Baggrund
Læsetid: 5 min.

’Trump forstår ikke de værdier, NATO bygger på’

NATO står over for det mest komplekse trusselsbillede siden Den Kolde Krig, men er tvunget til at lægge alle komplicerede emner til side for at tækkes Trump på dagens topmøde
På torsdagens NATO-topmøde går alt ud på at bevise over for den amerikanske præsident, at alliancen stadig er vigtig for USA, understreger flere sikkerhedspolitiske eksperter. Arkivfoto

På torsdagens NATO-topmøde går alt ud på at bevise over for den amerikanske præsident, at alliancen stadig er vigtig for USA, understreger flere sikkerhedspolitiske eksperter. Arkivfoto

Andrew Harnik

Udland
24. maj 2017

Når USA's præsident Donald Trump torsdag for første gang tropper op i NATO’s nye hovedkvarter i Bruxelles for at møde de 27 andre lande i alliancen, er alting nøje tilrettelagt for at tækkes den nye, men udenrigspolitisk helt uerfarne leder af verdens mægtigste militærmagt.

Superkorte taler, masser af billeder og masser af tomme løfter. Alle sejl er sat til for ikke at kede den notorisk ukoncentrerede præsident og sikre, at han kommer hjem til Washington med et par politiske sejre, der kan holde båndet over Atlanten i live, indtil næste præsidentvalg om tre et halvt år.

For NATO er stadig en alliance i chok. Så sent som i sidste uge lød det fra en anonym højtstående embedsmand i Det Hvide Hus, at Trump vil overveje at melde USA ud af NATO, hvis ikke resten af medlemslandene skruer gevaldigt op for forsvarsbudgetterne og beviser, at alliancen stadig er relevant for USA. På den anden side har andre medlemmer af regeringen – som forsvarsministeren, udenrigsministeren og sikkerhedsrådgivere – været mere tilbageholdende med deres kritik af de andre NATO-lande.

Ikke dest0 mindre går alt ud på at bevise over for den amerikanske præsident, at alliancen stadig er vigtig for USA, understreger flere sikkerhedspolitiske eksperter, som Information har talt med forud for Trumps første NATO-topmøde. Også selv om alliancen har et væld af nye trusler, som NATO langt fra er færdig med at tage sig af.

Tre lunser til Trump

»Topmødet handler langt hen ad vejen om at overbevise Trump om, at NATO stadig er relevant for USA,« siger Jens Ringsmose, leder af Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer og medforfatter til en række analyser om NATO’s situation. 

Det er aldrig sket før, at USA har truet med at forlade alliancen eller truet med ikke at leve op til sin forpligtelse til at forsvare de andre lande i alliancen. Derfor er det afgørende, at den amerikanske præsident et tilfreds, når han sætter sig ind i Air Force One efter topmødet.

»Han skal have nogle lunser med hjem til Washington, som han kan præsentere som en politisk sejr. Han skal kunne vende hjem og sige, at han har »fixet« alliancen, og derfor er NATO stadig relevant,« siger Ringsmose. 

De tre lunser, som er lagt til rette til den utålmodige og udenrigspolitisk helt uerfarne præsident, er først og fremmest løfter fra de fleste NATO-lande om at øge deres forsvarsbudgetter markant.

Flere af de store lande, heriblandt Frankrig og Italien, har allerede lovet at øge budgetterne. Også Danmark har lovet en markant stigning, uden dog at sætte tal på, og det samme har en række østeuropæiske lande. Storbritannien, de baltiske lande, Polen og Grækenland er desuden allerede oppe på to procent af deres bruttonationalprodukt eller mere, mens Tyskland som det eneste store land tøver.

Sten Rynning, NATO-ekspert og leder af Center for War Studies på Syddansk Universitet er ikke i tvivl om, at de fleste NATO-allierede vil øge deres budgetter for at tækkes Trump.

»Presset er massivt. Der er ingen tvivl om, at USA mener det, når de siger, at landene skal op på to procent af BNP eller som minimum præsentere en plan for, hvordan de kommer derop,« siger han.  

Fælles front mod IS

Den anden luns, som Trump får med hjem, bliver NATO-alliancens indtræden i koalitionen mod Islamisk Stat. Alle 28 NATO-lande er ganske vist allerede med i koalitionen, men NATO's deltagelse vil ifølge de to eksperter være et vigtigt politisk signal, som Trump kan bruge.

»Det får ikke den store praktiske betydning, men det giver Trump mulighed for at konkludere, at NATO nu er en del af krigen mod IS, ergo er NATO relevant,« siger Rynning, der i øjeblikket forsker ved School of International Service på American University i Washington.

Ifølge NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, bidrager alliancen allerede nu med bl.a. træning og Awacs-overvågningsfly.  

Og den sidste luns bliver en række løfter fra USA's allierede om at bidrage yderligere til NATO’s mission i Afghanistan, som i øjeblikket tæller omkring 13.000 mand. I forbindelse med den amerikanske forsvarsminister, James Mattis', besøg i København for nylig, lovede også Danmark at optrappe sin træningsmission i Afghanistan. Hvor mange ekstra soldater, NATO ender med at sende, er uvist, men ifølge amerikanske medier planlægger USA at øge styrken med 3.000-5.000 mand.

Fatter ikke NATO

Selv om de fleste allierede vil være positive over for USA’s krav om øgede forsvarsudgifter, er der fortsat en afgrund mellem Trump-regeringen og resten af NATO, vurderer de to eksperter.

Og det afspejler sig bl.a. i den måde, torsdagens topmøde er blevet planlagt på. I et forsøg på ikke at kede den amerikanske præsident har alle talere fået besked på kun at tale tre-fire minutter, da Trump er kendt for ikke at kunne koncentrere sig ret længe. 

Derudover er Trump en udenrigspolitisk novice, som ikke forstår mere komplicerede sammenhænge, mener Sten Rynning. Derfor er alle diskussioner om NATO’s strategi i lyset af det komplekse trusselbillede, som alliancen står over for, foreløbig udskudt.

»Trump er en absolut amatør, når det kommer til international politik og har tydeligvis ingen intellektuel kapacitet til at forstå, de værdier NATO bygger på,« siger Rynning. »Han ser slet ikke værdien af en alliance bestående af demokratiske stater og forstår ikke, hvad den kan bruges til,« siger han.

Det er ellers ikke, fordi der ikke er nok at diskutere, understreger de to forskere.

I lyset af den voksende russiske trussel, er der ifølge Jens Ringsmose behov for et nyt stategisk koncept.

»Verden har ændret sig en hel del siden det sidste koncept blev skrevet i 2010,« konstaterer han og peger bl.a. på behovet for at prioritere NATO's egen territoriale sikkerhed efter Rusland for alvor er begyndt at spille med musklerne.

I første omgang håber NATO-alliancens medlemmer, at USA's skepsis over for alliancen bliver sat på vågeblus efter torsdagens topmøde.

»Men der er fortsat dyb bekymring i NATO,« siger Jens Ringsmose. »Ingen ved jo, om Trump er en enkeltstående storm, eller om der er der tale om et klimaskifte, hvor han blot er den første af en række præsidenter, der mener det samme som ham.«

NATO’s øgede militære tilstedeværelse

ESTLAND

800 soldater

  • Britisk-ledet bataljon og tropper fra Danmark og Frankrig
  • Baltisk luftpatruljering med fire tyske Typhoon-fly

LETLAND

1.200 soldater

  • Canadisk-ledet bataljon bestående af tropper fra Albanien, Italien, Polen, Spanien og Slovenien

LITAUEN

1.200 soldater

  • Tysk-ledet bataljon bestående af tropper fra Belgien, Kroatien, Frankrig, Luxembourg, Holland og Norge
  • Baltisk luftpatruljering med fire hollandske F-16-fly

POLEN

4.000 soldater *

  • Amerikansk-ledet bataljon med pansrede køretøjer inklusive 250 tanks, lette kampvogne af Bradley-typen og tungt artille

RUMÆNIEN

  • Sydlig luftpatruljering med fire RAF Typhoon-fly **

BULGARIEN

 

* Estland, Letland, Litauen, Polen, Bulgarien og Rumænien vil alle modtage amerikanske soldater og militært udstyr

** Tre måneder fra sommer 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Nu må tiden være inde, til at fredsbevægelsen rejser sig af stvøvet.

Oprustning fører ikke til hverken fred eller udvikling - tværtimod. Er det så svært at forstå?

Send Trump hjem med forslag til nedrustning, så USA kan reducere deres egne udgifter. Det er en langt mere sikker vej at gå for verden i vores tid.

Oprustning fører til krig, og det er alt andet - end vi har brug for.
Kun høgene med aktier i Det militær-industrielle Kompleks har glæde af oprustningen.

Trump er sælger - ikke en fredens mand!

Kaj Julin, Flemming Berger, Helle Walther, Anders Graae, Issa Chaaban, Bjarne Tingkær, Nike Forsander Lorentsen, Aksel Gasbjerg, Carsten Mortensen, Holger Madsen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Erik Jakobsen

Kæmpe god idé John Christensen, lad folket vandre til Moskva og forkynde peace and love, husk de skal have stearin i begge opad vendte håndflader, ellers virker det ikke.
Og de forreste skal kysse og kramme de russiske ledere, indtil de forstår budskabet: nedrustning er vejen til det evige liv.
P.S. derefter ligger vejen åben til Kina et smut til Pakistan/Indien, for at slutte i iran/Saudi-Arabien verden vil elske den europæiske fredsbevægelse

Carsten Mortensen

Min kone forstår mig ikke......

Aksel Gasbjerg

En journalist, der kun kan se verden gennem amerikanske briller. To eksperter, der er enige, og hvor den ene, Jens Ringsmose, er tilknyttet CEPOS (https://www.cepos.dk/personer/jens-ringsmose).

Informations udenrigsdækning er meget forudsigelig og unuanceret.

Flemming Berger, Arne Lund, Steen Sohn, Hans Aagaard, Jens Falkenberg, Hans Larsen og curt jensen anbefalede denne kommentar
curt jensen

Interessant vinkel. Man siger uden det store blad for munden at verdens mægtigste mand er for dum til at forstå Nato. God nat verden, hvis det er sådan.

Og så er der "det komplekse trusselbillede, som alliancen står over for"

Jeg er åbenbart også for dum til at forstå det, fordi jeg kan ikke se dette trusselbillede end andet end et forsøg på at fremkalde dæmoner for at bevise at vi har brug for et forsvar mod disse.

Jo, vi står helt klart for mange, og komplekse trusler mod vores overlevelse som civilisation, endda som art. Men hvad jeg ikke kan se er hvordan en militær organisation som Nato skal kunne bidrage til at løse disse trusler.

Kan nogen forklare mig det, mig og dummernik Trump?

Bjarne Bisgaard Jensen, Kaj Julin, Flemming Berger og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Peter Frost

Selvfølgelig er de fleste NATO lande nødt til at investere mere i deres forsvar. Dernæst er det nærmest idioti når man taler om at USA ( Trump) overvejer at melde sig ud af NATO. Alene det at man viderebringer denne information vidner om mangel på indsigt i militærstrategi. USA er afhængig af NATO, selvom USA er den største magtfaktor globalt. NATO er blandt andet baser, logistik, efterretninger, støttefunktioner, kampbidrag osv. Alt dette ville USA risikere at miste.
End ikke Trump, som er god for en historie eller to, kommer til at melde USA ud af alliancen.
Det er måske mere interessant at se hvad de andre medlemmer gør - melder de sig ud, eller former de deres egne alliancer? Hvis nye alliancer skal formes, så kommer 2% af BNP ikke til at række ret langt i opstartsfasen.
Konklusionen er derfor - NATO er det eneste reelle alternativ, hvis ikke man vil stå udenfor.

peter hansen

Er mere en diagnose end en politisk analyse, hold da kæft hvor useriøst.
NATO har brug for USA, men har USA brug for NATO? Det er da et godt spørgsmål Trump stiller.

Søren Kristensen

Der er så meget Trump ikke forstår.

. -" I lyset af den voksende russiske trussel, er der ifølge Jens Ringsmose behov for et nyt st[r]ategisk koncept."

Hvad er det nu lige, russerne bruger på militær sammenlignet med amerikanerne? Er det 10 procent?

slettet profil

Det er jo ikke amerikanerne der står først for i et eventuelt russisk angreb. Ingen europæisk nation kan på nuværende tidspunkt matche Rusland i en konventionel krig på landjorden. Hvad nytter det at NATOs samlede budget er 10 gange større end Ruslands, når USA står for 75% af NATOs kapacitet? Hvis vi i Europa ikke skal være underlagt USAs eller Ruslands vilje, er de enkelte europæiske lande nød til at øge deres evne til selvforsvar. Uanset om man kan lide det eller ej, så er militærmagt nødvendig for at opretholde fred her i landet såvel som i andre europæiske lande. Historisk har mennesket bekriget hinanden altid - og intet er forandret. Andre nationer vil udnytte eventuelle svagheder til deres egen fordel, og derfor skal en nation udvise styrke og vilje til selvforsvar ved at opretholde militære kapaciteter af en vis størrelse.. Og forhåbentlig bliver de aldrig brugt til noget.

Michael Friis

Der er sjældent kun een løsning på komplicerede problemstillinger. Det kommer oftest an på den der analyserer.
USA har betalte en meget stor del at NATOs forsvar/krigsmaskine siden Andens Verdenskrig. Prisen for at være den frie verdens leder.
Sandheden er at USAs ledende rolle er truet at udviklingen i Asien, dvs især Kina's succes.
USA er ved at miste de financielle muskler og derfor er er det en fagre ny verden som vi nu skal lære at kende.
Logisk set måtte dette sket. 1945 synes at være meget længe siden.
I 1945 havde var der f.x. ca 2.2 mia menneske på vor planet mod idag omkring 7.5 mia. Dette har været muligt pga produktionsforbedringer og lægevidenskab.
Investering i forsvar er typisk ikke med henblik på at gå i krig. Det er for at undgå krige.
USA har en god sag i, at NATO partnerne ikke kan forvente at fortsætte med at være på slæb. Naturligvis skal der investere mere i vores sikkerhed.
Topprioritet bør være at finde en god forståelse med Rusland. Rusland skal vi være venner med.

Søren Jacobsen

De næste tre et halvt års politik med USA er udskiftet med damage control. Det er nok en fornuftig løsning i situationen.

Uværdigt som europæerne danser efter den infantile ignorants pibe. Når han kræver at der skal bruges 2 pct af BNP på krigsmaskinen, så er det jo fordi en stor del af pengene vil gå til den amerikanske våben industri, og det er bl.a. sådan Trump vil skaffe de arbejdspladser han gik til valg på

Per Torbensen, curt jensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Allan Pedersen.
Våbenmagt og krig har der altid været skriver du og føjer til sådan lidt beklagende at sådan er det
Nu kunne jeg spørge dig som menneske: Synes du det er den rigtige måde at bruge vores liv på? Har du en fri vilje til at mene, føle og tro noget andet?. mennesket har helt sikkert et for stort ego og begær,men hvis man vil erkende det og forsøge at ændre på det er det vel muligt. Desværre er menneskeheden dumme nok til at følge næsten sindssyge personer, det er p.t. ekstra tydeligt med de mennesker som hersker i USA. Rusland, Nordkorea, Syrien, Saudi Arabien for at tage nogen af de værste. Men vi har et valg i vores del, vi kan nægte at følge galningen fra USA.

Peter Frost

Viggo Okholm, nogen gange er det bedre at være venner med en sindssyg af frygt for hvad de andre sindssyge kan finde på.
Danmarks medlemsskab af NATO har ændret karaktér siden muren faldt, men i løbet af de seneste år har Rusland udviklet sig til en voksende trussel. Måske ikke direkte militært som sådan, men der er ingen tvivl om at Rusland forsøger at skabe kaos og uenigheder i den del af Europa vi hører til. Når Europa ikke har formået (under EU) at skabe en tilstrækkelig militæralliance som bolværk, så er det særdeles relevant for Danmark at være del af NATO.
At være medlem af NATO forpligtiger et land til at bruge 2 % af BNP på forsvaret - noget vi har forsømt i mange år, og så kan jeg godt forstå at USA siger at nu skal vi til at skrue op for hanerne igen.
Vi har jo forsøgt at være venner med Rusland, men det venskab har ændret sig i takt med den stigende Russiske nationalisme, censur, "diktatur" og Ruslands globale konfliktmodus.

Peder Kruse

Nato medlemmerne har længe været enige om, at alle skulle være med til at trække læsset, men de fleste har samtidigt været enige om, at viljen hertil var tilstrækkeligt.

Alt andet er spin.

peter hansen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
curt jensen

Peter Frost,
Vi has sgu aldirg forsøgt at være venner med Rusland, medmindre du mener forsøgene at underkue Rusland så meget at det det vil give det vestlige demokrati - dvs. vores transnationale koncerner frit spil til at udnytte og udplyndre landet efter lyst og lune. Som det var under Jeltzin.

Vi har selv fastcementeret Putin til tronen netop fordi vi IKKE har hjulpet Rusland da det havde så desperat brug for hjælp med overgangen til kapitalismen. Selv Jeffrey Sachs, en af hovedpersonerne bag udplyndringen er blevet forfærdet over projektet da han så resultaterne af sin virken.
Samtidigt med at landet blev udplyndret og overladt til oligarker, blev det militært presset af NATO som rykkede frem direkte til landets grænser.

Russerne er stolte mennesker, de lader sig ikke føre ved næsen, og Putin er befolkningens svar på vores hærgen på den geopolitiske scene.

Hvis Rusland, hvilket jeg betvivler, virkelig er fjendtligt indstillet overfor os, så er det i hvert fald vores egen skyld og velfortjent.
Under ingen omstændigheder vil vi nogensinde få et bedre forhold til Rusland ved at "vise dem styrke". De har brug for venlighed og imødekommenhed og respekt som ligeværdig, så vil de hurtigt blive rigtig gode venner med os.

Mikael Velschow-Rasmussen og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Musketereden udeblev på mødet mellem Nato og Trump, og noget kunne tyde på Nato er ved at være et afsluttet kapitel.

slettet profil

Viggo Okholm, det er ret ligegyldigt, om jeg synes det er rigtigt eller forkert, at bruge vores liv på det ene eller andet. Min frie vilje er ikke ret meget værd hvis den ikke længere kan udfoldes frit. Denne frihed sikres gennem våbenmagt - det er ganske enkelt faktum. Vi kan lige så godt erkende, at vi i vesten ikke deler værdier og opfattelse af basale rettigheder med det meste af den øvrige verden. Vi er så heldigt stillet, at vi har råd til at opretholde militære kapaciteter som er den øvrige verden overlegne, og dermed sikre os retten til at leve som vi ønsker. Det er utopi, at tro på, at den øvrige verden ville nedruste bare vi gør det.

Erik Jakobsen

Curt jensen

Om vi ligefrem har været venner med Rusland efter Sovjet, kan måske diskuteres; men som vennebegrebet er blevet, har vi vel været venner, vi har ihvertfald forsøgt, at stå på venskabelig fod med Rusland. De fik observatør poster i Nato regi; men valgte selv at trække sig derfra, om de nogensinde kom tilbage kan jeg faktisk ikke huske. Nato fik skabt et tillidsforhold på det plan, at når der skulle holdes øvelser i Nato regi/Rusland på bataljons og opefter størrelse f.eks. i Nato skulle observatører fra Rusland deltage og vice versa. Det er vist også droppet af Rusland, på det handelsmæssige, har der da også været stor kontakt, det er så lige p.t. kølet noget med. Og omslaget er kommet efter Vladimir Putin kom ind på scenen.

Peter Frost

Curt Jensen, jeg er udmærket klar over at Rusland under Jeltsin sejlede lige så meget som han selv gjorde i sine vodka-brænderter. Putin blev hevet ind på scenen fordi Jeltsin ellers ville risikere en retssag imod sig, så Putins rejse til magten kommer ud af gammelt venskab med Jeltsin.
Så vidt jeg ved så er Rusland ikke uden skyld i den udplyndring der skete, og som stadig sker.
Uanset ruslands skæbne siden murens fald, så skal de da ikke bestemme en dyt over sine gamle lydstater. De er selvstændige nationer og har derfor ret til at agere som de gør.
Ruslands største problem er at de ikke er den magtfaktor de en gang troede de selv var, og de ved de jo godt.