Frankrig på vej mod enevælde og konstant undtagelsestilstand
Ikke alene har den nye franske regering under præsident Macron efter terrorangrebet i Storbritannien forlænget undtagelsestilstanden i Frankrig til november, hvilket vil sige, at visse helt grundliggende personrettigheder i to år har været suspenderet. Ifølge Le Monde afslører notater om den terrorlov, som er under udarbejdelse, at den ganske enkelt gør undtagelsen til reglen.
Aldrig i mands minde har Frankrig set en anden runde af en parlamentsvalgkampagne som den, man i denne uge har været vidne til.
Det virker, som om der slet ikke er mere at diskutere her før valgets anden omgang, der langt de fleste steder bliver en konfrontation mellem en repræsentant fra støttepartiet for Macron, LREM, og en kandidat fra et af de andre partier.
Det ligner nærmest ikke længere et parlamentsvalg, men et personvalg: ’Hvor er stemmesedlen for Macron?’ spurgte adskillige vælgere sidste søndag, når de skulle finde deres lokale LREM-kandidat. Det kunne man læse i Le Figaro.
I langt de fleste tilfælde spås der sejr til LREM-kandidaten, prognoserne er før valget overvældende, med op til 455 sæder i parlamentet til LREM og støttepartiet Modem ud af de 577 sæder i den franske nationalforsamling.
De store franske avisers forsider handlede torsdag om, at nu skal studenterne op i eksamen i filosofi. Fredag var det genoptagelsen af en 33 år gammel mordsag på en fireårig dreng, som fyldte forsiderne.
Men valget? Det må man langt ind i aviserne for at læse om af flere forskellige grunde.
Fortsat splittede
LR, republikanerne der ligger til højre for LREM, står i et dilemma: Man ønsker ikke at lægge for stor afstand til LREM, fordi det rent faktisk i høj grad vil gennemføre reformer, som LR går ind for. Partiet har nedtonet den slagne præsidentkandidat François Fillons krav om nedskæringer i den offentlige sektor, hvilket bringer det endnu mere på linje med Macron.
»Det er vigtigt at have repræsentanter, der ikke blot er i systematisk opposition, men trods alt har indsigelser mod de love, der skal protesteres mod.« Med denne kryptiske formulering har LR-partiets kampagneleder, François Baroin, nærmest trukket tæppet væk under selve partiet. Hvordan føre kampagne, når man for det meste er enig?
Internt er republikanerne fortsat splittede i de, der ønsker at sætte sig stærkt op imod LREM, med langt højere krav om skattelettelser, nedskæringer og familiepolitik, og de, der ønsker at være støtteparti. Men denne splittelse ønsker ingen at diskutere offentligt.
Hos Front National er humøret ikke spor højt – med skuffende 13 procent i første omgang og udsigten til igen at komme i skammekrogen er det nærmest kun et eventuelt valg af le Pen som parlamentsmedlem, som varmer.
For en totalt stækket venstrefløj er problemet nærmest det samme som for LR, ud over at der er så få kandidater tilbage. Også her gør splittelsen sig gældende: De tidligere Valls-tilhængere hælder mod Macron, som den tidligere klimaminister socialisten Ségolène Royal, der offentligt har udtalt, at hun har stemt Macron hele vejen igennem.
Til den anden side er der en lille rest tilbage, der fortsat bakker op om Benoît Hamons mere socialistiske linje i PS. Det, de franske socialister lige nu ser i øjnene, er et nederlag, der nærmest lukker og slukker for partiet. Med udsigt til under 20 pladser i parlamentet i stedet for de 292 nuværende pladser i nationalforsamlingen, ryger en kolossal del af partiets statstøtte, så ruinen i allerhøjeste grad er bogstavelig. Hovedsædet i rue Solferino bliver sandsynligvis solgt, og sørgestemningen er allerede sat ind.
Ikke engang hos Les insoumises – Mélènchons klan – yderst mod venstre er glæden stor. De bidende bemærkninger, som Mélenchon havde lagt fra sig som præsindentkandidat, har vist sig ødelæggende for valgresultatet i første omgang af valget.
Nægter at debattere
Et andet problem er, at adskillige af de politisk uerfarne LREM-kandidater har nægtet at stille op til debat med deres modkandidat, som der er tradition for i anden runde. Den socialistiske Olivier Faure, der står til at blive slået i Seine et Marne, hævder på BFM-tv, at det er, fordi LREM-kandidaterne er ude af stand til at forsvare politiske enkeltsager:
»Jeg har aldrig set noget lignende. Folk, der stiller op til en vigtig post, men nægter at debattere, og hvis eneste argument er en plakat, hvor de har photoshoppet sig selv ind ved siden af præsidenten.«
I mellemtiden har præsident Macrons regering med Édouard Philippe i spidsen sat reformerne på turbo, og det har fyldt medierne. Især har fokus været på en populær lov om at ’moralisere det politiske liv’, som justitsminister François Bayrou, tidligere leder af støttepartiet Modem, har færdigformuleret. Loven skal dæmme op for den nepotisme, som sagen om Fillons korrupte familieansættelser satte fuld projektør på under valgkampen og er svært at opponere mod.
Arbejdsmarkedsloven er også undervejs og bliver et af de helt store konfliktpunkter efter valget, men altså ikke som en kamp i parlamentet. LR-partiet er nærmest lammet i sin kritik, da reformen af arbejdsmarkedet rummer en række af partiets krav. Modstanden vil efter nedsmeltningen af venstrefløjen komme fra gaden i form af strejker og blokader.
Det er ikke første gang, et parti får absolut flertal i den franske nationalforsamling. Det har nærmest været reglen og ikke undtagelsen. Det nye bliver omfavnet af den bebudede LREM-sejr og dermed den mangel på taletid til andre stemmer, der bliver resultatet af en nærmest udslettet opposition.
Pas på rettighederne
Og næsten under radaren er Phlippe-regeringen nu ved at udarbejde en antiterrorlov. Her viser manglen på kritiske røster sig måske at blive direkte farlig for det, man betragter som helt basale rettigheder i en retsstat.
Emmanuel Macron lovede i sit programskrift Revolution, at undtagelsestilstanden i Frankrig ville blive ophævet: »Man kan ikke konstant leve under undtagelsestilstand.« kunne man læse. »Vi er nødt til at gå tilbage til den almindelige lov.«
Men ikke alene har den nye franske regering efter terrorangrebet i Storbritannien forlænget undtagelsestilstanden til november, hvilket vil sige, at visse helt grundliggende personrettigheder i to år har været suspenderet. Ifølge Le Monde afslører notater om den terrorlov, som er under udarbejdelse, at den ganske enkelt gør undtagelsen til reglen. Husarrester, ransagelser uden dommerkendelser og oprettelse af sikkerhedszoner bliver blandt punkterne i lovgivningen, så man ikke længere behøver gå gennem nationalforsamlingen i tilfælde af terror.
Mens franskmændene nærmest ser apatiske til med det resultat, at loven allerede næste uge kan vedtages uden modstand, kommer ramaskriget fra udlandet. I en leder mandag advarede The New York Times:
»Den dømmende magts manglende rolle i at vurdere den udøvendes overvældende magt er ret bekymrende. Endnu mere bekymrende er det at ville indskrive undtagelsestilstanden i den almindelige lovgivning, hvilket vil resultere i et permanent knæk i franskmænds grundlæggende rettigheder.«
I de kommende måneder vil det vise sig, hvad det egentlig er, at Frankrig er en marche på vej imod.
Europas skæbnevalg
Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.
I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.
Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.
Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.
24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.
Seneste artikler
Sommerpodcast: Bo Lidegaard og Rune Lykkeberg om hele verdenssituationen
21. juli 2017Chefredaktør Rune Lykkeberg slås med historiker Bo Lidegaard om udlægningen af verden i den første af en række sommerudgaver af Radio InformationÆndring i briternes holdninger forklarer valgresultat
3. juli 2017Briterne ser mere positivt på beskatning og statens rolle i økonomien og er dybt splittet i forhold til Brexit og immigration, viser årets britiske Social Attitude-rapport. Det kan være med til at forklare Labours bedre end forventede valgresultat i junivalgetNy fransk regering med olympisk retfærdighed
23. juni 2017Den nye franske regering er totalt velafbalanceret politisk, kønsligt og aldermæssigt, men ikke mindst har den kridhvide vinger som symbol på Macrons intentioner
Seneste nyt
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »
Neoliberalismens næste EU-projekt, nu som populistisk enevælde under en permanent undtagelsestilstand.
En marche!, på vej imod? – netop dér, hvor tyskerne i adskillige år har forlangt Frankrig at bevæge sig hen imod: indføre ’reformer’, hvis følger bliver ’den sociale massegrav’ i et neo-prekariat, og dele skæbne med Grækenland uden at gøre ligesom Storbritannien …
Jeg under da Macron sejren, for alt det gamle har fået som fortjent.
At vælgerne så får noget forfærdeligt bras i stedet for det gamle forfærdelige bras er blot ærgerligt.
De havde mod, men ikke mod nok til Mélènchon. Det, de får, er desværre mere af det, de smed væk.
Hvis nu makronen går til makronerne og klarer ærterne, kan han blive den nye stærke mand i Europa som den store elefant i sikker takt med Merkel mod nye tider for os alle, valgt demokratisk gennem fire valg.
Ej hvor de er glæder mig på Frankrig og Europas vegne, at Macron vandt endnu et valg.
Har står solidt i midten.
Med hjertet til venstre.
Og hjernen til højre.
Sådan!
PS! Der bliver udgydt pinefulde tårer hos de bastante kommunistiske sympatisører og illusionister ...