Læsetid: 7 min.

Frivillige redningsfolk får skylden for flygtningekrisen på Middelhavet

Kritikken af humanitære organisationer, der redder bådflygtninge, har stået på i årevis. Men i stedet for at skabe sikre adgangsveje for flygtninge og migranter til Europa har EU blot gjort rejsen over Middelhavet endnu farligere, lyder organisationernes svar
Sidste år reddede frivillige en tredjedel af de 180.000 bådflygtninge, som ankom til Italien. I år er der foreløbig kommet 72.000 ad søvejen, og igen har NGO’erne reddet omkring en tredjedel. Her er det Læger Uden Grænser under en redningsaktion i oktober.

Sidste år reddede frivillige en tredjedel af de 180.000 bådflygtninge, som ankom til Italien. I år er der foreløbig kommet 72.000 ad søvejen, og igen har NGO’erne reddet omkring en tredjedel. Her er det Læger Uden Grænser under en redningsaktion i oktober.

Borja Ruiz Rodriguez

27. juni 2017

ROM/BRUXELLES – »Logikken hos dem, der kritiserer redningsoperationerne som en pull factor, er, at disse grupper skulle holde op med at redde mennesker og lade dem drukne for at afskrække andre fra at komme.«

Sådan lyder svaret fra vicedirektøren i Human Rights Watch, Judith Sunderland, på kritikken af, at nødhjælpsorganisationer og private redningsaktioner skulle lokke flere bådflygtninge til at vove livet på Middelhavet.

Kritikken af organisationerne er taget til over de sidste par år, i takt med at Læger Uden Grænser, Red Barnet, Jugend Rettet, Proactiva Open Arms, Migrant Offshore Aid Station (MOAS) og flere andre initiativer har spillet en stadig større rolle i redningsaktionerne på Middelhavet.

Og denne weekend nåede kritikken for alvor til Danmark.

»Nødhjælpsorganisationerne skaber større incitament til at tage på den farefulde færd over Middelhavet,« udtaler Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, til Berlingske og foreslår at skære i statsstøtten til organisationerne. Han bakkes op af såvel Martin Henriksen (DF) som Naser Khader (K).

»NGO-skibene har et medansvar for, at så mange mennesker tager den dødsensfarlige tur hen over Sahara for at komme med en gummibåd fra Libyen,« hævder Khader over for Berlingske.

Frivillige og nødhjælpsorganisationer redder omkring hver tredje af de flygtninge og migranter, der når til Italien ad søvejen, viser tal fra det italienske indenrigsministerium. 

Sidste år reddede frivillige en tredjedel af de 180.000 bådflygtninge, som ankom til Italien. Samtidig var der et rekordhøjt antal dødsfald på den centrale middelhavsrute, hvor omkring 5.000 druknede.

I år er der foreløbig ankommet 72.000 flygtninge og migranter til Italien ad søvejen, en stigning på knap 28 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. NGO’erne har igen reddet omkring en tredjedel, men har ikke kunnet forhindre omkring 2.000 dødsfald.

Læs også

Men at beskylde de private redningsaktioner for at være en flygtningemagnet, den såkaldte pull factor, er forsimplet, mener Judith Sunderland.

»Der er altid både push og pull factors involveret, når folk flytter sig. Hvis mere frihed og en politik baseret på respekten for menneskerettighederne – deriblandt livsvigtige redningsoperationer på havet – er en pull factor, skal disse værdier ikke ofres for at begrænse migrationen,« påpeger Judith Sunderland fra Human Rights Watch.

Udliciterede migranter

De private redningsinitiativers stigende betydning er en følge af EU-landenes beslutning om at flytte deres eftersøgnings- og redningsberedskab, SAR, tilbage til italiensk territorialfarvand.

Som reaktion på en ulykke ved Lampedusa i oktober 2013, hvor 360 migranter omkom nær kysten, iværksatte den daværende italienske regering en omfattende flådeoperation, kaldet Mare Nostrum, med det humanitære sigte at redde så mange som muligt.

Også den blev hurtigt beskyldt for at fungere som en pull factor.

»Der er i 2014 under Mare Nostrum omkommet langt flere mennesker i Middelhavet end i 2013,« udtalte Danmarks daværende indenrigsminister, Mette Frederiksen (S), og hævdede endvidere, at »menneskesmuglerne forlader sig på, at migranterne bliver opsamlet af Mare Nostrum-flåden ganske tæt på den nordafrikanske kyst«.

Presset fra de andre EU-lande fik Italien til i slutningen af 2014 at afblæse Mare Nostrum-operationen, som også kostede den italienske stat dyrt.

I stedet iværksatte Italien og EU’s grænseagentur Frontex sammen Operation Triton med frivillige bidrag fra en række EU-lande samt Schweiz.

Men i modsætning til Mare Nostrum, hvor den italienske kystvagt udførte redningsoperationer tæt på libysk farvand, handler Operation Triton om grænsebevogtning, og fartøjerne er positioneret langt fra de fleste ulykker.

Det medførte i april 2015, at 1.200 druknede på få dage, hvilket fik EU-landene til også at lancere en flådeoperation kaldet ’EUNAVFOR Med’ eller ’Operation Sophia’, der har kampen mod menneskesmugling som sin primære opgave.

Endvidere udstyrer og træner EU kystvagten i det politisk ustabile Libyen.

Men det betyder i praksis, at den libyske kystvagt bliver i stand til at skubbe bådene tilbage til Libyen og sætte flygtninges og migranters liv i fare, mens EU ser den anden vej, vurderer Matteo De Bellis, migrationsekspert ved Amnesty International, i Newsweek.

»For tiden ser den foretrukne metode til at løse migrationskrisen ud til at være udlicitering.«  

»Ved at give den libyske kystvagt mulighed for at stoppe flygtninge og migranter på havet og tage dem med tilbage til Libyen udsætter EU’s politik tusinder for ubeskrivelige overgreb i de detentionscentre, de bliver bragt til. Desuden har vi i adskillige operationer i de seneste måneder set, at den libyske kystvagt tilsidesætter almindelige sikkerhedsregler og internationale normer og sågar har åbnet ild under redningsaktioner på havet,« skriver Matteo De Bellis.

Giftig fortælling

Ligesom Triton handler EUNAVFOR Med ikke primært om at redde menneskeliv, og skibene er derfor især udstyret til overvågning og militære indgreb. Ikke desto mindre har operationen reddet 36.600 menneskeliv.

Dertil har handelsskibe i området reddet 6.000 af i alt 36.000 personer i Den Sicilianske Kanal og bragt dem i land i Italien fra nytår og til udgangen af april, viser en opgørelse fra Italiens kystvagt. 

Rederiernes frustration over at blive inddraget i flygtningekrisen fik den amerikanske entreprenør Christopher Catrambone, der med base i Malta arbejder med risikohåndtering og forsikring i konfliktzoner, til sammen med sin italienske kone Regina i 2014 at lancere redningsoperationen MOAS, der siden har reddet over 30.000 bådflygtninge i land.

Redningsaktionerne bliver koordineret fra den italienske kystvagts kommandocentral i Rom, som Information har besøgt.

Efter nødopkald fra bådflygtninge dirigeres det fartøj, som er bedst placeret til at kunne foretage en redningsoperation, mod de nødstedte. Det er altså nu især krigsskibe, private redningsfartøjer og handelsskibe snarere end den italienske kystvagts redningsflåde.

Etablering af EU-modtagecentre i Italien og Grækenland skulle gøre sagsbehandlingen mere effektiv og sikre, at de svageste grupper får den beskyttelse, de behøver og har krav på. Men menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International mener ikke, systemet virker efter hensigten. Her nytilkomne flygtninge på havnen i Taranto.
Læs også

At bede dem holde sig væk løser ikke problemet, siger flådekaptajn Sergio Liardo, der har ansvaret for den operative kommando.

»Det svarer til, hvis man fjernede halvdelen af hjertestarterne på ambulancerne i Rom. Folk ville jo ikke holde op med at få hjertestop af den grund,« siger Sergio Liardo.

