Læsetid: 9 min.

Kan Corbyns vrede få arbejderklassen til at tro på venstrefløjen igen?

Jeremy Corbyn og Bernie Sanders begyndte begge som outsidere med en ideologi langt til venstre for det normale partiprogram. Men ved at kopiere sin amerikanske veterankollegas metoder har Corbyn formået at forrykke hele det politiske spektrum til venstre – og måske vist en ny progressiv vej
Selv om højrefløjskritikere i Storbritannien gør deres bedste for at skildre Corbyn som en uansvarlig afviger fra den politiske mainstream, har han allerede forrykket hele det politiske spektrum til venstre

Selv om højrefløjskritikere i Storbritannien gør deres bedste for at skildre Corbyn som en uansvarlig afviger fra den politiske mainstream, har han allerede forrykket hele det politiske spektrum til venstre

Stefan Rousseau

8. juni 2017

Netop som jeg begynder at tvivle på, om jeg er kommet til det rette sted, toner en velkendt figur frem fra støvregnen.

»I må undskylde regnvejret«, siger Jeremy Corbyn til sin ventende tilhørerskare i en park i Southall, West London, som indledning til sin tale, der påfaldende lyder som noget, jeg har hørt før.

I over et et år fulgte jeg en næsten identisk politiker på valgkamp i USA, hvor klimaet var mere ekstremt. Fra de bagende varme præriebyer i Iowa til tordenstorme i New Hampshire udfoldede ​​Bernard Sanders sig i kontinentalt format.

Under sin Amerika-rundtur trådte den aldrende venstrefløjsveteran i karakter. Hvis begyndelsen var ydmyg, var slutfasen i nomineringskampagnen 2016 om at nå Det Hvide Hus elektrificerende.

Trods et lavere budget ligner den britiske version en genindspildning af samme film. Også her ser vi en leder, der først blev ignoreret, siden latterliggjort og nu søges desperat dæmoniseret efter en pludselig fremgang i meningsmålingerne, der rokker ved hans modstanders selvsikkerhed.

Sophie Reardon og Errin Yesilkaya, begge studerende på London College of Communication, har tænkt sig at stemme ved valget torsdag, og de stemmer på Labour.
Læs også

Jeg afslører ikke noget plot ved at minde om, at Sanders tabte. Vel formåede han at mobilisere uventet stor støtte, men ikke tids nok til at erobre den demokratiske nominering fra Hillary Clinton. Han fik således aldrig chancen for at leve op til meningsmålingernes forudsigelse af, at han ville slå Donald Trump.

Sidste gang en vred hvidhåret socialist opfordrede til politisk revolution, skete der ikke desto mindre noget bemærkelsesværdigt. Imod alle odds viste Sanders, at millioner af amerikanere kunne begejstres for et projekt med radikale samfundsmæssige forandringer. Ideer, der forekom absurde efter gamle politiske standarder i Washington, var i stand til at ryste status quo og sætte landet på den anden ende.

En progressiv folkestemning? 

For så vidt er Labours leder nået længere, for mens Sanders blev vraget som kandidat, har Corbyn to gange præsteret at vinde formandvalget i sit parti. Trods indsnævringen af De Konservatives forspring i opinionsmålingerne anser de fleste politiske iagttagere stadig en Labour-sejr for udelukket. Alligevel må en lære af det tumultøse amerikanske præsidentvalg være, at intet er forudsigeligt i moderne politiks febrile verden.

Den udbredte støtte, Sanders fik til et politisk program for omfattende social omfordeling, handelsbeskyttelse, gratis universiteter og universel sundhedspleje, er ikke gået væk. Det dobbelte kollaps for Trumps præsidentskab og det demokratiske partis centristfløj har gjort Sanders til den måske mest populære politiker i dagens Amerika.

Selv om højrefløjskritikere i Storbritannien gør deres bedste for at skildre Corbyn som en uansvarlig afviger fra den politiske mainstream, har han allerede forrykket hele det politiske spektrum til venstre – det ser vi med De Konservatives kopiering af centrale dele af Labours økonomiske politik.

Corbyns valgresultat vil derfor måske kun være en del af historien om, hvor Labour er på vej hen. Det handler ikke kun om at prøve at efterligne Sanders’ succesfulde politiske organiseringsteknikker, onlinekampagner og offentlige taler.

Det handler om, hvorvidt den britiske venstrefløj kan overvinde mistroen hos de arbejderklassevælgere, der blev forført af populistiske oprørere til at stemme for Brexit og Trump – og dreje disse folkestemninger i progressiv retning.

Valgkamp med Bernie

Som den måske eneste politiker i verden, der har præsteret noget sådant i større skala, talte Sanders selv i sidste uge ved udsolgte folkemøder i Brighton, Brixton, Oxford og Hay-on-Wye-festivalen, hvilket var langt fra rustbælte-slagmarkerne i begge lande.

Mens Labour håbede på smigrende sammenligninger og mulig afsmitningseffekt, fulgte jeg i hælene på team Corbyn for at sammenligne noter fra begge valgkampe.

At følge Labour-lederen på hans kampagneturné var en overraskende udfordring. Af frygt for det fjendtlige kobbel fra den britiske tabloidpresse promoverer Corbyns hold ikke hans arrangementer. Lokale journalister og kamerahold får et tip – det samme gør de lokale græsrødder.

Det er næsten som at skulle finde en hemmelig rave-fest eller som en socialistisk udgave af Find Holger at finde den store røde bus, der skal føre os til næste vælgermøde.

Det 45. vælgermøde i Labours korte valgkamp finder sted på Peterborough Uniteds fodboldstadion. Men hvor Sanders kunne fylde samtlige pladser på stadions af denne størrelse, taler Corbyn kun til inviterede partimedlemmer i et konferencelokale i stadionbygningen for en skare, der vel kun svarer til én procent af tribunernes kapacitet på 14.000 tilskuere.

En lokal pensioneret elektronikarbejder, der siger, at han i hele sit liv har ventet på, at en ægte socialist skulle overtage lederskabet af partiet, må vente en time, fordi hans e-mail-registrering ikke er gået igennem.

Den håndfuld journalister, der bliver ladt ind, bliver bedt om at overlade det til publikum at stille spørgsmål. Og spørgsmål kommer, nogle af dem i kategorien: »Er det sandt, at vi i juni vil se en ende på maj (May, red.)?«

Begejstringen er 100 procent

Også Sanders’ forhold til de amerikanske politiske medier var kendetegnet ved gensidig mistro, men hans største bekymring ved vælgermøder var snarere, om der ville være parkeringspladser nok.

Hans talstærke publikum – en blanding af unge idealister og ældre vælgere, for hvem den amerikanske drøm var blevet et tiltagende mareridt – var passionerede, men lod sig sjældent styre fra scenen.

Terrorangrebet i London lørdag aften har ført til kritik af Theresa May for som indenrigsminister at have skåret i bevillingerne til politiet.
Læs også

Sanders talte uden telepromptere og uden noter. Og selv om jeg lyttede til hans budskaber næsten 100 gange, var begejstringen lige stor hver gang – jo mere hæs og harmfuld hans Brooklyn-stemme lød, jo mere autentisk lød den også.

Samme strategi siges at have fungeret for Ronald Reagan: en ubarmhjertigt vedholdende gentagelse af en simpel fortælling om, hvad landet var blevet til, og hvor meget bedre det kunne være i stedet, hvis publikum ville tro på det.

Sanders’ taler i Storbritannien i sidste uge havde da også det samme slogan som hans amerikanske præsidentkampagne – A Future We Can Believe In. Corbyns modstykke, For the Many, Not for the Few, anslår en mere splittende tone.

Hvor Sanders forsøgte at tale til hele nationen, lyder det på denne dag, som om Corbyn bruger det britiske valg som en anledning til at tale til sit parti. Videoer af Corbyns taler under partiets formandvalg fra steder som Liverpool, viser dog en eufori blandt publikum, som ikke står tilbage for den, Sanders kunne opflamme i slutfasen af sin valgkamp i Chicago eller Californien.

Stemningen ved vælgermøderne har ændret sig dramatisk, siden Corbyns spektakulære fremgang i meningsmålingerne, forsikrer Simon Bracey-Lane, der arbejdede som britisk frivillig for Sanders' kampagne i Iowa og nu kæmper for Corbyn. Begejstringen for Corbyn er »100 procent« ligesom den var for Sanders.

»I USA mødte jeg folk, der havde mistet al tro på politik, men pludselig kunne se, hvordan en troværdig mand ser ud – jeg tror, det er samme bevægelse, Jeremy Corbyn har formået at indfange.«

Nu da Labour ikke længere kan afskrives som chanceløst, ser Corbyn ud til at forsøge sig med en mere inkluderende retorik:

»Dette er vores chance for at skabe historie for befolkningen i dette land,« siger han til sin trofaste skare i Peterborough.

»Jo, valgkampe handler om at banke på folks døre og om at tale med vælgerne, men det handler også om at sætte dagsordenen for debatten, og jeg har meget klart fremhævet, at dette er en national debat.«

Gnavne gamle mænd

Den nye venstrefløj på begge sider af Atlanten er hverken velpoleret eller medievenlig. Både Corbyn og Sanders sætter en ære i at være gnavne gamle mænd. Begge er børn af tressernes modkultur og begge berømte for at være blevet anholdt under demonstrationer for borgerrettigheder i deres ungdom.

Begge beskyldes for en sjusket tøjstil, uden at det går dem det mindste på. De har også begge passeret den normale pensionsalder, men har 20 år yngre hustruer. Derudover kommer både Sanders og Corbyn fra venstrefløjsbastioner som Brooklyn og Islington og står uden for de kulturelle storbyeliter.

Begge er også mest udfordret på spørgsmål om identitet. Sanders’ achilleshæl var hans ringe gennemslagskraft hos sorte vælgere – en vælgergruppe, som Demokraterne må vinde, især i Sydstaterne, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at erobre præsidentposten. Corbyn kæmper for at appellere til den lige så vigtige valgkreds af hvide vælgere i det nordlige England.

Begge har måttet se sig anklaget for ikke at anerkende, at folk bindes sammen af andet end økonomiske interesser og klassepositioner. Deres succes med at appellere til studerende og unge vælgere kunne til gengæld tyde på, at de har overvundet truende generationsskel.

»Vores manifest er helt anderledes end De Konservatives,« siger Corbyn til den ungdommelige forsamling i Southall.

»Det er ikke en stige for de få, men en trappe alle børn kan gå op ad.«

Mange af de faste slagord, der garnerer deres tale, ligner hinanden til forveksling.

»De rigeste fem familier i Storbritannien ejer, hvad der svarer til det, 20 procent af befolkningen ejer,« siger Corbyn. »Vi lever i et groteskt ulige samfund, og det bliver kun værre.«

»Indkomst- og velstandsulighed er det store moralske spørgsmål i vores tid, det store økonomiske spørgsmål i vores tid og det store politiske spørgsmål i vores tid,« sagde Sanders.

»Jeg bliver så vred,« udtaler Labour-lederen ofte, men altid i et høfligt tonefald. Sanders har aldrig haft brug for at eksplicitere sin vrede, den formidles fint af hæsheden i hans stemmer, når han tordner imod ’milliardærklassen’.

Mens Labour kræver en minimumsløn på ti pund i timen, forlanger Sanders en minimumsløn på 15 dollars – et næsten identisk mål, når man korrigerer for de respektive nationalindkomster. Begge ønsker, bankerne skal betale for ambitiøse infrastrukturprogrammer.

Bløde over for terror

Der, hvor de divergerer politisk, afspejler det hovedsageligt de forskellige politiske udgangspunkter i Storbritannien og USA. Sanders ville gerne oprette et offentligt sygesikringssystem i stil med det britiske NHS. Labour vil beskytte det eksisterende. 

»Jeg var med min familie i USA i julen og faldt i snak med en gruppe unge mennesker,« fortæller Corbyn i Peterborough. »De endte alle med at tale om sygesikring. Den slags samtaler fører vi aldrig herhjemme.«

Udenrigspolitisk anklages de begge for at være bløde over for terrorisme, men er gode til at vinde gehør for det synspunkt, at angloamerikanske militære eventyr har været enormt modproduktive. Hvor Corbyn angribes for at have været for tæt på IRA, blev den amerikanske demokrat hængt ud i valgreklamer, der hævdedede, at han var kommunistsympatisør.

Den største forskel er imidlertid, at Sanders ikke tillod nogen at sætte spørgsmålstegn ved hans patriotisme og ikke lod sig distrahere fra sine centrale politiske budskaber.

Corbyn derimod synes at støde traditionelle arbejderklassevælgere fra sig ved at nægte at synge nationalsangen, hvorimod Sanders aktivt kurtiserede arbejderklassevælgere ved forstående udtalelser om våbenkontrol, der risikerede at støde liberale vælgere væk. Han var nok en 74-årig jødisk newyorker, men han følte sig lige så meget hjemme i de tilbagegangsramte industribyer, hvor stemmeafgivningen blev afgørende ved det amerikanske valg i 2016.

Sanders var også omgivet af nogle af de smarteste unge hjerner i den politiske kampagneverden. Hans digitale hold, der fik #FeeltheBern til at sprede sig viralt på sociale medier, bidrog også til at mobilisere 100.000 frivillige på gaden, der nåede at få 75 millioner vælgere i tale under de demokratiske primærvalg.

En fundraisingtjeneste skaffede rekordstore summer, der bidrog til at købe tilstrækkelig reklametid til at imødegå de fjendtlige medieangreb.

Om dette ville have rakt til at slå den endnu mere aggressive kampagne fra Donald Trump og Republikanerne vil forblive et af de store ubesvarede spørgsmål i amerikansk politik. Men selv om Sanders ligesom Clinton ville have skullet kæmpe hårdt om stater som Florida, er det svært at forestille sig, at han ville have lidt de samme katastrofenederlag i de fem rustbæltestater Ohio, Michigan, Wisconsin, Pennsylvania og Iowa, der i sidste ende kostede Clinton sejren.

En forsigtig lære

Måske skal man være forsigtig med at drage paralleller til den britiske kontekst, men den større lære kunne være, hvor hurtigt almindeligt anerkendt politisk visdom kan se uattraktiv ud, når den udsættes for en populistisk bølge.

Meningsmålingerne har været volatile på begge sider af Atlanten, men under det demokratiske primærvalg hold de stik. Sanders gik voldsomt frem i slutfasen, men det var for sent til, at det kunne gøre forskellen.

Ikke desto mindre vandt han 23 primære valg – 22 flere end forventet ud over hans hengivne hjemstat Vermont. Han kom fra at være 60 procentpoint bagud i de nationale meningsmålinger til at ligge næsten lige med Clinton og endte med at få 46 procent af de delegerede ved det nationale konvent. 

Labour-støtter, der har set Mays forspring over Corbyn skrumpe til så lidt som tre procent, vil nu spørge sig selv, om en endnu mere eventyrlig afslutning stadig kunne være mulig i Storbritannien.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Skulle det utænkelige ske igen, at Corbyn og Labour vandt, ville det være en glædens dag, i modsætning til hvad der skete ved det amerikanske valg. Fingers crossed!

Estermarie Mandelquist, Anders Graae, Torben K L Jensen, Torben Arendal, Steffen Gliese og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er mærkeligt, at det kan komme bag på journalister og politikere, at folk vil have den velfærdsstat tilbage, der skabe tryghed, stabilitet og velstand. Neoliberalismen har ikke været et alternativ, der har bragt noget godt med sig, kun de, der alene lever for at tjene penge - især penge på andres arbejde - har haft gavn af det.

Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Curt Sørensen, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Gustav Alexander og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

- og nu kom jeg til at skrive velfærdsSTAT, men jeg mener velfærdsSAMFUND: den model, hvor landets nationale politik først og fremmest går ud på at sikre finansieringen af liv og virke i fællesskabet og institutionerne ved at give alle adgang til det, der tidligere var forbeholdt de få.

Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, Torben K L Jensen, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, jo ikke det fjerneste, Pia Madsen. Det er jo et spørgsmål om tro på værdien af omfordeling igennem skattesystemet, som Socialdemokraterne har mistet - stik imod sund fornuft.

Steffen Gliese

Pia Madsen, reelt er der tale om verdens ældste skisma i politik: de få privilegerede, der vil samle aktiviteterne i lukkede cirkler, baseret på besiddelse - idioterne - og de mange ikke-privilegerede, der vil udfolde aktiviteterne i det samfundsmæssige fællesskab.

Eva Schwanenflügel, Poul Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er ligesom herhjemme hvor vi desperat mangler en statsbank der kan støtte de områder, som bankerne ikke vil finansere..... og en politik så der er læger overalt i landet.... det sprænger også i luften herhjemme der er mere end nok der gør tingene besværlige og umenneskelig - tænk bare på ældre området, som kommunerne i årevis ikke har kunnet styre ansvarligt og nu har de overladt det til private firmaer at håndtere de ældre uansvarligt..... DET SKAL JO SPRÆNGE I LUFTEN....jeg håber bare enhedslisten har en ledelse på plads der sikre at det ikke bliver højrefløjen der kommer til.

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

.... og når folketinget endelig sætter en milliard af til de ældre, så bruger kommunerne pengene på at renovere gågaden....det er en mere økonomisk investering end at give de ældre mere værdighed.... jo det hele sprænger i luften en dag, når folk har fået nok af den måde de etablerede politikere driver politik på.

Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

.... Politikerne laver også ustandseligt om på, hvordan de opgør antallet af arbejdsløse, hvor mange milliarder der bruges i erhvervstilskud eller på politiet.... milliarder af kroners tilskud til de rige og politiet skjules i særtilskud eller under dække af, at det er tilskud til sociale tiltag....politikerne (undtaget enhedslisten) ser det nærmest som et mål i sig selv at køre rundt med befolkningen.... og selvfølgelig kan vi ikke holde folkeafstemning om noget som helst ,fordi politikerne har løjet så groft over for befolkningen at vi faktisk ikke ved, hvad de faktiske kendsgerningerne er...

Eva Schwanenflügel og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Thomas Krogh

@Steffen

Jeg tror du misforstår mig - jeg er ikke uenig i princippet. Jeg tror blot mange står med en mistro til venstrefløjens even til at skaffe og bruge penge. Det er den eneste forklaring på at vi ikke har et klart rødt flertal.

Olav Bo Hessellund

"Det er den eneste forklaring på at vi ikke har et klart rødt flertal."
Ikke enig!
Du overser, Pia, at mere end 95% af danske medier er på borgerlige hænder. Det er herfra langt de fleste vælgere henter deres informationer.

Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er muligt, Pia Madsen, men det bygger jo på en konservativ løgn, fordi det netop altid er borgerlige, der låner og samtidig sparer, mens venstreorienterede investerer i arbejdspladser og aktiviteter, der øger den fælles velstand.

Steffen Gliese

Det er en del af konservativ politik, der jo ikke vil belaste de private kasser og er ligeglad med den del af befolkningen, der kommer til at hænge på regningen.
Det er en kendt og diskuteret sag, at konservative også ønsker at svække det offentlige ved at lade det tynge af gæld.

Steffen Gliese

Problemet er, Pia Madsen, at økonomi er kommet til at fylde alt for meget, men det er altså holdninger, der er det vigtige, så kan man altid finde ud af at finansiere aktiviteterne.

Thomas Krogh

@Steffen

Som økonom er jeg (naturligvis) ikke enig ;-) Jo, seriøst, selvfølgelig fylder økonomi indimellem alt for meget. Men økonomisk ignorance kan have katastrofale følger. Et land kan køre sig selv i grøften pga økonomi hvis det ignorerer det. Hvis man har den holdning at man blot kan bruge løs, så ender det galt. Uanset om man er en person, en virksomhed eller en stat.

Og jeg kan finde talrige eksempler på horrible økonomiske beslutninger med det udgangspunkt fra alle politiske fløje.

Forudsætningen for et velfærdssamfund er at man forstår og styrer økonomien.

Eva Schwanenflügel

Pia Madsen, hvis du søger uansvarlig økonomi, så kig i stjernekiggerten på Anders Fogh Rasmussen og hans regering.

Steffen Gliese

Nej, forudsætningen for velfærdssamfundet er, at man SKABER de økonomiske forudsætninger for den - og det gør man jo ved at udføre de mange og forskelligartede funktioner, et samfund rummer. Der er ikke en økonomi på forhånd, den er et biprodukt af virkelysten.

Thomas Krogh

@Steffen

Ja, det er implicit at man som udgangspunkt skaber (eller har) de økonomisk forudsætninger. Min pointe er at et velfærdssamfund ikke er givet og ikke vedligeholder sig selv. Hvis man ikke opretholder en økonomisk platform, der giver det overskud der skal financiere velfærd'en, så er det umuligt at vedligeholde denne. En velfungerende økonomi er ikke et velfærdssamfund. Men det er det fundament denne skal bygges på.