Læsetid: 11 min.

Valget mellem Corbyn og May er et valg mellem en hård og en blød exit fra EU

Torsdagens valg blev udskrevet på grund af Brexit, og de to kandidater til posten som premierminister vil gribe bruddet med EU meget forskelligt an. Mens May omfavner et hårdt brud, der sætter kontrol med indvandring over det indre marked, ønsker Corbyn et blødt brud og er ikke bange for den fri bevægelighed
Torsdagens valg blev udskrevet på grund af Brexit, og de to kandidater til posten som premierminister vil gribe bruddet med EU meget forskelligt an. Mens May omfavner et hårdt brud, der sætter kontrol med indvandring over det indre marked, ønsker Corbyn et blødt brud og er ikke bange for den fri bevægelighed

Matt Dunham

8. juni 2017

LONDON – I David Camerons tid som premierminister kaldte de hende ’Submarine May’; en beskrivelse, der dækkede over indenrigsministeren Theresa Mays afventende – måske kalkulerende – stil op til og under EU-valgkampen.

Hun opererede i dyb hemmelighed under overfladen og stak kun undtagelsesvis sit hoved oven vande for at give sig til kende. Som konsekvens vidste ingen helt, hvor de havde hende.

Som vi nu ved, valgte Theresa May at støtte Remain-siden i EU-valgkampen efter i månedsvis at have holdt både Remain- og Leave-holdene hen. Men selv efter, at hun nølende i en underspillet skriftlig udtalelse valgte at støtte Remain, fortsatte hun en stille eksistens under søslagets overflade.

Ikke færre end 15 gange skulle Cameron – ifølge hans spindoctor Craig Oliver – have bedt May om at spille en større rolle i Remain-kampagnen. Det skete aldrig.

Som Oliver afslører i sin bog om perioden, Unleashing Demons, skulle David Cameron, allerede mens de afventede hendes beslutning, havde udtalt: »Det kan vise sig at fungere for hende. Hun kunne være premierminister om seks måneders tid.«

Stefan Rousseau

Theresa May

  • Født 1. oktober 1956.
  • Har været medlem af parlamentet for Maidenhead siden 1997.
  • Har tidligere bl.a. arbejdet som analytiker i Bank of England. Uddannet fra Holton Park Girls’ Grammar School og læste efterfølgende geografi på Oxford University.
  • Blev i 1980 gift med bankmanden Philip May, som hun havde mødt på Oxford University. Parret har fortalt, at de ikke kan få børn.
  • Er som præstedatter religiøs og går i kirke hver søndag.

Theresa May endte med at slå hans forudsigelse med to uger. Da jordskælvet efter briternes Brexit-afgørelse rystede den politiske orden i dagene og ugerne efter folkeafstemningen den 23. juni 2016, stod Theresa May som den eneste oprejst; perfekt egnet til at gribe tøjlerne i landet.

Nok havde hun støttet Remain, men ingen kunne beskylde hende for at have påstået, at landet ikke kunne klare sig uden for EU. Tværtimod havde hun et citat, der kunne passe på ethvert udfald.

Hvad Storbritanniens anden kvindelige premierminister inderst inde tror på, ved ikke engang hendes tætteste allierede.

»Hun havde sikkert et personligt synspunkt, men det personlige og det politiske blev flettet sammen,« siger Andrew Crines, lektor i britisk politik ved University of Liverpool, der bl.a. har forsket i konservative parlamentarikeres præferencer under EU-afstemningen.

»Hun var en meget kold Remain-tilhænger; hun troede bestemt ikke helhjertet på det. Jeg tror, hun spillede taktisk for at holde mulighederne åbne ligegyldigt resultatet. Hvis Remain vandt, ville hun blive opfattet som loyal over for Camerons regering, og hun ville forblive i regeringen; hvis Leave vandt, kunne hun let skifte side til Brexit,« siger han og vurderer, at hun var »30 procent for Remain, men inderst inde 70 procent for Brexit«.

»For May handlede det først og fremmest om, hvad der var politisk hensigtsmæssigt.«

Tim Bale, professor i politik ved Queen Mary, University of London og forfatter til The Conservative Party: From Thatcher to Cameron, er ikke helt enig. Jo, han mener også, at hun tænkte taktisk – »det er jo politik« – men han er overbevist om, at hun faktisk støttede Remain-siden, om end tøvende.

»Hun er en rimelig mainstream konservativ, så hun ville som sine kolleger have anset EU for at være et overreguleret, kvasi-andelsfortagende, der griber ind i landets suverænitet og til en vis grad holder Storbritannien tilbage i forhold til at spille en større global rolle. Hun ville have haft den type bekymringer, men jeg tror, at hun efter at have vejet tingene op mente, at fordelene ved det økonomiske samarbejde vejede en anelse tungere end ulemperne,« siger Tim Bale.

»Men hun har altid ønsket at blive leder af Det Konservative Parti. Og hun erkendte, at hvis Leave vandt, så ville Cameron være nødt til at gå af, og hun ville få brug for at kunne argumentere for, at det var hende, der skulle efterfølge ham. Så ja, der var politisk beregning bag hendes beslutning.«

Store drømme

Faktisk drømte præstedatteren Theresa May ikke kun om at blive leder af sit elskede parti. Hun ville være landets leder. Allerede da May var elev på Wheatley Park Sixth Form (gymnasieniveau), erklærede hun åbenlyst – ifølge Rosa Princes biografi Theresa May – The Enigmatic Prime Minister – at hun agtede at blive Storbritanniens første kvindelige premierminister. Ifølge samme Prince skulle den Oxford-uddannede May have følt sig oprigtig forurettet, da Margaret Thatcher kom hende i forkøbet i 1979.

Ambitionen om at nå toppen fastholdt hun dog og gik via en karriere som lokalpolitiker ind i politik på nationalt niveau. I 1997 blev hun som 40-årig valgt til parlamentet for Maidenhead-kredsen – hvor hun bl.a. slog Cameron i kampen om nomineringen – og i de efterfølgende år steg hun stille og roligt i graderne.

I 2005 måtte hun dog se den yngre David Cameron – der først blev valgt i 2001 – overhale hende indenom, da han blev valgt til partiets leder.

May, der på dette tidspunkt havde været gift med studiekammeraten Philip May i næsten 25 år, havde ønsket at opstille, men droppede i stilhed ideen efter manglende opbakning blandt kollegerne, der fortrak den unge, moderne David Camerons ’compassionate conservatism’.

Terrorangrebet i London lørdag aften har ført til kritik af Theresa May for som indenrigsminister at have skåret i bevillingerne til politiet.
Læs også

Mens May kom fra en familie, hvor begge bedstemødre arbejdede som tjenestepiger, var det mere sandsynligt, at Camerons forfædre – med Princes ord – »hyrede tjenestefolk«. Og hvor May var blevet født og opdraget til at tjene andre, opfattede Cameron – måske pga. hans privilegerede opvækst – politik som et spil; noget der ifølge Prince vagte dyb foragt i den hårdtarbejdende, seriøse May.

Da partiet efter 2010-valget endte i koalitionsregering med Liberaldemokraterne, og Theresa May blev udnævnt til indenrigsminister, var holdningen blandt hendes kolleger – inklusive Cameron – at partiets valgløfte om at reducere immigrationen til ’titusinder’ om året kunne klares med kreativt spin. May derimod tog løftet dybt alvorligt.

»Det står langtfra klart, om hun mente, det var en god politik. Det var ikke det, det handlede om. Det var nu hendes politik, og hun havde tænkt sig at gennemføre den,« skriver Cambridge-akademikeren David Runciman i London Review of Books.

»Nu, hvor May er premierminister, bliver to ting fra denne episode lysende klart. For det første, hendes tilgang til Brexit er ganske enkelt en fortsættelse af det samme mønster. Hun arvede Brexit. Hun vil levere.

Og foruroligende nok er det svært at undgå den konklusion, at hendes omfavnelse af en hård Brexit – at prioritere kontrol af immigration over medlemskab af det indre marked – er hendes måde endeligt at færdiggøre jobbet,« tilføjer han.

Tror hun på det?

Mens der er dem, der tvivler på, at Theresa May reelt var Remain-tilhænger, er der nu dem, der som Runciman sætter spørgsmålstegn ved, om hun inderst inde mener, at en hård Brexit er det bedste for landet.

Både Andrew Crines og Tim Bale vurderer, at Theresa May har konkluderet, at en hård Brexit er den eneste måde Brexit, kan gennemføres på.

»Hun bliver nødt til at tro på det nu for at opnå det resultat, hun ønsker,« siger Crines.

Bale mener, at Theresa May »anerkender, at landet har stemt på den måde, og at hendes parti ønsker det, og at det er nødvendigt for en troværdig leder at gennemføre det«.

»Med Brexit konkluderede hun, at der er stor bekymring over immigration – en bekymring hun deler. Hvis man følger den logik, får man regnestykket: begrænsning af immigration lig med intet medlemskab af det indre marked lig med hård Brexit.«

Owen Humphreys

Jeremy Corbyn

  • Født 26. maj 1949.
  • Har været medlem af parlamentet for Islington North i London siden 1983. Har gået i privatskole efterfulgt af en ungdomsuddannelse på en selektiv ’grammar school’.
  • Startede på Fagforeningsstudier på North London Polytechnic, men droppede ud.
  • Bor sammen med sin tredje kone, den mexicanskfødte Laura Alvarez, en menneskerettighedsjurist, der importerer fair trade-kaffe.
  • Har tre voksne sønner fra et tidligere ægteskab.

Fra Jelly til Jezza

I 1975 stemte han for at forlade EF. I 1993 stemte han imod Maastricht-traktaten. I 2008 stemte han imod Lisabon-traktaten. Og så sent som i 2015 spåede han, at der »ikke er nogen fremtid for et Europa, der gør sine små nationer til gældskolonier«.

Året efter – i 2016 – fik piben pludselig en anden lyd. Nu mente Labour-formand Jeremy Corbyn, at »der er et stærk socialistisk argument for at blive i den Europæiske Union« og appellerede til briterne om at stemme Remain og acceptere EU »med vorter og det hele«.

Men gjorde han selv?

Langtfra alle er overbevist om, at transformationen fra livslang EU-modstander til Remain-tilhænger er reel – særligt i lyset af hans ry for ikke at have ændret politisk ståsted i sine 34 år som parlamentariker og efter en ikke særlig lidenskabelig EU-valgkamp.

»Var han bare ikke i godt nok humør til at hjælpe os? Eller stak det dybere? Ville han ikke stå på samme side som premierministeren og regeringen? Eller følte han måske inderst inde ikke, at vi burde forblive i EU? Hvem ved?« udtalte Labours tidligere EU-kommissær Peter Mandelson i BBC2-programmet Brexit – The Battle for Britain.

Der er sågar dem, der mener at vide, at Corbyn faktisk stemte for Brexit på dagen.

»Det er svært at vide, om han stemte Leave, når vi ikke har et vindue til hans sjæl eller til stemmeboksen,« siger professor Tim Bale fra Queen Mary, University of London. »Men hans opførsel afspejlede en mand, der ikke var fuldstændig overbevist og i hvert fald ikke var parat til at føre den kampagne, der var behov for, hvis Labour-vælgerne skulle overbevises.«

Han påpeger, at det først og fremmest er suverænitetsspørgsmålet, der ligger bag Corbyn og den yderste venstrefløjs EU-skepsis.

»De bryder sig ikke om, at EU vil kunne blande sig i en venstreorienteret regerings beslutning om at omorganisere økonomien, som den ønsker,« siger Bale, der bl.a. har udgivet bogen Five Year Mission: The Labour Party Under Ed Miliband.

Andrew Crines, lektor i politik ved University of Liverpool og forfatter til bogen Labour Orators from Bevan to Miliband, er enig i vurderingen.

»Han har været EU-modstander i årevis og har beskyldt EU for at være en kapitalistisk klub, og da han ikke har ændret mening om noget i over 30 år, er jeg ikke i tvivl om, at han inderst inde er Brexit-tilhænger,« siger Crines, der mener, at »han støttede Remain for at holde sammen på partiet, der allerede var dybt splittet«.

Principfast

Der er næppe nogen, der betvivler, at Jeremy Corbyn, der er vokset op med tre ældre brødre i et venstreorienteret middelklassehjem, er en principfast mand – måske en reaktion på barndommens kælenavn ’Jelly’. Både hans afstemningsprotokol i parlamentet og hans privatliv mere end beviser, at der ikke er megen vaklen over den voksne Corbyn.

Efter at have gået på både privatskole og i en offentlig, men selektiv grammer school, endte han med et indædt had til begge. Det siges, at han blev skilt fra sin anden kone, Claudia, efter at hun insisterede på at sende en af deres tre sønner på Queen Elizabeth Grammar School frem for på den lokale Islington Comprehensive.

Hadet til det private og selektive system førte da heller ikke ligefrem til gode resultater – Corbyn forlod sin ungdomsuddannelse med bundkarakterer.

Siden begyndte han på en videregående uddannelse i fagforeningsstudier på North London Polytechnic, men droppede ud efter uenighed med underviserne. I stedet fik han en succesfuld karriere inden for fagbevægelsen, hvor han arbejdede indtil Labour-politik – en passion siden teenageårene – kom til at fylde hele hans liv; først som byrådspolitiker og siden 1983 som parlamentariker for London-kredsen Islington North.

Som sin mentor Tony Benn hørte han til partiets yderste venstrefløj, der kæmpede for arbejderbestyrede industrier, større statsintervention i økonomien, unilateral atomvåbennedrustning, et forenet Irland og ikke mindst udmeldelse af EU.

EU igen igen

Hans kritik af EU var stadig højlydt under formandskampen i 2015, hvor han havde ladet sig overtale til at opstille som repræsentant for partiets venstrefløj.

»Diane Abbott og John McDonnell havde gjort det før, så det var min tur,« sagde han inden det stod klart, at nye valgregler og som konsekvens en markant udvidelse af stemmeberettigede græsrødder ville sikre ham sejren.

Det blev også EU, eller rettere hans manglende engagement i valgkampen, der førte til et forsøg fra parlamentsgruppen på at afsætte ham i 2016.

Det lykkedes som bekendt ikke. Og efter en forvirret periode har partiet og Corbyn nu fundet sine fødder igen – og en Brexit-politik. Hvad den politik er, står imidlertid uklart for mange vælgere, og Andrew Crines forstår godt hvorfor.

»Problemet i Labour er, at de har disse lange, uddybende debatter, som aldrig kommer frem til en konklusion. For Corbyn er debatten om Brexit stadig åben, og det er årsagen til, at der er forvirring omkring Labours position,« mener han.

Tim Bale påpeger, at grundlaget for Corbyns afvisning af EU er det modsatte af mange vælgeres.

»De er modstandere af den øgede immigration, men kan se nogle økonomiske fordele ved medlemskabet, hvor Corbyn har det omvendt.«

Corbyns opbakning til fri bevægelighed bakkes op af mange veluddannede middelklassevælgere i byerne, hvilket ifølge Bale har »drevet en kile ned mellem koalitionen af Labour-vælgere«.

»Det er endt med dette utilfredsstillende kompromis, der anerkender, at Brexit er uundgåelig, samtidig med at partiet kommer med tomme ord om at kontrollere immigrationen,« tilføjer han.

Et løfte om, at også Labour vil sætte en stopper for den fri bevægelighed, hvis partiet vinder valget, blev dog tilføjet partiets manifest i 11. time. Sandsynligvis efter pres fra dele af parlamentsgruppen, der mener, at partiet må anerkende Brexit-vælgernes bekymringer. I hvert fald er det næppe meningsmålingerne eller medierne, der har påvirket Corbyn, siger både Bale og Crines.

»Det eneste, der gør en forskel for ham, er hvis det kan minimere hans problemer internt i parlamentsgruppen,« siger Bale.

Kompromiset om begrænsning af fri bevægelighed betyder imidlertid, at der reelt ikke er stor forskel på Labours og de konservatives Brexit-positioner, men Andrew Crines vurderer alligevel, at det vil blive en blødere Brexit med Labour ved forhandlingsbordet, fordi partiet grundlæggende set er mere proeuropæisk end de konservative.

»Labours attitude til EU betyder, at de vil presse på for så stor adgang til EU’s ressourcer og så stor adgang til det indre marked som muligt,« vurderer han.

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars F. Jensen

Det er meget svært - bortset fra hvis UK direkte forlader forhandlingsbordet helt uden en aftale - at se nogen forskel på Brexit og Brexit.

EU27 har uafbrudt og helt utvetydigt fastholdt, at de fire friheder i Lisabontraktaten er et udeleligt hele. Man kan ikke deltage i det indre marked for varer, service og kapital uden også at deltage i arbejdskraftens frie bevægelse.
Der har været mange i UK der har påstået at bla. den tyske industri ville gennemtvinge et kompromis fra EU's side. Men den tyske industrisammenslutning (tysk DI) har længe og helt uden forbehold sagt at de 93% af tyske eksport til ikke-UK er langt vigtigere at fastholde, at tysk industri har store fordele af alle fire friheder og at det i øvrigt var et rent politisk spørgsmål.

Her skal man måske vide, at fx en bil består af en mængde komponenter, der igen består af komponenter. Delene til en bil har såleds i mange tilfælde bevæget sig over indre EU grænser mange gange på vejen fra grundkomponent til den færdige bil.
Det er således meget langt fra kun den simple forbrugeropfattelse at bilen kommer fra fx Frankrig og eksporteres til os i Danmark.

Det vil også være ganske uden sandsynlighed at en EU27 <-> UK aftale uden fri bevægelighed vil kunne godkendes i alle 27 (+ et par regionale) parlamenter og slet ikke i EU-Parlamentet.

Hvis UK imidlertid accepterer den frie bevægelse for at deltage i det indre marked, så er der ikke meget reelt tilbage af Brexit.
Jo, UK skal så som Norge, Schweiz acceptere alle EU regler uden - som UK kan nu - at kunne deltage i disse reglers udformning.

Lars :)

Henrik L Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Er det forkert at sige, at hvis briterne vælger den bløde model med fri bevægelighed, så giver deres udmelding af EU ikke rigtig nogen mening?

Per Langholz

Den der vinder dette valg, vil efter Brexit stå som en mega taber, fordi UK vil opleve mange tab, når de forhandler sig ud af EU, ligemeget hvordan Brexit bliver. Det er en uriaspost, formentlig for hele det parti der står bag også. Så held og lykke Theresa May.