Læsetid: 12 min.

Alexis Tsipras om den græske gældskrise: Det værste ligger bag os

Han blev valgt på løfter om at ville gøre op med EU’s sparepolitik. Nu har han stort set gennemført den – og betegner det som en succes
Alexis Tsipras popularitet har været for nedadgående. Ikke desto mindre håber han at blive husket for at have bragt sit land ud af krisen: »Jeg formåede at hive landet op af den sump, hvor de, der havde fået det til at gå fallit, havde efterladt det.«

Alexis Tsipras popularitet har været for nedadgående. Ikke desto mindre håber han at blive husket for at have bragt sit land ud af krisen: »Jeg formåede at hive landet op af den sump, hvor de, der havde fået det til at gå fallit, havde efterladt det.«

Petros Giannakouris

26. juli 2017

Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, har svoret at gøre sine modstanderes kritik til skamme ved at føre landet ud af den længste krise i moderne tid:

»Vi har så afgjort lagt det værste bag os,« siger han: »Vi kan nu med sikkerhed sige, at økonomien er på vej op. Ganske langsomt sker det, som ingen troede muligt. Vi trækker landet ud af krisen, og i sidste ende er det det, vi vil blive bedømt på.«

Det er to og et halvt år siden, at Tsipras tog magten. I begyndelsen af Grækenlands store gældsdrama ville den tidligere kommunistiske ungdomspolitiker og -aktivist have været en usandsynlig regeringsleder.

Nu er han den længst siddende premierminister i de otte år, hvor Grækenland har kæmpet for at undgå statsbankerot. Alligevel har det kostet dyrt, og Tsipras har måttet lægge øre til kritik råbt med megafoner. Det har tydeligvis gjort ondt:

»Da jeg overtog dette embede, havde jeg ingen erfaring med eller fornemmelse for, hvor store de daglige problemer ville være,« indrømmer han: »Jeg har et meget anderledes billede af tingene, end jeg havde i starten.«

Fejl, store fejl

Efter to somre på posten er Tsipras i det reflekterende lune. Han er knap 43 år og tynget af ansvaret og virkeligheden:

»Jeg har begået fejl, store fejl,« siger han og tilføjer, at hans største fejl måske kan have været »valget af personer på nøgleposter«.

Arbejdsløshed og statslige nedskæringer betyder, at mange grækere end ikke har penge til mad. Derfor har frivillige organiseret såvel fødevareindsamling og -uddeling som regulære folkekøkkener. Alene i Athen er der nu omkring 20 folkekøkkener.
Læs også

Tsipras afviser, at det er en direkte henvisning til hans første finansminister, den uortodokse økonom Yanis Varoufakis, som ifølge venstrefløjspolitikeren var det rigtige valg for den »kollisionspolitik«, der blev ført i starten.

Men han beskriver den plan, Varoufakis havde fremlagt i tilfælde af, at Grækenland var blevet tvunget til at træffe det dramatiske valg at indføre en ny valuta, som »så vag, at det slet ikke kunne betale sig at diskutere den«.

I 2015 repræsenterede Tsipras’ venstreradikale parti, Syriza, det store håb i det gældsplagede og insolvente land om et opgør med den sparepolitik, der risikerede at rive Europas økonomiske union i stykker.

Det var truslen om at blive udstødt fra euroen – og risikoen for, at Grækenland ville blive forvandlet »til Afghanistan«, som hans assistenter siger – der i sidste ende fik den unge politiker, som var et idol på den yderste venstrefløj, til at gå på kompromis og acceptere vilkår, der var hårdere end dem, som få dage forinden var blevet afvist af mere end 61 procent af vælgerne ved en folkeafstemning.

Den græske befolkning har lidt under rekordhøj fattigdom og arbejdsløshed som følge af den brutale finanspolitiske tilpasningspolitik. Og der er jævnligt protester foran parlamentet i Athen med krav om regeringens afgang. 

Petros Giannakouris

Ydmygelser og afsavn

Konsekvenserne af denne kovending har været kolossale. Syrizas popularitet er faldet markant, og Tsipras’ popularitet er dalet endnu mere. Ifølge nogle meningsmålinger er venstrefløjen nu bagud med 16 procentpoint over for højrefløjen, ifølge andre lidt mindre.

Målingerne afspejler tilsyneladende alle den opfattelse, at den karismatiske politiker ’løj’ ved at acceptere de udpræget nyliberale budgetbesparelser og skatter, han før havde lovet at gøre op med.

Nogle dage er pensionister, som er blandt de største tabere i det græske konkursdrama, blevet mødt med tåregas ved demonstrationer under de høje træer på gaden foran den neoklassiske villa, hvor Tsipras’ kontor ligger.

Næsten hver time opremser medierne de ydmygelser og afsavn, befolkningen må lide med rekordhøj fattigdom og arbejdsløshed, der er biprodukter af den nedadgående økonomiske spiral, som den brutale finanspolitiske tilpasningspolitik har dikteret.

Venstrefløjspartiets usædvanlige regeringssamarbejde med det højrenationale parti ANEL – som er et produkt af, at Tsipras vandt sit andet mandat ved valget i september 2015 med et papirtyndt flertal – har medført beskyldninger om, at Syrizas største bekymring er at overleve og beholde magten.

Den tredje hjælpeaftale mellem Grækenland og kreditorerne stiller mindre hårde krav end ved de hidtidige kuldsejlede forhandlinger, men målene kræver fortsat en meget stor indsats fra græsk side, og en række økonomer tvivler stærkt på, om dette kan lykkes.
Læs også

Det svageste led i eurozonen er endnu langt fra at have redt sig ud af sine problemer. Med en svimlende statsgæld på 340 mia. euro – 180 procent af bruttonationalproduktet – er det økonomiske opsving stadig en fjern drøm.

Græske husstandes nettoformue er fra krisens begyndelse i 2009 til 2014 faldet med 40 procent. Og nu begynder rebet at stramme om halsen på mange, efter at myndighederne er begyndt at hæve penge direkte fra private skyldneres konti og beslaglægge ​​ejendomme.

Mere end en million grækere, eller 21,7 procent af den arbejdsdygtige befolkning, er arbejdsløse, hvilket er en forbedring i forhold til 27,9 procent i 2013. Et af Tsipras’ mål er ti procent fald i ledigheden, men først »i løbet af de næste fem år«.

Gennembruddet kommer

Alligevel er der gjort fremskridt. Forhandlingerne med kreditorerne i eurozonen, som har stået på i en uendelighed og været fyldt med problemer, er endelig overstået efter udbetalingen af 8,5 mia. euro i finansiel nødhjælp tidligere på måneden.

Begrænsningen på det beløb, som bankkunder dagligt kan hæve, der blev indført for at undgå et bankstormløb efter systemets sammenbrud i de hårde dage i juni 2015, er nu blevet lettet.

Mens der er spekulationer om, at den græske regering snart igen vil udbyde statsobligationer på de internationale finansmarkeder – den første i en serie af test, der betragtes som afgørende, hvis landet nogensinde skal afvænnes fra lånte penge – forsøger premierministeren at udnytte ethvert tegn på lys for enden af ​​tunnelen.

I sidste uge accepterede Den Internationale Valutafond, som er den skrappeste af de långivere, som har holdt hånden under den græske økonomi siden det første af tre gigantiske lån i maj 2010, »i princippet« at deltage i det seneste redningsprogram på 86 mia. euro. Den endelige godkendelse er dog betinget af, at de 19 lande i eurozonen giver grækerne en hårdt tiltrængt gældslettelse.

Finanspolitikken er på plads, og der skal først afholdes valg i september 2019, så nu kan Tsipras regere, siger han, og gennemføre en dagsorden, der er mere i tråd med hans partis liberale værdier. Derfor er der love, som skal afhjælpe nød og genopbygge den smadrede velfærdsstat, på vej:

»Vi har hele tiden ligget i forhandlinger og løbende søgt et kompromis mellem vores program og betingelser i memorandummet (for den finansielle nødhjælpsplan, red.),« siger Tsipras, som insisterer på, at selv om landet stadig er under opsyn, indtil den nuværende redningsplan udløber, vil de næste 12 måneder blive lettere:

»Det store gennembrud kommer i august 2018, når vi efter otte år bliver fri for genopretningsprogrammet og internationalt tilsyn. I det negative klima, der hersker i dag, er det noget, som den gennemsnitlige græsker stadig ikke helt kan tro på.«

Varoufakis svarer for sig

Grækenlands tidligere finansminister og økonom Yanis Varoufakis har i et læserbrev til The Guardian taget til genmæle over for de påstande, Alexis Tsipras fremsætter i interviewet.

Varoufakis svarer:

  • »Eftersom Tsipras fik forelagt mine planer for at afværge trojkaens aggression og for vores reaktion, hvis forhandlingerne skulle gå i hårdknude (samt på ethvert forsøg fra trojkaens side på at skubbe Grækenland ud af eurozonen), inden vi vandt valget i januar 2015, og eftersom jeg af ham (må man formode) blev udpeget til finansminister på baggrund af disse planers kvalitet, afspejler hans svar en dyb inkohærens.«
  • »Hvis man hævder, at jeg både var det rigtige valg til konfrontationspolitikken i begyndelsen, og at min Plan B var så svag, at det ikke var værd at tale om den – som Tsipras gør – er det både uærligt og indsigtsfuldt, for det afslører, at det er umuligt at opretholde en radikal kritik af forgængerne og samtidig adoptere TINA-doktrinen (There Is No Alternative, red.).«
  • »Det afgørende nu er at stoppe Grækenlands omdannelse til en ørken, som skrider frem i højt tempo i henhold til den tredje redningsplans bestemmelser om nye ubæredygtige lån og vækstdræbende, selvforstærkende og selvdestruktive spareplaner. Er det en bedre plan at spille ’mønsterfange’ over for vores kreditorer end den, som Tsipras afviser som ’svag og ineffektiv’? Det er spørgsmålet.«

Svag Plan B

Selvom det er 33 grader i skyggen med sollys blændende udenfor, er lyset tændt i statsministeriet midt på dagen. Tsipras’ kontor med træpaneler føles lidt som en puppe. Da jeg bliver fulgt ind, er han alene, har hænderne i lommerne og et eftertænksomt udtryk i ansigtet.

Vi småsnakker, mens han bevæger hen til en sofa under et stort, gult, abstrakt maleri. Hele rummet er blevet omarrangeret, siger han. Skrivebordet, som er næsten tomt bortset fra nogle ark med noter, en stak pænt ordnede mapper og en kasse cubanske cigarer, stod tidligere foran vinduet, så det var umuligt at trække frisk luft.

Der hang et »meget tungt« kunstværk, som hans konservative forgænger Antonis Samaras havde valgt, på væggen. Og der stod et bord og sæt stole med ovale ryglæn, hvor hans skrivebord nu står:

»Det var så deprimerende. Jeg har ændret alt,« siger han.

Bleeps betegner sig selv som en pioner inden for den radikale street art i Athen, og de fleste af hans værker rummer en kritik af  kapitalismen
Læs også

På indenrigsfronten, der sjældent er uden spændinger, har den selvsikre Varoufakis igen skabt polemik med afsløringer om planerne for en parallel valuta og et beredskab, hvis en udtræden af EU, Grexit, var sket.

Men i dag har Tsipras hverken lyst til at dvæle ved Varoufakis – som af grækerne får skylden for et mislykket forsøg på at skræmme EU og IMF til at bøje af, der i stedet fik dem til at gennemtvinge de hidtil hårdeste tiltag – eller den tidligere finansministers ærkefjende, Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble:

»Yanis forsøger at fortælle historien på en anden måde,« tillader Alexis Tsipras sig selv at sige: »Måske kommer der et tidspunkt, hvor visse sandheder vil blive fortalt. Da vi læste det, som han præsenterede som sin Plan B, var det så vagt, at det slet ikke kunne betale sig at diskutere det. Det var simpelthen svagt og ineffektivt.«

Tsipras siger, at Varoufakis slet ikke lagde Schäuble for had, men tværtimod agtede ham højt: »Jeg tror, at ​​han var hans alter ego. Han elskede ham. Han respekterede ham meget, og det gør han stadig.«

En anden galakse?

Som et forsøg på at sætte tingene på plads siger Tsipras, at selv om Syriza-regeringens oprindelige strategi var en ​kollisionspolitik – »i overensstemmelse med vores mandat« – så var en udtræden af den fælles valuta og dermed også af EU aldrig på programmet, selv ikke da krisen var hvidglødende, og den græske stat var få dage fra bankerot:

»Hvad skulle vi forlade Europa til fordel for? En anden galakse?« joker han: »Grækenland er en integreret del af Europa. Hvordan ville Europa se ud uden? Man ville miste en vigtig del af sin historie og kulturarv.«

Desuden ville Grexit have udgjort en accept af den »straffeplan«, som Schäuble havde udtænkt, og som foreskrev, at grækerne skulle træde »midlertidigt« ud af fællesskabet. Den eneste mulighed var at indgå kompromis, siger Tsipras og sammenligner de medfølgende foranstaltninger med en afskyelig medicin, man må tage for at redde livet:

»Man holder sig for næsen og tager den. Man ved, at der ikke er anden vej. For man har prøvet alt andet for at overleve, for at forblive i live.«

Trods den storm af kritik, han nu er udsat for, påpeger udenlandske iagttagere, at den tidligere urostifter også har vist mod til at gennemføre politikker, han tydeligvis foragter. Tsipras har formået at overtale mange i sit eget parti til at sluge den bitre pille, der har gjort, at Grækenland stadig er en del af den familie af ​​nationer, som landet længe har identificeret sig med.

Forestillingen om en kort »venstrefløjsparentes«, som hans politiske fjender nærede i starten af ​​hans embedsperiode, er lagt til hvile.

Nu er tiden kommet til at skubbe på for »en ny udviklingsmodel«, siger han, for at udnytte de højtuddannede unge og stoppe den hjerneflugt, der allerede har fået en halv million grækere til at forlade landet.

Og Tsipras forsikrer om, at fortidens fejl, som har ført til korruption og klientelisme af episke dimensioner, aldrig bliver gentaget. Det græske samfund har ændret sig og er modnet:

»Vores første prioritet er at genvinde vores (økonomiske, red.) suverænitet,« forklarer han og tilføjer, at der også bliver udviklet planer for at udnytte Grækenlands geopolitiske placering i krydspunktet mellem tre kontinenter og fremme dets potentiale som et internationalt centrum for energi, transport og telekommunikation.

Den græske gældskrise

  • Efter en årrække med høje vækstrater op igennem 00’erne falder Grækenlands vækst i 2008. Internationale kreditbureauer bliver samtidig nervøse for den enorme græske statsgæld og nedgraderer den græske økonomi. Det viser sig kort efter, at skiftende græske regeringer har pyntet på de nationale regnskaber og dermed optaget statslån på falske vilkår. De første sparerunder igangsættes af premierminister Papandreou.
  • I løbet af 2009 og 2010 tager gældskrisens omfang til, og de statslige spareprogrammer udvides. En trojka bestående af EU, IMF og Den Europæiske Centralbank, der forhandler gældsaftaler med Grækenland, kræver at den græske regering igangsætter omfattende privatiseringer samt en hård sparepolitik og reformer af blandt andet pensions- og skattesystemerne.
  • Sidst i 2011 trækker premierminister Papandreou sig, og der udskrives valg. Det lykkes imidlertid ikke i første omgang at danne regering, men efter endnu et valg i juni 2012 lykkes det med nød og næppe for Antonis Samaras at samle en regering bestående af resterne af de gamle partier. Yderfløjene vinder frem på at afvise Trojkaens krav om reformer og nedskæringer. Omfattende voldelige protester og strejker breder sig.
  • I takt med at den græske regering indgår stadigt strammere aftaler med landets kreditorer, stiger utilfredsheden med landets politikere. Det ekstreme højre i form af Gyldent Daggry vinder frem, det samme gør partier på den yderste venstrefløj. I januar 2014 sættes rekord med 28 procents arbejdsløshed – ungdomsarbejdsløsheden er på 60 procent. Ved EU-parlamentsvalget i april 2014 vinder det EU- og reformkritiske parti Syriza 26,6 procent af stemmerne.
  • Syriza fortsætter succesen ved parlamentsvalgets i januar 2015, og partileder Alexis Tsipras bliver ny premierminister i spidsen for en samlingsregering. Partiet er gået til valg på et opgør med EU’s sparepolitik, og i juli 2015 afholdes en folkeafstemning om et ja eller nej til EU og Trojkaens redningsplan, der kræver store nedskæringer. Folket stemmer nej, som regeringen anbefalede, men finansminister Yanis Varoufakis trækker sig efterfølgende, da han selv ikke mener, han er den rette til at forhandle en ny aftale med EU.

Uforudsigeligt sted

Det bliver ikke let. Syrizas forkærlighed for høje skatter har ikke blot decimeret middelklassen, som udgør limen i ethvert samfund, men også forhindret vigtige udenlandske investeringer. Firmaer, der ikke er lukket, forlader landet i massevis. For mange har realøkonomien aldrig været værre. Men venstrefløjen hævder at have bedre moral.

Ifølge en nylig undersøgelse fra opinionsinstituttet Alco tror grækerne ikke på, at centerhøjrepartiet Nea Dimokratia – der sammen med centrumvenstrepartiet Pasok bliver mest forbundet med de unoder, som førte til Grækenlands økonomiske sammenbrud – ville kunne håndtere krisen bedre.

Efter at have lagt det værste bag sig og med æren i behold insisterer Tsipras på, at Syriza kan skabe en moralsk revolution med dybe forandringer af den måde, Grækenland regeres på:

»Hvis du spørger folk på gaden om denne regering, vil mange måske sige, at vi er løgnere, men ingen vil sige, at vi er korrupte, uhæderlige eller har haft hånden i honningkrukken.«

I sidste ende vil folk huske det store sammenstød mellem Athen og långiverne, der holdt Grækenland oven vande, men Tsipras vil blive husket for noget andet, siger han:

»Det bliver, at jeg formåede at hive landet op af den sump, hvor de, der havde fået det til at gå fallit, havde efterladt det … og så fortsatte med et dybtgående reformprogram.«

Det er i hvert fald håbet. For Grækenland er blevet et uforudsigeligt sted, hvor historien har det med at gentage sig og ikke følge en lige linje:

»Ingen,« siger han, »kan nogensinde vide sig sikker på, at krisen ikke vender tilbage.«

© The Guardian og Information 2017. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Curt Sørensen

Til Christpoher Pedersen:

Svaret er lidt kompliceret: Hisorisk åbnede kapitalismen muligheden for demokrati. Men mulighed er ikke det samme som realitet. I kapitalismens videre historie og under vedvarende pres nedefra og ikke mindst som følge aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig blev demokrati så generelt gennemført på det europæiske kontinent i 1945 ( medens stalinismen omvendt blev presset igennem ovenfra i Østeuropa). 1945 konstruktionen i Vest var dog et begrænset demokrati der lod hele den øknonomiske magt nyde en særlig beskyttelse. Det såkaldte 'liberale demokrati' var født. Dette i sig selv begrænsede demokrati blev så senere igen under neoliberalismens og kapitalmagtens uhæmmede udfoldelse yderligere reduceret til først et 'postdemokrati' eventuelt som i den græske case et ikke-demokrati.I hele forløber var de skandinaviske lande et særtllfælde, her herskede en enestående balance, som nu imidlertid er brudt. I USA har kapitalmagten hele tiden været helt dominerende. I nutidens brogede verden eksisterer, som i Kina, kapitalisme endda i samklang med autoritær statsmagt. Sammenfattende: den moderne kapitaisme kan ikke forenes med nogen som helst form for demokrati. Derfor demokratiernes krise i dag.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Curt Sørensen: Spændende at diskutere, om demokrati kun kan eksistere under socialismen?

Et godt eksempel - for mig - er Berlinmurens fald. SED - som det kommunistiske parti jo hed, der bestyrede DDR - hvor det ene "D" står for Demokrati. Var det virkelig et demokrati? Den øverste chef bestemt jo alt - og alle var bange for ham og røg i Hohenschönhausen, hvis de ikke makkede ret.

DDR havde et meningspoliti, der holdt øje med borgerne - STASI - der næsten lyder værre end GESTAPO, selvom målene vel var de samme.

OK - det var mit yndlingsemne - hvorfor der ikke fra Demokrati i DDR, men meningstyranni.

Lad mig så tage det rolige Norden - Island, Norge, Finland, Sverige og så guldklumpen - os selv.
Jeg har aldrig nogen sinde set et demokrati bedre, end det, vi har. Vi bliver gang på gang præmieret for det i internationale analyser og sammenligninger.

Du påstår så, at vort demokrati er "begrænset". Fordi den økonomiske magt beskyttes.
Har du aldrig hørt om balance? Altså ikke bare i ballet, men også i politisk demokrati?

Så vil jeg henvise dig til især Socialdemokratiet, der vægter kapitalen med arbejdskraften og får balancen. Kapitalen kan ikke alt - selvom nogle mener, at man kan købe ALT for penge.

Du mener, at denne balance nu er brudt - fortæl, fortæl - tid og sted?

ps! Hvis du så kunne nævne et land, der har demokrati og kan passere igennem kamelens nåleøje?

Eva Schwanenflügel

Hans Jørn Storgaard Andersen, Curt Sørensens analyse virker som en meget kompresseret fortælling, en vi alle har del i. Måske skulle vi tage tingene alvorlige, og ikke affærdige dem ?

Karsten Kølliker

Tak for dit svar, Ivan Breinholt Leth. Igen kan jeg uden videre følge dine ræsonnementer, men vi er tilsyneladende ikke helt på bølgelængde hvad angår graderne af korruption, der har præget både den globale finanssektor og de øverste lag af den politiske ledelse af praktisk talt alle nationer kloden rundt. Når du nu medgiver at krisen ikke er ovre endnu, når de herskende illusioner så omsider krakelerer og centralbankerne vil være løbet ud for virkemidler til at dække over krisens realiteter og depressionen sætter ind, det er da på det tidspunkt at vi skal gøre status over de fulde konsekvenser af al den korruption vi har ladet udfolde sig over de seneste fire årtier. Det er altså ingen sag at skabe realøkonomisk vækst, når man samtidig forøger mængden af gæld med en faktor 2 eller 3. Det er det man har gjort i USA, i Kina, i Japan, i Europa, i Danmark.

Og denne opgjorte gæld indeholder jo stadig ikke mængderne af gæld bundet i de finansielle derivatkontrakter, fordi den er der ingen der er forpligtet på at oplyse, og derfor er der ingen der ved hvor store disse mængder af gæld overhovedet er. Indregnes denne gæld bundet i derivaterne er vækstfaktoren på gældsætningen overfor den økonomiske vækst efter et forsigtigt skøn 10-15 men den kan såvel være op mod 50 eller mere i USA og Vesteuropa. Det er derfor at vi aldrig skulle være begyndt på det med bankpakkerne og bail-outs. Om man så hælder de næste 20-30 års samlede realøkonomiske indtjening ned i bankerne, så vil dette beløb ikke tilnærmelsesvist kunne lukke de bundløse huller bankerne har i deres gældsposter. Bankerne er nødt til at blive likviderede, og mere end ni tiendedele af deres fordringer skal formentlig afskrives.

På den baggrund er det min opfattelse, at vi er langt forbi lærebøgerne i makroøkonomi og spørgsmål om pengepolitisk suverænitet, eftersom det vi har at gøre med her er en form for pengepolitisk fidus der er løbet løbsk og som er trådt ind i sin lallende virkelighedsfornægtende fase her i årene efter finanskrisen. Og når nedturen så kommer og depressionen sætter ind, så vil vi også være et godt stykke forbi økonomiske forklaringer og i højere grad inde i felterne af misbrugspsykologi og psykopati måske sågar ovre i det religiøse felt med spørgsmål om hovmod og grådighed og synd og anger.

Og uanset råddenskaben (også) i den tyske banksektor samt den omstændighed at Deutsche Bank via datterselskabet A. B. Brown var blandt de investeringsbanker der lagde put-options ind på flyselskaberne umiddelbart før 9/11, så vil den moralske finger stadig og med rette blive peget mod USA og England, for det var i disse lande at dette pengepolitiske amokløb havde sit udspring og der hvor langt den overvejende del af de rådne papirer blev skabt og distribueret. Havde Wall Street og City of London været underlagt den tyske lovgivning og det tyske finanstilsyn var vi formentlig ikke havnet i dette dybe finansielle morads.

Efter min opfattelse vil krisens endelige manifestation føre til sammenbrud af vores samfundsforestillinger og sammenbrud af tilliden til vores politiske institutioner samt ikke mindst sammenbrud af vores tillid til det politiske og erhvervsmæssige lederskab. Og min fornemmelse siger mig at disse sammenbrud vil gå så dybt, at vi vil stå med valget mellem anarki, fascisme eller nogle radikalt nye samfundsforestillinger prægede af store grader af lokal autonomi, herunder lokale pengesystemer og ejerskab via kooperativer/andelsforeninger samt ikke mindst nogle materielt langt mere beskedne levevilkår men muligvis nogle åndeligt og socialt og kulturelt langt rigere og mere varierede levevilkår end vi har været vant til.

Denne omstilling er vi nogen der mener, at det kan vi som samfund godt kapere, men der er også nogen (måske en hel del) der ikke tror på at de kan kapere så dybtgående omstillinger, og så er der nogen der så indædt modsætter sig disse omstillinger at en verdenskrig for dem fremstår som det bedre alternativ.

Ivan Breinholt Leth

Karsten Kølliker
Velbekomme. Jeg bruger ikke begrebet 'pengepolitisk suverænitet' til en påstand om, at det kapitalistiske system er krisefrit - endsige fri for korruption - men til at forklare, at den græske gældskrise er et problem, som primært skyldes, at Grækenland har givet afkald på sin valuta. Grækenland er reelt en gældskoloni med et folkevalgt parlament, hvis primære funktion er at administrere de austerity krav, som troikaen stiller. Med drachmeren ville Grækenland naturligvis også have været ramt af den internationale finanskrise, men den græske stat ville ikke have lånt penge i samme omfang i udenlandske banker, med de konsekvenser vi ser nu, og f.eks. ville man have kunnet afbøde finanskrisens virkninger ved at devaluere drachmeren - som man har gjort i årtier i alle de sydeuropæiske lande. Det eneste Grækenland kan gøre nu er, at 'devaluere' befolkningens levestandard - mens gælden vokser. Og det var også et af formålene med valutaunionen. De sydeuropæiske lande havde efter 2. verdenskrig alle som en (men især Frankrig og Italien) stærke kommunistpartier og fagbevægelser, som kunne tvinge kapitalen og regeringerne til at acceptere forholdsvis store lønstigninger, hvorefter regeringen kompenserede ved at devaluere. De af os som kan huske Italien før euroen, kan formentlig også huske, at den italienske lire blev devalueret et par gange om året - især til tyskernes store irritation. Den trafik har man med en fælles valuta sat en stopper for. Man kan ikke devaluere en valuta, som man ikke råder over, og venstrefløjene i de forskellige sydeuropæiske lande kan stå og råbe i kuliserne lige så meget de lyster. Et euro land i krise har intet andet valg end at devaluere internt, hvis landet ønsker at forbedre sin konkurrenceevne.

"Det er altså ingen sag at skabe realøkonomisk vækst, når man samtidig forøger mængden af gæld med en faktor 2 eller 3. Det er det man har gjort i USA, i Kina, i Japan, i Europa, i Danmark." Jeg ser det ikke på den måde. Når den private gæld vokser uden nævneværdig inflation, betyder det, at den brede klasse af lønmodtagere ikke efterspørger flere varer, selvom de får adgang til mere kredit. Det kan kun skyldes, at deres indkomster stagnerer, kun stiger svagt eller endda falder. Den realøkonomiske vækst, som finder sted i 2016-17 er ganske beskeden, og den officielle arbejdsløshed er altså stadigvæk 9,3% i EU. Nogle opnår givetvis lønstigninger, som er lidt højere end inflationen, men det opvejes formentlig af de faldende overførselsindkomster og stigningen i prekære ansættelser.

En del venstreorienterede økonomer (f.eks. David McNally og Michael Roberts) har forsøgt at sandsynliggøre, at profitraterne i den produktive sektor i den vestlig verden er faldet siden midten af 70erne - med en række opsving og følgende nedture i perioden. Reaktionen herpå har været outsourcing og financialisation. F.eks. er ca. 60% af de varer som USA importerer fra Kina, produceret af amerikanske virksomheder i Kina. Jeg kan ikke empirisk bevise, at profitraterne i den produktive sektor i Vesten har været jævnt faldende, men alle de tiltag som vi ser i form af virkningsløse økonomiske indgreb fra regeringer og deres centralbanker plus diverse angreb på almindelige lønmodtageres levestandard, nedskæringer af velfærdsydelser og privatiseringer kan efter min overbevisning næppe handle om andet end en desperat forsøg på at booste profitraterne.

Financialisation handler ikke kun om, at man har forsøgt at kompensere for den faldende efterspørgsel efter varer - som uundgåeligt må være et resultat af stagnerende eller faldende lønninger og overførselsindkomster - ved at udvide almindelige lønmodtageres mulighed for at stifte gæld. Det handler heller ikke kun om, at man har givet bankerne lov til at skabe at skabe penge i form af kredit. Det handler især om, at man har forsøgt, at kompensere for faldende profitter i den produktive sektor ved at udvide mulighederne for spekulative gevinster og ved at lade private virksomheder 'æde' sig ind i den offentlige sektor ved at privatisere offentlige tjenester. (Alle store amerikanske virksomheder har i dag en finansiel afdeling. Da GM var gået fallit, og Obama regeringen overtog virksomheden for at omstrukturere den, opdagede man, at bilproduktion, kun var en lille del af virksomhedens aktiviteter. 70% af kapitalen var anbragt i derivater.). Grunden til at de mange QE penge kun i mindre omfang blev anvendt til udlån til produktion af reelle varer er jo, at spekulation giver større og hurtigere profitter end produktion. (Undtagelser herfra har til en vis grad været lande med stor eksport som Tyskland og Kina.)

Jeg kan ikke ud af din tekst læse, hvordan du opfatter begrebet økonomisk krise, men jeg fornemmer en vis indflydelse fra James Rickards, som har forsøgt at bilde sig selv og verden ind, at hele miseren ligger begravet i 'uansvarlige' centralbankers endeløse skabelse af penge, som underminerer tilliden til dollaren, og som i sidste ende vil medføre, at dollaren kollapser, og at USA mister sin rolle som økonomisk hegemon. Dollarens rolle som verdensvaluta vil så blive afløst af IMF's Special Drawings Rights indtil kinesiske renminbi er klar til at tage over, og iøvrigt indtil Kina er klar til at overtage rollen som verdens økonomiske hegemon. Dette ses - ifølge Rickards - af at både Kina, Rusland og Europa i hemmelighed er ved at konvertete deres dollars reservebeholdninger til guld uden om de store børser i London, Tokyo og New York. (The Death of Money.) Hvad Rickards overser er, at der ikke er noget som helst tegn på, at dollaren er blevet svækket af finanskrisen. Tværtimod er der sket det samme, som i alle andre økonomiske kriser siden Bretton Woods: Dollarkursen er steget, fordi spekulanters og investorers tillid til dollaren og til den amerikanske økonomi, ikke er rokket en milimeter, og heller ikke vil blive det i nærmeste fremtid. I krisetider søger kapitalen til USA. Det er ingen nyhed, og der er intet som helst tegn på lige nu, at dollaren er på vej ud, og at USA's ølonomi er på vej ned i et sort hul. Men på længere sigt kan man naturligvis ikke udelukkede, at USA kollapser. Rickards tilhører den gruppe af højreorienterede amerikanske økonomer, som tror, at USA's store gæld - lidt over 100% af det amerikanske BNP - er et varsel om USA's snarlige sammenbrud. (Næsten samme niveau havde USA's gæld lige efter 2. verdenskrig.) De forstår ikke, at dollaren er 'fiat money' og verdensvaluta på samme tid. De tror tilsyneladende også, at USA 'skylder' Kina $2 billioner dollars, som USA betaler af på i passende rater, og hvis de ikke betaler, kan Kina erklære USA for insolvent. Sådan fungerer international økonomi bare ikke, men så langt ud kan man komme, hvis man stirrer sig blind på penge og gæld.

Mht. korruption er jeg helt på bølgelængde med dig. Svingdøren mellem Washington og Wall St. kører i højeste gear. Alle præsidentkandidaters og de fleste kongresmedllemmers valgkampagner er sponseret af finanskapitalen, og Bill Clinton (måske den mest korrupte af dem allesammen?) kvitterede velvilligt med at udrydde de sidste rester af Roosevelt's Glass Steagall Act. James Galbraith's påstand i 'The end of Normal' om, at de fleste sub prime lån var ulovlige - og at de finansielle tilsynsmyndigheder så den anden vej - virker sandsynlig. I Europa har Coldman Sachs fået anbragt deres mand som chef for ECB. Maastricht Traktaten er stort set skrevet af Bundesbank. Jean-Claude Juncker kvalificerede sig formentlig til stillingen som formand for Europa Kommissionen ved at være behjælpelig med at oprette et skattely i den centrale del af Europa, hvorfra finanskapitalen kan operere uforstyrret. Barosso fik en topstilling i Goldman Sachs, og Corydon strøg over til McKinsey efter at have overøset konsulentfirmaet med undersøgelser, som allesammen havde den samme konklusion. (Det blev formentlig allerede aftalt på mødet i Bilderberg Group i 2013?) Det er blevet mere og mere almindeligt, at politikere anvender deres politisk karriere som et springbræt til en topstilling i den private sektor, og man kan gætte på, hvilke begrænsninger det sætter mht. den økonomiske politik, som de støtter. Man kommer i hvert fald ikke frem i EU-bureaukratiet eller i toppen af europæisk erhversvliv, hvis man støtter begrænsende indgreb overfor finanskapitalen.

Korruption og en stigende mængde af kreditpenge er bare ikke krisens årsag, ligesom finanskrisen ikke er en finanskrise men en systemkrise. Alt det, som du beskriver, er for mig symptomer, og havde "Wall Street og City of London været underlagt den tyske lovgivning og det tyske finanstilsyn," ville krisen blot have haft en anden fremtrædelsesform, hvis ikke man havde manipuleret det tyske finanstilsyn, ligesom man manipulerede det amerikanske. Krise i et kapitalistisk system hænger altid sammen med forringede muligheder for at skabe profit, og alle de desperate og mere eller mindre håbløse tiltag, som du kan iagttage fra politisk hold, er forsøg på at forbedre mulighederne for at skabe (jævnt stigende) profitter. Det kalder man det bare ikke. Hvert eneste tiltag har sin egen eufemisme. Man taler om at forbedre mulighederne for økonomisk vækst, om at skabe arbejdspladser, at gøre den offentlige sektor mere effektiv, at øge arbejdsudbuddet, at slanke velfærdsstaten, osv. osv. Der er ikke kun tale om, at politikere bliver mere kyniske. Der er også tale om, at de bliver mere desperate, for deres opgave er jo at skabe 'resultater', og det kan de kun gøre ved at skabe bedre investerings- og profitmuligheder for kapitalen. Og det i en tid, hvor det keynesianske bånd som tidligere bandt kapitalejernes profit til niveauet af lønmodtagernes indkomst er blevet brudt. Finanskapitalens transnationale formuer vokser uafhængigt af nationalstaternes vækstrater. (R > G, Piketty) Det kalder man så globalisering, men det betyder i realiteten, at den internationale finanskapital vil blæse på øget arbejdsudbud, slankning og effektivisering af velfærdsstaten, lettelse af topskatten, lavere overførselsindkomster og at 'det skal kunne betale sig at arbejde.' De er for længst stukket af og har brændt alle broer efter sig.

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til demokrati i lande, der organiserer deres økonomier kapitalistisk, kan det sagtens lade sig gøre. Jf. fx. oplægget til Økonomisk Demokrati under Anker Jørgensen m.fl. og det kan også lade sig gøre under kommunistisk planøkonomi, jf. Solidarność i Polen opstået på Lenin Skibsværftet i Gdansk, kendt via Lech Walesa.

Efter min mening er det i kapitalismen nok, at kapitalen reguleres demokratisk gennem lovgivning. Jf. Margrethe Vestagers konkurrance-bøder eller USA´s ældre lovgivning mod karteller og sammensværgelser.

Måske er Kinas kapitalisme også demokratisk eller på vej derhen, idet kommunistpartiet er så stort og bredt, at det afspejler hele befolkningen, med alle dens forskelligheder.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Michael KN: Hvordan kan Kinas nye kapitalisme være demokratisk, når der kun findes ét lovligt parti?

Det er vel ikke nok at være stort, hvis forudsætningen herfor er ... tvang?

Indien forekommer mig at være det største demokrati i verden baseret på indbyggertal.

Så nævner du Danmark/Anker Jørgensen og Polen/Lech Walesa - men i det sidste tilfælde var det vel ikke Billedresultat for Solidarność, der frigjorde Polen fra kommunismen, men Berlinmurens fald og de deraf følgende fredelige revolutioner i østlandene?

Michael Kongstad Nielsen

Hans Jørn S. A.
Ja, Kina er ikke et demokrati, lad os bare slå det fast. Når jeg siger "måske på vej" er det fordi Kina har udviklet sig meget de sidste 30 år, og hvem ved hvad der sker. I dag er knap 1/10 af befolkningen medlemmer af partiet, og det er også virksomhedsledere, akademikere m.m. Partiet indeholder en bred vifte af synspunkter og meninger, som kunne minde om demokratiske forsamlingers partier. Lokale valg og forsamlinger er også blevet tilladt.

Uddrag fra Wiki:
"Landet styres af Kinas kommunistparti, der er sikret magten via forfatningen[25]. Der er andre partier i Kina, der i Kina omtales som "demokratiske", der deltager i Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference og Den Nationale Folkekongres. Der er åbnet lidt op for muligheden for valg på lokalt niveau/by-niveau[26][27] men på regeringsniveau har kommunistpartiet den fulde magt. Nogle af de store politiske emner i Kina er den stigende forskel mellem rig og fattig,[28] og utilfredsheden med den udbredte korruption blandt kommunistpartiets ledere og embedsmænd. Kommunistpartiets støtte i den kinesiske befolkning er uklar, da der ikke er nationale valg. Mange i Kina ser ud til at være tilfredse med den sociale stabilitet, som regeringen giver."

Karsten Kølliker

Ivan, tak for din omhu og vedholdenhed, hvilket hjælper mig til at klargøre mit eget standpunkt. Jeg synes Rickards er interessant at lytte til, fordi han er så meget af en insider. Men jeg er skeptisk overfor hans idé om at de herskende forestillinger om penge og kreditskabelse kan køre videre i IMF-regi efter et forventet sammenbrud af tilliden til centralbankerne. Omvendt har jeg personligt svært ved at se, hvordan disse sammenbrud skal kunne undgås. Efter min opfattelse er vores penge- og kreditskabelse blevet pyramidespilskonstruktioner, og den eneste grund til at det har fået lov til at køre så længe er fordi almindelige mennesker ikke gør sig umagen med at klargøre sig, hvilken beløbsstørrelser vi rent faktisk taler om, når vi taler om de herskende modeller for penge og kreditskabelse. Vi er kommet så langt ud.

Jeg kan godt bruge dele Rickards kritik ligesom jeg kan bruge dele af den libertarianske kritik af de herskende centraliserede systemer, men jeg er ingen ’gold bug’. Hvad jeg har svært ved at acceptere ved libertarianerne er deres hengivenhed til forestillingen om den private ejendomsret. Personligt tror jeg ikke at den private ejendomsret skal ophæves, men i mine øjne fremstår det som meget bagstræberisk og ukonstruktivt at stå stejlt på den private ejendomsret. I en verden med over 7 mia. mennesker, som er ved at fortære sit eget livsgrundlag, er det uacceptabelt at nogen skulle kunne lægge beslag på ressourcer og hævde deres ret til at forbruge disse ressourcer helt efter deres eget forgodtbefindende.

Omvendt føler jeg mig ikke overbevist at den mere materialistiske anskuelse som du fremsætter (hvis jeg må have lov at kalde den sådan). Jeg forstår ikke hvordan du kan gøre de seneste 40 års finansialiseringen af samfundet samt den eksponentielle penge- og kreditskabelse til sekundære faktorer. Med finansialiseringen brød den kapitalistiske klasse sgu da igennem til nogen former for ”profitskabelse”, som var fuldstændig uden historiske fortilfælde, og vil jeg hævde, fuldstændig uden hold i realiteterne.

I dit standpunkt sporer jeg en indflydelse fra Varoufakis og hans begreb om The Global Minotaur. Jeg bør selvfølgelig læse hans bog af samme navn inden jeg fremsætter en kritik af teorien, men jeg er skeptisk overfor disse forestillinger om fornyede top-down-modeller som tager makroøkonomien til niveauer som er endnu mere makro. Det kan sagtens være, at der skal udvikles nye internationale politiske institutioner, der dreje nationalstaternes suboptimerende adfærd over i adfærdsformer som tilgodeser den samlede menneskehed, men disse overnationale institutioner vil ikke have nogen politiske legitimitet førend der er sket en radikal tilbageførsel af politisk myndighed til det enkelte menneske og de lokalsamfund de enkelte mennesker indgår i.

Økonomer som Varoufakis, Stiglitz og Keen viderefører i mine øjne traditionen med at anse økonomerne som vor tids præsteskab. Der er en bedrevidenhed og arrogance, som kommer af en usædvanlig grad af tiltro til ens egne evner og magt, og denne megalomi mener jeg opstår som konsekvens af, at de tager en enormt sammensat og multidimensional organisme som samfundet, og reducerer den til nogle meget begrænsede adfærdsmønstre og nogle meget begrænsede og meget teknokratiske modeller for hvad der reelt bliver udvekslet mellem de forskellige økonomiske agenter. Deres skråsikkerhed er simpelthen en funktion af deres reduktion af virkeligheden til nogle for dem overskuelige modeller.

Hvor jeg selv er tilbøjelig til at udvide spektret af udveksling mellem mennesker til at omfatte sympati og tillid og fælles drømme og målsætninger, så kan vi her godt holde diskussionen rimelig faktabaseret. Min adkomst til over de senere år at gøre mig nogle fornyede forestillinger om økonomi og samfundsforvaltning tog sit udgangspunkt i erkendelsen af de enorme udfordringer vi har ved vores fortsatte udpining af jorden, vores fortsatte biologiske udslettelser samt udtømningen af ressourcer. Det er her at Chris Martenson’s koncept om ”the three E’s” kommer ind, Energy, Environment og Economy.

Jeg tror at mange, som tager sig tiden til at studere de udfordringer vi har indenfor hhv. Energy, Environment og Economy, vil komme til den samme konklusion jeg kom til, at de hårde fysiske begrænsninger der kommer fra udtømningen af de herskende energikilder og udpiningen af naturgrundlaget vil lægge store fordringer på økonomien om at tilpasse sig disse begrænsninger. Det handler ikke længere om levestandard, det handler om overhovedet at have et livsgrundlag indenfor bare en generation eller to. De destabiliserende virkninger af vores ikke-bæredygtige levemåder er jo helt åbenbart på en stejl opadgående kurve i form af hele regioner hvor livsgrundlaget helt fortabes og de store flygtningestrømme der opstår som følge heraf. Vi har fået bragt os i en nederdrægtig knibe, og for at opnå det nødvendige fokus på de presserende økologiske og ressourcemæssige udfordringer er vi simpelthen nødt til at acceptere at vores økonomiske muligheder for en årrække vil være stærkt begrænsede og altså at vores levestandard for en periode vil være markant lavere.

Dette skift i attitude ser jeg så i sammenhæng med en radikal åndelig opvågnen, hvor vi igen vil opleve os selv som forbundne med hinanden indbyrdes og med alle andre livsformer, og denne oplevelse af at være integreret vil virke både meget frisættende og meget stimulerende, så det er umuligt på forhånd at sige hvor lang denne periode med meget begrænsede økonomiske muligheder vil være. Uden denne store bevidsthedsmæssige opvågnen ser det omvendt temmelig sort ud. For mig at se.

Ivan Breinholt Leth

Karsten. Jeg takker også for dine uddybninger. Nu da du selv berører emnet om den nødvendige forandring, må jeg hellere gøre det klart, at jeg betragter mig som hørende hjemme på venstrefløjen. I hvert fald analytisk - for jeg bryder mig ikke om venstrefløjens lemfældige omgang med begrebet 'socialisme'. Jeg ved ikke hvad 'socialisme' er, og jeg er tilbagholdende med at opstille modeller for, hvordan fremtidens samfund bør indrettes. Sådanne modeller har det med at køre af sporet. Jeg vil nøjes med at anføre, at en vis samfundsmæssig kontrol med produktionsmidlerne, en anden fordeling af produktionens output og andre ejerformer (kooperativer?) er nødvendig for et både økonomisk og økologisk bæredygtigt system. Markeder kan begrænses således at vi køber økologiske æbler i Danmark (Europa) i stedet for i New Zealand, men jeg tror ikke på, at markeder bliver afskaffet de næste par hundreder år.

Mht. sammenbrudsteorier er jeg meget på linie med Michael Roberts. I 150 år har visse venstreorienterede teoretikere forudsagt kapitalismens endelige sammenbrud. Den kapitalistiske økonomi har vist en enestående evne til at overkomme sine egne kriser. Verdensøkonomien har undergået tre store depressioner i de sidste ca. 150 år: I 1870erne, 1930erne og i tiden efter 2007-2008. De to første kriser blev fortrinvis løst vha. krig - det har indtil nu vist sig at være den mest effektive måde at få destrueret store del af kapitalapparatet på, således at kapitalakkumulationen kunne starte forfra. (Af Schumpeter kaldt 'kreativ destruktion'.) Hvad løsningen bliver denne gang, kan vi kun gætte på, men parallellerne mellem 1930erne og tiden efter 2008 forekomer mig at være særdeles skræmmende. Jeg tror ikke på, at der er en immanent økonomisk sammenbrudsmekanisme i det kapitalistiske system. Og derfor tror jeg heller ikke på, at financialisation og umådeholden skabelse af penge i form af kredit automatisk vil føre til et endeligt sammenbrud. Det sammenbrud, som vi muligvis vil opleve i vores tid, vil være 'eksternt' i forhold til den kapitalistiske økonomi. Altså når vi ramler ind i muren for uendelig stigende materiel vækst. Jeg er dog sikker på, at det nedbrud i den internationale økonomi, som finanskapitalen er i fuld færd med at opbygge (igen), vil blive særdeles voldsomt og skabe enorme lidelser for millioner af mennesker, som formentlig ligesom i 30erne ikke vil fatte, hvad det var der ramte dem, med diverse syndebukteorier som konsekvens. ( Næppe jøderne næste gang.)

"Med finansialiseringen brød den kapitalistiske klasse sgu da igennem til nogen former for ”profitskabelse”, som var fuldstændig uden historiske fortilfælde, og vil jeg hævde, fuldstændig uden hold i realiteterne." Ja, uden hold i realiteterne, for når man lader pengemængde og værdipapirer vokse uden at produktionen følger med, vil det medføre forskellige former for 'bobler', men ikke nødvendigvis noget uigenkaldeligt sammenbrud. Nej, ikke uden historisk fortilfælde. Som jeg lige har skrevet, er der en lang række paralleller mellem den store depression i 30erne og det delvise nedbrud i 2007-2008. I tiden efter 1. verdenskrig åbnede man også op for 'frie markeder' og næsten ubegrænset finansiel spekulation. Man mente også den gang (ligesom Reagan og Thatcher i 80erne), at absolut frie markeder måtte være svaret på de faldende profitter i den produktive sektor. Roosevelt vidste i 30ernes USA præcist, hvad han gjorde, da han pålagde finanskapitalen strenge restriktioner og skabte sin New Deal. "I know they will hate me for it. Their hatred is welcome." (Roosevelt adresserede her finanskapitalen.) Det var Roosevelt's økonomiske politik, som var udgangspunktet for at Keynes' økonomiske tænkning blev absolut dominerende lige indtil den såkaldte 'stagflation' i 70erne.

Min materialistiske anskuelse er ret simpel: Hvis du vil have en forklaring, så følg pengene. Min ungdoms læremester - Karl Marx - lærte mig. at vi lever i et system, som altid bevæger sig mod krise, men også at krisen normalt overvindes. Jeg mener ikke, at man ud af Marx' teori om det kapitalisitiske system kan læse, at det bevæger sig mod et endeligt og absolut sammenbrud, men jeg gider ikke at deltage i f.eks. Michael Roberts' og David Harvey's skænderier om krisen skyldes profitratens tendentielle fald eller overakkumulation. Jeg konstaterer, at der tilsyneladende altid sker nogle voldsomme ændringer både på det sociale, ideologiske og det økonomiske plan, når systemets iboende tvang mod vækst og stadig højere profitter svigter. Jeg ved godt, at jeg hermed reducerer kompleksitet, og at man kan pege på andre årsager til, at netop 80erne og 90erne udgjorde et totalt opgør med det som man i Frankrig har kaldt le trente glorieuse. F.eks. Sovjetunionens sammenbrud. Men alligevel må jeg henholde mig til, at der altid sker voldsomme omvæltninger når væksten, kapitalakkumulationen og profitterne svigter.
The Global Minotaur er en god bog at læse, hvis man vil have et indblik i USA's økonomiske hegemoni siden afslutning af 2. verdenskrig. Jeg har stor respekt for Varoufakis' store indsigt i international økonomi, men hans forskellige kriseløsningsforslag, forstår jeg ikke, og jeg gider ikke engang at forsøge at finde ud af hvad Diem25 står for. I Adults in the Room skriver Varoufakis: "The state can just 'deposit' €1 million into company A's reserve account simply by typing it in and provide each taxpayer with a PIN to be used to transfer 'funds' from one taxpayer's account to another." Hvis den græske stat gør det, skaber den elektroniske euros, i strid med Maastricht Traktaten. Kun ECB kan skabe euros. Hvis Varoufakis mener, at den græske stat skulle skabe falske euros, for at imødegå Troikaens trussel om at lukke de græske banker, burde han have skrevet det. Blot et eksempel på Varoufakis' efter min mening uforståelige løsningsforslag på den græske krise.
Økonomer er vor tids præsteskab og guddommen er kapitalakkumulation. Uden kapitalakkumulation ingen profit, og når denne mekanisme svigter udfører præsteskabet sine sædvanlige ritualer. Jeg er ikke økonom og min interesse for økonomi var i mange år sekundær, indtil jeg i 2009 vendte tilbage til Danmark og den vestlige verden efter mange år i forskellige afrikanske lande. Jeg fik et dobbelt kulturchok, da jeg opdagede hvad der var sket under mit fravær. Først og fremmest opdagede jeg, at der var noget der hed neoliberalisme og Cepos, og jeg så, at de holdninger og værdier, som jeg havde haft siden jeg var 17 år var blevet noget, som man lo ad i den politiske, økonomiske mainstream diskurs. I forskellige online debatfora så jeg at venstreorienterede (inklusive mig selv) konstant blev gjort til grin, og hængt ud som en samling narrehatte, der ikke havde opdaget at hippietiden var forbi. Højrefløjen havde oprustet, og mange af dem har ganske godt styr på facts, og de er velorienterede skønt overfladiske. Jeg besluttede mig til også at opruste. De skal ikke have lov til konstant at køre med klatten. Min oprustning skaber ingen forandring, og forandring opstår ikke, fordi det bedste argument vinder, men den neoliberale magt er baseret på angst, og den henter sin styrke fra TINA-tesen. Vi er nødt til at gøre, hvad vi kan for at afsløre løgnen, og der er alt for mange venstreorienterede, hvis overbevisning mest er baseret på, at de synes, at det er så synd for de fattige - inklusive dem selv hvis de tilhører kategorien af fattige. Jeg er mere på linie med Wolfgang Streeck end med Varoufakis. Streeck er sociolog og han har anført, at sociologien er ved at blive kørt ud på et sidespor, fordi den ikke har indoptaget elementer fra den økonomiske diskurs.
"Det handler ikke længere om levestandard." I Afrika gør det. Det andet chok jeg fik, da jeg vendte tilbage til andedammen, var at klimaforandring og evt. ressourcekriser ikke ligger så langt ude i fremtiden, som jeg havde forestillet mig. Tiden til at handle er meget mere knap, end jeg troede. Vi kan ikke overbevise en verden med 3 mia mennesker som lever for $2 om dagen eller mindre, om at vi er nødt til at reducere vores materielle forbrug. Derfor er der kun en mulig vej frem: Omfordeling. Det giver ikke just anledning til optimisme.

Karsten Kølliker

Ivan, jeg opfatter dit standpunkt som velovervejet og nuanceret. Jeg vil give flere af de spørgsmål du rejser en fornyet overvejelse.

I det hele taget tak for en inspirerende og konstruktiv dialog. Dit lille selvbiografiske indspark fungerede fint til at perspektivere dine anskuelser. I vores moderne Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder-samfund er der givetvis mange der også vil underkende betydningen af en dialog som denne samt betydningen af at gøre sig umagen med overhovedet at klargøre sig hvad man selv anser for sandt. Omvendt kan jeg godt se for mig, at velovervejede standpunkter og seriøse og omhyggelige politiske debatter kan få en form for renæssance.

Hvis politikerne ikke er forpligtede på at skulle sammensætte en politik der er bæredygtig, så kan en hvilken som helst salgstale gå for at være et politisk program. Og hvorfor skulle vælgerne ikke løbe med den mest attraktive salgstale? Men kommer der det møde med realiteterne jeg forventer, så vil spørgsmålet om bæredygtighed pludselig, ud af nødvendighed, stige til højeste prioritet på de politiske dagsordener, og da vil de overvejelser du og jeg og mange andre har gjort sig muligvis vise sig at være vigtige for en ikke-voldelig overgang til nogle nye systemer.

Ivan Breinholt Leth

Karsten. Jeg takker også for dialogen. For nogle år siden skrev du en interessant kommentar om Bilderberg Group. Den ligger stadigvæk på min harddisk, og jeg har siden altid læst dine kommentarer, når jeg støder på dem.

Politiske partier har udviklet sig til salgsagenturer for politiske 'varer'. Spin doktorer og andre reklamefolk designer 'varen', politikerne fungerer som salgschefer og vælgerne shopper rundt i det politiske supermarked efter 'dagens tilbud', mens Clement Kjersgaard får politikere og meningsdannere rodet ind i politiske hundeslagsmål i hans 'politainment' shows. Det er meget overfladisk, og det skaber rum for tonsvis af politisk svindel og demagogi. For et halvt års tid siden mødte jeg en ung mand, som var hoppet fra LA til Enhedslisten! Dit udtryk 'salgstale' er særdeles rammende.

I den tråd, som jeg er ved at afslutte nu, har jeg i min argumentation delvist benyttet mig af Modern Monetary Theory - især den amerikanske økonom Warren Mosler og hans bog 'Seven Deadly Innocent Frauds of Economic Policy'. MMT (som ikke er en marxistisk diskurs) kan i et vist omfang anvendes til at afsløre moderne politisk svindel. På lørdag offentliggør jeg en analyse af MMT på kritiskdebat.dk.

Om det politiske establishment vågner op, kan jeg sommetider tvivle på. Det afhænger måske af det økonomiske establishment, som de langt hen ad vejen er i lommen på? Den franske journalist - Hervé Kempf - har i sin bog 'How the Rich are Destroying the Earth', fremsat den skræmmende tese, at den rige elite er godt forberedt på et evt. klimatisk sammenbrud, og at de allerede ved, hvordan de kan profitere af dette sammenbrud. Lidt i overensstemmelse med Naomi Klein's tese om shock doktrinen. Jeg afskyr vold, men udelukker ikke, at dette kan blive resultatet. Det bliver dog ikke mig, der starter en voldelig revolution :-) Jeg foretrækker at debatere og informere, så godt jeg kan.

Sider