Læsetid: 8 min.

Hvordan overlever en stat uden penge?

Zimbabwes autoritære regime har altid brugt flere penge, end landet har. Problemet er nu, at Zimbabwe ikke længere kan trykke sine egne penge. ’Vi ved, at katastrofen lurer forude,’ siger en forretningsmand.
En bølge af politiske protester mod Robert Mugabe og hyperinflationens sociale katastrofer, blev sidste sommer startet af protestbevægelsen ’This Flag’. Bevægelsen blev dog hurtigt slået ned af regimet.

En bølge af politiske protester mod Robert Mugabe og hyperinflationens sociale katastrofer, blev sidste sommer startet af protestbevægelsen ’This Flag’. Bevægelsen blev dog hurtigt slået ned af regimet.

Tsvangirayi Mukwazhi

13. juni 2017

HARARE, ZIMBABWE – Wisdom Mavhaire sukker dybt. Han mumler: »Nå, så ska’ vi til det igen« og tager så plads i køen. Den slanger sig rundt om hjørnet til hæveautomaten på den anden side. Her står vel 50-60 mennesker, alle med ønsket om at hæve kontanter ved ZimBanks enlige maskine.

»Hvad får vi i dag?« spørger han.

»30 dollar,« lyder det fra damen foran. »Hvis du gider vente længere for at jamre inde ved kassen, kan du måske få 50. Flere har de ikke.«

»Hvor blev pengene dog af?« sukker Mavhaire, der af hensyn til sin sikkerhed ikke ønsker at få sit rigtige navn i avisen – »hvorfor er landet løbet tør for penge?«

Ja, hvad skete der?

Én ting er, at Zimbabwes autoritære regime bruger flere penge, end det har – det har det altid gjort – men tidligere manglede landet hverken sedler eller mønter.

Under den voldsomme hyperinflation for ti år siden trykkede man rask nye sedler. Ja, det var selve problemet, at regimet kun med denne fidus kunne finansiere sin drift, belønne loyalitet og købe støtter og stemmer.

Hver gang et valg truede, gik seddelpressen endnu hurtigere. Det pressede inflationen opad – og logisk nok: Landet var ikke blevet rigere, så når mængden af penge blev hævet, faldt deres værdi.

Det er verdens ældste pengepolitiske trick, og det kan kun ende på én måde: At stadigt hurtigere prisstigninger kulminerer med valutaens sammenbrud som værdiløs. Det skete i månederne efter endnu et valg, da regeringen med et mulehår og anvendelse af ultravold og svindel i sommeren 2008 sikrede Robert Mugabe en periode mere som præsident.

Nogle måneder senere kunne en spritny 100-trillion-seddel knapt købe et brød.

Sammenbruddet var indtruffet. Zimbabwe-dollaren var irrelevant, uden værdi, og nationalbanken lovliggjorde i januar 2009 undergrundsøkonomien, hvor udenlandsk valuta reelt fik landet til at fungere.

Zimbabwe har stadig ingen egen valuta, og økonomien kører på især amerikanske dollar og sydafrikanske rand, der kan betale importvarer. Det er ’rigtige penge’.

Siden januar 2016 har bankerne imidlertid haft så få sedler i kassen, at de er rationeret. Hvor blev de af? Svaret tager os på en rejse ind i et autoritært regimes tradition for ikke bare at sætte sig ud over landets forfatning og dens love, men også de økonomiske grundlove.

Det har sikret dens overlevelse på bekostning af økonomien.

Samlingsregering gjorde godt

Valget i 2008 var så kompromitteret, at Sydafrika tvang Mugabe til en koalitionsregering med oppositionspartiet MDC, som betingede sig Finansministeriet. Med foden på pengekassen sikrede MDC de følgende år, at »vi kun spiser, hvad vi dyrker.«

Med denne politik, og med MDC i regering, genvandt Zimbabwe tillid i udlandet. Donorlande som Danmark investerede store beløb i den nye regerings succes, og private virksomheder begyndte at investere.

Dermed flød udenlandske penge ind i landet, og bankerne kunne ganske enkelt importere alle de dollarsedler, der var brug for.

Læs også

Under samlingsregeringen voksede økonomien, men ved valget i 2013 fik Mugabes parti, ZANU PF, arrangeret en overvældende sejr. Partiet lempede MDC ud af regeringen og begyndte igen at bruge mere, end staten fik ind i skatter og afgifter.

De indbringer omkring fire mia. dollar årligt, men siden valget har regeringen spenderet yderligere 1-1,5 mia. hvert år.

Hvordan magtede regeringen dette, når seddelpressen står i udlandet? Svaret blev ’skatkammerbeviser’, kortsigtede gældsbeviser, som landets banker blev tvunget til at købe. De betalte ikke med ’rigtige penge’, men med elektroniske overførsler.

Vupti, en ny 'valuta' var skabt. Plastic kalder zimbabwerne de nye ’plastikpenge’.

Sidste år udstedte nationalbanken desuden en kassekredit på en mia. dollar til staten. Når et skatkammerbevis udløber, tilbagebetaler staten ikke, men udsteder blot et nyt. I alt har regeringen over de seneste tre år dermed fået råderet over ekstra 3,5 mia. dollar til finansiering af sit overforbrug.

Til gengæld blev ’rigtige penge’, udenlandsk valuta, en mangelvare.

Vekselhus

Zimbabwe importerer varer for fem-seks mia. dollar årligt, men eksporterer kun for knap tre mia. (især guld, krom og tobak). Remitter, hjemsendte penge fra folk i udlandet, lukker noget af hullet med omkring 1,5-2 mia. dollar, og udenlandsk bistand og investeringer hjalp under samlingsregeringen.

Men efter 2013 har donorlande, også Danmark, lukket for kassen, udenlandske investorer trækker penge hjem, og værdien af remitter falder. Siden 2013 er hullet af manglende udenlandsk valuta derfor vokset med en mia. dollar om året.

Tidligere kunne det lukkes med lån, men ingen i udlandet vil i dag låne til ZANU’s Zimbabwe.

Siden 2011 er kursen på dollar steget, mens sydafrikanske rand er faldet. Faldende råvarepriser gav samme virkning i andre nabolande.

Da Zimbabwe havde fået en åben økonomi under samlingsregeringen, blev Zimbabwe et vekselhus for udenlandske pengefolk. Ved at veksle til dollar i Zimbabwe kunne disse gardere sig mod yderligere fald i værdien af deres penge. Mange penge var sorte, og de blev hentet ud af Zimbabwe i kontanter.

Med erfaringerne i baghovedet fra det økonomiske sammenbrud i 2008 trak lokale forretningsfolk også så mange penge ud af landet, de kunne, ofte som sporløse kontanter.

Det gik godt under samlingsregeringen. Men med de stadigt svindende overførsler af valuta fra udlandet efter valget kunne Zimbabwes banker ikke længere importere tilstrækkeligt med amerikanske pengesedler til at holde trit med lækagen.

Hjemmelavede penge

Da julehandelen i 2015 var overstået, blev resultatet synligt. I januar og februar løb hæveautomaterne jævnligt tør for dollar. Folk knurrede og økonomien manglede dette afgørende smøremiddel.

ZANU’s løsning var kreativ. I maj 2016 meddelte nationalbanken, at Zimbabwe ville trykke egne pengesedler – pålydende amerikanske dollar. En fiks mekanisme skulle sikre tilliden til den nye ’valuta’.

Landets medlemskab af African Export-Import Bank, et slags mellemled for kontinentets nationalbanker, skaffede det et obligationslån på 200 mio. dollar. Lånet blev bevilget, fordi det ikke skulle hæves, men bruges som sikkerhed for de nye sedler, som følgelig blev kaldt obligations-sedler, bond notes, på engelsk.

Med Zimbabwes flag over skuldrene og i protest over landets elendige økonomi startede præsten Evan Mawarire med dette foto den største civile protestbevægelse i Zimbabwe i 10 år. Bevægelsen blev kaldt 'This Flag', men blev efter kort levetid slået ned af regimet sidste år.

Tsvangirayi Mukwazhi
Ritzau Foto

Meddelelsen udløste en bølge af politiske protester på baggrund af hyperinflationens sociale katastrofe. De var mest effektfuldt fremført af en hidtil ukendt præst, Evan Mawarire, som med et zimbabwisk flag over skuldrene luftede sin frustration over landets fattiggørelse på WhatsApp, det mest udbredte sociale medie i det sydlige

Afrika. Delt i titusindvis, og snart fulgt af opfordringer til strejker og oprør, rystede protesternes omfang regimet. Med brutal brug af rå vold blev bevægelsen dog hurtigt trådt under fode.

Bonds lettede lidt på seddelmanglen. Den nye to-dollar-seddel kom på markedet op til julen 2016, og i den hårdt trængte kontantøkonomi blev den straks accepteret. I februar 2017 fulgte fem-dollar- sedlen.

Tre valutaer

Det voksende valutaproblem bestod dog. Nationalbanken har løst det ved at beslaglægge eksportvirksomheders valutaindtægter, afregne i plastic og rationere tildelingen til import. Den frie valutahandels dage var ovre.

Men zimbabwere er kreative.

Landets erhvervsfolk opererer nu med tre forskellige zimbabwiske valutaer: ’Rigtige penge’, plastic og bonds.

Plastic er mindst værd. Virksomheder, som skal importere, sælger dem for ’rigtige penge’ til kurs 75.

Markedet har bestemt kursen, men hvordan?

»Stort set alt, vi sælger, er importeret, men vi har ingen eksportindtægt, så vi får praktisk talt ingen af nationalbanken,« fortæller ejeren af en stor kæde af isenkræmmerbutikker.

»Vi er nødt til at skaffe ’rigtige penge’, selv om vore kunder betaler med plastic eller bonds. Men hovedparten af vores udgifter er indenlandske. Til løn, husleje, brændstof, pensioner, skatter, afdrag og renter på lån, overskud, etc., og kan betales med plastic. Så vi hævede vore priser med 25 procent – og giver 25 procent rabat til dem, der betaler kontant med ’rigtige penge’. Resten køber vi af virksomheder, der kan holde deres udenlandske indtægter væk fra nationalbanken. Vi importerer, og de sænker deres indenlandske omkostninger.«

Størstedelen af Zimbabwes lønmodtagere er offentligt ansatte, som får deres løn i plastic. De kan bruges til varekøb i forretninger, der har en terminal, som dem vi bruger til Dankort.

Men da hovedparten af Zimbabwes økonomi foregår i den såkaldte uformelle sektor, dvs. uden kontakt til hverken bank- eller skattesystemet, er det en upraktisk valuta for langt de fleste forbrugere, der køber deres mad, tøj, etc. hos gadehandlere uden terminaler.

Derfor de fortsatte køer ved ATM-maskinerne, der dog hovedsagelig spytter bonds ud.

Bonds handles til kurs 90. De er mere værd end plastic af flere årsager. Nogle virksomheder hjælper deres ansatte til at undgå ATM-køerne ved at betale lønnen kontant – så slipper de også for at give folk fri for at stå i kø. Dernæst er kontanter lettere at skjule for skattefar.

Dollarsedler er stort set forsvundet fra daglig brug, reserveret til rabatter eller de hårde tider, som alle er overbeviste om venter forude.

Devaluering

Dermed er bonds og plastic blevet Zimbabwes nye daglige penge. Da de er mindre værd end ’rigtige penge’, har Zimbabwe reelt foretaget en devaluering. Det styrker lokale virksomheder, der med dollarens stigning fik svært ved at konkurrere med importvarer.

Devalueringen har en række fordele for staten. Et styrket erhvervsliv giver flere skatteindtægter. Det samme gør øget eksport, der også hjemfører flere ’rigtige penge’. Da alle transaktioner foregik i dollar, var der mindre tilskyndelse for virksomheder til at eksportere – nu har de pisken over nakken.

Som en pervers bivirkning svømmer bankerne i plastic. Ganske vist har de lånt staten penge, men de er fiktive og vender løbende tilbage til bankerne igen som plastic. Det betyder lavere renter, endnu en fordel for et trængt erhvervsliv, der kan udvide produktionen – igen til gavn for stat og land.

Kontantløs samfund

Den teknologiske udvikling hjælper ZANU: Fra maj sidste år påbød nationalbanken samtlige forretninger og offentlige kontorer at installere terminaler til betalingskort.

Manglen på kontanter har dermed gjort Zimbabwe hypermoderne: 80 procent af alle handler i den formelle økonomi foretages i dag med plastic. Nationalbanken holder igen med at sende bonds på markedet og har foreløbig kun udsendt for 140 mio. dollar af rammen på 200 mio. Dermed tvinges forbrugerne over på betalingskort og overførsler mellem mobiltelefoner.

Tilbage står imidlertid det overordnede forhold, at Zimbabwes økonomi med ZANU ved roret sejler støt ned ad bakke. Der er ingen vækst, flere penge flyder ud end ind, og statens overforbrug nærmer sig 50 procent af dens indtægter.

Utallige gange er Mugabes politiske modstandere i ind- og udland blevet undergravet af hans parathed til at gøre lige netop det utænkelige: Han tager ikke alle de hvides farme, for det vil ødelægge landets økonomi, lød logikken i slutningen af 1990’erne. Men jo, det gjorde han netop.
Læs også

For nylig meddelte den planer om nye statsobligationer for i alt fire mia. dollar. Inflationen vokser, og der er valg næste år. Men da det sker fra nærmest nul – inflationen var 0,5 procent i marts – bekymrer den ikke ZANU.

»Vi ved, at katastrofen lurer forude,« siger en forretningsmand. »Vi ved bare ikke, hvornår den rammer. Jeg håber, det sker snart, så vi kan få det overstået, og ZANU falder. Formlen til overlevelse er enkel: Hold fast i dine dollar, lån så mange penge til investering, du kan, og udskyd tilbagebetaling længst muligt – så hjælper inflationen med afbetalingen.«

Og regningen?

»Den betaler de fattige,« lyder det tørt. »Ligesom de plejer.«

Taberne ved devalueringen er de samme som under hyperinflationen: Lønarbejdere og småsparere. Vinderne er alle med adgang til ’rigtige penge’, dvs. den politiske elite og ejere af eksportvirksomheder.

Wisdom Mavhaire er nået gennem køen og stikker sit kort i maskinen. Han er blandt de heldige med fast job.

»Det skal nok gå galt,« siger han og ser opgivende på bundterne med to-dollar-bonds.

»Men jeg frygter ikke at miste mit job. Jeg er ved politiet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Mette Poulsen
  • Carsten Munk
  • Viggo Okholm
David Zennaro, Mette Poulsen, Carsten Munk og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu