Læsetid: 4 min.

Valget, der vendte britisk klassepolitik på hovedet

Storbritanniens parlamentsvalg viste ikke blot, at splittelsen efter Brexit består – det bekræftede også, at vor tids store politiske skel går mellem højtuddannede kosmopolitter og lavt uddannede nationalister
12. juni 2017

Brexit giver, Brexit tager. Kun fordi hendes forgænger fejlede i sit sats af en  folkeafstemning, blev premierministerposten Theresa Mays. Nu har hendes egen satsning på et styrket Brexit-mandat slået fejl. En overraskende uoplagt konservativ valgkamp, hvor hun formåede at formøble sit forspring på komfortable 20 procent, kulminerede i et ikke mindre overraskende resultat.

De konservative gik efter jordsskredssejren, men måtte se deres flertal blæst omkuld af et Labour-parti tilbage i fuld vigør. At regeringsmagten ikke gled dem af hænde, beror i vidt omfang på Nicola Sturgeons lige så fejlslagne satsning. Den skotske førsteministers krav om en ny afstemning om skotsk uafhængighed frastødte mange af de vælgere, der foretrækker at bevare et samlet Storbritannien – de vragede SNP til fordel for Ruths Davidsons skotske konservative.

Begge de store partier vandt dog frem i et valg, som de dominerede i en langt højere grad end alle de foregående valg siden 1970. Nok mistede hun partiets absolutte flertal, men målt på tilslutning præsterede May et bedre valg end Margareth Thatchers jordsskredsejr i 1987, ligesom Jeremy Corbyn selv i nederlaget klarede sig bedre, end Tony Blair gjorde ved sin sidste valgsejr i 2005.

Selv om Theresa May i går erklærede, at hun agter at fortsætte som premierminister for en mindretalsregering med støtte fra det nordirske Demokratiske Unionist Parti, DUP, betyder valgresultatet, at det hurtigt kan vise sig meget svært for May at blive siddende som leder af det konservative parti.
Læs også

Den mangeårige fraktionering af britisk politik er pludselig vendt om, men geografien i Storbritanniens nye toparti-politik er indtil videre mest til de konservatives fordel. Labours mandater er overvejende koncentreret i de meget sikre valgkredse, mens de konservative er mere spredt. På den anden side har Labours markant udbyggede vælgerbase også udvidet den politiske kampplads frem til næste valg – i over 50 valgkredse tabte det til de konservative med under seks procent.

Skel følger uddannelse

Efter et år, hvor Brexit-tilhængerne kunne sætte sig på den politiske dagsorden, var det ved torsdagens valg i sidste uge Remain-fløjen, som slog igen. Selv om der var en mindre vælgervandring til de konservative i kredse med flest Leave-stemmer, sad Labour solidt på Remain-højborgene. Labour gik i gennemsnit 12 procent frem i de stærkeste Remain-kredse, mens de konservative gik to procent tilbage.

Helt anderledes så det ud i Leave-højborgene: Her var den konservative stemmeafgivning stærk og stabil – ikke mindst i kraft af tidligere UKIP-vælgeres støtte. Kredse i England og Wales med over 60 procent Leave-stemmer rykkede til de konservative. Ikke desto mindre var de konservative sejre i disse kredse mindre end forventet – for selv om de konservative kunne notere større gevinster i de kredse, hvor UKIP klarede sig godt ved forrige valg, klarede Labour sig ikke ringere i samme kredse. Den stigende tilslutning til Labour målt på landsplan neutraliserede de konservatives fremgang i stærke Labour-Leave-kredse i nord og midt-England.

Læs også

En central akse i Corbyns strategi siden hans første formandskabsvalg har været at mobilisere de vredeste, mest forurettede dele af vælgerkorpset – især unge vælgere og tidligere sofavælgere – ved at tilbyde ’en ny slags politik’.

De første analyser tyder på, at den strategi har været en tordnende succes. Stigningen i Labour-tilslutning var størst i de valgkredse, hvor stemmeprocenten steg mest, især i områder med store koncentrationer af unge vælgere og unge studerende, hvorimod de konservative klarede sig dårligt i alle disse områder.

Kombinationen af disse tendenser slog dramatisk igennem i Canterbury, traditionelt en solid tory-højborg med to store universitetscampusser, hvor en markant fremgang for første gang i kredsens lange historie gav Labour-sejr.

Fremgangen i stemmedeltagelse, især fra engagerede unge, var noget nyt ved dette valg, mens andre tendenser fortsatte i kendte mønstre. En af disse var den stadig større uddannelseskløft i politik. Den kløft voksede markant i 2015, da Labour under Ed Miliband klarede sig langt bedre blandt de højtuddannede, og den var også tydelig ved Brexit-afstemningen.

Modsat De Konservatives valgprogram havde Labour også langt mere at tilbyde de unge. Bl.a. lovede partiet i sit valgprogram at sløjfe brugerbetalingen på universiteterne og sågar finde en løsning for dem, der betaler for deres studier lige nu. Og partiet lovede at genoprette studietilskud til unge, økonomisk trængte studerende samt boligtilskud for unge, som er blevet skåret i de seneste år af den konservative regering.
Læs også

Kløften ser også ud til at være blevet endnu dybere ved dette valg som resultat af stærke konservative resultater i kredse med høj tæthed af ikkehøjtuddannede og tilsvarende dårlige resultater i kredse med mange veluddannede. Uddannelseskløften afspejler større forskelle i identitet, værdier og verdenssyn mellem de mere socialkonservative og nationalistiske lavtuddannede og de mere kosmopolitiske højtuddannede. Lignende skillelinjer kunne konstateres ved de seneste valg i Østrig, Frankrig, Holland og USA. Skellet mellem højt- og lavtuddannede ser ud til også fremover at bide sig fast som centralt i de vestlige demokratiets politiske kappestrid.

Nye klasseskel

Men hvis uddannelseskløften ser ud til at vokse mellem højtuddannede Labor-vælgere og lavere uddannede konservative vælgere, er der tegn på, at de traditionelle klasseskel, der har struktureret britisk politik i generationer, er blevet vendt ved valget i år.

Labour, der blev grundlagt som et parti for arbejderklassen og fokuserede på at omfordele ressourcer fra de rige til de fattige, vandt den største fremgang i 2017 i kredsene med de største koncentrationer af højtuddannede middelklassevælgere og velhavere.

De konservative, som så længe var partiet for storkapitalen og middelklassen, vandt deres største fremgang i de fattigste kredse i England og Wales. Som noget endnu mere bemærkelsesværdigt efter årene med sparepolitik, skete de konservatives største fremgange i forhold til valget i 2015 i kredse, hvor gennemsnitsindkomsterne er faldet mest over de sidste fem år, hvorimod partiet næsten ingen fremgang kunne notere i de kredse, hvor gennemsnitsindkomsterne steg mest.

Britisk klassepolitik blev således i 2017 vendt fuldstændig på hovedet. Vellønnede højtuddannede i fashionable forstæder sluttede op om en Labour-leder, som lovede at skrue deres skatter i vejret, hvorimod de arbejdervælgere, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen i forarmede og kriseramte kredse, følte sig mest tiltrukket af et parti, som lovede flere nedskæringer på offentlige tjenester og velfærd.

Robert Ford er britisk valgforsker. (C) The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu