Læsetid 6 min.

Trump bevæbner de syriske kurdere og optrapper krigen mod Islamisk Stat

USA satser på kurderne i den sidste fase af krigen mod Islamisk Stat, men alliancen kan give både USA og NATO alvorlig hovedpine på længere sigt, advarer eksperter
En kurdisk soldat fra YPG står vagt ved amerikanske tanks, der er kørt i stilling ved byen al Darbasiyah nær den nordøstlige syrisk-tyrkiske grænse den 29. april. Billedet stammer fra en video.

En kurdisk soldat fra YPG står vagt ved amerikanske tanks, der er kørt i stilling ved byen al Darbasiyah nær den nordøstlige syrisk-tyrkiske grænse den 29. april. Billedet stammer fra en video.

AP/APTV
17. maj 2017

Maskingeværer, 120 mm morterer, pansrede køretøjer og masser af ammunition.

Det er nogle af de tungere våben, som USA i den kommende tid vil levere til den kurdiske milits YPG, der er udset til at spille hovedrollen i den sidste fase af krigen mod Islamisk Stat (IS).

Sammen med resten af Syrian Democratic Forces skal kurderne erobre IS’s sidste højborg, Raqqa, der udgør den militante islamistiske bevægelses politiske og militære hovedkvarter.

Beslutningen om at bevæbne de syriske kurdere indvarsler det sidste store slag i den tre år lange krig, der en gang for alle skal bringe Abu Bakr al-Baghdadis såkaldte islamiske kalifat til fald.

I Irak kan IS når som helst miste fodfæstet i Mosul, og så er Raqqa i Syrien islamisternes eneste tilbageværende tilholdssted.

Selv om enden på krigen mod IS er i sigte, er beslutningen om at satse på de syriske kurdere langt fra populær. Især i Tyrkiet har beslutningen vakt vrede. Her frygter præsident Recep Tayipp Erdogan, at de mange tunge våben vil blive vendt mod Tyrkiet, når krigen mod IS er forbi.

Årsagen er, at de syriske kurdere er tæt allieret med det kurdiske Arbejderparti PKK, der fører væbnet kamp for en selvstændig kurdisk stat i Tyrkiet og er på både EU’s og USA’s terrorliste.

I seng med fjenden

Den amerikanske beslutning om at satse på de syriske kurdere og deres YPG-milits har været længe undervejs, og det er da også en problematisk beslutning, som kan give både USA og NATO problemer på længere sigt, mener flere mellemøsteksperter.

Ikke mindst i forhold til Tyrkiet, der i månedsvis har forsøgt at få USA til at opgive planerne.

Læs også

»Hvert eneste våben, som når frem til de syriske kurdere, er et en trussel mod Tyrkiet,« lød reaktionen fra den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, da USA i sidste uge offentliggjorde beslutningen.

Præsident Recep Tayyip Erdogan må som lovet have taget sagen op, da han tirsdag mødtes med præsident Donald Trump i Det Hvide Hus. Ved et pressemøde med de to præsidenter sagde Trump, at han vil føre lange og hårde diskussioner med Erdogan. Men han betonede samtidig, at han har sikret sig, at militært udstyr, som Erdogan har bestilt i USA, kommer hurtigt frem.

Beslutningen om at satse på den kontroversielle syriske YPG-milits, der udgør hovedparten af de omkring 50.000 mand store Syrian Democratic Forces, er da også en nødløsning, mener mellemøstekspert Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet.

»USA har valgt at samarbejde med de syriske kurdere, fordi de ikke selv vil have støvler på jorden i større stil,« siger han. »Og når en supermagt ikke selv vil spille med musklerne, så har det en pris.«

Besynderlig alliance

Og det er på mange måder en besynderlig alliancepartner, USA har valgt, bl.a. fordi de syriske kurdere er tæt allieret med Kurdistans Arbejderparti, PKK.

Ifølge Mehmet Ümit Necef er alliancen så tæt, at der nærmest er tale om én organisation.

