Læsetid 7 min.

Engang talte man også om tyskere som dovne og tyvagtige

At bruge kulturforskelle til at forklare global ulighed er at vende op og ned på årsag og virkning, siger den sydkoreanske stjerneøkonom Ha-Joon Chang. Det er bedre materielle forhold, der ændrer vores kultur – ikke omvendt
Hvis man vil forstå verdens ulighed, må man ifølge økonomen Ha-Joon Chang både tage historiske, geografiske, demografiske og især politiske faktorer i betragtning.

Hvis man vil forstå verdens ulighed, må man ifølge økonomen Ha-Joon Chang både tage historiske, geografiske, demografiske og især politiske faktorer i betragtning.

Sille Veilmark

27. juni 2017

Der findes en fortælling om, at vi i Norden skulle have en særlig tillidsfuld kultur, og at det er grunden til, at vi har kunnet bygge på én gang rige og solidariske velfærdssamfund.

»Hovedårsagen til de skandinaviske landes økonomiske succes skal findes i den særlige nordiske kultur,« sagde for eksempel den iransk-svenske forfatter Nima Sanandaji, der er formand for tænketanken European Centre for Entrepreneurship and Policy Reform, og hvis bog, Scandinavian Unexceptionalism, blev flittigt citeret i amerikanske medier som Wall Street Journal, Chicago Tribune, The Economist og Forbes under den amerikanske valgkamp sidste år.

I bogen forsøger han at afdække årsagerne bag velstanden i de nordiske lande, og den amerikanske liberale højrefløj brugte hans argumenter til at modgå Bernie Sanders og venstrefløjens forherligelse af den skandinaviske velfærdsmodel.

Sanandaji beskriver, hvordan Skandinaviens økonomiske succes ikke skyldes vores flexicuritymodel, men derimod en kombination af kulturelle grundvilkår og dyrkelsen af individuel frihed. Derfor kan man ikke bare overføre den skandinaviske model for social retfærdighed til USA, lød højrefløjens argumentation.

Men den slags kulturelle fortællinger om, hvorfor nogle samfund klarer sig bedre end andre, er ikke bare falske forklaringer, de skaber også et statisk verdensbillede, siger den internationalt anerkendte økonom Ha-Joon Chang i et interview med Information.

»Selvfølgelig må vi sande, at vores historie definerer os, kulturelle forhold har betydning for måden, vi indretter os på, og institutioner former vores handlinger. Men jeg mener, at forestillingen om, at visse kulturer, som eksempelvis den nordiske, er mere gunstig for udvikling end andre, er grundlæggende forkert. Det er dovne forklaringer, der vender op og ned på årsag og virkning,« siger Ha-Joon Chang.

Den sydkoreanske økonom har arbejdet med udviklingslande for blandt anden Verdensbanken og FN og er i dag tilknyttet Cambridge University. Men det er særligt hans kritiske bøger om moderne kapitalisme, der har vundet ham priser og givet ham et navn som en af verdens mest toneangivende økonomer.

»Jeg tror på, at bedre materielle forhold ændrer vores kultur – ikke omvendt. I den henseende er jeg marxistisk,« siger Ha-Joon Chang.

Den asiatiske disciplin

Kulturelle forklaringer har længe været udbredt inden for økonomi og kan trækkes tilbage til den tyske økonom og sociolog Max Weber og hans ide om den protestantiske kultur som særlig fordringsfuld for et moderne kapitalistisk samfund.

Denne teori har senere mødt massiv kritik, men tendensen til at bruge kultur som forklaringsmodel hænger ved.

Andre udbredte fordomme er, at afrikanere er dovne, mens asiater er hårdtarbejdende. Forestillingen om, at asiatiske lande har klaret sig godt på grund af såkaldte ’asiatiske værdier’ er blandt andet blevet fremhævet af Singapores tidligere premiereminister Lee Kuan Yew i et interview med Foreign Affairs:

»Hvis du ikke har en kultur, der fordrer læring, uddannelse, hårdt arbejde, sparsommelighed og udsættelse af personlig nydelse her og nu for at opnå en større samfundsvinding på længere sigt, så vil udviklingen gå meget langsommere.«

Med andre ord skulle asiaters særlige kultur betyde, at de arbejder flittigt og disciplineret, møder til tiden og knokler hele dagen uden at brokke sig.

Vækstøkonomien fremmer hverken menneskelig velfærd eller bæredygtighed, mener den britiske økonom Kate Raworth. Hun foreslår derfor en radikalt ny model for økonomien, hvor succeskriteriet ikke er stigende vækstkurver, men bedst kan beskrives med ... en doughnut
Læs også

Webers sammenkædning mellem protestantisme og kapitalisme kan på den måde siges at være blevet videreført gennem forestillingen om det samme gunstige bindeled mellem konfucianisme og moderne kapitalisme i det 21. århundrede.

Det grundlæggende problem med Webers teorie er ifølge Ha-Joon Chang, at ideen om, at nogle lande har en højere arbejdsmoral, bliver brugt til at forklare global ulighed.

»For det første klarer et land sig ikke nødvendigvis bedre, bare fordi befolkningen arbejder hårdt. Mexicanere arbejder i gennemsnit 25 procent længere sammenlignet med deres amerikanske naboer mod nord. For det andet er der forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at arbejde hårdt.«

Tyvagtige tyskere og dovne koreanere

Historiske kilder viser, hvordan en lang række folk tidligere er blevet kategoriseret som dovne og ugidelige, og i dag har de samme folkeslag skabt nogle af verdens største økonomier.

»Du kan finde eksempler fra midten af det 19. århundrede, hvor englændere beskrev tyskere som dovne og tyvagtige. I begyndelsen af det 20. århundrede blev der sagt om japanerne, at de aldrig kom til tiden, og at deres dårlige arbejdsvaner ikke kunne ændres. Da japanerne så koloniserede Sydkorea i 1930’erne, sagde de, at sydkoreanerne var et dovent folkefærd,« siger Ha-Joon Chang.

Hans pointe er, at kulturelle faktorer ikke er afgørende for et lands udvikling. Ifølge Chang skal kultur i højere grad forstås som et resultat af udvikling frem for selve årsagen. Han fremhæver opfattelsen af tid som eksempel:

»Folk, der lever i samfund domineret af landbrug, behøver ikke at være opmærksomme på at komme til tiden. Hvis du møder sent ude på marken, så bliver du bare og arbejder længere. I et industrialiseret samfund skal alle møde på fabrikken til tiden, så produktionen kan begynde samtidig, og derfor ændrer industrialisering på folks tidsopfattelse og ikke vice versa.«

Sille Veilmark
Chang understreger, at kultur er et alt for løst begreb, som derfor ikke er særlig anvendeligt inden for økonomiske analyser.

»Før mit eget hjemland, Sydkorea, oplevede et økonomisk opsving, var der mange, der gav konfucianismen skylden for landets manglende udvikling. Folk påpegede, at vores kultur byggede på et elitært bureaukratisk system, der ophøjede embedsmænd og filosoffer, mens handelsmænd, håndværkere og ingeniører blev anset som andenrangsborgere. I dag er der så andre, der siger, at Sydkoreas succes netop skyldes konfucianismen, da denne kultur bygger på respekt og disciplin. Hvis du kigger på kultur, så ser du, hvad du ønsker at se.«

Ideen om, at vi i Skandinavien skulle have en særlig tillidsfuld kultur og et bedre udgangspunkt for økonomisk vækst, giver han ikke meget for.

»Denne ide om en særlig skandinavisk tillid er også misvisende. For det første er tillid utroligt svært at måle, for det andet er tillid i højere grad et produkt af materiel velstand og social stabilitet, end det er årsagen. I 1920’erne var Sverige eksempelvis det land i verden, der mistede flest arbejdstimer på grund af strejker. Dette ændrede sig først i slutningen af 1930’erne, da man vedtog Saltsjöbadsaftalen, som gav arbejdstagerne bedre vilkår.«

Forskellige lande har forskellige problemer

Men hvorfor fænger kulturelle forklaringer så godt an, og kan kulturelle forskelle slet ikke sige noget om, hvordan forskellige lande har udviklet sig? Vi ringer til professor i udviklingsgeografi fra Singapore University, Jonatan Rigg, for at give Ha-Joon Chang noget modspil.

Rigg mener ikke, at man kan se fuldstændig bort fra kulturelle forskelle:

»Hvis du eksempelvis kigger på et sted som Sumatra, så er den vestlige del af øen domineret af matriarkalisme, hvor ejendomsretten går i arv til kvinderne, hvilket betyder, at mændene må migrere for at skabe sig et levebrød. På den anden side af øen har du et patriarkalsk samfund, hvor mændene i højere grad sidder på værdierne, hvilket skaber en helt anden dynamik i husholdningen. På den måde er den lokale udvikling påvirket af kulturelle forskelle.«

Ifølge Jonatan Rigg handler det om at stille de rigtige spørgsmål. Ligesom Ha-Joon Chang mener han dog heller ikke, at forskelle mellem lande kan forklares på baggrund af kulturelle betingelser alene.

Men alle kulturer udvikler sig på forskellige måder, og derfor er det vigtigt ikke at afvise kulturelle analyser fuldstændigt.

Ha-Joon Chang mener derimod, at politiske beslutninger og reformer er langt vigtigere for et lands udvikling end dets kulturelle karakteristika:

»Forskellige lande har forskellige problemer, men i sidste ende handler udvikling om at øge produktionsegenskaberne. Det kræver politisk vilje til at investere i uddannelse, infrastruktur, ny teknologi og meget andet. Hvilken strategi, der vælges, varierer fra land til land. I Sverige har man satset på store familiedrevne virksomheder som Ikea, mens Danmark i højere grad har baseret sin vækst på små og mellemstore virksomheder.«

Han mener ikke, det er muligt at pege på en enkel formular til at forklare, hvorfor nogle lande har klaret sig bedre end andre.

»Nogle siger, at det hele handler om kultur, andre siger, at det hele handler om uddannelse. Men hvad hjælper uddannelse, hvis du ikke har virksomheder, der kan ansætte folk efterfølgende? I Filippinerne og Nigeria er der tusindvis af højtuddannede mennesker, der kører taxa. Så er der andre, der siger, det hele handler om politiske institutioner, men du har både åbne demokratier som Danmark og autoritære styrer som Singapore, der har klaret sig godt set fra et økonomisk perspektiv.«

Et håbløst tilfælde?

Hvis man vil forstå verdens ulighed, må man ifølge Ha-Joon Chang både tage historiske, geografiske, demografiske og især politiske faktorer i betragtning.

»Det er meget lettere bare at sige ’afrikanere er fattige, fordi de er dovne og ikke gider at arbejde’, men virkeligheden er meget mere kompleks. En af hovedårsagerne til, at flere afrikanske lande er sakket bagud i forhold til lande i Østasien, er, at de i langt højere grad har været underlagt neoliberale reformer fra WTO, Verdensbanken og IMF. En del østasiatiske lande valgte i 1960’erne og 1970’erne at satse på eksport og tiltrækning af udenlandske investeringer, hvilket betød, at de stod stærkere over for det neoliberale pres fra disse institutioner i slutningen af 1980’erne.«

Derudover peger han på den massive økonomiske støtte fra USA under den kolde krig samt den regionale akkumulation som mulige forklaringsfaktorer. Chang forklarer, hvordan væksten i Japan og efterfølgende Hong Kong, Taiwan og Sydkorea har været med til at løfte hele regionen fremad.

Problemet ved at bruge kulturelle betingelser som forklaringsmodel for økonomisk udvikling er ifølge Chang, at det skaber et statisk verdensbillede, hvor fattige lande for altid vil forblive fattige.

»I 1950’erne blev Sydkorea beskrevet som et håbløst tilfælde, der aldrig ville udvikle sig. Og hvem ville have troet, at Etiopien ville blive den hurtigst voksende økonomi i Afrika? Var det, fordi disse lande pludselig ændrede deres arbejdskultur? Selvfølgelig ikke. Det handler i langt højere grad om at føre den rigtige politik. Derfor tror jeg også på, at udviklingslandene i det lange løb er i stand til at overkomme deres vanskeligheder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Henrik Brøndum
    Henrik Brøndum
  • Brugerbillede for Nils Sørensen
    Nils Sørensen
  • Brugerbillede for Niki Dan Berthelsen
    Niki Dan Berthelsen
Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen, Torben K L Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Henrik Brøndum, Nils Sørensen og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Britta B. Hansen
Britta B. Hansen

Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral.
Erst muss es möglich sein auch armen Leuten,
Vom grossen Brotlaib sich ihr Teil zu schneiden.

First comes food, then comes the morals.
And it also must be possible for the poor,
To cut themselves a slice of the bread.

Bertold Brecht, Dreigroschenoper
http://dreigroschenopersongtext.blogspot.dk/2009/04/ballade-uber-die-fra...

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Michael Hullevad, Torben Skov, Christel Gruner-Olesen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Der sneg sig en lige i højre ind til "lighed med hensyn til resultater" feministerne - observationen i Sumatra?

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Smukt. Når man førhen talte om noget som værende af ekstrem dårlig kvalitet talte man ofte i fortiden om "Nürnberg kram". Senere hed det "made in Japan" og atter senere "made in Hongkong"

Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Der er enormt mange faktorere der gør sig gældende; Har et land fredelige naboer, er der mange natur katastrofer, kan landet brødføde sig selv, elsker folk deres land fordi de er hjernevaskede, er religion kørt ud på et sidespor fordi folk tror de skal arbejde for at gode ting skal kunne ske osv.

Alt kultur er en reaktion på noget; ude på vestkysten blev kristendom populært fordi man havde et stort druk problem og som reation på det blev folk kristne. Det betyder alså ikke at folk var specielt hellige, det var snare en reaktion på at de netop ikke var hellige.
- Alt kultur er en reaktion, hvis et land har et smukt sprog kan det være fordi dets historie er broget og at landet derfor har behøvet et smukt sprog til at holde moralen oppe, det er ikke fordi befolkningen nødvendigvis tænker i smukke baner som helhed, men nogen i populutionen som i alle populotioner har kunnet tænke smukt og er blevet mere vel modtaget på grund af evt. store problemer.
- Den græske kejser der indførte kristendommen som statseligion var hedning og blev begravet som hedning, men han behøvede en ny religion til at distrahere befolkning fra at opdage at hans rige var i store problemer.