Nyhed
Læsetid: 2 min.

Flere civile tab i krigen mod IS

Hundredvis af civile er blevet dræbt på grund af koalitionens bombardementer af Raqqa, konstaterer FN. Mindst 160.000 civile er flygtet de seneste uger
Den London-baserede organisation Airwars vurderer, at mere end 600 civile er blevet dræbt i Raqqa-området i mere end 150 flyangreb, gennemført af den amerikansk-ledede koalition i løbet af marts, april og maj

Den London-baserede organisation Airwars vurderer, at mere end 600 civile er blevet dræbt i Raqqa-området i mere end 150 flyangreb, gennemført af den amerikansk-ledede koalition i løbet af marts, april og maj

Udland
17. juni 2017

De civile tabstal i forbindelse med erobringen af Islamisk Stats hovedkvarter er eksploderet. I en tale til FN’s menneskerettighedsråd i denne uge advarede Paolo Pinheiro, formand for den uafhængige undersøgelseskommission for Syrien, mod at nedprioritere hensynet til civilbefolkningen under den sidste fase af erobringen.

De seneste uger har den amerikansk-ledede koalition bombet IS-mål i og omkring Raqqa i det nordøstlige Syrien i et forsøg på at sætte en endelig stopper for det såkaldte kalifat. Og det har ifølge Paolo Pinheiro kostet flere hundrede civile indbyggere livet og sendt mindst 160.000 på flugt.

I sin tale til rådet erkendte han, at koalitionen og deres samarbejdspartner Syriens Demokratiske Styrker har gjort store fremskridt i krigen mod IS. I denne uge indtog SDF to kvarterer af den belejrede by, men prisen har været høj for de civile.

Den London-baserede organisation Airwars  vurderer, at mere end 600 civile er blevet dræbt i Raqqa-området i mere end 150 flyangreb, gennemført af den amerikansk-ledede koalition i løbet af marts, april og maj.

Desperate civile

Ifølge FN er mere end 160.000 civile blevet drevet på flugt af kampene ved Raqqa, og i selve byen er situationen ifølge Paolo Pinheiro ved at være desperat.

»Vi har bidt mærke i, at de intensiverede bombardementer, der har beredt vejen for SDF’s fremskridt i Raqqa, har resulteret i et rystende tab af menneskeliv,« siger han ifølge BBC. »Og derudover har 160.000 mennesker mistet deres hjem og er nu interne flygtninge.«

FN’s koordineringskontor for humanitær bistand, OCHA, advarer samtidig om, at befolkningen i Raqqa mangler både mad, vand og medicin – og at situationen i Raqqa allerede er »desperat«.

Ifølge OCHA er der stadig mellem 50.000-100.000 civile, som ikke kan komme ud af byen.

Sidste chance

Mange indbyggere i byen frygter, hvad der sker, hvis de forsøger at flygte. I en pressemeddelelse understreger koalitionen, at SDF har opfordret lokalbefolkningen til at flygte fra Raqqa, så de ikke bliver fanget i kampen, brugt som menneskeskjold eller bliver mål for Islamisk Stats snigskytter.

Ifølge en koalitionstalsmand har koalitionen også kastet flyveblade ned over byen for at få de civile til at forlade byen, hvis det er sikkert. En af flyvebladene opfordrer indbyggerne til at bruge flyvebladene, når de nærmer sig SDF’s styrker, mens et andet flyveblad opfordrer indbyggerne til at vifte med noget hvidt, når de nærmer sig.

»Dette er din sidste chance. Hvis du ikke forlader byen, kan det koste dig livet. Raqqa vil blive erobret, sørg for ikke at være i byen, når det sker,« lyder teksten i en af flyvebladene ifølge en oversættelse, foretaget af Airwars for BBC.

Det er imidlertid ikke ufarligt at forsøge at slippe væk. Ifølge BBC skyder IS rutinemæssigt efter folk, der forsøger at flygte, uanset om der er tale om mænd, kvinder eller børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man må huske på fra forskellen i dækningen i den vestlige presse af Aleppo og Mosul - at der gode bomber og onde bomber.

Casper Fryd Rækjær

Situationen for byens civile er i virkeligheden værre - hvis det overhovedet er muligt. Der er militser og enheder, som støtter Assad, der etablerer et pres fra den sydlige og sydøstlige del af området. Så vi kan forvente en magtkamp mellem SDF (USA) og diverse shiamilitser (Iran). Det er en glød, Islamisk Stat nok skal vide at puste til. Derudover har FSA (Tyrkiet) og al-Qaida sikkert stadig ambitioner i regionen.

Så længe man insisterer på at løse de mellemøstlige konflikter militært, er der formentlig kun tabere - og de civile er de største.