Læsetid 8 min.

Donald Jr. har gjort Rusland-sagen til endnu en Trump-familiebegivenhed

Selv om USA's præsident er stærkt loyal over for sine børn, er nogle begyndt at spekulere i, om de tiltagende skandaler kan spænde familiebåndet til bristepunktet
Trump-familien er blevet sammenlignet med Corleone-klanen fra Godfather-filmene. Flere gange i forrige uge er Donald Jr. (t.h.) blevet omtalt som Fredo Corleone.

Trump-familien er blevet sammenlignet med Corleone-klanen fra Godfather-filmene. Flere gange i forrige uge er Donald Jr. (t.h.) blevet omtalt som Fredo Corleone.

David J. Phillip

17. juli 2017

WASHINGTON - Det var en usædvanligt kold dag i New York.

Klokken var 13.30 den 9. juni, da Hillary Clinton tweetede, at Barack Obama støttede hendes kandidatur til det amerikanske præsidentvalg. En halv time senere tweetede Donald Trump:

»Obama har netop erklæret sin støtte til korrupte Hillary.«

Klokken 14.27 svarede Clinton:

»Slet din konto«. Det var hendes mest retweetede udsagn under hele valgkampen.

Lige før klokken 16 passerede flere mennesker det skinnende marmoratrium i Trump Tower og tog elevatoren op til Donald Trump Jr.’s kontor på 25. sal, én etage under hans fars. Blandt dem var Natalia Veselnitskaja, en russisk advokat, samt Rinat Akhmetshin, en russisk-amerikansk lobbyist og tidligere sovjetisk militærofficer.

Hvad der skete ved mødet henstår fortsat i en tåge af usikre erindringer og internationale intriger. Mødet blev holdt hemmeligt i over et år. Da det blev afsløret forrige lørdag, fik verden det første offentlige bevis på, at ansatte i Trumps valgkampagne mødtes med russere i et forsøg på at påvirke valgkampen – århundredets politiske forbrydelse. Dryp for dryp er nye, beskidte detaljer blevet afdækket.

Det beviste også, at skandalen, som ofte sammenlignes med Watergate, trækker tråde helt ind til hjertet af Trump-familiens forretningsimperium. Præsidentens ældste søn gav efterforskere og journalister den så længe eftersøgte rygende pistol.

Præsidentens svigersøn og seniorrådgiver, Jared Kushner, deltog også ved mødet, men glemte at oplyse om det. Præsidentens datter, Ivanka, er under fortsat granskning for sin egen rolle i Det Hvide Hus.

Som med alt andet i sit liv dyrker Trump ikke nepotisme halvhjertet. Hans tre sønner og to døtre anses som vigtige politiske aktiver, hvilket selv Clinton har anerkendt under en ellers hadsk præsidentdebat:

»Jeg respekterer hans børn. Hans børn er fantastisk kompetente og dedikerede, og jeg tror, det siger en hel del om Donald.«

Efter den seneste uges afsløringer tyder noget dog på, at de er ved at blive en risiko. Nogle spekulerer i, hvorvidt Trump vil forblive loyal over for sine børn, eller om han vil ofre sin egen søn, hvis det er politisk opportunt.

»De grundlæggende principper i Donald Trumps liv er succes og familie,« siger Bill Galston, tidligere politisk rådgiver for Bill Clinton og seniorforsker ved tænketanken Brookings Institution i Washington. »Det bliver interessant at se, hvad der sker, hvis de to principper kommer i karambolage med hinanden.«

Som en mafiaklan

Trump-familien er blevet sammenlignet med Corleone-klanen fra Godfather-filmene. Flere gange i forrige uge er Donald Jr. blevet omtalt som Fredo Corleone. Men en mere præcis sammenligning for en mand gennemsyret af 1980'ernes glitter og gerrighed er måske Ewing- og Colby-klanerne fra sæbeoperaerne Dallas og Dollars.

Donald Jr. Eric og Ivanka Trumps engagement i farmands imperium af ejendomme, hoteller, golf og merchandise er måske grunden til, at det har virket så naturligt for dem også at arbejde for hans bizarre valgkampagne med kurs mod Det Hvide Hus.

De har været hans største cheerleadere til valgmøder, i tv-interviews og under Det Republikanske Partis cirkus af et landsmøde.

Det var derfor ikke tilfældigt, at Don Jr. den 3. juni 2016 modtog den sprængfarlige e-mail fra en bekendt, den britiske musikjournalist Rob Goldstone, med løfter om dokumenter, der ville inkriminere Clinton og hendes forretningsforbindelser til Rusland.

Om Trump junior (til højre) har Trump senior tirsdag ladet udsende en erklæring: ’Min søn er en højkvalitets person, og jeg bifalder hans gennemsigtighed.’ Det sidste knytter sig til Trump juniors forsikringer om, at han har offentliggjort korrespondancen for at vise, at han intet har at skjule.
Læs også

»Dette er åbenlyst tophemmelige og følsomme informationer, som er en del af Ruslands og den russiske regerings støtte for Hr. Trump,« fremgik det i e-mailen.

Donald Jr. burde herefter, ifølge de fleste uafhængige iagttagere, øjeblikkeligt have kontaktet FBI og meddelt om et muligt angreb på det amerikanske demokrati fra en udenlandsk fjende. I stedet svarede han lalleglad tilbage: »Hvis det er, hvad du siger, så elsker jeg det, særligt senere på sommeren.«

7. juni blev Don Jr. og Goldstone enige om at arrangere et møde med »en advokat for den russiske regering«, som blev fløjet ind fra Moskva. Samme nat sejrede Trump ved de republikanske primærvalg i Californien, Montana, New Jersey, New Mexico og South Dakota, hvor han vandt delegerede nok til officielt at tilvriste sig partiets nominering.

I sin sejrstale, med Ivanka og konen Melania stående bag sig, erklærede Trump:

»Jeg vil give en gigantisk tale, nok på mandag i næste uge. Her vil jeg diskutere alle de ting, der er sket med Clinton-parret. Jeg tror, I vil finde talen meget informativ og meget, meget interessant.«

De stjålne e-mails

To dage senere, 9. juni, bankede Trump og Clinton panderne sammen på Twitter over Obamas støtteerklæring.

Goldstones Facebookkonto viser, at han ankom til Trump Tower klokken 15.12. Da klokken rundede 16 deltog han ved mødet med Donald Jr., Kushner og den daværende kampagnechef Paul Manafort, foruden Veselnitskaja og Akhmetshin.

Den efterfølgende mandag leverede Trump ikke på sit løfte om at afsløre Clinton under sin tale. Men 15. juni frigav en hacker under navnet ’Guccifer 2.0’ en række filer, der var stjålet fra det Demokratiske Partis Nationale Komité. Og senere på sommeren frigav WikiLeaks enorme mængder af stjålne e-mails fra komitéen og Clintons kampagnechef John Podesta.

Amerikanske efterretningstjenester har konkluderet, at den russiske præsident Vladimir Putin var den øverste ansvarlige for hackerangrebet. Siden Trumps overraskende valgsejr i november har rygterne svirret om, hvorvidt han konspirerede med Moskva for at opnå den.

Den hidtil største brik i det puslespil er blevet leveret gennem den seneste uges afsløringer i New York Times.

Skiftende forklaringer

Da Donald Jr. blev konfronteret med den snarlige afsløring af sit møde med russerne, påstod han i første omgang, at de blot snakkede om det årelange forbud mod at lade amerikanske familier adoptere russiske børn.

Derefter blev han tvunget til at indrømme, at han var blevet tilbudt kompromitterende materiale om Clinton, omend han fastholdt, at det ikke blev til noget. Derefter blev han tvunget til at frigive sin e-mailkorrespondance med Goldstone.

Og endelig kom det frem fredag, at Akhmetshin også havde været i rummet, da mødet fandt sted.

Trump senior var lang tid om at støtte sin 39-årige søn – i næsten tre dage var præsidenten helt tavs, men kom så med en udtalelse på i alt 12 ord.

Senere uddybede han støtten til sin søn med bemærkningen: »Han er en skøn, ung mand«, og han tilføjede, at »de fleste mennesker i politik« nok havde sagt ja tak til et sådan møde.

’Han er klar til at handle’

Donald Jr. er det ældste barn, den der er mest lig sin far, og det barn, hans far finder mest udfordrende. Da han var 12 år, brød hans forældres ægteskab sammen i kølvandet på en affære, som tabloidpressen havde svælget i. 

»Du elsker os ikke! Du elsker ikke engang dig selv. Du elsker kun dine penge!« råbte han af sin far efter skilsmissen, skrev Vanity Fair i en artikel i 1990. Han talte ikke med sin far i et år og blev anbragt på en streng kostskole, præcis som Trump blev det som dreng.

På Pennsylvania Universitys handelsskole, hvor faderen også læste, drak Jr. hårdt og var en ballademager.

Men nu er Donald Jr., som har overtaget den daglige ledelse af Trump Organisationen sammen med sin bror Eric, blevet sin fars mest vedholdende støtte på TV og Twitter.

Han er nådesløs og polariserende i sine budskaber, hvor han i tweets har sammenlignet flygtninge med Skittles-slik og bidt ad Londons borgmester efter et terrorangreb. I et Fox News-interview i sidste uge sagde Jr. om kritikken af sin familie:

»Det giver mig lyst til at slå tilbage. Måske er det sådan, vi er. Vi er krigere. Og det tager de heller ikke pænt, for de fleste mennesker kan ikke tåle at blive taget i deres fusk«.

Gwenda Blair interviewede Donald Jr. i 2004 til en Trump-biografi og husker om ham:

»Han ville gøre det klart, at han ikke var en arbejdsnarkoman som sin far. Han var ikke en, der søgte at komme i avisspalternes overskrifter, men var en mere tilbagetrukken type, der insisterede på retten til privatliv,« siger hun. »Der ville ikke komme noget ’Apprentice Jr.’ (efterfølger til Trumps tv-program 'The Apprentice’, red.)«

»Men over tid blev han alligevel en del af faderens forretningsverden, hvor alt er til salg. Og som du kan se fra e-mailene, er han klar til at indgå en aftale. Og det får mig til at tænke, at han alligevel er Apprentice Jr. – æblet falder ikke langt fra stammen. Det virker ikke, som om han har arvet faderens evne til at tale i citater, der stjæler overskrifter. Men han prøver,« siger Gwenda Blair.

For Trump er børnene blevet nyttige politiske våben, fortsætter hun:

»Jeg tror, hans børn er en del af hans strategi, og han stoler på dem. Don Jr. og Eric har taget del i mobiliseringen af våbenlobbyen og de hvide nationalister. Ivanka har vist sig at være enormt nyttig som en moderne-men-ikke-alt-for-moderne kvinde, som kan tale kvindesagen, men samtidig være meget traditionel. Kone, mor og datter er en meget prominent del af hendes identitet.«

'Du er fyret'

Heller ikke 35-årige Ivanka, som har sit eget kontor i vestfløjen i Det Hvide Hus, er pletfri. Efter hun for nylig erklærede, at hun forsøger ikke at blande sig i politik, brugte hun sidste lørdag side om side med verdensledere som Putin og Theresa May ved G20-topmødet i Hamborg, hvor hun vikarierede for sin far.

Hendes mand, Jared Kushner, har indtaget rollen som en af de mest indflydelsesrige og politisk radioaktive personer i USA. Hans brede politiske portefølje strækker sig fra at skabe fred i Mellemøsten til at reformere hele den offentlige stat, men han er tilsyneladende også under mistanke i kongresundersøgelserne af mulige forbindelser til Rusland.

I sin ansøgning til sikkerhedsgodkendelse undlod han at oplyse om 100 forbindelser til udenlandske kontakter, herunder mødet i juni 2016. Demokraterne kræver, at hans sikkerhedsgodkendelse trækkes tilbage, og senest har enkelte republikanere også udtrykt bekymring.

Medlem af Repræsentanternes Hus Bill Flores (R) siger til den lokale Texas-tv-station KBTX:

»Jeg er måske ude på dybt vand her, men jeg vil mene, at det er i præsidentens bedste interesse at fjerne alle sine børn fra det Hvide Hus. Ikke kun Donald Trump Jr. men også Ivanka og Jared Kushner.«

Trump og Kushner i Det Hvide Hus i april. Nu har sagen kaldet Russiagate udviklet sig, så også præsidentens rådgiver – og svigersøn – er blandet ind i den.
Læs også

Det virker dog usandsynligt for en mand, der regelmæssigt kalder sine granvoksne børn for ’sine babyer’. Bill Galston, seniorforsker ved tænketanken Brookings Institution i Washington og Bill Clintons tidligere rådgiver, siger:

»Donald Trump har brugt hele sit liv i familiefirmaet. Det er klart, at han har taget de personer med ind i sin politiske administration, som tidligere har været en succes for ham.«

Trump er ikke den første i Det Hvide Hus, der dyrker familien. John F. Kennedys bror, Robert, blev udpeget til justitsminister. Ronald Reagans kone, Nancy, var en indflydelsesrig rådgiver. Bill Clinton gav sin kone den svære opgave at reformere sundhedsområdet, hvilket Galston mener, var en fejl.

Hvorvidt Trump-børnenes loyalitet over for deres far også går den anden vej, bliver vi snart klogere på.

Ved en pressekonference i januar, hvor milliardæren Trump erklærede, at han overlod ledelsen af sit forretningsimperium til Donald Jr. og Eric, lød hans afsluttende bemærkning:

»Jeg håber, at jeg efter otte år [i Det Hvide Hus] vil komme tilbage og kunne sige: Åh, I klarede det rigtigt flot.«

»Og ellers, hvis de klarer det dårligt, vil jeg sige: Du er fyret!«

® Information og The Guardian. Oversat af Sebastian Stryhn Kjeldtoft

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Jacobsen
Søren Jacobsen

Celebrity show... Gab. USA's kulminearbejdere må være ovenud begejstrede for deres Mr. President.