Læsetid 17 min.

’Trump er en idiot – men undervurdér ikke, hvor god han er til at være det’

USA har en præsident, som personificerer mange af de ting, forfatteren og venstrefløjsikonet Naomi Klein har advaret imod i årevis. Hun er aktuel med en ny bog, ’Nej er ikke nok’, hvor hun analyserer Trumps helt personlige tilegnelse af chokdoktrinen og opfordrer til samling på en venstrefløj, der er splittet af enkeltsager
I 2010 talte Naomi Klein til 3.000 mennesker foran politihovedkvarteret iToronto i protest mod anholdelserne under G20-topmødet i byen. Klein er aktuel med en ny bog, ’Nej er ikke nok’, hvor hun analyserer Trumps helt personlige tilegnelse af chokdoktrinen og opfordrer til samling på en venstrefløj, der er splittet af enkeltsager.

I 2010 talte Naomi Klein til 3.000 mennesker foran politihovedkvarteret iToronto i protest mod anholdelserne under G20-topmødet i byen. Klein er aktuel med en ny bog, ’Nej er ikke nok’, hvor hun analyserer Trumps helt personlige tilegnelse af chokdoktrinen og opfordrer til samling på en venstrefløj, der er splittet af enkeltsager.

Lucas Oleniuk

16. juni 2017

Det giver ikke Naomi Klein nogen glæde, at hun forudsagde de kræfter, der kan forklare, hvordan en Donald Trump kunne komme til magten.

17 år er gået, siden Klein, dengang 30, udgav sin første bog, No Logo – en forførende velskrevet bandbulle mod de globale koncerners varemærkefeticherende forbrugerisme – en bog, som med ét slag gjorde hende til den »mest markante og indflydelsesrige skikkelse på amerikansk venstrefløj«, som magasinet New Yorker skrev.

Hun afsluttede bogen med, hvad der dengang lød som »den vanvittige idé, at vi hver især kan blive vores eget personlige brand«.

Når hun i dag ser tilbage på den idé, kan hun ikke andet end grine af sin egen uskyld. No Logo blev skrevet, før de sociale medier gjorde personlig branding til en del af vores natur. Trump, pointerer hun i sin nye bog, No Is Not Enough, udnyttede dette fænomen og blev den første præsident, der er sit eget varemærke. Dermed gjorde han ved den amerikanske nation og planeten, hvad han allerede havde gjort med sine egne forgyldte tårne: plastrede dem til med sit navn og alt, hvad det står for.

Klein har også kortlagt den anden store kraft bag Trumps valgsejr. Tesen i hendes bog fra 2007, Chokdoktrinen, var, at den neoliberale kapitalisme – den ideologiske kærlighedsaffære med frie markeder, som den afdøde økonom Milton Friedmans disciple havde gjort til ortodoksi – var så ødelæggende for samfunds sociale sammenhængskraft og så gavnlig for den rigeste ene procent på bekostning af de 99 procent, at en befolkning kun ville acceptere den, hvis den befandt sig i en tilstand af chok – efter en krise, en naturkatastrofe, et terrorangreb, en krig.

Klein udviklede sin teori, da hun i 2004 rapporterede fra Baghdad og fik de første glimt af den brutalt deregulerede markedstilstand, som Bush-administrationens repræsentanter ønskede skulle opstå på Irak-krigens ruiner efter Saddam Husseins fald.

Hun dokumenterede det også efter den store tsunami samme år, hvor Sri Lankas oversvømmede kystlinje af tidligere fiskerbyer blev udstykket og solgt til globale hotelkæder under påskud af genopbygning. Og hun så det ikke mindst i konsekvenserne af orkanen Katrinas udfald i New Orleans, hvor hun hævdede, at katastrofen først blev ignoreret og forværret af regeringen for siden at blive udnyttet af konsulentbureauer og bygherrer til egen vinding.

Længsel efter kontrol

Friedman-tilhængerne forstod, at overrumplede befolkninger i ekstreme situationer længes efter en følelse af kontrol. De ville være parate til at give ekstraordinære beføjelser til enhver, der lovede dem sikkerhed.

De forstod også, at kombinationen af ​​sociale medier og 24-timers kabelnyheder gjorde det muligt for dem at fremmane sådanne scenarier efter noget nær forgodtbefindende. Det republikanske partis libertære højrefløj blev med Kleins ord »en bevægelse, der beder om kriser på samme måde, som tørkeramte landmænd beder om regn«.

I 2008, året efter udgivelsen af Chokdoktrinen, troede Klein på, at det økonomiske krak ville bringe et opgør med denne kyniske filosofi. At alle de metoder, Wall Street-eliten havde grebet til ved manipulation og deregulering omsider ville blive eksponeret for offentligheden. Men i tilbageblik ser det ud til, at systemets monumentale indbyggede svagheder og åbenlyse sårbarhed i kombination med bekymringer for terrorisme og global flygtningekrise tværtimod kun gjorde befolkningerne mere desperate og frygtsomme.

De så ud til at hige efter hvem som helst, der kunne tilbyde simple løsninger på tilsyneladende uhåndterlige problemer. Enhver, der sagde, at de kunne stille uret tilbage og »gøre Amerika stort igen«, og som var iført en kasket med det samme brand som bevis. 

Rastløs angst

For os, der ikke kan lade være med at fundere over disse begivenheder uden at tænke på W. B. Yeats berømte digt om The Second Coming (»og hvilket grumt dyr – dets time endelig kommet – sniger sig mod Bethlehem for at blive født«) er Kleins nye bog – som detaljeret undersøger både fænomenet Trump og hvordan liberale og progressive kræfter kan bekæmpe hans virkelighedsbillede – en strålende artikulering af en sådan rastløs angst.

Klein fortæller mig, at Trumps originale påfund var at tage chokdoktrinen og gøre den til sin egen personlige supermagt. »Han holder bestandig alle i en reaktiv tilstand,« sagde hun. »Det er ikke sådan, at han udnytter et eksternt chok – han er selv chokket. Og hvert 10. minut skaber han et nyt. Det er, som om han fyrer løs med de laserpistoler, han har i sit bælte.«

Hun skrev bogen meget hurtigt, meget hurtigere, end hun plejer, fordi hun frygtede, at jo længere Amerika vil være underlagt Trump-administrationens magt, des mindre momentum kan der blive til at opbygge et stærkt alternativ. Her, mener hun, er der vigtige præcedenser, vi kan tage ved lære af.

Hun peger på eksemplet med Spanien i 2004, hvor premierminister José Maria Aznar efter togbombningen i Madrid proklamerede, at landet nu var i undtagelsestilstand, fordi staten havde brug for særlige beføjelser.

Den spanske befolkning, der udmærket huskede Franco, gik imidlertid på gaden i stort tal for at afvise den udlægning, sparkede Aznar ud og valgte en anden regering, der trak de spanske tropper ud af Irak. Hun gør også opmærksom på, at det kan gå helt anderledes, som da Tyrkiets præsident, Recip Tayyip Erdoğan, fik held til at tiltage sig diktatoriske beføjelser i det kaos, som fulgte oven på det mislykkede kup i sommeren 2016.

Kleins bog beskriver disse eksempler for at advare mod et lignende chok i Amerika og taler for nødvendigheden af kollektiv modstand i tilfælde af krise. »Jeg håber ikke, der sker noget tilsvarende i USA, men hvis det skulle ske, vil jeg gerne i tide have gjort mit til at forberede modstanden.«

Klein er datter af amerikanske forældre, men bor i Toronto og har dobbelt canadisk-amerikansk statsborgerskab. Da hun overvejede, hvordan bogen skulle skrives, var hendes første plan en antologi med artikler og interviews, men da hun begyndte at analysere Trumps præsidentskab, fortsatte hun med at skrive i en slags vanvidsrus.

