Læsetid: 5 min.

’Macron er chanceløs med Tyskland som partner’

Den fransk-tyske økonom Heiner Flassbeck er træt af eventyret om det harmoniske europæiske partnerskab mellem Tyskland og Frankrig. Macrons reformer har hverken en chance eller reelle effekter, så længe de tyske dumpinglønninger, sparefantasier og handelsoverskud skævvrider eurozonen, mener han
Angela Merkel og Emmanuel Macron sammen i Berlin. De to statsledere fremstår umiddelbart som nære alliancepartnere, men på det økonomiske område har de væsensforskellige interesser.

Angela Merkel og Emmanuel Macron sammen i Berlin. De to statsledere fremstår umiddelbart som nære alliancepartnere, men på det økonomiske område har de væsensforskellige interesser.

Guido Bergmann

21. juni 2017

Trump, Putin, Tyrkiet og Brexit.

Den velkendte remse bag de sidste års geopolitiske opbrud omkring Europa har i det tilbageværende EU ført til mange forestillinger om, at Frankrig med præsident Macron i spidsen nu kan indgå i et stærkt europæisk partnerskab med Merkel og Tyskland: hvad Europa udad taber, skal indad vindes.

Men det er indtil videre et rent eventyr, mener den tyske økonom Heiner Flassbeck, som Information har fanget over mobilen i hans have i franske Saint-Genis-Pouilly ved den schweiziske grænse.

»Der opstilles masser af harmoniske og optimistiske billeder for tiden. Men sandheden er, at der ikke er et tysk-fransk venskab, men derimod en tysk-fransk kamp. Den begyndte, da Tyskland med Agenda 2010 omkring indførelsen af euroen foretog en stærk løndumping og derigennem øgede tyskernes konkurrenceevne markant,« siger Heiner Flassbeck med henvisning til Tysklands gigantiske handelsoverskud – ikke mindst over for Frankrig.

»Det er nærmere Tyskland end Frankrig, der må ændre sig. Med sin løndumping, sit enorme eksportoverskud og kravet om en sparepolitik i de andre lande har Tyskland i mine øjne begået de største fejl, man kan forestille sig i et valutafællesskab.«

Heiner Flassbeck

Efter en karriere som statssekretær i det tyske finansministerium og cheføkonom i UNCTAD, FN’s organisation for verdenshandel og udvikling i Geneve, er den 66-årige Heiner Flassbeck bl.a. udgiver af det politisk-økonomiske tidsskrift Makroskop og bøger som ’Kun Tyskland kan redde euroen’.

Økonomisk overfladebehandling

Derfor ser Heiner Flassbeck, der bl.a. har været statssekretær i det tyske finansministerium og cheføkonom i UNCTAD, FN’s organisation for verdenshandel og udvikling, heller ingen reelle fremskridt i den europæiske integration – tværtimod er koncepter som en fælles finansminister for eurozonen »ren overfladebehandling«, så længe der ikke står et fornuftigt og især fælles økonomisk koncept bag hele eurozonen.

»Det er paroler uden politiske og økonomiske strategier bag. Hvis man går videre ad den samme vej, overvinder vi ikke kløften mellem de nationale økonomier. Francois Hollande har prøvet at skabe reformer med bittesmå skridt og er mislykkedes med det. Nu vil Macron prøve det med endnu større skridt, men også hans mission vil mislykkes. Hvis han skal udligne den tyske fordel i kraft af løndumping, skal han sænke de franske lønninger med omkring 20 procent. Det ville være en katastrofe. Som vi har set i Grækenland, eksploderer arbejdsløsheden, når man reducerer lønningerne og dermed den indenlandske efterspørgsel,« siger Heiner Flassbeck.

»Det vil monsieur Macron ikke overleve politisk. I stedet burde de tyske løsninger hæves markant, måske fem procent om året over en årrække.«

– Det sker næppe. Hvilke chancer har Macron så?

»Han har ikke nogen chancer. Ikke så længe Tyskland er den store partner og ikke bevæger sig.«

– Efter det franske præsidentvalg i maj fløj Macron direkte til Berlin, hvor han sammen med Merkel aftalte at fremlægge et ’roadmap’ for fordybelsen af eurozonen. Her hed det sig, at Macron skal yde reformer af arbejdsmarkedet, mens Merkel skal skabe en større tyske fleksibilitet ...

»Ja, ja,« afbryder Flassbeck med tydelig ærgrelse i stemmen.

»Vi må prøve at se på dimensionerne. Bare fordi Macron lemper lidt på fyringsfristerne og sætter en dæmper på lønudviklingen, ændrer det stort set intet i det store spil. For Tysklands vedkommende skal landet investere 50 til 100 mia. euro (375 til 750 mia. kroner, red.) om året. Det vil bare aldrig ske. Tyskland investerer måske 10 mia. euro (75 mia. kroner, red.) men det forslår som en skrædder i helvede. Det er symbolpolitik.«

Umulig tysk position

Det helt store problem er i Flassbecks øjne, at Tyskland mere eller mindre direkte kræver, at alle eurolande foretager reformer, som dem Tyskland foretog med Agenda 2010. Dermed skulle alle lande kunne skabe handelsoverskud og nedbringe deres gæld.

»Det er ikke bare en politisk-ideologisk position fra Schäuble (tysk finansminister, red.). Det er rent praktisk betragtet en umulig position. Internt i Europa er det umuligt, at alle har den tyske model og eksporterer mere til de andre, end de importerer. Siden Trump er kommet til, ved vi også, at amerikanerne ikke køber denne model, men sætter America first.«

En anden myte, som Heiner Flassbeck gerne bruger tid på at punktere, er historien om den høje tyske produktivitet. Den franske produktivitet er nemlig lige så høj som den tyske, men her har løndumping ikke pumpet konkurrenceevnen. Derfor giver han heller ikke meget for andre tyske økonomer som økonomen Marcel Fratzscher, der mener, at det tyske handelsoverskud nærmere skyldes manglende tyske investeringer end de tyske lønninger, som er relativt høje i de store eksportsektorer.

»Det handler ikke om lønniveauet isoleret betragtet. Det handler om, hvor meget lønningerne stiger i forhold til produktiviteten. Her er de tyske lønninger – også i eksportsektorerne – langt bagude i forhold til produktiviteten. Et lands lønninger bør stige lige så meget som landets produktivitet plus målene for inflation, som Den Europæiske Centralbank sætter, altså omkring to procent. Den regel har Tyskland været fløjtende ligeglad med, og det har været gift for valutaunionen.«

Nødtørftig ministerviden

Trods sin parlamentariske styrke står Macron derfor ikke bare med dårlige kort over for oppositionen i gadens parlament. Også med »det katastrofale valg af økonomi- og finansminister Bruno Le Maire« har Macron en ekstra hovedpine, mener Heiner Flassbeck.

»Jeg har i al beskedenhed mange erfaringer med forhandlinger på internationalt plan. På det niveau kan man kun opnå noget, hvis man forstår de overordnede sammenhænge og kan argumentere knivskarpt. Le Maire er måske nok en rutineret diplomat og har tidligere bl.a. været landbrugsminister, men han har desværre kun nødtørftig økonomisk viden,« siger Heiner Flassbeck med fransk fuglekvidder i baggrunden.

»Schäuble kan til enhver tid sætte Le Maire til vægs. Schäuble tænker doktrinært, men han har overblikket, så det kræver stor viden at sætter sig op mod ham. Det kan jeg ikke se for mig, at Bruno Le Maire skulle være i stand til.«

– Med dette udgangspunkt hvor står Macron om fem år?

»Hvis Macron holder fem år, så vil han stå i samme situation som Hollande: med små reformer, som er mislykket, både pga. protester, og fordi de ikke rykker meget i det skæve partnerskab med Tyskland. Og han vil stå med erkendelsen af, at store reformer i det nuværende europæiske spil vil – gøre mere skade end gavn.«

Og Tyskland?

»Tyskerne fortsætter da den her politik. Den er måske ikke til gavn for alle i landet, men i det store spil har Tyskland ikke meget at tabe ved at fortsætte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
  • Ivan Breinholt Leth
  • lars søgaard-jensen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
Michael Friis, Ivan Breinholt Leth, lars søgaard-jensen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Rigtigt er det at Tyskland er ved at spare euro-projektet ihjel - fuldstændigt politisk irrationelt.

Ivan Breinholt Leth

Tyskland burde udtræde af euroen og genindføre den tyske mark. Det ville medføre en devaluering af euroen og dermed en fordyrelse af tyske varer i EU. Samtidig ville underskudslandenes gæld i euro blive reduceret i forhold til den tyske mark. Men det gør tyskerne næppe frivilligt.

Michael Friis, Torben K L Jensen, Michael Hullevad og Klaus Vink Slott anbefalede denne kommentar