Hvad i alverden skete der lige i Storbritannien?

Som om det seneste år ikke allerede havde været rigeligt fuld af overraskelser, så vandt Jeremy Corbyns Labour Party en bemærkelsesværdig fremgang i det britiske valg, hvilket kom som et chok for analytikere og forhindrede den konservative premierminister Theresa May i at få nogen form for brugbart flertal.

May havde udskrevet valget for at skaffe sig større politisk manøvrerum til at forhandle Brexit med europæiske ledere; Corbyn, der længe har tilhørt sit partis venstrefløj, kørte en overraskende imponerende kampagne og kan muligvis endnu ende med at blive premierminister, hvis der bliver udskrevet nyvalg.

For at blive klogere på valgresultatet har jeg talt med David Runciman, professor i politik og internationale studier ved Cambridge University og forfatter til bl.a. The Confidence Trap: A History of Democracy in Crisis From World War I to the Present. Han er også vært på podcasten Talking Politics.

I løbet af vores samtale diskuterede vi, hvordan Corbyn med stor snilde håndterede Brexit-sagen, hvad årsagerne til Mays sandsynlige fald er, og hvorvidt venstrefløjens fremtid skal findes i økonomisk populisme.

– Hvad skete der?

»Hun mistede sit flertal, Labour kan ikke sammensætte en regering, det er kaos.«

– Ok, så hvad i alverden er det, der lige er sket?

»Øh, jo, nu skal du høre,« siger Runciman grinende.

»Der er sket to ting: Unge mennesker gik til stemmeurnerne. I Cambridge, hvor jeg er lige nu, burde det have været meget tæt løb. I stedet blev det et jordskred. Labour vandt en gigantisk sejr, fordi de studerende stemte på Labour i stort antal. Det er en kombination af de studerendes stemmer og så UKIP – alle, mig selv inklusive – troede, at da deres vælgeropbakning kollapsede, så ville mange af stemmerne gå til De Konservative, selv om mange af dem oprindeligt kom fra Labour. Men mange gik tilbage til Labour. Det er en af de helt store drivkræfter i den her forandring. Corbyn kunne have fået de studerendes stemmer og stadig tabt. Men disse UKIP-vælgere kom tilbage, og spørgsmålet er hvorfor. Formentlig fordi Corbyn lykkedes med at neutralisere Brexit som tema.«

Corbyn som premierminister

– Der har været kritik af, at Corbyn ikke har udtrykt sig stærkt nok imod Brexit fra begyndelsen, og heller ikke stillede op på en tydelig ’Remain’-dagsorden.

»Hvis han var stillet op på en tydelig Remain-dagsorden, ville han være blevet slagtet. Så ville hun have vundet valget uden problemer. Han lykkedes med at mudre det til. Samtidig forpligtede han sig entydigt på, at der skal gennemføres et Brexit, og mange sagde, at selv om Labour forekom forvirret og splittet på Brexit-spørgsmålet, så gjorde det ikke noget, fordi Corbyn har ført kampagne på indenrigsanliggender, heriblandt velfærdstemaer. En af mine pointer er, at hvis man ser på det her og på Macron og på Trump fra et andet perspektiv, så må man tænke, at Bernie Sanders kunne have vundet. Jeg ved, at det er at presse den lidt, men de her establishment-kandidater, som f.eks. Hillary Clinton: Noget trumfer ingenting. Og i sidste ende var May ingenting. Hun sagde, at hun udskrev valg, fordi hun ville have et mandat til at forhandle Brexit, men hun sagde aldrig, hvad hun ville have ud af det. Hun havde ingenting at komme med.«

»Faktisk er det måske sådan, at Labour med en anden i spidsen kunne have vundet helt. Corbyn har gjort en langt bedre figur, end nogen havde regnet med, og han har kørt en særdeles velfungerende kampagne, og han lykkedes med at neutralisere Brexit, men med et så omfattende kollaps af De Konservatives kampagne er det muligt, at Labour vil kunne se tilbage på det her som et valg, de reelt havde kunnet vinde. Det, de har opnået, er at gøre det så godt, at hun formentlig før eller siden vil blive nødt til at trække sig. Men en anden mulighed er, at der bliver udskrevet nyvalg, og Labour står nu i en meget fordelagtig situation. For få døgn siden ville jeg have sagt, at det var umuligt for Jeremy Corbyn at blive premierminister, og nu vil jeg mene, at vi skal forberede os på, at Corbyn inden for de næste seks til 12 måneder kan blive premierminister.«

– På en måde virker det som om, du siger, at Corbyns særlige evne til økonomisk populisme og mudring af Brexit var en stor fordel, men også at han kan udgøre et politisk problem, og at hvis en mere mainstream person havde stillet op, så ville Labour decideret have vundet valget. Det virker lidt modsætningsfyldt.

»Ja. Det er kompliceret, og jeg er ikke sikker. Det er ligesom Brexit og Trump – det er tredje gang, jeg har siddet vågen hele natten i en måbende tilstand. Dette er et andet land, eller verden, end jeg troede. Men Labour førte en kampagne, der sikrede dets basis. Det førte ikke kampagne med henblik på at kunne danne flertalsregering. Partiet tog ikke ud i de dele af landet, hvor det ikke regnede med at have en chance. Det har ikke fået et overvældende antal pladser, men det har samtidig sikret alle de pladser, det havde før. Dets kampagne var en anelse defensiv og meget veludført.«

»Det er en reel mulighed, i lyset af den svaghed vi så fra May og De Konservative, at en leder som kunne have rakt ud til de mere moderate vælgere, havde fået et bedre resultat. Corbyns position er blevet sikret, og han er mere urørlig nu end før, men det lignede ikke en kampagne, som kunne have skaffet Labour en ubetinget sejr. Men hvis der bliver en ny kampagne inden for seks eller 12 måneder, så er den nuværende platform en, som kan få alle mulige mennesker til igen at se mod Labour. Labour så ødelagt ud før, og nu – og det er det fantastiske ved demokratisk politik – er det De Konservative, som ser ud til at være på randen af destruktion, og Labour som fremstår samlet.«

Unødvendigt valg

– Tror du dermed, at det, som primært er på spil, er Mays eklatante fejltrin ved at udskrive et tidligt valg, selv om hun var populær, da hun gjorde det? Hvad var det mere præcist, der gjorde, at hun fejlede?

»Det første, hun gjorde galt, var at udskrive et valg, uden at det var nødvendigt, og at hun ikke kunne forklare folk, hvorfor det var nødvendigt. Hun har haft en tæt kreds af rådgivere, som sammensatte et manifest, der gik i opløsning ganske hurtigt. Det er ikke sket før i moderne britisk politisk historie, at en partileder har måttet smide dele af sit manifest i skraldespanden midt under en kampagne. Man holder sig til kampagnegrundlaget. Så folk begyndte at opfatte hende som usikker, og hendes største trumfkort havde netop været, at hun var en hård negl og totalt urokkelig i forhold til Brexitforhandlingerne. Så begyndte det hele at falde fra hinanden.«

»Jeg skrev om May for et par måneder siden, at selv om jeg ikke var sikker på, hvorfor folk godt kunne lide hende, så troede folk, at hun faktisk kunne lide dem, på den måde at hun virkede som en uforarget person, der havde det rimelig afslappet med helt almindelige konservative mennesker. Men efterhånden som kampagnen skred frem, fremstod hun mere og mere afkoblet og akavet. Folk begyndte at tvivle på, om hun nu også var så afslappet i almindelige menneskers selskab. De Konservative kommer til at få tæt på 43 procent af stemmerne, hvilket er lige så meget, som Blair fik i sin jordskredssejr. De kommer til at have næsten et flertal. Men katastrofen er, at tilliden til hendes person er faldet dramatisk, måske det mest dramatiske fald i nyere britisk historie. Det er et totalt kollaps, som er sket inden for blot seks uger. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er ikke meningen, at en valgkamp skal kunne flytte så meget.«

– Har du nogen fornemmelse af, hvilken indflydelse terrorangrebene og eventuelt Trumps indblanding havde?

»Oprindeligt var tanken, at det ville hjælpe hende, fordi den slags ofte styrker højrefløjen, og hun havde sikkerhed højt på sin dagsorden. Men det hjalp hende tydeligvis ikke. Jeg er ikke sikker på, at Trumps indblanding spillede nogen særlig rolle. Det var i det hele taget en temmelig upåvirkelig valgkamp. Meget indenrigs. Meget lidt fokus på, hvad resten af verden mente.«

– Nej, det handler om Amerika.

»Nå ja, undskyld, det glemte jeg. Det, som forbavsede folk, var, at Corbyn og hans folk gik efter hendes nedskæringer i politiet, da hun var indenrigsminister, og at de koblede det sammen med et generelt budskab imod nedskæringspolitik, og det var en politisk genistreg at koble nedskæringer med sikkerhed. Jeg er ikke sikker på, at det gjorde en stor forskel, men det neutraliserede helt klart den konservative fordel, der kunne have været.«

To forskellige verdener skal mødes

– Tror du så, at May er færdig?

»Hun kan humpe videre i 12 timer eller to uger eller to måneder, men hun kommer aldrig til at kunne genvinde sin autoritet.«

– Der har været en stor debat på venstrefløjen om, hvorvidt den hvide arbejderklasse i lande som Storbritannien og USA, som har været på vej mod højre, nogensinde kan vindes tilbage. Viser dette valg, at det er muligt?

»Jeg tror, det er muligt. Jeg tror, det kan ske. London er forandret. Det er Labour hele vejen igennem. Den hvide arbejderklasse i det nordlige England gik ikke bare over til De Konservative. Omtrent halvdelen kom tilbage. Udfordringen for Corbyn, såvel som for de moderate partier, der ønsker at danne flertal, er, at der skal bygges bro mellem disse vælgere og så de studerende, der stemte på ham, og det ser ud til, at de to grupper ser verden ganske forskelligt.«

»Unge har tendens til at stemme mindre, og politikere kan dermed tillade sig at fokusere på de ældre generationer. Og nu har Corbyn lovet, at han vil fjerne studieafgifterne, hvilket bliver dyrt. Han har også lovet de gamle, at der ikke bliver pillet ved pensionerne, og det er også dyrt. Og han har lovet en masse privilegier til det nationale sundhedssystem. Udfordringen bliver ikke så meget at hente hele arbejderklassen i nord hjem til Labour, men at holde sammen på alliancen med de studerende. Men det er en klassisk udfordring for venstrefløjspolitik. Det er et mere fordelagtigt problem at stå med end at have tabt endnu større dele af den hvide arbejderklasse.«

– Tror du, at dette baner vej for mere visionær tænkning blandt andre partier på venstrefløjen i andre lande?

»Som sagt, så ser jeg på det her og tænker, at Sanders kunne have vundet. Jeg mener, hvem ved? Men så ser jeg på Trump og Macron, og på Corbyn som ikke vandt, men klarede sig bedre, end nogen havde troet. Det er helt forskellige politikertyper. Det er også helt forskellige valgsystemer, som producerer helt særegne resultater, hvilket bare viser, at alt muligt kan ske. Macron er helt klart ikke reel venstrefløj, men en, der sammensætter forskellige former for politik. Corbyn kombinerer traditionel venstrefløjspolitik med nogle usædvanlige elementer. Det er muligt for nye politikertyper at vinde frem. Men velfærdsstatens forskellige udstrækning i forskellige lande giver forskellige muligheder. Corbyn forsvarer universel velfærd i et land, hvor alle forsvarer universel velfærd.«

Deres værste mareridt

– Så det, du siger, er, at Sanders og Corbyn er outsidere, i lige så høj grad som de er økonomiske populister?

»Ja, outsiderrollen hjælper. Corbyn har været længe i Labour, men fremstår anderledes. Han er ikke skæmmet af regeringsbeslutninger. Outsidere kan gøre de utroligste ting for tiden. Men det er vigtigt at understrege, at Labour ikke vandt valget. De vandt lidt frem, men Labour kan ikke danne den næste regering. Det bliver en konservativ premierminister, og det bliver muligvis Boris Johnson, som er den slags politiker, de hader allermest. Det kan blive deres værste mareridt. De har gjort det bedre end forventet, men det er ikke en sejr.«

»Det handler først og sidst om Brexit. Labour har overbevist disse UKIP-vælgere om, at det var villigt til at stå bag Brexit, og det var det, som skaffede ørenlyd, og det samme gjorde budskabet om at forsvare pensionerne og hælde penge i sundhedssystemet osv. Så det ser ud til, at man har brug for et Brexit-moment for at få ørenlyd. Jeg ved ikke, hvad det tilsvarende ville være i USA. Men hvis Labour havde kæmpet på en Remain-platform, ville de ikke have fået et comeback.«

– Ironien er, at Corbyn, som bliver opfattet som ideolog, gjorde det bedre end forventet ved at mudre tingene til.

»Der er også en opfattelse af, at han er oprigtig, at han er forpligtet på Brexit. Men uanset hvad, så førte Labour ikke en ideologisk renskuret kampagne. Det var alt muligt til alle mulige. Manifestet lovede mange ting, og det hele blev limet sammen af en komite. Det lød mest af alt som en indkøbsliste. Han talte en masse om håb. Håb slår dommedag, eller i hvert fald mørke skyer. Corbyn gjorde det med selvtillid, han fremstod som en håbefuld velfærdsgarant, som ikke ville give sig på Brexit. Hvis man kan finde en tilsvarende opskrift et andet sted, så er man heldig.«

© Slate og Information. Oversat af Nina Trige Andersen