Læsetid: 7 min.

Afrika har valgt de mest autoritære stater til at sikre fred på kontinentet

Stærkere bånd til Afrika er en af topprioriteter for Tyskland på denne uges G20-topmøde i Hamborg. Målet er at styrke kontinentets økonomi og mindske antallet af migranter, der søger til Europa. Men politisk bevæger Den Afrikanske Union sig væk fra de demokratiske værdier. Og spørgsmålet er, om den nogensinde har tilsluttet sig dem
Den nytiltrådte formand for Den Afrikanske Union, Tchads Udenrigsminister Moussa Faki Mahamat, tager en svingom med afgående formand, Sydafrikas Indenrigsminister Nkosazana Dlamini Zuma. 

Den nytiltrådte formand for Den Afrikanske Union, Tchads Udenrigsminister Moussa Faki Mahamat, tager en svingom med afgående formand, Sydafrikas Indenrigsminister Nkosazana Dlamini Zuma. 

Minasse Wondimu Hailu

4. juli 2017

CAPE TOWN – Det var en fælles fjende, der i sin tid bragte de afrikanske lande sammen.

»Antikolonialisme og panafrikanisme er, hvad der fødte Den Afrikanske Union, og det er fortsat det, lederne kan blive begejstrede over,« siger Cheryl Hendrics, professor i politik og internationale relationer på universitetet i Johannesburg.

Tyskland er da også blevet beskyldt for økonomisk kolonisering med sin nye Afrika-politik, der skal styrke udenlandske investeringer, jobskabelse og nye forretningsmuligheder på kontinentet.

På denne uges G20-topmøde vil Tyskland søge støtte til et fælles initiativ om at knytte stærkere bånd mod løfter om økonomiske reformer. Målet er på den anden side at mindske antallet af afrikanske migranter til Europa, og på den ene side ikke at overlade Afrika til kineserne.

Politisk har de afrikanske ledere ellers bevæget sig væk fra Vesten over en årrække, siger en række eksperter i afrikansk politik.

På et topmøde i slutningen af januar valgte de afrikanske statsoverhoveder udenrigsministeren for diktaturstaten Tchad, Moussa Faki Mahamat, som ny formand for Den Afrikanske Union (AU). Samtidig vedtog de en resolution, der opfordrer til masseudmeldelse af Den Internationale Straffedomstol, ICC. En resolution der dog indtil videre ikke har kastet megen handling af sig.

Begejstringen for demokrati og varig fred er aftaget i forhold til for ti år siden, mener Cheryl Hendricks.

»Mange af de gamle ledere har ikke haft denne agenda, og vi ser også en stigning i antallet af ledere, der ikke vil forlade posten efter et valgnederlag.«

Hendricks mener, at unionen står ved en skillevej.

»Der er et ledelsesvakuum, og vi har brug for nye ledere, der kan inspirere. Størstedelen af dem, der p.t. er ved magten, gør ikke, som de prædiker, og har hverken visionære eller etiske kvaliteter, der kan bringe kontinentet fremad,« siger hun.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt Den Afrikanske Union bevæger sig væk fra Vestens værdier, siger hun:

»Det er et spørgsmål om, at de afrikanske ledere ikke lever op til unionens idealer.«

Demokratiske normer

AU blev stiftet i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, i 1963. Unionen skulle fremme sammenhold og solidaritet mellem staterne, koordinere og intensivere samarbejde på tværs af grænser, skabe et bedre liv for alle medlemslandenes befolkninger og sikre staternes suveræne grænser. I dag er samtlige afrikanske lande medlem af unionen.

Paul Williams, professor på George Washington Universitet med speciale i Afrikas internationale relationer, mener, at AU har spillet en positiv rolle i forhold til at etablere nye normer for legitim opførsel for de afrikanske stater.

»AU har promoveret demokratiske normer siden midten af 1990’erne,« siger han.

Blandt andet ved at fordømme forfatningsstridige regeringsrokader og støtte implementeringen af internationale konventioner, som det Afrikanske Charter for Demokrati, Valg og Regeringsledelse foreskriver.

Ifølge Paul Williams har AU tre hovedfunktioner:

»Unionen er et forum for fælles beslutninger og etablering af fælles normer. Unionen har værktøjer, den kan tage i anvendelse, f.eks. at udsende fredsbevarende styrker. Og så samler unionen otte regionale økonomiske organer.«

Dér, hvor det har haltet, er ifølge Williams, hvad angår implementeringen af beslutninger om væbnede konflikter.

»Unionen har simpelthen ikke haft stærke instrumenter – pisk – og kan heller ikke tilbyde store økonomiske incitamenter – gulerod.«

De tomme tønder

Efter sydafrikanske Nkosazana Dlamini-Zumas (der i øvrigt er en af spidskandidaterne til at overtage præsidentembedet i Sydafrika i 2019) skuffende periode som formand for AU’s kommission sluttede i januar, er Moussa Faki Mahamat blevet valgt som formand.

Ifølge Nicholas Cheeseman, professor i demokrati og international udvikling på Oxford Universitet, er kommissionens primære formål at være talerør for AU.

»Kommissionen har potentialet til at rette fokus på nogle nøgleudfordringer, kontinentet står over for,« siger han.

Men kommissionen kommer til kort hvad angår vedtagelsen af egentlig politik, forklarer Cheeseman. På det område er det Den Afrikanske Unions sammenslutning af regeringsledere, der sidder på magten.

Formandskabet for kommissionen er symbolsk vigtig og eftertragtet, og konkurrencen om posten er derfor hård. Senest tog det syv valgrunder at nå den krævede majoritet, før Faki Mahamat kunne sætte sig i formandsstolen.

Ifølge Cheeseman var Mahamat et sikkert kort, set fra de afrikanske lederes perspektiv.

»Det er usandsynligt, at han vil tale dunder mod korruption eller dårligt gennemførte valg,« siger han.

Men på papiret er han en kompetent formand med kendskab til unionen. Mahamat er tidligere formand for AU’s økonomiske, sociale og kulturelle råd og ved, hvordan unionen fungerer. Han taler flydende fransk, arabisk og engelsk og kan måske bygge bro mellem de konkurrerende regioner i Afrika – ikke mindst mellem de to stormagter Nigeria og Sydafrika.

Mahamat har ifølge Nicholas Cheeseman også høstet anerkendelse for som udenrigsminister for Tchad at have været en del af den regionale kamp mod Boko Haram, og for at have siddet på posten i den tid, hvor Tchad virkelig gjorde en forskel i kampen mod terrorgruppen.

Mahamat er til gengæld svagere som fortaler for demokrati. Han er efter sigende en nær ven og loyal støtte af Tchads diktator, Idrise Déby, der ifølge Cheeseman spillede en stor rolle i at sikre Mahamat formandskabet.

Ulve og får

Demokratiets opretholdelse har, på papiret, en særlig status hos AU. Det har sin helt egen afdeling – Freds- og Sikkerhedsrådet – der skal sikre demokratisk regeringsførelse hos medlemslandene.

»Men i praksis har staterne og dermed AU ikke levet op til de regler, de selv har formuleret, og har i stedet givet adskillige autoritære regimer pladser i rådet,« siger Paul Williams.

På unionens møde i januar, der havde overskriften »2016: Det afrikanske år for menneskerettigheder«, valgte de afrikanske stater ifølge Nicholas Cheeseman den mest autoritære samling af stater nogensinde til at sidde repræsenteret i unionens freds- og sikkerhedsråd.

Hovedopgaver for Sikkerhedsrådet i Den Afrikanske Union:

  • Promovere og opfordre til demokratiske praksisser, god regeringsførelse og opretholdelse af lov og orden
  • Beskytte basale menneskerettigheder og friheder og respektere international menneskerettighedslovgivning som en del af indsatsen for at hindre konflikt

»De lande, der senest er blevet valgt til rådet, handler fuldstændig i modstrid til de direktiver,« siger Nicholas Cheeseman.

