Læsetid: 1 min.

Sydafrikas højesteret til Zuma: Du har fem dage til at forklare dig

Sydafrikas præsident Zuma har fået fem dage af højesteret til at forklare, hvorfor hans fyringer af finansministeren og viceministeren er legitime
6. maj 2017

De to ministre blev betragtet som en stabiliserende kraft i Sydafrikas regering og som et bolværk mod den voksende korruption i landet. Derfor fik fyringen af finansminister Pravin Gordhan og hans viceminister Mcebisi Jonas sidst i marts øjeblikkeligt konsekvenser: Landets valuta styrtdykkede, og modviljen mod præsident Zuma fik vind i sejlene.

Nu har landets højesteret givet Jacob Zuma fem dage til at forklare sig, skriver The Telegraph.

Den sydafrikanske forfatning giver præsidenten beføjelser til at ændre i kabinettet, men der skal være åbenhed om hvorfor. Det er det sidstnævnte, der kniber med for Zuma. Derfor har højesteret på baggrund af en ansøgning fra oppositionspartiet Democratic Alliance (DA) bedt om en forklaring. Kendelsen blev afsagt torsdag, og tirsdag skal præsidenten fremlægge sin begrundelse.

Allerede nu forsvarer Zuma sig med, at fyringerne er sket på baggrund af en efterretningsrapport, der angiveligt viser, at finansministeren konspirerede mod Zuma, skriver The Guardian.

Læs også

Flere politikere mener dog, rapporten er falsk, og sikkerhedsminister David Mahlobo afviser ethvert kendskab til den.

Skandale efter skandale

Sagen om fyringerne kommer i forlængelse af en lang række andre skandaler med præsident Zuma i centrum. Mange steder i Sydafrika er der frustration over hans indsats, og kravet om hans tilbagetræden tiltager.

Efter afsættelsen af ministrene i slutningen af marts var der ifølge Ritzau 30.000 mennesker, der gik på gaden i protest.

En talsmand fra Zumas ANC-parti langede fredag ud efter den højesteretsdommer, der havde afsagt kendelsen, og kaldte det et eksempel på utidig retslig indblanding i den udøvende magts sager »i takt med oppositionens luner«, skriver Times Live.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu