Læsetid: 8 min.

Venstrefløjens svigt har efterladt Tyskland uden opposition

Den splittede tyske venstrefløj har svigtet totalt og overladt midten til Angela Merkel. Spørgsmålet er nu, hvor meget populismen vil få hele det politiske spektrum til at skride mod højre i 'den sorte forbundsrepublik', mener redaktør og politolog Albrecht von Lucke
Socialdemokraternes og hele venstrefløjens situation er »yderst dramatisk«, og de skyldes især splittelsen af SPD i kølvandet på Gerhard Schröders Hartz-reformer i starten af årtusindet, som i åben konflikt med fagforeningerne liberaliserede det tyske arbejdsmarked. Det mener den tyske politolog og forfatter Albrecht von Lucke

Socialdemokraternes og hele venstrefløjens situation er »yderst dramatisk«, og de skyldes især splittelsen af SPD i kølvandet på Gerhard Schröders Hartz-reformer i starten af årtusindet, som i åben konflikt med fagforeningerne liberaliserede det tyske arbejdsmarked. Det mener den tyske politolog og forfatter Albrecht von Lucke

Eckehard Schulz

30. juni 2017

BERLIN – »Ja ja, der er et par måneder tilbage af valgkampen. Men løbet er kørt for SPD.«

Albrecht von Lucke læner sig beklagende tilbage i sin stol og kigger rundt på stablerne af bøger og avisudklip, som tårner sig op på berlinerkontoret ved månedsmagasinet Blätter für deutsche und internationale Politik, som Lucke er udgiver af.

»Det er udelukkende et spørgsmål om, hvor stort Martin Schulz taber. Men der er ingen grund til at smide håndklædet i ringen for good. SPD har stadig en fjerdedel af vælgernes opbakning og er langt fra at gå i opløsning som de franske socialdemokrater. Opgaven er nu at stabilisere SPD, og det kan i sandhed blive vanskeligt nok.«

Lucke læner sig igen frem i stolen og prøver i sommerheden at finde plads til to glas vand på det kaotiske skrivebord. Det er her, han har forfattet sin bog Den sorte republik og den tyske venstrefløjs svigt, hvor venstrefløjen indbefatter SPD, De Grønne og Die Linke, mens sort refererer til CDU's partifarve. Og nok også lidt til Luckes syn på den politiske udvikling i Tyskland.

Ond splid

At de tyske socialdemokrater på det seneste har fejret både den socialistiske Corbyns valgresultat i England samt den teknokratiske Macrons knusende sejr i Frankrig, er ifølge Lucke et godt billede på den splittelse, som de tyske socialdemokratier oplever.

Som det er tilfældet for Labours vedkommende er splittelsen i SPD i høj grad en følge af de seneste årtiers forsøg på at forene både protektionistiske og nationalistiske venstrefløjsstrømninger og mere modernistiske og neoliberale højrefløjsstrømninger.

»I Storbritannien foregår kampen pt. inden for Labour, hvor Corbyn trods alt har sat sig igennem. I opløsningen af Frankrigs Parti socialiste blev partiet især udfordret udefra af Mélenchon, der har valgt en fundamentalistisk-nationalistisk linje. Med Macron ser vi derimod den neoliberale fløj af socialdemokratismen, som nu skal overbevise franskmændene om, at den er socialliberal,« siger Lucke.

Selv i det mere stabile Tyskland er både socialdemokraternes og hele venstrefløjens situation »yderst dramatisk«, mener han. Det skyldes især splittelsen af SPD i kølvandet på Gerhard Schröders Hartz-reformer i starten af årtusindet, som i åben konflikt med fagforeningerne liberaliserede det tyske arbejdsmarked og trimmede dagpengesystemet betragteligt.

I månedsvis er SPD-leder Martin Schulz med rette blevet bedt om – bitte schön – at konkretisere sit slogan om »mere social retfærdighed«. Det blev vi en smule klogere på, da SPD-ledelsen mandag fremlagde sit vagt formulerede valgprogram
Læs også

Striden om Hartz-reformerne fik i 2005 den tidligere SPD-kanslerkandidat Oskar Lafontaine til at melde sig ud af partiet og grundlægge det, der senere skulle blive Die Linke.

»Lad os lidt optimistisk sige, at SPD får 27 procent og Die Linke 10 procent. Med 37 procent er det omtrent der, hvor fru Merkel har ligget det sidste stykke tid. Det er og bliver bare 37 ekstremt splittede procent. Wer hat uns verraten? Sozialdemokraten! (Hvem har forrådt os? Socialdemokraterne!, red.)« siger Albrecht von Lucke med reference til den kommunistiske parole, der stammer fra mobiliseringen i Første Verdenskrig og splittelsen i Weimarrepublikken.

»Den logik hersker stadig på den tyske venstrefløj. Den indeholder en forestillingen om, at det politiske system og magten altid korrumperer. Det er tragedien på venstrefløjen: Die Linkes selvopfattelse er, at ikke blot er vi de sande venstreorienterede, men at SPD partout hører til det neoliberale kartel og derfor mere end nogen andre skal ned med nakken. Die Linke er først og fremmest anti-SPD,« siger Lucke.

»Når Linke-politikere som Lafontaine taler om ’systempartierne’, lyder det i øvrigt som AfD-retorikken på højrefløjen. I bedste Carl Schmitt-tradition deles verden op i fjende og ven, i korrumperet og ærlig, i elite og folk. Her kommer en fatal symbiose mellem højre- og venstreradikalismen med i købet.«

Pindsvinet Merkel

I denne splittelse kom Martin Schulz i vinter ind som den karismatiske kanslerkandidat fra posten som formand for Europarlamentet. For ikke at ligne en ond EU-teknokrat solgte han sig selv på sin fortid som borgmester i en vesttysk landsby og – ligesom Bernie Sanders og Jeremy Corbyn – som den lille mands beskytter.

Han lovede bl.a. at rulle Hartz-reformerne tilbage, foretage et venstresving og skabe mere social retfærdighed. De løfter er der ifølge Lucke bare stort set ikke kommet noget ud af.

»Da Schulz-hypen var på sit højeste, sagde tre fjerdedele af vælgerne, at der er for lidt social retfærdighed i Tyskland, men at de ikke anede, hvad Schulz' politik konkret indeholder. Først flere måneder senere kom der et konkret skatte- og pensionskoncept, men det fortabte sig i detaljer. Lidt mere topskat her og lidt skattelettelser der. Det er ikke et politisk koncept, men petitesser, som ikke interesserer vælgerne.«

På sin første dag som præsident møder Macron i dag en forbeholden Merkel i Berlin. Den socialdemokratiske udenrigsminister Sigmar Gabriel kræver derimod et opgør med den ufleksible tyske sparepolitik for at give mere spillerum for europæisk vækst og Macrons franske reformer. Det vil nemlig koste tyskerne langt mindre end en sejr til Marine Le Pen ved næste franske præsidentvalg, mener han
Læs også

I mellemtiden er emnet social retfærdighed for længst blevet afløst af andre debatter. Dermed har Schulz smidt hele opturen på gulvet, mener Lucke.

»Politik handler jo om at udnytte sit historiske momentum. Men Schulz troede, at SPD først lige skulle vinde delstatsvalgene i foråret og ville han give den gas med valgkamp. Han gjorde bare næsten intet for at vinde disse valg. Han var stort fraværende selv i Nordrhein-Westfalen. Som kanslerkandidat i den vigtigste delstat! Jamen, hallo!«

Albrecht von Lucke ser mere forundret end frustreret ud.

»Nu er Schulz gået tilbage til Gerhard Schröders langt mere liberale udgave af SPD. Der er derfor noget om snakken, når folk siger, at de ikke kan se forskel på SPD og CDU/CSU. Problemet for SPD er her, at de ikke kan mobilisere hverken deres egne folk eller potentielle vælgere med udsigten til igen at blive den lille partner i en stor koalition under Merkel,« siger Lucke.

I kampen om detaljerne, som Schulz i Luckes øjne desværre har indladt sig på, kan man sammenligne SPD og CDU med haren og pindsvinet, der løber om kap.

»Schulz høvler rundt og prøver at komme med noget konkret, mens Merkel går stille og roligt videre og siger ’jeg har jo været her hele tiden’, eller ’åh, skattelettelser, dem har vi også planlagt’, eller ’det ligner sørme det, vi gør allerede, og det kører jo fint’. Hvis den leg skal brydes, kræver det mere tydelige alternativer.«

Flirt til venstre

I det store puslespil om regeringsdannelse blev socialdemokraternes store dilemma udstillet, da Schulz ved det første af forårets tre delstatsvalg i Saarland offentligt flirtede med tanken om en regering med Die Linke.

»Han undervurderede totalt, at det ville skabe en direkte vælgerflugt til CDU, fordi flertallet ikke ser Die Linke som regeringsduelige. Straks flygtede Schulz tilbage til højrefløjen i SPD og pegede på FDP og De Grønne som mulige partnere, men det fik ham til at ligne en principløs vendekåbe. Han burde have bygget SPD op, lagt klare linjer, og så først efter forbundsdagsvalget se på, hvem han kan danne koalition med,« siger Lucke.

Blå bog: Albrecht von Lucke

  • Politolog og partiforsker samt redaktør ved og udgiver af det respekterede, venstreorienterede politiske tidsskrift Blätter für deutsche und internationale Politik.
  • Forfatter til bl.a. ’Die schwarze Republik und das Versagen der deutschen Linken’ (Den sorte republik og den tyske venstrefløjs svigt, red.), udgivet på Droemer i München, 2015.

Ved sidste valg i 2013 røg både de nationalkonservative AfD og de liberale FDP lige under spærregrænsen på fem procent. Det sker helt sikkert ikke igen, mener både Lucke og meningsmålingerne. Dermed bliver en forbundsregering mellem SPD, Die Linke og De Grønne – en såkaldt R2G – heller ikke en mulighed igen.

»Med både AfD og FDP vil vi opleve et markant højreskred i den tyske Forbundsdag. En SPD-Linke-Grønne-regering vil dermed være meget langt væk – måske mange, mange år ud i fremtiden. Hvis CDU og FDP ikke opnår et flertal, vil De Grønne måske gå med i en Jamaica-koalition som i Slesvig-Holsten,« siger Lucke med henvsning til Jamaicas sort-gul-grønne flag.

»De Grønne ligger allerede kun et par procent over spærregrænsen, og som gammelt rebelsk miljøparti vil de efter min bedste overbevisning blive revet helt i stykker af at indgå i en sådan koalition.«

International solidaritet

For Albrecht Lucke er den tyske venstrefløjs misere ikke kun hjemmelavet. Digitalisering og globalisering har ændret spillereglerne inden for økonomi og arbejdsmarked markant, og det grundlæggende socialdemokratiske løfte om solidaritet gennem omfordeling kan ikke længere indfries i samme omfang som tidligere.

Men netop derfor må og skal det lykkes for venstrefløjen at give venstreorienterede svar på tidens store udfordringer – også de europæiske og globale af slagsen, hvor de mange kriser og usikkerheder med Luckes ord er »Merkels stærkeste allierede«: Jo farligere verden er, desto mere udgør Merkel vores følelsesmæssige anker.

»Alligevel er den tyske valgkamp i høj grad nationalt præget. Udfordringen for venstrefløjen i det 21. århundrede burde for pokker da være at definere solidariske internationale løsninger, der går til problemernes kerne og ikke bare skubber dem rundt. Det gælder i øvrigt også den naive og paradoksale pacifisme og antiamerikanisme, som Die Linke står for,« mener Albrecht von Lucke.

»De må efterhånden anerkende, at vi har brug for en verdensordenspolitik, både med civile og desværre i visse tilfælde også med militære midler.«

Sort harmoni

Det triste kernebudskab i hans bog er derfor, at Tyskland ikke har en egentlig opposition. Det kan man klandre Merkel for, fordi hun er så midtersøgende og udflydende i sin suveræne magtpolitik. Men man kan også roligt klandre SPD for det, mener han.

»Det kan man både fordi de store koalitioner næsten er blevet normalen i tysk politik, men også fordi partiet er så ideologisk forskrækket. Jeg håbede på, at Schulz kunne give Tyskland en egentlig opposition tilbage. Det ville være godt for det tyske demokrati og det ville være godt for Europa, hvor han trods alt har mere progressive forestillinger end Merkel. Men den illusion er nu bristet,« siger Lucke.

Siden han skrev bogen om »den sorte republik«, har AfD haft en nedtur. Men de skal nok komme op igen, mener Lucke, ikke mindst fordi AfD faktisk tilbyder et alternativ.

»At vælge Alternativ som en del af navnet, var derfor en genistreg fra AfD's side,« siger Lucke og leder efter sit glas på skrivebordet.

»Både Merkels succes og den store koalition har åbenlyst styrket AfD. Merkel er jo hverken konservativ eller højreorienteret, uanset hvor meget hun vender på en tallerken i sin flygtningepolitik. Men vi oplever samtidig, at midten tilpasser sig højrepopulismen. Derfor har højrepopulismen også gjort sin virkning og forstærket hele venstrefløjens krise i Tyskland,« siger Lucke.

»Vi lever i en sort republik. Det fremstilles som et tegn på harmoni, men jeg ser det faktisk som ret dramatisk. Ikke mindst for SPD, som jeg ikke ville sætte så meget som en pfennig på ved valget. Hvis de går i opposition og udarbejder et reelt alternativ, så vil venstrefløjen måske besinde sig på, hvordan den vil samle sine kræfter. Det har vi brug for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Utroligt, at det er så svært for Socialdemokraterne at finde tilbage til kernen af deres historiske og civilisatoriske misison: at udjævne skel og give til de mange, hvad der før var forbeholdt de få.

Michael Kongstad Nielsen, Torben Skov, Carsten Wienholtz, Eva Schwanenflügel, Ole Henriksen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Der er åbenbart alt for mange penge til de socialdemokratiske politikere i at være juhu-kor for højrefløjen.

Torben Skov, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

De tyske socialdemokrater er lige så splittet som Labour var før Jeremy Corbyn vandt magtkampen over blairisterne i partiet - og det med en succes der vil noget - men hvad gør de tyske idioter så ved deres manglende opbakning i den tyske befolkning? Ja,de inviterer fanden gale mig (unskyld mit franske) den tyske tvilling til Tony Blair til deres partikongres - Gerhard Schröder,der i baglandet er lige så forhadt som Blair i England for sin neo-liberale 2010 agenda - de forhadte Harz IV reformer. En ting de tyske socialdemokrater aldrig vil blive tilgivet og som har lammet S-toppens troværdighed indtil et Corbyn-like oprør fra bunden får smidt den bange højrefløj ud af ledelsen og forsoner sig med den gamle socialdemokrat - Oskar Lafontaine og hans parti Die Linke.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Den køber jeg ikke, Torben K. Jensen - at tyske socdem har problemer som dem, Corbyn havde og stadig har.
Et kort øjeblik troede jeg, du ville skrive: Martin Schulz - og så går du gud-hjælpe-mig helt tilbage til Schröder (!)
Problemet hos SPD er - for mig at se - at de mangler en lederfigur efter den sidste store socialdemokrat eg. den nuværende præsident Frank-Walter Steinmeier. Som er den, er kommer tættest på Willy Brandt - og så skal vi jo rigtigt langt tilbage i historien.

SPD har et væld af unge, kvindelige talenter - og lur mig, om ikke de snart skifter over til et mere moderne socialdemokrati, som vi også gjorde det i 2005, hvor medlemmer valgte en Helle Thorning-Schmidt.

Oskar kan du godt glemme alt om - især da han forbandt sig med Wagenknecht - en tro tilhænger af Stalin :-)

Torben K L Jensen

Storgård - hvis du ser tysk fjernsyn må det være den borgerlige tyske kanal - ZDF der hader Socialdemokraterne for et godt ord. For stor indsigt i socialdemokratisk historie har du bestemt ikke.
Grunden til at jeg nævner Gerhard Schröder er at han og hans finansminister trynede Die Grünen da de gennemførte de upopulære Hartz IV reformer. Hvad angår Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister Bjarne Corydon,så er meningen om dem mildest talt delte i baglandet. Sarah Wagenknecht er uddannet økonom og bestemt ikke tilhænger af nogen gammel diktator - hverken Hitler eller Stalin og hvor har du forresten det fra? Die Deutsche Lügenpresse eller Bild?

Torben Skov, Carsten Wienholtz og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Overskriften rummer en sandhed, der desværre ikke kun gælder i Tyskland. Over alt i den vestlige verden har neoliberale doktriner gennem et par årtier lammet venstrefløjen.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Mihail Larsen: Hvis du/I ikke snart finder et bedre argument end at starte alt med "neo", så forklarer det vist godt, hvorfor venstrefløjen ager med stude.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Torben K L Jensen: Når jeg ser tysk Tv - ikke hvis.
Med Internet er muligheden for at LÆSE tyske aviser også til stede, så bedre held næste gang.

Når det er sagt, så kender jeg intet seriøst tysk medie, der "hader" SPD.
Tværtimod er alle rimeligt neutrale og objektive, hvilket vi nok kunne lære noget af i vort land.

Hvad Wagenknecht angår, så kom jeg til at læse, hvad den danske Wikipedia skrev: .."Politiske modstandere beskriver hende som venstreekstremist, stalinist og kommunist (sidstnævnte ord er hendes eget ordvalg)".
Det må jo ikke stå alene, så den tyske artikel indeholder ikke ligefrem de samme beskyldning, dog fandt jeg en enkelt: 1992 lobte Wagenknecht in ihrem Artikel „Marxismus und Opportunismus“[44] Stalins Herrschaft in der Sowjetunion .

Forvirret?

Når nu Sahra Wagenknecht drages ind i debattten:

For nogle år siden udgav hun bogen ”Freiheit statt Kapitalismus.”
I den anledning blev hun af dagbladet Der Tagesspiegel spurgt, om hun stadig ville betegne sig som kommunist.

Hertil svarede hun, at hvis man forstod kommunismen på samme måde som Marx, nemlig som en humanistisk utopi, så havde hun ikke noget problem med det. Men hun måtte erkende, at sådan så menneskene i vest ikke på sagen.
I Vesten gik DDR altid for at være et kommunistisk land. Men interessant nok så borgerne i landet ikke sådan på det.

http://www.tagesspiegel.de/politik/interview-sahra-wagenknecht-ich-will-...

• Würden Sie sich selbst noch als Kommunistin bezeichnen?

„Wenn man Kommunismus so versteht wie Karl Marx, nämlich als eine humanistische Utopie, hätte ich kein Problem damit. Ich muss aber zur Kenntnis nehmen, wie der Begriff bei vielen Menschen besetzt ist. Im Westen galt die DDR immer als ein kommunistisches Land. Bei ihren Bürgern interessanterweise nie.”

Hans Jørn Storgaard Andersen

Steen Sohn: Hvordan kan man forestille sig, at DDR-borgere havde ... frihed?
I verdens største fængsel ...

PS! Forstår ikke fr. Wagenknecht og benægtelserne.

Michael Kongstad Nielsen

Steffen Gliese
30. juni, 2017 - 10:57
Mange sociatdemoktater ønsker selv at blive rige, og må til det formål desværre ofre de fattige.

Henriette Bøhne

HJSA
Sahra Wagenknecht var 20 år, da muren faldt, og som så mange unge fra DDR, der var socialistisk opdragede var hun frustreret - hun var kritisk overfor styret i DDR og var faldet i unåde og blev forhindret i at studere, fordi hun nægtede at gøre militærtjeneste. Men hun var stadig socialist og ønskede ikke at leve i et kapitalistisk samfund og mange af hendes ungdommelige ytringer bliver stadig brugt af modstandere til at defamere hende.
Hun har en akademisk grad i filosofi og en doktorgrad i økonomi og "Freiheit statt Kapitalismus" er udgivet i 2011 og rummer en kritik af den økonomiske politik og krisehåndtering på baggrund af ordoliberalismen, som er den økonomiske model, det tyske samfund er bygget op om. "Erhard reloaded" har hun kaldt sine forslag til løsning af krisen og henviser dermed til Ludwig Erhard, som aldrig ville have ladet tyske politikere ende i lommen på Deutsche Bank.
Det er ret ufint af dig at blive ved at kalde hende stalinist, hvilket nogle modstandere gør, uden i det mindste at have sat dig bare en lille smule ind i tingene.

Torben Skov og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Du har ret i meget af det, du skriver, Henriette.
Men uanset hendes alder, så faldt jeg over dette med hendes beundring for Stalin.
Hvordan kan nogen i denne verden have en sådan mening, efter Stalins død i 1953, hvor selv det øverste Soviet begyndte at revidere opfattelsen af denne diktator?

Vi har mange tossehoveder i vore egne demokratier, men de kommer og går.
Diktatorer er sværere at håndtere.

Så derfor :-)

Hans Jørn Storgaard Andersen
Du må lære at læse lidt mere opmærksomt og styre dine rygmarvsreaktioner. Sahra W. taler i den omtalte bog om dagens kapitalisme, som Henriette Bøhne påpeger - og ikke om frihed i DDR.

Det er ikke godt nok at hente sin viden fra Wikipedia og bygge på et eventuelt udsagn vedkommende skal have fremsat for et kvart århundrede siden.

Torben Skov og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Men, Steen Sohn, jeg har intet mod "dagens kapitalisme" ?!
Selvom jeg er socialdemokrat, hvor man jo balancerer mellem økonomierne.

Den giver en frihedsgrad, som den gode Frau Doktor næppe kender til.