Læsetid: 10 min.

Theresa Mays genistreg har været at stjæle UKIP’s dagsorden

Siden UKIP vandt Brexit-afstemningen, og den karismatiske formand Nigel Farage trådte tilbage, har partiet haft et kaotisk år. Støtten er faldet dramatisk. og ved de netop overståede lokalvalg tabte partiet 144 ud af 145 byrådpladser. Alligevel kan UKIP ved dette parlamentsvalg vinde større indflydelse end nogensinde før – ved ikke at opstille
Den 8. juni skal briterne til valg, efter at Theresa May besluttede at søge at få vælgernes mandat til at gennemføre de svære Brexit-forhandlinger. UKIP har valgt ikke at opstille kandidater i hele 255 ud af 650 kredse – primært kredse hvor de konservative opstiller en troværdig Brexit-kandidat.

Den 8. juni skal briterne til valg, efter at Theresa May besluttede at søge at få vælgernes mandat til at gennemføre de svære Brexit-forhandlinger. UKIP har valgt ikke at opstille kandidater i hele 255 ud af 650 kredse – primært kredse hvor de konservative opstiller en troværdig Brexit-kandidat.

Ian Forsyth

1. juni 2017

BIRMINGHAM – Dækproducenten Fort Dunlops enorme rødstensmure står stadig stabilt, hvor de blev plantet for 100 år siden i Birmingham-bydelen Erdington, der i årtier har leveret arbejdskraft til et boomende firma, der engang besad verdens største fabrik.

Men trods det stabile ydre viste virksomheden sig ikke konkurrencedygtig i en globaliseret verden, og i 2014 lukkede nye ejere den ned og flyttede dækproduktionen udenlands.

Tilbage efterlod Fort Dunlop en arbejderklasse uden arbejde. Og navnet ’The Fort’ tilhører i dag det nærtliggende shoppingcenter. Befolkningens loyalitet over for arbejderpartiet Labour, der har repræsenteret området siden valgkredsens oprettelse i 1974, lever dog stadig.

»Folk ville stemme for en rød ballon, hvis der sad et Labour-klistermærke på den,« siger Andrew Garcarz, der selv voksede op i et arbejderklassehjem med en far, der kom fra Polen til Storbritannien efter Anden Verdenskrig og siden endte i Erdington på Fort Dunlop-fabrikken.

Dengang i 1950’erne, hvor fabrikkens produktion var på sit højeste, havde den 10.000 ansatte.

Garcarz har selv været medlem af Labour og var i mange år fagforeningsrepræsentant, da han arbejdede inden for IT-området i sundhedsvæsenet NHS gennem 25 år.

Imidlertid er han selv et eksempel på, at gamle loyaliteter er under opbrud. Siden 2014 har han været dybt involveret i den lokale UKIP-afdeling og stillede sågar op til parlamentsvalget i 2015, hvor han vandt 6.040 stemmer – omkring 18 procent.

Kampagnematerialet var da også allerede trykt forud for valget den 8. juni – »Pop the Westminster Bubble, Vote for Change, Vote for Andrew Garcarz«, står der på hans lilla og gule valgbrochure – men kort før deadline for registrering af kandidater besluttede Garcarz at trække sig.

I stedet opfordrer han til, at hans tidligere vælgere stemmer på den konservative kandidat, Robert Alden.

»Denne gang handler valget om Brexit, og derfor er partipolitik blevet skubbet i baggrunden,« forklarer Garcarz over en Café Latte i en af The Forts cafeer, der som butikskæderne ligger ud til en enorm parkeringsplads.

Den er næsten fuld – primært af tyske, franske og japanske biler foruden Garcarz’ amerikanske Chrysler frem for britiske – hvilket er en af årsagerne til, at Fort Dunlops dæk i dag primært produceres i Tyskland og Frankrig.

»Vi traf beslutningen om ikke at opstille, fordi Brexit er det vigtigste for os, og det eneste parti, der ser ud til at kunne gennemføre Brexit er Det Konservative Parti,« tilføjer Garcarz.

