Læsetid: 13 min.

’Vi har kæmpet for et klasseløst samfund. Nu skal vi ikke skabe en etnisk underklasse’

Under flygtningekrisen skortede det ikke på advarsler om det flygtningevenlige Sveriges snarlige sammenbrud. Information er taget til landsbykommunen Lessebo, hvor man kan bryste sig af to rekorder. Flest flygtninge og størst arbejdsløshed. Men her siger selv Sverigedemokraten: Vi klarer det
På Hyllie Station i Malmø, som er den første station i Sverige, tjekker politiet alle for pas eller anden legitimation efter landet indførte paskontrol. Det er en af en lang række stramninger, den såkaldte humanistiske stormagt har indført efter den store flygtningekrise i 2015. 

På Hyllie Station i Malmø, som er den første station i Sverige, tjekker politiet alle for pas eller anden legitimation efter landet indførte paskontrol. Det er en af en lang række stramninger, den såkaldte humanistiske stormagt har indført efter den store flygtningekrise i 2015. 

Jens Henrik Daugaard

29. juni 2017

Han var blandt venner, den svenske statsminister Stefan Löfven, den dag han besøgte Lessebo papirfabrik. Den socialdemokratiske regeringsleder blev vist rundt af sine partikammerater på fabrikken, hvor de fleste arbejdere er medlem af ’Rosen’, og han talte om »den svenske model, der skal udvikles – ikke afvikles.«

Statsministeren var på det, svenske medier har kaldt en charmeoffensiv, til en lang række småbyer i udkantssverige.

Men det var nok snarere et forsvar end en offensiv, skrev Ekspressens politiske analytiker, Torbjörn Nilsson, og påpegede, at formuleringen ’udvikles, ikke afvikles’ aftegner Sveriges aktuelle politiske situation.

»Hvis det socialdemokratiske parti har ret i analysen af, at Jimmi Åkesson (leder af det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, red.) og Donald Trump er en del af samme fænomen, at det handler om by og land, eller i hvert fald centrum og periferi, er det indlysende klogt at tale med menneskerne her.«

Tusindvis af svenskere tog i løbet af weekenden ind til det centrale Stockholm for at lægge blomster på pladserne og vejene i området rundt om afspærringerne ved Drottninggatan.
Læs også

Dagen efter Löfvens besøg kom der nye arbejdsløshedstal. De viste, at Lessebo har Sveriges højeste arbejdsløshedsprocent. Men da var statsministeren rejst videre på sin udkantsturné med blikket fast rettet mod næste års Riksdagsvalg.

Så jo, der er grund nok til at tage udkantsproblematikken i Sverige alvorligt. Det er nemlig de små kommuner – hvor arbejdsløsheden i forvejen er høj og industrijobbene forsvundet – der har taget imod flest flygtninge, som i stort antal strømmede ind over landets grænser i 2015 og gjorde landet til en af Europas største flygtningemagneter.

Forvandlingen

Men 2015 var også et år, hvor meget forandrede sig i Sverige. I september indgik en bred alliance af svenske partier en aftale om en ny og strammere flygtningepolitik, og »pludselig forandredes åsiktskorridoren, den såkaldte meningskorridor, hvor kun positive holdninger til feminisme, multikulturalisme og indvandring er offentligt accepterede,« som Information dengang beskrev forvandlingen af den svenske indvandringspolitik.

Siden er den svenske asyllovgivning blevet betegnet som en af Europas hårdeste. Og antallet af asylmodtagere er raslet ned.

Men de store grupper, landet nåede at modtage inden – dengang ordene humanistisk stormagt blev sagt med mere stolthed i stemmen end nu – er der stadig og kræver deres.

Samtidig regner Migrationsverket med, at 34.700 mennesker vil søge om asyl i Sverige i løbet af 2017. I 2016 behandlede de svenske myndigheder 112.000 asylansøgere. 64.000 af dem har fået opholdstilladelse.

Skal man følge den særligt danske optagethed af, hvordan den svenske humanisme tager sig ud i praksis, bærer disse tal kimen til katastrofen. Til et parallelsamfund, hvor velfærden er sat på skrump.

Så hvordan står det egentlig til i landet, her to år efter den flygtningekrise, som efter manges opfattelse truer med at slå svensken i knæ? Det har Information sat sig for at undersøge.

Og første stop er altså Lessebo, en kommune med knap 9.000 indbyggere i Småland, som er nøje udvalgt for sine dystre statistikker: Flest flygtninge per indbygger og flest arbejdsløse. Her har vi aftalt at mødes med en erhvervsdrivende, en socialdemokratisk borgmester, et lokalt medlem af det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna og en fyret arbejder, som nu må nøjes med en lille alderspension.

En holdopstilling som i dansk sammenhæng er kendt for at give smæk for skillingen i indvandrerdebatten.

På Bakers i Lessebo har de folk ansat fra 14 forskellige nationaliteter, og direktør Peter Diesner (th.) kalder kommunen en flygtningesluse. Men han er glad for, at unge, som den afghanske flygtning Mohammed Arif Sherifi, vil arbejde på fabrikken, når den svenske ungdom ikke vil. 

Sille Veilmark

Fordærvet generation

Peter Diesner tager imod i jeans, polo T-shirt og fornuftige sko. Han er direktør på Bakers i Lessebo, der producerer bageartikler. Hans far Göran Johansson er bestyrelsesformand både her, på papirfabrikken og i flere andre virksomheder i Lessebo.

Direktøren er ikke den politiske korrekte type, som danske debattører ofte bruger som forklaring på, at holdningen til indvandring i den brede befolkning er så himmelråbende anderledes (og naiv) i Sverige.

»Vi har 14 forskellige nationaliteter her. Og vi er glade for vores indvandrere og flygtninge. De ved jo, hvordan man skal arbejde, og de er gode til det. De svenske unge vil jo ikke have job i industrien, vi har fordærvet den generation,« siger Peter Diesner og griner.

Derfor bliver det ikke noget problem, at Lessebo og Sverige har taget så mange flygtninge og indvandrere, mener direktøren. Han får den arbejdskraft, han skal bruge, og har lige udvidet med en hal til at lakere bageartikler, forklarer han, mens han viser rundt på Bakers, der ligger skråt over for et asylcenter og papirfabrikken.

Ser man på kommunes nøgletal, er de dog langt fra så optimistiske. I Lessebo er 15 pct. arbejdsløse – mod landsgennemsnittet på 6,9 pct.

Samtidig stiger andelen af fattige i kommunen i rekordfart. Lessebo står for den andenhøjeste øgning af fattige husholdninger, dvs. familier, som tjener mindre end 60 pct. af gennemsnittet. 4,6 pct. flere blev defineret som fattige i perioden 2011 til 2015.

En stor del af den udvikling tilskrives, at Lessebo er blandt de kommuner, der har taget flest flygtninge.

Det gjorde de i 2015, og det gør de fortsat i 2016, selv om der ikke bliver tvangsanvist flere til Lessebo, viser en opgørelse, som Dagens Nyheter har lavet. De 20 kommuner, der har højst arbejdsløshed, konkluderer avisen, er også dem, der har modtaget langt flest flygtninge.

Flygtningesluse

Ganske vist er der ind imellem konflikter blandt de forskellige flygtningegrupper i Lessebo, og man ser de unge hænge ud på gaden – hvad skal de ellers lave i den lille by, siger Peter Diesner.

Somalierne er »ret umulige at få i arbejde«, og bydelen Araby i den nærliggende storby Växjö ville Diesner aldrig sætte sine fødder i om natten.

»Lessebo har været en flygtningesluse. Og selvfølgelig mærker man det, selv om strømmen er aftaget, og de tre private asylcentre i kommunen enten er lukket eller er lige ved det. Men jeg synes ikke, det er så farligt. Vi er et lille sted, og her er flygtninge og indvandrere ikke presset sammen i boligområder som Rosengården i Malmø eller Araby. Derfor klarer vi udfordringen bedre,« siger han.

Demonstration mod vold i Stockholm-forstaden Rinkeby.
Læs også

Hvordan det kan udvikle sig i de større byer, kan man læse om i en ny rapport, hvor svensk politi betegner 61 områder i landet som udsatte områder, der præges af vold og kriminelle netværk. Malmø er et af de områder. 

Når udkantssverige på mange måder klarer integrationen bedre, hænger det sammen med én ting. De er vant til, at indvandring er en positiv ting.

Peters efternavn er tjekkisk. På afdelingen, hvor han stolt viser den nye lakeringsmetode, som virksomheden har patent på i Europa, er chefen fra Kosovo og kom med den seneste store indvandringsbølge fra Eksjugoslavien.

De demografiske udsving har altid hjulpet de tyndt befolkede områder i Sverige.

»Det er nu engang min holdning. Indimellem har vi haft 50 til 70 pct. medarbejdere fra Eksjugoslavien. Det har været godt. Men mange job er forsvundet, og selvfølgelig kan alle ikke få job. Der må staten træde til og hjælpe kommuner som Lessebo.«

En af de ansatte på Bakers, der er kommet til byen som uledsaget flygtningebarn fra Afghanistan, er Mohammed Arif Sherifi. Det er seks år siden nu, Arif er 24 år, har bosat sig i byen og fået kone og barn.

Arif Sherifi lakerer bakker på Bakers.

Sille Veilmark
»Efter praktikken spurgte Göran Johansson, om jeg ville arbejde, og det ville jeg. Men jeg syntes, det var meget, meget svært at lære svensk,« siger han.

»Ja, det måtte vi jo tvinge dig til,« griner Peter Diesner sammen med Arif Sherifi, da de husker på dengang, den unge svensk-afghaner sled i det med både timer i svensk og arbejde på lageret.

Peter Diesner skal videre til møde, og på vej ud af hallen fortsætter direktøren med at smådrille Arif med sin arm om den unge mands skulder. Hvis det er til ære for journalist og fotograf, er de ualmindeligt gode til at få det til at se naturligt ud.

Og sådan er det med Lessebo. Det virker alt sammen fredeligt, imødekommende og langt mere positivt end de dystre cifre, man kan finde i den offentlige statistik.

Ok, solen skinner sommervarmt, forbipasserende hilser venligt på deres vej gennem de lave murstensbebyggelser, kaldet Hackan, hvor mange flygtninge og indvandrere bor i Lessebo.

På boldbanerne spiller drenge i alle hudfarver fodbold. Det er midt på eftermiddagen, og børnene er på vej hjem fra skole. Mange af dem har tørklæder på. Andelen af skolebørn er øget i Lessebo med 47 pct.

Konsensus?

Det er i det hele taget ikke til at undgå at lægge mærke til den enorme befolkningsforandring, Lessebo og de andre nærliggende byer, som vi kører igennem langs de øde vejstrækninger i skovene, har gennemgået. De nye beboere sætter deres præg på bybilledet.

De røde og gule træhuse er umiskendeligt svenske, men Sverige er forandret.

Og selvfølgelig er den lesserboske optimisme ikke hele billedet. Det tidligere regeringsførende borgerlige parti Moderaterna mener f.eks., at Socialdemokraterna og regeringen gør alt for lidt for integrationen.

De har forladt tidligere statsminister Frederik Reinfeldts åbne hjerter-strategi og vil nu bl.a. samarbejde med Sverigedemokraterna om statsbudgettet. Efter den udmelding i vinter er de raslet ned i meningsmålingerne.

Ind imellem kan man tilmed få den opfattelse, at der eksisterer to forskellige virkelighedsopfattelser i Sverige. Men det beror måske ikke så meget på, at indvandrerkritiske holdninger holdes ude af den offentlige debat.

Debatten har forandret sig, siger de fleste, Information taler med. Men den er stadig polariseret. Konsensus er ikke indtruffet.

Et billede på det er, at to bøger kan udgives med kort tids mellemrum og indeholde et vidt forskelligt indtryk af indvandringens konsekvenser i Sverige. I 2016 udkom professor i journalistik og kommunikation Jesper Strömbäcks næsten rosenrøde Utan indvandring stannar Sverige. Den slags litteratur kan man finde en del af i Sverige.

Antallet af nyhedsartikler med det budskab synes til gengæld at være stilnet af. Kontrasten til den svensk-kurdiske nationaløkonom Tino Sanandajis bog Massutmaningen, der udkom for få måneder siden på eget forlag, er slående, påpeger Robert Östling, forsker på Stockholms Universitets afdeling for international økonomi, på det nationaløkonomiske blogsite Ekonomistas.

En forskel er, at Strömbäcks ræsonnement ofte er baseret på forskningsundersøgelser fra andre lande, mens Sanandaji er en talknuser med »en enestående evne til at grave i de svenske statistikker«, skriver Östling: »Et eksempel er Strömbäcks argument om, at indvandring er naturligt, og at Sverige altid har været et indvandringsland. Sanandaji rapporterer snarere end historiske statistikker om den nuværende indvandring og bemærker, at indvandring i de seneste årtier, især fra ikkevestlige lande, har været usædvanlig høj, både sammenlignet med tidligere perioder og sammenlignet med andre lande.«

Et andet eksempel på deres forskellige tilgange er Strömbäcks argument om, at omkostningerne ved indvandring er kortsigtede og forholdsvis lette at anslå, mens overskuddet i form af bl.a. prisfastsættelse, efterspørgsel og vækst er effekter, der er vanskelige at måle på lang sigt.

Sanandaji mener, at de langsigtede positive effekter er små, og at der også er langsigtede omkostninger.

Men den svenske debat om indvandring har forandret sig, siger Robert Österling. »Det er sket i kølvandet på flygtningekrisen. Jeg oplever debatten som friere, og Tino Sanandaji er et godt eksempel. Der bliver lyttet mere til ham i dag. Men det er stadig svært at finde upartiske indlæg, som man kan stole på. Selv mange akademikere har svært ved at holde hovedet koldt, og man påvirkes af sine politiske holdninger – både for og imod indvandring.«

Sådan ser vi det ikke

Tilbage i Lessebo forsætter vi rundturen blandt indvandrerdebattens arketyper. For de lokale socialdemokrater må jo være lige så bekymrede, som deres topledelse i Stockholm. De er velfærdens kernetropper, og borgmestre er jo kendt for at kunne udsige den udlændingepolitiske sandhed.

Er indvandringen ikke en trussel mod den svenske velfærdsstat og samfundsmodel? Det skal Lessebos socialdemokratiske kommunalordförende, en slags borgmester, svare på. 40 pct. af kommunens nyankomne udlændinge er arbejdsløse, og det, mener hendes partifæller i Danmark jo, udgør en enorm trussel mod danskernes velfærd.

Kommunalordförande for Socialedemokraterna i Lessebo, Monica Widnemark, mener ikke, at flygtninge er en trussel mod velfærden.

Sille Veilmark

Vi smutter forbi byens kommunalkontor, hvor Monica Widnemark tager imod med kanelbullar på 12 kvadratmeter med glaskunst – ikke just et pamperkontor, selv om hun sidder med 42,2 pct. af stemmerne i Lessebo.

»Ja, sådan ser vi jo ikke på det her i Sverige. I hvert fald ikke blandt socialdemokraterne,« svarer hun, da vi anfører, hvordan de kommunale tal om indvandringens konsekvenser ville få panderynkerne frem hos hendes danske søsterparti.

Til gengæld lægger hun ikke skjul på, hvordan statistikken ser ud. Ud over svensk nationalsødt bliver vi præsenteret for kommunens liste over alvorlige, mindre og små udfordringer ved flygtningemodtaget.

»Det ville være meget alvorligt, hvis kløfterne øges i vores land. Vi har kæmpet for at få et klasseløst samfund, og vi skal ikke skabe et etnisk klassesamfund. Men jeg tror på, at vi kan klare det, hvis det lykkes os at uddanne de lavest uddannede flygtninge,« siger Monica Widnemark.

Men er det ikke tallene taget i betragtning naivt at tro, det kan lade sig gøre? Kløfterne er jo vokset, også her i Lessebo, insisterer de danske besøgende.

Her er der flere ting, der betyder noget, anfører Monica Widnemark: Økonomi, holdninger og tillid.

En rapport fra det, der svarer til Kommunernes Landsforening herhjemme, viser, at kommunerne er nødt til at hæve skatterne med gennemsnit to procent frem til 2019 for at klare udgifterne til flygtninge.

»Mht. økonomien sagde jeg til statsministeren, da han var her, at vi skal have økonomisk hjælp fra staten, hvis vi skal blive ved med at klare opgaven. Så er der, hvilken type indvandring vi får. Da jeg var 12 år, kom grækerne, siden jugoslaverne, og nu får vi folk fra Mellemøsten og Afrika, men nu er jobbene her ikke. Til gengæld er alle vores tomme lejligheder blevet fyldt op, vi har ansat flere lærere og sundhedspersonale, de nye beboere køber ind i ICA, og busserne er ikke længere næsten tomme,« siger hun.

Endelig er der tilliden. Den har ifølge Monica Widnemark ikke lidt et knæk, og hun henviser ligesom Peter Diesner til traditionen for indvandring.

»Vi klarer det her,« siger hun og lyder som et ekko af både den tyske kansler Merkel og sin partifælle, arbejds- og etableringsminister Ylva Johansson, der i maj sagde, »vi klarar det, wir schaffen das« til trods for, at kun tre pct. af de nye lavt uddannede borgere læser videre.

SD: Vi står sammen

Men hvad med Sverigedemokraterna, som i flere meningsmålinger har kappet hovederne af de borgerlige Moderaterne og står til at blive landets næststørste parti? Hvor mange pct. af stemmerne får de i Lessebo?

Det kan Monica Widnemark faktisk ikke svare præcist på, så hun vandrer ned ad gangen, hvor hun tidligere har hentet statistik til den danske journalist hos økonomidirektøren og kommunes udviklingschef. Tilbage kommer hun med et stykke papir: 13,6 pct.

»Vi hører ikke meget til SD her. De har fem pladser i kommunalbestyrelsen, men kun besat de tre. De kunne nok ikke overtale flere. De har stillet meget få forslag her i kommunen,« siger Widnemark.

Og det er måske netop problemet, at folk, der tænker anderledes, ikke føler sig repræsenteret i Lessebo. Hvis der er nogen, man skal spørge om den slags, er det naturligvis netop de lokale SD’ere.

Flygtninge er både en økonomisk udfordring og en økonomisk gevinst for Lessebo Kommune, mener sverigedemokraten Ingmar Aronsson, der mener, at kommunen klarer integrationen bedre end så mange andre steder i Sverige.

Sille Veilmark

Ingmar Aronsson, der er leder af Sverigedemokraterna i Lessebo kommunalråd, bor i første parket til det forandrede Sverige. I et idyllisk træhus på villavejen lige bag indvandrerbebyggelsen Hackan.

Og han står da også klar med print af indvandringens konsekvenser for skole- og socialvæsen, da Information kommer forbi. Men selv han lyder næsten som en Enhedslistemand eller måske endda en radikal:

»Kommunen havde jo en rigtig dårlig økonomi tidligere. Vi skulle bare spare og spare. Men det har skæppet godt i kommunekassen, at vi skulle tage flygtninge. Det kræver bare, at staten bliver ved med at sende penge fremover,« siger Ingmar Aronsson.

F.eks. har kommunen ifølge Aronsson fået overført omkring seks millioner svenske kroner fra dens svenske stat til cirka 50 flygtninge, som har været på socialhjælp. Cirka halvdelen af dem er kommet i job. Og nu tilfalder deres skatteindtægter kommunen.

»Vi har måske forskellige politiske holdninger her i Lessebo, men vi har også et sammenhold, og jeg mener, at vi i sammenligning med andre kommuner har klaret integrationen godt.« Og ja, også Aronsson tror, at Lessebo kommer til at klare udfordringen.

»De, der bliver boende her, vil gerne bo i sådan et tyndt befolkningsområde som vores. De andre, der er mere til storbyen, de flytter. Og de, der bliver, vil det gerne her. Jeg har jo flere venner og bekendte blandt indvandrere og flygtninge her,« siger Ingmar Aronsson.

Den vrede, som SD’erne måske nok lever af nationalt, findes altså ikke rigtig i Lessebo. Selv om det altså på de økonomiske nøgletal ser ganske sort ud.

Og det er da heller ikke kun de indvandrede svenskere, der slås med arbejdsløsheden. Krisen har også ramt Lessebo og Tonny Niklasson, der blev fyret fra Lessebo papirfabrik som 61-årig. Der skulle spares. Men det forstår han sådan set godt.

Tonny Niklasson har meldt sig ud af den lokale afdeling af Socialdemokraterna, fordi han skulle flytte. Nu arbejder for at forbedre pensionister vilkår. Men han stemmer ikke på Sverigedemokraterna, siger han.

Sille Veilmark
Tonny Niklasson var der den dag, statsminister Löfven var på besøg i Småland. Han er gammel socialdemokrat, og hans bror har været komunalordförende i Lessebo. Widnemarks forgænger.

Men Tonny Niklasson har også et billede af ham selv med ’Rosen’ i sit revers flankeret af selveste landsfadder Olof Palme under Palmes besøg på fabrikken, et halvt år før statsministeren blev skudt ned på åben gade i 1986.

Tonny Niklassons og papirfabrikkens historie er også Socialdemokratiets historie. Han har meldt sig ud af partiet, og sosserne er langt fra tidligere tiders politiske dominans. Men nogen skuffet socialdemokrat, som både i Sverige og i en lang række andre europæiske lande har ført til krise hos de røde og sejr blandt nye nationalkonservative partier, er han ikke.

Og det til trods for, at hans pension bestemt ikke er noget, at råbe hurra for. Det er den slags, der har givet opbakning til Dansk Folkeparti. Men sverigedemokrat er Niklasson endnu ikke blevet.

»Politikerne var bare bedre, dengang Palme levede,« siger han.

Serie

Sverige efter flygtningekrisen

Under flygtningekrisen i 2015 skortede det ikke på advarsler om det flygtningevenlige Sveriges snarlige sammenbrud. Siden har landet fået nogle af Europas strammeste udlændingelove. Men hvordan står det egentlig til økonomisk og politisk i landet her to år efter, at Sverige abdicerede som humanistisk stormagt. Det undersøger Information i en ny serie.

Seneste artikler

  • Jalving: ’Sverige kollapser ikke om fem år. Men hvad med om 50?’

    11. juli 2017
    Forfatter, historiker og debattør Mikael Jalving elsker Sverige. Men han har ikke særlig meget pænt at sige om landet, som ifølge ham går med skyklapper og er ved at gå op i limningen på grund af den store indvandring fra ikkevestlige lande
  • Flertal af svenskere tror ikke, medier rapporterer sandheden om indvandrere

    10. juli 2017
    Indvandring er det eneste område, der giver svenskere anledning til at tvivle på, hvorvidt medierne rapporterer sandheden, viser ny undersøgelse. Men svenske medier har selv skabt grobunden for de hadesider og alternative kilder, som mange tyer til, når de vil læse om det, mainstreammedierne ikke dækker, siger journalist
  • Sverige er blevet kampplads for en ny nordisk alt-right-bevægelse

    4. juli 2017
    Bekymringen for ’svenske tilstande’ deles af indvandringskritikere fra Donald Trump til Dansk Folkeparti. Nu er det humanistiske Sverige blevet ideologisk kampplads for en ny nordisk alt-right-bevægelse, der vil bevise, at multikulturalismen er dømt til at bukke under
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • David Zennaro
  • Jørgen Wassmann
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
Henrik Brøndum, David Zennaro, Jørgen Wassmann, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

" 4,6 pct. flere blev defineret som fattige i perioden 2011 til 2015."

Det er vel det mest interessante tal i den gode artikel. Men hvordan er det gået med købekraftsudviklingen for medianen i denne gruppe. Har den typiske fattige fået større eller mindre forbrugsmuligheder?

Niels Duus Nielsen

Henrik Brøndum, jeg ved ikke om jeg er typisk, men mine forbrugsmuligheder er blevet mindre. Huslejen er steget, men det er kontanthjælpen ikke rigtigt, så i forhold til sidste sommer har jeg nu ca. 500 kr. mindre at gøre godt med. Det svarer til lidt over 10% af mit rådighedsbeløb efter skat, så du ikke som rigmand forfalder til at tro, at en plovmand bare er et greb i lommen.

:-)

Henrik Brøndum

@Niels Nielsen

Det lyder bestemt ikke prangende, håber du finder en fidus eller et job der kan forbedre situationen.

Min kommentar var nu rettet mod det svenske. Jeg synes de liberale har en pointe når de fokuserer på de absolutte og ikke de relative forbrugsmuligheder for de lavere indkomstgrupper. Den relative indkomst er i snæver forbrugsforstand langt vigtigere for de højere indkomstgrupper.

Eksempel:

Maksimal hastighed er måske 130 km/t på motorvejen, men står man med en sportsvogn der kan køre 310 km/t, er pinen ved at man ikke kan give den fuld gas intet at regne i forhold til lidelsen ved, at naboen har en der kan køre 320 km/t.

For mig er det også et argument for, at det er i orden at beskatte de højere indkomster hårdere.