Læsetid: 12 min.

Alexis Tsipras om den græske gældskrise: Det værste ligger bag os

Han blev valgt på løfter om at ville gøre op med EU’s sparepolitik. Nu har han stort set gennemført den – og betegner det som en succes
Alexis Tsipras popularitet har været for nedadgående. Ikke desto mindre håber han at blive husket for at have bragt sit land ud af krisen: »Jeg formåede at hive landet op af den sump, hvor de, der havde fået det til at gå fallit, havde efterladt det.«

Alexis Tsipras popularitet har været for nedadgående. Ikke desto mindre håber han at blive husket for at have bragt sit land ud af krisen: »Jeg formåede at hive landet op af den sump, hvor de, der havde fået det til at gå fallit, havde efterladt det.«

Petros Giannakouris

26. juli 2017

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, har svoret at gøre sine modstanderes kritik til skamme ved at føre landet ud af den længste krise i moderne tid:

»Vi har så afgjort lagt det værste bag os,« siger han: »Vi kan nu med sikkerhed sige, at økonomien er på vej op. Ganske langsomt sker det, som ingen troede muligt. Vi trækker landet ud af krisen, og i sidste ende er det det, vi vil blive bedømt på.«

Det er to og et halvt år siden, at Tsipras tog magten. I begyndelsen af Grækenlands store gældsdrama ville den tidligere kommunistiske ungdomspolitiker og -aktivist have været en usandsynlig regeringsleder.

Nu er han den længst siddende premierminister i de otte år, hvor Grækenland har kæmpet for at undgå statsbankerot. Alligevel har det kostet dyrt, og Tsipras har måttet lægge øre til kritik råbt med megafoner. Det har tydeligvis gjort ondt:

»Da jeg overtog dette embede, havde jeg ingen erfaring med eller fornemmelse for, hvor store de daglige problemer ville være,« indrømmer han: »Jeg har et meget anderledes billede af tingene, end jeg havde i starten.«

Fejl, store fejl

Efter to somre på posten er Tsipras i det reflekterende lune. Han er knap 43 år og tynget af ansvaret og virkeligheden:

»Jeg har begået fejl, store fejl,« siger han og tilføjer, at hans største fejl måske kan have været »valget af personer på nøgleposter«.

Arbejdsløshed og statslige nedskæringer betyder, at mange grækere end ikke har penge til mad. Derfor har frivillige organiseret såvel fødevareindsamling og -uddeling som regulære folkekøkkener. Alene i Athen er der nu omkring 20 folkekøkkener.
Læs også

Tsipras afviser, at det er en direkte henvisning til hans første finansminister, den uortodokse økonom Yanis Varoufakis, som ifølge venstrefløjspolitikeren var det rigtige valg for den »kollisionspolitik«, der blev ført i starten.

Men han beskriver den plan, Varoufakis havde fremlagt i tilfælde af, at Grækenland var blevet tvunget til at træffe det dramatiske valg at indføre en ny valuta, som »så vag, at det slet ikke kunne betale sig at diskutere den«.

I 2015 repræsenterede Tsipras’ venstreradikale parti, Syriza, det store håb i det gældsplagede og insolvente land om et opgør med den sparepolitik, der risikerede at rive Europas økonomiske union i stykker.

Det var truslen om at blive udstødt fra euroen – og risikoen for, at Grækenland ville blive forvandlet »til Afghanistan«, som hans assistenter siger – der i sidste ende fik den unge politiker, som var et idol på den yderste venstrefløj, til at gå på kompromis og acceptere vilkår, der var hårdere end dem, som få dage forinden var blevet afvist af mere end 61 procent af vælgerne ved en folkeafstemning.

Den græske befolkning har lidt under rekordhøj fattigdom og arbejdsløshed som følge af den brutale finanspolitiske tilpasningspolitik. Og der er jævnligt protester foran parlamentet i Athen med krav om regeringens afgang. 

Petros Giannakouris

Ydmygelser og afsavn

Konsekvenserne af denne kovending har været kolossale. Syrizas popularitet er faldet markant, og Tsipras’ popularitet er dalet endnu mere. Ifølge nogle meningsmålinger er venstrefløjen nu bagud med 16 procentpoint over for højrefløjen, ifølge andre lidt mindre.

Målingerne afspejler tilsyneladende alle den opfattelse, at den karismatiske politiker ’løj’ ved at acceptere de udpræget nyliberale budgetbesparelser og skatter, han før havde lovet at gøre op med.

Nogle dage er pensionister, som er blandt de største tabere i det græske konkursdrama, blevet mødt med tåregas ved demonstrationer under de høje træer på gaden foran den neoklassiske villa, hvor Tsipras’ kontor ligger.

Næsten hver time opremser medierne de ydmygelser og afsavn, befolkningen må lide med rekordhøj fattigdom og arbejdsløshed, der er biprodukter af den nedadgående økonomiske spiral, som den brutale finanspolitiske tilpasningspolitik har dikteret.

Venstrefløjspartiets usædvanlige regeringssamarbejde med det højrenationale parti ANEL – som er et produkt af, at Tsipras vandt sit andet mandat ved valget i september 2015 med et papirtyndt flertal – har medført beskyldninger om, at Syrizas største bekymring er at overleve og beholde magten.

Den tredje hjælpeaftale mellem Grækenland og kreditorerne stiller mindre hårde krav end ved de hidtidige kuldsejlede forhandlinger, men målene kræver fortsat en meget stor indsats fra græsk side, og en række økonomer tvivler stærkt på, om dette kan lykkes.
Læs også

Det svageste led i eurozonen er endnu langt fra at have redt sig ud af sine problemer. Med en svimlende statsgæld på 340 mia. euro – 180 procent af bruttonationalproduktet – er det økonomiske opsving stadig en fjern drøm.

Græske husstandes nettoformue er fra krisens begyndelse i 2009 til 2014 faldet med 40 procent. Og nu begynder rebet at stramme om halsen på mange, efter at myndighederne er begyndt at hæve penge direkte fra private skyldneres konti og beslaglægge ​​ejendomme.

Mere end en million grækere, eller 21,7 procent af den arbejdsdygtige befolkning, er arbejdsløse, hvilket er en forbedring i forhold til 27,9 procent i 2013. Et af Tsipras’ mål er ti procent fald i ledigheden, men først »i løbet af de næste fem år«.

Gennembruddet kommer

Alligevel er der gjort fremskridt. Forhandlingerne med kreditorerne i eurozonen, som har stået på i en uendelighed og været fyldt med problemer, er endelig overstået efter udbetalingen af 8,5 mia. euro i finansiel nødhjælp tidligere på måneden.

Begrænsningen på det beløb, som bankkunder dagligt kan hæve, der blev indført for at undgå et bankstormløb efter systemets sammenbrud i de hårde dage i juni 2015, er nu blevet lettet.

Mens der er spekulationer om, at den græske regering snart igen vil udbyde statsobligationer på de internationale finansmarkeder – den første i en serie af test, der betragtes som afgørende, hvis landet nogensinde skal afvænnes fra lånte penge – forsøger premierministeren at udnytte ethvert tegn på lys for enden af ​​tunnelen.

I sidste uge accepterede Den Internationale Valutafond, som er den skrappeste af de långivere, som har holdt hånden under den græske økonomi siden det første af tre gigantiske lån i maj 2010, »i princippet« at deltage i det seneste redningsprogram på 86 mia. euro. Den endelige godkendelse er dog betinget af, at de 19 lande i eurozonen giver grækerne en hårdt tiltrængt gældslettelse.

Finanspolitikken er på plads, og der skal først afholdes valg i september 2019, så nu kan Tsipras regere, siger han, og gennemføre en dagsorden, der er mere i tråd med hans partis liberale værdier. Derfor er der love, som skal afhjælpe nød og genopbygge den smadrede velfærdsstat, på vej:

»Vi har hele tiden ligget i forhandlinger og løbende søgt et kompromis mellem vores program og betingelser i memorandummet (for den finansielle nødhjælpsplan, red.),« siger Tsipras, som insisterer på, at selv om landet stadig er under opsyn, indtil den nuværende redningsplan udløber, vil de næste 12 måneder blive lettere:

»Det store gennembrud kommer i august 2018, når vi efter otte år bliver fri for genopretningsprogrammet og internationalt tilsyn. I det negative klima, der hersker i dag, er det noget, som den gennemsnitlige græsker stadig ikke helt kan tro på.«

Varoufakis svarer for sig

Grækenlands tidligere finansminister og økonom Yanis Varoufakis har i et læserbrev til The Guardian taget til genmæle over for de påstande, Alexis Tsipras fremsætter i interviewet.

Varoufakis svarer:

  • »Eftersom Tsipras fik forelagt mine planer for at afværge trojkaens aggression og for vores reaktion, hvis forhandlingerne skulle gå i hårdknude (samt på ethvert forsøg fra trojkaens side på at skubbe Grækenland ud af eurozonen), inden vi vandt valget i januar 2015, og eftersom jeg af ham (må man formode) blev udpeget til finansminister på baggrund af disse planers kvalitet, afspejler hans svar en dyb inkohærens.«
  • »Hvis man hævder, at jeg både var det rigtige valg til konfrontationspolitikken i begyndelsen, og at min Plan B var så svag, at det ikke var værd at tale om den – som Tsipras gør – er det både uærligt og indsigtsfuldt, for det afslører, at det er umuligt at opretholde en radikal kritik af forgængerne og samtidig adoptere TINA-doktrinen (There Is No Alternative, red.).«
  • »Det afgørende nu er at stoppe Grækenlands omdannelse til en ørken, som skrider frem i højt tempo i henhold til den tredje redningsplans bestemmelser om nye ubæredygtige lån og vækstdræbende, selvforstærkende og selvdestruktive spareplaner. Er det en bedre plan at spille ’mønsterfange’ over for vores kreditorer end den, som Tsipras afviser som ’svag og ineffektiv’? Det er spørgsmålet.«

Svag Plan B

Selvom det er 33 grader i skyggen med sollys blændende udenfor, er lyset tændt i statsministeriet midt på dagen. Tsipras’ kontor med træpaneler føles lidt som en puppe. Da jeg bliver fulgt ind, er han alene, har hænderne i lommerne og et eftertænksomt udtryk i ansigtet.

Vi småsnakker, mens han bevæger hen til en sofa under et stort, gult, abstrakt maleri. Hele rummet er blevet omarrangeret, siger han. Skrivebordet, som er næsten tomt bortset fra nogle ark med noter, en stak pænt ordnede mapper og en kasse cubanske cigarer, stod tidligere foran vinduet, så det var umuligt at trække frisk luft.

Der hang et »meget tungt« kunstværk, som hans konservative forgænger Antonis Samaras havde valgt, på væggen. Og der stod et bord og sæt stole med ovale ryglæn, hvor hans skrivebord nu står:

»Det var så deprimerende. Jeg har ændret alt,« siger han.

Bleeps betegner sig selv som en pioner inden for den radikale street art i Athen, og de fleste af hans værker rummer en kritik af  kapitalismen
Læs også

På indenrigsfronten, der sjældent er uden spændinger, har den selvsikre Varoufakis igen skabt polemik med afsløringer om planerne for en parallel valuta og et beredskab, hvis en udtræden af EU, Grexit, var sket.

Men i dag har Tsipras hverken lyst til at dvæle ved Varoufakis – som af grækerne får skylden for et mislykket forsøg på at skræmme EU og IMF til at bøje af, der i stedet fik dem til at gennemtvinge de hidtil hårdeste tiltag – eller den tidligere finansministers ærkefjende, Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble:

»Yanis forsøger at fortælle historien på en anden måde,« tillader Alexis Tsipras sig selv at sige: »Måske kommer der et tidspunkt, hvor visse sandheder vil blive fortalt. Da vi læste det, som han præsenterede som sin Plan B, var det så vagt, at det slet ikke kunne betale sig at diskutere det. Det var simpelthen svagt og ineffektivt.«

Tsipras siger, at Varoufakis slet ikke lagde Schäuble for had, men tværtimod agtede ham højt: »Jeg tror, at ​​han var hans alter ego. Han elskede ham. Han respekterede ham meget, og det gør han stadig.«

En anden galakse?

Som et forsøg på at sætte tingene på plads siger Tsipras, at selv om Syriza-regeringens oprindelige strategi var en ​kollisionspolitik – »i overensstemmelse med vores mandat« – så var en udtræden af den fælles valuta og dermed også af EU aldrig på programmet, selv ikke da krisen var hvidglødende, og den græske stat var få dage fra bankerot:

»Hvad skulle vi forlade Europa til fordel for? En anden galakse?« joker han: »Grækenland er en integreret del af Europa. Hvordan ville Europa se ud uden? Man ville miste en vigtig del af sin historie og kulturarv.«

Desuden ville Grexit have udgjort en accept af den »straffeplan«, som Schäuble havde udtænkt, og som foreskrev, at grækerne skulle træde »midlertidigt« ud af fællesskabet. Den eneste mulighed var at indgå kompromis, siger Tsipras og sammenligner de medfølgende foranstaltninger med en afskyelig medicin, man må tage for at redde livet:

»Man holder sig for næsen og tager den. Man ved, at der ikke er anden vej. For man har prøvet alt andet for at overleve, for at forblive i live.«

Trods den storm af kritik, han nu er udsat for, påpeger udenlandske iagttagere, at den tidligere urostifter også har vist mod til at gennemføre politikker, han tydeligvis foragter. Tsipras har formået at overtale mange i sit eget parti til at sluge den bitre pille, der har gjort, at Grækenland stadig er en del af den familie af ​​nationer, som landet længe har identificeret sig med.

Forestillingen om en kort »venstrefløjsparentes«, som hans politiske fjender nærede i starten af ​​hans embedsperiode, er lagt til hvile.

Nu er tiden kommet til at skubbe på for »en ny udviklingsmodel«, siger han, for at udnytte de højtuddannede unge og stoppe den hjerneflugt, der allerede har fået en halv million grækere til at forlade landet.

Og Tsipras forsikrer om, at fortidens fejl, som har ført til korruption og klientelisme af episke dimensioner, aldrig bliver gentaget. Det græske samfund har ændret sig og er modnet:

»Vores første prioritet er at genvinde vores (økonomiske, red.) suverænitet,« forklarer han og tilføjer, at der også bliver udviklet planer for at udnytte Grækenlands geopolitiske placering i krydspunktet mellem tre kontinenter og fremme dets potentiale som et internationalt centrum for energi, transport og telekommunikation.

Den græske gældskrise

  • Efter en årrække med høje vækstrater op igennem 00’erne falder Grækenlands vækst i 2008. Internationale kreditbureauer bliver samtidig nervøse for den enorme græske statsgæld og nedgraderer den græske økonomi. Det viser sig kort efter, at skiftende græske regeringer har pyntet på de nationale regnskaber og dermed optaget statslån på falske vilkår. De første sparerunder igangsættes af premierminister Papandreou.
  • I løbet af 2009 og 2010 tager gældskrisens omfang til, og de statslige spareprogrammer udvides. En trojka bestående af EU, IMF og Den Europæiske Centralbank, der forhandler gældsaftaler med Grækenland, kræver at den græske regering igangsætter omfattende privatiseringer samt en hård sparepolitik og reformer af blandt andet pensions- og skattesystemerne.
  • Sidst i 2011 trækker premierminister Papandreou sig, og der udskrives valg. Det lykkes imidlertid ikke i første omgang at danne regering, men efter endnu et valg i juni 2012 lykkes det med nød og næppe for Antonis Samaras at samle en regering bestående af resterne af de gamle partier. Yderfløjene vinder frem på at afvise Trojkaens krav om reformer og nedskæringer. Omfattende voldelige protester og strejker breder sig.
  • I takt med at den græske regering indgår stadigt strammere aftaler med landets kreditorer, stiger utilfredsheden med landets politikere. Det ekstreme højre i form af Gyldent Daggry vinder frem, det samme gør partier på den yderste venstrefløj. I januar 2014 sættes rekord med 28 procents arbejdsløshed – ungdomsarbejdsløsheden er på 60 procent. Ved EU-parlamentsvalget i april 2014 vinder det EU- og reformkritiske parti Syriza 26,6 procent af stemmerne.
  • Syriza fortsætter succesen ved parlamentsvalgets i januar 2015, og partileder Alexis Tsipras bliver ny premierminister i spidsen for en samlingsregering. Partiet er gået til valg på et opgør med EU’s sparepolitik, og i juli 2015 afholdes en folkeafstemning om et ja eller nej til EU og Trojkaens redningsplan, der kræver store nedskæringer. Folket stemmer nej, som regeringen anbefalede, men finansminister Yanis Varoufakis trækker sig efterfølgende, da han selv ikke mener, han er den rette til at forhandle en ny aftale med EU.

Uforudsigeligt sted

Det bliver ikke let. Syrizas forkærlighed for høje skatter har ikke blot decimeret middelklassen, som udgør limen i ethvert samfund, men også forhindret vigtige udenlandske investeringer. Firmaer, der ikke er lukket, forlader landet i massevis. For mange har realøkonomien aldrig været værre. Men venstrefløjen hævder at have bedre moral.

Ifølge en nylig undersøgelse fra opinionsinstituttet Alco tror grækerne ikke på, at centerhøjrepartiet Nea Dimokratia – der sammen med centrumvenstrepartiet Pasok bliver mest forbundet med de unoder, som førte til Grækenlands økonomiske sammenbrud – ville kunne håndtere krisen bedre.

Efter at have lagt det værste bag sig og med æren i behold insisterer Tsipras på, at Syriza kan skabe en moralsk revolution med dybe forandringer af den måde, Grækenland regeres på:

»Hvis du spørger folk på gaden om denne regering, vil mange måske sige, at vi er løgnere, men ingen vil sige, at vi er korrupte, uhæderlige eller har haft hånden i honningkrukken.«

I sidste ende vil folk huske det store sammenstød mellem Athen og långiverne, der holdt Grækenland oven vande, men Tsipras vil blive husket for noget andet, siger han:

»Det bliver, at jeg formåede at hive landet op af den sump, hvor de, der havde fået det til at gå fallit, havde efterladt det … og så fortsatte med et dybtgående reformprogram.«

Det er i hvert fald håbet. For Grækenland er blevet et uforudsigeligt sted, hvor historien har det med at gentage sig og ikke følge en lige linje:

»Ingen,« siger han, »kan nogensinde vide sig sikker på, at krisen ikke vender tilbage.«

© The Guardian og Information 2017. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Breinholt Leth

"Syrizas største bekymring er at overleve og beholde magten." Sådan kan det gå, når man vil magt for enhver pris. Tsipras er blevet Schäubles lille skødehund.

"There are times in politics when you must be on the right side and lose." (John Kenneth Galbraith)

Palle Yndal-Olsen, Curt Sørensen, Flemming Berger, Torben Arendal, kjeld jensen, Jes Balle Hansen , Gustav Alexander, Christoffer Pedersen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"Den græske stat var få dage fra bankerot." Vrøvl! Den græske stat er gået bankerot, og alle de såkaldte 'hjælpepakker' udgør historiens største bankerot cover up, hvis primære formål er at redde euroen og de franske og tyske banker.

Palle Yndal-Olsen, Curt Sørensen, Flemming Berger, Torben Arendal, Karsten Aaen, kjeld jensen, Per Torbensen, Anders Barfod, Kim Houmøller, Jes Balle Hansen , Gustav Alexander, Torben K L Jensen, Kjeld Hansen, Stig Bøg, Christoffer Pedersen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Jeg er dybt uenig i kommentarerne.
Hvad skulle Grækenland ellers have gjort.
Løngiverne så til trods de udmærket vidste at det var en kollisionskurs.
Ja, grækenland har haft en masse sort økonomi, og man skal ikke mange år tilbage, da brune kuverter blev lagt i baglokalet til skatteopkræverne.
Det vidste alle men vendte den anden kind til.
I Danmark har vi skat, der gør det på en mere sofistikeret måde.

Christoffer Pedersen

Anne Mette Jørgensen
"Hvad skulle Grækenland ellers have gjort"
De skulle for længe siden have gjort op med korruption. Og for længe side af sig selv have gjort de ting de er blevet pålagt af Trojkaen for at få deres hjælpepakker.

Hans Jørn Storgaard Andersen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Anne Mette Jørgensen
Min kommentar handlede blot ikke om, hvad Grækenland skulle have gjort, men om hvad Syriza skulle have gjort. Et venstreorienteret regering skal ikke påtage sig ansvaret for EU's austerity politik, som blot handler om, at det græske folk plus nogle europæiske skatteydere i eurozonen skal betale for EU's fejlslagne politik og for især de tyske og de franske bankers uansvarlige långivning. Der er kun en forklaring på, at disse banker lånte penge ud til et stat, som de vidste ikke kunne tilbagebetale lånet, og det er at de regnede med, at andre EU lande (især Tyskland) ville træde til. M.a.o. spekulerede de med EU-skatteydernes penge.

Der var mange gode kræfter i Syriza, men det har Tsipras og hans støtter ødelagt - formentlig blot for at redde deres egen politiske karrierer. Syriza er sunket til 14% i meningsmålingerne, og hvad er alternativet? Alternativet er, at enten kommer de gamle korrupte partier til magten igen, eller også bliver det Gyldent Daggry (fascistpartiet) eller KKE (det gamle stalinistiske kommunistparti).

"There are times in politics when you must be on the right side and lose." (John Kenneth Galbraith)

Hvad Grækenland skulle have gjort? Nægtet at tilbagebetale gælden og trådt ud af valutaunionen. Ville det have medført kaos? Absolut ja. Kaos i hele EU. Syriza's vej har medvirket til at begrænse kaos og fattigdom til Grækenland - indtil videre. For Grækenland kommer aldrig til at betale gælden tilbage. De såkaldte 'hjælpepakker' har blot udskudt problemet.

Palle Yndal-Olsen, Curt Sørensen, Flemming Berger, Torben Arendal, Karsten Aaen, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Anders Barfod og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Christoffer Pedersen
Jeg har i en anden tråd fortalt dig, at dette ikke handler om græsk korruption. Grækenland har haft korrupte regeringer lige siden ophøret af den tyrkiske besættelse af Grækenland i 1821, og det har aldrig nogensinde berørt andre end grækerne - indtil 2010. Hvis Grækenland havde beholdt sin egen valuta, kunne græske politikere have ødslet væk lige så mange drachmer som det passede dem, uden at det ville have berørt andre lande, fordi de kunne have skabt deres egne penge. De kan ikke skabe euros, og var derfor nødt til at låne - især i udlandet. Det gik udmærket så længe den græske økonomi voksede, men så kom krisen.

Det, som det primært drejer sig om, er, at de, der var ansvarlige for valutaunionen, ikke skulle have lukket Grækenland ind, før Grækenland havde fået styr på sin økonomi. Dernæst handler det om, at de ansvarlige politikere i EU ikke skulle have givet finanskapitalen lov til at spekulere for europæiske skatteyderes penge. Nu da de havde begået denne kapitalbrøler, gjorde de alt muligt for at skjule, at Grækenland reelt var bankerot. Derfor kaldte jeg ovenfor de såkaldte 'hjælpepakker' for historiens største bankerot cover up.

Ligesom Grækenland kan Frankrig og andre euro-lande ikke skabe sine egne penge. Hvis Frankrig i 2010 skulle have bailed out de tre største franske banker, som havde lånt penge til Italien, Spanien, Portugal og Grækenland. skulle den franske stat have lånt €562 milliarder (For Tysklands vedkommende var beløbet €406 milliarder.) Et sådan lån ville have fået renten på franske statsobligationer til at eksplodere og den samlede franske statsgæld på €1,29 billioner (plus de €562 milliarder), kunne have medført en fransk bankerot, hvilket igen kunne have medført, at valutaunionen ville falde sammen som et korthus. I stedet for en direkte bail out af franske og tyske banker, valgte EU som bekendt Trojka-konstruktionen, hvor eurozone landene og IMF lånte penge til underskudsstaterne, som disse anvendte til at betale især franske og de tyske banker.

På denne måde undgik man at Frankrig og Tyskland alene skulle redde deres uansvarlige banker, og man undgik, at renterne på tyske og franske statsobligationer skød i vejret med raketfart. Den politiske dimension af denne fidus var, at man drejede opmærksomheden væk fra bankerne og over på de 'uansvarlige' grækere ved at kalde lånene fra eurozone-landene og IMF for 'hjælpepakker'. De lån som bliver sendt til Grækenland, opholder sig højst en times tid i Grækenland, hvorefter de går tilbage til især de franske og tyske banker. Altså er det i realiteten 'hjælpepakker' til bankerne. Den politiske fortælling er så, at de andre lande i eurozonen er så generøse, at de 'hjælper' Grækenland, selvom Grækenland har opført sig 'uansvarligt'. De fleste hoppede på den fortælling lige fra begyndelsen. Hvis Frankrig og Tyskland direkte havde bailed out deres uansvarlige banker, ville selv ikke de mest højreorienterede, nationalistiske populister have hoppet på den. Det var ganske smart, men nederdrægtigt og kynisk over for det græske folk.

Palle Yndal-Olsen, Anders Graae, Curt Sørensen, Flemming Berger, Torben Arendal, Karsten Aaen, P.G. Olsen, kjeld jensen, Eva Schwanenflügel, Anders Barfod, Torben Skov, Jes Enevoldsen, Torben K L Jensen, Karsten Friis-Larsen og Colin Bradley anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Ivan Breinholt Leth
Alt det ændre ikke på at Grækenland havde klaret sig bedre hvis de meget tidligere havde slået bremsen i. Korruptionen i den offentlige sektor, den utroligt lave pensionsalder og almindelige grækeres store lån er noget der burde have været ordnet inde for Grækenlands grænser. Men det siger du jo også næsten selv, hvor du nævner Grækenland slet ikke skulle have været medlem.

kjeld jensen, Karsten Aaen, Hans Jørn Storgaard Andersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Michael Mansdotter

Efter at have rejst i Grækenland i mere end 15 år, er det min klare fornemmelse at grækerne langsomt men sikkert er ved at finde fodfæste igen. Alle hader skatterne (det gør mange i dk også), men de betaler og er igen begyndt at gå ud (det gjorde de ikke i 2009). Den åbenlyse korruption er på tilbagetog og turisterne er ved at vende tilbage (ganske givet andre geopolitiske årsager). Det der er brug for nu er tilkendegivelse af tillid og eftergivelse af en del af den kæmpe gæld som har været prisen. Dernæst at Grækenland igen bliver et ligeværdigt medlem af den europæiske familie( hvis en sådan findes?)

Henrik Brøndum

»Ingen,« siger han, »kan nogensinde vide sig sikker på, at krisen ikke vender tilbage.«

Sikke noget sludder. Jeg ved at krisen vender tilbage, for det gør den altid, og det er det der holder os friske.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Bare et spørgsmål til journalisten - Helena Smith - bag artiklen:
Er det en oversættelse af en artikel med samme titel i The Guardian den 24. juli 2017:
Alexis Tsipras: 'The worst is clearly behind us'?
Undertitel: "The longest-serving Greek prime minister since the economic crisis began says he is leading the country out of crisis"

Idet jeg ikke har været på biblioteket for at læse din artikel.
Og mener, at er det en ren oversættelse, så bør det fremgå af de første linier eller en evt. undertitel.

ref.: https://www.theguardian.com/world/2017/jul/24/alexis-tsipras-the-worst-i...

Torben Lindegaard

@Ivan Breinholt Leth

Du argumenterer den græske sag på en pudsig måde.

"De, der var ansvarlige for valutaunionen, ikke skulle have lukket Grækenland ind, før Grækenland havde fået styr på sin økonomi."

Man bliver medlem af Euro-zonen efter ansøgning og efter en peer-vurdering ud fra objektive kriterier. Grækenland søgte optagelse i Euro-zonen og forfalskede nationalregnskaber - med god hjælp fra Goldman Sachs Group - så landet tilsyneladende opfyldte optagelsesbetingelserne.

Det ville have været fuldstændig uhørt dengang at nægte Grækenland, et EU medlemsland, deltagelse i Eurozonen ud fra en formodning om, at grækerne var fulde af løgn.

Grækenland levede godt op gennem 00'erne på billige Euro lån.
De har nu måtte skære ned for blusset; men de har endnu ikke balanceret statsregnskabet, så de lever stadigvæk over evne - og den græske statsgæld bliver selvfølgelig aldrig betalt.
Det ville bl. a. forudsætte et effektivt skattesystem - hva'beha'r !!

Torben K L Jensen

Er der ikke nogle fede historier om korruption,nepotisme og klientisme der kan knyttes til Tsipras´regering så man med rette kan sige at intet er forandret i Grækenland?
Hvis ikke - ja,så har det været en succes ad store og menneskeligt dyre omkostninger for landet.

René Arestrup

@Ivan Breinholt Leth
'...de tyske og de franske bankers uansvarlige långivning.'
Muligvis uansvarlig, men dog på basis af manipulerede regnskaber og budgetter.
Det er endog meget svært at tale om kollektivt ansvar, men pilen peger temmelig entydigt på de ansvarlige politikere i de gamle, regeringsbærende partier Nea Demokratia og Pasok.
Man vinder ikke popularitetskonkurrencer ved at tage ansvar.
I den forstand har Tsipras demonstreret stort format.

Ivan Breinholt Leth

Christoffer Pedersen

Din fokus på korruption er irrelevant, og det har jeg nu gentaget for dig til bevidstløshed. Ifølge Transparency International er Kina et af de mest korrupte lande i verden. Det har ikke forhindret Kina i at have en stor eksport, lille statsgæld og enorme vækstrater. Det var ikke korruption og et ikke fungerende skattesystem, som var årsagen til den græske krise, men manglende økonomisk vækst. Der findes ingen international lovgivning, som forpligter stater til at betale deres gæld, og der findes ingen internationale sanktioner, hvis de ikke betaler. Det ved enhver investor. Man kan aldrig være fuldstændig sikker på at få sine penge tilbage, når man køber statsobligationer. Faktisk betaler stater normalt aldrig af på deres gæld. De betaler de påløbne renter og venter med at betale af på hovedstolen, idet de håber, at inflationen æder gælden op. Det gjorde Grækenland også, indtil finanskrisen brød ud. Den græske vækst var stor nok til at vedligeholde den græske stats gæld ved at betale af på renterne - indtil krisen brød ud. Det græske problem er, at man har givet afkald på Grækenlands pengepolitiske suverænitet. Hvis man havde beholdt drachmeren, kunne den græske stat for det første have finansieret sit eget underskud ved at skabe drachmer, for det andet ville Grækenland i så fald slet ikke have været i stand til at låne så mange penge på det internationale finansmarked. Og de penge, som den græske stat evt. ville have lånt, ville have været til en meget højere rente. Det ses af, at renten på græske statsobligationer faldt til næsten tysk niveau umiddelbart efter, at Grækenland blev medlem af valutaunionen. EU tillod dermed Grækenkand så at sige at låne penge med den tyske økonomi som back up. En eklatant brøler.

@Hans Jørn Storgaard Andersen. De oplysninger, du efterspørger, finder du lige under artiklen.

Karsten Aaen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

René Arestrup
26. juli, 2017 - 10:40

Ja, hvis man tror på at austerity er løsningen på det græske problem, har Tsipras vist 'format'. Det er det normalt det udtryk som borgerlige politikere anvender, når venstreorienterede politikere påtager sig ansvaret for at lade den klasse, som de angiveligt præsenterer, betaler for det kapitalistiske systems kriser, således at de egentlige ansvarlige kan holdes skadesløse. Austerity betyder i en græsk kontekst, at man forsøger at betale gammel gæld ved at stifte ny gæld og ved at lade økonomien skrumpe (statslige nedskæringer). Hvis man tror, at man kan få en debitor til at betale sin gæld ved at forringe hans mulighed for at tjene penge, er der noget man har misforstået. Og hvis man kalder austerity for ansvarlig økonomisk politik, burde man tage sig et kursus i grundliggende makroøkonomi. Det er korrekt, at den græske stat nu har et overskud, hvis man tager den internationale gæld ud af regnskabet. Men det skyldes, at statens udgifter er blevet voldsomt reduceret - ikke at den græske økonomi er vokset. Den græske internationale gæld vil aldrig blive tilbagebetalt, og en stat kan ikke spare sig ud af en gældskrise. Heller ikke selvom en venstreorienteret regering nu har købt denne mytologi.

Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Tak til Steen Sohn for din information.

Men som jeg skrev - læser jeg Information på biblioteket, fordi jeg ikke har et abonnement.

Jeg foretrækker at abonnere på The Guardian, fordi de har en helt usædvanlig god avis og en formidabel hjemmeside.

Og så kan man ikke se noget ... altså om det er en originalartikel eller en oversættelse.
Det burde vel stå som noget af det allerførste? Iflg. god bibliografisk skik.

Forfatteren er ansat på The Guardian - og man kunne få det indtryk, at hun også var knyttet til Information - men næppe som journalist. Man har købt retten til at bringe hendes artikler, vil jeg tro.

Ivan Breinholt Leth

Torben Lindegaard
26. juli, 2017 - 09:35
Kriterierne for at et land kvalificerer sig til at være medlem af valutaunionen er fastlagt i Maastricht Traktaten. Der findes EU lande, som er ikke medlem af valutaunionen, fordi de har valgt ikke at være medlem, og der findes lande, som ikke er medlem, fordi de ikke lever op til kriterierne. Ingen lande har en naturlig ret til medlemsskab af valutaunionen.

At grækerne havde fiflet med regnskaberne med Goldman Sachs som konsulent har alle ansvarlige vidst, både før og efter Grækenland blev medlem af valutaunionen. Den egentlige løgn her, er, at en 'peer-vurdering ud fra objektive kriterier' fandt sted.

"Mario Draghi har en fortid som næstformand i Goldman Sachs i Europa fra 2002 til 2005. Han var således på posten, da Goldman Sachs hjalp Grækenland med at skjule sin store gæld ved hjælp af kringlede finansielle arrangementer. På den måde fik Grækenland et ekstra lån på omkring en milliard euro, mens Goldman Sachs tjente styrtende på handlen."
http://www.business.dk/finans/goldman-sachs-saetter-sig-paa-europa

Mario Draghi (nuværende præsident for Den Europæiske Centralbank) var chef for Goldman Sachs' europæiske anliggender, da GS hjalp den græske stat med at tilsløre sit store underskud med et valuta swap. Men han vidste ingenting. Hvis han virkelig ikke vidste noget, hvorfor spurgte han så ikke Lucas Papademos, som var direktør for den græske nationalbank, da svindlen foregik. Papademos blev senere vicepræsident for Den Europæiske Centralbank. Han vidste heller ikke noget. Selvom Grækenland havde truet EU med at afsløre, at Italien, da landet blev medlem af valutaunionen, også havde fiflet med regnskabet, bedyrede alle 'ansvarlige' personer i Bruxelles deres uvidenhed. Uskyldige som små lam var de allesammen, og den europæiske offentlighed købte deres løgnhistorier ukritisk. Men spørgsmålet om, hvorfor de ignorerede, at de var i fuld gang med at lukke en stat ind i euroen, som de udmærket vidste ikke levede op til deres egne kriterier, er langt mere interessant end deres løgnhistorier om 'objektive kriterier'.

Her kan jeg kun gætte, men jeg konstaterer, at hvis der ikke havde været 'uansvarlige' debitorer i eurozonen, ville lande som Tyskland, Finland og Holland ikke have været i stand til at akkumulere disse enorme overskud. M.a.o. mistænker jeg især tyske politikere og industri for helt bevidst at have taget røven på befolkningerne i Grækenland, Spanien, Portugal, Italien og Irland. Mit spørgsmål er derfor: Hvem er de egentlige svindlere her: Overskudslandene eller underskudslandene (altså deres politiske ledere og deres overklasse)? Hvad overskudslandenes politiske ledere sandsynligvis ikke havde forudset var, at deres fupnummer ville medføre en dyb splittelse i EU, som truer selve sammenhængskraften i unionen. Det er det (selvskabte) problem, som de nuværende politisk ledere i EU nu tumler med.

Karsten Aaen, Anders Graae, Flemming Berger, Torben Arendal, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Torben Lindegaard: Du skrev noget, som jeg ikke mener står i den originale artikel:
med god hjælp fra Goldman Sachs Group.
Mener du virkelig det, at GS ... forfalskede nationalregnskaber? eller hjalp med dertil?

Jeg mener, at 3 store internationale banker tabte store beløb, da de måtte eftergive noget af gælden - og det gør man vel ikke for sjovs skyld?

Ellers er jeg enig med dig i det øvrige, at grækerne nød godt af en lavere udlånsprocent før 2008, og så forkøbte de sig på f.eks. tyske luksusbiler, de tosser.

Jeg glemte helt det med statsgælden, som du venligst eftergiver på et tidspunkt. Det kommer næppe til at ske, det vil få en smittende virkning i de EU-lande, der havde samme problem som Grækenland, men snørede livremmen ind og nu er på vej til en bedre og mere sund økonomi.

Med mindre du tænker på ... Frankrig? Om Merkel vil hjælpe Macron på dette punkt?
Jeg tvivler.

Ivan Breinholt Leth

Torben Lindegaard
"Det ville bl. a. forudsætte et effektivt skattesystem - hva’beha’r !!" Det ville måske forudsætte et skattesystem, som er noget mere effektivt end det danske? Syriza er faktisk nået meget langt med at rette op på manglerne i det græske skattesystem. Så langt at jeg vil gætte på, at hvis man i dag foretog en sammenligning mellem det danske og det græske skattesystem, ville Grækenland komme ud som vinderen.

Torben K L Jensen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen

En gang til af hensyn til arveprins Knud:

"Mario Draghi har en fortid som næstformand i Goldman Sachs i Europa fra 2002 til 2005. Han var således på posten, da Goldman Sachs hjalp Grækenland med at skjule sin store gæld ved hjælp af kringlede finansielle arrangementer. På den måde fik Grækenland et ekstra lån på omkring en milliard euro, mens Goldman Sachs tjente styrtende på handlen."
http://www.business.dk/finans/goldman-sachs-saetter-sig-paa-europa

Torben Arendal, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Ivan Breinholt Leth

Grækenland indførte Euro'en 1.1.2001, så svindlen fandt sted inden da.

Poul Sørensen

Tito det tidligere Jugoslaviens leder stod sikkert i sammen situation, da han bestemte sig for, at føre en uafhængig politik af Sovjetunionen... men han bestemte sig for at at forsøge med en politik for en galakse.... Det hele kommer ned til personligt mod.
- Tsipras tror han er nød til at udråbe hans egen politik til en succes, men han behøver ikke på den måde at jage utilfredse venstrefløjs vælgere i armene på højrefløjen, men det har han åbenbart tænkt sig.... :-(

Eva Schwanenflügel og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Christoffer Pedersen
26. juli, 2017 - 03:02
"Almindelige grækeres store lån", er noget du har misforstået. Den private låntagning i Grækenland har altid været meget lav. F.eks. er det normalt i Grækenland, at unge mennesker bor hos deres forældre eller til leje og sparer op til køb af en lejlighed eller et hus, således at de kan købe kontant. Før krisen brød ud kunne statsansatte grækere få et lille lån fra staten til at købe ejendom, men det er afskaffet. Da finanskrisen brød ud, var det Danmark, som havde den største private gæld per indbygger i EU, ligesom Danmark havde det relativt største antal banker, som gik bankerot.

Jes Enevoldsen, Torben K L Jensen, Torben Arendal, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Torben Lindegaard
26. juli, 2017 - 12:07
De græske regnskaber blev tilsløret i en årrække, før og efter Grækenland blev medlem af valutaunionen. Det var i 2002 Goldman Sachs kom ind i billedet:

"Greece's debt managers agreed a huge deal with the savvy bankers of US investment bank Goldman Sachs at the start of 2002. The deal involved so-called cross-currency swaps in which government debt issued in dollars and yen was swapped for euro debt for a certain period -- to be exchanged back into the original currencies at a later date."
http://www.spiegel.de/international/europe/greek-debt-crisis-how-goldman...

I 2002-2005 var Mario Draghi chef for Goldman Sachs' europæiske anliggender. I 2005 blev han direktør for Bank of Italy.

Hvornår samarbejdet mellem den græske stat og Goldman Sachs ophørte ved jeg ikke, men det var først i 2004, efter at Eurostat havde gennemgået de græske regnskaber, at den græske regering officielt indrømmede, at man havde fiflet med regnskaberne. Her er endnu et interessant spørgsmål: Hvorfor ventede Eurostat med at gennemgå de græske regnskaber i tre år efter, at Grækenland blev medlem af valutaunionen?

Flemming Berger, Torben Arendal, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg vil ønske Alexis Tsipras og SYRIZA stort tillykke med, at de har klaret skærene så langt. Fantastisk godt gået. At et lille venstrefløjsparti (a lá EL) skulle kunne feje Néa Dimokratía og PASOK af bordet danne en ny regering, der ud over at bringe landet på ret køl efter gældskrisen, også har påbegyndt en ændring af kulturen og iværksættelse af flere af SYRIZAs mærkesager og programpunkter.

Bland de ting SYRIZA har arbejdet på, er at få folk til at betale skat. En helt usædvanlig ny følelse for mange, ikke mindst bedre stillede. Derudover har programpunkter som afskaffelse af finansielle privilegier for Kirken og skibsbygningsindustrien. mere kontrol med bankerne, beskæring af militærudgifter, m.m. været i spil.

Tsipras forklarer:
»Vores første prioritet er at genvinde vores (økonomiske, red.) suverænitet,« og tilføjer, at der også bliver udviklet planer for at udnytte Grækenlands geopolitiske placering i krydspunktet mellem tre kontinenter og fremme dets potentiale som et internationalt centrum for energi, transport og telekommunikation.

Og fra artiklen:
"... Tsipras forsikrer om, at fortidens fejl, som har ført til korruption og klientelisme af episke dimensioner, aldrig bliver gentaget. Det græske samfund har ændret sig og er modnet"

Torben Arendal, Hans Jørn Storgaard Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Om den græske stats svindenumre skrev Jennifer Rankins i The Guardian:
"The dodgy numbers were an open secret in Brussels. Many other countries were doing the same, albeit on a smaller scale. Only later when Greece buckled under the weight of its debts did European grandees say it had been “a mistake” to allow Greece to join the currency."
https://www.theguardian.com/world/2015/jul/03/greece-in-europe-a-short-h...

Selveste Jacques Delors, en af hovedarkitekterne bag valutaunionen, er ikke i tvivl om, hvem der bærer hovedansvaret for den europæiske gældskrise:

"If the finance ministers has wanted to get a clearer picture of the situation, they could have seen Ireland's extravagant behaviour with its banks, Spain equally extravagant behaviour with mortgage lending, Greece's dissimulation of its real statistics. But they turned a blind eye. That is why I have always considered, since the beginning of the crisis, that the Eurogroup was morally and politically responsible for the crisis...." (Citatet er fra David Marsh' bog Europe's Deadlock, s. 45)

Ivan Breinholt Leth

Michael Kongstad
"Ikke mindst bedre stillede." De rigeste grækeres formuer har aldrig befundet sig i Grækenland. Grækenland ligner på den led latinamerikanske lande, hvor stinkende rige oligarkier med velvillig hjælp fra regeringerne anbringer deres ubeskattede indtjeninger og formuer i udlandet. Det var derfor, at chefen for IMF, Christine Lagarde, i 2010 kunne udarbejde sin berømte liste over skatteunddragere til hjælp for den græske regering:

"The Lagarde list is a spreadsheet containing roughly 2,000 potential tax evaders with undeclared accounts at Swiss HSBC bank's Geneva branch. It is named after former French finance minister Christine Lagarde, who in October 2010 passed it on to Greek officials to help them crack down on tax evasion. However, it was only two years later the list became known to a wider public, when Greek journalist Kostas Vaxevanis published it in his magazine Hot Doc,[1] protesting against the Greek government's failure to launch an investigation."
https://en.wikipedia.org/wiki/Lagarde_list

Disse formuer blev naturligvis aldrig beskattet. Det er almindelige græske lønmodtagere og små forretningsdrivende, som betaler for den græske krise. At der findes venstreorienterede personer, som mener¸ at det er venstrefløjens opgave, at redde kapitalismen fra det kapitalistiske systems kriser med lønmodtagernes penge, kan kun vække undren.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben Arendal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ivan Breinholt Leth
Jeg er enig i meget af det du skriver, men jeg tror, at iveren efter at få den økonomiske og monetære union til at blive til virkelighed var politisk ideologisk, - ikke økonomisk. Den var en hovedhjørnesten i Maastricht-traktaten, man ville have det igang, og så igennem fingre med, at flere af staterne ikke levede op til kravene for deltagelse.

Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Michael. Jeg tror, at den var politisk, ideologisk og økonomisk - med vægt på økonomisk. Især Tyskland må have vidst, at når man anbringer lande med svage hjemmemarkeder og stærke eksportmarkeder under samme valuta som lande med stærke hjemmemarkeder og svage eksportmarkeder, må de sidstnævnte blive taberne. Det er simpel makroøkonomisk logik for perlehøns. Før gældskrisen brød ud gik over 60% af den tyske eksport til lande indenfor eurozonen. I dag er det faldet til ca. det halve. Det kan simpelthen ikke passe, at et EU bureaukrati med adgang til alverdens økonomiske ekspertice ikke kunne forudse, at de var i færd med at skabe en alvorlig ubalance, hvor nogen ville blive tabere.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ivan, det er jo det forbaskede ved det, at det vidste Tyskland nok godt, men det ignorerede de for et større formåls skyld. Nemlig at "skabe grundlag for en stadig snævrere ssmmenslutning mellem de europæiske folk". Rom, den 25. marts 1957.

Torben K L Jensen

Kina har - som Japan - en kæmpestor statsgæld og for Japans vedkommende er den 250 % af BNP og i Kina er den vokset til 280 % af BNP. I begge til fælde er det ikke gæld til udenlandske investorer men landenes indbyggere.

Karsten Kølliker

Det er rent ud fortvivlende at The Guardian og Information synes at artikler som denne skal fylde sendefladen. Artiklen tegner et billede af de græske omstændigheder, de europæiske omstændigheder, de globale omstændigheder, som er voldsomt fordrejede, og netop fordrejede på den måde at læserne efterlades med fornemmelsen af at alt vist alligevel er i orden. Men som jeg vil prøve at skitsere, så er tingene meget langt fra at være i orden, og når en journalist/en redaktion/et medie ikke gør sig umagen med at undersøge tingenes rette sammenhæng, så falder det der skulle være folkeoplysning snarere ud som former for ønsketænkning eller propaganda.

Hvor i artiklen fremgår det hvilke ekstreme virkemidler centralbankerne verden over i disse år tager i anvendelse? Det er rigtigt at storbankerne og storkoncernernerne på papiret har fået det bedre og for den sags skyld at de sydeuropæiske økonomier har fået det bedre, men hvordan er denne bedring kommet i stand? Ved dels at centralbankerne har opkøbt enorme mængder af rådne finansielle papirer fra storbankerne og storkoncernerne samt enorme mængder af statsobligationer fra medlemsstaterne, dels ved at centralbankerne har ført voldsomt ekspansive pengepolitikker, hvilket har sikret det ekstremt lave renteniveau og dermed en enorm fortsat gældsætning.

Ifølge Barclays Bank er mængden af opkøbte ”aktiver” i hhv. ECB, Bank of Japan og Bank of England over de seneste bare 2 år vokset fra 60 pct. af BNP til omkring 100 pct. af BNP, mens The Fed indenfor samme periode er forblevet på de ca. 60 pct (hvilket selvfølgelig står til troende). Og hvem hæfter så for centralbankernes uhæmmede og ryggesløse opkøb af værdiløse fordringer, nå ja, det gør vi alle sammen. Krisen er ikke ovre endnu. Faktisk forværres krisen dag for dag, netop fordi løgnene og korruptionen breder sig længere og længere ind i de politiske systemer og spredes mere og mere ud i den almene befolkning.

Og det er rigtigt, som flere kommentatorer har peget på, at Grækenland kom ind i euroen gennem nogle højst tvivlsomme finansielle fiksfakserier, og det er rigtigt som Ivan Breinholt Leths Jacque Delors-citat siger, at de politiske ledere var udmærket klar over hvad det var Grækenland gjorde. Ifølge Varoufakis skulle den daværende græske finansminister have lagt EU-lederskabet under pres med følgende ultimatum: Enten giver I os lov til at gøre det samme som italienerne gjorde eller også afslører vi den italienske konstruktion for alverden.

Den italienske konstruktion handlede (som bekendt) om at flytte enorme statslige gældsposter over i forskellige swap-lånekontrakter, hvorved gældsposterne iht. gældende lovgivning ikke skulle opgøres i nationalregnskabet eller i bankernes oplysningsforpligtelser overfor diverse finanstilsyn. Hvorfor lovgivningen så var skrevet på den måde forekommer i tilbageblik både forrykt og korrupt, men det er et spørgsmål man i første omgang må rette til daværende præsident Bill Clinton og den amerikanske kongres.

Men efter min bedste overbevisning er det stadig ikke her at hunden ligger begravet. Også i denne sag er der rigtig meget ræson i Follow-the-money-metoden. For hvilke institutioner var det dengang, der havde størrelsen og dristigheden til at tegne nogle så enorme finansielle kontrakter, at man i realiteten kunne pynte på hele staters nationalregnskab? Og disse institutioner, tog de overhovedet en risiko på sig i forbindelse med kontrakterne, eller vidste de fra starten, at risikoen lå helt ensidigt på lånersiden af swap-lånene?

Over følgende to Facebook-opslag/artikler har jeg udviklet min egen teori om hvordan det i realiteten ikke var Goldman Sachs eller J P Morgan der udgjorde långiversiden af de enorme swap-lånekontrakter, men at det efter al sandsynlighed var megakapitalfonden Long-term Capital Management, der tegnede disse kontrakter, og
– hvordan sammenbruddet af LTCM i september 1998 i virkeligheden var den første manifestation af de enorme ubalancer som siden skulle slå igennem i finanskrisen i september 2008
– hvordan de europæiske storbanker kom de amerikanske storbanker til undsætning i en fælles redningsaktion der afværgede den overhængende globale finanskrise der i september 1998
– hvordan de europæiske storbanker gennem denne redningsaktion for en stor del blev sadlet op med långiversiden af alle disse enorme swap-lånekontrakter
– hvordan Deutsche Bank (som den på det tidspunkt bedst kapitaliserede bank) fik en dobbelt belastning af disse lånekontrakter ved at banken mere eller mindre frivilligt opkøbte banken Bankers Trust, også kendt som The Fed’s bank og berømt/berygtet for sine store mængde swap-lånekontrakter
– hvordan den uhæmmede ryggesløshed indenfor den amerikanske banksektor igennem denne redningsaktion blev tørret af på de europæiske banker, men at omfanget af denne ryggesløshed først blev evident med finanskrisen 2008 og siden euro-krisen i 2010-2011
– hvordan en afsløring af hele denne pilrådne konstruktion i midten af euro-konstruktionen formentlig vil slå dybe skår i relationerne mellem de europæiske befolkninger og USA samt udstille de øverste politiske ledere som lige så ryggesløse og korrupte som den lyssky konstruktion

Deutsche Bank-affæren
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=1110683508968150&id=10...

Deutsche Bank-affæren, et opfølgende vidneudsagn
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=1136439686392532&id=10...

Hvis der ellers overhovedet er noget om snakken, så vil det sætte den stejle tyske holdning overfor Grækenland i et helt andet lys, og det ville overraskende nok et langt stykke af vejen kunne legitimere at hjælpepakkerne til Grækenland faktisk er gået til de store europæiske banker. Men det ændrer ikke det mindste ved det faktum, at ubalancerne jo først og fremmest er forårsaget af en finanssektor, der er gået fuldkommen amok i spekulation og ludomani, og som samtidig har haft held til at infiltrere de politiske systemer i en sådan grad, at det må opfattes som en form for statskup.

De store forhåbninger der knyttedes til Syrizas valgsejr i januar 2015 handlede jo ikke om at skabe lidt bedre levevilkår for grækerne. Forhåbningerne knyttede sig jo til, at der her kom et ægte folkeparti ind, som var parate til at tage et opgør med finanssystemernes overherredømme, og dermed rulle det omtalte statskup tilbage.

Karsten Aaen, Anders Graae, Curt Sørensen, Eva Schwanenflügel og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Ivan Breinholt Leth: Tror du på Vorherre, måske?
Du går efter Goldman Sachs - og jeg spørger helt uskyldigt: Gjorde de noget galt, og hvordan med Mario Draghi - blev han anklaget, dømt og kom i fængsel?

Næh vel?
Du er jo imod EU, imod ECB og sikkert også andre 20.000 ting, der har med Europa at gøre, så jeg giver - som sædvanlig - ikke meget for din objektivitet.

Så er det jeg spørger igen: Er der noget galt i, at Goldman Sachs rådgiver regeringer - og tjener penge derved? Somme tider taber de vel også, hvis kringlen ikke lykkes.

PS! Er Goldman Sachs nogen sinde blevet dømt for ulovligheder?

Michael Kongstad Nielsen

Hans Jørn Storgaard Andersen
Goldman Sachs opererer via skattely, som da de købte dele af DONG, en handel socialdemokraten Bjarne Corydon gik varmt ind for. Det er ikke ulovligt, men heller ikke socialdemokratisk.
Eller vil du mene, at skatteunddragelse er god socialdemokratisk politik?

Goldman Sachs blev reddet efter Lehman Brothers konkurs. USA ville ikke have flere bankkonkurser. Redningen betaltes af staten. Er det det socialdemokratisk? Skal skatteyderne redde kapitalen?

Goldman Sachs vil snart sælge sine DONG-aktier.
Det er ikke ulovligt, men heller ikke socialdemokratisk. I den forstand som Thorvald Stauning stod for.

Karsten Aaen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen
"Mener du virkelig det, at GS ... forfalskede nationalregnskaber? eller hjalp med dertil?" (26. juli, 2017 - 11:38) Læser du ikke, hvad du selv skriver? Hvordan forventer du så, at andre skal læse det?

Ivan Breinholt Leth

Hans Jørn Storgaard Andersen
Vedr. dit sidste spørgsmål er svaret ja. Goldman Sachs blev i 2016 dømt til at betale en bøde på $3,3 mia, fordi investeringsbanken ulovligt havde lokket kunder til at optage lån i deres ejendomme, hvorefter banken spekulerede mod de CDOs, som kom blev solgt videre.

http://www.huffingtonpost.com/entry/goldman-sachs-mortgage-settlement_us...

Mht. den græske stats svindel med sine regnskaber, er ikke det ulovligt, Tyskland og andre lande gjorde det også. Efter mine begreber er det umoralsk at skrive under på en aftale ud fra løgnagtige forudsætninger.

Karsten Aaen, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hans Jørgen Storgaard Andersen, hvis det du siger her er socialdemokratisk politik må det være den første indrømmelse til borgerlige lidenskaber jeg har set offentligt. Tak for din update :-)

Ivan Breinholt Leth

Karsten Kølliker
Tak for den lange kommentar. Mht. den italienske svindel og de såkaldte 'hjælpepakker', gentager du hvad jeg allerede har skrevet ovenfor. Den økonomiske og politiske begrundelse for 'hjælpepakke-fidusen', har jeg også beskrevet detaljeret ovenfor. (26. juli, 2017 - 02:34)

Jeg tror dog ikke, at man udelukkende kan bebrejde den finansielle sektor for at 'gå amok' i spekulation. Enhver kapitalistisk virksomhed er nødt til at gå efter maksimal profit - ellers løber konkurrenten med profitten. Grunden til, at vi har en stat og offentlige finansielle tilsynsmyndigheder, er, at der er århundreder af erfaring for, at især finansielle markeder kan være særdeles destruktive, hvis de får frie tøjler. Den texanske økonom, James K. Galbraith, har i 'The End of Normal' sandsynliggjort, at de amerikanske tilsynsmyndigheder så den anden vej, mens ulovlighederne fandt sted. Det er i USA ikke lovligt at låne penge ud til husejere, hvis friværdi er under en vis procent af ejendommens værdi. Dertil kommer, at skiftende regeringer i USA afskaffede Roosevelt's restriktioner på finanskapitalen (Glass-Steagall Act).

I Europa var det op til krisens udbrud faktisk langt værre end i USA. Mange europæiske banker havde en højere gearing end Lehman Brothers (det gæder også Danske Bank), og mange europæiske banker havde fuldstændig blåøjet investeret milliarder af euros i amerikanske CDOs. (I Wall St. blev de kaldt 'stupid German money'). Med valutaunionen gav 19 lande afkald på deres suveræne pengepolitik. Når en stat ikke kan skabe sin egen valuta, er den henvist til det finansielle marked for at finansiere et evt. underskud. Dvs. det finansielle markeds profit bliver direkte knyttet til staternes underskud. Dette er rationalet bag de såkaldte rating bureauer, og det giver den finansielle sektor en enorm politisk/økonomisk magt.

Tyskland kendte til den risiko, som ligger i sammenknytningen af finansiel profit og statslige underskud. Derfor forlagte den daværende tyske regering, at det blev indskrevet i Maastricht Traktaten, at ECB ikke måtte fungere som 'lender of last resort' for gældsatte eurolande. Man frygtede en situation, hvor Tyskland kunne komme til at betale for uansvarlige nationale låntageres gæld.

