Læsetid: 5 min.

Terrorens paradoks: Den styrker lederen i det land, den angriber

Terrorattentatet i Manchester ramte et sårbart centrum i den vestlige kultur: Unge mennesker til en popkoncert. Men vi har lært, at det ikke kan true vores politiske system eller ødelægge de europæiske valgkampe
Theresa May talte – klædt i sort – på Downing Street efter angrebet efter en koncert i Manchester.

Theresa May talte – klædt i sort – på Downing Street efter angrebet efter en koncert i Manchester.

Michele Tantussi

24. maj 2017

16. juni 2016: Den 52-årige nynazist Thomas Mair dræber Labour-politikeren Jo Cox, kun en uge før briterne skal stemme om landets fortsatte medlemskab af EU.

20. april 2017: Den 39-årige Abu Yusuf al-Beljiki dræber en politimand midt på Champs-Élysées i Paris, tre dage før det franske præsidentvalgs første valgrunde. Islamisk Stat tager ansvaret for angrebet.

22. maj 2017: En selvmordsbomber dræber 22 – heriblandt flere børn og teenagere – efter en popkoncert i Manchester Arena 17 dage før det britiske parlamentsvalg den 8. juni. Islamisk Stat tager ansvaret.

Uanset hvad gerningsmændenes motiver for deres morderiske gerninger var, har de ét til fælles: De har valgt at udføre deres gerninger under en valgkamp med al den ekstra symbolik, der ligger i at »angribe demokratiet« og ryste den »vestlige orden« i sin grundvold.

Betjente lægger blomster på St Ann’s Square i Manchester efter angrebet mandag aften mod unge koncertdeltagere.
Læs også

Det lykkedes hverken i Storbritannien sidste år eller i Frankrig i april, og det vil sandsynligvis heller ikke lykkes denne gang ved det britiske valg.

Godt nok er mandag aftens angreb særlig horribel i sin natur, idet morderen har valgt at gå efter forsvarsløse børn og unge. Men trods den vrede, der altid antændes dagen efter sådanne angreb, har vi allerede set reaktioner fra den ramte befolkning, hvor mange udviser håb, medmenneskelighed og sammenhold – en ikkevoldelig terrormodstand:

Almindelige mennesker åbnede deres hjem for strandede unge. Mange strømmede i går til klinikker for at donere blod. Hele natten kørte taxachaffører unge væk fra området uden betaling. Den trodsige retorik trendede på de sociale medier og i politikernes udtalelser:

»Vores værdier, vores land og vores levemåde vil altid sejre,« sagde premierminister Theresa May i en briefing foran Downing Street i går.

Samme erfaring har vi fra tidligere terrorangreb i Storbritannien, i Sverige efter aprilangrebet i Stockholm, hvor borgerne strømmede ud i området omkring gerningsstedet i Drottninggatan for at lægge blomster og give hinanden knus, og fra Paris og andre byer, hvor tusindvis af pårørende og berørte borgere efter et angreb tænder lys og rykker sammen ved mindehøjtideligheder for sammen at lindre og samle kræfter til at komme videre.

Resultatet er det modsatte af det, terroristerne forsøgte at fremprovokere: Trodsig samhørighed og taknemmelighed over den medmenneskelighed, disse episoder altid fremelsker, frem for splittelse.

Og så alligevel

Theresa May – og alle de andre, der i går udtalte mere eller mindre det samme – har ret. Det er ikke første gang, at Manchester og andre britiske storbyer har været ramt af terrorangreb – Manchester oplevede bl.a. et IRA-angreb i 1996 – og hver gang er livet gået videre, og folk har i det store hele afvist det had og den frygt, gerningsmændene forsøgte at sprede.

Når det er sagt, betyder det ikke, at angrebet ikke vil få indflydelse på den demokratiske proces. Partierne blev trods alt i går enige om at suspendere deres valgkampagner og altså lukke ned for den demokratiske debat om landets fremtid i nogle dage.

Det kan meget vel betyde, at dynamikken i valgkampen er  anderledes, når politikerne vender tilbage til deres kampagner. Indtil videre har debatten om sikkerhed, religion og udfordringerne ved det multikulturelle samfund nemlig slet ikke været en del af valgkampen. Det kan meget vel ændre sig nu, hvilket kan give Labour udfordringer. Netop New Labours stramme kurs var en af de ting, partiets venstrefløj og Jeremy Corbyn var oprørt over i sin tid. Nu vil det være op til dem at komme med troværdige svar på de udfordringer, som hele Europa – og Storbritannien – tumler med i øjeblikket.

