Læsetid: 6 min.

Ingen kan længere huske, hvor ’den grønne linje’ gik

I dag er det 50 år siden, at israelske styrker erobrede det arabiske Østjerusalem og indledte de besættelser, som israelerne i dag opfatter som det permanente arrangement
Den 7. juni 1967 er Jerusalems kommandant, Uzi Narkiss, forsvarsminister, Moshe Dayan og generalstabschef, Yitzhak Rabin, på vej til Grædemuren og realiseringen af den zionistiske drøm.

Den 7. juni 1967 er Jerusalems kommandant, Uzi Narkiss, forsvarsminister, Moshe Dayan og generalstabschef, Yitzhak Rabin, på vej til Grædemuren og realiseringen af den zionistiske drøm.

Ritzau Foto

7. juni 2017

Donald Trump opnåede i sidste uge at træffe en fornuftig beslutning: Han undlod at indfri sit valgløfte om at flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. I stedet signerede han som samtlige forgængere siden 1995 seks måneders udsættelse af en lov om at rykke diplomaterne til den hellige stad, som kongressen vedtog for 22 år siden.

Men så var det også slut med omtanken: Som den første amerikanske præsident besøgte han Grædemuren, jødernes helligste sted, og signalerede dermed, at han har droppet respekten for den internationale retsorden, efter hvilken annekteringen af Østjerusalem (med Grædemuren) er lovstridig. Og som hidtil har været bærebjælke for USA’s formelle position som upartisk mægler i den israelsk-arabiske konflikt – for selvom realiteten er den stik modsatte, blev positionen opretholdt.

Billedet af Trump med kipa, den jødiske kalot, stående ved Grædemuren er hans åbenlyse melding om, at den formelle position var fiktion, og at han som amerikansk præsident anerkender Israels krav på Jerusalem som ’evig og udelelig hovedstad’.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Leffers
  • Michael Friis
  • Olaf Tehrani
  • Karen Grue
  • Henning Kjær
  • Peter Andreasen
Henrik Leffers, Michael Friis, Olaf Tehrani, Karen Grue, Henning Kjær og Peter Andreasen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Friis

Altid interessant at læse om Israels dels spændende dels tragiske historie.

PS Jeg kan anbefale Simon Montefiores murstensbog Jerusalem (hvis man har god tid)

Efter Anden Verdenskrig anvendte de militær aggression for at gøre en hel nation hjemløs. Under påskud af jødisk lidelse. Og de sendte immigranter fra Europa, USA og andre dele af verden med det formål at etablere en totalt racistisk regering i det besatte Palæstina. Og faktisk, som kompensation for de frygtelige konsekvenser af racismen i Europa, hjalp de med til at bringe et af de mest grusomme og undertrykkende racistiske regimer til magten i Palæstina.
Sikkerhedsrådet hjalp med til at stabilisere zionisternes racistiske regime og har støttet det igennem 70 år til frit at undertrykke og gennemføre racistisk folkemord i Gaza.
Israel personificerer racismen. Den misbruger religiøse følelser til at skjule det hadefulde og grimme fjæs. Det er vigtigt at sætte fokus på de magthavere i verden, der yder støtte til Israel.

Jørgen Garp, erling jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

"The great intellectual debate in the years after the June 1967 war raged mainly between the progressive current (Azm, Adonis et al.) and an assortment of Islamists from many Arab states, who saw the defeat, correctly, as the historic rout of Arab nationalism. There was a faint attempt by some Arab nationalist writers to resuscitate Arabism, but to no avail. I have always believed that it was only after the 1967 defeat that the Arab Islamists, who were mocked and dismissed by the left in previous decades, began to regroup and reassert themselves intellectually and politically as the only “authentic” alternative to Arab nationalism. None of us who were politically active in those years would have believed that the exclusivist and reactionary Islamists, mainly the Sunni Muslim Brotherhood movement and its various branches, and later the Shiite Hezbollah, would dominate Arab life and politics in subsequent decades."

http://foreignpolicy.com/2017/06/05/the-arab-world-has-never-recovered-f...

Allan Bartroff

@Azer Nahaj

Hvilke nation? Den jødiske har da været bofast i det nuværende Israel inklusive Jerusalem i større eller mindre tal siden længe før romerne - og i den grad siden siden sidst i 1800-tallet på trods af vedvarende arabiske pogromer.
En 'palæstinesiske' nation og folk var l noget der kom til da England opgav mandatområdet og Jordan opgav vestbredden.

Erik Jakobsen

Azer Nahaj

Beklager, men din udlægning er historieforskning af voldsom dimission.

Jøderne har boet i området siden ?, ja så langt tilbage der er skrevne kilder. De, jøderne, har igen og igen måttet forsvaret sig mod araberne, som de må i dag, nu kaldes araberne bare palæstinensere.
Jøderne blev fordrevet, og spredt ud over næsten den ganske verden med en drøm om, at en dag at kunne vende tilbage.
I mellem tiden for fordrivelsen og til staten Israels oprettelse, boede der dog stadig jøder, i det der blev til staten Israel, hvor araberne fortsatte med at chikanere plus iværksætte progromer mod jøderne.
Nej den vestlige verden var alt andet end vilde med jødisk bosættelse af staten Israel, forsøgte i form af den engelske flåde og militær at forhindre jøder, at komme ind til det der senere blev staten Israel. Denne tilstrømning og vilje til at få noget fornuftigt ud området er imponerende.
Jeg undrer mig stadig over hvorfor, den romerske betegnelser Palæstina bliver brugt, og hvorfor det lige er araberne der kalder sig palæstinenserne?