Baggrund
Læsetid: 4 min.

Macrons nye kandidater samler stemmer fra både højre og venstre

Macron sender en bølge af nye kandidater ind over et splittet fransk politisk landskab, og valglogikken gør, at han trods modstand i befolkningen sandsynligvis får absolut flertal i parlamentet
Den ’revolution’, som Emmanuel Macron har sat i værk i fransk politik, byder på en masse nye, uprøvede kandidater, der står til at blive stemt ind i parlamentet alene i kraft af at være en del af hans La République en marche !–bevægelse.

Den ’revolution’, som Emmanuel Macron har sat i værk i fransk politik, byder på en masse nye, uprøvede kandidater, der står til at blive stemt ind i parlamentet alene i kraft af at være en del af hans La République en marche !–bevægelse.

Charles Platiau

Udland
10. juni 2017

»Jeg glæder mig bare til det er overstået!'

Sådan kan man faktisk stå på et marked midt i Frankrig og høre en revolution hvine om ørerne.

Colette har gjort sit storindkøb hos den økologiske grønthandler på markedet i Aix-en-Othe og kommenterer det parlamentsvalg, der er umiddelbart forestående i Frankrig. Og de to – grønthandleren og hende – er hen over courgetterne ret enige om, at de politisk er hjemløse.

De joker lidt om, at grønthandleren har glemt at sætte prisskiltet op.

»De kommer efter dig,« griner Collette, pensioneret revisor.

Staten blander sig i alt for meget, synes de to, der plejede at stemme til højre, mens bitterheden nærmest siver ned i den nyplukkede spinat.

»Man kan jo ikke stemme på en forbryder,« forklarer Colette om den lokale Fillon-kandidats ’affærer’ og højrefløjens tabte præsidentvalg.

Bagtrappen

Men nu må det snart være slut. Ydmygelserne. For ikke mindst er de to lidt fortvivlede over den bølge af macronisme, som nu vælter ind over Frankrig og lige nu står bag os på trappen op til markedshallen. Djamila Haddad fører kampagne for LREM – La Republique en Marche !, Macrons nye parti – og hele byrådet, der førhen stemte socialistisk, er troppet op for at støtte hende. De giver hånd til alle, som går ind.

»Måske man kan tage bagtrappen,« joker Colette, inden hun forlader markedet med en afskedssalut:

»Man ved jo ikke mere, hvilket ben man skal stå på.«

Vi andre står stadig i kø.

»Er det hende?« spørger 75-årige Madeleane, som vil købe pesticidfri kirsebær.

»Det er vist hende. Jo jo. Jeg kan kende hende fra fotoet.«

Vi står lidt og glor på dem. Her på den sydlige Champagne-egn dumper valgreklamerne i øjeblikket ind ad brevsprækkerne. Og som de fleste LREM-kandidater har 43-årige Djamila Haddad valgt at sætte sin kontrafej ved side af Macrons. For ellers er Haddad ikke kendt af lokalbefolkningen i den ’revolution’, Macron har sat i værk. Djamila Haddad er et helt nyt ansigt i fransk politik, og sandsynligvis kommer hun til at sidde i det franske parlament lige om lidt. På grund af ren valglogik.

Hvem regner franskmændene med at stemme på til parlamentsvalgets 1.runde?

  • La Republique en Marche (Macrons parti): 31 procent.
  • Republikanerne (Fillons parti) og Unionen af demokrater og uafhængige: 19 procent.
  • Front National (Le Pens parti): 18 procent.
  • La France Insoumise (Mélenchons parti): 12 procent.
  • Socialistpartiet (Hamons parti): 7,5 procent.
  • Øvrige partier: 12,5 procent.

Kilde: Le Figaro

Halvdelen af kandidaterne for LREM har aldrig før haft et politisk mandat, og i den forstand er Haddad totalt repræsentativ for LREM.

Halvdelen skal være kvinder, har Macron deklameret, og Djamila Haddad er – som både kvinde, leder i det private erhvervsliv og totalt jomfruelig i politisk sammenhæng – et trumfkort for LREM.

At hendes navn også synger af velintegreret indvandring taler ingen om. Det er på ingen måde en selvfølge i et område af Frankrig, hvor flere end 30 pct. har stemt på Marine Le Pen ved præsidentvalget. Men selv hos Front National kan man ikke sige noget ondt om Djamila Haddad. Hun er en totalt vellykket ’indvandrer’.

Burde ikke have en chance

Emmanuel Macron er i øjeblikket ved at skabe en revolution i fransk politik, og det ved at holde sig til de hidtidige regler. Det er næsten svimlende at være vidne til. Indtil nu har Frankrig været låst fast i en topartikonstruktion. Efter en samler kommer en spreder – og omvendt. Det er de vitterligt ret trætte af i Frankrig.

Macron synes så at have taget samtlige dårligdomme ved dette system på sig for at skabe en ny form for energi. Som nu Haddad, der er en af de to kandidater for LREM i Yonne.

Hvis man kigger på vælgerrepræsentationen i Yonne, burde Djamila Haddad ikke have en chance. Og det er jo det, jeg kan høre, når jeg står og køber mine biokirsebær på markedet. LREM samler kun cirka 30 pct. af stemmerne i første valgrunde. Front National står næsten højere.

Men hvad sker der så i næste runde af valget, når Djamilla Haddad sandsynligvis står over for kandidaten fra Front National? Ifølge en udførlig meningsmåling i Le Figaro vil de, der stemte til højre, men ikke vil ud i Front National, stemme Haddad. Hvis man stemte til venstre, jamen så stemmer man også Haddad i 2. runde.

På samme måde formår LREM at trække stemmer fra både højre og venstre, uanset hvilken kandidat de står over for i 2. runde. Socialisterne stemmer hellere LREM end på Republikanerne. Og omvendt.

Så Haddad komme til at vinde. Også selv om hun står totalt ukendt på denne trappe på markedet. Også selv om temmelig sure damer i Aix-en-Othe ikke ønsker det.

Men den dybeste årsag er fortsat, at det franske demokrati ikke er repræsentativt i streng forstand.

Hvem er Macrons kandidater?

  • 525 kandidater stiller op for præsident Macrons centrumparti, La République en Marche, ved det franske parlamentsvalg søndag. For 249 er det første gang, de stiller op til et politisk tillidshverv. Mange har dog beskæftiget sig med politik i andre sammenhænge, f.eks. som embedsmænd. Af rene ’novicer’ fra civilsamfundet er der 176.
  • Kun 20 kandidater har haft ledende poster i andre partier, deraf de ni i venstrefløjspartier og andre ni i centrumpartier. 51 procent er kvinder, 49 procent mænd. Gennemsnitsalderen er 47 år.
  • Kandidaterne er en broget skare, men ikke et repræsentativt tværsnit af den franske befolkning. Blandt de mest medieprofilerede er en kvindelig tyrefægter, Marie Sara, dommeren Éric Halphen og matematikeren Cédric Villani. Men også to brandmænd, en teolog, en frisør og en tidligere professionel kvindelig håndboldspiller er med i kandidatfeltet.
  • Der er 87 skolelærere og skoleledere imellem og 43 læger/sygeplejersker, 17 ingeniører og 28 jurister. Fransk landbrug er særdeles godt repræsenteret, bedre end i noget andet parti. Uddannelsesniveauet er også klart højere end i de andre partier. Der er flere teknokratkandidater fra de franske eliteskoler, og en tredjedel af alle kandidater har deres eget firma/virksomhed. Ud over en tekstilarbejder og en tidligere fagforeningsleder er fransk arbejderklasse ikke repræsenteret. NIL

Kilde: Le Monde

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Tine Byrckel

"Men den dybeste årsag er fortsat, at det franske demokrati ikke er repræsentativt i streng forstand."

Det er en lige flot nok bemærkning.

Sir Winston, himself forsvarede det britiske valg i enkeltmandskredse - også efter at han blev fejet ud af Downing Street 10 i 1945.

Charles de Gaulle's 5. republik anvender 2 valgrunder i et forsøg på bedre at opfange vælgernes holdninger. Hvis man ikke kan få valgt sin førsteprioritet, kan man i 2. valgrunde vælge den mindst ringe af de 2 topkandidater.

Jeg er også opvokset med det danske forholdstalsvalgsystem og kan langt hen ad vejen være enig med dig; men det for flot at erklære, at valg i enkeltmandskredse ikke er repræsentativt.

Rolf Andersen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Enig med dig, Torben Lindegaard. Det franske demokrati har denne "fortrydelsesparagraf" eg. 2. valgrunde.
Den har man ikke i det britiske og amerikanske valgsystem - ej heller i det danske for den sags skyld.

Især når vi kommer til vigtige folkeafstemninger - som f.eks. medlemsskab af EU, Euro'en mv., da burde man ikke nøjes med opinionsanalyser før valget. Men tilbyde en 2.den folkeafstemning 14 dage senere, så man kan være mere sikker på, at ikke tilfældige fluktuationer afgør en vigtig afstemning.

Mht. til det franske valg til Nationalforsamlingen i dag, så overrasker det mig - gang på gang - at man kan flytte stemmer fra partigrupper SÅ hurtigt - og endda skabe nye partier, der kan får en afgørende indflydelse.

Ingen troede på for ½ år siden, at Macron havde en chance for at blive præsident. Da han så blev det, var der kritikere, der mente, at det var umuligt for ham at finde et flertal i Nationalforsamlingen.
Vi får se ..