Men fortællingen om redningsindsatsen som en pull factor har bidt sig fast. En hyppigt fremsat påstand er, at redningsfartøjer tæt på libysk farvand får menneskesmuglerne til at bruge gummibåde og andre små fartøjer, fordi hjælpen er forholdsvis nær.

Men af EU-Kommissionens seneste rapport fremgår det også, at EUNAVFOR Med siden juni 2015 har »neutraliseret« 440 større fartøjer, hvilket alt andet lige må have forringet mulighederne for at sejle sikkert over Middelhavet. 

Et tværfagligt forskningsprojekt ved Goldsmiths-universitetet i London, som har analyseret udviklingen i europæisk flygtningepolitik siden 2013, påpeger, at de private redningsinitiativers kritikere behændigt tilslører disse sammenhænge.

»At virkningen af EUNAVFOR Med på smuglernes taktik er blevet holdt uden for analysens ramme, har gjort det muligt for Frontex og andre at beskylde NGO’erne for ændringer i eftersøgnings- og redningsarbejdet og give næring til en giftig fortælling om dem,« hedder det i rapporten Blaming the Rescuers.

Kriminel solidaritet

De første beskyldninger mod de frivillige redningsfolk kom allerede i foråret 2015, da Læger Uden Grænser annoncerede sine planer om at sende et redningshold til Middelhavet.

Den britiske regering kritiserede initiativet for at være »en utilsigtet pull factor, der vil opmuntre flere migranter til at forsøge den farlige rejse over havet og dermed føre til flere tragiske og unødvendige dødsfald«.

Financial Times hævdede i december at være i besiddelse af en intern rapport fra Frontex om, at de humanitære organisationer står i ledtog med og måske endda finansieres af menneskesmuglerne.

Frontex ville hverken be- eller afkræfte påstanden, men EU-agenturet hævder i sin risikoanalyse for 2017, at redningsoperationerne på grænsen til libysk territorialfarvand »hjælper kriminelle med at opnå deres mål med minimale omkostninger og styrker deres forretningsmodel ved at øge chancerne for succes«.

Ifølge rapporten fra Goldsmiths skal kritikken af NGO’erne ses i sammenhæng med retssager i eksempelvis Danmark, hvor borgere er sigtet for at have transporteret eller huset illegale migranter.

»Retten til at udvise solidaritet må gøres gældende i anerkendelse af, at migranter som følge af EU’s migrationspolitik er tvunget til at benytte farefulde metoder for at få adgang til EU’s territorium,« konkluderer forskerne.

Sikker adgang

Efter EU-topmødet i sidste uge står det klart, at et fælleseuropæisk modtagesystem og dermed måske også mindre farlige adgangsveje til EU ikke er på trapperne. Ud af de 160.000 flygtninge i Italien og Grækenland, som efter en tidligere aftale skulle omfordeles, er kun 20.000 blevet modtaget i et andet EU-land.

Det italienske modtageapparat har en maksimal kapacitet på 200.000, og ifølge indenrigsministeriets hjemmeside var der i marts 180.000 asylansøgere i landet. Siden er tallet ikke blevet opdateret.

Læs også

»Jeg ville ønske, at bare ét skib sejlede til en anden europæisk havn,« sagde indenrigsminister Marco Minniti forleden til Corriere della Sera, »det ville ikke løse vores problemer, men sende et signal til Europa om at yde en solidarisk indsats.«

EU satser i stedet på, at FN-organisationerne UNHCR og IOM vil anerkende Egypten, Libyen og Tunesien som sikre tredjelande.

Så vil bådflygtningene kunne sendes retur, uden at man risikerer beskyldninger for at krænke Geneve-konventionen. Samtidig bliver der lagt pres på transitlandene i Afrika for at skærpe grænsekontrollen og på flygtningenes oprindelseslande for at acceptere repatrieringsaftaler.

Disse tiltag kan dog tvinge flygtninge og migranter ud på endnu farligere rejser, advarer 18 humanitære organisationer, deriblandt Dansk Flygtningehjælp, i en fælles udtalelse til de europæiske regeringsledere.

»Et iøjnefaldende hul i EU’s migrationsdagsorden er manglen på flere sikre og lovbundne adgangsveje til EU.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
  • Michael Hullevad
  • Dorte Sørensen
Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Michael Hullevad og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Hvis man beskattede formuer i skatteunddragelseslandene, og lod FN fordele midlerne i de trængenede lande, som folk flygter fra - Så kunne det måske blive en "STAY"-faktor?

Lad blot verden suge og puste - "push and pull" til disse skjulte formuer, hvor af en ikke ringe andel kommer fra netop Afrika.

Findes der sult og nød - skyldes det SVIG!

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Martin Madsen, Rikke Nielsen, Henning Kjær og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Forargelsen i Vesten var (med rette) stor, da de daværende stalinistiske regimer i Østblokken beskød grænseoverløbere, der ville ind i Europa. Det var jo i disse regimers opfattelse kun rimeligt at lade desperate mennesker lade livet for at afskrække andre fra samme idé, for at beskytte en samfundsmodel med dens nationalistiske fordring om at folkene må holdes geografisk og økonomisk adskilt.

I 2017 er det eneste rimelige, ifølge europæiske magthavere, at lade grænseoverløbere drukne i Middelhavet.

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Martin Madsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Europa kan ikke huse en stor del af Afrika og Mellemøstens befolkninger.

Det handler ikke om gummibåde vs. sikre færgeforbindelser. Det handler om at skabe samfund det er værd at live i.

EU bør have en Mellemøsten- og Afrikapolitik, som kan skabe udvikling og stabilitet.

Niels Duus Nielsen, Finn Thøgersen, Christian Kjærgaard, Rikke Nielsen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Politiken stiller i dag følgende spørgsmål:
Er ngo-skibene med til at redde tusinder af migranter fra druknedøden?
Eller er de med til at understøtte menneskesmuglernes forretning ved at lokke endnu flere på havet?
Det er ikke enten-eller. Begge dele er rigtigt, og deri består vores dilemma.

Torben - Nielsen

I gennem hele middelalderen har arabiske slavehandlere hentet mennesker fra det nordlige Afrika.

Denne transport fortsatte efter at Amerika blev opdaget, nu med europæiske slavehandlere. Og fortsatte indtil midten af 1800 tallet.

I de sidste næsten 200 år har behovet for slaver været stærkt aftagende.

Men det afrikanske befolkningsoverskud er så i stedet for, ophobet sig i oprindelseslandene.

Så også i dag er det en god forretning at handle med sorte mennesker fra Afrika.

Forskellen fra tidligere tiders menneskehandel var, at førhen var den drevet af et behov for arbejdskraft udenfor Afrika. I dag er den drevet af et stærkt stigende befolkningstal, som gør det svært for befolkningen at brødføde sig selv.

Men det er i bund og grund den samme transport som har foregået i århundreder.

Og man kan godt sige at NGO’ernes redningsaktioner udgør sidste led i menneskehandlernes transportrute.

I øvrigt mener jeg, at Rusland, som meget aktiv deltager i det mellemøstlige ragnarok, også bør tage sin del af flygtningene.

Philip B. Johnsen

Situationen viser med alt ønskelig tydelighed, hvor stort problemet er, hvor langt EU/Danmark er fra en løsning, samt vigtigst af alt, den manglende politisk indrømmelse af problemet karakter og oprindelse.

Det er samtidig en forsmag på den politiske medmenneskelige afstumpethed, der kan ventes udvist, når de af UN/FN estimerede snarligt kommende, virkelig store klimaflygtninge strømme møder EU's ydre grænser, 250 millioner klimaflygtninge i verden forventes de kommende få årtier og muligvis flere.

Nu skal situationen ikke misforstås, politikerne kender naturligvis til klimaudviklingen i Afrika, hvor det i store dele af denne verdensdel i årevis, har regnet for meget, regnet for lidt og ikke som det plejer med årstiderne, et mere ustadigt og ustabilt klima, med mellemliggende lange, lige så uforudsigelige tørkeperioder.
Politikerne kender naturligvis til alt dette samt, at problemerne er endt i uro, vold og krig om resurserne og derfor flygte de stærkeste nu, en flugt der accelerere i takt med udviklingen i de menneskeskabte klimaforandringer forstærkes.

Kære Marcus Knuth (V), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (K)
Jeg behøver ikke at skrive det, for i ved det godt, i passer bare ikke jeres arbejde og finder holdbare løsninger, men arbejder alene for kapitalisme og kortsigtede økonomiske interesser, men for en god orden skyld.

Sålænge de menneskeskabte klimaforandringer, forårsaget af først og fremmest, af afbrænding af olie, gas og kul, fratager mennesker deres eksistensgrundlag, vil vi se de stærkeste, de der ikke sulter og tørster ihjel flygte.

UN/FN estimere yderlige 250 millioner klimaflygtninge de kommende 30 år.

At slyngler hæves til ærens top,
at smiger mæskes, og sandhed tigger,
at rige sluge den arme op,
og dyden nøgen på gaden ligger,
at bånd og stjerne
og tomme hjerne
forenes ofte, ja, mer end gerne,
det ser man tit, det ser man tit.

100 års advarsler og EU synger på sidste vers.
Fortællingen om kapitalisme drevet af den økonomisk forbrugsdrevet vækst, har ikke givet mening siden 1896, da Svante Arrhenius (1859-1927) beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

Der har været gjort flere forsøg på regulering af den kapitalistiske vildfarelses, først en CO2 afgift regulering af økonomisk forbrugsdrevet vækst i 1920’erne, en afgift lagt på den enkelte vare for afbrænding af kul, olie og gas, men det blev opgivet.

Alle senere forsøg på effektiv regulering af kapitalisme, er ligeledes blevet opgivet, nu senest i rækken FNs klimamål i Paris-aftalen.

Der er derfor tilsyneladende stadig, den dag i dag, kun en vej ud af overklassens og politikernes undertrygelse og løgne, en trist nedtælling med indbygget udløbsdato i form af menneskeskabte klimaforandringer.

"First proposed by Arthur Pigou Arthur Pigou in 1920 is for the product in this case, CO2 emissions to be charged at a price equal to the monetary value of the damage caused by the emissions."
https://en.m.wikipedia.org/wiki/Carbon_price

"Drivhuseffekten"
Drivhuseffekten er en populær betegnelse for atmosfærens evne til at holde igen på udstrålingen af energi fra jordoverfladen. Det er altså en isolerende effekt, som betyder, at Jordens temperatur ved overfladen er højere, end den ville være uden en atmosfære.
Drivhusgasser er gasser i atmosfæren, der bidrager til drivhuseffekten. Det er først og fremmest vanddamp og kuldioxid (CO2).

Stigningen af CO2 i atmosfæren er primært på grund af udledninger fra fossile brændstoffer."

Kilde: IPCC, DMI
Link: https://www.ipcc.ch/

Kære Marcus Knuth (V), Martin Henriksen (DF) og Naser Khader (K)
Problemet kræver handling, kun tillid til en bæredygtig fremtid for de flygtende, løser problemet.

Den nu afgåede FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon 2011
"It is easy to mouth the words “sustainable development”, but to make it happen, we have to be prepared to make major changes in our lifestyles, our economic models, our social organization and our political life."

Jesper Oersted

Libyen betragter hele Sirtebugten som sit eget territorialfarvand, så NGO'erne der ligger ud for kysten og samler migranter op, gør det iflg. libysk lov på libysk territorialfarvand. Derfor skal NGO'erne landsætte dem tilbage i Libyen, idet de pgl. slet ikke har forladt libysk farvand, hvilket de ikke gør.

Johan Clausen

Spændende at se om UNHCR og IOM vil imødekomme det ønske så de illegale kan blive sendt tilbage. Tvivler dog på det.

Else Marie Arevad

Libyen regnes ikke for et sikkert land, og derfor kan migranterne ikke sendes tilbage dertil.

Else Marie Arevad

Torben Nielsen, man kan sige, at ngo'erne er menneskesmuglernes nyttige idioter, men ikke, synes jeg, at deres redningsaktioner udgør sidste led i menneskehandlernes transportrute. I min optik er man menneskesmugler, hvis man tager betaling for transporten.

Ole Falstoft

Hvis humanitær hjælp skal kriminaliseres må næste skridt - når det viser sig ikke at have den ønskede effekt - være at man begynder at skyde på flygtningene, fordi det ikke at gøre det, også bidrager til flygtningestrømmen? Man rykker sig hele tiden nærmere og nærmere til at total dehumanisering, fordi man ikke vil vide af en langsigtet solidarisk europæiske løsning.
Læs 'Brave new World' af Huxley, vores verden ligner på mange punkter allerede dette fremtids skrækscenarie

Bo Stefan Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Ja, Ole Falstoft. Og med Huxleys betragtninger over sin samtids samfundsudvikling og desillusion for en fælles fremtid for menneskeheden in mente kunne man måske fortsætte læsningen med hans sidste store værk, The Island, der vendte fremtidsdystopien på hovedet.

The Island er, for dem, der ikke kender den, i lidt korte træk Huxley's fantasi om et harmonisk samfund. Utopiaet Pala er nok hvad man kunne kalde et øko-socialistisk paradis, som vistnok skal forestille at befindes sig på en ø i virkelighedens Indonesien. "A federation of self-governing units, geographical units, professional units, economic units" with room for initiative and democracy but no place for a dictatorship." Der sættes menneskelige behov i centrum for al produktion og arbejde, således at alles behov er dækket, men så heller ikke mere, således at rovdrift på naturgrundlag og menneskelig arbejdskraft samt militarisme ikke eksisterer. 'Den gyldne middelvej' er overalt reglen i naturen, og bør være det blandt mennesker, mener palineserne. I et sådant solidarisk og pacifistisk samfund kan den enkelte leve sit liv fuldt ud nu og her under opmærksomhed i Nuet gennem alt, hvad mennesket foretager sig. Arbejde er ikke lønarbejde, men 'arbejdets yoga', børnepasning er ikke opbevaring af børn, men oplæring i opmærksom kærlighed og omsorg og dermed 'børnepasningens yoga' osv. – gennem hele samfundsordenen strømmer en stærk spiritualitet, der forbyder at gøre ondt mod andre skabninger, for at gøre godt mod andre er at gøre godt mod én selv.

Næsten som en symbolsk analogi til virkelighedens tragedie i Middelhavet, skal der en (næsten-)drukneulykke til førend romanens hovedperson, den skibbrudne journalist Will Farnaby, begynder at indse, at kapitalismen er voldelig og at økonomiske og geografiske grænser(mure) mellem mennesker kun skaber lidelse. Men Wills erkendelse heraf – som i spirituelle termer vil sige, at vi alle er ét, og at den totalt dominerende forestilling om at vi er adskilte indvider og alene i universet er den grundlæggende illusion, der skaber lidelse i verden – kommer for sent. For i al den tid, Will har tilbragt hos palineserne, har han ikke kun fascineret studeret palineserne og deres samfund, han har også forrådt dem ved at arbejde for en oliegigants adgang til øen og dermed sikret sig en sikker økonomisk fremtid.

Så hvem er vi, kunne vi måske spørge?

Åbenlyst er vi ikke palineserne, for nok har vi i Europa velstand nok til at kunne tage fra de rige og omfordele den efter økologiske og humanistiske principper, men i stedet er fælles velfærd overalt i Europa under angreb, og den rigeste 1% bliver kun rigere og er slev økonomiske bådflygtninge i skattely. Vores ledere lader hellere fattige migranter og flygtninge dø end de angriber overklassens svulmende overflod.

Er vi oligarkerne, de rige, den politiske elite?

Eller er vi Will? I så fald er det på tide at vågne og erkende, at fællesskab og omsorg for hinanden og for naturen er vejen. Huxley ville muligvis selv anbefale, at vi mediterer (bl.a.) over dette. "Attention! Attention!", som papegøjerne, der vækker den næsten-druknede Will på stranden skræpper i romanens start.