Læsetid: 4 min.

Italien truer med at lukke sine havne for ngo’ernes redningsskibe

For at få EU-partnerne til at forhandle om en solidarisk flygtningepolitik har den italienske regering taget redningsoperationerne på Middelhavet som gidsel
Chefen for EU’s grænseagentur Frontex sagde for nylig, at nødhjælpsorganisationers tilstedeværelse ved den libyske kyst får menneskesmuglere til at sende flygtninge og migranter afsted i dårligere både med færre forsyninger i forventning om, at organisationerne redder dem.

Chefen for EU’s grænseagentur Frontex sagde for nylig, at nødhjælpsorganisationers tilstedeværelse ved den libyske kyst får menneskesmuglere til at sende flygtninge og migranter afsted i dårligere både med færre forsyninger i forventning om, at organisationerne redder dem.

Patrick Barkham

1. juli 2017

Onsdag stillede den italienske regering EU-partnerne et ultimatum:

Enten giver de konkrete svar på, hvordan man vil hjælpe Italien med at håndtere tilstrømningen af flygtninge og migranter over Middelhavet, eller også får de humanitære organisationers redningsskibe ikke længere tilladelse til at anløbe italienske havne.

Der tegner sig således et nyt, grufuldt scenarium i den europæiske flygtningekrise, hvor redningsfartøjerne kan blive tvunget til at sejle rundt på havet i ugevis med lasten fuld af martrede mennesker.

Mens danske politikere har diskuteret sanktioner mod de organisationer, der udstationerer redningshold tæt på libysk territorialfarvand, er 12.500 bådflygtninge på få dage blevet sejlet i havn i Italien. Dermed er det italienske modtagesystems kapacitet overskredet, og derfor kræver regeringen i Rom solidariske initiativer.

Sidste år reddede frivillige en tredjedel af de 180.000 bådflygtninge, som ankom til Italien. I år er der foreløbig kommet 72.000 ad søvejen, og igen har NGO’erne reddet omkring en tredjedel. Her er det Læger Uden Grænser under en redningsaktion i oktober.
Læs også

Italiens stærkeste argument er, at landet egenhændigt håndterer stort set hele den irregulære tilstrømning til EU, efter at flygtningeruterne gennem Grækenland og Østeuropa er blevet lukket. Men Italiens problem er, at EU-Kommissionen ikke har magt til at tvinge de andre medlemslande til solidarisk samarbejde, men kun kan appellere til dem.

Selv om tilstrømningen af flygtninge og migranter er en europæisk udfordring, er flygtningepolitikken stadig fortrinsvis et nationalt anliggende og samtidig det indenrigspolitisk mest betændte emne i de fleste lande. Så ingen har lyst til at hjælpe italienerne.

Desperat strategi

Ngo’erne og dem, de redder, bliver altså igen taget som gidsler i debatten. Fartøjerne under EU’s operation til bekæmpelse af menneskesmugling, EUNAVFOR Med (Operation Sophia) og grænsebevogtningsoperationen Triton, er ikke kun italienske, men også fra andre EU-lande.

I året første fire måneder reddede andre EU-landes skibe således 6.000 bådflygtninge på åbent hav, som Italien ifølge de underskrevne aftaler ikke kan forbyde at anløbe italienske havne. Således får italienerne ifølge den såkaldte Dublin-forordning som det første ankomstland i EU ansvaret for modtagelse, sagsbehandling og eventuel hjemsendelse.

Læs også

Truslen om at afvise ngo-skibene, som i samme periode sejlede omkring 12.000 i land i Italien, er tydeligvis et forsøg på tvinge de andre EU-lande til forhandlingsbordet for at opnå nye regler. Men strategien er også desperat.

Det kan være i strid med folkeretten, hvis italienerne gør alvor af truslen. Skibe skal sejle migranter, der reddes på havet, til den nærmeste sikre havn. På ruten i den centrale del af Middelhavet udelukkes i øjeblikket Egypten, Libyen, Tunesien og Algeriet, der ikke betragtes som sikre lande med tilstrækkelig beskyttelse af flygtninge og migranter.

Uenighed om ansvar

Malta, som ligger knap 150 kilometer syd for Sicilien, er således i teorien den nærmeste sikre havn, men i mere end et årti har der været en slags konsensus om at spare den tidligere britiske koloni, der med sin knap halve million indbyggere ikke kan klare den logistiske opgave. Tidligere skete det ofte, at reddede bådflygtninge måtte vente på havet, mens Italien og Malta skændtes om, hvem der havde modtageforpligtelsen.

I mellemtiden er forholdene i Libyen blevet meget værre, og derfor er der nu flere syge og mindreårige bådflygtninge.

Etablering af EU-modtagecentre i Italien og Grækenland skulle gøre sagsbehandlingen mere effektiv og sikre, at de svageste grupper får den beskyttelse, de behøver og har krav på. Men menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International mener ikke, systemet virker efter hensigten. Her nytilkomne flygtninge på havnen i Taranto.
Læs også

Men hvis ikke EU-partnerne forholder sig til Italiens udsatte position, kan ngo-redningsskibe, der sejler under fransk eller spansk flag, altså blive tvunget i retning af Korsika og De Baleariske Øer. Spanien, som har haft held til at lukke flygtningeruten til De Kanariske Øer eller over Gibraltarstrædet, har hidtil holdt en meget lav profil, men landets flåde får senere på året en mere fremskudt rolle i EUNAVFOR Med.

Spørgsmålet er så, om spanierne vil insistere på at sejle alle de reddede til Italien. Emmanuel Macron lover, at Frankrig vil tage sin solidariske andel af asylansøgerne i EU, men påpeger samtidig, at 80 procent af dem, der ankommer til Italien, er fattigdomsflygtninge: »Vi må ikke blande tingene sammen,« formaner den franske præsident.

Selvforskyldt nødsituation

Men et af problemerne er netop, at flygtninge og migranter er blandet sammen på bådene og ofte ikke er til at skelne fra hinanden. Den, der rejste fra et fattigt land i Afrika eller Asien for at blive migrantarbejder i Libyen, er af borgerkrigen blevet til flygtning med krav på international beskyttelse.

Bestræbelserne på at gøre Libyen, Egypten og Tunesien til såkaldt sikre tredjelande, som regeringerne i EU satser hårdt på, kan således næppe forventes at bære frugt på hverken kort eller mellemlangt sigt.

På det seneste har der også været libyere i menneskesmuglernes gummibåde. Tidligere havde de tålmodighed til at søge om legal indrejse i EU via Tunesien, men nu er det blevet så påtrængende at slippe væk, at nogle vover livet sammen med migranterne.

Læs også

Den aktuelle ophobning i Libyen og Italien er et strukturelt fænomen. Trafikken over Middelhavet udgør mindre end 10 procent af den samlede tilstrømning til EU, og Uganda beskytter omkring 10 gange flere flygtninge end Italien.

Så det er EU-landenes politik, der har skabt en nødsituation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan godt forstå Italienerne. De lades lige så meget i stikken som flygtningene og Grækenland.

Finn Thøgersen, Vibeke Hansen, Ole Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Mads Freese

Jeg vil bare takke Holger K, Pia K, Drude & Jens Peter endnu en gang for deres fremsyn, da de sikrede os vores gode retsforbehold.
Lad de andre 27 lande selv rode med alle de bådflygtninge.

Jacob Fenger

Prøv at se nærmere på billedet! Er det folk i nød eller er det arrangeret? Der er en Patrick Barkham , der har skrevet i The Guardian og i Information og han har en twitter-account med naturmotiver:
Patrick Barkham is a natural history writer for the Guardian and former feature writer. He has also worked for The Times. He is the author of The Butterfly Isles – A Summer in Search of Our Emperors and Admiral, and Badgerlands. Hvordan kommer han i nærheden af dette motiv. Hvilken by/havn ses i baggrunden?