Redningsarbejdere og koncertdetaljere efter angrebet sent mandag aften.
Læs også

En sådan ændring i dynamik og fokus – der også fint kan kædes sammen med et stop for den fri bevægelighed og generel nedskæring af indvandringen, som Theresa May har gjort til en hovedprioritet, vil hun bestemt ikke være ked af.

I dagene op til terrorangrebet skete der nemlig en række ting, der rystede ikke kun premierministeren, men hele hendes kampagne.

For det første fik Labour en langt mere positiv modtagelse af dets valgprogram, end De Konservative havde regnet med.

Trods De Konservatives desperate forsøg på at påpege, at Labour ikke havde påvist, hvorfra alle de mange ekstra milliarder skulle komme fra, begyndte Labours opbakning i meningsmålingerne lige så stille at stige. Ikke engang de konservatives mediers fortsatte dæmonisering af formand Jeremy Corbyn synes at skræmme vælgerne væk fra partiet.

Tværtimod har det ikke skadet Labour-formanden at være ude blandt almindelige mennesker, hvor han modsat Theresa May tydeligvis føler sig tilpas.

Skidt for May

Sammenlignet med Labours måske bedste uge siden Corbyns valg til formand, havde Theresa May og hendes konservative en forfærdelig uge. Forud for offentliggørelsen af partiets manifest tydede alt på en jordskredssejr i Tony Blair-størrelsen. Og måske derfor valgte Theresa May og hendes hold at satse og inkludere en række politikker, som ikke ligefrem ville være populære.

Bl.a. lovede Theresa May at indføre en ordning, der betyder, at folk selv skal betale for pleje i alderdommen, men lovede, at de vil kunne beholde 100.000 pund af deres opsparing, inkl. værdien af deres hus.

Særligt denne politik medførte ramaskrig både i partiets egne rækker og blandt vælgere, som ikke bryder sig om princippet i det, der er blevet døbt »demensskatten«.

Meningsmålingerne begyndte at rykke på sig, og pludselig var De Konservatives føring over Labour reduceret til ni procentpoint.

Panikken satte tydeligvis ind, og mandag – kun fire dage efter offentliggørelsen af partiets valgprogram – foretog Theresa May en kovending, hvilket er helt uhørt i britisk valghistorie. Nu vil partiet indføre et loft for, hvor meget den enkelte risikerer at skulle betale i alt for egen pleje.

»Vi har ikke omskrevet vores manifest. Principperne, vi baserer vores socialpolitik på, forbliver helt de samme,« gentog May igen og igen og igen mandagen igennem, men var tydeligvis irriteret og rystet.

Hvad nu?

Men det var mandag. I går, tirsdag, vågnede briterne op til de frygtelige nyheder fra Manchester. Theresa May og hendes kabinet suspenderede deres kampagne og holdt i stedet krisemøde i det såkaldte Cobra-kriseudvalg. Sidst på morgenen trådte en sortklædt premierminister frem foran Downing Street 10 og satte ord på det raseri og den trods, befolkningen følte.

Glemt er detaljerne om, hvem der skal betale hvad for sundhed, og glemt er billederne af en rystet Theresa May. Den stærke kvinde er tilbage, og hun er i kontrol.

Vil terrorangrebet dermed ændre valgresultatet? Det er umuligt at sige endnu med to en halv uge til valget. Det er værd at påpege, at terroren ikke ændrede ved Brexit- eller Macron-resultaterne. Omvendt vil det være forkert at påstå, at terrorangrebene rundt om i Europa slet ikke har påvirket vores samfund.

Mange føler en utryghed, der ikke var der i samme grad før. Frankrig er stadig i undtagelsestilstand. Og Storbritannien, Frankrig, Tyskland og andre lande har strammet lovgivningen over de seneste ca. 15 år siden de første al-Qaeda-angreb, mens sikkerhedstjenesterne har fået større beføjelser, og borgernes civile rettigheder er blevet indskrænket.

Det er ikke utænkeligt, at dette angreb vil genoprette hendes overlegenhed i meningsmålingerne og give hende den tabte autoritet tilbage. Følgende paradoks afslører således terrorens politiske afmagt: Dens mål er at ryste vestlige samfund i deres grundvold, men den ender som regel med at styrke de angrebnes politiske ledere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forfatteren har fat i en vigtig pointe, og det er at disse tragedier styrker lederen. Men gad vide om lederskabet selv er klar over hvor meget magt disse tragedier giver dem? Der var jo en interressant historie for et stykke tid siden om en tysk nazi sympatisør der havde udgivet sig for at være en flygtning for at lave terror angreb... Ja det ikke fordi at jeg hentyder til noget i forhold til den nuværende tragedie, men det virker som om at forfatteren danser om den varme grød.

Børge Rahbech Jensen

I dette tilfælde er det ret ligegyldigt, at valgkampen er suspenderet nogle dage. Storbritanniens fremtid er dybt afhængig af forhandlinger om landets udmeldelse af EU, anset resultatet af parlamentsvalget. De tre vigtigste partier er fælles om modvilje mod britisk udmeldelse af EU, men må sandsynligvis respektere resultatet af folkeafstemningen sidste år.

Noget andet er, at de lokale reaktioner på mandagens terrorangreb vist havde mest at gøre med byen end landet eller vestlig kultur. På en lokalradio i Manchester blev snakket om sammenhold.
De fleste danske reaktioner var angreb mod Islam, og børn, der blev ramt af terrorangrebet, fyldte meget i både danske og amerikanske medier.

Ivar Nielsen

Citat:
"Terrorens paradoks: Den styrker lederen i det land, den angriber".
- Og dette gælder også når der er tale om statsterror der er pakket ind i gedulgte argumenter og opdigtede "beviser" og ideologier. Bare tænk på Bush administrationen og krigen i Afghanistan og især Irak som efterfølgende pustede al anden terror op i højeste gear.

Christian Lucas

Det er vel næppe et paradoks når lederen ved og udnytter det? Siger ikke det er tilfældet her, men jeg behøver vel ikke sige mere end V FOR VENDETTA?

John Andersen

Artiklen begynder med 4 datoer og dermed henviser til meningsløst terror. Hvad med en femte bare for at få det i relief. ”Madeleine Albright in 60 minuts”, hvor den daværende Amerikanske udenrigsminister forsvar, i et af USA´s mest seriøse TV programmer, drabet på 500 000 (en halv million) Irakiske børn som resultat af sanktioner mod Irak. Et andet eksempel. Sanktioner mod Iran som forhindrede livsvigtige medicin til syge mennesker. Men det er jo ikke terror i vore definition.

Niels Duus Nielsen

Der er tale om et globalt politisk eksperiment, der går ud på at undersøge, om elendighedsteorien holder vand. Teoretiske overvejelser var nok til at få de revolutionære i Vesten til at forkaste teorien for mange år siden, så den blev aldrig rigtig afprøvet i praksis (med Baader-Meinhof og De røde Brigader som enkeltstående undtagelser).

Det foreløbige resultat af eksperimentet er, at forsøget på at afsløre systemets udemokratiske grundlag - ved med voldelige midler at fremprovokere og afsløre statsmagtens iboende voldelige tendenser - kun har formået at få befolkningerne til at støtte endnu mere op om deres ledere. Der er indført undtagelsestilstand, frihedsrettighederne er blevet beskåret kraftigt og de europæiske lande er på permanent krigsfod, uden at befolkningerne er blevet synderligt meget mere revolutionære af den grund - bortset selvfølgelig fra nogle få fundamentalister, som totalt har misforstået årsagerne til konflikten, og derfor melder sig under fanerne på begge sider i håbet om, at vold vil kunne afskaffe vold.

P.t. er de religiøse fundamentalister pressede, hvorfor de eskalerer volden, mens de xenofobiske fundamentalister har en vis folkelig medvind, hvorfor de ikke har samme behov for spektakulære angreb.

Men en enkelt brandbombe mod en herboende afghaner er det da blevet til.

Henrik L Nielsen

Præmissen er jo ikke helt rigtig.
Den spanske regering måtte gå af da den fik gerningsmand og folkestemningen i den gale hals.
Og i Sverige er højrefløjen gået frem på bekostning af de traditionelle partier.