En af fordelene ved at have en deadline og et altopslugende projekt var, at hun så sig tvunget til at bruge blokeringsappen Freedom for at beskytte sig selv imod internettets distraktioner. »Jeg tror, ​​at hvis jeg ikke havde skrevet denne bog, ville jeg bare som så mange andre have stirret på Twitter, set ulykkerne udfolde sig og skrive skarpe udfald mod folk.«

Banaliserende indflydelse

Denne tendens hos Trumps kritikere er, siger hun, et symptom på hans banaliserende indflydelse. Hun bruger flere afsnit i bogen på at argumentere for, at Trump gennem Twitter omskaber den politiske sfære i sit eget billede, og hun erklærer, at »vi alle er nødt til at dræbe vores egen indre Trump«. Bl.a. inkarnerer præsidenten ifølge Klein »splintrede opmærksomhedsspænd«. En væsentlig del af enhver modstandskamp, pointerer hun, må være at fastholde en tro på, at det er muligt at fortælle og forstå komplekse historier.

Et af de spørgsmål, hvor Kleins bog ikke når frem til nogen klar konklusion, er, hvor bevidst Trump selv er omkring sin chokdoktrinstaktik. Er han demagog på samme skæmmende måde som Putin og Erdoğan – eller bare en nyttig idiot for kræfter, der bruger ham?

»Jeg tror, ​​han er en showman, og at han er meget bevidst om, hvor god han er til at distrahere folk,« siger hun. »Dette er jo på sin vis hele historien om hans forretningsimperium. Han har altid forstået, at han distraherer investorer og bankfolk, lejere og kunder fra sine forretningers underliggende usundhed – alene ved at skrue Trump-showet på. Dét er kernen i Trump. Han er utvivlsomt en idiot, men undervurdér ikke, hvor god han er til at være det.«

Ud over det har han – formodentlig helt overlagt – »omgivet sig med nogle af verdens største eksperter i kriseprofitering«. Mænd, der har lavet milliarder på nedsmeltninger og finanskriser, såsom Wilbur Ross, ’konkurskongen’, som nu er handelsminister, og diverse krak-plutokrater rekrutteret fra Goldman Sachs og andre steder. (»På alle andre tidspunkter,« siger Klein og griner en hånlatter, »ville det forhold, at selve den administrerende direktør for Exxon Mobil nu er udenrigsminister, være en kæmpeskandale. Men nu står vi så i en situation, hvor vi har så meget andet at bekymre os om, at det knap nok er en fodnote.«)

En manual for frigørelse

Kleins bog om Trump er garneret med anbefalinger fra næsten alle de fremtrædende venstreorienterede intellektuelle, man kan komme i tanke om. Noam Chomsky kalder den for »presserende nødvendig og højaktuel læsning«. Yanis Varoufakis beskriver den som »en manual for frigørelse med det eneste våben, vi har tilbage mod orkestreret misantropi: konstruktiv ulydighed«. Michael Stipe spørger: »Hvem kan bedre end Naomi hjælpe os med at få mening i alt dette vanvid og vise os en udvej?«

Erkender hun, at der kan være en fare for, at hun kun prædiker for de allerede omvendte og dermed bidrager til yderligere styrkelse af en polariseret politik?

Hun håber selvfølgelig, det ikke er tilfældet, og peger på de dele af bogen, hvor hun kritiserer Hillary Clinton, Obama og endog Bernie Sanders for ikke at pleje tilstrækkeligt tætte forbindelser til samfundets svigtede og svageste grupper.

Hendes største frygt er, at mens den liberale venstrefløj vrider hænder over, hvordan den kunne tabe det amerikanske valg, og vikler sig ind i russiske konspirationsteorier, kommer der ikke nok opmærksomhed til den større konspiration, der sker ved højlys dag i form af Trump og hans støtters tiltagende kleptokrati og nye brudte løfter til arbejderklassen.

»Jeg siger ikke, Rusland ikke er vigtig,« siger hun, »men Trump og hans base forsvarer sig rimelig godt imod alle de anklager … ’de liberale medier er efter mig’, ’det er bare fake news’ osv. Og mens vi alle klikker og stirrer på det uendelige Trump-show – håndtrykket med Macron, hans holden hænder med May – er Trump og hans kumpaner i gang med at gennemføre politikker, der systematisk koncentrerer endnu flere værdier hos de rigeste, samtidig med at væsentlige spørgsmål ikke bliver stillet højlydt nok: ’Er amerikanernes sociale sikkerhedsordninger sikre nok? Er deres sygesikring tryg? Bliver deres lønninger drevet nedad?’ Han har store fordele af at kunne flytte fokus fra økonomien.«

Nationalismens genkomst

Klein er ikke overrasket over, at nationalismen i en tid med økonomisk nedtur og massemigration endnu en gang har vist sig at være så potent en kraft i det ene valg efter det andet i Vesten. Hun hævder, at den eneste position, der kan konkurrere med styrken i de hvide nationalismer og deres fremmedhad, vil være en retfærdighedsbaseret økonomisk populisme til venstre.

Hvad Hillary Clintons kampagne viste, siger hun, var, at når man stiller en midtersøgende frimarkedskandidat op imod »en falsk populist«, er det opskriften på katastrofe.

Men viser valget af Macron i Frankrig ikke, at den pragmatiske centrisme stadig er en levedygtig kraft, hvis blot den rigtige kandidat kan komme på banen og give den udtryk?

Klein mener, at juryen stadig voterer i det spørgsmål: »Faktum er, at Le Pen klarede sig bedre ved dette valg, end Front National har klaret sig ved alle tidligere valg. Jeg tror, spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis Macron forfølger den samme slags sparepolitik, der tidligere har styrket disse kræfter, og glansen begynder at gå af ham? Hvad vil der ske næste gang?«

Klein glæder sig til gengæld over, at der i tidens politiske landskab er dukket venstrefløjskandidater op, der ikke er bange for at agitere for klassiske venstrefløjspositioner, og som kan skabe entusiasme, især blandt de unge. Hun peger på den nostalgiske socialist Sanders, på Jean-Luc Mélenchon og på Jeremy Corbyn som eksponenter for det. Men ligner de ikke snarere fortidige skikkelser end fremtidens mænd?

»Jeg tror ikke, nogen af de gutter helt selv er klar over, hvordan de bærer sig ad,« siger hun. »Men vi må anerkende, at Mélenchon var i stand til at mobilisere 70.000 mennesker til et massemøde ud af det blå, og vi så noget tilsvarende hos Corbyn, hvilket er så meget mere imponerende, fordi han er det modsatte af en karismatisk politiker. Det britiske valg viste virkelig, hvor stor politisk styrke der er at hente i at føre en kampagne på indhold og ideer fremfor på overfladisk emballage og frygt. Jo mere May forsøgte at spille på vælgernes frygt – og jo mere hun fortalte dem, at de måske kunne blive nødt til at opgive privatlivsbeskyttelse og menneskerettigheder, hvis de ville overlade det til hende at bekæmpe terrorisme – des mere brændte Corbyn igennem med sit budskab om håb og positive forandringer. For rigtig mange var det klart det bedste alternativ.«

Håb afløser kynisme

I den forstand lægger Klein stor vægt på håbet og kynismens cykliske natur. Håb vil afløse kynisme, og hun tror, at den generation, der lige nu er i de sene teenageår og først i 20’erne, vil vise sig at være langt mindre afpolitiseret, end hendes egen generation var. Hun har selv oplevet sin egen version af denne cyklus under sin opvækst. Hun blev på mange måder født ind i en protestbevægelse som den tredje Klein-generation af venstrefløjsaktivister.

Det begyndte med hendes farfar og farmor, Anne og Philip, som mødtes som kommunister i Newark, New Jersey, i 1930’erne. Philip var animator hos Walt Disney. Han organiserede en strejke på filmstudierne under produktionen af Snehvide og de syv små dværge og blev fyret som følge af dette. Han fik så arbejde på et skibsværft, og siden blev han og hans kone pionerer for den grønne bevægelse og slog sig ned i reservatet Nature Friends i Paterson, New Jersey, dyrkede grøntsager og lyttede til protestsangere som Pete Seeger og Woody Guthrie.

Utilgivelige kompromiser

Kleins forældre foretog et tilbagetog fra tilværelsen i USA og flyttede til Canada, til dels i protest imod Vietnamkrigen. Hendes far arbejdede som børnelæge på offentlige hospitaler. Hendes mor, Bonnie, en filminstruktør, var med til at skabe det feministiske filmkollektiv Studio D og lavede bl.a. en dokumentarfilm om Greenham Common og en polemisk film mod pornografi.

Klein husker, hvordan hun selv gjorde oprør imod sin venstrefløjsopdragelse og i nogle år insisterede på at bruge makeup og dyrke popkultur. Hun husker, hvordan hun altid hadede at blive slæbt med til fredsmacher og demonstrationer. I sine teenageår var hun for det meste afvisende over for sin mors feminisme. Men to fatale begivenheder bragte hende på andre tanker: Først fik hendes mor, i en alder af 46, en hjernetumor og flere slagtilfælde, der til sidst lammede både arme og ben. Klein hjalp med at pleje hende i seks måneder og blev inspireret af den store styrke og ånd, som moren udviste under sin delvise rehabilitering – og af den indre styrke, hun samtidig opdagede i sig selv. På samme tid, mens hun læste på sit første år på University of Toronto, myrdede en bevæbnet mand 14 kvinder på École Polytechnique i Montreal under hadefulde tilråb mod feminister. Den begivenhed motiverede Klein til politisk aktivisme, og siden har hun betegnet sig selv som feminist. Partipolitik var hun dog fortsat afvisende overfor.

»I min generation har der været den her puristiske holdning om, at enhver kontakt med praktisk politik ville indebære, at man skulle indgå utilgivelige kompromiser,« siger hun. »Det ser jeg ikke så meget hos den unge generation i dag. En del af den går helst ind i at opbygge bevægelser, men den stiller også med med kandidater og på alle niveauer.«

Hun er ikke så vild med tanken om, at hendes bog kunne blive et samlingsgrundlag for et politisk parti og bryder sig heller ikke så meget om sin ikonstatus. Hun håber bare at være »en stemme blandt mange«, men tror omvendt på, at der kan være inspirationskraft i hendes ideer. I de kommende uger og måneder tager hun på turné med (allerede udsolgte) præsentationer af sin bog over hele USA, men dog med indlagte pauser. »Jeg har en søn på fem, så jeg vil ikke permanent være på farten.«

Leap-manifestet

Den idé, hun håber vil fænge mest an hos læserne, er det såkaldte Leap-manifest – »et integreret spring fremad, der kombinerer klimaaktivisme, antiracististe aktioner og en kamp for anstændige jobs«. Hun skrev manifestet sammen med sin mand, Avi Lewis, der er dokumentarist, med bidrag fra forskellige aktivistgrupper: »fagforeninger, ledere af grønne grupper, ledere af oprindelige folk, feminister, græsrodsaktivster og forkæmpere for indvandrerrettigheder, åben teknologi, ordentlige fødevarer, ordentlige boliger osv. Folk fra hele Canada og andre lande«.

Ideerne i manifestet bygger videre på temaet fra hendes sidste bog, Dette forandrer alt: Kapitalisme versus klima, hvori hun gjorde sig til fortaler for, at der skulle bygges en ny progressiv politik omkring en radikal og bæredygtig grøn teknologirevolution og en direkte afvisning af fossile brændstoffer.

Hendes proaktive budskab er mindst lige så vigtigt som dekonstruktionen af Trump, håber hun. »Da jeg skrev Chokdoktrinen, tænkte jeg seriøst, at hvis jeg bare kunne påvise, hvordan kriser blev udnyttet, ville det være nok til at stoppe det,« siger hun.

»Så kom finanskrakket, og jeg så, hvordan de her sociale bevægelser kunne fylde pladser i Portugal og Italien og Spanien – jeg boede der i flere måneder – og alle råbte: ’Vi vil ikke betale for jeres krise’. Jeg har til sidst i Dette forandrer alt et interview, jeg fik med Alexis Tsipras, før han blev valgt i Grækenland, og hvor han sagde til mig: ’I dette øjeblik er det nok at sige nej’.«

’Nej er aldrig nok’

Det var Klein helt uenig i, for »et nej er aldrig nok«. Vrede og afvisning af status quo vil aldrig være nok til at fastholde en folkelig bevægelse.

»Neoliberalismens triumf er hele denne idé om, at alternativerne altid vil være værre. Hvis den skal væltes over ende, får vi brug for en dristighed, der igen kan fange menneskers utopiske fantasier. Kan vi ikke det, tror jeg vitterligt ikke, vi har nogen chance imod de folk.«

Klein har i sin nye bog et afsluttende kapitel om bevægelser, der spontant har udtrykt modstand – Black Lives Matter, diverse grønne bevægelser og borgergrupper – og taler for, at de bør gå mere sammen.

»For at yde effektiv modstand er vi nødt til at komme ud af vores siloer,« siger hun. »Miljøfolk i et hjørne, feminister i andet, antiracistisk retfærdighed i tredje. Vi har ikke nok mødesteder, hvor vi kan gå sammen.«

Som begrundelse for sit håb om, at det godt kan lade sig gøre, henviser Klein til sin mors slagtilfælde, og hvordan oplevelsen af denne fatale begivenhed vakte hendes forståelse for, hvordan kriser bedst håndteres. Hun tager det som et eksempel på, at pludselig modgang ikke bare vækker frygt, men også styrke og håb.

»I en tilstand af chok, når vores forståelse af verden bliver voldsomt rystet, kan mange af os blive barnlige og passive og investere overdreven tillid i mennesker, der kun lurer på at misbruge denne tillid. Men jeg ved fra min egen families håndtering af en chokerende begivenhed, at det modsatte svar også er en mulighed. Vi kan udvikle os og vokse i en krise og gøre op med alle former for bullshit – i en fart.«

Formativt øjeblik

»Min mors slagtilfælde var et ægte formativt øjeblik i mit liv,« siger hun. »Og jeg tror, at jeg på grund af den oplevelse fik et særligt blik for lignende udtryk. Da jeg begyndte at skrive om kriser i Chokdoktrinen, var det også ud fra en forestilling om, at disse traumatiserende øjeblikke kan bringe det bedste frem i mennesker.«

Vi taler lidt om, hvordan terrorangrebene i Manchester og London igen kan siges at eksemplificere den sammenhæng. Hvordan de – stik modsat de kræfter, der forsøgte at overdrive frygten og at udnytte krisen til at splitte menensker, blev anledninger til at bekræfte en enorm fælles menneskelighed og kollektiv ånd. Et aspekt af det, siger jeg, kunne være, at mennesker ikke er skabt som konstant frygtsomme væsener – at livet kan genoprette sig selv.

»Det forholder sig sådan med chokdoktrinen, at hvis de prøver at bruge den for meget, holder den op med at være chokerende,« siger Klein. »I disse øjeblikke er historisk hukommelse væsentlig, og selvfølgelig har Storbritannien blitzkrig-ånden i sit DNA: Vi er mennesker, der ikke krymper under kriser.«

En af de vanskeligheder, Amerika står over for, pointerer hun, er, at det ikke har samme kollektive historiske hukommelse at trække på. De historiske kampe, nationen har vundet – omstødelsen af Jim Crow-lovene, de vellykkede borgerretskampe og opgøret med interneringen af japansk-amerikanere under anden verdenskrig – har ikke været fællesfortællinger, og de har derfor været sværere at forene.

Hjælp til selvhjælp

Hun håber, at en fælles investering i miljøet kan tilvejebringe noget af den sociale kit. I så henseende kan Trumps afvisning af Paris-aftalen være startskuddet til, at lokalsamfund tager sagen i egne hænder. De byer og provinser, der har lovet at overholde Paris-principperne, beviser, hvordan centralmagten støder på sine grænser.

»Budskabet er, at de neoliberale nok styrer meget, men de kontrollerer ikke det hele. De bestemmer ikke, hvordan vi får vores energi, eller hvordan vi selv skal bevæge os. For at bryde ​​neoliberalismens tryllebånd er det nødvendigt, at folk kan se, at de kan leve på alternative måder, og byer og lokalsamfund er der, hvor det sker. De institutioner, der plejede at være rygraden i de sociale bevægelser, er i opløsning og svækkede, så vi bliver selv nødt til til at ordne det.«

I den forstand forestiller hun sig, at hendes Leap-tanker er som en open source-kode: »Hvis man gør aktivisme til sit brand, kommer man i et konkurrenceforhold til lignende brands, der kæmper for lignende sager,« siger hun. »Med Leap er det sådan, at hvis du vil have det, kan du tage det og gøre noget coolt med det, og hvis du ikke vil have det, må du bare selv om det.«

Hvor optimistisk er hun på det perspektivs vegne?

»Jeg har gode dage og dårlige dage,« siger hun. »Eller gode dele af dage og dårlige dele af andre dage. Det er uden tvivl skræmmende, at vi i dette så intenst alvorlige øjeblik for planeten har fået en så ekstremt dum figur på magtens tinde. Men det betyder bare, at det mere haster endnu mere med at finde løsninger.« Hun griner.

»Kan det gøre det ud for et håbefuldt budskab?« spørger hun.

»Det må vi nok nøjes med indtil videre,« siger jeg.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mads Berg
    Mads Berg
  • Brugerbillede for Holger Madsen
    Holger Madsen
  • Brugerbillede for Poul Erik Pedersen
    Poul Erik Pedersen
  • Brugerbillede for Torben Bruhn Andersen
    Torben Bruhn Andersen
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Kristen Carsten Munk
    Kristen Carsten Munk
  • Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
    Hans Jørn Storgaard Andersen
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Niels Risager
    Niels Risager
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for john andy houbo Pedersen
    john andy houbo Pedersen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Mads Berg, Holger Madsen, Poul Erik Pedersen, Torben Bruhn Andersen, Jan Weis, Mikael Velschow-Rasmussen, Kristen Carsten Munk, Hans Jørn Storgaard Andersen, Steen Sohn, Niels Risager, Benno Hansen, Eva Schwanenflügel, Toke Andersen, Olaf Tehrani, john andy houbo Pedersen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Virkelig god og meget tankevækkende artikel. Tror jeg må have fat i Naomi Kleins bøger!

Poul Erik Pedersen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Toke Andersen
Toke Andersen

Naomi Klein skriver imponerende velovervejet og informativt.
Men kriser udnyttes ikke kun opportunistisk. De skabes ofte aktivt og målrettet, med henblik på netop det disruptive potentiale der beskrives i 'Chokdoktrinen'.

Ligeledes er Trump hverken den første eller eneste der har forstået, at man relativt let kan styre den kritiske diskurs og endda efterforskning af åbenlyst kriminelle forhold, ved en konstant strøm af absurde og vildledende postulater.

Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Skov, Hanne Ribens, Hans Jørn Storgaard Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Bogens fulde navn er egentlig: No Is Not Enough: Resisting Trump's Shock Politics and Winning the World We Need

Brugerbillede for Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen

Glimrende titel af Naomi - den fanger øjnene.
Jeg må hen på biblioteket for at læse den ...

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Det lyder som om at Naomi Klein skriver om alle de ting som vi i forvejen kan se. Der er ikke nævnt en eneste ting i artiklen som ikke i forvejen var oppe og vende da det kom frem... lidt som når Ulla Terkelsen forklare os hvad vi kan se på skærmen....
Venstrefløjen kan ikke bare sådan lige uden videre finde sammen på tværs af baggrund og ideologi - det er tåbe snak.

Brugerbillede for Ruth Gjesing
Ruth Gjesing

Jeg synes, man skal gøre, som Katherine Richardson anbefaler i dagens information "Glem Trumps bizarre indfald og fokusér på klimaet".

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Poul Solrart Sørensen: "Venstrefløjen kan ikke bare sådan lige uden videre finde sammen på tværs af baggrund og ideologi..."

Måske ikke, men jeg synes alligevel, at vi skal prøve.

Mads Berg, Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Sup Aya Laya, Poul Erik Pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Mange lader sig indfange i mainstream-opinionens opfattelse af USA´s nye præsident.
Han er en idiot, siger koryfæet Naomi Klein.
Nu ligger det sådan, at det ikke er Naomi Klein, der er præsident, men ham der Trump. Og en idiot er ikke nødvendigvis en dårlig præsident, men en anderledes en.
(kommer af græsk: 'særegen')

At de i egen opfattelse progressive og demokratiske indehavere af bedre forstand på politik og præsidentembedets rette udførelse desværre ikke vandt valget, kan man kun give demokratiet skylden for. Det vil Naomi dog næppe anfægte, med mindre hun har fundet ud af, at alle Trumps vælgere er idioter.

Brugerbillede for Jan Weis

Sådan ser optimisme ud.
En moderne Cassandra - en ualmindelig sympatisk profet, der er i stand til at ’høre fremtiden’, og ramme mere præcist end så mange andre mandlige galpe-, gabe- og grødhoveder …
Bogen kan fås for 169,95 hos Busck.

Torben Skov, Eva Schwanenflügel, Sup Aya Laya, Niels Nielsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

I en artikel med titlen (link:) "What’s more frightening than an evil world leader? A stupid one", beskrives hvordan den stupide er langt farligere end "banditten", da man med en "bandit"/slyngel trods alt opfatter, at man har at gøre med et voksent menneske, hvorimod stupiditet

"… offers no such consolation. It’s unsettling to realise that any given terrible news development might serve no one’s best interests. And that our efforts to understand what’s going on, or what might happen next, are virtually guaranteed to fail – because we’re trying to puzzle out the rules of the game, when the real problem is that there aren’t any."

Beskrivelsen passer meget godt på Donald Trump og hans handlinger, selvom artiklen faktisk bygger på iagttagelser gjort af den italienske økonom Carlo Cipolla (1922-2000) tilbage i 1976, beskrevet i et længere essay, her sammenfattet til (link:) "The five universal laws of human stupidity":

Law 1: Always and inevitably everyone underestimates the number of stupid individuals in circulation.

Law 2: The probability that a certain person be stupid is independent of any other characteristic of that person.

Law 3. A stupid person is a person who causes losses to another person or to a group of persons while himself deriving no gain and even possibly incurring losses.

Law 4: Non-stupid people always underestimate the damaging power of stupid individuals. In particular non-stupid people constantly forget that at all times and places and under any circumstances to deal and/or associate with stupid people always turns out to be a costly mistake.

Law 5: A stupid person is the most dangerous type of person.

Konklusion:

"… change in the composition of the non-stupid population inevitably strengthens the destructive power of the [stupid] fraction and makes decline a certainty,” Cipolla concludes. “And the country goes to Hell.”

Som et mere tragisk end komisk apropos i den sammenhæng: En nylig undersøgelse har vist, at 7%, over 17 millioner, voksne amerikanere tror, at chokolademælk kommer fra brune køer.

Karsten Aaen, Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Og i disse Trump-tider, og selv om citatet er snart 100 år gammelt, er det aldrig helt uaktuelt også at minde om H.L. Menckens forudsigelse:

"As democracy is perfected, the office represents, more and more closely, the inner soul of the people. We move toward a lofty ideal. On some great and glorious day the plain folks of the land will reach their heart's desire at last, and the White House will be adorned by a downright moron."

Karsten Aaen, Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Klovnene, narrene, idioterne, commedia del artes pjerrot, der egentlig kom fra Lilleasien (kan en tyrkersag være på vej) - alle dem, som muntrer de kloge stivstikkere ved hof og regering på Capitol Hill op, så de kan se det latterlige ved sig selv, alle dem skal man værne om og nyde, for de er guld værd, som Klods Hans i eventyret.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Undskyld forresten, at jeg foretrækker at skrive på dansk,
but that's unfortunately my mother tongue,
in which I can say, what I have in mind,
Contrary to english, where I first must have in mind, what I can say.

Frit efter Niels Davidsen-Nielsen
Professer i engelsk på CBS til 2005.
Formand for Dansk Sprognævn til 2009

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Hvis man i en dansk debat lader sine argumenter i vidt omfang hvile på engelske tekster, mener jeg faktisk at man bør opsummere teksternes indhold på dansk. Derved opnås, at man selv bidrager men en fortolkning, og eventuelt konkluderer noget nyt.

Endvidere får man sagen bragt ned på jorden, hvor flere interesserede læsere kan være med, Det gælder om at være dernede, hvor der er farligt at være, fordi almuen kan finde på at blande sig..