Game-changer

Med den beslutning har valgkampen i Erdington fuldstændig ændret karakter. Fra at være en sikker Labour-kreds – partiets kandidat Jack Dromey vandt med 5.129 stemmer i 2015 – ser det pludselig ud til, at Labour risikerer at tabe, hvis UKIP-vælgerne følger opfordringen fra partiet.

Det er en trussel, der langtfra kun eksisterer i Erdington. UKIP har på landsplan valgt ikke at opstille kandidater i hele 255 ud af 650 kredse – primært kredse, hvor De Konservative opstiller en troværdig Brexit-kandidat imod en Labour Remain-kandidat.

Denne omgruppering på højrefløjen udgør en »fundamental udfordring for de progressive« partier, mener UKIP-ekspert Matthew Goodwin fra University of Kent, der netop har udgivet bogen Brexit: Why Britaian Voted to Leave the European Union.

Læs også

»Ved 2015-valget vandt UKIP 3,9 millioner stemmer og blev nummer to i 120 kredse, hvoraf 76 er konservative kredse, og 44 er Labour-kredse. Det betyder, at en masseafhopning af UKIP-vælgere til De Konservative ikke kun vil styrke eksisterende konservative flertal, men også direkte vil true Labour-parlamentarikere med små flertal,« skriver Goodwin i en analyse i The New European.

Samme konklusion drager Lord Ashcroft – den konservative rigmand, der foretager detaljerede valgkredsmålinger.

»Alle meningsmålinger viser, at tidligere UKIP-vælgere går uforholdsmæssigt til De Konservative,« skriver han i sin seneste analyse på sin hjemmeside med henvisning til en vurdering af, at omkring tre ud af fire UKIP-afhoppere vil stemme konservativt.

»De kombinerede data giver på nuværende tidspunkt De Konservative 406 mandater eller et muligt flertal på 162,« tilføjer han, men påpeger, at partierne i 95 af disse kredse ligger så tæt, at det er umuligt med sikkerhed at sige, hvem der vil vinde.

UK Independence Party – kort fortalt

  • The Anti-Federalist League – senere UKIP – blev grundlagt i 1993 af den britiske akademiker Alan Sked, professor i international historie ved London School of Economics.
  • Nuværende formand: Paul Nuttall. Blev valgt i november 2016, efter den karismatiske Nigel Farage trak sig i kølvandet på Brexit-afstemningen, hvorefter Diane James trak sig efter kun 18 dage på posten.
  • Antal parlamentarikere: Nul, efter Douglas Carswell blev uafhængig kort før valgudskrivelsen.
  • Antal medlemmer af Overhuset: Tre.
  • Antal medlemmer af Europa-Parlamentet: 20.
  • Antal partimedlemmer: ca. 39.000.
  • Største successer: Et flertal for Leave i Brexit-folkeafstemningen, blev det største britiske parti i Europa-Parlamentet i 2014, fik 3,9 mio. stemmer svarende til 12,6 procent af stemmerne i Parlamentsvalget 2015 (fremgang på 9,5 procent fra 2010).
  • Største skuffelser: Fik 12,6 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2015, men kun et mandat pga. valgsystemet. Mistede 144 lokalpolitikere ved lokalvalget i maj 2017.
  • Nuværende tilslutning ifølge meningsmålingerne: Fem procent.

Kilder: bbc.co.uk, Mirror, Guardian, Telegraph, wikipedia etc.

Labour-UKIP-Konservativ

En sådan kreds er Erdington. Den har – ifølge The Guardian – en af landets højeste rater af børnefattigdom og ligger i top ti for områder, der har flest bistandsmodtagere.

Dette sammenkoblet med høj indvandring fra både Europa og resten af verden – omkring 27 procent af områdets beboere – er måske årsagen til, at 63 procent af borgerne stemte for Brexit.

Erdingtons hovedgade afspejler både det multikulturelle og det fattige samfund. Her ligger Poundland, Pound Bakery, Discount Fortress og Albemarle Bond Pawnbrokers side om side med etniske butikker som Bukmat Afro Caribbean Groceries, Attock Halal Meat, Oxtail, Fish & Goat Meat og Spizarnia Polish Delicatessen.

»I min levetid er vi er gået fra at have uafhængige butikker til genbrugsbutikker til discountbutikker,« siger 60-årige Andrew Garcarz, der er født og opvokset i Erdingham og i dag er gået på pension.

Han støtter ikke UKIP’s seneste migrationspolitik – én ud, én ind – men tror på partiets tidligere forslag om at kopiere det australske pointsystem. Det er en politik, mener han, som gør genklang i lokalbefolkningen.

»Vi har set et niveau af ukontrolleret immigration til Storbritannien på størrelse med hele Birminghams befolkning hvert tredje år, hvilket ikke er bæredygtigt. Vi har også set en masse ufaglærte østeuropæere komme og tage job på dårlige kontrakter, og det har sat lønningerne ned,« siger han og mener, at folk generelt har »en følelse af uretfærdighed, og at der må gøres noget«.

»Folk kan ikke forstå, hvorfor vi giver millioner væk i bistandshjælp til andre lande, når vi har folk, der lever i fattigdom herhjemme, og som ikke kan få det til at hænge sammen.«

Det er dog ikke sikkert, at alle UKIP’s vælgere kan få sig selv til at stemme konservativt, som partiet anbefaler, i et område hvor mange – som Garcarz – kan tænkes at være tidligere Labour-vælgere.

Imidlertid viser erfaringerne, at Labour-vælgere, der én gang har stemt på et andet parti, ikke længere føler den samme loyalitet. Partiet tabte f.eks. Skotland, hvor mange af dets kernevælgere i dag stemmer SNP efter at have brudt med Labour over uafhængighedsspørgsmålet i 2014.

Jeremy Corbyn drikker et glas vand under sin fremlæggelse af Labours planer efter Brexit-afstemningen i juni 2016. (Arkivfoto.) 
Læs også

Desuden synes partiledernes personligheder at spille en endnu mere afgørende rolle ved dette valg end tidligere. Det kommer blandt andet til udtryk, da Information møder 49-årige Petra, der besøger shoppingcentret The Fort:

»Vi har altid støttet Labour i min familie – altid – men personligt vil jeg skifte til De Konservative, for jeg mener ikke, at vi har en god formand. Corbyn er et kæmpe problem for mig, mens May ser ud til at vide, hvad hun taler om,« siger Petra, der beskriver sig selv som arbejder- og middelklasse.

Hun stemte Remain i EU-afstemningen og er nervøs over, hvad der vil ske efter Brexit, men stoler mere på, at Theresa May end Corbyn kan få en god aftale med EU.

»Hvis jeg skal være ærlig, så minder han mig om en komiker. Jeg ved ikke meget om politik, så jeg sammenligner bare lederne, og for mig er valget klart.«

41-årige Johir Iltaf, der er af pakistansk afstamning, men kom til Erdington som treårig og i dag er ledig, har det på samme måde.

»Jeg vil stemme på May. Jeg kan godt lide hende. Jeg kigger på hendes ansigt, og mit hjerte siger mig, at hun er en god person,« siger Iltaf, der stemte Leave i EU-afstemningen »fordi alle europæerne kommer og tager vores job«, selv om han stemte Labour ved det netop overståede lokalvalg.

Han er ikke sikker på, hvad Corbyns ansigt fortæller ham.

»Jeg ved ikke, hvem han er,« fniser han.

For Andrew Garcarz er skiftet fra Labour til De Konservative ikke så svært efter først at være skiftet til UKIP, men han understreger, at det »udelukkende handler om Brexit«.

Tilmed fortæller han, at han forlod Labour, fordi han følte sig desillusioneret over, at partiet var blevet »konservativ light« under Tony Blair.

»Jeg købte ikke rigtig deres politik længere. Der var et niveau af uansvarlighed. Masser af fine ideer, som ville være fantastiske i en ideel verden, men i den virkelige verden har du en kage, der skal deles, og når den er væk, er den væk. De mistede troværdighed på grund af økonomien,« siger Garcarz.

På samme måde blev han dybt skuffet over fagforeningen, efter han deltog i et træningskursus, der havde til formål at gøre deltagerne til »effektive fagforeningsfolk«.

