Læsetid: 8 min.

Venligboere har taget magten i en lille sydstatsby. Nu integrerer de 1.500 flygtninge om året

Den lille sydstatsby Clarkston har på 25 år taget imod 40.000 flygtninge og fremhæves som et forbillede for god integration. En del af forklaringen er et netværk af aktive borgere – en anden er kyllingefabrikkerne nordpå, der har brug for lavtlønsarbejdere
En flygtningekvinde og hendes børn i organisationen Friends of the Refugees’ have i Clarkston.

En flygtningekvinde og hendes børn i organisationen Friends of the Refugees’ have i Clarkston.

Jessie Parks

7. juni 2017

Clarkston, en lille by i Georgia, USA, har gennem de seneste 25 år taget imod hele 40.000 flygtninge. Fra alle egne af kloden er de kommet. I år er der kommet flere congolesere end syrere. Under de forrige tilstrømningsbølger ankom bhutanere, eritreere, etiopiere, somaliere, sudanesere, liberianere, vietnamesere og mange andre.

Alle kom de til denne i alle andre henseender lidet bemærkelsesværdige by i USA’s dybe syden med et indbyggertal på 13.000.

Indkøbscentrene fra 1970’erne, lejlighedskomplekserne og parkeringspladserne kunne ligge hvor som helst, men ser man nøjere efter, møder man et syn, hvis lige ikke ses mange andre steder i Amerika.

Beige butiksfacader er overtegnet med amhariske og nepalesiske skrifttegn med fantaifulde engelske oversættelser: »Balageru Food Mart, African Cultural and Injera Grocers, Numsok Oriental Grocers«. 

En flok kvinder samles på det nærliggende gadehjørne iført farverige afrikanske hovedtørklæder, mens en anden folk kvinder krydser gaden i traditionelle asiatiske silkekjoler og med deres lange sorte hår flettet ned ad ryggen.

Mangfoldighed lokker

Udlændinge er imidlertid ikke de eneste indvandrere i Clarkston. Det selvudråbte ’Sydstaternes svar på Ellis Island’ (den lille ø ud for New York, hvorfra europæiske indvandrere blev indsluset til USA fra 1892-1954) oplever ikke kun tilstrømning af flygtninge og fattige indvandrere – byens ry har også tiltrukket den slags veluddannede middelklasseamerikanere, der, som byens 34-årige borgmester, Ted Terry formulerer det, »efterspørger de mange kvaliteter ved mangfoldighed«.

Terry, der har hipsterskæg og er iført skovmandsskjorte og ikkematchende sokker, tager denne dag imod en delegation fra Mellemøsten, der er kommet for at se, hvordan Clarkston styrer sit forskelligartede flygtningesamfund.

»Mit mål med Clarkston er at fremhæve byen som eksempel på, hvordan det kan gøres,« forklarer han. »Men det er ikke min fortjeneste, at vi som bysamfund tager medmenneskelige hensyn – vi har bare gjort den eksisterende  holdning til officiel politik. Det her sted havde en god medmenneskelig holdning og bød fremmede velkomne, længe før jeg selv slog mig ned her.«

Hvordan er det muligt? Hvordan bærer en støvet arbejderklasseby i en amerikansk sydstat sig ad med ikke bare at tage imod 1.500 nye flygtninge hvert år, men også formå at tage imod dem på en måde, så de kommer til føle sig som en del af byen?

Velkomstpolitik

Det viser sig, at historien om Clarkston ikke kun handler om, hvem der bliver budt velkommen: Den handler nok så meget om, hvem der står for velkomsten.

I et hjørne af en parkeringsplads i Clarkstons bymidte står en lyserød serveringsbil, der ikke ville virke malplaceret i San Francisco eller New York. Her sælges gourmetkaffe under firmanavnet ’Flygtningekaffe’. Den lille virksomhed er grundlagt af en af de amerikanske nytilflyttere.

Kitti Murray, freelanceskribent og bedstemor til otte, købte den gamle serveringsbil for 3.000 dollar for to år siden og lejede sig ind i en gammel garage, hvor hun opstillede borde og stole. Hendes mål var at skabe et mødested for lokalsamfundet, der også kunne fungere som en central for jobformidling – og ikke mindst bidrage til »at fortælle en smukkere og mere korrekt flygtningehistorie … om, hvad vores flygtninge gør for os, når de får job, og om, hvem de er, og hvor de arbejder.«

Mens hun taler, skænker Ahmad – en syrer, der var apoteker, før han blev barista – en espresso.

Murrays kundekreds er iøjnefaldende hvid.

