Læsetid 6 min.

Populisterne vinder ikke valg – men deres politik slår igennem

Frygten for den højrepopulistiske bølge i Europa er vendt til forestillingen om en postpopulistisk æra. Begge dele er lige fejlagtige, siger den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller, der peger på, at populisterne får magt og indflydelse gennem samarbejde med det konservative establishment
Jan-Werner Müller er professor ved Princeton University. Ifølge ham er det meget forhastet, hvis højrefløjens tilbagegang bliver set som begyndelsen på enden.

Jan-Werner Müller er professor ved Princeton University. Ifølge ham er det meget forhastet, hvis højrefløjens tilbagegang bliver set som begyndelsen på enden.

Tor Birk Trads
19. juni 2017
Delt 88 gange

De fleste steder i de vestlige demokratier, hvor det er lykkedes populisterne at vinde valg eller sætte sig på magten, er det sket med støtte fra etablerede konservative partier.

Populisterne kan ikke vinde magten på egen hånd.

Den tyske idehistoriker og forfatter til bogen Hvad er populisme Jan-Werner Müller lyder nærmest irriteret over at skulle anvende den professorale kliche ’det er mere kompliceret end som så’ på en telefon fra Wien, hvor Princetonprofessoren for øjeblikket gæster Institut für die Wissenschaften vom Menschen.

»Indtil dagen efter det hollandske valg var den dominerende opfattelse, at Vesteuropa var på vej til at blive skyllet bort af en uimodståelig populistisk tsunami. Nu bliver der talt om, at vi står i et postpopulistisk øjeblik. Begge ekstremer er lige misvisende. Populisterne vinder kun indflydelse gennem aktivt samarbejde med mainstreampartier, eller ved at disse kopierer populisternes politik.«

Masserne og folket taler ikke for sig selv. Nogen taler i deres navn og hævder at repræsentere dem, men resten af verden er for hurtige til at acceptere det krav, siger Jan-Werner Müller, idehistorikeren bag en ny bog om populisme
Læs også

Populismens store triumfer er Nigel Farages Brexit og Donald Trumps sejr i USA. Men de vandt ikke på egen hånd. Farage behøvede hjælp fra to mainstream-konservative, Boris Johnson og Michael Gove, og euroskeptiske kræfter blandt de konservative havde længe gødet jorden for briternes farvel til EU.

Heller ikke Donald Trump vandt som repræsentant for et nyt populistisk parti, men fik støtte fra dele af den republikanske elite repræsenteret af folk som Newt Gingrich og Rudy Giuliani.

Deres politik kan vinde

Men ikke mindst på grund af mediernes fokusering på den populistiske bølge er samarbejdet med den konservative elite blevet overset, mener idehistorikeren.

»Hvad den nye konventionelle visdom om en postpopulistisk situation fuldstændig overser er, at vi kan have en situation, hvor de erklærede populister ikke klarer sig så godt og faktisk taber som i tilfældet med Marine Le Pen – men hvor deres politik alligevel kan slå igennem,« siger han.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, prøver på mange måder at genopfinde det konservative parti med UKIP som forbillede, og med en vis succes. Men det bedste eksempel er ifølge professoren den hollandske leder af det EU- og indvandrerkritiske Frihedsparti, Geert Wilders. Officielt har han ingen magt, men den proeuropæiske statsminister og leder af det liberale VVD Mark Ruttes retorik og udlændingepolitik er i store træk en kopi af Geert Wilders, mener Jan-Werner Müller.

»Rutte indrykkede annoncer under valgkampen, som opfodrede hollændere med indvandrerbaggrund til at opføre sig ordentligt eller forlade landet. Det gør ham ikke til en populist i den forstand, at han siger: ’Jeg er den eneste, der kan repræsentere det hollandske folk’. Men der er grund til at være på vagt, når en statsminister begynder at fortælle folk, hvad der er normal opførsel i Holland.«

Ved en ceremoni i Ulrichsberg den 1. oktober 2000 hædrede Jorg Haider Østrigs veteraner, som kæmpede i Hitlers hær under Anden Verdenskrig.
Læs også

Endelig er der det politiske samarbejde, som aldrig når overskrifterne. Og som eroderer de gamle partier indefra. Eksempelvis Det Europæiske Folkeparti, der, som Jan-Werner Müller udtrykker det, »skulle forestille at være et proeuropæisk antipopulistisk parti i Europa-Parlamentet,« der dækker over ungarske Viktor Orbán.

»I april sagde de klart, at der ville være konsekvenser, hvis Europa-Kommissionens anbefalinger i forhold til lukning af universiteter og ngo’er ikke blev fulgt. Det har Orbán ikke gjort, og det har efterfølgende ikke haft nogen konsekvenser.«

Gennemskuet 

– Mener du, der er tale om en form for normalisering af de populistiske partier, når mainstream partierne kopierer deres politik, hvilket i sidste ende vil få dem til at forsvinde?

»Det tror jeg ikke. Vi vil se, at det hele politiske spektrum vil bevæge sig til højre. Det er sket i Danmark og i Holland – og når man f.eks. har indført en hård udlændingepolitik, så er det meget svært at rulle den tilbage.«

Til gengæld ser Jan-Werner Müller, at vælgerne rent faktisk kan være i stand til at gennemskue de populistiske virkemidler, som også mainstreampolitikere benytter sig af.

»En af de medvirkende årsager til, at May gik tilbage, tror jeg var, at folk faktisk ser igennem det politiske spil, hvor de bliver forsøgt afpresset. I Mays tilfælde: Enten støtter du op om mig og en hård Brexit, eller også skader du nationen. Det virker ikke til at være et vindende budskab i et demokrati som Storbritannien.«

Omvendt er Müller lidt mere skeptisk over for præsident Emmanul Macron og hans nye parti LREM, i hvert fald når han tager sine populismeforskerbriller på.

Ny tredje vej

»Mens Marine Le Pen har sagt hverken højre eller venstre, siger Macron både og: ’Jeg tager de bedste ideer fra højre og venstre.’ Faren består for mig at se i, at vi får en anden bølge af den tredje vej, som socialdemokraterne Blair og Schröder stod bag i 1990’erne. Den store intellektuelle bag dem Anthony Giddens sagde også, at højre og venstre er dødt. Det kan blive en form for teknokrati, fordi du i virkeligheden siger til folk, at hvis de ikke er enige i, at det er de mest rationelle ideer, så er de irrationelle. Det er gode grunde til at mene, at den teknokratiske tilgang faktisk baner vejen for populisme.«

Populisten har intet problem med polarisering; det er et redskab til at holde på magten. Derfor er det også utilgiveligt naivt at tro, at en populistisk politiker før eller siden vil ’række hånden ud’
Læs også

– Visse iagttagere mener, at det politiske mønster, vi ser i Europa, mest af alt er ustabilt?

»Det med, at den nye sikkerhed er usikkerhed, er ikke forkert, men det er ikke nyt. Valgforskere har i lang tid iagttaget, at vælgerne som en generel tendens skifter parti hyppigere end før. Man skal være meget varsom med at oversætte det til en krise for vores demokratier. Ofte tolker man gamle partiers tilbagegang som en krise. Men demokrati er pr. definition en dynamisk proces med konstant fornyelse, og hvis nye partier tiltrækker nye vælgere kan det være et sundt tegn.«

Men selv et vist niveau af vælgerstabilitet udelukker ikke, at populister kan vinde, pointerer Jan-Werner Müller.

»I USA er det politiske system nærmest frosset, og det er kun en meget, meget lille del af vælgerne, der bestemmer udfaldet af et præsidentvalg. Og alligevel vandt Trump. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem vælgernes volatilitet og mere populisme.«

Europas populister går tilbage, men er blevet stærkere over tid 

En række populistiske partier i Europa har klaret sig dårligere efter Trumps sejr, konstaterer statistiker og valgekspert Nate Silver på sitet FiveThirtyEight.

Hvorvidt Trump er den direkte årsag til de europæiske vælgers dalende opbakning, er ikke til at sige, men der er et mønster, konstaterer Silver i den aktuelle statusopdatering for de populistiske partier. 

Harvardprofessor, Pippa Norris, hæfter sig til gengæld i en ny forskningsartikel ved, at den gennemsnitlige opbakning til populistiske partier ved nationale valg og valg til Europa-Parlamentet er mere end fordoblet i forhold til 1960’erne fra 5,1 pct. til 13,2 pct. I samme periode er deres andel af pladserne i de europæiske parlamenter tredoblet fra 3,8 pct. til 12,8 pct.

»Det faktum, at populistiske partier og kandidater ikke har vundet en række af de seneste valg dækker over, at populistiske partier over en lang periode har vundet stabilt frem blandt vælgerne,« fastslår Pippa Norris.

Så hvordan går det for Europas populister? Vi ser nærmere på situation i de fem europæiske lande, hvor der har været valg efter Trumps valgsejr i USA:

Østrig. Præsidentvalg december 2016

  • Ved et omvalg til den østrigske præsidentpost i december 2016 vandt Van der Bellen fra partiet De Grønne med 54 pct. af stemmerne. Men selvom Norbert Hofer blev besejret, fordoblede hans parti FPÖ sin andel af stemmerne fra 2012, og han var ca. 350.000 stemmer fra en sejr. Sammenligner man til gengæld Hofers resultalt med valget i maj 2016, der senere blev annulleret, så var Hofer længere fra at slå Van der Bellen. I maj var der kun ca. 30.000 stemmer til forskel.

Holland. Parlamentsvalg marts 2017

  • Den liberale Mark Ruttes parti VVD vandt med 21,3 pct. af stemmerne, men gik 5,3 pct. tilbage. Gert Wilders’ Frihedsparti blev næststørst med 13,1 pct. af stemmerne, en fremgang på 3 pct., men skuffende i forhold til meningsmålingerne, der tidligt viste over 20 pct. opbakning til Frihedspartiet. Wilders’ resultat var også ringere end hans valg til Europa-Parlamentet. Til gengæld, påpeger Pippa Norris, viser Ruttes mildere version af Wilders retorik og politik over for indvandrere, at den populistiske bølge har påvirket hans og partiets holdninger.

Frankrig. Præsidentvalg april-maj 2017. Parlamentsvalg juni 2017

  • Grundlæggeren af Front National, Jean-Marie Le Pen, fik størst succes ved præsidentvalget i 2002, hvor han blev nummer to med 16,8 pct. af stemmerne i første valgrunde og 17,8 pct. i anden runde. Hans datter Marine Le Pen har nu slået denne rekord med 21 pct. i første runde og 33,9 pct. i anden. Marine Le Pen fik 13,2 pct. af stemmerne ved første runde af parlamentsvalget forrige søndag.

Storbritannien. Parlamentsvalg juni 2017

  • I 2015 fik UKIP 15 pct. af stemmerne. Efter Brexit-afstemningen, hvor partiets mærkesag nummer ét blev en realitet, endte UKIP med at få mindre end 2 pct. af stemmerne ved det netop overståede parlamentsvalg og mistede sit eneste sæde i parlamentet.

Tyskland. Parlamentsvalg i september 2017

  • Kansler Angela Merkel og socialdemokraten Martin Schulz er udset til at blive de to hovedfigurer ved det tyske valg. Det har ramt en del mindre partier i meningsmålingerne, men især Alternative für Deutschland er gået tilbage fra 12-13 pct. til 8 pct. i målingerne.

Kilde: Nate Silver: FiveThirtyEight, og Pippa Norris: Populism RIP? The electoral integrity project

Populister tager magten

De går deres sejrsgang i det meste af den vestlige verden. Højrepopulisternes fremgang, Brexit og muligheden for at Donald Trump bliver præsident til november sender rystelser gennem de før så stabile partier og institutioner. Men hvad vil populisterne? Hvorfor er de så populære? Og hvad betyder det egentlig, at nogen er populist?

Seneste artikler

  • ’Populisme er som sådan ikke et emne, der er værd at diskutere’

    22. oktober 2016
    Alle taler om populisterne, men hvem er de egentlig? Information har opsøgt nogle af dem, der normalt bliver stemplet som populister, for at høre, hvad de selv mener om populisme. Forståelsen af begrebet viser sig at være temmelig forskelligartet
  • Populisterne ligner det eneste alternativ

    15. oktober 2016
    ’Postdemokratiets’ mangel på reelle alternativer til neoliberalismen bliver nu endelig udfordret, siger den britiske økonom Colin Crouch. Men udfordrerne er højrepopulister, og de er hverken et ønskeligt alternativ eller en attraktiv alliancepartner for Europas socialdemokrater
  • Populisme er ikke demagogi, det er en politisk bevægelse

    11. oktober 2016
    Det er befriende at læse noget så fremragende som Jan-Werner Müllers bog om emnet
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
    Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
    Jakob Lilliendahl
  • Brugerbillede for Ole Frank
    Ole Frank
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Hans Jørn Storgaard Andersen, Jakob Lilliendahl, Ole Frank, Mihail Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Det der er mest foruroligende er, at mens partierne forsøger at omfavne populisterne ihjel, opdager de ikke at de er blevet inficerede af parasitten, og langsomt går i opløsning indefra.
Med hensyn til Macron og LREM, synes man det begynder at få totalitære undertoner, når nyvalgte på forhånd skal skrive under på, at de vil stemme for reformerne, og ikke mindst forslaget om at gøre undtagelsestilstanden permanent..!

Brugerbillede for Thomas Andersen
Thomas Andersen

Populisterne fra enhedslisten har da hverken vundet valg eller fået deres politik gennemført!

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

En forudsætning for, at man kan forske videnskabeligt i et emne, er vel, at man kan definere det. I mine øjne er det lidt svært at afgrænse "populisme" præcist i forhold til andre politiske kræfter. Det hænger sikkert sammen med, at "populisme" ikke er en objektiv term, men en negativt ladet, som man næppe ville bruge om et parti, man sympatiserer med.

Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen, Dennis Jensen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Leffers
Henrik Leffers

Main-stream medierne støtter massivt populistiske partier, fordi de støtter de mest konservative politiske kræfter i samfundet, som ejer medierne. De medier tillader i dag meget mere aggressive kommentarer og læserbreve, end de gjorde tidligere, og, når der er valg, bruger de det meste af deres plads til at skrive om de mest populistiske partier. Information ligner på det plan de andre medier, som vi meget tydeligt så under de franske valg (præsident & parlament), hvor der ikke var en dag hvor de største "historier" ikke var om Le Pen. Jeg tror ikke Information (eller DR) er ejet af konservative medie konger, men det spreder sig, fordi vi (læserne) klikker på historierne, så medierne kan se vi læser det! Så artiklen har sådan set ret, de populistiske partier vinder, fordi de støttes af de mest konservative etablerede partier!
I deadline i går på DR2 et meget godt eksempel på det. De to meget grønne journalister, ønskede netop at dække Le Pen, selvom hun kun fik 8 mandater i parlamentet, så de ville have historien om dengang Le Pen "kuppede" Macron med et besøg på en fabrik i Nord Frankrig, hvor han skulle mødes med fagforeningerne. Journalisternes "dækning" stoppede præcist der, hvor de ville have været nødt til, at fortælle om Macrons reaktion, hvor han jo endte med at vinde "slaget". Heldigvis var der en "voksen" til stede, som satte journalisternes misopfattelse af valget på plads. Hvis ikke han havde været der, ville journalisterne have fremstillet parlamentsvalget som en sejr for Le Pen! Men jeg er sikker på, at de i deres vildfarelse, ville have hævdet, at de faktisk er modstandere af populister...

Brugerbillede for Dennis Jensen
Dennis Jensen

Man må bifalde at forskeren trods alt anerkender teknokratiet som antecedent til den såkaldte populisme.

Vi mangler imidlertid stadig et bedre defineret populisme begreb og måske skal begrebet i sig selv skrottes? Når vi italesætter folkelig utilfredshed nedladende som "populisme", så er vi vel ude i et antidemokratisk ærinde, der ikke tiltror "folket" nogen indflydelse?

De moderne teknokrater ønsker netop at fratage folk indflydelse; heriblandt ved at deponere mere magt i EU og udskrive nye afstemninger, hvis de ikke får det rigtige svar første gang. Folket, må vi forstå, er for dumme eller utilregnelige til at tiltro dem magt. ¨

Begrebet, og de som anvender det i den tro at det har seriøs analytisk værdi, afslører i realiteten afsenderens antidemokratiske sindelag.

Mikael Velschow-Rasmussen, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Dennis Jensen, det er nok det der er forkert, nemlig at undsige al modstand som blot populisme. Det er blevet et modeord, ligesom 'fake news', der udslynges hvorend man går og ikke opnår velvilje.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Det politiske kaos inklusiv populismen, er forårsaget af kapitalisme der ikke fungere, men truer menneskets eksistens.

Det pinlige her er, at de såkalte lærde mennesker, ikke mindst idehistorikeren, ikke kan se skoven for træer eller rettere, at han ikke ser, at vandet stiger.

Fortællingen om kapitalisme drevet af den økonomisk forbrugsdrevet vækst, har ikke givet mening siden 1896, da Svante Arrhenius (1859-1927) beskrev den menneskeskabte globale opvarmning ved afbrænding af kul, olie og gas.
Read more: http://www.lenntech.com/greenhouse-effect/global-warming-history.htm#ixz...

At slyngler hæves til ærens top,
at smiger mæskes, og sandhed tigger,
at rige sluge den arme op,
og dyden nøgen på gaden ligger,
at bånd og stjerne
og tomme hjerne
forenes ofte, ja, mer end gerne,
det ser man tit, det ser man tit.