»Vi sad bogstavelig talt og drak champagne og røg cigarer, og da jeg spurgte, om det var, hvad vores medlemmer ville forvente af os, fik jeg at vide, at når nu pengene var der, hvorfor skulle de ting så være forbeholdt de rige. Det fandt jeg dybt hyklerisk.«

UKIP’s fremtid

Når UKIP har valgt at støtte op om De Konservative ved dette valg, er det dog ikke udelukkende af lyst, erkender Andrew Garcarz. I maj mistede partiet samtlige 145 byrådsmedlemmer i de kredse, hvor der var lokalvalg, og vandt kun et enkelt nyt medlem.

Partiets tilslutning svarede til en opbakning i befolkningen på omkring fem procent mod 12,6 procent ved parlamentsvalget i 2015.

»Hvis jeg er 100 procent ærlig – og det er jeg altid – så er det sikkert ikke en dårlig ting, at vi ikke opstiller kandidater alle steder, for som parti står vi i en ret skidt situation,« erkender han og peger på et kaotisk år siden EU-afstemningen, hvor partiet mistede sin karismatiske formand, Nigel Farage, har været gennem to formandsvalg og et fysisk slagsmål mellem to af partiets medlemmer af Europa-Parlamentet.

»Det har kostet troværdighed,« erkender Garcarz.

I stedet har partiet både lokalt og på landsplan måttet forsøge at bruge kræfterne bedst muligt for at få maksimal indflydelse. Det gør det ved at koncentrere ressourcerne i de kredse, hvor det har størst chance for at vinde, og ved at pege på konservative pro-Brexit kandidater i andre kredse.

Ideologisk set lægger Theresa Mays konservative manifest sig i slipstrømmen af tidsånden med forsøget på at tale til »globaliseringens tabere« og løftet om at begrænse den årlige indvandring. Med andre ord har May rykket de konservative til venstre på økonomien og til højre på værdipolitikken.
Læs også

Krisen har fået iagttagere til at diskutere, hvorvidt partiet overhovedet har en fremtid, men paradoksalt nok betyder dets valgstrategi, at UKIP ved dette valg kan få langt større indflydelse på britisk politik end ved tidligere valg – ved ikke at stille op.

»Efter folkeafstemningen og efter Farage er der en realisering af, at den nye formand, Paul Nuttall, ikke har formået at give partiet et eksistensgrundlag. Der er dem, der mener, at et immigration kan være et eksistensgrundlag, men jeg tror, at vi vil se en langsom disintegration af UKIP over de næste år,« siger Jennifer Hudson, ekspert i vælgeradfærd ved University College London.

Samtidig spår hun, at UKIP’s fravær i centrale valgkredse sandsynligvis vil medføre, at »De Konservative forøger deres flertal markant«. Hun forventer nemlig ikke, at et væsenligt antal UKIP-vælgere vil gå tilbage til Labour.

»En hel del Labour-vælgere er blevet tiltrukket af UKIP pga. partiets position til EU, immigration og økonomien. Theresa Mays strategiske genistreg har været at overtage de områder fra UKIP, så det er svært at se, at disse tidligere Labour-vælgere kan fristes tilbage. Corbyn slår ikke hårdt nok på immigrationstrømmen,« mener hun.

Andrew Garcarz er enig i, at partiet står over for en kæmpe udfordring, hvis ikke det skal ende som en permanent fløj af Det Konservative Parti.

»De Konservative – eller BlueKIP som vi kalder dem nu – har stjålet det meste af vores 2015-manifest,« griner han.

»Vi oplevede, at folk afmeldte deres medlemskab efter EU-afstemningen, fordi de troede, at jobbet nu var gjort. Det må vi forsøge at overkomme. Vi må bevise, at vi er et parti, der dækker hele spektret. De kommende år vil blive en genopbygningsfase.«

Imidlertid er det – erkender han – Brexit-spørgsmålet, der stadig giver partiet dets bedste chance for at blive opfattet som relevant igen.

»Hvis De Konservative ikke leverer Brexit; hvis de løber fra nogle af nøgleløfterne – om migrationskontrol, om at genvinde vores territorium eller om indbetalinger til EU – så vil det give os fremdrift igen. Og så kommer vi tilbage og irriterer alle sammen igen,« lover han.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu