Læsetid 7 min.

Før blev krige udkæmpet mellem stater. I dag er alle krige borgerkrige

Hvor krige førhen blev udkæmpet mellem stater, har langt de fleste væbnede konflikter siden Anden Verdenskrig reelt været borgerkrige. Problemet med borgerkrige er, at de er svære at afslutte – og let blusser op igen, siger den bogaktuelle britiske Harvard-historiker David Armitage. Han er foruroliget over, hvor mange der bruger borgerkrig som en metafor på den aktuelle politiske situation i USA
’Stater kvier sig ved at kalde væbnede konflikter, de er involveret i, for krige. Før 1945 blev krige erklæret og afsluttet med fredstraktater. Det sker ikke længere,’ siger den britiske historiker og Harvard-professor David Armitage til Information.

’Stater kvier sig ved at kalde væbnede konflikter, de er involveret i, for krige. Før 1945 blev krige erklæret og afsluttet med fredstraktater. Det sker ikke længere,’ siger den britiske historiker og Harvard-professor David Armitage til Information.

M. Scott Brauer
20. juli 2017

Romerne i Antikken var de første til at opdage, at der er noget særligt grufuldt ved borgerkrige.

De forstod, at borgerkrige ofte kan være mere morderiske og grusomme end væbnede konflikter mellem nationer, måske fordi de udkæmpes mellem individer, der bor i samme bysamfund, tilhører samme stamme eller slægt – endog familie. Det er derfor, borgerkrig er så ødelæggende for fællesskaber, siger den britiske Harvard-historiker David Armitage.

»Romerne kendte alt til denne problematik. De opdagede, at psykiske mén giver sig udslag i, at borgerkrige blusser op igen. I det 19. og 20. århundrede genopblussede f.eks. halvdelen af alle borgerkrige. Trods 2.000 års historisk erfaring virker det stadig overraskende på hver generation.« 

»I antikkens Rom beskrev man fænomenet med en metafor. Borgerkrige var som vulkaner, der en gang imellem er i udbrud og derefter synes at falde til ro, for så pludselig at eksplodere igen,« tilføjer Armitage.

Tror han så også på, at den amerikanske borgerkrig kan blusse op igen, nu hvor amerikansk politik er så polariseret og retorikken så ophedet og ekstrem? 

»Det er foruroligende, at flere og flere amerikanere bruger borgerkrig som en metafor til at beskrive den fastlåste politiske diskussion om ideologi og værdier,« siger David Armitage. Det skal vi vende tilbage til. 

I sin nye bog, Civil Wars – A History in Ideas, noterer David Armitage, at borgerkrige kommer i bølger, hvilket lader formode, at specifikke omstændigheder bringer dem på banen.

Temmeligt bemærkelsesværdigt var perioden fra Den Westfalske Fred efter 30 års religiøs krig i Europa i 1648 og frem til afslutningen af Anden Verdenskrig domineret af væbnede konflikter mellem stater. Borgerkrige forekom ikke nær så hyppigt.

Men siden 1945 er situationen vendt fuldstændigt om. Antallet af mellemstatslige krige er faldet til nul. Undtagelsen er konflikten mellem Indien og Pakistan om Kashmirs tilhørsforhold. Sidste år mistede 30 soldater livet i træfninger på de to landes fælles grænse. Der er med andre ord ikke megen krig i krigen mellem de to sydasiatiske arvefjender.

Charles Maier, 78, er uddannet på Harvard University, hvor han har undervist i europæisk historie siden 1981. Som historiker tøver Maier med at drage klare konklusioner på baggrund af pludselige begivenheder som Brexit og Donald Trumps valgsejr i 2016.
Læs også

Til gengæld er antallet af borgerkrige i efterkrigstiden vokset voldsomt. I dag udkæmpes 40 borgerkrige kloden rundt. De bedst kendte er i Syrien, Afghanistan, Irak, Ukraine, Libyen, Den Demokratiske Republik Congo og Yemen. Listen er meget længere.

Enzenberger og De Gaulle

David Armitages kontor ligger i en af Harvards mere statelige bygninger midt på campus. Der er meget højt til loftet, hvilket bekvemt nok giver mere plads til hans ekstraordinært mange bøger.

Trods sine mange år i USA taler professoren med en distingveret britisk accent og så flydende og grammatisk korrekt, at man skulle tro, han skriver sine bøger uden at redigere dem.

Emnet borgerkrig har været berørt af mange historikere og teoretikere gennem tiden. Men som Armitage citerer Hans Magnus Enzenberger for at have sagt i 1993: »Der findes ingen brugbar teori om borgerkrige.« Giorgio Agamben har også spekuleret over, hvorfor der mon findes teorier om krig og fred, men ikke om borgerkrige.

Statsmænd har reflekteret over, hvorfor borgerkrige kan være specielt grusomme, og hvorfor de er så svære at afslutte.

Charles De Gaulle skal under et besøg i Spanien, hvis borgerkrig fra 1936 til 1939 krævede lige så mange ofre som Syriens (500.000), have erklæret:

»Alle krige er grusomme, men borgerkrige, hvor brødre kæmper mod hinanden i skyttegrave, er utilgivelige, fordi freden ikke kommer, efter at fjenderne har nedlagt deres våben.«

Armitages bog er undfanget under ganske særlige omstændigheder.

Midt i den allerværste periode af USA’s militære besættelse af Irak i 2006-07 var professoren på akademisk orlov fra Harvard University. Et stipendiat gav adgang til det privatejede Huntington Library i San Marino (Los Angeles), der er kendt for sin samling af sjældne bøger og skrifter fra amerikansk og britisk historie og litteratur.

Ved et tilfælde kom juristen Francis Liebers private papirer Armitage i hænde. Han begyndte at læse. Under den amerikanske borgerkrig havde tyskfødte Lieber som professor på Columbia College i New York udarbejdet et kodeks for militære styrkers adfærd i væbnede konflikter.

Kodekset beskæftigede sig bl.a. med fjendtlige kombattanters status og behandlingen af krigsfanger samt med regler for etableringen af en krigsret. Amerikanske politikere, heriblandt præsident Abraham Lincoln, var påvirket af Liebers ideer.

Faktisk er Lieber-kodekset det første forsøg i historien på at overføre love for mellemstatslige konflikter til en borgerkrig, nemlig den amerikanske.

»Så her sad jeg med det ene øje på Liebers dokumenter og med det andet på tv-skærmen. Situationen i Irak var rædselsvækkende. En borgerkrig mellem sunnier og shiiter var brudt ud. Omtrent 3.000 mennesker blev snigmyrdet hver måned,« erindrer Armitage.

»Lieber havde netop reflekteret over, hvad der karakteriserer en borgerkrig midt under den amerikanske borgerkrig. Den samme diskussion udspandt sig nu om den væbnede konflikt i Irak.«

Afkolonisering skaber tomrum

Hvordan forklarer han så det dramatiske skift til langt flere borgerkrige i efterkrigstiden?

En årsag ligger lige for, forklarer David Armitage. Skiftet sker i en specifik historisk situation, hvor lande i den tredje verden starter væbnede oprør mod kolonimagterne. Efter moderkoloniens tilbagetrækning opstår der et magttomrum.

Det udløser en kamp om kontrol med det frigjorte territorium mellem forskellige befolkningsgrupper, nogle gange fordi landegrænser, der i sin tid er blevet trukket arbitrært af kolonimagten, ikke respekterer grænser mellem etniske og religiøse befolkningsgrupper.

En anden årsag til skiftet fra mellemstatslige krige til borgerkrige er lidt af et paradoks.

»Stater kvier sig ved at kalde væbnede konflikter, de er involveret i, for krige. Før 1945 blev krige erklæret og afsluttet med fredstraktater. Det sker ikke længere,« fortæller Armitage.

