Læsetid: 6 min.

Det dramatiske år 1948 førte Danmark ind i NATO

Ved indledningen til Den Kolde Krig satsede danske socialdemokrater på et skandinavisk forsvarsforbund. Det blev spoleret af svensk-norsk uenighed. Derefter valgte socialdemokraterne det USA-ledede NATO, som De Radikale gik imod
I februar 1948 gennemførte kommunisterne i Tjekkoslovakiet et kup med støtte fra Sovjetunionen, og i Vesteuropa bredte der sig en fornemmelse af, at man måtte bremse den sovjetiske aggression. Her en sovjetisk kampvogn i Prag under kuppet.

I februar 1948 gennemførte kommunisterne i Tjekkoslovakiet et kup med støtte fra Sovjetunionen, og i Vesteuropa bredte der sig en fornemmelse af, at man måtte bremse den sovjetiske aggression. Her en sovjetisk kampvogn i Prag under kuppet.

Ullstein Bild

26. juli 2017

Næppe var Anden Verdenskrig overstået, før det trak op til en ny global konflikt. Men hvor stod Danmark? I et radiointerview den 30. januar 1948 blev den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft spurgt, om vi skulle placere os i øst- eller vestblokken.

Statsministerens svar lød: »Vi skal overhovedet ikke placere vort land i nogen blok.«

Selv om Danmark økonomisk og kulturelt befandt sig i den vestlige verden og ikke i fællesskab med diktatoren Josef Stalins Sovjet-imperium, ønskede Hans Hedtofts socialdemokratiske mindretalsregering at fastholde den forsigtige neutralitetspolitik, der havde været Danmarks ledetråd siden det katastrofale nederlag til Prøjsen og Østrig i 1864.

I løbet af de næste 13 måneder indtraf en række begivenheder, der fik Hedtoft og hans regering til at ændre kurs. I februar 1948 gennemførte kommunisterne i Tjekkoslovakiet – i samspil med Moskva – et kup, der gjorde landet til et diktatur og marionet for Sovjet, lige som de øvrige østeuropæiske lande var blevet.

Anders Samuelsen mener, at danskerne skal stå skulder ved skulder med amerikanerne. Også selv om præsidenten i dag hedder Trump.
Læs også

Samtidig med kuppet i Prag indledte Sovjetunionen en blokade af Vestberlin og tilbød i truende toner en venskabspagt med Finland.

I Vesteuropa bredte der sig en fornemmelse af, at den sovjetiske aggression ville rulle videre, hvis ikke der blev taget skridt til at sikre, at prisen blev for høj.

I denne anspændte situation sendte den aktivistiske og provestlige danske Washington-ambassadør Henrik Kauffmann sin nære ambassaderåd Bang-Jensen hjem til København, hvor Bang-Jensen orienterede ledende politikere og embedsmænd om, hvor faretruende den amerikanske regering vurderede Sovjetunionen til at være.

Påskekrise

Oveni blev Hedtoft af den norske statsminister Gerhardsen underrettet om, at Norge frygtede at få et sovjetisk »tilbud« om en pagt på linje med den, Finland måtte indordne sig under.

Alle disse tryk var med til at udløse den såkaldte ’påskekrise’ i 1948, hvor Hedtofts regering iværksatte et militært beredskab og også alarmerede politiet. I radioen opfordrede den socialdemokratiske justitsminister Busch-Jensen til årvågenhed over for handlinger, som kunne være rettet mod statens eller folkets sikkerhed.

I Folketinget rejste kommunistpartiets leder Aksel Larsen forespørgsel om, hvem regeringens foranstaltninger var vendt imod. Dermed kom Larsen til at bekræfte opfattelsen af sit parti som håndlanger for en fremmed og fjendtlig magt.

I den fremherskende stemning af frygt og usikkerhed måtte Hedtofts regering tage internationale initiativer til beskyttelse af landets sikkerhed. Hedtofts hjerte stod til det nordiske samarbejde.

Han kastede sig ud i forsøg på at opnå et dansk-svensk-norsk forsvarsforbund. Et sådant måtte antages at være mere tåleligt for Stalin end vestvendte alliancer og ville kunne samle alle danske partier – bortset nok fra kommunisterne.

Geografien viste sig afgørende. Sverige er et Østersø-land. Norge er et Atlanterhavs-land. Sverige ville kun et forbund, der var så strengt neutralt, at det ikke opildnede Sovjet til yderligere stramninger over for Finland, hvad der også ville ramme Sverige. Norge ville derimod et forbund, der var i venlig forståelse med Storbritannien og USA – blandt andet om våbenleverancer.

Høflig afvisning

Midt under de ømfindtlige skandinaviske forhandlinger indløb i september 1948 fra Washington besked om, at Danmark kunne påregne en invitation til at tilslutte sig den USA-ledede NATO-pagt, der var under forberedelse.

Den invitation frabad Hedtoft sig på det høfligste. Han kastede sig – nærmest fortvivlet – ind i at få de skandinaviske forsvarsforhandlinger lykkeligt afsluttet. Men Norge insisterede på at kigge mod vest og Sverige på at balancere mod øst.

Den 20. februar 1949 besluttede det norske Arbejderparti på sit landsmøde at tilslutte sig den vestlige pagt. Hedtoft, der var til stede på mødet, var nedtrykt og forbitret. Hedtoft søgte nu en ren dansk-svensk alliance.

Det afviste svenskerne hurtigt. For Hedtoft var det vigtigt at kunne fremhæve, at han på alle måder havde søgt en anden løsning end det NATO, som han nu mente sig nødsaget til at lade Danmark følge Norge ind i.

Hedtoft ønskede at sikre sig den bredest mulige opbakning fra sit parti. Allerede fire dage efter den svenske afvisning bad Hedtoft den socialdemokratiske hovedbestyrelse om en bemyndigelse til fortsatte forhandlinger om dansk deltagelse i et internationalt forsvarssamarbejde, nu forstået som de vestlige landes.

I en meget velforberedt og velargumenteret tale oprullede Hedtoft, hvad de kommunistiske magtovertagelser i Østeuropa havde betydet. Han lagde særlig vægt på, hvad der var blevet skæbnen for de socialdemokratiske partier:

»De menneskelige frihedsgoder, vi kalder umistelige, er afskaffede … Vi har grund til at mærke os, at der i Østeuropa i dag ikke findes et eneste socialdemokratisk parti. De socialdemokratiske partiers ledere, som har holdt ryggen rank, sidder i dag i fængsel eller koncentrationslejr. Mange er gået i landflygtighed. Andre har ment, at det var rigtigt at gå over til kommunismen.«

Hedtoft fik NATO-bemyndigelsen med alle stemmer pånær én.

Bred tilslutning

Hedtoft ville ikke nøjes med hovedbestyrelsens opbakning. Han sørgede for, at alle partiets amtsorganisationer holdt møder både for partiets folk og offentligheden. Hedtoft talte selv ved flere af dem, herunder et stort møde i KB-hallen i marts 1949.

Det lykkedes Hedtoft at få et enigt Socialdemokrati bag sig, inden han i samme måned forelagde Folketinget et beslutningsforslag om dansk indtræden i NATO.

Under folketingsdebatten var kommunisterne forventeligt aldeles afvisende, mens Venstre og De Konservative ivrede for dansk forankring i Vesten.

De Radikale og Retsforbundet var internt delt på spørgsmålet, men stod sammen om at foreslå en folkeafstemning om så vigtig en ændring af den danske udenrigspolitik. Det forslag nedstemte SVK.

De Radikale endte med – sammen med kommunisterne – at stemme imod dansk medlemskab af NATO. Begrundelsen var forankret i partiets pacifistiske tradition. NATO ville ikke kunne beskytte Danmark i en europæisk storkrig.

Opdelingen i de to blokke og den medfølgende oprustning kunne i sig selv være med til at udløse krigen. Mere idealistisk betonede De Radikale, at Danmark – uanset de mislykkede skandinaviske forsvarsforhandlinger – burde søge sammen med de øvrige nordiske lande om at stå som brobygger mellem vest og øst.

De Radikale fastholdt hele vejen igennem Den Kolde Krig noget, der balancerede mellem afvisning, modvilje og skepsis over for NATO. Det skete, selv om partiet 1957-64 deltog i NATO-regering sammen med Socialdemokraterne og 1968-71 selv ledede én med Hilmar Baunsgaard som statsminister for en VKR-regering.

Hyklerisk?

Man kunne beskylde den radikale NATO-politik for at være hyklerisk – i betragtning af, at partiet ikke kunne være i tvivl om den trussel, som Sovjet udgjorde. Det foreholdt nærværende skribent i 1972 den tidligere radikale undervisningsminister, historikeren Helge Larsen.

Han svarede, at man ikke skulle tage den erklærede radikale uvilje mod NATO så tungt. Helge Larsen var selv NATO-tilhænger, forklarede han, og det var de fleste af de ledende radikale politikere, brødrene Baunsgaard og Helveg’erne. De gik bare lidt stille med det – af hensyn til den del af tillidsmandskorpset for hvem pacifismen var en hjertesag.

Ifølge Helge Larsen betød De Radikales officielle stilling jo ikke noget, når der på Christiansborg var solidt flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, der gik ind for NATO.

Den radikale attitude kom pludselig til at betyde noget, da Socialdemokratiet fra 1982 kom i opposition til Poul Schlüters borgerlige mindretalsregeringer, som De Radikale støttede i den økonomiske politik. Sikkerhedspolitikken blev derimod et problem for Schlüter, fordi Socialdemokratiet svingede om til en kritisk NATO-kurs på linje med den, de radikale traditionelt havde fulgt.

Det socialdemokratiske skift kan forklares på to måder: Idealistisk, idet socialdemokrater i Norden og Benelux-landene i de år ledte efter udveje fra Den Kolde Krigs vanvittige spiral af atomrustning. Og taktisk-kynisk: NATO-modstanden kunne bruges til at få De Radikale til at bringe regeringen i mindretal og dermed fremtvinge Schlüters afgang.

Schlüters regeringer valgte at affinde sig med ydmygelserne i hele seks år – indtil han i 1988 udskrev valg, da flertallet vedtog en dagsorden, der forlangte, at fremmede flådefartøjer, inden de anløb dansk havn, skulle oplyse, om de medbragte atomvåben. Efter valget smuttede De Radikale ind i en VKR-regering under Schlüters ledelse, hvorved ’det alternative flertal’ forsvandt.

R gled over

Kort efter faldt Muren og Sovjetunionen gik i opløsning og de radikale gled over en erklæret positiv holdning til NATO.

Enigheden om den danske sikkerhedspolitik blev genoprettet mellem SRVK og kom – med dannelsen af SRSF-regeringen i 2011 – også til at omfatte SF.

Den brede enighed om NATO har til gengæld været ledsaget af en – næsten – lige så bred dansk uvilje mod at indgå et rent europæisk forsvarssamarbejde. Denne uvilje er afspejlet i det danske forsvarsforbehold over for EU. I dag har dette forbehold den praktiske konsekvens, at hvis en militær operation går fra NATO- til EU-regi, kan Danmark ikke længere deltage.

En usikkerhed om USA’s fortsatte engagement i NATO gør det aktuelt for Danmark at genoverveje sit forsvarsforbehold over for EU. Det kan til gengæld åbne for ny partipolitisk splittelse om sikkerhedspolitikken.

Serie

Hvad gør Danmark, hvis USA svigter NATO?

Med Donald Trump er uberegneligheden kommet til at præge USA’s forhold til verden.

Hvad betyder det for dansk sikkerhedspolitik, der hidtil har lænet sig op ad supermagten på den anden side af Atlanten? Skal Danmark lede efter andre løsninger? Bliver det nødvendigt at ophæve forsvarsforbeholdet over for EU?

Det spørger Information politikere, eksperter og fagfolk om i denne artikelserie.

Seneste artikler

  • Rusland er svag, og den russiske trussel er stærkt overdreven

    3. august 2017
    Danmark skal ikke frygte Rusland, og USA er stadig Danmarks tætteste allierede – selvom Donald Trump er blevet præsident. Det mener Bertel Heurlin, der er mangeårig professor i international politik på Københavns Universitet. Information har mødt ham til en snak om det nuværende trusselsbillede og danske forsvarsalliancer
  • ’Danmark skal først og fremmest levere det, NATO har brug for’

    2. august 2017
    Truslen fra Rusland er meget lavere nu end under Den Kolde Krig. Til gengæld er der en betydelig større risiko for, at situationen kommer ud af kontrol, siger chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang. Derfor skal Danmark deltage i afskrækkelsen af Rusland og levere det, NATO ønsker
  • Lykketoft: ’Trump har sået tvivlen i NATO’

    27. juli 2017
    Det er utrygt at have både en russisk og en amerikansk præsident, som man ikke kan regne ud, siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). Han mener, at det ikke er muligt at lave ordentlige aftaler med Putins Rusland, uden at der er sammenhold i NATO. Det håber Lykketoft, at USA vil erkende – også under Donald Trump
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Knap
Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu