Læsetid: 5 min.

Højrepopulismen er svækket: Fremgang er mulig uden at kopiere højrefløjen

Fremgang til tyske Schultz og britiske Corbyn samt Macrons totalsejr viser ifølge den anerkendte populismeforsker Cas Mudde, at fremgang er mulig uden at slå på udlændinge. Men de problemer, der skabte den højrepopulistiske bølge, er langt fra overvundet, siger Corbyn-ideologen Paul Mason
Emmanuel Macron står til en totalsejr efter Frankrigs anden valgrunde af parlamentsvalget søndag. 

Emmanuel Macron står til en totalsejr efter Frankrigs anden valgrunde af parlamentsvalget søndag. 

Christian Liewig

14. juni 2017

2017 var udset til at blive et afgørende valgår, hvor populistiske partier, der red på en bølge af utilfredshed blandt europæiske vælgere, kunne ødelægge EU.

Men det skete ikke.

Frihedspartiets Geert Wilders vandt ikke det hollandske valg. I Frankrig står præsident Emmanuel Macron – og ikke Marine Le Pen – med Europas fremtid i hænderne, og i Tyskland er forbundskansler Angela Merkel i front efterfulgt af socialdemokraternes Martin Schulz, der har lagt afstand til EU-bashing og had mod minoriteter, mens Alternative für Deutschland (AfD) er langt efter ham i meningsmålingerne.

Tilmed står det EU-skeptiske parti De Sande Finner netop nu til at blive sparket ud af den finske regeringskoalition, fordi en ny udlændingepolitisk hardliner er blevet valgt til partiets formand.

»Højrepopulistiske partier er stadig tredjestørst i mange europæiske lande. Men de vil ikke længere være i stand til at sætte den politiske dagsorden som hidtil, hvor de har haft meget større indflydelse end deres størrelse tilsiger,« vurderer den hollandske populismeforsker Cas Mudde.

Macron og Corbyns kampagne og AfD’s nedsmeltning i de tyske meningsmålinger op til efterårets valg viser nemlig ifølge Mudde, at det er muligt at skaffe sig fremgang uden at kopiere den indvandrerkritiske linje, som i årevis har dikteret europæisk politik langt ind i de pressede socialdemokratier.

Emmanuel Macrons program minder meget om den kurs, som Francois Hollandes regering og den magtfulde finansminister Manuel Valls har stået for i de seneste år, og som den tidligere præsident Sarkozy forsøgte at gennemføre i sin præsidentperiode
Læs også

»Det er et slag for både den højrepopulistiske dagsorden og for den ’indvandringsrealistiske’ fraktion inden for de socialdemokratiske partier. Begge har købt ind på ideen om, at man ikke kan vinde mange vælgere uden en hård indvandreragenda. Den konventionelle visdom, som langsomt, men støt, drev politikken til højre, er nu brudt.«

Corbyn-ideologen Paul Mason, der sidste år udgav bestselleren PostCapitalism, er enig.

»Jeremy Corbyn vandt ikke, men han øgede Labours opbakning massivt ved at tiltrække en tredjedel af stemmerne fra det yderligtgående UKIP. Derudover fik han stemmer fra De Grønne og millioner af unge nye stemmer. Det gjorde han ved at nægte at stigmatisere migranter, og det afspejler hans 40 år i politik som en forsvarer af flygtninge og migranter,« siger Paul Mason.

Jeremy Corbyn sikrede ifølge Labour-ideolog hver tredje tidligere UKIP-stemme ved det britiske valg.

Kate Green

Værdikampen fortsætter

Men, tilføjer Mason, Labour gik også til valg på Brexit og et opgør med den fri bevægelighed.

»Derfor vidste de vælgere, der vil have begrænsninger af den frie bevægelighed i EU, at de ville opnå ’noget’ på den fri bevægelighed ved at stemme på Labour. Og dette ’noget’ er tilsyneladende nok for en del af vælgerne. Men de vælgere, som har dybe fremmedfjendtlige holdninger og ville stemme Front National i Frankrig og AfD i Tyskland, vendte Labour ryggen. De er årsagen til, at han ikke vandt, og værdikampen vil forsætte.«

Paul Mason understreger samtidig, at han ikke ser UKIP’s tilbagegang og Macrons sejr som et permanent nederlag for den højrepopulistiske bevægelse. Den nationalkonservative udfordring er langt fra overvundet. Det ville i Masons optik kræve et endegyldigt opgør med nedskæringspolitikken, som især har været hård i lande som Storbritannien.

Læs også

»Corbyn lovede nationaliseringer, en massiv anderledes omfordeling og støtte til fattige områder. Der adskiller han sig fra Macron,« siger Paul Mason, der i tiden op til det britiske valg netop har talt for en alliance mellem socialliberale og vælgerne på venstrefløjen.

»Hvis der er noget, Macron viser os, så er det, at det på det lange stræk kan lade sig gøre,« konkluderer han. Eller som han udtrykte det for nylig i sin klumme i britiske The Guardian:

»Macron vandt, fordi det franske establishment vågnede op. Man indså, at en alliance med de venstreorienterede var bedre end en alliance med ultrahøjre, mulighederne taget i betragtning.«

Mediehype

Også Cas Mudde advarer mod at se den yderligtgående højrefløj som slået tilbage. Den hype, der på det nærmeste gjorde dem i stand til at afgøre Europas fremtid, bør ikke erstattes af en tilsvarende hype med det modsatte budskab, påpeger Mudde.

»De højrepopulistiske partier har i gennemsnit omkring 15 pct. af stemmerne i Europa. Mange er lettede over, at Le Pen kun fik 34 pct. af stemmerne, men det ville have skabt panik for 20 år siden. Det er farligt at argumentere for, at ’populismen er død’. At de ikke lever op til den mediehype, der har været om dem, betyder ikke, at de er blevet irrelevante eller har toppet.«

Front National satser nu på at få et godt parlamentsvalg i juni, og flere af de partimedlemmer, der søndag var mødt op til Marine Le Pens valgfest, sagde, at de håbede på, at partiet nu kan blive det dominerende oppositionsparti i Nationalforsamlingen
Læs også

Den britiske historiker og kommentator ved magasinet New Statesman, Hugo Drochon, mener, at den næste udfordring for Emmanuel Macron meget vel kan komme fra venstrefløjen.

»Venstrefløjskandidaten Melénchon, der ikke ville anbefale Macron, klarede sig godt ved det franske præsidentvalg. Hvis Macron får den totale magt i det franske parlament, kan en egentlig opposition kun komme fra den mere yderligtgående venstrefløj og højrefløj, fordi socialisterne er næsten udraderet og den traditionelle højrefløj er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt man skal støtte Macron,« siger han.

Hugo Drochon er til gengæld ikke enig med kritikere på venstrefløjen i, at Emmanuel Macrons politik skulle være rendyrket neoliberal. Macron vil deregulere markeder, men går stadig ind for et forstærket socialt sikkerhedsnet, påpeger han.

»Faktisk vil han udvide det. I Frankrig er adgangen til sociale ydelser sikret gennem et arbejde. Men faktum er, at mange arbejder på Uber-lignende betingelser i usikre ansættelser, derfor vil han nationalisere adgangen til sociale ydelser. En skandinavisk ’flexicurity-model’ anser jeg heller ikke for at være specielt neoliberal, men socialliberal,« siger Hugo Drochon.

Og så er der dem, der fastholder, at problemet hele tiden har været, at den politiske midte er brudt sammen. Sådan tolker Johan Hakelius, svensk forfatter og chefredaktør på Sveriges førende nyhedsmagasin, Fokus, Corbyns uventede fremgang.

»Rammerne og fundamentet, hvorpå kollektive beslutninger kan træffes, er ikke længere indlysende. Der er en utilfredshed med den måde, politik fungerer på med valgsystemer og de grænser, som politikken har sat for sig selv. Der er en fornemmelse af, at vi’et er ved at falde fra hinanden i en masse vi’er og de’er, samt at villigheden til at acceptere kollektive beslutninger er dalende,« skriver han i en kommentar.

Martin Schultz er trods problemer stadig langt foran AfD i meningsmålingerne op til det tyske valg. 

Markus Schreiber

Ideologisk vildfarelse 

Herhjemme mener politisk kommentator og tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt, Noa Redington, at de seneste måneders europæiske valgresultater bør føre til, at man ikke længere tolker netop disse begivenheder så bastant ind i en dansk kontekst.

»Udviklingen efter Trumps sejr er blevet læst med ideologiske briller. Højrefløjen og mange socialdemokrater har for eksempel brugt Trumps sejr til at tale om udlændinge og behovet for at beskytte sig mod omverdenen, og på venstrefløjen har man brugt det til at sætte ulighed på dagordenen. Det er, som om vi har været udsat for intellektuel dovenskab uden sidestykke. Det er langt mere komplekse fænomener, vi er vidner til, og som er svære at overføre fra land til land,« siger Noa Redington.

Han medgiver, at der er nogle fællestræk i oprøret mod den politiske elite. Men også de politiske institutioner er forskellige i de enkelte lande. Desuden er eksempelvis omskiftelighed blandt vælgergrupper, valgsystemer og det politiske lederskab lige så betydende faktorer, fremhæver Noa Redington.

»Det er elementer, man ikke kan ændre på ved enten at føre en stram udlændingepolitik eller en yderligtgående omfordelingspolitik,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørn Storgaard Andersen

citat: Fremgang til tyske Schultz og britiske Corbyn

Det var dog en værre begyndelse - mig bekendt har Schultz ikke vundet noget endnu, og Corbyn er stadig i opposition.

Franske Macron - derimod - har gjort noget, få troede muligt, men mange vist håbede på.
Uanset om man tilhører den ene eller den anden fløj.

Skåret igennem, så det vil noget.
Kun tiden vil vise, om han også kan skabe resultater, der kan accepteres af HELE den franske befolkning. I så fald har vi vist set noget i retning af Napoleons genfødsel ;-)

Peter Hansen

Ingen ønsker vel at slå på nogen, men man bør vel heller ikke ignorere de enorme økonomiske omkostninger, kulturelle og religiøse ændringer som en stor indvandring medføre, det må man da forholde sig til blå eller rød?

At være kritisk overfor fri indvandring uanset herkomst, og tage hensyn til den oprindelige befolkning, den kontrakt og levevis, som de har valgt, at have og udvikle i dette samfund, det er for mig ikke et spørgsmål om, at være rød, blå eller grøn, her bør alle have en kritisk og oplyst tilgang.

Hans Jørn Storgaard Andersen

God artikel fra Spiegel Online, Steen Sohn, men jeg mener nu ikke, at Schulz blev nævnt ...
Derimod bemærkede jeg prognosen:
CDU 36.5%
SPD 24.4%
----
Det giver tilsammen et komfortabelt flertal - idet CDU vel kun kan håbe på hjælp fra FDP - og SPD kan kun regne med hjælp fra die Grüne. I ingen af tilfældene er der et flertal.
Die Linke og AfD - tja, er det ikke ligesom Enhedslisten og DF herhjemme?