Forklaringen er, at en stats krigserklæring kan være ensbetydende med at blive udpeget som aggressor og være underlagt ubekvemme forpligtelser i henhold til krigskonventionerne.

»Genéve-protokollerne er blevet strammet betydeligt i efterkrigstiden. Det pålægger staten begrænsninger i krigsførelsen,« påpeger Harvard-professoren.

USA’s krigserklæring mod Taleban, al-Qaeda eller Islamisk Stat ville f.eks. automatisk medføre en anerkendelse af, at deres kombattanter er legitime, og at de derfor skal behandles på linje med krigsfanger i mellemstatslige væbnede konflikter. Samme argument ligger utvivlsomt til grund for Irans, Ruslands og USA’s modvilje over for at kalde deres interventioner i Syrien for krig.

Et andet paradoksalt kendetegn ved borgerkrige i det 21. århundrede er, at oprørsstyrker nu gør krav på at være beskyttet af krigens love.

»Det betyder, at disse oprørere anstrenger sig for at leve op til Genéve-konventionernes regler for krigsførelse. Deres endemål er at opnå international anerkendelse af deres kamps legitimitet,« siger Armitage.

Litografiet af Henry Alexander Ogden er fra 1900 og skildrer Stonewall Jackson og slaget ’First Bull Run’ under den amerikanske borgerkrig i 1861.

AP

Dayton-aftalen og Colombia

Borgerkrige er faktisk blevet et så dominerende træk i væbnede konflikter, at hele det apparat, der er udviklet siden Den Westfalske Fred i 1648 til konfliktløsning stater imellem – altså mægling, indgåelse af en fredstraktat og international overvågning af implementeringen – næsten eksklusivt anvendes til at bilægge borgerkrige.

»Det er virkeligt et historisk paradoks,« siger Harvard-professoren.

Eksemplerne er legio. Tænk på Dayton-aftalen efter Balkankrigene i 1990’erne, Good Friday-aftalen i Nordirland fra 1998, fredsaftalen i Sri Lanka i 2002 (der brød sammen i 2005) og senest fredstraktaten indgået i Colombia.

»Jo mere, man tænker over det, desto tydeligere bliver det, at alle de redskaber, vi har udviklet til at løse mellemstatslige konflikter, kan være lige så anvendelige til at forebygge og afslutte borgerkrige. Og meget tyder på, at de kan bruges. Måske er vi på vej ind i en periode med færre borgerkrige eller i det mindste kortere borgerkrige,« spår David Armitage forsigtigt.

Men bilæggelse af borgerkrige er paradoksalt nok også blevet kompliceret af andre staters intervention. Et oplagt eksempel er Syrien, der begyndte som en borgerkrig, men er endt som en regional konflikt, hvor USA, flere NATO-lande og sunniarabiske stater støtter en side, mens Rusland, Iran og Hezbollah støtter den anden side.

Borgerkrigen i Yemen involverer Saudi-Arabien på en side og Iran på den anden. I Afghanistan er der tegn på, at Rusland er begyndt at støtte Taleban mod den afghanske regering og dens amerikanske støtter. Islamisk Stat har åbnet en tredje front i landet og rekrutterer udenlandske krigere.

Siden 1945 er borgerkrige således i stigende grad blevet »internationaliserede«. Hvor de før i tiden kunne finde deres afslutning, når en af de stridende parter eller begge var udmattede, bliver de i dag holdt i live af intervenerende magter, hvis interesser ikke nødvendigvis stemmer overens med de nationale initiativtagere til den væbnede konflikt – altså regeringsmagten og oprørerne.

Borgerkrige som vulkaner

I alle tilfælde, siger David Armitage, har det siden romerne været kendt, hvor ekstremt svært det er at finde en varig løsning på borgerkrige. 

Hvilket bringer os tilbage til USA og det uundgåelige spørgsmål om, hvorvidt arrene fra den amerikanske borgerkrig 1861-64 stadig er så dybe, at den kan blusse op igen. I USA har kommentatorer bemærket, at respekten for politiske modstandere er så ringe, at man kunne kalde det en borgerkrig udkæmpet på den politiske arena.

Ikke overraskende kan man også spore nutidens dybe geografiske og kulturelle kløft mellem konservative sydstater og liberale nordstater tilbage til borgerkrigen om slaveriet i 1860’erne.

»Nogle mener, at disse kløfter er blevet dybere under præsident Donald Trump, og de frygter, at skridtet fra voldelig retorik til politisk vold blivere kortere og kortere,« siger Armitage.

For Harvard-historikeren er skrækscenariet et terrorangreb inden for USA’s grænser, der vil udløse en bølge af repressive indgreb fra Trump-regeringens side.

»Han vil kunne bruge terrorisme som et påskud til at tiltage sig autoritære beføjelser,« siger David Armitage og minder om, hvor mange håndvåben der findes i USA: omkring 300 millioner, næsten lige så mange som antallet af amerikanere.

»Den private sfære er blevet mere og mere militariseret. I sådan en sprængfarlig atmosfære skal der ikke meget til, førend en gnist udløser en eksplosion.«

David Armitage – ’Civil Wars, A History in Ideas’, Alfred A. Knopf, New York 2017, 349 sider.

Professor Armitage holder den afsluttende fællesforelæsning på det Nordiske Historikermøde i Aalborg 17. august

Amerikanske grænser

Valget af Donald Trump har afsløret store splittelser i den amerikanske befolkning, som man også kan se afspejlet i andre dele af verden.

Sammen med Brexit er det blevet tolket som en stigende modstand mod globalisering og en tilbagevenden til mere nationalistiske dagsordner, hvor der kan stilles spørgsmål til, hvem et lands egentlige borgere er. Men grænser, nationalitet og statsborgerskab har altid været flydende begreber.

Informations USA-korrespondent har interviewet tre forfattere om national identitet, Sydstaternes uløste racekonflikt, og borgerkrige, der let kan blusse op igen.

Seneste artikler

  • I Mississippi er århundreders racekonflikt stadig uløst

    25. juli 2017
    I 1969 flyttede en ung hvid journalist fra Mississippi Delta til nordstaterne i frustration over hvides racisme. Men det gik snart op for ham, at racismen dér var mindst lige så slem. Den nu 77-årige Curtis Wilkie fortæller, hvorfor han årtier senere flyttede tilbage til Syden – en region, hvor sydstatsdemokrater stadig regerer, dog gennem Det Republikanske Parti
  • ’Landegrænser og statsborgerskab er relativt nye begreber’

    14. juli 2017
    Først i renæssancens Europa og under Oplysningstiden blev stater formet inden for afgrænsede territorier. Herfra opstod national identitet og statsborgerskab i de følgende århundreder, skriver Harvard-historikeren Charles Maier i en ny bog. Men i forbindelse med globaliseringen er afgrænsningen af disse territorier begyndt at gå i opløsning
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ib Christensen
    Ib Christensen
  • Brugerbillede for Michael Hullevad
    Michael Hullevad
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Kristian Laursen
    Kristian Laursen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Ib Christensen, Michael Hullevad, Eva Schwanenflügel, Kristian Laursen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jacob Fenger
Jacob Fenger

"Et oplagt eksempel er Syrien, der begyndte som en borgerkrig, men er endt som en regional konflikt, hvor USA, flere NATO-lande ...." Hvis man ser nærmere efter så er borgerkrigen en opblussen af en international og regional konflikt. USA var sammen Nato inde og hjælpe et forår med F16- jagere andre steder. Våben (inklusiv giftgas) og jihadister, der var tilovers blev udskibet fra Benghazi via Tyrkiet til Syrien. Der har været folkelig protest - ja, men det er ikke nok til egentlig borgerkrig - det kræver militærtræning og våben udefra. Folket kan ikke bare opruste og mobilisere i fred og ro.

USA er et globalt imperium med regionale partnere - Nato. Saudi Arabien, Israel etc. Religiøse o.a. oppositionelle grupper er blevet dyrket og plejet i generationer - i god gammel praksis overtaget fra briterne. I efterkrigstiden er USA inde i stort set alle konflikter, det i opbygningsfasen lang tid før åben kamp En, to, mange: Iran Mossadegh 1953, Guatamala Jacobo Árbenz 1954...

Trump har haft meget mindre lod i at skabe "borgerkrig" i ME end sine modparter inden for the establishment, og mht. borgerkrig hjemme er hans støtter om nogen dem der vil beholde deres våben evt. mod de stadig mere militariserede forskellige federale korps - DHS.

Brugerbillede for Ib Christensen
Ib Christensen

Hvad bør verdenssamfundet egentlig gøre hvis et land med atom våben ender i borgerkrig?

Jeg forventer faktisk 3. verdenskrig vil blive en global borgerkrig. Burhøns hakker også hinanden til døde hvis man propper for mange i samme bur. Men vil da håbe, at jeg ikke er en burhøne.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Man kan ikke opgøre det på den måde...Der er noget der hedder nationer, hvilket er grupper af mennesker med fælles kultur og særpræg og så er der stater, der er defineret ved grænser uanset kultur eller andre særpræg.
- I alle de eksempler der nævnes der handler det om "nationale" forskelle enten af etnisk, religiøs eller kulturrel art.
Der er ikke borgerkrig I Syrien; fordi Syrien er ikke en nation det er en kunstig stat skabt af de engelske og franske kolonialister og det samme gælder for: Irak, Libyen, Den Demokratiske Republik Congo og Yemen.
Afghanistan er også forskellige stammer og Ukraine er netop også en konflikt imellem folk der føler sig som russere og den der føler sig som Ukrainere altså tilhørende to forskellige nationer.
- Konflikter imellem stater er ikke mindre slemme bare tænk på den horrible krig imellem Iran og Irak..... men jeg går ud fra proffessoren får solgt nogen bøger på hans clic and bait "borgerkrige er værre end andre krige" oplæg.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Ordet stat er bedre at bruge end nation, endsige nationalstat.
Stat kommer af latin, 'status', 'stå' eller 'tilstand'. Det henviser til en faktisk tilstand, hvor elementerne : 1) regering, 2) territorium og 3) folk er til stede.

Det afgørende er, om folk inden for territoriet anerkender den magthavende regering, betaler skat fx. og adlyder loven. Endvidere, at omgivelserne gør det. Fx. anerkender ikke alle i verden, at Kosovo er en stat, og ikke alle, at Krim er en del af Rusland.

Inden for staten kan der sagtens bo folk af forskellig nationalitet, etnicitet og religiøsitet. I Frankrig bor der fx. foruden franskmænd også baskere, bretonere, vallonere, burgunder, tyskere, italienere. Og i Spanien bor der cataloniere, andalusiere, osv.

Danmark bestod på Chr. d. 4.´s tid af alt fra tysktalende Holsten til samisk talende Finnmark
.
Ordet stat blev første gang brugt som et grundbegreb i politisk filosofi af Niccolò Machiavelli, især i skriftet Fyrsten (1513). Det var dog først med den engelske filosof Thomas Hobbes' afhandling Leviathan (1651), at stat anvendtes om suverænen som en abstrakt juridisk person; på afhandlingens titelblad afbildet som en kæmpe sammensat af tusinder af små personer.

I løbet af 1700-t. dannedes det moderne statsbegreb, hvor staten opfattes som en institutionaliseret og centraliseret politisk organisation, hvis ledelse har et legitimt monopol på retten til med magt at fastsætte og opretholde retsordenen inden for et territorium (territorialhøjheden) over for indbyggerne (personalhøjheden). I statsbegrebet indgår således tre elementer: regering, territorium og folk.

Jens Thaarup Nyberg og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Michael Kongstad Nielsen
På Chr. d. 4.´s tid var vi i den grad en stat, der betod af flere nationer... Grønland er ikke en selvstændig stat men Grønland er en nation af grønlændere.