Tysk investeringsoffensiv i Afrika skal fremtidssikre kontinentet

»Afrika er ikke til salg.« »Stop krigen mod migranter.« »Nej til økonomisk kolonisering.«

Budskaberne har været entydige de sidste dage i Berlin, hvor der har været flere demonstrationer mod G20’s Afrika-partnerskabskonference.

Det bemærkede de dog næppe indenfor i det gamle gasværk i bydelen Schöneberg. Under mottoet ’investeringer i en fælles fremtid’ mødtes bl.a. IMF-chef Christine Lagarde og den tyske forbundskansler Angela Merkel med en lang række repræsentanter fra investeringsbanker, regeringer og forbund i fem udvalgte afrikanske lande. Målet var ifølge den tyske forbundsregering en »inkluderende økonomisk vækst, som alle mennesker i Afrika kan få del i«.

Pilotprojekt for G20

Rammen for det tysk-afrikanske møde er det tyske formandskab for G20, der kulminerer med G20-topmødet i Hamborg i juli. Men allerede i efteråret 2016 tegnede den tyske forbundsregering konturerne til en ny Afrika-politik, der på den ene side ikke overlader Afrika til kineserne, og på den anden side skal sørge for færre afrikanske migranter til Europa, som Angela Merkel åbenhjertigt skitserede det ved konferencen i Berlin.

I efteråret fremlagde flere tyske ministerier initiativet ’Pro! Afrika’ samt ’Marshall-plan med Afrika’, hvor betoningen på med og ikke for Afrika understreger de gensidige interesser.

Ved partnerskabskonferencen i Berlin lå pilotprojektet ’Compact with Africa’ på samme linje. Med hjælp fra Tyskland skal de afrikanske regeringer udvikle programmer for stabile statslige strukturer, korruptionsbekæmpelse og økonomisk udvikling. Omvendt støttes små og mellemstore tyske virksomheder til at tage skridtet over Middelhavet og evt. Sahara for at investere i syv udvalgte afrikanske lande, der bl.a. tæller Ghana, Tunesien og Elfenbenskysten.

I større skala kan IMF, Verdensbanken og den Afrikanske Udviklingsbank bidrage til at skabe økonomiske reformer og opstille anbefalinger og kriterier for de enkelte landes økonomiske udvikling – og omvendt hjælpe med at reducere risiciene for private udenlandske investorer, f.eks. i kraft af garantier eller forsikringer.

Det udtalte tyske mål er at skabe bred opbakning til denne model ved G20-topmødet i Hamborg, så den kan udbredes til gruppens øvrige 18 stater plus EU.

Unge og kvinder negligeres

I flere tyske medier tolkes den investeringsstyrede strategi i Afrika som en yderligere vending væk fra den klassiske ulandshjælp. Fra den tyske opposition og fra en række hjælpeorganisationer bag initiativet til gældssanering i ulande, Erlassjahr, har der lydt kritik af initiativets ’økonomiske imperialisme’.

Herunder kritiseres det især, at investeringsfremstødet er ren hjælp til selvhjælp: kapitalflowet fra G20-landene til de afrikanske stater vil ikke handle om tilskud eller gunstige kreditter, men om at finde lukrative afkast for vestlige formuer og pensionskasser, som er presset af lave renter. Det kan presse de afrikanske lande til endnu større afhængighed, mener de.

Den tyske økonomiprofessor Jann Lay kritiserer, at ’Compact with Africa’ fokuserer for meget på infrastruktur, produktion og råstoffer, mens den altafgørende uddannelse af den unge afrikanske befolkning negligeres.

Guntram Wolff, leder af den europæisk-økonomiske tænketank Bruegel, kritiserer i Süddeutsche Zeitung samstemmende, at nøglespillerne, nemlig kvinderne i de fattigste afrikanske lande, slet ikke inddrages.

»Der er klar evidens for, at bedre uddannelse og kvinderettigheder reducerer fødselsraterne og det demografiske pres (...) Konkret betyder det, at G20’s finansministre burde stille klare krav og betingelser til hjælpeprogrammerne på dette område.«

Strategipapirer uden følger

Uschi Eid, der har siddet i Forbundsdagen for De Grønne i 20 år og nu er forkvinde for Den Tyske Afrika-Stiftelse, er mere positiv over for de private investeringer.

»Vi kan ikke blive ved med at prædike, at vi skal brødføde verden, mens arbejdspladserne forbliver her,« siger Eid til Deutschlandfunk.

De påtænkte investeringer kan i hendes øjne skabe lokale økonomiske kredsløb i Afrika, hvor over 60 procent af befolkningen er unge under 25, som forlader deres hjemlande, hvis de ikke har nogen fremtidsudsigter.

»Der er intet odiøst i at sige: Vi bidrager til, at mennesker kan blive i deres hjemstavn, at de kan få job og uddannelse. Det bidrager jo til at sparke den økonomiske udvikling i gang og reducere kløften mellem fattige og rige lande.«

Om Afrika-konferencen overhovedet vil bære frugt, er dog tvivlsomt, mener avisen Die Welt. Selvom den samlede tyske handel med Afrika syd for Sahara blot ligger på ca. 195 milliarder kroner årligt – eller lige så lidt som med Slovakiet – så har den tyske regering endnu ikke fundet nok Afrika-interesserede tyske virksomheder under de betingelser, som ’Compact with Africa’ foreslår.

Eller som Stefan Liebing, formand for Tysk Industris Afrika-Forening, formulerer det: Måske drukner bestræbelserne i strategipapirer og ender med at tabe pusten.

»Der er risiko for, at det hele forbliver et stort show uden reelle følger.«