Man kan næppe bebrejde den finansielle sektor, at de benytter sig af deres nyvundne magt til at skabe stadig større profitter. Både i USA og i Europa har der siden 70erne været en kraftig lobbyaktivitet fra den finansielle sektors side, for at få slækket restriktionerne, men det er primært lovgiverne, som har ansvaret. Ubalancen i EU er nedfældet i både Maastricht Traktaten, i Vækst- og Stabilitets Pagten og i den efterfølgende Six Pack.

Christoffer Pedersen

Eva Schwanenflügel
Jeg synes ikke Hans Jørn Storgaard Andersen giver udtryk for hvilken partipolitisk politik der er tale om, men mere om de der beskyldes, rent faktisk har overtrådt nogen lovgivning, eller gjort andet end der er forventeligt.
Er det socialdemokratisk? Ingen bank opfører sig "socialdemokratisk" for så ville det ikke mere være en bank.
I diverse indlæg ser jeg en masse højpandet konspirationsteorier. Min bondehjerne fortæller mig dog stædigt, at grækerne har haft et enormt overforbrug, der helt forventeligt endte med en stor regning. Bare det, at det var normale vilkår at kunne gå på pension som 50-årig vil rent logisk ikke kunne finansieres i et land hvor skatteinddrivelsen sejlede.

Ivan Breinholt Leth

Christoffer. Din 'bondehjerne' fortæller dig også stædigt, at en suveræn stat dækker sine udgifter ved at inddrive skatter. Det er ikke tilfældet. Men det er jo derfor, at du ikke forstår, hvorfor det primære problem for Grækenland (og eurozonen) ikke er overforbrug men afgivelse af pengepolitisk suverænitet. Du kan ikke forstå, at f.eks. den danske nationalbank kan skabe kroner (det står i grundloven), men den græske stat kan ikke skabe euros, og så kalder du det konspirationsteorier. Det skyldes primært, at du tror, at en nationalstats økonomi fungerer ligesom din egen lille private husholdningsøkonomi. I den misforståelse er du desværre ikke alene.

Karsten Kølliker

Selv tak, Ivan Breinholt Leth, for rækken af indsigtsfulde kommentarer i denne tråd. Jeg er på linje med dine vinklinger, blot studsede jeg over hvor kategorisk du affærdiger spørgsmålet om korruption i din dialog med Christoffer Pedersen. I min optik er den primære årsag til grækernes krise, at grækerne fik nogle for dem nye og helt uvante muligheder for at låne penge på de internationale markeder da de blev en del af euroen, og disse muligheder udnyttede de så uden tanker for morgendagen og dagen derpå. Og da morgendagen så meldte sig, og de var nødt til at begynde at betale af på disse lån, da mærkede de virkningen af at skulle betale af i en forholdsvis hård valuta som euroen trods har været i kraft af Tysklands og en række andre euro-nationers handelsoverskud overfor den omgivende verden.

Men grækernes krise er jo bare et aspekt at den enorme og stadig uløste krise der er opstået ved at bankerne har delt lån ud til højre og til venstre uden at gøre sig den umage at vurdere om den pågældende borger eller virksomhed eller stat overhovedet var kreditværdig. Og denne gældsætning er stadig amok. Så sent som i går så jeg en undersøgelse om billån og billeasing i Storbritannien, som viste alle tegn på subprime långivning. I USA er størrelsen af subprime billån i dag være større mængden af subprime boliglån forud for finanskrisen i 2008. Og så kan man jo tænke sit om alle de spritnye biler der kører på de danske veje.

Men når du så siger at Grækenlands problem var manglende vækst, så handler det i min forestillingsverden så meget om korruption. Der er intet der stimulerer et lands økonomi som en høj grad af tillid mellem borgerne indbyrdes og tillid til de samfundsmæssige systemer og lederskabet, og omvendt er manglen på tillid tilsvarende hæmmende, og hvis der er noget der svækker disse former for tillid så er det netop udbredt korruption.

Men hvad siger du til min teori om at krakket af LTCM-kapitalfonden er en nøgle til at forstå, hvordan de europæiske banker blev sadlet op med alle de rådne swap-låneaftaler fra etableringen af euroen? Ikke jeg forventer at du blankt køber eller afviser hypotesen, det er jo bare en hypotese, men det attraktive ved hypotesen er i mine øjne, at den kan forklare hvorfor EU-lederskabets stilling i den græske gældskrise var så fastlåst. EU-lederskabet ville på denne baggrund ikke kunne gå til forhandlingerne med en åben og problemløsningsorienteret attitude, fordi der samtidig var nogle fæle hemmeligheder som for alt i verden ikke måtte komme for en dag.

Hele affæren med disse swap-låneaftaler og problematikken om de europæiske storbankers knusende store beholdninger af finansielle derivatkontrakter spiller samtidig ind i historien om, hvorfor centralbankerne er pindød tvungne til at holde renteniveauet nede, samt historien om hvorfor en femtedel af de italienske bankers samlede låneportefølje er ’non-performing’, og alle holder samtidig pokerfjæset og gør som om at det er da bare helt ok.

Christoffer Pedersen

Ivan Breinholt Leth
Men hvis vi så begynder at pensionere os i 50-års alderen og bruger penge på forbrug i øvrigt, trykker Nationalbanken bare feler penge. OK. Men værdien af dem udvandes - det er jo set før - og så ER overforbruget et problem. Det at trykke penge er ikke det samme som at SKABE værdier. Og nogen skal betale. Her er det grækerne. Og det er grækerne der har brugt pengene, så for mig logisk nok de har et problem. Og det havde de også haft hvis de havde fortsat med drachmer.

Ivan Breinholt Leth

Christoffer. Dette har vi diskuteret tidligere i en anden tråd. Hvis en stat fuldstændig råder over sin egen valuta, kan den skabe ligeså mange penge som den vil, så længe værdien af den producerede varemængde følger med. Hvis pengemængden bliver for stor i forhold til varemængden, er resultatet inflation. Dette er makrøkonomisk ABC og har intet at gøre med hverken min eller din politiske orientering. Alle økonomer ved, at det hænger sådan sammen. Af en eller anden grund siger de det ikke højt. De lader befolkningen og politikerne tro, at staten opkræver skat for at dække sine udgifter. Det gør staten kun i det tilfælde, hvor den ikke råder over sin egen valuta.

Lad os nu antage, at staten skaber for mange penge i forhold til værdien af varemængden og inflationen bliver for høj i forhold til, hvad man politisk vil acceptere. Så kan du godt tale om overforbrug, i den forstand at borgerne har for mange penge. (Nogen har flere end andre, men det er en anden sag.) I det tilfælde kan staten kke gøre andet end at hæve skatterne for at dæmpe forbruget. Skatternes funktion er altså at styre pengemængden i samfundet - ikke at skabe en indtægt for staten.

Begrebet 'suverænitet' er helt centralt her. For i det øjeblik en stat giver afkald på sin egen valuta, kan den jo ikke skabe penge til at dække sit forbrug. Grækenland kan ikke skabe euros. Det kan kun ECB. Ergo har Grækenland givet afkald på sin pengepolitiske suverænitet. I den situation er den græske stat nødt til at låne penge for at dække sit underskud, og så hjælper det naturligvis ikke, at den græske stat ikke har et skattesystem, der fungerer, for nu da landet ikke længere råder over sin egen valuta, er skat pludselig blevet væsentligt. Når den græske stat ikke råder over sin egen valuta, opkræver den skat både for at kontrollere pengemængden i det græske samfund, og for at skabe en indtægt.

Derfor har jeg gang på gang påpeget overfor dig og andre, at det er dette, at den græske stat træder ind i euroen og giver afkald på sin egen valuta, som er problemet. Det er ikke i sig selv hverken et ikke fungerende skattesystem eller korruption, som er problemet. Grækenland har været korrupt i 100 år, og landet har aldrig haft et fungerende skattesystem, men nu er Syriza ved at opbygge et. Man må da spørge, hvorfor græsk korruption og et ikke fungerende skattesystem pludselig bliver relevant i 2010, når ingen har talt om det i 100 år? Derfor spørger jeg: Var det ikke en idé, hvis man havde sørget for, at Grækenland havde haft orden i sit eget hus, inden Grækenland blev lukket ind i euroen? Det er et relevant spørgsmål, fordi det er en alvorlig sag for et land, at give afkald på sin valuta. Når jeg så spørger, hvem der havde ansvaret for, at et land med så meget rod i økonomien blev lukket ind i valutaunionen, kalder du det for konspirationsteorier. Det er da helt ude i tovene.

'Hvis du er leder af en forening, hvis formål er at bekæmpe narkotikamisbrug, og du lader bestyrelsen bestå af en flok narkomaner, så er det da ikke kun narkomanerne, som har ansvaret for at foreningen går ad helvede til. Som leder må du da tage et ansvar for, at det er kompetente mennesker, som bestyrer foreningen, og du må sørge for, at folk kun kan blive medlem af foreningen, hvis de er 'clean'. Ligeså snart det drejer sig om gæld, er det som om, at folk holder op med at tænke. For det første vil man med djævelens vold og magt have placeret ansvaret udelukkende hos debitor. For det andet tillæger man debitor en masse uheldige egenskaber: Doven, uansvarlig, ødsel osv. Man vil absolut have en entydig syndebuk, som man kan skælde ud på. Det er at reducere kompleksitet. Som jeg har anført gang på gang forudsætter et uansvarligt låneforhold en uansvarlig debitor og en uansvarlig kreditor. Jeg forstår ikke, hvorfor det tilsyneladende er så svært at forstå.

"Og det havde de også haft hvis de havde fortsat med drachmer." Det ved hverken du eller jeg noget om. Det afhænger af, hvor mange drachmer den græske stat ville have skabt i forhold til den producerede varemængde, og det afhænger af hvor høj en inflation, den græske regering i så fald ville have accepteret. Hvad jeg kan sige med 100% sikkerhed, er, at det i så fald udelukkende ville have været et græsk anliggende, som ikke vedkommer andre nationer. Med drachmer ville den græske regerings mulighed for at låne penge i tyske og franske banker have været yderst begrænset, og renten ville have været meget høj. De tyske og de franske banker ville nemlig i så fald have foretaget en reel kreditvurdering, for de ville ikke have kunnet kalkulere med, at andre lande ville dække deres tab (for at redde euroen), hvis den græske stat ikke kunne tilbagebetale et evt. lån. Det er det, der sker lige nu: Andre landes skatteydere dækker de tyske og de franske bankers tab. Det kalder man så hjælpepakker. Det er udelukkende euro-konstruktionen, som har givet bankerne mulighed for at spekulere uhæmmet i statsgæld. Og jeg vil fastholde, at det er relevant at spørge, hvem der har ansvaret for det? Er det kun korrupte græske politikere? Selv Jacque Delors, som jeg har citeret ovenfor, svarer nej, men du og mange andre insisterer på, at ansvaret udelukkende placeres i Grækenland.

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Karsten Kølliker. Min påstand om, at græsk korruption kun er et relativt problem, finder du uddybet i mit svar til Christoffer Pedersen ovenfor. Det er muligt, at korruption er et makrøkonomisk problem. Det er også muligt, at det ikke er det. Det afhænger af en lang række andre faktorer, og det er ikke muligt, at fastslå entydigt. om korruption er et makroøkonomisk problem eller ikke, ligesom det heller ikke er muligt entydigt at fastlå om tillid er en forudsætning for økonomisk vækst. Som jeg har anført ovenfor har Transparency International i mange år kategoriseret Kina som et af de mest korrupte lande i verden, men korruptionen har ikke forhindret Kina i at have meget høje vækstrater, stor eksport og lav statsgæld, samtidig med at ca. 300 millioner mennesker blev bragt ud af fattigdom. Korruption i visse afrikanske lande synes at være en hæmsko for vækst i økonomierne, men det er en meget lang og indviklet historie.
Mht. Grækenland kan vi konstatere, at landet havde en jævnt voksende økonomi, hvor en stinkende rig økonomisk elite førte enorme værdier ud af landet, med velvillig hjælp fra skiftende regeringer - socialistiske og borgerlige - og at det ikke forhindrede almindelige græske lønmodtagere og et meget stort småborgerskab i at opleve en stigende levestandard - indtil landet gav afkald på sin egen valuta og begyndte at låne penge i udlandet samtidig med at økonomien blev ramt af finanskrisen. Korruption og et mangelfuldt skattesystem blev først et problem, efter at Grækenland havde givet afkald på sin pengepolitiske suverænitet.
Jeg føler mig ikke i stand til at vurdere betydningen af LTCM-fondens krak for den europæiske gældskrise, men jeg kan da godt se, at det burde have været et wake-up call for politikerne. Dem har der været mange af. Også finanskrisen burde have været en wake-up call, men det ser mest ud som om man fortsætter ufortrødent i samme spor, og jeg er enig med dig i. at det kun er et spørgsmål om tid, før vi får en ny krise. Rygter siger, at Deutsche Bank nu har en gearing på 52 - mod Lehman Brothers 31. At Deutsche Bank affæren kan bringe den finansielle sektor på randen af sammenbrud, anser jeg for sandsynligt, men jeg tvivler på, at det betyder enden for amerikansk finansielt overherredømme. De begrænsninger en nation har mht. at skabe penge, som jeg har beskrevet ovenfor, gælder ikke for en verdensvaluta som dollaren. Da Ben Bernanke blev spurgt om, hvorfra den amerikanske stat skaffede $800 milliarder til TARP svarede han:

"SCOTT PELLEY: Is that tax money that the Fed is spending?
CHAIRMAN BERNANKE: It’s not tax money. The banks have accounts with the Fed, much the
same way that you have an account in a commercial bank. So, to lend to a bank, we simply use the
computer to mark up the size of the account that they have with the Fed."

Grunden til at USA kan skabe penge 'by key strokes' næsten ubegrænset, og grunden til at USA kan have en statsgæld som nærmer sig $20 billioner, uden at det skaber hyperinflation, er, at dollar-pengemængden ikke er begrænset af værdien af den amerikanske vareproduktion - men så at sige af værdien af verdens vareproduktion. (Den indsigt som guldstandard-fundamentalisten James Rickards mangler.) Derfor anser jeg det for sandsynligt, at USA kan og vil bail out Deutsche Bank, hvis ikke Trump's tågede ideer om 'the bad Germans' står i vejen for denne mulighed.

Mht. "hvorfor EU-lederskabets stilling i den græske gældskrise var så fastlåst" anser jeg Varoufakis forklaring som mest plausibel: "In Europe, where countries like France and Greece had given up their central banks in 2000 and the ECB was banned from absorbing bad debts, the cash needed to bail out the banks had to be taken from the citizenry. If you have ever wondered why Europe's establishment is so much keener on austerity than America's or Japan's... it is because the ECB is not allowed to bury the banks' sins in its own books, meaning European governments have no choice but to fund bank bail outs through benefit costs and tax hikes."

Når ECB ikke kan gøre som The Fed (jfr. citat af Bernanke ovenfor) er der kun en anden mulighed, hvis man ser bort fra at lade bankerne selv betale for deres egen uansvarlige långivning: At Tyskland og andre eurozone-lande påtager sig tabet - altså europæiske skatteydere. Men det kan tyske o.a. politikere ikke fortælle deres offentligheder, og det er også i strid med Maastricht Traktaten.

I 2008 havde Angela Merkel travlt med at udpege Wall St. som synderen og propagandere for tysk moralsk overlegenhed (selvom det reelt stod meget værre til i Europa end i USA):

"Pointing a moralizing finger at the Anglossphere's profligate bankers, she made headlines in a speech she gave in Stuttgart when she suggested that American bankers should have consulted a Swabian
housewife, who would have taught them a thing or two about managing their finances."

Kort tid efter blev det klart for den swabiske husmor, at hun var nødt til at bede den tyske Reichstag om €406 mia for at bail out tyske banker primært pga. deres beholdninger af amerikanske derivater.. Et par måneder senere var den gal igen. Tyske banker skulle nu bruge €447 mia for at dække deres tab i forb. m. udlån til Portugal, Italien, Grækenland, Irland og Spanien. Hvordan kunne Merkel, som i årvis havde prædiket sparsommelighed og nedskæringer på de offentlige budgetter bede den tyske rigsdag om et sådan beløb for at redde den tyske finansielle sektor fra sig selv? Det ville have været politisk selvmord for Merkel.

Merkel og Schäuble var nødt til at stå fast på, at gælden ikke ville blive eftergivet, men samtidig var man nødt til at redde bankerne fra sammenbrud uden at fortælle det til rigsdagen og befolkningen. Tricket var Troika-konstruktionen og de såkaldte hjælpepakker. Ved at inddrage IMF og de andre lande i euro-zonen var det ikke kun tyske penge, som skulle anvendes til at 'hjælpe' underskudslandene med deres gæld, og ved at fremstille det som en handling af solidaritet overfor underskudslandene skjulte man, at det i virkeligheden var støtte til bankerne.

(Citater fra Yanis Varoufakis' bog Adult in the Room - undtagen interview med Bernanke.)

Curt Sørensen

Jeg vil også stærkt anbefale Yanis Yaroufakis' bog Adults in the Room.Den giver et væsentligt andet billede end det Alexis Tsipras tegner og samtidig får man et godt og afslørende indblik i moderne storpolitik. Det af den påtvungne austeritetspolitik sønderslagne Grækenland, der nu ligger tilbage som en umyndiggjort gældskoloni, vil aldrig kunne skabe økonomisk vækst og derved tilbagebetale den enorme gæld. Så stærke nordeuropæiske politiske og økonomiske eliter vil sikkert også fremover påtvinge grækerne 'hjælpepakker' der skal sikre de tyske og franske banker deres tilgodehavender. Ved folkeafstemningen i juli 2015 stemte 61 procent af grækerne ganske vist imod den af troikaen og EUs finansgruppe påtvungne pakke med samt ledsagende neskæringskrav. Tsipras valgte i den situation at gå imod sit eget folks tilkendegivelse og gennemføre de krævede foranstaltninger. Tsipras optrådte den gang som en Quisling og samtidig fik vi klart demonstreret, at den moderne kapitalisme simpelthen er uforenelig med demokrati

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Curt Sørensen
Men det drilske spørgsmål til din sidste sætning må være:
Er det kapitalistiske system ikke det som indtil videre har vist sig at indeholde mest demokrati?

Ivan Breinholt Leth

Demokratiet er under afvikling i Europa. F.eks. er 8 ud af 10 love som vedtages i Danmark EU direktiver. Er EU en demokratisk international organisation? Medlemmerne af EU parlamentet er demokratisk valgte. Medlemmerne af alle de andre organer er udpegede. EU Parlamentet kan ikke fremsætte lovforslag. Det kan forkaste lovforslag, som Europarådet har fremsat. Hvis demokrati består af en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, og hvis man trods manglerne betragter EU Parlamentet som den lovgivende magt, er da så nogen der kan forklare mig, hvor den udøvende magt, som står til regnskab og som kan afsættes af den lovgivende magt findes? Eller sagt på en anden måde: Hvor en den udøvende magt, som EU Parlamentet kan afsætte ved et mistillidsvotum?

Sider