»Det er reelt PKK’s syriske afdeling,« siger han og mener, at det er dybt besynderligt, at USA vælger at alliere sig med en organisation, som i praksis fører krig mod en NATO-allieret.

Også Helle Malmvig, mellemøstspecialist på Center for Militærstudier ved Københavns Universitet, understreger det problematiske i USA’s alliance med de syriske kurdere.

»Der er noget dybt mærkeligt i at alliere sig med en milits, der er tæt allieret med en organisation, der står på ens egen terrorliste. Men USA har vurderet, at der ikke er andre, der reelt kan klare opgaven,« siger hun.

»Der er ingen tvivl om, at præsident Donald Trump meget gerne vil stille sig op på en kasse og råbe, at han har besejret Islamisk Stat. Derfor har han valgt at se stort på alle indvendinger.«

En kurdisk soldat fra YPG står vagt ved amerikanske tanks, der er kørt i stilling ved byen al Darbasiyah nær den nordøstlige syrisk-tyrkiske grænse den 29. april. Billedet stammer fra en video.

Kurderne har i maj 2017 erobret, hvad der svarer til cirka en tredjedel af Syrien.
Kilder: Washinton Post og Insitute for the Study of War

Ritzau

Vejrer morgenluft    

Beslutningen om at optrappe støtten har naturligt nok vakt begejstring både hos Syrian Democratic Forces og hos de syriske kurdere.  

»Det er en beslutning, der har stor politisk betydning. Den giver legitimitet til både SDF og YPG,« sagde talsmand Ilham Ahmed til det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.

I det hele taget er der mange kurdere, som i øjeblikket vejrer morgenluft med hensyn til mulighederne for at fremme kurdisk selvstændighed, siger Mehmet Ümit Necef.

»Kurderne føler i øjeblikket, at skæbnen smiler til dem. De ser det 21. århundrede som en gylden æra, hvor det endelig bliver muligt at realisere drømmen om en kurdisk stat.«

I øjeblikket beskytter USA kurderne i Syrien, bl.a. mod angreb fra Tyrkiet, der sidste år indsatte styrker på den syriske side af grænsen – netop for at forhindre begyndelsen til en kurdisk statsdannelse. Men spørgsmålet er, hvor længe denne alliance holder.

»Kurderne har helt givet fået politiske løfter fra USA, men det er meget tvivlsomt, hvor meget amerikanere vil støtte deres ønske om selvstændighed, når IS først er væk,« siger Helle Malmvig og understreger, at kurderne er blevet svigtet mange gange i historiens løb, både af regionale og internationale magter.

Derfor har kurderne tradition for at spille på mange heste. Tidligere på året indgik de bl.a. et samarbejde med den syriske diktator Bashar al-Asads nærmeste allierede, Rusland, som i slutningen af marts oprettede en base i den nordvestlige kurdiske provins, Afrin, hvor russiske soldater bl.a. træner kurdiske styrker til krigen mod IS.

Syriens kurdere

  • De syriske kurdere har i løbet af den syriske borgerkrig etableret en de facto stat i det nordlige Syrien med byen Kobane som hovedstad.
  • Det Demokratiske Enhedsparti, PYD, er Syriens største oppositionsparti. Og militsen YPG er partiets militære gren.
  • Partiet er sekulært, erklæret demokratisk og befinder sig på venstrefløjen.
  • Partiet er allieret med Kurdistans Arbejderparti, PKK, i Tyrkiet, der er på EU’s og USA’s terrorlister.
  • Partiet ledes af Salig Muslim, har hovedkvarter i Kobane og spiller en vigtig rolle i krigen mod IS.
  • Dets væbnede gren tæller mellem 25.000 og 35.000 mand, som udgør hovedstyrken i Syrian Democratic Forces, der er USA’s vigtigste allierede i Syrien.
  • Syrian Democratic Forces menes at tælle mellem 50.000 og 80.000 mand.
  • Derudover samarbejder den USA-ledede koalition også bl.a. med Free Syrian Army.

Uklar rolle 

Indtil videre er det da også uklart, hvilken rolle de syriske kurdere har tænkt sig at spille, når Raqqa en dag er indtaget, og IS er besejret.

Hverken Necef eller Malmvig forventer, at de vil være interesseret i at holde eller administrere den nuværende IS-by, som ligger uden for det etnisk kurdiske område i Syrien.

I stedet forudser de, at der meget let kan udbryde en ny krig mellem det syriske regime og oppositionsstyrker om de befriede områder.

På hvilken siden de syriske kurdere i givet fald vil befinde sign er uvist, understreger Necef.

»Den syriske opposition er meget skeptisk over for kurderne, netop fordi de har tradition for at alliere sig med hvem som helst, hvis de mener, det tjener deres interesser.«

Allerede i denne uge vil samarbejdet med kurderne være på dagsordenen, når den amerikanske præsident tager imod sin tyrkiske kollega Recep Tayyip Erdogan i Det Hvide Hus.

Men om Tyrkiet får noget ud af sine protester, er en anden sag.

Da den amerikanske udenrigsminister, James Mattis, i sidste uge var i København, gjorde han det helt klart, at krigen mod IS har førsteprioritet. Og så må hensynet til Tyrkiets interesser vente.

Indtil videre har USA lovet Tyrkiet at holde nøje øje med de våben, der i de kommende uger bliver udleveret til kurderne, men det løfte betragter både Necef og Malmvig som meget urealistisk.

»Trump går efter de hurtige taktiske sejre i krigen mod IS,«  konstaterer Malmvig.

»Men det store spørgsmål er stadig, hvad der skal ske bagefter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Casper Fryd  Rækjær
Casper Fryd Rækjær

Artiklen skitserer glimrende, hvilket dilemma det er at støtte SDF. Det gør Danmark jo i øvrigt også, om ikke andet qua sin støtte til USA og koalitionen.

Desværre lider såvel denne artikel som dagens leder under en fejlslutning: Når Mosul og Raqqa er indtaget, så er Islamisk Stat besejret. Det er ikke bare tvivlsomt, det er også farligt at tro.

IS har allerede flyttet mange folk til områder i Syrien, som er uden for SDF's naturlige rækkevidde. IS nyder stadig opbakning i mange større områder i både Irak og Syrien; eller om ikke andet tåles de som det mindste onde. IS har lommer af tilhængere og krigere, som vil udføre guerillaangreb i år fremover - og som vil benytte enhver lejlighed til at samle opbakning, hvis der opstår politisk usikkerhed i ét af landene. IS har tilhængere og fodfæste mange andre steder end i Irak, Syrien og Afghanistan. Og så har vi ikke en gang beskæftiget os med, hvor godt fat ekstreme bevægelser som IS har, fordi de beskæftiger sig med basale forhold i samfundslivet - fx fattigdom, arbejdsløshed, religiøs undertrykkelse og retten til det gode liv. Efter IS kommer der endnu én og én til, med mindre vi får has på de grundlæggende problemer.

Lige nu er Vestens bud på en løsning at føre krig og sende nødhjælp. Krigen fører vi i Syrien primært gennem SDF, som er domineret af YPG (og PYD). Vi taler om en stærk, kurdisk gruppering med nære forbindelser til PKK. Det er samtidig en gruppe, som samarbejder med enhver, der kan fremme realiseringen af kurdisk selvstyre (og evt. uafhængighed); herunder Assad.

Det er utopi at tro, at SDF kan finde opbakning andre steder end i de kurdiske (nær-)områder. Det har IS forstået, og derfor etablerer de sig nu uden for disse områder. Raqqa og Mosul er på den måde ikke enden på IS - det er begyndelsen på en ny fase i kampen mod IS.

Brugerbillede for Recep INAL

Nej, hvor er dansken så glad for de så "undertrykte" kurdere får våben fra US, og er lallende ligeglad med at den inkompetente Trump presset af American Deep State- alias Mafia - vil støtte PYD/PKK med våben som US ikke engang vil levere til sin trofaste NATO allied Tyrkiet siden 1951. Europa vil komme til at betale en eksterm høj pris for USA's reckless og hovedløse engagementer i Vest-Asien, ligeledes for tyrkere og kurdere som deler et dejligt, frodigt geografi og klima i det Lille Asien - kurderne udgør ca. 10% af den anatolske befolkning, og de skal absolut ikke fostre nogen som helst forhåbning om at de kan gentage en etnisk udrensnings baseret "succes" i Anatolien a la Nord-Irak & Syrien. Det er historiens ironi at Marxistisk-Leninistisk partier som PKK/PYD vil læne sig op mod Imperialismen as the Final Solution. Der vil være et blodbad når US ikke længere kan magte, agte, agere og ej heller være til stede i Vest-Asien i den nære fremtid.

Brugerbillede for Recep INAL

"Raqqa og Mosul er på den måde ikke enden på IS - det er begyndelsen på en ny fase i kampen mod IS." Der vil aldrig være en ende på IS så længe US insisterer på sin destruktive tilstedeværelse i Vest-Asien for at fremme sin neo-imperiale interesser, og jeg fatter simpelt hen ikke at vestlige medier så let kan slippe af sted med at drive gæk med den så oplyste Europæiske "Intelligentsia". IS er kun og kun et ud&påskud af en Islamostein skabt af American Deep State til at ..., jeg behøver virkelig ikke gå i detaljer for at ikke fornærme den Europæiske Intelligentsia's intellekt.
SHAME ON YOU!!!

Brugerbillede for Peter Frost
Peter Frost

Recep INAL, hvilken pris er det man risikerer at betale? jeg forstår din bekymring om at Tyrkiet risikerer at skulle kæmpe mod PKK som tidligere fordi de undertrykker Kurdere, men det er vel reelt set et problem som Tyrkiet selv har skabt ved at forsøge at knække et folk?
jeg kender mange kurdere og lige så mange tyrkere. Kurderne drømmer om øget frihed, selvstyre og retten til at have lov til at være kurder. De tyrkere jeg kender bliver ved med at sige at der aldrig har været et kurdistan - det er jo rigtigt nok, ligesom der aldrig har været et palæstina. kan du følge hvor jeg vil hen med koblingen til palæstina?
Hvis tyrkiet en dag valgte at giv kurderne flere rettigheder, måske et udvidet selvstyre, tror du så at det er utænkeligt at der ville komme ro på bagsmækken? Eller tror du at kurderne så vil tage kampen til et endnu højere niveau? Jeg tror personligt at der er tale om en meget indædt tyrkisk nationalisme, som ikke tåler at afgive indrømmelser til mindretal indenfor grænserne, af frygt for at miste kontrollen med et allerede fragmenteret land.

Brugerbillede for Recep INAL

Europa betaler allerede en høj pris for US/EU's destruktive engagement i Vest-Asien: flygtningekrisen, den kulturelle stress det har skabt og den følgende stigmatisering af de "repressively tolerated" fremmede i EU samt neo-fascismes "fremmarch" som diverse - senest en baby-faced frøling - androider skabt i neo-liberalismens dybe mørke kælder forsøger forgæves at kontrollere i den "rette" retning.
Min bekymring er ikke en intensiveret kamp mod PKK, men en borgerkrig i Tyrkiet a la Syrien og for den sags skyld x-Jugoslavien. Mange danskere tror fejlagtigt at det kun er kurdere der bliver undertrykt i Tyrkiet, det er kun og kun billig propaganda som tjener PKK's interesser som tjener Imperialismens interesser.

Brugerbillede for Peter Frost
Peter Frost

Recep INAL, jeg tror ikke folk ikke er klar over at der sker en voldsom undertrykkelse i Tyrkiet af snart sagt enhver der bare er lidt anderledes. Så skulle man da have gået med skyklapper.
PKK var formentlig aldrig opstået hvis der havde været en passende dialog mellem Ankara og det store kurdiske mindretal.
Tyrkiet er jo selv berømt og berygtet for at være ekstremt højreorienteret / fascistisk, så det er jo heller ikke nyt.
Noget som mellemøsten og snart sagt alle tidligere koloniområder er ekstremt gode til at gøre, er at give Vesten skylden for alle deres dårligdomme. Hvad med om befolkningerne selv tager et simpelt ansvar for deres egne lande i stedet for at slå sunnier, shiaer, kurderer, yazidier og, jøder og Kristne ihjel? Hvorfor al den had? Hvorfor kan Islam udvikle så store problemer med snart sagt alle andre religioner end lige nøjagtig den i området største muslimske gren?
Hvad er det folk mangler af forståelse for anderledes troende mennesker? Er det reformationen man mangler i Islam?

Brugerbillede for Recep INAL

Hvorfor er det Vesten der hele tiden skal have skylden for alverdens ulykker og skal absolut påpeges som den ultimative skurk? Korea, Vietnam, Chilie, Cuba, Argentina, Ecuador, Sydafrika, Iran, Irak, Egypten, Libyen, Tyrkiet berygtet for at være et laboratorium for diverse militære kup tilskyndet og aktivt støttet af Uncle Sam&Company, senest det bizarre 15/7 forsøg, Ukraine styret af et neo-nazi regime, og øvrige som jeg ikke ved eller kan erindre nu er et minimum for en nødvendig bevidst gøren af en Europæisk medio-intellekt om Imperialismens sande natur.
Om Islam har brug for en reformation, jeg har ikke de nødvendige forudsætninger om at kunne danne en mening herom, men praksis viser nu vel at Uncle Sam&Company bevidst har haft og stadig har muslimske SEKULÆRE regimer som TARGET. Iran siden 1979 er nok en undtagelse, men det er så en anden historie...

Brugerbillede for Peter Frost
Peter Frost

Recep INAL, du kommer stadig ikke men en reel begrundelse for hvorfor kurderne i Syrien ikke må få våben af Vesten/USA. Hvis der skulle være et argument så er det baseret på Tyrkiet og dets interne problemer med bland andet kurdere. Jeg mener, og det kan da godt være at jeg tager fejl, at kurdernes modstandskamp mod den tyrkiske regering skyldes undertrykkelse af kurdere i Tyrkiet.
Jeg mener også at Tyrkiet kunne have undgået dette gennem dialog og en eller anden form for selvstyre til kurderne.
Så må du meget gerne rette mig hvis jeg tager fejl.

Brugerbillede for Casper Fryd  Rækjær
Casper Fryd Rækjær

@Peter Frost: Du stiller spørgsmålet, "hvorfor kurderne i Syrien ikke må få våben af Vesten/USA". Det vil jeg gerne give et svar på, set fra min stol.

Først og fremmest er det vigtigt at gøre sig klart, at "kurderne" deles i mange grupper med mange forskellige interesser og dagsordner. Så når vi vælger at sende våben til SDF, er det de facto et lod i skålen til de kurdere, som støtter op om netop dét projekt. Det findes mindst én større gruppe i Syrien, som står i opposition, og som har meget svære betingelser under YPG's og Asayish's regime. Og så et der jo også de ikke-kurdiske mindretal i området, hvor især sunniaraberne skal navigere med stor forsigtighed.

I det hele taget er man nødt til at gøre sig klart, hvad det er for et samfund, man sender våben ind i. Det nordøstlige Syrien er et kludetæppe af forskellige interesser og alliancer. Med det samme vi vælger at støtte udvalgte grupper militært, så skubber vi til skrøbelige magtbalancer, og risikoen for nye konflikter er overhængende. Det er ikke kun etniske skillelinjer, vi taler om. Forskellige levevilkår, stammestrukturer, udvidede familier og klaner, religiøse forskelle og fortolkninger, måder at løse problemer på og opretholde orden - alt dette er i spil og på spil, når vi sender våben til udvalgte parter.

Jeg har aldrig afvist, at militære bidrag kan komme på tale i Syrien. Jeg er bare overbevist om, at hvis de skal bidrage til holdbare løsninger i Syrien, så skal det foregå under international kontrol. Her er FN vores bedste mulighed - og formentlig den eneste, hvis vi skal fastholde en vis neutralitet i konflikterne.

Det er bestemt ikke nemt. Men som det ser ud nu, så er flere våben fra Vesten en del af problemet, ikke af løsningen.

Brugerbillede for Peter Frost
Peter Frost

Casper Fryd Rækjær enig i at vi naturligvis skal vide hvem vi giver våben. Dog ser jeg ikke det som noget Tyrkiet skal blande sig i, hvis vi bevæbner kurdere som vi anser for at være en troværdig samarbejdspartner.
FN kan ikke komme i spil - se på sikkerhedsrådet og dets vetomedlemmer. Så er den potte vidst ude...

Brugerbillede for Casper Fryd  Rækjær
Casper Fryd Rækjær

@Peter Frost: Jeg køber ikke den holdning, at vi kan bevæbne forskellige grupper, når bare vi selv synes, de er troværdige. Vi bør arbejde for en vis international retsorden, også gennem vores handlinger. Det YPG, som du taler om at bevæbne, de ville ligge i åben krig med Tyrkiet nu, hvis ikke USA og Rusland havde stillet sig fysisk imellem. Det er svært at forestille sig, at flere våben vil løse den situation. Konflikter løses for det meste bedst, når ingen tror de kan vinde - ikke når alle tror de kan vinde.

Brugerbillede for Recep INAL

J. FROST, hvis du ikke læste min kommentar grundigt, så vil jeg meget gerne gentage: Min bekymring er ikke om at de syriske kurdere får våben fra Vesten, men om at det får kurderne til at få en falsk "bevidsthed" om at de kan udrette ekstremt meget i Mellemøsten takket være "støtten" fra Uncle Sam, Israel, Saudi-Arabien og øvrige. Som R. Fisk påpegede i sin seneste artikel, er det en ny adventurism for kurderne at skulle regne med US - anything is for SALE - men i Anatolien er vor broder&søster skab med alle og enhver som deler samme land, klima, skæbne, glæder, sorg, m.v. absolut ikke til SALG.

Brugerbillede for Peter Frost
Peter Frost

Casper Fryd Rækjær, enhver beslutning af denne art baseres selvfølgelig på om man vurderer partneren som troværdig. Man kan ikke gøre andet. Der vil altid være usikkerheder i enhver beslutning, men når alt kommer til alt så baserer man beslutninger netop på troværdighed.
Du kan jo ikke vide hvad fremtiden vil bringe, men du kan tage dine forbehold og du kan vurdere om samarbejdspartneren er en troværdig samarbejdspartner.

Brugerbillede for Casper Fryd  Rækjær
Casper Fryd Rækjær

@Peter Frost: Jeg tror ikke, vi er uenige i, at en partner skal være troværdig. Vandene skilles, når du vil bidrage bilateralt med våben til konflikter. Det mener jeg skal foregå under international FN-kontrol. Ellers må vi jo også acceptere, at Rusland bevæbnet militser, vi anser for utroværdige - og for så vidt også, at tvivlsomme regimer leverer våben til IS og AQ. Vi kan jo ikke bare sige, at det er os i Vesten, der bestemmer hvem der er troværdige og må modtage våben bilateralt.

Brugerbillede for Peter Frost
Peter Frost

Casper Fryd Rækjær, jeg mindes ikke nogen konflikt i nyere tid hvor der i FN har været noget som ligner enighed om at intervenere, herunder eksempelvis at levere våben til en af de stridende parter.
Det er der uheldigvis 5 permanente medlemmer i sikkerhedsrådet, som kan nedlægge veto imod.
Hvem der er troværdige afgøres jo netop af de øjne der ser, og her er endnu en gang interessekonflikter.
Desværre har FN aldrig været særligt potent i løsninger af konflikter. FN har som oftest været indblandet når parterne allerede er så krigstrætte at de begge er interesseret i en afslutning på konflikten. Så er FN stedet for kompromiser aftales, men alt forud afgøres bestemt ikke i FN regi.