Læsetid 8 min.

Hjemvendte jihadister kan kvæle den sidste rest af Det Arabiske Forår

Byen Sidi Bouzid i Tunesien var arnested for Det Arabiske Forår, da en frustreret frugthandler satte ild til sig selv i 2011. Men den samme frustration har i kombination med tunesernes nyvundne frihed gjort Sidi Bouzid og Tunesien til et arnested for fremmedkrigere og terrorister. I takt med IS' fald er jihadisterne nu begyndt at vende hjem
Byen Sidi Bouzid blev kendt som ’ground zero’ for Det Arabiske Forår. Det var her, de første protester brød ud, efter at en ung frugthandler satte ild til sig selv foran en regeringsbygning. I dag er byen et af de primære arnesteder for de tusindvis af unge, tunesiske jihadister, der de senste år er draget i hellig krig i Syrien, Irak og Libyen.

Byen Sidi Bouzid blev kendt som ’ground zero’ for Det Arabiske Forår. Det var her, de første protester brød ud, efter at en ung frugthandler satte ild til sig selv foran en regeringsbygning. I dag er byen et af de primære arnesteder for de tusindvis af unge, tunesiske jihadister, der de senste år er draget i hellig krig i Syrien, Irak og Libyen.

SALAH HABIBI
Ritzau Foto
17. juli 2017
Delt 14 gange

TUNIS – Tunesien er i undtagelsestilstand. Langs Habib Bourguiba-boulevarden, hvor indenrigsministeriet og den franske ambassade holder til, står stålbarrikader, mænd i sorte uniformer med geværer og pansrede politivogne.

Det Arabiske Forår begyndte i Tunesien, og tuneserne nyder stadig en udpræget grad af frihed og menneskerettigheder set i forhold til andre lande i regionen.

Men Tunesien har også fostret langt flest jihadister til krigene i Syrien, Irak og Libyen, ligesom tunesiske ekstremister har spillet hovedroller i flere terrorhandlinger i Europa som lastbilangrebet i Nice og angrebet på et julemarked i Berlin sidste år.

Og i Tunesien stod hjemvendte jihadkrigere bag to ud af tre voldsomme terrorangreb mod turister og soldater i 2015.

Antallet af hjemvendte islamister stiger, og regeringen har svaret igen på truslen med øgede beføjelser til sikkerhedsapparatet, undtagelsestilstand og nye terrorlove, der vækker bekymring blandt eksperter. De mener, at Tunesien har lidt et »autoritært tilbageslag«.

Den holdning deler den 22-årige studerende Nabil, som Information møder på et hotelværelse nær den forskansede boulevard.

Nabil knapper sin sorte skjorte op og viser de brændemærker efter cigaretskodder, der spreder sig fra skulderen ned over brystet.

»Det her er  de seks års demokrati, som de taler om,« siger han. På armene strækker lange ar sig ned fra skuldrene.

Han er opvokset i byen Sidi Bouzid, hvor de første demonstrationer i Det Arabiske Forår brød ud i 2011, da frugthandleren Mohammed Bouazizi satte ild til sig selv i frustration foran en regeringsbygning.

Nabil kommer fra byen Sidi Bouzid, hvor det arabiske forår antændtes, da en frustreret frugthandler satte ild til sig i protest foran en regeringsbygning. I dag er byen berygtet som centrum for tunesisk jihadisme og storproducent af unge fremmedkrigere, der rejser i hellig krig i Syrien, Irak og Libyen.

Florian Elabdi
Sidi Bouzid blev kendt som »revolutionens vugge«, men i dag er byens rygte plettet af at være et af arnestederne for de tusindvis af tunesiske jihadister, der er rejst til Syrien. Nabil vil ikke vil have sit efternavn i avisen. Han frygter, hvad det kan kan betyde for ham og hans familie.

Nabil blev tortureret af sikkerhedstjenesten, fordi de var mistænksomme over for, hvad en ung mand fra Sidi Bouzid skulle i hovedstaden, fortæller han.

»De beskyldte mig for at være terrorist og en fjende af staten. De bandt mine arme og fødder, satte en kæp imellem og hang mig op mellem to stole. Derefter begyndte de at slå mig på arme og ben med kæppe. Det er en metode, de kalder den ristede kylling.«

Seks af hans bekendte fra Sidi Bouzid er rejst til Syrien for at slutte sig til jihadistiske oprørsgrupper, men han har aldrig selv haft forbindelser til ekstreme grupper, hævder han.

Det er svært at bekræfte individuelle beretninger som Nabils, men hans historie er langtfra enestående. Menneskerettighedsorganisationer har dokumenteret en markant stigning i sikkerhedsapparatets overgreb og tortur, siden undtagelsestilstanden trådte ind.

»Mens Tunesien har set fremgang i åbningen af det politiske og civile rum, og der er blevet introduceret en række lovgivningsmæssige reformer, er sikkerhedssektoren stort set forblevet uændret, og de seneste år har der været en stigning i vold begået med straffrihed,« udtaler Heba Morayef, centerleder for Nordafrika ved Amnesty International på organisationens hjemmeside.

800 hjemvendte jihadister

Det er ikke et nyt fænomen, at Tunesien fostrer jihadister. Siden de første fremmedkrigere rejste til Afghanistan i 1980'erne for at bekæmpe Sovjetunionen, har tunesiske islamister kæmpet mod russerne i Tjetjenien og mod amerikanerne i Irak. Men omfanget har aldrig været så stort som nu.

I stedet for at søge tilbage i den islamistiske histories favntag bør børnene af Det Arabiske Forår kigge mod Tunesien, siger Eugene Rogan, leder af Mellemøstcentret på Oxford Universitet.
Læs også

Siden 2011 er op mod 7.000 primært unge mænd rejst til Syrien, Irak eller nabolandet Libyen for at tilslutte sig ekstremistiske grupperinger som terrorbevægelsen Islamisk Stat. Tunesien er uden sammenligning det land, som har bidraget med flest fremmedkrigere til konfliktzonerne.

I dag er 800 mænd vendt hjem til Tunesien, og det forventes ifølge det Tunesiske Institut for Strategiske Studier, at yderligere 1.200 vil søge tilbage til det nordafrikanske land over de kommende år.

Født af undertrykkelse

For at forstå, hvordan det er endt så galt i Tunesien, er man nødt til at spole tiden tilbage til perioden omkring Det Arabiske Forår.

Som en fortsættelse af sin forgænger Habib Bourguibas sekulariseringsprocesser og politiske repressionskampagner fængslede diktatoren Ben Alis regime op mod 2.400 islamister gennem 00'erne, forklarer Fakreddine Louati, fellow ved det Tunesiske Institut for Strategiske Studier.

»Under det tidligere styre blev det politiske og religiøse liv undertrykt. Mange unge mennesker begyndte at se satellitkanaler fra Saudi Arabien, der spredte ekstreme salafistiske ideer, som står i modsætning til den moderate tunesiske Maliki-Islam,« siger Fakreddine Louati.

Der skulle ikke gå længe efter diktaturets fald, før salafisterne fik lov at sprede deres budskaber i fuld offentlighed. Efter den vellykkede revolution i 2011 kom det moderate islamistiske Hizb an-Nahda (renæssancepartiet) til magten og besluttede at frigive de politiske fanger:

»Staten var svag efter revolutionen, og sikkerhedsapparatet var svækket, så salafisterne havde frit spil til at rekruttere folk til deres sag, da de blev frigivet fra fængslerne,« fortæller Fakhreddine Louati.

Sådan ser det tunesiske demokrati også ud, siger Nabil. Tunesien er ellers blevet fremhævet som en af det arabiske forårs få succeshistorier, hvor det lykkedes at etablere demokrati. Men landet har været i officiel undtagelsestilstand siden terrorangrebene i 2015, og regeringen beføjelser og metoder begynder at minde om den politistat, som tuneserne gjorde oprør mod i 2011.

Florian Elabdi

I fængslerne havde salafisterne mulighed for at organisere sig. Det al-Qaeda-relaterede Ansar al-Sharia blev hurtigt den største salafistiske organisation i Tunesien. De overtog prædikestolene i adskillige moskeer og holdt offentlige arrangementer med flere tusinde deltagere, fortæller den tunesiske journalist og forfatter Ahmed Nadhif.

»Deres tanker begyndte gradvist at finde rodfæste blandt unge mænd, især fordi Tunesien oplevede hårde økonomiske tider efter revolutionen med en stigende arbejdsløshed. Mange unge begyndte at se salafistiske grupperinger som oprigtige mennesker, der ville bygge en ny stat med retfærdig og økonomisk vækst,« forklarer Ahmed Nadhif.

I de første år efter revolutionen så de moderate islamister fra regeringspartiet Nahda igennem fingrene med salafisternes aktiviteter. Der er talrige eksempler på, at Nahda-ledere endda talte positivt om unge mænd, der drog til Syrien for at kæmpe mod Assad-regimet.

Da tunesiske journalister i 2012 kunne afsløre, at der var træningslejre i Tunesien for unge mænd, der ville rejse til Syrien, affejede den daværende indenrigsminister Ali Laarayedh oplysningerne med, at det blot var »unge mænd, der dyrker idræt i bjergene«.

»Den politiske kommunikation fra an-Nahda-partiet blev forstået som en velsignelse eller endda en opfordring til at tilslutte sig jihad i Syrien. Mange tilbagevendte krigere hævder i dag, at de blot udlevede den tunesiske stats vision,« forklarer Fakhreddine Louati.

Men i 2013 så Nahda-regeringen sig nødsaget til at tage konfrontationen med Ansar al-Sharia. Den salafistiske organisation blev anklaget for at stå bag likvideringen af to sekulære oppositionspolitikere.

To ansatte i det tunesiske sikkerhedsapparat fortæller, hvordan de op til Det Arabiske Forår overvågede Ben Ali-regimets politiske modstandere. Teknologien, der gjorde det muligt, kom fra Danmark
Læs også

Det førte til massive protester, og konflikten endte med, at premierministeren, Hamada Jebali, måtte træde af. Den nye premierminister Ali Laayaredh – manden bag idrætskommentaren – anklagede dernæst Ansar al-Sharia for »at være dybt involveret i vold og våbensmugling«, og organisationen blev forbudt samme år.

Krigen mellem den tunesiske stat og ekstremisterne brød først for alvor ud i 2015, da landet blev rystet af tre terrorangreb, der kostede 59 turister og 12 soldater livet.

Angrebene lagde ikke alene landets turistindustri i ruiner, men truede med at destabilisere det spæde demokrati, tuneserne havde kæmpet for siden diktaturets fald.

Den nye koalitionsregering ledet af Nahda-partiet og støttet af det sekulære Nidaa-parti indførte derefter en række nye terrorlove og erklærede en undtagelsestilstand, der ifølge kritikere har fået samfundet til at minde om den politistat, som en utilfreds befolkning væltede i 2011.

I dag er en femtedel af statsbudgettet afsat til sikkerhed, og i juni forlængede den nuværende premierminister Youssef Chahid undtagelsestilstanden med yderligere fire måneder.

En bredspektret løsning

Strategien har vist sig effektiv for så vidt, at Tunesien ikke er blevet ramt af omfattende terrorangreb siden 2015.

Men i sidste måned blev landet mindet om den lurende trussel fra jihadistiske grupperinger, da en fårehyrde nær Sidi Bouzid blev halshugget af en IS-allieret gruppe for angiveligt at have samarbejdet med sikkerhedstjenesten.

Det hårde sikkerhedsregime er en kortsigtet løsning, der ikke formår at adressere roden til de problemer, der driver ekstremismen i landet, advarer internationale organisationer og eksperter:

»Selv om sikkerhedsapparatet har gjort store fremskridt med at forhindre terrorangreb, er man nødt til at fokusere mere på præventionen af voldelig ekstremisme,« siger senioranalytiker ved Crisis Group, Michael Bechir Ayari.

I 2015 kostede tre terrorangreb 71 mennesker livet i Tunesien og smadrede landets turistindustri. Siden da har regeringen slået hårdt ned på islamistisk terrorisme. Også for hårdt, mener menneskerettighedsorganisationer. Her viser 22-årige Nabil sine ar efter at være blevet afhørt og tortureret som formodet terrorist af den tunesiske sikkerhedstjeneste. Selv hævder han, at han aldrig har haft forbindelse til ekstreme grupper.

Florian Elabdi

»Jihadisterne ser Tunesien som et rekrutteringsland; de har selvtillid og venter på at udnytte ethvert problem i samfundet, der gør unge mænd til lette ofre for deres ekstreme ideologi,« siger han.

De tunesiske myndigheder afslørede i foråret, at man er i færd med at bygge et nyt fængsel til hjemvendte jihadister. Men analytikere advarer om, at en sådan fængslingsstrategi blot risikerer at gentage det tidligere regimes synder og skabe grobund for et endnu større problem i fremtiden, når jihadisterne en dag bliver løsladt.

I stedet opfordrer eksperter Tunesien til mere langsigtet at bekæmpe tilslutningen til jihadisternes ekstreme ideologi.

»Selv om myndighederne er ved at få styr på situationen, og vi har set en positiv udvikling siden 2015, kan én hændelse spolere det hele. Den rigtige kamp er den religiøse og kulturelle kamp, fordi terrorismen er en kultur og en religiøs tankegang. Indtil videre mangler vi programmer, der kan bekæmpe den salafi-jihadistiske ideologi som tanke,« siger den tunesiske forfatter og journalist Ahmed Nadhif.

Tunesien er ikke blot i kamp mod ekstremisme, men også i en kamp mod tiden. Den amerikanske Trump-administration har netop offentliggjort, at man vil skære 67 procent af støtten til det nordafrikanske land – et skridt som kommentatorer kalder »vildledt og farligt« på grund af Tunesiens fortsatte frontrolle i kampen mod terrorbevægelser som IS.

For mange tunesere som Mohammed Ben Rajab, der leder en organisation, som repræsenterer 250 familier, hvis børn har tilsluttet sig ekstreme bevægelser, kan den hårdhændede håndtering af hjemvendte fremmedkrigere ende med at afgøre landets fremtid:

»Vi har set forskellige succesfulde programmer for bekæmpelse af ekstremisme eksempelvis i Marokko, hvor man har etableret en uddannelse for imamer. I Tunesien har vi ingen former for programmer, der kan bekæmpe ekstremisme. Hvis der ikke implementeres en ordentlig handlingsplan, frygter jeg, at Tunesien ender som Irak, når fremmedkrigerne en dag løslades fra fængslerne.«

Tortureret af sikkerhedstjenesten

22-årige Nabil blev afhørt og torteret af den tunesiske sikkerhedstjeneste. Nabils overkrop er dækket af ar, efter han blev anholdt og torteret af den tunesiske sikkerhedstjeneste.

Ifølge Nabil selv var hans eneste forbrydelse at være en ung mand fra byen Sidi Bouzid i hovedstaden Tunis. Sidi Bouzid betragtes i dag som et centrum for jihadisme i Tunsien.

Menneskerettighedsorganisationer beretter om en stor stigning i sikkerhedstjenestens og politiets brug af vold og tortur.

Tunesien har været i officiel undtagelsestilstand, siden landet blev ramt af tre terrorangreb i sommeren 2015. I kølvandet på angrebene vedtog regeringen nye terrorlove, der giver meget vidtrækkende beføjelser til at bekæmpe terrorisme.

Menneskerettighedsorganisationer anklager nu den tunesiske regering for at tage så hårde midler i brug i kampen mod terror, at det vækker mindelser om det politistatsstyre, tuneserne væltede i 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu