Læsetid: 6 min.

Ingen kan længere huske, hvor ’den grønne linje’ gik

I dag er det 50 år siden, at israelske styrker erobrede det arabiske Østjerusalem og indledte de besættelser, som israelerne i dag opfatter som det permanente arrangement
Den 7. juni 1967 er Jerusalems kommandant, Uzi Narkiss, forsvarsminister, Moshe Dayan og generalstabschef, Yitzhak Rabin, på vej til Grædemuren og realiseringen af den zionistiske drøm.

Den 7. juni 1967 er Jerusalems kommandant, Uzi Narkiss, forsvarsminister, Moshe Dayan og generalstabschef, Yitzhak Rabin, på vej til Grædemuren og realiseringen af den zionistiske drøm.

Ritzau Foto

7. juni 2017

Donald Trump opnåede i sidste uge at træffe en fornuftig beslutning: Han undlod at indfri sit valgløfte om at flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. I stedet signerede han som samtlige forgængere siden 1995 seks måneders udsættelse af en lov om at rykke diplomaterne til den hellige stad, som kongressen vedtog for 22 år siden.

Men så var det også slut med omtanken: Som den første amerikanske præsident besøgte han Grædemuren, jødernes helligste sted, og signalerede dermed, at han har droppet respekten for den internationale retsorden, efter hvilken annekteringen af Østjerusalem (med Grædemuren) er lovstridig. Og som hidtil har været bærebjælke for USA’s formelle position som upartisk mægler i den israelsk-arabiske konflikt – for selvom realiteten er den stik modsatte, blev positionen opretholdt.

Billedet af Trump med kipa, den jødiske kalot, stående ved Grædemuren er hans åbenlyse melding om, at den formelle position var fiktion, og at han som amerikansk præsident anerkender Israels krav på Jerusalem som ’evig og udelelig hovedstad’.

Trump har således bombet den tostatsløsning, USA formelt har støttet, og som forudsætter Jerusalem som delt hovedstad for de to folk, tilbage til 1967. I stedet masserer han den zionistiske drøm om Israel fra Middelhavet til Jordanfloden, der fik konkret indhold med udenrigsminister Arthur Balfours 100 år gamle erklæring om britisk støtte til ’et jødisk hjemland i Palæstina’. Og som i dag har været virkelighed i 50 år.

Delingsplanens held i uheld

Den 11. november i år er det 70 år siden, at delingsplanen for det britiske mandatområde Palæstina blev vedtaget i FN med 33 lande for, 13 imod, mens ti undlod at stemme.

Den blev afsæt til Ben Gurions udråbelse af Israel som selvstændig stat i maj 1948, der udløste den første krig med de arabiske naboer, som israelerne vandt, fordi de ville. Og fordi araberne var både talmæssigt underlegne og uden oprigtig kampvilje.

Ironien i 1948-49 er, at israelerne var heldige med den arabiske krigserklæring. For som Herbert Pundik, der dengang var frivillig soldat på israelsk side, tørt har noteret, »havde Israel ikke overlevet som stat, hvis delingsplanen var gennemført«.

Den geografisk aparte konstruktion, der tildelte jødernes tredjedel mere end halvdelen af landet, havde været umulig at forsvare militært. Nu sagde araberne nej, og krigen endte i våbenstilstandslinjen i 1949, ’den grønne linje’, der siden generelt har været opfattet som Israels grænse – undtagen af israelerne.

Hvilket er årsagen til, at Israel ikke har en forfatning, men et sæt af ’grundlæggende love’, da ’den grønne linje’ i det officielle Israels optik ikke definerer et klart afgrænset territorium. Den indhegner ikke en given stat, men markerer en midlertidigt tilstand grænsende op til et ’omstridt område’, der fra 1948 til 1967 blev forvaltet af Jordan. Og som afventede det rette øjeblik.

Sejren eufori

Dette øjeblik indtraf den 7. juni 1967 og blev faktisk fotograferet.

Billedet af Jerusalems kommandant, Uzi Narkiss, forsvarsminister, Moshe Dayan og generalstabschef, Yitzhak Rabin, på vej til Grædemuren, den vestlige rest af Herodes’ tempel, der blev ødelagt af romerne år 70, viser realiseringen af den zionistiske drøm.

To dage forinden havde Israel udslettet det egyptiske luftvåben, provokeret af præsident Nassers lukning af Tiran-strædet og en optrapning af tropper i Sinai, hvorefter en tøvende kong Hussein meldte sig ind i krigen.

Israelerne overskred ’den grønne linje’, krigen varede i lighed med skabelsesberetningen seks dage, og sejren blev afgørende for den jødiske stats fremtidige karakter. Euforiske jøder bad ved Grædemuren for første gang i mere end 19 år, hellige jødiske steder og tidligere jødiske bosættelser på Vestbredden, der havde været no go siden 1948, blev igen tilgængelige, da Vestbredden blev besat i lighed med Gaza, Sinaihalvøen og de syriske Golanhøjder.

Israels udenrigsminister Abba Eban kaldte juni-krigen for Israels største public relation-gevinst nogensinde og fulgte den op med en diplomatiske manøvre, hvor Egypten og Syrien fik tilbud om israelsk tilbagetrækning fra Sinai og Golan til gengæld for en fredsaftale.

Tilbuddet omfattede vel at mærke ikke det egyptisk administrerede Gaza og heller ikke Vestbredden med Østjerusalem, hvor Israel ville revidere grænsen til det jordansk administrerede territorium. Hvad det gik ud på, viste sig allerede den 25. juni, da Levi Eshkols kabinet inddrog Østjerusalem med tilstødende distrikter i en udvidelse af bygrænsen. Tyveriet af arabisk ejendom var indledt.

Moralsk totalskadet

I liberale israeleres kollektive bevidsthed skelnes der skarpt mellem før og efter 1967. Deres oplevelse er, at Israel før juni-krigen var et hæderligt pionersamfund uden skjulte hensigter om yderligere arabisk land ud over det, der var erobret i 1948-49. Denne tilgang til den jødiske stats eksistens blev moralsk totalskadet med bosættelserne, der gjorde ’Mellemøstens eneste demokrati’ til kronisk besættelsesmagt og med tiden til noget, der til forveksling ligner apartheid.

Romantikken om Israel før 1967 er både sandfærdig og løgnagtig.

Det er sandt, at Israel forsøgte at ligne en human stat styret af Arbejderpartiets kibbutz-generation og med bred international støtte, især i de europæiske socialdemokratier.

Begavet spin nedtonede, at koloniseringen af Palæstina fra 1948 fordrev trekvart million arabere fra deres landsbyer som led i en systematisk etnisk udrensning, der først i 1980’erne blev afdækket af Israels kritiske historikere Benny Morris, Avi Shlaim og Ilan Pappé.

Flygtningenes efterkommere lever fortsat i lejre i Libanon, Syrien, Gaza og på Vestbredden. Andre er integrerede, specielt i Jordan og Syrien, men deres muligheder for at vende tilbage til deres hjem i det nuværende Israel er forpasset, selvom en FN-resolution, nr. 194 fra 1948, har givet dem ret til tilbagevenden.

Deres huse er revet ned, deres landsbyer har hebraiske navne eller er blevet parkeringspladser. Havde juni-krigen ikke fundet sted – faktisk tøvede Levi Eshkol, men blev presset af generalerne til at angribe – ville ’verdenssamfundet’ have vænnet sig til denne realitet. Holocaust var stadig den toneangivende politiske diskurs, der så israelerne som ofre, ikke som gerningsmænd.

Bosættelsernes pris

Det blev de med bosættelserne. Efter 1967 i drypvist tempo med accept af den daværende bolig- og indvandringsminister, Shimon Peres, senere i massiv skala under skiftende regeringer, uanset om Arbejderpartiet eller Likud bemandede kabinettet.

Eksempelvis toppede jødisk annektering i Samaria og Judæa under Arbejderpartiets Ehud Barak i 1999-2001, og i dag har mere end 600.000 israelere – 13 procent af befolkningen – bopæl på Vestbredden og i Østjerusalem, juridisk, økonomisk og skattemæssigt favoriserede af den israelske stat. Prisen betales af palæstinenserne, der ser deres jord og ejendom konfiskeret, deres huse bortsprængte og dem selv udelukket fra en normal civiliseret tilværelse.

Det mest bemærkelsesværdige er, at de stort set fandt sig i overgrebene indtil den første intifada i 1987, da generationerne født efter 1967 tog fat. Indtil da havde den palæstinensiske modstand mod besættelsen bestået af terroraktioner, der ret beset var nålestik.

Intifadaen fra december 1987 var en bred ungdomsrevolte vendt både mod israelerne og PLO-lederne i Tunesien, der negligerede de lokale palæstinensiske politikere. Og den kom bag på Israel, der nu blev eksponeret som undertrykker i en grad, der fik USA og det øvrige Vesten til at iværksætte en fredsproces, først – som en følge af USA’s behov for arabiske allierede mod Saddam Husseins Irak – i Madrid i 1991, og fra 1993 med Oslo-aftalerne, der inddrog PLO som forhandlingspartner på bekostning af de lokale ledere.

Den første intifada fik pustet liv i den israelske fredsbevægelse, der med betydelig energi støttede op om Oslo-aftalerne. Den anden intifada, der kom i årene efter 1995-mordet på premierministeren, Yitzak Rabin, nu med bevæbnede palæstinensere, destruerede fredsbevægelsen og sikrede, at den israelske højrefløj – bortset fra Ehud Baraks parentes 1999-2001 – lige siden har siddet tungt på regeringsmagten med bosætterpartier som afgørende parlamentarisk grundlag.

I den periode har Israel ført en krig mod Libanon, tre krige mod Hamas i Gaza, ligesom den Palæstinensiske Myndighed, PA, der kom ud af Oslo-aftalerne, fungerer som israelernes politimyndighed i det fremdeles besatte Vestbredden.

En stribe genstarter af den såkaldte fredsproces har camoufleret, at Israel på intet tidspunkt har opgivet den zionistiske drøm. Koloniseringen med internationalt ulovlige bosættelser er aldrig ophørt – højst suspenderet i korte perioder – og skønt den med jævne mellemrum fordømmes i FN, senest i en sikkerhedsrådsresolution i 2016, hvor USA for første gang undlod at nedlægge veto, har sanktioner mod Israel på intet tidspunkt været på tale.

Israelerne selv er stort set ophørt med at kere sig om udsigterne til en fredsaftale, eftersom de opfatter besættelsen som det permanente arrangement. Så permanent, at ingen længere kan huske, hvor ’den grønne linje’ gik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Michael Friis
  • Olaf Tehrani
  • Karen Grue
  • Henning Kjær
  • Peter Andreasen
Henrik Leffers, Michael Friis, Olaf Tehrani, Karen Grue, Henning Kjær og Peter Andreasen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Friis

Altid interessant at læse om Israels dels spændende dels tragiske historie.

PS Jeg kan anbefale Simon Montefiores murstensbog Jerusalem (hvis man har god tid)

Efter Anden Verdenskrig anvendte de militær aggression for at gøre en hel nation hjemløs. Under påskud af jødisk lidelse. Og de sendte immigranter fra Europa, USA og andre dele af verden med det formål at etablere en totalt racistisk regering i det besatte Palæstina. Og faktisk, som kompensation for de frygtelige konsekvenser af racismen i Europa, hjalp de med til at bringe et af de mest grusomme og undertrykkende racistiske regimer til magten i Palæstina.
Sikkerhedsrådet hjalp med til at stabilisere zionisternes racistiske regime og har støttet det igennem 70 år til frit at undertrykke og gennemføre racistisk folkemord i Gaza.
Israel personificerer racismen. Den misbruger religiøse følelser til at skjule det hadefulde og grimme fjæs. Det er vigtigt at sætte fokus på de magthavere i verden, der yder støtte til Israel.

Jørgen Garp, erling jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

"The great intellectual debate in the years after the June 1967 war raged mainly between the progressive current (Azm, Adonis et al.) and an assortment of Islamists from many Arab states, who saw the defeat, correctly, as the historic rout of Arab nationalism. There was a faint attempt by some Arab nationalist writers to resuscitate Arabism, but to no avail. I have always believed that it was only after the 1967 defeat that the Arab Islamists, who were mocked and dismissed by the left in previous decades, began to regroup and reassert themselves intellectually and politically as the only “authentic” alternative to Arab nationalism. None of us who were politically active in those years would have believed that the exclusivist and reactionary Islamists, mainly the Sunni Muslim Brotherhood movement and its various branches, and later the Shiite Hezbollah, would dominate Arab life and politics in subsequent decades."

http://foreignpolicy.com/2017/06/05/the-arab-world-has-never-recovered-f...

Allan Bartroff

@Azer Nahaj

Hvilke nation? Den jødiske har da været bofast i det nuværende Israel inklusive Jerusalem i større eller mindre tal siden længe før romerne - og i den grad siden siden sidst i 1800-tallet på trods af vedvarende arabiske pogromer.
En 'palæstinesiske' nation og folk var l noget der kom til da England opgav mandatområdet og Jordan opgav vestbredden.

Erik Jakobsen

Azer Nahaj

Beklager, men din udlægning er historieforskning af voldsom dimission.

Jøderne har boet i området siden ?, ja så langt tilbage der er skrevne kilder. De, jøderne, har igen og igen måttet forsvaret sig mod araberne, som de må i dag, nu kaldes araberne bare palæstinensere.
Jøderne blev fordrevet, og spredt ud over næsten den ganske verden med en drøm om, at en dag at kunne vende tilbage.
I mellem tiden for fordrivelsen og til staten Israels oprettelse, boede der dog stadig jøder, i det der blev til staten Israel, hvor araberne fortsatte med at chikanere plus iværksætte progromer mod jøderne.
Nej den vestlige verden var alt andet end vilde med jødisk bosættelse af staten Israel, forsøgte i form af den engelske flåde og militær at forhindre jøder, at komme ind til det der senere blev staten Israel. Denne tilstrømning og vilje til at få noget fornuftigt ud området er imponerende.
Jeg undrer mig stadig over hvorfor, den romerske betegnelser Palæstina bliver brugt, og hvorfor det lige er araberne der kalder sig palæstinenserne?