Analyse
Læsetid: 4 min.

Alle veje fører til Raqqa

Amerikanskstøttede militser er begyndt at erobre Raqqa i en kamp, der ser mere overkommelig ud end Mosul. Men offensiven for at presse Islamisk Stat ud af den syriske ørken åbenbarer også et fastlåst internationalt spil: Fremgangen mod IS vil sandsynligvis gå i stå, hvis ikke regionens forskellige aktører finder et kompromis omkring krigens næste fase
Civile flygter fra Raqqa, som kampene mellem Islamisk Stat og kurdiske styrker tager til.

Civile flygter fra Raqqa, som kampene mellem Islamisk Stat og kurdiske styrker tager til.

Udland
14. juni 2017

Det var primært billeder af civile ofre, der kom ud, da styrker fra Syrian Democratic Forces i den forløbne uge for første gang bevægede sig ind i Islamisk Stats syriske hovedby Raqqa og erobrede to bykvarterer, al-Misbah og al-Roumaniya, mens kampene om andre kvarterer bølgede frem og tilbage. Små grupper af civile bevægede sig ud af byen med hvide flag, mens billeder af civile ofre for intense luftbombardementer med blandt andet hvid fosfor sivede ud fra byen via sociale medier.

Det er billeder, som ganske givet vil tage til, efterhånden som de amerikanskstøttede og kurdiskdominerede styrker nærmer sig de centrale kvarterer, hvor Islamisk Stat har gravet sig ned og forberedt sig på angrebet gennem længere tid.

Men slaget tegner på mange måder til at blive en anden slags kamp end den, der endnu pågår i Mosul. Raqqa er langt mindre og langt sværere at beskytte og har også færre forsvarere – et sted mellem 2.500-4.000 IS-krigere afhængigt af, hvilke kilder man vælger at stole på – og et langt og temmelig grundigt forarbejde har i praksis afskåret byen fra det meste af dens bagland.

Løser ikke problemer

Den kurdisk-arabiske alliance har i over et år befundet sig i udkanten af Raqqa og med grundig koalitionsstøtte i form af flystøtte, efterretningsdeling og specialstyrker fra især amerikansk side langsomt skåret blodårerne til Raqqa over, så IS’ syriske hovedstad i praksis er et hoved løsrevet fra sin krop. Forlydenderne i de seneste dage er således, at den eneste vej ind og ud fra Raqqa for IS er til vands via Eufrat-floden, efter at de sidste broer ind til byen er blevet sprængt i luften.

Det løser dog ikke de problemer, der længe har tegnet sig i den resterende kamp mod IS, efterhånden som bevægelsen mister sine urbane centre og igen bliver en slags guerilla-gruppe. Det er især den mere fuldtonede støtte og levering af tungere våben til de kurdiske styrker fra USA, der har gjort invasionen af Raqqa mulig.

Her har USA efter Trumps indsættelse tonet mere rent flag omkring støtten til kurderne på bekostning af forholdet til den tyrkiske regering, og den øgede støtte var også medvirkende til, at de kurdiskdominerede styrker ikke har mødt større konkurrence i kapløbet om at nå Raqqa fra hverken tyrkiskstøttede oprørsstyrker eller syriske regeringstropper, der begge tidligere har erklæret Raqqa som et mål for deres indsats.

De kurdiske styrkers indtrængen i byen afgør dog ikke nogen af de konflikter om dominans, som præger situationen omkring både Raqqa og baglandet ned mod Østsyriens anden store by, Deir al-Zor, som er delvist kontrolleret af IS, og mod øst op til den irakiske grænse. Et område, som de fleste eksperter regner med vil blive IS’ sidste bastion, uanset om det bliver i form af kontrollerede byer eller som en slags undergrundsbevægelse.

Sunni-stemmer i og omkring Raqqa har udtalt, at de vil anse det som endnu en besættelse, hvis de primært kurdiske SDF-styrker kontrollerer den hovedsaligt arabiske by, og det er tvivlsomt, om den modvilje vil blive dæmpet af de kurdiske myndigheders løfte om at sætte et lokalråd med arabiske medlemmer til at styre byen, når først den er erobret.

Det samme gør sig gældende længere nede af Eufrat-floden mod syd, hvor den IS-belejrede by Deir al-Zor både er et mål på lidt længere sigt for SDF-styrkerne, men især for de syriske regimetropper, der på det seneste har gjort fremskridt mod øst og erobret store dele af ørkenen op mod den irakiske grænse, syd for Deir al-Zor. Det er sket i en offensiv, der er blevet markedsført som et stort slag mod terror, men også af mange iagttagere tolkes som et forsøg på at sikre en ’shiitisk’ landstribe for Iran fra Irak gennem Syrien og over til Libanon.

Mudret resultat

Fremgangen har forårsaget skærmydsler mellem den syriske regering og USA, som hidtil har søgt at holde sig fra dirkete sammenstød. Her har amerikanerne i den seneste uge flere gange bombet regimeallierede militser og angiveligt iranske rådgivere, der kom for tæt på en amerikansk base i byen al-Tanf ved den irakiske grænse og bl.a. skudt en iranskproduceret drone ned.

En politik, der stemmer fint overens med præsident Trumps nye og hårdere linje over for Iran og med hans golfarabiske allieredes ønsker. For at fuldende forvirringen søger en styrke af vestligt trænede sunni-oprørere også at nå frem til kamppladsen mod øst fra deres udgangspunkt nær den jordanske grænse.

Resultatet er indlysende mudret og gør det svært at forudse, hvem der helt præcis skal bekæmpe IS på den anden side af Raqqa og hvordan. Mens alle aktører har som erklæret mål at bekæmpe terror og Islamisk Stat, har de også i nogen grad som mindre erklæret mål at bekæmpe hinanden. Den eneste større aktør, der faktisk ikke har direkte aktier i kampen, er Rusland.

Det russiske styre har gode forhold til alle aktører, uanset om det er det syriske styre, iranerne eller kurderne, og fik selv af Pentagon tak for at have hjulpet med at mægle i den tilspidsede situation nær den irakiske grænse. Om det er nok til at rede trådene ud – og om den russiske ledelse reelt er interesseret i det – vil tiden vise.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her