»Da vi lige var startet, kunne jeg godt hænge lidt med næbbet, hvis der var gået en dag, uden at vi havde set en eneste flygtning her,« siger hun. »Men amerikanerne har jo de dybeste lommer, så hvis ikke de købte deres kaffe her, havde vi måttet dreje nøglen om inden for det første halve år.«

Sociale bånd

Murray er blot én af ​​mange amerikanere, der er flyttet til Clarkston for specifikt at arbejde med flygtninge og – nok så afgørende – for at bo sammen med dem. At få flygtninge til at føle sig velkomne kan indebære mange timer i de nytilkomnes hjem, hvor der snubles over sprogbarrierer, mens man drikker te. Men de bånd, der knyttes, kan ofte være stærke.

Arez, en syrisk flygtning, der kom hertil med sin mand og to børn i 2015 efter fire år i Tyrkiet, bobler over af begejstring, når hun omtaler sin amerikanske ’søster’ Rebecca, som hjalp hende med at bosætte sig i Clarkston:

»Jeg elsker USA! Jeg er så glad for at være her. Jeg har amerikanske venner, de hjælper mig med at lære engelsk, mine børn er i skole. Jeg elsker det her.«

Brian Bollinger, direktør for Friends of Refugees – en lokal organisation, der yder en række services til flygtningene, fortæller, at for både flygtningene og for de amerikanere, der kommer til Clarkston, »handler det først og fremmest om at finde en måde at falde til på«.

Men over naanbrød og en karryret på Kathmandu Café udtrykker han sig også mere prosaisk om byens omfavnelse af flygtninge.

»Det ville være utopi at antyde, at den slags overvejelser var det oprindelige motiv,« siger han. »Det handlede først og fremmest om økonomi«.

Økonomiske incitamenter

Hvad der fik Clarkston til at fungere så godt for flygtninge, siger Bollinger, var både en boligmasse med en høj tæthed af lejlighedskomplekser og gode transportforbindelser. Det er nemt at få kørelejlighed til kyllingefabrikkerne to timer længere nordpå, hvor mange af flygtningene finder deres første lavtlønsjob.

Derfor blev Clarkston i begyndelsen af ​​1990’erne udpeget som et velegnet sted for genbosættelse af flygtninge, og nu er de samme attraktioner – billige boliger og en placering tæt på interstate-motorvejen – også med til at tiltrække unge veluddannede amerikanere, der ikke har råd til at bo i Atlantas fashionable kvarterer.

Mange Clarkston-beboere påpeger, at byen ikke altid har været så gæstfri over for flygtninge – ja, tværtimod følte flere lokale sig til at begynde med generet af de mange nytilkommere. Men de ældre flygtningemodstandere er enten flyttet eller døde og er derefter blevet erstattet af yngre med et mere åbent sind. Bollinger kalder borgmester Terry, som blev valgt i 2013 i en alder af 31, »den fysiske inkarnation af dette skift i perspektiv«.

De ældre lokale, der er blevet tilbage, ser ud til at være fint tilfredse med at leve side om side med deres medborgere med flygtningebaggrund. Betty Cardell, 93, som har boet i Clarkston, siden hun kom hertil som soldaterbrud fra Californien i 1950, ser filosofisk på det:

»Nu er de her jo, så hvordan får vi det bedst mulige ud af det? De er mennesker, som vi er. Jeg har aldrig haft problemer.«

Hun kunne ikke tænke sig at flytte fra byen.

»Jeg kan godt lide Clarkston: Det er stadig en lille by.«

Lilleby-fornemmelse

Lilleby-fornemmelsen er både en forklaring på, at det fungerer i Clarkston – og en begrænsende faktor. For mange flygtninge er Clarkston kun en startby. At få succes kræver fraflytning, tænker de, og lægger byens lejlighedskomplekser bag sig.

Heval Mohamed Kelli, der kom til USA som syrisk flygtning tre uger efter 11. september 2001, efter først at have tilbragt seks år i Tyskland, er et eksempel på denne transition. Han er nu flyttet til den mere velstående by Lilburn, omkring 15 km væk.

Kelli er i dag kardiolog. Han begyndte rejsen mod sin version af den amerikanske drøm – et elegant fritliggende hus med en velplejet græsplæne, der skråner ned til en sø – som opvasker i Clarkston. På denne steghede lørdag eftermiddag holder Kelli grillparty »for at fejre livet« med gamle og nye venner: syrere, irakere, kurdere, sudanesere og amerikanere.

Kelli tænker med taknemmelighed tilbage på den varme, han mødte her. Den stod i kontrast til den mere afvisende holdning, som han stødte på i Tyskland.

»To dage efter at vi kom til Clarkston, var vi stadig skrækslagne. Men så kom alle disse mennesker til vores dør med mad og ville hjælpe os med at lære engelsk.« Han griner. »Du må forstå, at vi troede, de kom fra CIA eller sådan noget – alle disse hvide amerikanere, der bankede på vores dør.« 

Faktisk kom de fra Clarkstons All Saints Episcopal Church.

»De så meget anderledes ud end os. Men de ændrede vores liv.«

Kelli føler tydeligvis stor veneration over for dem, der hjalp ham. Han kommer jævnligt tilbage til Clarkston for at deltage i frivilligt arbejde i sundhedsklinikken eller for at tilbyde sig som mentor for studerende. Hans grillparty er en påmindelse om, at når Clarkston fungerer som fællesskab, er det også på grund af flygtningenes egne åbne og imødekommende holdning.

Gæstfrie flygtninge

Der går utallige historier om flygtninge, der bruger deres madkuponer på gaver til deres amerikanske naboer for at takke dem for små venlige gerninger. Heidi Miller, der stammer fra Tennessee og arbejder som kontaktperson for Embrace – et program, der støtter gravide flygtningemødre og yder fødselshjælp – griner, da hun bliver spurgt om flygtninges generøsitet.

»Åh ja! Jeg fortæller altid folk, der siger, de har oplevet gæstfrihed, når de har været sydpå ... Jamen, så prøv at gå ind i et flygtningehjem!«

Clarkston er så langt fra noget paradis. I byens udkant ligger forfaldne, delvis udbrændte boligblokke, der er noget nær ubeboelige. Byen har ikke råd til at rive dem ned, og i en by, hvor fattigdomsraten er over 40 procent, kan udsigten til en billig bolig godt opveje frygten for rotteangreb og kriminalitet.

Hertil kommer fjendtlighed udefra. Georgias guvernør, Nathan Deal, forsøgte at udstede en bekendtgørelse om forbud mod syriske flygtninge i 2015 – hele 15 måneder før Trump forsøgte at gøre det samme.

Frivillige hjælpere

Men Clarkston drager også fordel af et bredere solidaritetsnetværk. Siden Trump bekendtgjorde sit indrejseforbud i januar, har flygtningevennerne set en 400 procents stigning i antallet af ansøgninger fra frivillige. Der er nu flere hundrede frivillige, der arbejder en gang om ugen eller en gang hver anden uge – dobbelt så mange som tidligere år.

Nogle er skeptiske over for, om Clarkston kan blive ved med at praktisere sin velkomstpolitik. De spekulerer på, om Clarkston reelt er blevet et sted, hvor Atlantas politisk vakte liberale kan få afløb for deres nuværende utilfredshed ved at påtage sig en forbigående forpligtelse til social retfærdighed, mens de nyder deres gourmetkaffe.

Andre håber, det ikke bare er en fase, men begyndelsen på en større bevægelse.

I Georgia har Clarkston ry for at være en liberal boble. Men virkeligheden i lokalsamfundet er mere kompliceret og uforudsigelig. Flygtningene og deres amerikanske naboer synes at have fundet en følelse af tilhørsforhold her. Den kvalitet er noget, mange amerikanere søger forgæves i en stadig mere polariseret, fragmenteret og vredesramt verden.

»I Clarkston er der mange etniske grupper, der før stod i modsætningsforhold til hinanden, men som nu er naboer,« siger Miller. »Vi kan iagttage, hvordan de lærer at sætte pris på hinanden. Jeg tror, flygtninge har meget at lære amerikanere om rummelighed.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Vi tager vores verden tilbage

Ofte starter store forandringer som konkrete projekter i hverdagen. Derfor samler vi på gode eksempler, hvor vi glemmer alt om politikerne og fortæller om alle de mennesker, som i fællesskab kæmper for at løse store problemer og tage deres verden tilbage.

Denne serie følger op på vores særavis, som kan læses her

Seneste artikler

  • Der er lagt op til et usædvanligt politisk og økonomisk eksperiment i Jackson, Mississippi

    17. juni 2017
    Mississippis fattige hovedstad Jackson bliver i de næste fire år genstand for et økonomisk eksperiment anført af sorte aktivister og en nyvalgt progressiv borgmester. Planen er at indføre en bytteøkonomi, starte arbejderkooperativer og bygge billige lejeboliger i samarbejde med bystyret. Tea Party-republikanere og det hvide forretningsliv forventes at gøre modstand
  • Naturens profet Bill McKibben

    9. juni 2017
    Den amerikanske journalist, aktivist og forfatter Bill McKibben var i 1989 med til at skyde klimadebatten i gang med The End of Nature, den første populærvidenskabelige bog om klimaforandringer. Knap 30 år efter forsøger han fortsat at råbe borgere og statsledere op med lige så pessimistiske overskrifter
  • I Frome har borgerne allerede taget deres verden tilbage

    31. maj 2017
    I den lille by i det sydvestlige hjørne af England har en uafhængig borgerliste, der vil have social og bæredygtig omstilling, overtaget samtlige pladser i byrådet. Nu forestår den svære realisering af demokrati i samlesæt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu