Læsetid: 6 min.

Flertal af svenskere tror ikke, medier rapporterer sandheden om indvandrere

Indvandring er det eneste område, der giver svenskere anledning til at tvivle på, hvorvidt medierne rapporterer sandheden, viser ny undersøgelse. Men svenske medier har selv skabt grobunden for de hadesider og alternative kilder, som mange tyer til, når de vil læse om det, mainstreammedierne ikke dækker, siger journalist
’Når det gælder journalistik om indvandring, er mistroen så udbredt, at den rent logisk må omfatte mange flere end Sverigedemokraterna’, står der i rapporten ’Misstron mot medier’. Her et SD-medlem, der tager selfie med formand Jimmie Åkesson.

’Når det gælder journalistik om indvandring, er mistroen så udbredt, at den rent logisk må omfatte mange flere end Sverigedemokraterna’, står der i rapporten ’Misstron mot medier’. Her et SD-medlem, der tager selfie med formand Jimmie Åkesson.

Patrik C Österberg

10. juli 2017

I 2002 traf Ann-Charlotte Marteus, lederskribent på den svenske avis Ekspressen, en for journalister noget usædvanlig beslutning.

Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna var dukket op på den politiske scene, og Ann-Charlotte Marteus frygtede som mange andre, at Sverige skulle blive som Danmark, hvorfra islamofobiens kvælende dunster havde nået over sundet til den eneste undtagelse i udlændingepolitikken: den humanistiske stormagt Sverige.

Men det skulle blive løgn, tænkte Marteus. Sverige skulle blive ved med at være Sverige, og hun gik i gang med at skabe den særlige svenske ’åsiktskorridor’, en korridor hvor kun positive holdninger til indvandring blev sluppet ind.

Det betød, at hun begyndte at slå benhårdt ned på debattører, som på nogen måde kunne siges at normalisere Sverigedemokraternas beskrivelse af problemerne med indvandring.

Konkret sorterede hun debatindlæg, som satte spørgsmålstegn ved, om Sverige kunne klare så stor indvandring på så kort tid under samlehatten moralske forbrydelser: racisme, egoisme og ondskab i stedet for under arbejdsmarked, boligmarked eller velfærd.

Selvafsløringen af, hvordan en politisk diskussion om indvandring blev gjort til et moralsk spørgsmål om racisme, offentliggjorde Ann-Charlotte Marteus for to år siden i et indlæg med overskriften »Det är jag som är åsiktskorridoren«.

Daniel Friber (tv.) og Christoffer Dulny vil etablere alt-right-bevægelsen i Sverige.
Læs også

Selv havde lederskribenten skiftet holdning, og hun tog afstand fra sin rolle som meningssorterer, der havde været medvirkende til at skabe et usundt og tabuiseret debatklima.

Det havde ført til, at problemer, der kunne være løst, fik lov at fortsætte. Siden er hendes indlæg blevet et centralt og ofte citeret indlæg i de svenske mediers debat om dækningen af indvandrerspørgsmål.

Især opstramningen i den svenske udlændingelovgivning, som blev indført under flygtningekrisen i 2015, og selvransagelsen blandt de toneangivne amerikanske medier efter Donald Trumps sejr i USA, har ført til en heftig debat i Sverige om mistroen mod svenske medier.

For tilsyneladende havde mange journalister gjort præcis det samme som Ann-Charlotte Marteus. De havde ikke dækket indvandringsspørgsmål efter journalistiske relevanskriterier, men tilladt sig at være politisk farvede i deres rapportering.

Det mener bl.a. Lasse Granestrand, journalist på det svenske nyhedsmagasin Fokus og forfatter til bogen I Sveriges väntrum – om pressade politiker, flyktingar och ett land i förvandling.

Hadsider

»Der er en række eksempler på, at svenske medier var politisk farvede i deres dækning af indvandrerspørgsmål,« siger Lasse Granestrand og fortsætter:

»Efter at Sverigedemokraterna kom i Riksdagen i 2010, opstod der langsomt på visse redaktioner en hypotese om, at hvis man underspillede emnet, så ville SD ikke vokse. Min hypotese er, at det førte til, at SD voksede endnu mere.

Samtidig åbnede det for en række alternative medier, som slog sig op på at være de eneste, der sagde sandheden om konsekvenserne af indvandring. Den slags medier voksede ganske pludseligt i den periode,« siger Lasse Granestrand med henvisning til sider som Avpixlat og Fria Tider, som i Sverige ofte betegnes som hadsider.

Ifølge Lasse Granestrand er relevans afgørende:

»Indvandringsspørgsmål fik ikke den placering i samfundsdebatten, som de fortjente. Det skyldtes også, at svenske politikere afpolitiserede emnet for at holde SD uden for indflydelse. Man diskuterede et par milliarder til forsvaret, men 10 milliarder kroner til migration og selve den kraftige øgning af statsbudgettet, diskuterede man ikke. Men det er jo muligt at have en diskussion om dette på grundlag af saglige kriterier.«

Ann-Charlotte Marteus og kollegerne ville, som Granestrand formulerer det, »sikre sig, at de var på de godes side«.

Men skaden er tilsyneladende allerede sket.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af det svenske Institutet for Mediestudier og netop udgivet i rapporten Misstron mot medier har et flertal af svenskerne ikke megen tiltro til de landsdækkende svenske medier, når det gælder dækningen af indvandringspørgsmål.

Det bemærkelsesværdige er, at indvandring tilmed er det eneste emne, som giver anledning til så megen mistro. Svenskerne har generelt stor tiltro til dækningen af andre samfundsproblemer f.eks. inden for sundhedssektoren, og der er altså ikke tale om en mistro til medier generelt, som det er tilfældet i USA.

54 pct. svarer i undersøgelsen, at de er helt eller delvist enige i, at svenske medier ikke rapporterer sandheden om samfundsfundsproblemer, der er knyttet til indvandring.

»Når det gælder journalistik om indvandring, er mistroen så udbredt, at den rent logisk må omfatte mange flere end Sverigedemokraterna,« hedder det i rapporten.

Kun 27 pct. er delvist eller helt uenige i, at svenske mainstreammedier rapporterer sandheden om indvandrerproblemer.

Så skulle man måske tro, at der var flere journalister, der bakkede op om Ann-Charlotte Marteus' nye erkendelse. I stedet er bl.a. programleder på SVT og tidligere chefredaktør på den socialdemokratiske Aftonbladet, Jan Helin, gået i rette med folk som Lasse Granestrand i kølvandet på den nye undersøgelse, der har skabt heftig debat i Sverige. 

Seks eksempler

Lasse Granestrands seks eksempler på, at svenske medier har svigtet indvandrerdebatten fra 2010-2015.

1. Tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt (Moderaterne) blev kraftigt kritiseret for at påpege, at alarmerende arbejdsløshedstal skyldtes indvandreres lave tilknytning til arbejdsmarkedet. Migrationsminister Tobias Bilström blev kritiseret for at bruge ordet ’antal’ i forbindelse med indvandring, og SVT fik kritik for at stille spørgsmålet: Hvor meget indvandring tåler Sverige?

2. Racist blev et modeord. Der findes andre ord: indvandrerkritisk, indvandrerskeptisk eller fremmedfjendtlig.

3. Reinfeldts tale om at åbne hjerterne ved valget i 2014, og at flygtningemodtagelsen var på højde med tiden under Bosnienkrigen, gav aldrig anledning til en debat om følgerne af den øgede indvandring.

4. Nuværende statsminister Stefan Löfvens mantra ved valget i 2014 var: ’Sverige er ved at bryde sammen. Men han blev aldrig presset på hvilke grupper, det især gjaldt. Den etniske dimension af klassesamfundet.

5. Ingen debat om indvandring i forbindelse med finansloven i 2014, hvor omkring ti milliarder skulle gå til de øgede omkostninger ved migration.

6. Aldersbedømmelse af uledsagede flygtningebørn. Et spørgsmål der havde stor betydning for debatten og for statsbudgettet, eftersom det er meget dyrere at håndtere asylansøgende børn. Men under to regeringen var det umuligt at tage det spørgsmål op.

Afviser bias

Helin afviser i et indlæg om den nye undersøgelse i Dagens Nyheter, at der skulle være tale om mørklægning fra svenske mediers sider.

Der er rapporteret rigeligt om de negative konsekvenser af indvandring, skriver han med henvisning til en undersøgelse fra 1995 frem til i dag, der viser, at der hvert år produceres 1.500-4.000 artikler om problemer relateret til og konsekvenser af indvandring i Sveriges seks største aviser.

»Vi kan i hvert fald konstatere, at den mest fremgangsrige politiske strømning lige nu kapitaliserer på præcis dette – den spiller på uroen for samfundsudviklingen i almindelighed og bekræfter mennesker i et negativt syn på muslimsk indvandring i særdeleshed,« påpeger Jan Helin, og advarer mod, at journalistikken giver efter for det massive tryk, der er fra populistiske strømninger.

På Hyllie Station i Malmø, som er den første station i Sverige, tjekker politiet alle for pas eller anden legitimation efter landet indførte paskontrol. Det er en af en lang række stramninger, den såkaldte humanistiske stormagt har indført efter den store flygtningekrise i 2015. 
Læs også

Men så gik programleder på SVT’s Agenda og formand for den svenske Publicistklub, Anna Hedenmo, i rette med kollegaen. Helin har også et ansvar for svenskernes mistro til rapporteringen om indvandring, skrev Anna Hedenmo i et indlæg i Expressen:

»Selv på SVT og i en række andre medier har der været en overdreven angst for at illustrere de komplekse problemer, der undertiden følger af indvandring og modtagelse af flygtninge. Der er mange redaktører og individuelle journalister, der er ansvarlige for, at tilliden er så lav, når det kommer til at rapportere om indvandring.«

Hedenmo tilføjer, at hun deler Jan Helins bekymring for den kritiske retorik, der bruges mod medierne til politiske formål. Men hun understreger, at den eneste måde at imødegå det på, er ved at rapportere »modigt, nysgerrigt, ansvarligt og neutralt«.

Lederen af Instituttet for Medieforskning, Lars Truedson, er overrasket over, at mistroen er så udbredt. Men han peger på presset mod etablerede medier som en af forklaringerne.

»Jeg tror meget handler om, at når man er vældig engageret, så opfatter man det, at nogen udtrykker en mening, man ikke er enig i, som fejlagtigt. Og så findes der en tydelig politisk kampagne imod mainstreammedier i Sverige, en miniversion af det, man har set i USA, hvor præsidenten har erklæret medierne krig. I Sverige er det en politisk strømning, som er indvandrerkritisk, og som har et antal hjemmesider, f.eks. Avpixlat, tilknyttet mere eller mindre løst. Mistroen mod medierne og indvandringskritik er deres to hovedspor,« siger han.

– Har mainstreammedierne selv et ansvar for den udvikling?

»Det findes ikke tilstrækkelig god forskning, der viser noget om dette. De kvalitative undersøgelser, der findes, viser, at der faktisk er et ganske problemorienteret billede af migration i svenske medier.«

Serie

Sverige efter flygtningekrisen

Under flygtningekrisen i 2015 skortede det ikke på advarsler om det flygtningevenlige Sveriges snarlige sammenbrud. Siden har landet fået nogle af Europas strammeste udlændingelove. Men hvordan står det egentlig til økonomisk og politisk i landet her to år efter, at Sverige abdicerede som humanistisk stormagt. Det undersøger Information i en ny serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

odd bjertnes

'Sverige skulle blive ved med at være Sverige '... det er faktisk god satire. Løgnens univers er ikke specielt feministisk i sig selv , men at det opfattes som 'the right thing' ? Hvordan bliver man lederskribent på et førende dagblad med en sådan tilgan...... nå ja det er klart say no more man er 'proff..'

Claus Nielsen, Finn Thøgersen og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar
Christoffer Pedersen

Hvordan skulle de også kunne have tillid til et system der er gennemsyret af censur ? Kræve at etnisk oprindelse kun må nævnes når det er strengt påkrævet oser langt væk af, at noget ønskes sløret.

Claus Nielsen, Britt Kristensen, Henrik Andersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Flertal af svenskere tror ikke, medier rapporterer sandheden.

At de sidste to ord fjernes ændre ikke så meget vel?

Interessant artikel som Information her bringer til torvs. "Flertal af svenskere tror ikke, medier rapporterer sandheden om indvandrere". Og jeg ved selvfølgelig ikke, om der er en sandhed i dette, men det er jo ganske alm. at mange borgere ikke tror på medier eller visse politikere.

Nu har jeg søgt langt omkring for at læse, hvad det egentlig er, som Ann-Charlotte Marteus har skrevet i det svanske dagblad Expressen. Men jeg kan se på de fleste indlæg, at det er der ikke andre, der har gidet at gøre.

Men til sidst fandt jeg det, men det var dog ikke i Expressen, men i et ukendt net-medie, der hedder Kvartalet, der lægger side til indsendt bidrag. Og ligefrem ny-aktuelt er det heller ikke, da det blev indsendt online den 17. marts 2016.

Men undervejs fandt jeg en helt ny og langt mere aktuel svensk undersøgelse fra i sidste uge, der desuden ligger indenfor den statistiske sikkerhedsgrænse. Den viser, at 47% af voksne svenskere mener, at Sverige bør tage imod samme antal flygtninge eller endnu flere, samt at 46% mener, at Sverige tager imod for mange. Så det er næsten lige over.

Men hvad er det så egentlig, at Ann-Charlotte Marteus giver udtryk for? Jo, det er faktisk mere en kritik af, at Sverige har tillagt sig en mere restriktiv flygtningepolitik, "fordi man har behov for et "ånderum", efter at have taget imod 172.000 flygtninge året forinden".

Ann-Charlotte Marteus skriver, at hun var ansat i hjemmeplejen siden 1984, samtidig med hun gennemførte sine journalist-studier. Og hun mener, at hun personligt står for en human opfattelse, der omfatter alle mennesker.

Men derfor kan man jo nok tolke hendes udtalelser derhen; at "flertal af svenskere tror ikke, medier rapporterer sandheden om indvandrere". Men det er faktisk ikke det, der står.

Lars Højsted Nielsen, Ib Christensen, Hans Larsen, Lars Bo Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Lasse Granestrand påstår det her i ovennævnte artikel:

"»Efter at Sverigedemokraterna kom i Riksdagen i 2010, opstod der langsomt på visse redaktioner en hypotese om, at hvis man underspillede emnet, så ville SD ikke vokse. Min hypotese er, at det førte til, at SD voksede endnu mere."

Og min hypotese, er at dette er ganske forkert! Ser man f.eks. DF - og til dels Nye Borgerlige i DK lige nu p.t. her i 2017 - ja, så vil man se, at hver gang, fokus for artikler, radio og tv-udsendelser mm. og mv. har været udlændinge af alle slags, ligegyldigt om det har været litauere, rumænere, eller romaer eller muslimer, ja så er DF - og nu også Nye Borgerlige - bare vokset og vokset hele tiden! Det kan man se i menings-målingerne....og det så man også ved valget til det danske Folketing den 15.juni 2015...

René Arestrup

Man skal vist være både blind og døv for at have overset den dyne af politisk korrekthed, der har ligget hen over den offentlige debat i Sverige. Dynen har uden tvivl været motiveret af de bedste hensigter, men jeg er tilbøjelig til at give Lasse Granestrand ret i at den har virket kontraproduktivt.

Emil Eiberg-Jensen

En forudsætning for at demokratierne kan fungere med velorienterede parlamenter som beslutnings organ i oplyste folkestyrer, er at medierne rapporterer uafhængigt af partipolitik.

Mon ikke det især er fordi at den svenske befolkning via de sociale medier kan orientere hinanden om følgerne af de gamle partiers eksperimenter med massiv indvandring fra Afrika og Mellemøsten, at de traditionelle politisk styrede medier nu bliver nødt til at erkende voldsomheden og omfanget af de sociale problemer som indvandringen har medført.

De journalister og redaktører der ikke rapporterer om overbefolkning i Afrika, Mellemøsten, Asien og Sydamerika, forhindrer de Europæiske befolkninger, parlamenter og regeringer i at mobiliserer deres ressourcer, til at få de berørte lande til at erkende deres flygtningeskabende overbefolknings problemer.

Hvilket i sidste ende vil gøre europæiske journalister og redaktører ansvarlige for millioner af menneskers død og millioner af andre menneskers ufattelige lidelser.

Charlotte Svensgaard

Når mediers nyhedsformidling - eller politikkeres udsagn for den sags skyld - står i skærende kontrast til den oplevede virklighed, opstår der, mærkeligt nok, mistillid og lede for de bemeldte grupper.
Konsekvenserne af fornægtelserne og ignorering på mange problem område for den almindelige borger, af de ledende og nyhedsformidlerne i samfundet og EU, er blandt andet det som har medvirket til at aktivister nu manifisterer sig voldsomt i Hamburg.

Christoffer Pedersen

Hm undre mig over min ikke-anstødelige kommentar er fjernet. Gad vide om det er en teknisk fejl, eller om Information har fået en svensker til at være censor?