Nyhed
Læsetid: 1 min.

Kina sætter en stopper for investeringer i udlandet

Pengene er de seneste år strømmet ud af Kina og blevet investeret i amerikanske og europæiske virksomheder. Nu øger Kina kontrollen for at bekæmpe korruption – og for at holde investeringerne i landet
Udland
24. juni 2017

Fodboldklubber, biografer og ejendomme i USA og Europa er i de seneste år kommet på kinesiske hænder, i takt med at kinesiske virksomheder har søgt sikre investeringer i udlandet.

Sidste år købte et af Kinas største konglomerater, Fosun, fodboldklubben Wolverhampton Wanderers, men nu er samme virksomhed kommet i de kinesiske myndigheders søgelys.

Torsdag svirrede rygterne om, at den kinesiske bankadministration havde bedt bankerne om at undersøge udlånene til fem af Kinas største virksomheder: Fosun, Dalian Wanda, Zhejiang Luosen, Forsikringsgruppen Anbang og HNA, skriver Bloomberg.

Alle fem er kendt for deres omfattende investeringer i udlandet.

Rygterne var en bombe under virksomhedernes aktier, der tog et brat dyk torsdag.

Aktiekursen for Wanda Film Holding faldt med ti procent, før salget med virksomhedens aktier blev suspenderet. Det var en ubehagelig mavepuster for en virksomhed, der ellers har høstet anerkendelse for sine omfattende investeringer i Hollywood, blandt andet med sidste års køb af den amerikanske filmproduktionsvirksomhed Legendary Entertainment for 3,5 milliarder dollars.

Politisk modvind

Manglen på kommunikation og officielle udtalelser i sagen har medført spekulation om, at den seneste opstramning af kontrollen med udlån ikke kun er en del af et større reformarbejde i den kinesiske banksektor, men at virksomhederne i stedet er faldet i politisk unåde, skriver Bloomberg.

De rygter afviser Wandas direktør, en af Kinas rigeste mænd, Wang Jianlin. »Det er det pure opspind,« lyder det.

Alligevel sender de styrtdykkende aktiekurser et signal om, at en fingerspidsfornemmelse for politik og gode politiske forbindelser er vigtige forudsætninger for kinesiske virksomheders succes.

Kinesiske penge er i de seneste år strømmet ud af Kina og blevet investeret i amerikanske og europæiske virksomheder, der siden finanskrisen har sukket efter kapital. Nu ønsker Kina i højere grad at have kontrol med pengestrømmene ud af landet som led i kampen mod korruption.

I sidste uge kom det frem, at Wu Xiaohui, direktør for et af Kinas største forsikringsselskaber, Anbang, og svigersøn til Kinas tidligere øverste politiske leder Deng Xiaoping, er tilbageholdt på en mistanke om korruption.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her