Læsetid: 2 min.

Syriske flygtninge er utilfredse med ophold i Sydamerika

Flere sydamerikanske lande har efter aftale med FN modtaget syriske flygtninge. Mange er dog så utilfredse med at bo i Sydamerika, at de nu ønsker at vende hjem
27. maj 2017

Det har skabt overskrifter i flere sydamerikanske lande, at de flygtninge fra Syrien, som landene har taget imod efter aftale med FN, ikke længere ønsker at blive hos deres sydamerikanske værter. Det er for dyrt, dårligt og usikkert – og så lever de sydamerikanske regeringer og FN ikke op til egne løfter, lyder kritikken fra blandt andre syriske flygtninge i Uruguay og Argentina.

»Vi holder ikke til mere, vi vil tilbage til vores hjem,« forklarer Taufiq Touma, der er syrisk flygtning og familiefar, ifølge det argentinske dagblad La Voz.

»Vi troede, at det var billigere at leve, og at vores døtre ville have en fremtid her, men det kan vi se, ikke er tilfældet. I Syrien kunne vi leve en uge for ti dollar, men ikke her,« lyder begrundelsen for, at Taufiq Touma og resten af de syriske familie nu vil tilbage til Aleppo i Syrien, hvor familien oprindeligt er flygtet fra.

Ingen job

I Uruguay lyder samme beklagende toner fra flere syriske familier, der er skuffede over, at de efter ankomsten til Sydamerika stort set har været overladt til sig selv. Blandt andet undrer de sig over, at der ikke er blevet stillet ordentlige boliger til rådighed, ligesom mulighederne for at finde arbejde er ganske beskedne.

»Alle vil væk, ingen ønsker at blive her, fordi vi ved, at livet her er meget svært. Vi har ventet i to år nu. Men hvis nogen fortæller mig, at fra i morgen er der arbejde, så bliver jeg,« forklarer Ibrahim Alshebli til det spanske nyhedsbureau EFE. 

Ibrahim Alshebli er en af de syriske flygtninge, der i protest har ’besat’ pladsen foran regeringsbygningen i hovedstaden Montevideo.

Det er imidlertid ikke nyt, at syriske flygtninge i Uruguay protesterer over forholdene. Siden Uruguay begyndte at tage flygtninge i 2014, har der været problemer med at tilbyde, hvad flygtningene regner for »ordentlige forhold«.

FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, der er medansvarlig for de syriske flygtninge i Uruguay og Argentina, afviser dog kritikken i det spanske dagblad El País. 

»Der er millioner af syriske flygtninge, der befinder sig i en langt værre situation. Der er stadig folk, der dør fordi de forsøger at nå Italien eller Grækenland i båd over Middelhavet. De er i en meget mere desperat situation. Det er derfor svært at retfærdiggøre deres (de syriske flygtninge i Uruguay, red.) krav,« lyder svaret på kritikken fra Michelle Alfaro fra UNHCR.

Billigere end Europa

Når mange syriske flygtninge har valgt at rejse til Sydamerika i stedet for Europa, hænger det både sammen med, at flere sydamerikanske lande som Uruguay, Brasilien og Argentina over for FN har indvilliget i at modtage flygtninge fra det krigshærgede land, men også, at det er både billigere og sikrere at rejse fra Syrien til Sydamerika, end til Europa.

Det koster omkring 2.000 euro for en flybillet fra Tyrkiet direkte til eksempelvis Quito, hovedstaden i Ecuador, hvor der i øjeblikket ikke kræves visum for syriske borgere. Tilsvarende koster det omkring 4.000 euro at blive fragtet ulovligt i båd over middelhavet med fare for at drukne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu