Baggrund
Læsetid: 7 min.

Søndag kan Schulz-effekten være vorbei

Da Martin Schulz blev formand for socialdemokratiske SPD, gjorde han indtryk på millioner af tyske vælgere med sit løfte om mere social retfærdighed, og en overgang så han ud til at kunne blive landets næste kansler. Siden er socialdemokraterne kommet ned på jorden igen, og vinder de ikke søndagens valg i Nordrhein-Westfalen, synes Schulz-effekten at være en saga blot?
Martin Schulz forsøger både at sælge sig selv som statsmand og som anti-establishment. Han betoner gerne, at han droppede ud af gymnasiet og som faglært boghandler hverken er akademiker eller flasket op i det tyske politiske system.

Martin Schulz forsøger både at sælge sig selv som statsmand og som anti-establishment. Han betoner gerne, at han droppede ud af gymnasiet og som faglært boghandler hverken er akademiker eller flasket op i det tyske politiske system.

Ritzau Foto

Udland
10. maj 2017

BERLIN – Den tyske Bernie Sanders, Martin Frelseren, Kammerat Schulz, Sankt Martin ... Det er ikke så få kælenavne, tysk og international presse har givet den ny formand for det tyske socialdemokrati (SPD), Martin Schulz.

Navne, der henviser til hans løfte om større social retfærdighed i Tyskland. Men også navne, som med deres blanding af skepsis og eufori afspejler, hvordan Schulz pludselig gav SPD vinger, efter at han i januar skiftede posten som præsident for Europa-Parlamentet ud med titlen som partiformand og kanslerkandidat.

For første gang siden 2005 lå de hårdt prøvede tyske socialdemokrater ikke længere håbløst langt efter den urørlige Angela Merkel fra CDU/CSU, men ligefrem foran. Miraklernes tid var ikke forbi.

Martin MEGA

Da Schulz i februar og marts var på turné til en række større og mindre byer i det vestlige Tyskland, dukkede der ikke længere kun de sædvanlige to-tre hundrede SPD-entusiaster op. Pludselig stod tusindvis af mennesker i kø. Der lød taktfaste ’Martin-råb’, og der blev lavet plakater med budskaber som »Nu er det Martin-tid« og »Martin MEGA« – en forkortelse for Make Europe Great Again.

Begejstringen afspejlede sig i meningsmålingerne, hvor SPD steg fra en tilslutning på godt 20 pct. til at have opbakning fra næsten hver tredje vælger.

Men efter den indledende bølge af succes er euforien nu taget af, og Schulz-effekten ligner nu en paradoksal parentes i tysk politisk historie.

Ved delstatsvalget i det lille Saarland i marts løb CDU sikkert med sejren. Det kunne bortforklares med en stærk CDU-ministerpræsident, som end ikke Schulz-effekten kunne hamle op imod.

Men ved søndagens delstatsvalg i Slesvig-Holsten gjorde det mere ondt. For første gang siden 2005 mistede socialdemokraterne regeringsmagten i et SPD-ledet forbundsland, da den såkaldte ’danskerkoalition’ fik en uventet stor øretæve af nordtyskerne.

Den forholdsvist ukendte CDU-formand Daniel Günther hev godt 32 pct. af stemmerne hjem, mens SPD-ministerpræsident Torsten Albig måtte nøjes med opbakning fra ca. 27 pct. af nordtyskernes opbakning.

Truende 3-0-nederlag

SPD står nu foran en afgørende prøve ved valget på søndag i Tysklands største delstat, Nordrhein-Westfalen. Her bor næsten lige så mange mennesker som i hele Skandinavien, og den gamle industri- og arbejderregion har været socialdemokratisk ledet siden 1966 på nær en enkelt valgperiode.

De seneste meningsmålinger tyder på en gyser i Nordrhein-Westfalen. Hvis delstatens ministerpræsident, den slagfærdige SPD-landsmoder Hannelore Kraft, heller ikke her kan genvinde regeringsmagten, vil Schulz-effekten blive erklæret død.

Efter Saarland og Slesvig-Holsten vil det blive tolket som et 3-0-nederlag, der højst sandsynligt vil trække SPD længere ned, også på forbundsplan, hvor det p.t. med 29 pct. i målingerne atter ligger langt efter CDU, der får tilslutning fra 36 pct. af vælgerne.

Stjernekult eller indhold

Det ubesvarede spørgsmål er, om Schulz-effekten blot skyldtes en udpræget Merkel-træthed, eller om politisk substans lå til grund for SPD-bølgen. Med utallige jubelberetninger har de tyske medier spillet en stor rolle. Selv har Schulz for nylig over for avisen Der Westen lettere irriteret påpeget, at Schulz-hypen faktisk ikke er noget, han har fundet på, men at den er medieskabt uden hans medvirken.

I ugeavisen Die Zeit er socialdemokraterne blevet anklaget for at »dyrke en stjernekult blottet for indhold«. I så fald er det i højere grad mediernes og vælgernes end Martin Schulz’ skyld, for han har – ligesom Angela Merkels CDU – endnu ikke fremlagt konkrete programpunkter.

Alligevel har han haft et gennemgående, om end noget abstrakt kernebudskab: mere social retfærdighed i Tyskland. Her er højere topskat og et »låg på lønudskejelserne på chefetagerne« nogle af de få eksplicitte punkter.

Merkels høst

Selvom Martin Schulz’ program stadig synes luftigt, antyder Schulz’ retfærdighedsdebat et vigtigt forestående opgør i tysk politik. Eller rettere: selvopgør. Med sine talrige udsagn om Tysklands »neoliberale økonomiske mainstream«, der byder på »dårligt betalte og usikre job« i en »tid med stigende økonomisk ulighed«, har Martin Schulz sat spørgsmålstegn ved en økonomisk model, der måske nok har skabt et konkurrencedygtigt Tyskland med lav arbejdsløshed, men også et Tyskland med en stor lavtlønssektor og millioner af arbejdstagere, der stadig er afhængige af statsstøtte.

Det er i høj grad en socialdemokratisk opfindelse fra Gerhard Schröders tid. Fra 2002 og frem til sit fald i 2005 gennemtvang Schröder en række reformer af arbejdsmarkedet og socialsystemerne som f.eks. reduktion af dagpengeperioden og en liberalisering af ansættelsesformerne.

Det skabte voldsom splid i det ægteskabelige forhold mellem SPD og den tyske fagbevægelse, mens millioner af socialdemokratiske vælgere så det som en neoliberal reformering af det tyske arbejdsmarked og som socialstatens død.

Det hører til blandt de store paradokser i tysk politik, at SPD oplevede en historisk nedtur efter disse Agenda 2010-reformer, mens Tyskland kom overraskende godt gennem finanskrisen og nu står økonomisk stærkt. På den måde har Merkel i høj grad høstet frugterne af de socialdemokratiske reformer.

Socialdemokratisk selvopgør

Netop her vil Martin Schulz med sin retfærdighedsdebat søge at genvinde tilliden hos de mange millioner tyskere, der aldrig har tilgivet SPD for Gerhard Schröders reformer.

Schulz’ løfte om at »reformere reformerne« har udløst heftig debat om den økonomiske politik og dens konsekvenser. Er Tyskland på trods af SPD’s indførelse af en lovbefalet mindsteløn på ca. 65 kroner i timen overhovedet længere et retfærdigt land, eller bliver der stadig flere ’arbejdende fattige’ – working poor? Bliver gabet mellem rig og fattig permanent større, og er middelklassen ved at knække midtover? Og er det bedre at have en stor lavtlønssektor og et dereguleret arbejdsmarked end at have stærkere lønmodtagervilkår og en højere mindsteløn for dermed atter at risikere højere arbejdsløshed som i f.eks. Frankrig?

I disse debatter er Martin Schulz ude i noget af en balanceakt. Hvis han læner sig for tæt op ad Merkel og CDU/CSU, skiller han sig for lidt ud, og så lander SPD i bedste fald atter som juniorpartner i en ny stor koalition under Merkel, som er og bliver det sikreste kort i usikre europæiske tider.

Men læner han sig for meget til venstre, vil de mere liberale og konservative SPD-vælgere hurtigt slutte op om Merkel, og så er Schulz-festen endegyldigt forbi.

Desuden er tyskerne ikke just vilde med tanken om en rigtig rød regering. Ifølge en undersøgelse fra Forsa kan kun 24 pct. af tyskerne forestille sig en regeringskoalition mellem SPD, det venstreorienterede Die Linke og miljøpartiet De Grønne, mens 62 pct. direkte afviser denne mulighed.

Konservativ længsel

Forklaringen på Schulz-hypen ligger formentlig i den stærke tyske trang til sikkerhed og kontinuitet. Når den konservative længsel er stor og den politiske forskel er lille, er en lille flirt til den anden side nemlig forholdsvist ufarlig, som Peter Unfried, chefreporter ved avisen TAZ, rammende har udtrykt det:

»SPD’s nylige optur i meningsmålingerne afspejler i lige så høj grad en konservativ længsel, som fastholdelsen af Merkel gør det. Løsningen skal ligge i at fortsætte ad samme vej eller i at skrue det nye tilbage (dele af Schröders politik) i et overfladisk skifte fra de socialdemokratiske konservative (CDU) til de konservative socialdemokrater (SPD). Og til syvende og sidst regerer de jo alligevel sammen.«

Det afskrækkende for Schulz og SPD må være, at Angela Merkel de sidste to valgkampe har sejret ved at læne sig tilbage og lade SPD og de mindre oppositionspartier prøve at sætte dagsordenen og skændes færdig om de kontroversielle emner.

Derefter har Merkel groft sagt tilegnet sig de mest populære forslag og konstateret: »I kender mig – I ved, hvad I får.« Trods ridserne i lakken efter flygtningekrisen ser Merkels strategi ud til at virke igen.

Fysiklærerkarisma

Da Schulz-bølgen toppede i starten af april, angav en tredjedel af SPD-vælgerne i en meningsmåling fra Forsa, at de valgte Schulz, fordi han »bringer et frisk pust ind i tysk politik«. Kun otte procent angav Schulz’ politiske profil med fokus på social retfærdighed som årsagen til deres valg.

Schulz skal med andre ord ikke bare sørge for at bevare sin nyhedsværdi frem til forbundsdagsvalget i september, men også sælge sig selv som person. På den ene side vil han i kraft af sine 20 år i Europa-Parlamentet gerne sælge sig selv som en statsmand, på den anden side går han op i at være anti-establishment.

Blandt andet i kraft af, at han droppede ud af gymnasiet, og som faglært boghandler hverken er akademiker eller flasket op i det tyske politiske system.

Han taler gerne om sit årti som borgmester i den vesttyske provinsflække Würselen i netop Nordrhein-Westfalen, hvor han »har lært den almindelige tyskers bekymringer at kende«. Han er således en mand af folket, der både kan ses som en normbryder og som produkt af den socialdemokratiske kamp for lige muligheder for alle.

I de tyske medier er der samtidig skrevet tonsvis af artikler om Schulz’ karakter og karisma – og om man i et tryghedssøgende land som Angela Merkels Tyskland overhovedet har brug for den slags.

Snarere end den ophøjede udstråling, som klassiske karismatikere har, er der noget dagligdags, jordnært og faderligt over Schulz med hans halvmåne, briller og fuldskæg. I en tid, hvor elitekritik hører til dagens orden, har Schulz måske en styrke i at ligne en prototypisk fysiklærer i folkeskolen, som magasinet Woche har påpeget.

SPD og CDU eller omvendt

Om Schulz-effekten stadig findes, vil valget søndag i Nordrhein-Westfalen give et fingerpeg om.

CDU-chef i delstaten, Armin Laschet, har ført kampagne mod den nuværende SPD-regering og delstatens miserable økonomi, den høje arbejdsløshed og de triste indbrudsstatstikker. Den forgældede delstat har en usædvanligt højt antal fattige og kontanthjælpsmodtagere.

Den socialdemokratiske ministerpræsident, Hannelore Kraft, har derimod fokuseret mere på social retfærdighed og områder som børnepasning, sundhed og politi. Klassiske Schulz-temaer.

Alt tyder på en stor regeringskoalition mellem SPD og CDU. Hvis SPD bliver den lille i det spil vil det endegyldigt lægge Schulz’ kanslerdrømme i graven. I stedet vil Tyskland formentlig atter tale om Merkel-effekten.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu bør man ikke se helt bort fra, at i politik betyder apparition og udseende også noget ...

Grethe Preisler

Årh hvad, Jan Weis
- hvis en mand bare er lidt kønnere end Fanden, er han sædvvanligvis køn nok til hvad som helst. Det er vist stadigvæk lidt vanskeligere for en kvinde at blive kåret som kansler i Tyskland på sit glatte ansigt ... ;-)

Achwas, Grethe Preisler,
- det går da meget godt for Frau Doktor Angela Dorothea Merkel, hun vinder sandsynligvis sin fjerde kanslerrunde til efteråret – trods fysiognomien … ;-)

Grethe Preisler

Smagen kan man altid diskutere, Jan Weis
- men hvis det kun er fysiognomien, der er udslagsgivende for, hvem der vinder konkurrencen om at blive kåret som Tysklands næste kansler, så synes jeg nu alligevel, at Oma Merkel trods alt er lidt kønnere at se på end Opa Schulz ..... ;-)

At kunne vælge mellem pest og kolera er blevet en postdemokratisk spidskompetence, kære Grethe Preisler, hinsides enhver smag og behag ... ;-)

Grethe Preisler

Touché kære Jan Weis.
Så kan der vist ikke koges mere suppe på dén pølsepind.

Rolf Hansen

Det var lige fra starten en Mediehype.Den nye Merkel bare med skæg.
Interessent er også de her taler af deres Kanzler kandidater.
Dr. Frank-Walter Steinmeier 2013
https://www.youtube.com/watch?v=c1OomcaIePc
Martin Schulz 2017
https://www.youtube.com/watch?v=ZANrzcvdi1Q
Es hat keinen Sinn, eine Mehrheit für die Sozialdemokraten zu erringen, wenn der Preis dafür ist, kein Sozialdemokrat mehr zu sein.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Mærkeligt, at SPD ikke har kunnet finde en kvinde, der kan vinde.
På billedet står der en af dem på skulderen bag Schulz - Manuela Schwesig - der er familieminister og dygtig som bare pokker. Født i 1974, så hun er i den optimale alder.

På søndag er der valg i den største tyske delstat, Nordrhein-Westfalen, hvis regerinchef også er en kvinde af højeste karat: Hannelore Kraft - godt nok gammel i gårde, men utrolig indsigtsfuld.

Og der er flere, hvor de kommer fra. Så hvad med at få sat fut i fejemøjet, kære tyske SPD-vælgere?

Henriette Bøhne

Die Linkes Gregor Gysi har indtil flere gange - på sædvanlig humoristisk vis - påpeget SPDs problem:
Angela Merkel er uhyre flittig og hverken materialistisk interesseret eller forfængelig. Hvis man skal vælte sådan en kandidat kan det jo ikke nytte, at man konsekvent vælger kandidater, som besidder præcis de MODSATTE kvaliteter.
Spøg til side. Sigmar Gabriels politik og ledelse af partiet har været katastrofal i mange år nu og en ny kandidat i 11. time, kan ikke rette op på det faktum. De tyske vælgere er vel ikke dummere, end at de har indset at SPDs politik ikke adskilker sig væsentligt fra CDUs og derfor kan man lige så godt vælge den ægte vare.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Die Linke minder om Enhedslisten, Henriette / de lover guld og grønne skove, hvis de får 117% af stemmerne. For så vil det gå Tyskland lige så godt, som da SED var ved magten i DDR.

Godt at du dog fremkalder spøgefuglen 2 gange, men hvorfor i alverden bringe Die Linke frem i forreste geled?

Til gengæld vil jeg kritisere SPD for ikke at have turdet vælge en kvinde til lederjobbet i SPD - f.eks. den nu afgående Hannelore Kraft, der formentlig går af på flere fronter, selvom hun er en dygtig politiker som Merkel. Eller fra den yngre generation - familieminister Manuela Schwesig, der minder meget om Thorning.

Politisk ER der dog en forskel mellem CDU og SPD - men Merkel gør en afgørende forskel.

Grethe Preisler

Fagre Nye Tyskland i fagre Nye Europa:
"SPD, SPD die hat immer Recht!"

Og hvad angår delstaten Danmark:
"Mette Frederiksen - eller Kaos! Stem socialdemokratisk!"

(Det går fremad sagde Storgaard, han gik baglæns)

Henriette Bøhne

Hans Jørgen Storgaard Andersen,
Du behøver ikke belære mig om die Linke. Jeg har fulgt partiet i årevis og forstår udmærket tysk. Det er helt legitimt at være politisk uenig med partiet - men at nedgøre partiet, som også har Oskar Lafontaine ( mangeårig ministerpræsident i Saarland og formand for SPD og tidligere finansminister i Schröder- regeringen og derudover en nær ven af Willy Brandt ), er simpelthen for lavt.
Hvad skulle Hannelore Kraft bidrage med som Kanzlerkandidat? Hun har lige tabt stort til CDU i Nordrhein Westphalen og for at skabe politisk forandring, skal man som bekendt have vælgernes opbakning. Og det ser det ikke meget ud til, at SPD har i øjeblikket.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Henriette Bøhne: Bekagler, det var nu min mening at være lige så munter, som din spørgefugl, vrøvl spøgefugl ;-)

Hvorfor skal der så lidt til for at dreje en debat forstår jeg ikke helt. Jeg skrev jo blot, at Die Linke mindede om EL herhjemme - er du virkelig uenig i det?

Jeg kan personligt godt lide Gregor og Oscar, så dér må du have mig undskyldt. Det er lederen af Die Linke, der ikke betager mig - ups nu kan jeg lige pludselig ikke finde hende mere. Fordi jeg jo netop skrev om manglen på kvinder i SPD-toppen.

Mit forslag - Hannelore Kraft - har rigtig nok tabt valget, men som jeg er orienteret skyldes det to ting: Kanzler Merkel og dernæst SPDs egen kandidat Martin Schulz, der ikke er min kop te. Men du burde kunne læse, at jeg foreslog en kvindelig leder af SPD?!

ps! Du må meget gerne "belære" mig om fortræffeligheder i Die Linke - især hvis du ved noget om deres holdning til opgøret i DDR i sin tid. Tiden løber jo, og folk glemmer. Jeg glemmer ikke !!

Hans Jørn Storgaard Andersen

Henriette: Nu fandt jeg den person hos Die Linke, som har forskrækket mig, hver gang hun er tonet frem på Tv-skærmen: Sahra Wagenknecht.

Om hende står der på den danske Wikipedia:
Politiske modstandere beskriver hende som venstreekstremist, stalinist og kommunist ..."

Hvad synes du om hende, hvis jeg må spørge?