Læsetid 5 min.

Storbritannien er på vej ud af EU – bedst som Europa er på vej op

Merkel og Macron er i gang med at forberede en ’guldalder’ og har ikke tænkt sig at lade Brexit-forhandlingerne komme i vejen
Den fransk-tyske maskine er ikke først og fremmest optaget af Brexit, men snarere af konsolideringen af det 60 år gamle europæiske projekt gennem yderligere integration og samarbejde. I midten af det hele står en Macron-Merkel-alliance under konstruktion, der snart kan udgøre Europas nye drivkraft.

Den fransk-tyske maskine er ikke først og fremmest optaget af Brexit, men snarere af konsolideringen af det 60 år gamle europæiske projekt gennem yderligere integration og samarbejde. I midten af det hele står en Macron-Merkel-alliance under konstruktion, der snart kan udgøre Europas nye drivkraft.

Domenico Stinellis

20. juni 2017

Det forekommer symbolsk, at Helmut Kohl – manden, der så til, at Tyskland blev genforenet, og længe var en gigant på den europæiske scene – skulle dø, netop som Brexit-forhandlingerne blev indledt.

Den forhenværende tyske kansler fik det bedste ud af ekstraordinære omstændigheder og af den offentlige stemning, som opstod i kølvandet på kommunismens kollaps og åbningen af Østeuropa.

I dag står de europæiske ledere derimod over for særligt vanskelige omstændigheder. Trump, Putin, Erdoğan, terrorisme, uhørt store flygtningestrømme, arbejdsløshed, populismens fremvækst, og – selvfølgelig – Brexit.

Men ligesom Kohl og hans franske samtidige François Mitterrand relancerede det europæiske projekt i begyndelsen af 1990’erne, er Angela Merkel og Emmanuel Macron – netop som Storbritannien er på vej ud – ved at lægge til rette for realiseringen af deres ambitioner og visioner for kontinentet.

Det er intet mindre end Europas rolle som det liberale demokrati og den internationale ordens vagthund, der er på spil i en tid, hvor – som en tidligere ansat i Obama-administrationen for nylig formulerede det over for mig – Trumps Amerika »forsømmer at handle, mens Storbritannien forsvinder ud i glemslen«.

Farlig ligegyldighed

Det er ganske vist hårde ord, men de understreger, at Storbritanniens største svaghed ikke blot ligger i dets interne politiske kaos, men også i en farlig ligegyldighed over for det, de europæiske naboer er i gang med.

Den fransk-tyske maskine er ikke først og fremmest optaget af Brexit, men snarere af konsolideringen af det 60 år gamle europæiske projekt gennem yderligere integration og samarbejde.

I midten af det hele står en Macron-Merkel-alliance under konstruktion, der snart kan udgøre Europas nye drivkraft.

15. maj mødtes franske og tyske ledere og talte om en ny »drejebog« for EU. Tanken er, at inden for de næste to-tre år, mens Frankrig gennemfører strukturelle økonomiske reformer, vil Tyskland øge den tiltrængte europæiske finansielle solidaritet og investeringsmekanismerne, og omfavne en ny rolle på den udenrigspolitiske scene samt inden for sikkerhed og forsvar.

Læs også

For Storbritannien burde en afvejning af den bredere europæiske kontekst være afgørende for vurderingen af mulighederne.

Fra britisk perspektiv er den barske sandhed, at uanset hvor væsentlig en udfordring Brexit forekommer at være, så er det ikke et emne, som ligger øverst på andre europæeres dagsorden. Det er ikke europæerne, der er besat af Brexit, det er briterne.

På fastlandet bliver det mest af alt opfattet som en anstrengende spøg, hvis skadevirkninger man blot kan søge at begrænse.

På trods af Brexit

Udenfor Storbritannien er folk begyndt at se lysere på EU’s fremtid. Den økonomiske situation er forbedret. Arbejdsløsheden er på det laveste niveau siden 2009 (men dog stadig på 9,5 procent). Væksten er tilbage.