Han påpeger, at syv medlemmer af rådet løbende nægter deres indbyggere diverse former for politiske og civile rettigheder.

Flere rapporter giver Cheeseman ret. Organisationen Freedom House beskriver i en rapport fra 2015 indbyggerne i Algeriet, Burundi, Tchad, Congo, Egypten, Rwanda og Uganda, som værende »ikke frie«. Alle lande er repræsenteret i rådet.

Heller ikke på parameteret korruption, ser det for godt ud. Syv lande repræsenteret i rådet befinder sig i den nederste tredjedel af ngo'en Transparency Internationals korruptionsindeks: Burundi, Tchad, Congo, Kenya, Uganda, Nigeria og Sierra Leone.

Helt skidt står det til med menneskerettighederne. 11 lande repræsenteret i rådet er også at finde på listen over de 50 værste lande for overholdelse af menneskerettigheder, viser Fragile States Index fra 2015: Egypten, Tchad, Nigeria, Burundi, Uganda, Congo, Rwanda, Togo, Algeriet, Niger og Kenya.

Valgløfter

Valget af Mahamat understreger ifølge Nicholas Cheeseman det yderst begrænsede fokus, den Afrikanske Unions medlemslande har på demokrati, når medlemslandene vælger unionens ledere.

»Tchad er et at de mindst demokratiske lande på kontinentet,« siger Nicholas Cheeseman. Personificeret ved præsident Idriss Déby, der p.t. varetager sin femte embedsperiode som præsident.

Mahamat, der indtog embedet i slutningen af marts, er ifølge Cheryl Hendricks del af unionens gamle garde, og hun mener, det er usandsynligt, at han vil gøre demokrati til en topprioritet.

»Men han er trods alt advokat af fag, og man kan håbe på, at han læner sig mere op ad humanitære værktøjer end brug af militære styrker som svar på politiske problemer,« siger hun.

Den overståede valgkamp i AU handlede i høj grad om sikkerhed, og vinderen lovede et opgør med reformer, et mindre bureaukratisk embedsværk og bedre handelsaftaler. Helt i tråd med unionens forfatning, der er ratificeret af alle afrikanske lande, undtagen Sydsudan.

AU's forfatning fastslår at unionen skal arbejde for blandt andet:

  • At facilitere fred, sikkerhed og stabilitet på kontinentet
  • At forene staterne på kontinentet, og skabe øget solidaritet
  • At forsvare staternes suverænitet, territorier og uafhængighed

Men selvom det kunne lyde som et afrikansk ekko af det amerikanske valg, er Mahamat i modsætning til den amerikanske præsident, Donald Trump, kendt for sin uvillighed til at ryste posen for voldsomt. Han vil med stor sandsynlighed trække sine løfter tilbage, hvis han møder modstand fra statsoverhoveder og ministre, lyder vurderingen.

Den modstand kunne komme fra ledere som Ugandas præsident Yoweni Museweni og Zimbabwes Robert Mugabe. De har for vane at male et fjendebillede af Vesten, og med resolutionen, der opfordrer til masseudmeldelse af ICC, fristes man til at konkludere, at de har haft succes med deres ofte populistiske påstande. Men det er, ifølge Nicholas Cheeseman, en forhastet konklusion.

»Husk på, at den største kritiker af international indblanding for nylig har været Kenya, og de blev forbigået i valget af ny formand. Der er sluppet ting ud fra valgkampen, der antyder, at det skyldes, at der var for stor bekymring for, at de ville bruge posten til at føre kamp mod ICC.«

Skridtet væk fra den internationale retsorden kunne være blevet endnu større, hvis ikke de afrikanske ledere havde sagt fra og blot valgt den retorisk begavde og diktatortro Moussa Faki Mahamat, mener Cheeseman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu