Læsetid 6 min.

IS-krigernes børn risikerer hævnangreb i Mosul

Mange af dem, der har mistet deres forældre under kampen om Mosul, er traumatiserede af krigen, men bliver nu ofre for gengældelse
Børn af IS-krigere har det svært efter organisationens tab af Mosul. Mange ønsker hævn over Islamisk Stat, og det rammer også børnene. 

Børn af IS-krigere har det svært efter organisationens tab af Mosul. Mange ønsker hævn over Islamisk Stat, og det rammer også børnene. 

Tommy Trenchard

29. juli 2017

MOSUL – I de sidste syv måneder har militærlægen Abu Hassan behandlet sårede og desperate mennesker i den irakiske by Mosul, når de ankommer fra krigens heksekedel. Soldater, kvinder og børn har ofte skælvet af frygt foran ham, få timer efter deres flugt fra de voldelige sammenstød, mens de irakiske styrker har kæmpet for at fravriste Islamisk Stat (IS) kontrollen over byen. Men ikke den niårige Mohammed.

»Han var ikke en normal dreng, han virkede ikke bange,« siger Hassan, kort efter at han har behandlet Mohammed, som var blandt de sidste, der flygtede fra det vestlige Mosul tidligere i måneden. »Jeg snakkede lidt med ham og stillede ham helt normale spørgsmål, f.eks.: ’Hvad vil du være, når du bliver voksen?’ Han svarede: ’Jeg vil være snigskytte’.«

»Jeg blev chokeret,« siger Hassan: »Det er ikke en normal ting for et barn at sige, så jeg spurgte ham: ’Hvad lavede din far?’ Han sagde, han var en snigskyttefyrste, ’snigskytternes emir’. Senere fik jeg en masse oplysninger fra folk fra Mosul, der sagde, at hans far havde været en vigtig mand. Specialstyrkerne havde fundet drengen i en kælder med flere døde IS-krigere. Soldaterne bragte drengen hen til mig.«

Djævlens yngel

Siden generobringen af Iraks næststørste by tidligere på måneden er de lidelser, som terrororganisationen har udsat byens beboere for – især de yngste, begyndt at komme for en dag.

Hundredvis eller måske flere tusinde børn er blevet forældreløse under krigen. Og nogle bærer på en anden byrde – en ideologi – som har taget deres uskyld. For mange i deres egne lokalsamfund er de nu djævelens yngel og statsløse udskud, som ikke er værdige til at modtage grundlæggende pleje. Nødhjælpsorganisationerne og det statslige velfærdssystem vil ikke kendes ved dem.

IS’ børn er gemt væk i lejre i det nordlige Irak, i private hjem i de befriede områder øst for Mosul, og mod nord i Kurdistan, hvor familiemedlemmer, nødhjælpsarbejdere samt nogle få dårligt forberedte og underfinansierede repræsentanter for staten tilbyder den hjælp, som kan skaffes.

Et provisorisk program bliver ledet af Sukaina Mohamed Younes fra Kontoret for Kvinder og Børn i Nineveh-provinsen. Sukaina Younes tog imod Mohammed fra det irakiske militærs læge og fik ham genforenet med en onkel i Erbil, langt fra den hævngerrige lokalbefolkning i Mosul. Hun fortæller, at de sociale problemer for familier i tidligere IS-områder er af overvældende omfang:

»Vi har taget imod titusinder af børn fra Mosul, der har mistet deres mor og far,« siger hun: »Måske 75 procent af dem kommer fra IS-familier. Vi kender ikke det præcise tal, fordi nogle børn ikke har ID, så vi ved ikke, hvem de er. Jeg kan fortælle dig, at der er 600 forældreløse IS-børn i flygtningelejren Hammam Al-Alil. Indtil videre er der intet program for håndteringen af disse børn. Jeg har stillet regeringen et forslag. Før tænkte vi på, om man kunne placere alle de forældreløse IS-børn i en lejr med højt sikkerhedsniveau. Men jeg ved ikke, hvad der så skete. Problemet er, at folk ikke accepterer IS-familier længere.«

’De rædsler, som befolkningen i Mosul har været vidne til samt alle parters ringeagt for menneskeliv, må ikke gå ustraffet hen,’ lyder det fra Amnesty International, som mener, at der bør etableres en uafhængig kommission, der kan undersøge drab på civile begået af alle parter i konflikten. På billedet ses civile i Mosul, der flygter under et luftangreb.
Læs også

Dertil kommer, at der i Irak nærmest ikke findes psykologisk eller psykiatrisk behandling, men hersker en generel uvilje mod terapeutiske programmer, der kunne tilbyde behandling for krigens mange forskellige traumer:

»Vi har et problem med IS-børnene, som er hævn. Tror du, at normale mennesker, hvis liv blev påvirket af IS, bare vil glemme det hele? Det bliver et meget større problem, end IS selv var – meget vanskeligere end den militære operation. Da det østlige Mosul blev befriet, mødte jeg en kvinde, der havde mistet hele sin familie på grund af IS. Hun sagde: ’Jeg glemmer ikke min nabo. Han tog min søn til moskeen, og efter et par dage begyndte min søn at fortælle mig, at jeg var vantro, og at hans far var en vantro’.«

God skytte

I Erbil fortæller Mohammed – hvis navn Guardian har ændret for at beskytte hans identitet – at den dag, han blev reddet, sad han i en kælder sammen med syv mænd, der alle var medlemmer af IS.

Han taler roligt og nøgternt om livet i det vestlige Mosul, som er et af de farligste bykvarterer i verden, og som var en af IS’ sidste bastioner, indtil det blev indtaget tidligere på måneden. De, der nu passer på Mohammed, mener, at begge hans forældre blev dræbt under de sidste dages kampe, og at de begge var ideologer, der har været med til at indoktrinere ham.

Mohammed beskriver ekstrem vold og kampe i en af IS’ børneenheder, Fetiyen al Jinneh, men han taler også om, at hans far tog ham på legepladsen og købte en cykel til ham, og at han sloges med de andre drenge i skolen:

»Mine søstre og jeg sloges hele tiden. Jeg ville ikke blive sammen med kvinderne og pigerne. Derfor besluttede jeg at tage med min far. Men jeg ved ikke, hvor min far er nu. Han sluttede sig til IS og giftede sig med en russisk kvinde. Hun hed Medina.«

Mohammed sagde, at han blev hvervet som snigskytte, fordi han er god til at skyde:

»IS gav mig fem patroner. Jeg skulle ramme fire mål og missede kun det sidste. Jeg skød med et gevær, en AK 47. Jeg skød rigtig godt. Som barn skød jeg også godt, men med pistol, ikke gevær. Selv hvis min far ikke bad mig om at skyde, skød jeg. Den, der kunne ramme stenen, vandt. Jeg var den bedste af alle børnene. Jeg var glad, da jeg blev en del af Fetiyen al Jinneh. Jeg savner det, selv om jeg ikke ved hvorfor.«

Ingen forsoning

Efter at Mohammed har talt med The Guardian, har hans onkel holdt ham på afstand af andre indbyggere fra Mosul og navnlig dem, der måske har boet i hans kvarter. I krigens kaotiske efterspil og i den letantændelige atmosfære omkring dem, som indgik i IS-miljøet, er der ikke meget håb om støtte fra staten eller forsoning.

Belkis Wille, som er seniorforsker for Human Rights Watch i Irak, siger, at børn fra IS »i retsvæsnet bliver behandlet som voksne«:

»Den eneste forskel er, at et barn ikke kan idømmes dødsstraf i Irak,« siger hun, »hvis man er blevet rekrutteret af IS som barn, bliver man alligevel ikke betragtet et offer. Det forstår de ikke. Og der er ingen rehabiliterings- eller afradikaliseringsprogrammer. Og hvorfor har de ikke det? De siger, at det ikke er besværet værd: De bliver enten spærret inde på livstid eller får dødsstraf, så hvorfor skulle man rehabilitere dem? Det er det samme med børnene. Hvorfor skulle man gøre sig det besvær?«

Irakere fejrer sejren over Islamisk Stat i Mosul søndag.
Læs også

I lejrene i det nordlige Irak gør mødre, der har født de dræbte og ofte udenlandske IS-krigeres børn, deres bedste for at skjule deres historier. For at undgå fordomme eller det, der er endnu værre, siger de ofte, at deres børn er niecer eller nevøer. Hvis deres baggrund bliver kendt, er det bedste, de kan håbe på i det nuværende klima, at blive sendt i eksil for anden gang.

Selv om forsoningen lige nu er uden for rækkevidde, mener programlederen Sukaina Mohamed Younes, at nogle af de unge fra Mosul stadig kan rehabiliteres. At fralægge sig en trosretning, som de er blevet indprentet gennem dogmer og traumer, er et nødvendigt første skridt, som kunne tages med samfundets hjælp, siger hun:

»Jeg tror, at når de er mellem otte og 12 år, er det let at hjælpe dem med at vende tilbage til et normalt liv. Teenagere er derimod svære, fordi de har en stærkere ideologi. Det er ikke kun den irakiske regering, der skal finde en måde at håndtere dette på. Det internationale samfund bør også hjælpe os med at finde en løsning for disse mennesker. Uden international hjælp bliver det svært, for der er brug for specialister til disse børn.«

© The Guardian og Information. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer