Baggrund
Læsetid: 8 min.

Kinas forcerede vækst udløste Tianjin-eksplosionen og dræbte 173

Det var en af de værste menneskeskabte katastrofer i Kinas historie, da en lagerhal eksploderede i Tianjin i 2015. Ulykken afslørede en af skyggesiderne ved kinesiske byers hastige vækst
I 2015 omkom 173 mennesker ved en eksplosion på Ruihai International Logistics – et lager, hvor der var opmagasineret tusindvis af tons farlige kemikalier.

I 2015 omkom 173 mennesker ved en eksplosion på Ruihai International Logistics – et lager, hvor der var opmagasineret tusindvis af tons farlige kemikalier.

Ng Han Guan

Udland
29. juni 2017

TIANJIN – Det var næsten midnat, en sommeronsdag i 2015, da Hu Xiumin vågnede brat ved et voldsomt brag, der fik hele hendes lejlighedskompleks i det velhavende nyopførte havneby-kvarter til at ryste. Hun løb ud af sit soveværelse og hen til sin mand, der stod i stuen og kiggede ud af vinduet.

Herfra kunne de se ud over Tianjins havneområde. En lagerhal stod i flammer. De var rykket væk fra vinduet igen, da lageret få øjeblikke senere eksploderede i en af ​​de værste menneskeskabte katastrofer i Kinas historie.

Hu og hendes mand slap uskadte, men 173 mennesker omkom ved ulykken på Ruihai International Logistics – et lager, hvor der var opmagasineret tusindvis af tons farlige kemikalier.

Der var derudover hundredvis af sårede og tusindvis blev fordrevet fra området. Eksplosionen fandt sted 12. august, og videoklip af den gik viralt på de sociale medier. I verden blev tragedien kendt som Tianjin-eksplosionen. De lokaler taler bare om 8/12.

Øjenvidner optog disse billeder af Tianjin-eksplosionen i august 2015.

Men eksplosionen understregede også, at der er et overset indbygget dilemma i Kinas historisk store økonomiske boom: Nok er den kemiske industri en vigtig komponent i landets vækst, men den forcerede vækst nærer også en forceret urbanisering, der igen betyder, at boligkvarterer rykker tættere på aktive kemiske anlæg og lagre – som nu i Tianjin.

Denne havneby på 15 millioner mennesker, en kort togtur fra Beijing, tiltrækker hundredtusindvis af nye beboere hvert år. De fleste flytter til byens periferi, hvor industrielle anlæg blev opført for snart flere årtier siden.

Nogle af de kemiske faciliteter, der nu er omgivet af nye forstæder, har farligt lemfældige sikkerhedsbestemmelser. En kinesisk lov foreskriver, at kemiske opbevaringsfaciliteter, såsom Ruihai, skal placeres mindst 1.000 meter fra offentligt befærdede steder.

Men reglen bliver rutinemæssigt overtrådt, og landets komplekse reguleringssystem, der fordeler sig på national lovgivning, lokale bestemmelser og et utal af ofte modstridende industrispecifikke retningslinjer, bliver i bedste fald kun sparsomt håndhævet.

1.000 metersreglen blev for første gang introduceret i 2001, men blev lempet allerede tre år senere af administrationen for ​​arbejdssikkerhed, der gjorde den valgfri under visse omstændigheder.

Så i 2008 erklærede en rapport, der blev udarbejdet af Kinas kemi- og brandtilsyn, at »kravet om 1.000 meters afstand er urealistisk og vanskeligt at implementere i praksis«.

Overtrædelsen af ​​denne regel var en af ​​grundene til, at Tianjin-eksplosionen kunne forårsage en så enorm ravage. Tusindvis af mennesker boede inden for den påbudte obligatoriske bufferzone uden at kende til risikoen.

Efter eksplosionen begyndte borgere, aktivister og embedsmænd at rejse spørgsmål om andre kemiske faciliteter i nærheden af ​​boligområder.

»Jeg tror, Tianjin-eksplosionen var en alarmklokke, der vækkede offentligheden,« siger Ada Kong, direktør for Greenpeace East Asias kampagne mod kemisk forurening.

Engang lå det på landet

Tianjins dilemma er indkapslet i et kvarter langs Hai-floden i Tanggu-distriktet. Parallelt med hovedgaden løber en kanal med giftgrøn afstrømning fra Tianjin Dagu Chemicals kemiske værker, og en grim stank hænger konstant i luften.

I de små tilstødende sidegader sælges der frugt fra boder, mens knallerter suser forbi. På en nærliggende skole sidder to små piger med rosa hårbånd på hug og roder i jorden med deres bare hænder.

Engang lå dette anlæg ude på landet. Men over tid er byen vokset sammen omkring det. Nu ligger der boligkvarterer kun et stenkast fra fabrikkens ildelugtende vandreservoirer og skorstene.

Tianjin Dagu Chemical bruger vinylchlorid i sin produktion af ​​PVC, en almindelig form for plast. En lækage i vinylklorid-opbevaringsområdet, der varer blot ti minutter, ville kunne forgifte indbyggere op til tre kilometer derfra, vurderes det i en risikosimulering fra en tidligere ingeniør, der har arbejdet på anlægget.

Virkningerne af at blive udsat for vinylklorid varierer fra milde symptomer (såsom hovedpine og svimmelhed) til i værste fald leverskader og kræft, afhængigt af eksponeringens varighed og intensitet.

Ifølge Neal Langerman, en sikkerhedskonsulent med speciale i industrikemikalier, der har gennemlæst ingeniørens vurdering, skulle det dog være muligt at have kemiske anlæg i en relativ nærhed til boligområder uden fare.

»Men så skal deres processtyring virkelig også fokusere på forebyggelse. Man må bogstaveligt talt kunne garantere, at intet kan gå galt,« tilføjer han. Langerman har ikke personligt besigtiget Tianjin Dagu Chemical, så han kan ikke kommentere stedets konkrete sikkerhed.

Men her er der ikke tale om en rent teoretisk bekymring. I de senere år har der været eksplosioner på flere PVC-anlæg i Louisiana, USA, Ulsan, Sydkorea og Coatzacoalcos, Mexico, der tilsammen har forårsaget snesevis af dødsfald og materielle skader for millionvis af dollar.

Fabrikker flyttes

Sikkerhedsforskrifterne kan variere fra region til region og fra land til land. I modsætning til Kinas 1.000 meterregel arbejder man f.eks. i Holland med konkrete risikovurderinger for at bestemme sandsynligheden for forskellige scenarier og hjælpe med at beslutte, hvor langt væk kemiske anlæg skal placeres fra offentlige områder.

Genserik Reniers, professor i sikkerhed for farlige materialer ved Det Tekniske Universitet i Delft, siger, at han »foretrækker gennemregnede og risikovurderede afstande og strenge og korrekte inspektioner uden overtrædelser end bare en større afstand ... Det sidste øger kun risikoen for overtrædelse af sikkerhedsbestemmelserne«.

Kinesiske arbejdsmiljølove fremmer også en kultur, der satser på skadesinddæmning snarere end på forebyggelse, siger Mimi Zou, en ekspert i kinesisk arbejdsret.

»Den lovgivningsmæssige tilgang har været bare at reagere, når der sker ulykker, men naturligvis kan man ikke på den måde dække sig ind imod alle involverede risici ... at prioritere skadekontrol over forebyggende foranstaltninger betyder bare, at man ikke rigtig tager fat om problemets rod.«

»Det er først, når så store ulykker som Tianjin sker, at lovgiverne træder til,« siger hun. »Men hvor var de, da arbejdsgiveren snød på vægten?«

I tilfældet med Tianjin Dagu Chemical har reguleringsmyndighederne nu vurderet, at truslen fra fabrikken mod de nærliggende boligområder er for høj, og der er iværksat en plan til flere milliarder dollar om at flytte den (og en anden fabrik kaldet Tianjin Chemical Plant) til en ny industrizone i den sydlige del af byen inden 2020.

Selv efter en flytning vil sundheds- og sikkerhedsproblemerne dog langt fra være overstået.

Jorden er giftig

Det forurenede areal vil kræve en grundig jordrensning – et oprydningsarbejde, Kina indtil for nylig stort set har valgt at udskyde til fremtiden. Sidste år indførte Beijing dog formelt en politik for ren jord, som Ada Kong fra Greenpeace beskriver som landets »første nogensinde ... på meget højt niveau«.

Den trådte dog først i kraft efter en tragisk hændelse på en skole i Jiangsu-provinsen i april. Her blev næsten 500 studerende fra Changzhou Foreign Languages ​​School pludselig syge. Børn oplevede næseblødninger, hud, der gik af i flager, udslæt, hoste og i de værste tilfælde leukæmi og lymfekræft.

Det viste sig, at skoleområdet var opført på en grund, hvor der tidligere lå tre kemiske fabrikker: Jiangsu Huada Chemical Group, Jiangsu Changyu Chemical og Jiangsu Changlong Chemicals.

Disse virksomheder lå i udkanten af ​​Changzhou indtil byen ekspanderede.

I 2010 begyndte byen en massiv udflytningsindsats, men efterlod dybt forurenet jord, der angiveligt indeholdt kloroform, tetraklorid og værst af alt: klorbenzen – et kemikalie forbundet med nyrer-, lever- og hjerneskade. Forekomsten af Klorbenzen lå 10.000 gange over den nationale grænseværdi, til trods for at der angiveligt var gennemført miljøvurderinger.

Efter denne hændelse sagsøgte to ngo’er fra Beijing, China Biodiversity Conservation and Green Development Foundation, sammen med Friends for Nature de tre kemiske virksomheder. I januar 2017 fastslog en domstol imidlertid, at selskaberne hverken skulle betale kompensation eller undskylde.

De sagsøgte hævdede, at forureningen ikke havde »skadet offentlighedens interesser«, selvom jorden var konstateret forurenet, og at »målet om at forhindre forurening og yderligere skader gradvis var ved at blive nået«. Ngo’erne overvejer nu at appellere.

Trods stigende tilslutning til miljøbevægelser er problemet i Kina, at kemiske forurenende stoffer »ikke er noget, folk ser som luftforurening«, siger Ada Kong.

Det er sandsynligt, at spørgsmålet kun fik opmærksomhed og blev sat i forbindelse med gamle forurenede industrigrunde, fordi de forgiftede studerende gik på en relativt velhavende skole med forældre, der kunne klage over for regering og medierne.

»Den nye og stadig større middelklasse kan igangsætte en ny dynamik, som kan hjælpe til at forbedre de farlige kemiske sikkerhedsproblemer i Kina,« siger Kong. »De er mere opmærksomme på deres rettigheder. Og de har i kraft af deres bedre økonomi også større ressourcer at trække på.«

Ny økoby 

Efter at have oplevet Tianjin-eksplosionen fra sit vindue besluttede Hu Xiumin sig for, at hun ikke længere ville bo i havnebykvarteret.

»Personligt ønsker jeg ikke at bo der. Jeg vil have et andet miljø,«siger hun.

Selvom Ruihai-lageret blev ødelagt, og Dagu-anlægget flytter, vil en række kemiske og industrielle anlæg blive tilbage i farlig nærhed af boligområder i Tianjin. Desuden er hun og hendes mand bekymrede over forureningen.

»Forurening er et stort problem, fordi man først ti til 20 år senere risikerer at blive diagnosticeret med sygdomme, der følger af den.«

Hun håber nu, at hun og hendes familie kan flytte til et nyt eksperimentelt opført boligkvarter: Tianjin Eco-city.

Dette byplanlægningsprojekt, som er finansieret af de kinesiske og singaporeanske regeringer, er bygget på tidligere forurenet marskland og har solpaneler og vindmøller, der dominerer skylinen.

Kvarteret er indrettet efter, at alt skal være inden for gåafstand. Samtidig er offentlig transport gratis, og som det bedste af det hele er der ingen kemiske faciliteter i syne i miles omkreds.

Foreløbig bor der omkring 50.000, men når det nye byområde er fuldt udbygget, vil det kunne huse yderligere 300.000 indbyggere.

»Det er ikke alle stedets faciliteter, der er blevet perfektioneret endnu, men vi kan se, at der vil være indkøbscentre i hvert kvarter,« siger Hu Xiumin. »Lige nu har vi ikke nogen store indkøbscentre i det her område.«

Ikke desto mindre venter hun og hendes mand deres førstfødte barn, og økobysamfundet virker sikkert og har gode skoler i nærheden.

»Hvis vores børn kan vokse op i et miljø som dette, vil det være et af vores største ønsker, der går i opfyldelse,« siger hun. »At flytte ind i et nyt hus vil kunne blive en ny begyndelse. Min mand var ked af, at vi måtte flytte – for ham var det et dejligt hjem, der blev ødelagt, men jeg trøster ham og siger, at hjemme er der, hvor der bor mennesker.«

Der er grænser for, hvor meget eksperimenter som Eco-city kan lindre Tianjins voksende smerter. Ikke alle beboere, der bor tæt på farlige kemiske faciliteter, har råd til at flytte.

Hu Xiumin kører ofte forbi sit gamle kvarter, som nu er stort set rømmet for mennesker. »Der er nok kun et eller to lys tændt i en enkelt bygning. Hvis jeg skulle bo der nu, ville jeg nok være meget bange.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikkel Kristensen

jeg skal ikke kunne sige hvad der er sandt, men iflg. mine oplysninger er denne ulykke sket, da der ikke er taget fornøden forbehold for sammenlæsning af farlig gods (ADR) - hvis min info er sand, så synes jeg man filer lige lovligt på retorikken i overskriften - dette kunne således være sket over alt // vel heller ikke Kolding vækst., der udløste eksplotionen i seest? bare for sammenligningens skyld

Mikkel Kristensen

jeg skal ikke kunne sige hvad der er sandt, men iflg. mine oplysninger er denne ulykke sket, da der ikke er taget fornøden forbehold for sammenlæsning af farlig gods (ADR) - hvis min info er sand, så synes jeg man filer lige lovligt på retorikken i overskriften - dette kunne således være sket over alt // vel heller ikke Koldings vækst., der udløste eksplosionen i Seest? bare for sammenligningens skyld