Læsetid 7 min.

Et helt nyt haute couture-landskab for Frankrigs politiske liv

Næsten alle medlemmer af den franske nationalforsamling kan nu pakke strikketøjet sammen, mens politiske novicer flytter ind i Bourbon-parlamentet. Ingen ved, hvad det egentlig er en march henimod
Det er på sin vis muligt at få enevælde i Frankrig på demokratisk vis, og Macron har med ekstrem dygtighed vist, at det er muligt

Det er på sin vis muligt at få enevælde i Frankrig på demokratisk vis, og Macron har med ekstrem dygtighed vist, at det er muligt

Christian Liewig

19. juni 2017

Lad os tage det første først, hvad angår det nu overståede valg til nationalforsamlingen i Frankrig: Truslen om magtovertagelse fra Front National, som var de gamle franske partier, medierne og ’udlandets’ fælles skræk for Frankrigs fremtid for indtil et par måneder siden, er nu totalt forduftet. Som dug for morgensolen.

Det virker so last yearringard,  som det hedder på fransk – fortsat at tænke i termer om ’faren for Le Pen’.

Men bange er man jo altid. Det er bare genstanden for angsten, der ændrer sig.

Marine Le Pen blev ikke præsident, nej, i den grad ikke. Parlamentet blev ikke fyldt med højreekstremister.

Der var vi for et år siden; bekymringen var på det højeste. Og ganske vist er Marine Le Pen som en af meget få Front National-kandidater blevet valgt ind i parlamentet, men det er med den sædvanlige lille trop bag sig, som ikke får indflydelse på lovgivningsarbejdet.

Hvad skete der dog? Hvordan gik det til, at moden – altså måden – ændrede sig så radikalt i haute couturens hjemland? Ingen så det komme, som vi nu er vidne til og som måske er så hjemmestrikket:

Tja, der opstod en kæmpemæssig bølge på midten, en bevægelse, der producerede politiske neofytter over hele det franske land. Ikke mindst fra det såkaldte civilsamfund – forholdsvis almindelige borgere, dog oftest veluddannede, som nu har sat sig i sæderne i de guldstuk-prydede sale ved Seinens bred i Palais Bourbon.

På vej mod hvad?

En Marche ! På vej! Af sted ... er de fleste så, men af sted og på vej mod hvad?

Det ved ingen med sikkerhed, ærlig talt. Macrons program har tendens til at ændre sig over tid, så man nærmere må kalde det programmer. En marche! God betegnelse, hjemmestrik på højt plan.

Hvem kender så programmet? Går man i detaljerne, er der intet mønster, for programmer har der været mange af, og det er så de spritnye politikeres problem. Ikke mindst de sidste par uger i parlamentsvalgkampen. Blot at kunne sige: ’Vi får at se’, virker ikke så godt, når modstanderne står med konkrete gennemprøvede og traditionelle forslag. Og så netop jo: Det har virket. ’Vi ved det ikke’. ’Vi er på vej’.

Hvor er det klassiske langvarige politiske arbejde i små grupper, som ender i et program, som en muligvis stærk leder repræsenterer? Som det er foregået i hele efterkrigstidens Frankrig?

Kan dette arbejde vitterlig gøres på et år eller bare et halvt – som det er sket i bevægelsen En marche !? Og som det ofte sker i virksomheder, når der skal lanceres et nyt produkt, lad os være ærlige. Lad det her tilføjes, at det er svært for en politiker fra nogen som helst fløj åbenlyst at kritisere Macrons nye bevægelse og dens metode.

Venstrefløjens ikon Jean-Luc Mélenchon prøvede med La France insoumise at gøre det samme med en bevægelse over lidt længere tid, med utallige møder og græsrodsarbejde, men hurtigt.

Højrefløjens Fillon tog bare endnu længere tilløb, så ud til at vinde, men døde før målstregen. Åh nej, Fillon, man kan ikke gøde jorden med moral og så hælde amoral ud over den.

Og Socialistpartiets Benoît Hamon prøvede endnu hurtigere at etablere en bevægelse på baggrund af sin på mange måder ustrukturerede protest mod sine socialistkollegaer i parlamentet. Men Benoit og dermed Socialistpartiet har nu politisk fejlet nærmest totalt.

Men ingen kan rigtig tillade sig at sige, at nyskabte politiske bevægelser er illegitime.

Macron, ny? Bare nyere. Dygtigere.

Alt skiftes ud

I den forløbne uge har mange af Nationalforsamlingens hidtidige medlemmer, der repræsenterede de store gamle partier, i bogstaveligste forstand pakket deres liv ned i kasser, fordi de allerede røg ud i første runde af parlamentsvalget. Gamle partisspidser, kan man roligt sige, ligner nu menige soldater, som ikke blot skifter kvarter, men ryger ud.

Mandag kommer der endnu flere flyttekasser i Palais Bourbons gange. Levebrødspolitikernes tid er forbi. Det er nyt, helt sikkert.

Var man indtil for en uge siden repræsentant for et af de store partier, Socialistpartiet eller den store koalition på højrefløjen – UMP hed den for et år siden, nu hedder den LR – kunne man skabe sig et liv omkring en plads i parlamentet. Man begyndte måske som hjertelæge i provinsen, men når man først blev politiker, var den anden karriere slut.

Forstår man dette, forstår man måske, hvor stort røre der er i den franske politiske andedam. Man forstår også, at hjertelægen, som for længst har lagt sin lægegerning bag sig, får lidt svært ved at finde sig en plads i det almindelige samfund. Det er faktisk en revolution. Alt skiftes ud. Liberalismen rammer politikerne selv.

En sådan nærhed mellem det politiske system og livet uden for Palais Bourbons vægge bliver ganske ny. Medlemmerne af Nationalforsamlingen får fortsat guldrandede vilkår, men prekariatet og konkurrencesamfundet kommer nu til at sidde i parlamentet.

Vi står i en sump. Også politikerne.

Så hvem kender spillereglerne for den politiske proces i Frankrig lige nu? Hvordan kommer forhandlinger om lovgivning til at ske? Hvem får hvad ud af hvad, kort sagt? Ikke alene reglerne er uvisse, men selve spillet.

Undskyld, jeg spørger så meget, men sådan er sumpen.

Man skal have en guide

Det spritnye franske parlament står i morgen over for at skulle gennemføre en reform, der skal ændre hele det franske arbejdsmarked. Det ville normalt føre til enorme protester fra gaden, fra fagforeningerne, og fra oppositionen ... hov, den er der ikke mere.

Selv diskussioner om at gennemføre love pr. dekret virker ringard, fordi Macrons LREM-partis  parlamentariske flertal, som skal stadfæste et dekret, er så overvældende.

Over 400 uerfarne politikere flytter ind i parlamentet og får magten. Det ligner vitterligt en revolution.

Så det andet, man må konstatere – udover at Le Pen er væk – er, at Frankrig nu står med et politisk landskab, ingen kender kortet over.

Den slags sker med menneskelige landskaber. Man trækker vejret og tæller til ti. Og kalder på kunsten og indsigt fra de største.

Den russiske filmmager Tarkovskij lavede i 1979 en film om et sådant landskab  Stalker. Det problematiske er, at et sådant landskab kan ændre karakter hver dag. Det er en sump, kort sagt, viser Tarkovskij og filmer sin metafor. Så man skal have en guide.

Der er Den femte Republik. Der er, at Emmanuel Macron nu er præsident. Der er, at parlamentet nu står med frie hænder. For Macron. Der er altid noget at være bange for og shit. Det er ingen hemmelighed, hvem guiden er i Frankrig i disse dage, det er Emmanuel Macron .

Despot eller frelser

Men hvad vil han? Hvem er guidens guide, spørger Tarkovskij med sin film – af den slags, som ingen ser, falder i søvn over, og som advarer mod det værste. Men Rusland kender jo til det.

Der er sket en uhyre personalisering af magten i Frankrig. Også det er set før: Napoleon, de Gaulle, såmænd også Mitterrand. Og nu Macron.

Den femte Republiks uhyre magtbeføjelser, som ikke mindst skabes gennem to valgomgange, ligger nu helt blotlagt. Macron har på såkaldt demokratisk vis fået al magten.

Så på en måde er det ikke så svært. Også dette kan gå hurtigt.

Inden for de næste måneder finder vi ud af, om Macron er en despot eller en frelser?

Hvordan? Hey, sorry, han er lige blevet valgt og har hentet alle andre end de sovende ind på, at han ved hvordan? He’d better know.

Den eneste måde, folk kan protestere – og især i anden omgang – er ved at holde sig væk fra at stemme. Og de, der valgte dette, er talrige. Over halvdelen i første omgang. En stor tavs protest.

Tusind spørgsmål rejser sig derfor fra den særlige franske demokratiske sump. Hvorfor kommer disse stemmer ikke til orde? Hvad er det i Den femte Republik, som bringer folk til noget så trøstesløst som tavshed?

Emmanuel Macron synes at have taget alle faktorer i det spil, som hedder Den femte Republik, i betragtning. Det er på sin vis muligt at få enevælde i Frankrig på demokratisk vis, og han har med ekstrem dygtighed vist, at det er muligt.

Lad os nu drømme.

Hvis Macron vitterlig ikke kun vil være neoliberal, men også skabe grobund for et nyt demokrati og et nyt samfund, så kommer vi i de næste måneder til at se det ske. Så får fagforeninger enorm magt i spillet om en arbejdsmarkedsreform.

Så kommer klimatænkningen helt foran alle andre måder at tænke på og en helt ny form for vækst udtænkes. Så ændrer Macron i løbet af Den femte Republik landet til Den sjette Republik.

Et splinternyt parlament i et land, som ingen indtil nu tænkte som udemokratisk, står klar.

Og hvad var det, vi kom fra? At Le Pen måske ville få magten, nå ja.

So last year.

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
Ejvind Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu