Flertal af svenskere tror ikke, medier rapporterer sandheden om indvandrere

I 2002 traf Ann-Charlotte Marteus, lederskribent på den svenske avis Ekspressen, en for journalister noget usædvanlig beslutning.

Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna var dukket op på den politiske scene, og Ann-Charlotte Marteus frygtede som mange andre, at Sverige skulle blive som Danmark, hvorfra islamofobiens kvælende dunster havde nået over sundet til den eneste undtagelse i udlændingepolitikken: den humanistiske stormagt Sverige.

Men det skulle blive løgn, tænkte Marteus. Sverige skulle blive ved med at være Sverige, og hun gik i gang med at skabe den særlige svenske ’åsiktskorridor’, en korridor hvor kun positive holdninger til indvandring blev sluppet ind.

Det betød, at hun begyndte at slå benhårdt ned på debattører, som på nogen måde kunne siges at normalisere Sverigedemokraternas beskrivelse af problemerne med indvandring.

Konkret sorterede hun debatindlæg, som satte spørgsmålstegn ved, om Sverige kunne klare så stor indvandring på så kort tid under samlehatten moralske forbrydelser: racisme, egoisme og ondskab i stedet for under arbejdsmarked, boligmarked eller velfærd.

Selvafsløringen af, hvordan en politisk diskussion om indvandring blev gjort til et moralsk spørgsmål om racisme, offentliggjorde Ann-Charlotte Marteus for to år siden i et indlæg med overskriften »Det är jag som är åsiktskorridoren«.

Selv havde lederskribenten skiftet holdning, og hun tog afstand fra sin rolle som meningssorterer, der havde været medvirkende til at skabe et usundt og tabuiseret debatklima.

Det havde ført til, at problemer, der kunne være løst, fik lov at fortsætte. Siden er hendes indlæg blevet et centralt og ofte citeret indlæg i de svenske mediers debat om dækningen af indvandrerspørgsmål.

Især opstramningen i den svenske udlændingelovgivning, som blev indført under flygtningekrisen i 2015, og selvransagelsen blandt de toneangivne amerikanske medier efter Donald Trumps sejr i USA, har ført til en heftig debat i Sverige om mistroen mod svenske medier.

For tilsyneladende havde mange journalister gjort præcis det samme som Ann-Charlotte Marteus. De havde ikke dækket indvandringsspørgsmål efter journalistiske relevanskriterier, men tilladt sig at være politisk farvede i deres rapportering.

Det mener bl.a. Lasse Granestrand, journalist på det svenske nyhedsmagasin Fokus og forfatter til bogen I Sveriges väntrum – om pressade politiker, flyktingar och ett land i förvandling.

Hadsider

»Der er en række eksempler på, at svenske medier var politisk farvede i deres dækning af indvandrerspørgsmål,« siger Lasse Granestrand og fortsætter:

»Efter at Sverigedemokraterna kom i Riksdagen i 2010, opstod der langsomt på visse redaktioner en hypotese om, at hvis man underspillede emnet, så ville SD ikke vokse. Min hypotese er, at det førte til, at SD voksede endnu mere.

Samtidig åbnede det for en række alternative medier, som slog sig op på at være de eneste, der sagde sandheden om konsekvenserne af indvandring. Den slags medier voksede ganske pludseligt i den periode,« siger Lasse Granestrand med henvisning til sider som Avpixlat og Fria Tider, som i Sverige ofte betegnes som hadsider.

Ifølge Lasse Granestrand er relevans afgørende:

»Indvandringsspørgsmål fik ikke den placering i samfundsdebatten, som de fortjente. Det skyldtes også, at svenske politikere afpolitiserede emnet for at holde SD uden for indflydelse. Man diskuterede et par milliarder til forsvaret, men 10 milliarder kroner til migration og selve den kraftige øgning af statsbudgettet, diskuterede man ikke. Men det er jo muligt at have en diskussion om dette på grundlag af saglige kriterier.«

Ann-Charlotte Marteus og kollegerne ville, som Granestrand formulerer det, »sikre sig, at de var på de godes side«.

Men skaden er tilsyneladende allerede sket.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget af det svenske Institutet for Mediestudier og netop udgivet i rapporten Misstron mot medier har et flertal af svenskerne ikke megen tiltro til de landsdækkende svenske medier, når det gælder dækningen af indvandringspørgsmål.

Det bemærkelsesværdige er, at indvandring tilmed er det eneste emne, som giver anledning til så megen mistro. Svenskerne har generelt stor tiltro til dækningen af andre samfundsproblemer f.eks. inden for sundhedssektoren, og der er altså ikke tale om en mistro til medier generelt, som det er tilfældet i USA.

54 pct. svarer i undersøgelsen, at de er helt eller delvist enige i, at svenske medier ikke rapporterer sandheden om samfundsfundsproblemer, der er knyttet til indvandring.

»Når det gælder journalistik om indvandring, er mistroen så udbredt, at den rent logisk må omfatte mange flere end Sverigedemokraterna,« hedder det i rapporten.

Kun 27 pct. er delvist eller helt uenige i, at svenske mainstreammedier rapporterer sandheden om indvandrerproblemer.

Så skulle man måske tro, at der var flere journalister, der bakkede op om Ann-Charlotte Marteus' nye erkendelse. I stedet er bl.a. programleder på SVT og tidligere chefredaktør på den socialdemokratiske Aftonbladet, Jan Helin, gået i rette med folk som Lasse Granestrand i kølvandet på den nye undersøgelse, der har skabt heftig debat i Sverige. 

Afviser bias

Helin afviser i et indlæg om den nye undersøgelse i Dagens Nyheter, at der skulle være tale om mørklægning fra svenske mediers sider.

Der er rapporteret rigeligt om de negative konsekvenser af indvandring, skriver han med henvisning til en undersøgelse fra 1995 frem til i dag, der viser, at der hvert år produceres 1.500-4.000 artikler om problemer relateret til og konsekvenser af indvandring i Sveriges seks største aviser.

»Vi kan i hvert fald konstatere, at den mest fremgangsrige politiske strømning lige nu kapitaliserer på præcis dette – den spiller på uroen for samfundsudviklingen i almindelighed og bekræfter mennesker i et negativt syn på muslimsk indvandring i særdeleshed,« påpeger Jan Helin, og advarer mod, at journalistikken giver efter for det massive tryk, der er fra populistiske strømninger.

Men så gik programleder på SVT’s Agenda og formand for den svenske Publicistklub, Anna Hedenmo, i rette med kollegaen. Helin har også et ansvar for svenskernes mistro til rapporteringen om indvandring, skrev Anna Hedenmo i et indlæg i Expressen:

»Selv på SVT og i en række andre medier har der været en overdreven angst for at illustrere de komplekse problemer, der undertiden følger af indvandring og modtagelse af flygtninge. Der er mange redaktører og individuelle journalister, der er ansvarlige for, at tilliden er så lav, når det kommer til at rapportere om indvandring.«

Hedenmo tilføjer, at hun deler Jan Helins bekymring for den kritiske retorik, der bruges mod medierne til politiske formål. Men hun understreger, at den eneste måde at imødegå det på, er ved at rapportere »modigt, nysgerrigt, ansvarligt og neutralt«.

Lederen af Instituttet for Medieforskning, Lars Truedson, er overrasket over, at mistroen er så udbredt. Men han peger på presset mod etablerede medier som en af forklaringerne.

»Jeg tror meget handler om, at når man er vældig engageret, så opfatter man det, at nogen udtrykker en mening, man ikke er enig i, som fejlagtigt. Og så findes der en tydelig politisk kampagne imod mainstreammedier i Sverige, en miniversion af det, man har set i USA, hvor præsidenten har erklæret medierne krig. I Sverige er det en politisk strømning, som er indvandrerkritisk, og som har et antal hjemmesider, f.eks. Avpixlat, tilknyttet mere eller mindre løst. Mistroen mod medierne og indvandringskritik er deres to hovedspor,« siger han.

– Har mainstreammedierne selv et ansvar for den udvikling?

»Det findes ikke tilstrækkelig god forskning, der viser noget om dette. De kvalitative undersøgelser, der findes, viser, at der faktisk er et ganske problemorienteret billede af migration i svenske medier.«