Australien lukker omstridt center – og sender flygtningene mod uvis skæbne

»Deres plan er at tvinge mig til at bosætte mig i Papua Ny Guinea. Jeg har ikke søgt asyl i Papua Ny Guinea, og det er imod international lov at tvinge mig. Jeg undrer mig over, hvordan et land med et liberalt demokrati kan tvinge så mange mennesker til at bo i et land, der ikke er sikkert. De har udsat mig for tortur i fire år, og nu vil de tvinge mig til at bo i det land.«

Sådan siger Behrouz Boochani, der bor på det flygtningecenter på øen Manus i Papua Ny Guinea, der står til at lukke den 31. oktober.  

Behrouz Boochani flygtede fra Iran på grund af sit arbejde som journalist for det kurdiske magasin Werya og ankom i juli 2013 til Australien. Men efter en måned blev han flyttet til Manus, som huser et af de stærkt kritiserede flygtningecentre, som Australien bruger til at skippe sine flygtninge ud af landet. 

Forrige sommer afslørede The Guardian, hvilke kritisable forhold flygtningene levede under. De blev tilbageholdt i lange perioder, blev syge og fik ikke den nødvendige medicinske behandling.

I sidste ende fandt højesteret i Papua Ny Guinea, at centret er forfatningsstridigt og skal lukkes, og det er den beslutning, som nu er ved at blive ført ud i livet.

Den australske regering har netop indgået forlig i en erstatningssag, hvor de knap 2.000 nuværende og tidligere tilbageholdte flygtninge får omkring 350 millioner kroner – i gennemsnit 175.000 kroner til hver.

Men fremtiden er stadig usikker for de omkring 880 flygtninge og asylansøgere, der endnu er tilbage i det australske flygtningecenter.

Lukningen begyndte 28. maj, og frem til 31. oktober skal flygtningene finde et nyt sted at opholde sig. Hverken Australien eller Papua Ny Guinea vil give dem asyl, og derfor bliver flygtningene ifølge Amnesty International i Australien presset til at vende tilbage til deres hjemland:

»Der har været et enormt pres på flygtningene for at få dem til at rejse tilbage til deres hjemland. Man tager maden fra dem og får dem til at leve for meget få penge og begrænser deres mulighed for at bruge internet og telefon. Alt sammen for at få folk til at tage hjem. Vi forventer, at presset øges de næste to-tre måneder,« siger Kate Schuetze, der er Amnesty Internationals forsker i Stillehavsregionen, og som har besøgt flygtningecentret på Manus i Papua Ny Guinea.

Tre muligheder

På trods af, at omkring 600 af de 880 asylansøgere på Manus er erklæret flygtninge ud fra FN’s flygtningekonvention, bliver de stillet over for tre muligheder: Enten kan de rejse til deres hjemland og få op til 20.000 australske dollar med.

Eller de kan vælge at blive boende i Papua Ny Guinea. Den mulighed er indbyggerne på øerne dog ikke begejstrede for, og ifølge Reuters er flygtningene ved flere lejligheder blevet angrebet af lokalbefolkningen.

Flygtningenes tredje mulighed er, at de kan flytte til et land, hvor de har ret til ophold. USA har blandt andet indvilget i at tage imod nogle flygtninge, men den aftale er i fare for at bryde sammen, efter Donald Trump er blevet præsident. 

Derfor ender de fleste flygtninge formentlig med at blive boende i Papua Ny Guinea, vurderer Kate Schuetze, der kritiserer situationen.

»Papua Ny Guinea har ikke kapacitet til at integrere flygtningene i samfundet, og de har hele tiden fået at vide, at de her mennesker skal hjem igen og ikke blive. Derfor er der ikke nogen plan for dem i Papua Ny Guinea. Og landet har ikke ressourcer til det på egen hånd. Australien er stadig ansvarlig for flygtningene,« siger Kate Schuetze.

Omkomne bådflygtninge

Skiftende australske regeringer har støttet den hårde flygtningepolitik med tilnavnet ’Stop the boats’.

Hensigten var at forhindre alle bådflygtninge adgang til Australien, og hvis de forsøgte at komme ind i landet, ville de blive interneret i centre på Manus eller på østaten Nauru, der også huser en omstridt flygtningelejr, der fortsat er i drift.

Partierne har forsvaret metoden med, at den får færre bådflygtninge til at søge mod Australien. Dermed er den også med til at forhindre, at mennesker betaler store summer penge til smuglere og risikerer deres liv i både over havet.

Modellen har været så effektiv, at det er flere år siden, at der er ankommet en eneste bådflygtning til Australien, skriver The Guardian. Til sammenligning ankom der 18.000, da tallet var højest (2012-2013, red.).

Den australske model har været populær blandt australske vælgere, og i Danmark har politikere også interesseret sig for den. Dansk Folkeparti har flere gange udtrykt begejstring, og Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, omfavnede modellen så sent som i sin 1. maj-tale:

»I Australien har man indført et system, hvor alle spontane bådflygtninge afvises og fragtes til en ø, hvorfra al asylbehandling foregår. Det har så stort set stoppet de spontane flygtninge. I Canada sender de funktionærer til flygtningelejre og udvælger nøje den arbejdskraft, de har brug for. Det er min overbevisning, at vi skal gøre det samme i Danmark. Det er os, der skal styre det og ikke menneskesmuglerne.«

Kate Schuetze ser dog ingen fordele ved Australiens behandling af bådflygtninge.

»Den australske model er ikke vellykket, for man er endt med at tilbageholde flygtninge i flere år, og dermed har man pådraget dem mere skade end gavn og gjort det endnu sværere for dem at vende tilbage til et liv uden for flygtningecentret.«

»Den australske model er ikke løsningen, medmindre formålet er at skade flygtningene,« konstaterer Kate Schuetze.