Mario Draghi, chef for Den Europæiske Centralbank, taler om »en solid og bred genopretning«. Populistiske kræfter har lidt nederlag i Østrig, Holland, Frankrig, Italien og Finland.

Over hele kontinentet er borgernes støtte til EU opadgående ifølge Eurobarometers meningsmålinger.

De viser, at stadigt flere europæere er tilhængere af et »fleksibelt« EU eller et EU i »flere tempi«, inden for hvilket adhoc-grupper af medlemsstater kan gå videre med nye projekter. Det virker til, at alle de chokbølger, som blandt andet de populistiske bevægelser har sendt gennem EU de senere år, har betydet større følelse af tilhørsforhold og appetit på bedre, hvis ikke mere integration.

Bare for at undgå misforståelser: dette er ikke takket være Brexit, det er på trods af det. At styrke EU-projektet og åbne horisonten er, hvad Tyskland, Frankrig og EU-kommissionen arbejder intenst på.

At tro, at europæere fryder sig eller kynisk ser frem til at kapitalisere på Brexit, er at overgive sig til en Trump-agtig vision om en nulsumsverden, hvor den enes gevinst er den andens tab.

Pointen er, at EU har rundet et skarpt hjørne og fremstår mere selvsikker. Unionen ønsker at udvikle sine evner og handle internationalt uden for sine grænser – frem for hele tiden at være optaget af sine egne, interne problemer.

Der er heller ikke andet valg i det nuværende geopolitiske klima, hvoraf dele går forud for Brexit-afstemningen.

Der bliver nu diskuteret europæisk forsvarsfond, først og fremmest for at kunne lave fælles indkøb (men regn ikke med, at en europæiske hær er under opsejling). Samtidig er der snak om at skabe en Europæiske Monetær Fond, ligesom der i stigende grad bliver investeret i jobskabelse.

Ny fortælling

En europæisk embedsmand fortalte mig, at hans land var i gang med en stor omvæltning, fordi den offentlige mening var ved at ændre sig til, at »Europa skal tage mere ansvar«, hvis USA trækker sig tilbage fra verden.

Det betød ikke, understregede han, at Merkel skulle ses som Vestens leder eller en ny inkarnation af Frihedsstatuen. Men i nyere diskussioner med europæiske eksperter og embedsfolk har jeg hørt den følgende kommentar: »En guldalder kan være undervejs i Europa.«

Der er en ny fortælling i luften.

Der er ganske givet mange faldgruber. Bekymringerne over de italianske banker er legio, f.eks. Der er fortsat modstand inden for Tysklands finansministerium mod ethvert tiltag, der kan lægge byrder over på de tyske skatteborgere.

Læs også

Tysklands rolle inden for sikkerhed og forsvar er fortsat til debat, også selv om landet har sendt tropper til Litauen som led i NATO’s forsøg på at stoppe Rusland.

Meget afhænger af udfaldet af det tyske valg i september. Populismebølgen er muligvis ebbet ud, men den er ikke forsvundet, og det er de faktorer, der skabte den, heller ikke. Brexit kommer til at blive en tids- og energisluger.

Ikke desto mindre bør man ikke undervurdere Europas opvågnen – især ikke i Storbritannien, nu hvor landet er på vej mod udgangen.

Med Trump og Brexit har Europa nu en rolle at spille i at forsvare værdier og internationale institutioner. Som den forhenværende Obama-ansatte sagde: »Europa er nødt til at holde skansen, så længe Trump er på posten. Dette er Europas øjeblik.«

En udenrigsminister fra Luxembourg blev engang berygtet for sin forudsigelse om, at 1992 ville blive »Europas time«. Det udtryk fik en bitter smag, da Europa viste sig ude af stand til at forhindre eller stoppe den katastrofe, som udspillede sig i det tidligere Jugoslavien.

Men 1992 var også året, hvor Maastrichttraktaten endelige forvandlede EEC til en reel union, under Kohl og Mitterands opsyn.

Den virkelige dagsorden i Europa her 25 år senere er hverken Brexit eller andre brud, men hvordan EU – i en omskiftelig verden – kan få en ny og afgørende betydning.

Ligesom Kohl og Mitterand spillede de kort, historien gav dem på hænderne, skal Merkel og Macron – under andre omstændigheder – identificere vejen til en fælles europæisk bestræbelse. Efter et årtis krise er Europa nu måske på vej op. Det ville være gavnligt for Storbritannien at være opmærksom på dette forhold.

Natalie Nougayrède er tidligere chefredaktør for Le Monde.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Christian Lucas
Christian Lucas

Alt sammen interessant og den tydelige Fransk-Tyske alliance er en glimrende udvikling som svar til Brexit....MEN vi er nødt til at stoppe den neo-liberale dagsorden og ændre pengepolitik. Lige nu, med Macron, ser det sidste sværere ud end før.

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Frost

Christian Lucas, interessant vinkel du har. På hvilken måde skal den neo-liberale dagsorden og pengepolitik ændres i din optik?

Brugerbillede for Søren Nørgaard
Søren Nørgaard

@Peter Frost
Neo-liberal er et skældsord, der betegner alt, hvad der i brugerens optik ikke er venstreorienteret politik. Begrebet benyttes så bredt, at det reelt er uden indhold.
En række særligt sydeuropæiske økonomier er udfordret af, at samfundene ikke er blevet forandret sideløbende med forandringerne i verden generelt. Når så disse økonomier ikke længere kan lånefinansieres må forandringer gennemføres således, at de kommer på omgangshøjde med konkurrerende økonomier. Det vil uvægerligt gøre ondt på samme måde som det er dyrt at gøre et hus salgsklart, hvis vedligeholdelse har været negligeret igennem mange årtier.
De, der råber neo-liberal, er af den opfattelse, at det er synd for dem, der har forsømt at vedligeholde huset og de mener, at naboen, der har sørget for at vedligeholde sit hus og derfor har penge på kontoen, skal betale for renoveringen. Med andre ord - Tyskland skal betale først for den gæld, de sydeuropæiske samfund har opbygget og derefter for renovering af økonomierne - og vil de ikke det, så er de NEO-LIBERALE.

Brugerbillede for Jørgen Mathiasen
Jørgen Mathiasen

Madame Nougayrède var ikke særligt sikker i sin vurdering af Marine le Pens valgchancer, og om hun er er det i sin vurdering af især finansminister Schäuble er tvivlsomt, men rigtigt er ihvertfald, at ændringer i den tyske opfattelse af en "finansunion" kan få stor betydning for præs. Macron.

Magtforholdene mellem Schäble og Merkel har nærmest været, at førstnævnte kunne fyre sidstnævnte, mens det modsatte næppe var muligt, og i øvrigt har kansleren stået bag den tyske europolitik. For nærværende er der ingen tegn på ændringer, og på denne side af forbundsdagsvalget skal man heller ikke forvente det.

Brugerbillede for Peter Frost

Søren Nørgaard, nå så det er en form for straf overfor de økonomier der udviser global indsigt og rettidig omhu? jeg tror minsandten at du har ret :-)

Brugerbillede for Jan Weis

Gosh!

Det nærmer sig majestætsfornærmelse, altså - og så netop nu, hvor GB er på vej ud, EU på vej op og HK på vej ned ... ;-)

Brugerbillede for Jørgen Mathiasen
Jørgen Mathiasen

Den europæiske mindehøjtidelighed er ikke en erstatning for en tysk statsbegravelse. Der ville også blive det sidste, hvis Kohls enke ville tillade det, men det vil hun ikke. Man kunne i dag læse et inserat fra unionen (CDU/CSU) i anledning af Kohls død underskrevet af Angela Merkel i Bild Zeitung, og det var vist det.