primero Justicia party of opposition leader Henrique Capriles, who was recently banned from running for office for 15 years."

Og læg venligst mærke til, at de to forfattere, der har skrevet den her artikel til Washington Post rent faktisk opholder sig i Caracas, Venezuela, ikke i Brasilien, eller Mexico.....

Og to ting til:

1) Jeg har også læst et eller andet sted, at Venezuelas rå-olie kan de ikke selv raffinere, men bliver nødt til at sende det til andre lande, f.eks. Cuba, Nigeria mm. for at få det raffineret. Hvorfor Chavez og Maduro ikke har opbygget egne olie-raffinaderier i Venezuela er mig en gåde?
2) Hvorfor man dog ikke har formået at sprede de varer man eksporterer til udlandet noget mere, så det eneste, man stort set eksporterer i dag er olie? er det ikke?

En sidste ting:
Artiklen glemmer som sædvanligt at fortælle om USA's yderst effektive handels-boykot af Venezuela, hvor USA ikke bare straffer amerikanske virksomheder og firmaer mm. som handler med Venezuela, men også alle ikke-amerikanske virksomheder og firmaer, som handler med Venezuela - derfor har Venezuela været nødt til at sælge sin olie til Bolivia og Cuba mm.

Robert Ørsted-Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Kommentarerne er hovedsaglige hjælpeløse. Hvorfor nævner artiklen eller kommentarerne slet ikke Venezuelas massive gæld til Kina. (+ 50 milliarder dollars). Det eneste folk har i deres små hoveder er USA.
Og til Karsten. Til dine spørgsmål. 1) Gider du ikke checke, hvad du skriver. Der er fungerende olie raffinaderier http://www.reuters.com/article/us-venezuela-refinery-idUSKBN13I2MA fungerer dårligt på grund af manglende vedligeholdelse; andre som man ejede i USA har man solgt. - Iøvrigt er der ikke en handelsboykot mod Venezuela. - En række enkeltpersoner er udsat for økonomiske sanktioner. USA straffer ikke firmaer der handler med landet. Der er adskillige amerikanske olieselskaber, der har andele i forskellige felter.
2) En af grundene er at man lukke de store farme og pseudonationaliserede dem. Resultat produktionen fadt og man kunne ikke længere eksportere kød eks. ØK havde faktisk i mange år en velfungerende virksomhed der, men det stoppede jo, den var jo kapitalistisk.

Troels Brøgger

@Niels Christensen
"Kommentarerne er hovedsagelig hjælpeløse"
Jamen så må du da ud med noget seriøs dokumentation for at det DU skriver er sandt sandt, ellers kan du da tage din kritik og anbringe den på dig selv, det er ikke uvenligt ment, men du kan ikke regne med at blive taget for orakel bare på din pæne profilbillede. (dit glatte ansigt som man sagde i gamle dage :))

Niels Christensen

Troels Brøgger. Jeg behøver da ikke at dokumentere, at Venezuela har pantsat en pæn del af de nyeste oliefelter til Kina; det kan enhver der gider da slå op. For nylig er også Rusland blevet storkreditor.
Det spændende er jo at hverken journalisten eller den sags skyld debatørerne nævner det. Formodentlig fordi deres interesse i Venezuela er rent ideologisk. Den europæiske venstrefløj har sjælden noget imod at mennesker andre steder i verden sulter i en god sags tjeneste.

Robert Ørsted-Jensen, Flemming Birch og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar