Læsetid: 2 min.

EU giver Italien lov til at redde to banker

EU's regler for sanering af kriseramte banker dikterer, at pengene ikke skal komme fra skatteyderne, men fra aktionærer og kunder. Men Italien har fået en slags dispensation for at kunne undgå en større bankkrise
1. juli 2017

EU-kommissionen gav i sidste weekend regeringen i Italien lov til at påtage sig regningen for en ophobning af dårlige lån i to sparekasser i Veneto-regionen. Den italienske stat skyder knap fem mia. euro i landets største bank, Intesa Sanpaolo, som til gengæld overtager de dårlige lån fra Popolare di Vicenza og Veneto Banca.

Staten garanterer også for lån for 12 mia. euro, som Intesa Sanpaolo skal forsøge at sælge videre, så den samlede regning kan altså ende på 17 mia. euro.

EU’s konkurrencekommissær, Margrete Vestager, vurderer, at hvis bankerne var krakket uden et statsindgreb, ville det få uforholdsmæssigt skadelige følgevirkninger i Veneto, der med mange højt specialiserede familievirksomheder spillede en hovedrolle under Italiens seneste økonomiske opsvingsperiode i 1980’erne. Derfor fik Rom – trods protester blandt europæiske politikere og internt i kommissionen – grønt lys til at fortolke reglerne om statsstøtte til banker forholdsvis frit.

Ifølge et EU-direktiv fra 2014 skulle pengene til at sanere banker ellers ikke længere hentes hos skatteyderne, men derimod hos aktionærer, obligationsindehavere og kunder med over 100.000 euro på kontoen:

»Skatteyderfinansierede oprydninger i europæiske banker er tilbage takket være nye regler, som er fornuftigt fleksible eller fulde af huller, afhængig af synsvinklen,« opsummerer Politico.

En vigtig lærestreg

Spanien kunne have krævet en lignende løsning for Banco Popular Español, som for nylig blev overtaget for et symbolsk beløb på én euro af Banco Santander, der dog dermed også har påtaget sig en betydelig risiko.

De italienske bankers lokale betydning kunne bruges som juridisk smuthul, men Italien har de facto krænket ånden i EU’s regler for at undgå kapitalflugt, kædereaktioner og vrede vælgere, mener La Repubblica:

»Selv om den internationale finansverden måske drager et lettelsens suk, fordi en brand, der potentielt kunne have spredt sig, er blevet slukket, så begynder den også at tvivle på de europæiske reglers troværdighed,« skriver avisen, som vurderer, at manøvren navnlig i Tyskland vil skabe øget modstand mod fuldendelsen af den europæiske bankunion.

I modsætning til mange andre EU-lande formåede Italien ikke at sanere sin banksektor, inden de nye regler blev indført. Samtidig har krisen medført, at bankernes beholdning af dårlige lån er blevet uoverskuelig. Kunderne måtte bøde, da fire mindre banker sidste år krakkede, og kort efter skød den italienske stat kapital i en fond for at redde verdens ældste pengeinstitut, Banca Monte dei Paschi di Siena:

»Vores system er endnu ikke bragt i sikkerhed, og et fundamentalt element i bankunionen, som nok er EU’s største resultat efter krisen, har fået et slag,« skriver økonomen Lucrezia Reichlin i Corriere della Sera: »For Europa er det vigtigt, at den italienske sag bliver til en lærestreg og medfører ændrede regler.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

Det er ikke første gang EU bryder sine egne regler for at redde finanskapitalen. Det er første gang, EU bryder Bank Recovery and Resolution Directive, men det bliver næppe sidste gang at 'the nanny state' skal redde bankernes aktionærer. Michael Roberts skriver på sin blog:
"The bailout is equivalent to 1% of Italy’s GDP, adding yet more to the size of Italy’s already massive public sector debt of 135% of GDP.  Intesa gets some cleaned-up banks for just one euro, just as JP Morgan got the banking network of Bear Stearns in the global financial crash for one dollar – all paid for by taxes or government borrowing.  The state and the people get nothing for their €17bn."
EU i en nøddeskal: Socialisering af tab og privatisering af profitten.

Mikael Velschow-Rasmussen

Fra artiklen:
- "... Ifølge et EU-direktiv fra 2014 skulle pengene til at sanere banker ellers ikke længere hentes hos skatteyderne, men derimod hos aktionærer, obligationsindehavere og kunder med over 100.000 euro på kontoen ..."

Det kommer da vist aldrig til at ske !
At finanseliten skulle tillade dette er da fuldstændig utænkeligt.

"De stakkels rige mennesker skal da ikke lide den tort, at tabe så meget som en eneste enkelt Euro - det er da kun forbeholdt de fattige at tabe penge - det andet kan vi da ikke have ..."

Ivan Breinholt Leth

Nu må vi have alle de kommentatorer på banen, som for 5-6 år siden påstod, at der nu er ryddet op i finanssektoren i EU, og staterne ikke kommer til at betale igen. Margrethe Vestager kan få lov til at knalde en amerikansk virksomhed som Google, men den europæiske finanskapital er urørlig, og de kan udsende nok så mange direktiver, som pålægger aktionærerne at betale for deres eget roderi. Finanskapitalen blæser på både kommissionen og de nationale parlamenter. Love og direktiver er for små borgere - ikke for finanskapitalen. Efter at EU har givet finanskapitalen lov til at spekulere næsten ubegrænset, og efter at man har gjort staterne afhængige af finanaskapitalen for at finansiere de statslige underskud (ved at fratage landende magt over deres finans- og pengepolitik), er det finanskapitalen, som fastlægger EU's økonomiske politik. Og det går først og fremmest ud på, at det er borgerene, som skal betale for statsligt underskud (austerity), uanset at disse underskud er skabt af finanskapitalens spekulation.
Dette er sommerens vigtigste nyhed i EU, for hvis den italienske finanssektor virkelig er så meget på røven som rygtet hævder, og hvis det er korrekt, at Deutsche Bank har en gearing på 52 (mod Lehman Brothers 32), så er det kun et spørgsmål om tid, før vi har en finanskrise, som er endnu værre end 2007-2008. Og Italien har nu vist vejen: Endnu mere statsgæld, endnu mere austerity - dvs. mere arbejdsløshed og fattigdom. Men i Danmark er man mest interesseret i, om Inger Støjberg evt. vil blive gået og danne sit eget parti.