Læsetid: 3 min.

Italienske politikere konkurrerer om, hvem der kan kritisere EU hårdest

Den italienske regering vil have hjælp fra øvrige EU-lande til at håndtere tilstrømningen af migranter og flygtninge, men har placeret sig i en meget ugunstig forhandlingssituation. Det kan skabe et højreskred ved det kommende valg
’Jeg ville ønske, at vi frigjorde os fra en form for skyldfølelse. Vi har ikke nogen moralsk forpligtelse til at modtage alle dem, der har det værst i Italien. Det ville være en etisk, politisk, social og i sidste ende også økonomisk katastrofe,’ skrev PD’s formand, Matteo Renzi, forleden på Facebook og tilføjede, at migranter skal hjælpes ’hjemme hos dem selv’.

’Jeg ville ønske, at vi frigjorde os fra en form for skyldfølelse. Vi har ikke nogen moralsk forpligtelse til at modtage alle dem, der har det værst i Italien. Det ville være en etisk, politisk, social og i sidste ende også økonomisk katastrofe,’ skrev PD’s formand, Matteo Renzi, forleden på Facebook og tilføjede, at migranter skal hjælpes ’hjemme hos dem selv’.

Ritzau Foto

12. juli 2017

Højrepopulismens fremmarch i Europa blev bremset ved valgene i Holland og Frankrig, som har givet det politiske establishment i Bruxelles lidt vind i sejlene.

Men hvad med Italien? Inden sommeren 2018 skal der afholdes valg i EU’s tredjestørste land, hvor den politiske balance lige nu tipper kraftigt mod højre.

Ved kommunalvalg i en række byer i sidste måned opnåede Silvio Berlusconis Forza Italia flere bemærkelsesværdige resultater og erobrede borgmesterposten i den traditionelt røde havneby Genova.

Protestpartiet MoVimento 5 Stelle (M5S) gør alt for at opfange og antænde den stigende modstand mod indvandring og EU i den italienske befolkning, så Lega Nord på den yderste højrefløj nu vakler mellem at alliere sig med dem eller med Berlusconi. Samtidig er venstrefløjen splittet og svag.

Fortsætter tilstrømningen af migranter og flygtninge til Italien med uformindsket styrke, hvad alt tyder på, vil højredrejningen formentlig også fortsætte, hvis den nuværende regering under ledelse af Paolo Gentiloni fra centrumvenstrepartiet PD ikke får gennemtvunget en ny fordelingsordning i EU.

Regeringen forsøger i første omgang at få ændret reglerne for EU’s grænseagentur Frontex’ operation i den centrale del af Middelhavet, kaldet Operation Triton. Ifølge aftalen mellem de EU-lande, som bidrager til grænsebevogtningsoperationen, skal alle de migranter, der reddes på havet, sejles i land i Italien.

Chefen for EU’s grænseagentur Frontex sagde for nylig, at nødhjælpsorganisationers tilstedeværelse ved den libyske kyst får menneskesmuglere til at sende flygtninge og migranter afsted i dårligere både med færre forsyninger i forventning om, at organisationerne redder dem.
Læs også

Den italienske regering vil nu have de øvrige middelhavslande – Malta, Frankrig og Spanien – til at åbne deres havne for bådflygtninge. Og indenrigsminister Marco Minniti har truet med at forhindre de humanitære organisationer, som udfører redningsoperationer nær libysk territorialfarvand, i at anløbe italienske havne.

»Jeg ville ønske, at vi frigjorde os fra en form for skyldfølelse. Vi har ikke nogen moralsk forpligtelse til at modtage alle dem, der har det værst i Italien. Det ville være en etisk, politisk, social og i sidste ende også økonomisk katastrofe,« skrev PD’s formand, Matteo Renzi, forleden på Facebook og tilføjede, at migranter skal hjælpes »hjemme hos dem selv«.

Den ægte vare

Renzi valgte imidlertid hurtigt at slette opslaget, som er et citat fra hans nye bog, Avanti (Fremad), der udkommer i dag. Men Lega Nords formand, Matteo Salvini, adopterede straks teksten ordret med tilføjelsen:

»P.S. Vælg den ægte vare!«

Samtidig kritiseres Renzi af partifæller og allierede for at kopiere højrefløjens paroler. Han gik af som regeringsleder efter at have lidt nederlag ved en folkeafstemning om forfatningsændringer i december 2016, men satser på at kunne overtage Gentilonis post efter valget.

I bestræbelserne på at profilere sig beskylder Renzi EU for at lade Italien i stikken med ansvaret for hele den irregulære tilstrømning af migranter og flygtninge til Europa.

Men det er faktisk Renzis egen skyld, at alle bådflygtningene bliver sejlet til italienske havne, påpeger Emma Bonino, tidligere udenrigsminister og EU-kommissær.

Aftalen, der regulerer Operation Triton, blev nemlig indgået og forlænget i Renzis regeringstid og medfører, at Italien, som koordinerer operationerne fra kystvagtens kommandocentral i Rom, tager imod alle de reddede bådflygtninge.

Bonino hævder, at det egentlig er i strid med Dublin-forordningen, som medfører, at det første ankomstland i EU får ansvaret for modtagelse og sagsbehandling. For hvis et flådefartøj fra et andet EU-land tager bådflygtninge om bord, burde de egentlig være det pågældende lands ansvar og ikke Italiens, men Renzi valgte i sin tid at give sig på dette punkt for at kunne forhandle sig til et større råderum i det offentlige budgetter:

»Det er lidt svært at slippe af sted med sådan en kovending uden at argumentere ordentligt for den,« siger Peter Gomez, chefredaktør for ilfattoquotidiano.it, som vurderer, at »Renzi har et stort troværdighedsproblem«.

Svag forhandlingsposition

Flygtningediskussionen påvirker også lovgivningsarbejdet i parlamentet. En lov, som skulle give de mange tusinde indvandrere, der fødes i Italien, mulighed for at få italiensk statsborgerskab stod oprindelig højt på PD’s dagsorden, men den har fået højrefløjen på barrikaderne.

Det lille centrumhøjreparti Alleanza Popolare, som indgår i regeringen, har ingen interesse i at forsvare en lov, som nok ville gavne integrationen, men næppe begejstrer konservative vælgere. Derfor risikerer regeringen at falde, hvis Gentiloni insisterer på en tillidsafstemning om loven, hvad han næppe gør, så den ender nok parkeret på et sidespor valgperioden ud.

Sidste år reddede frivillige en tredjedel af de 180.000 bådflygtninge, som ankom til Italien. I år er der foreløbig kommet 72.000 ad søvejen, og igen har NGO’erne reddet omkring en tredjedel. Her er det Læger Uden Grænser under en redningsaktion i oktober.
Læs også

Samtidig har Italien trods de seneste års konstante migranttilstrømning stadig et forholdsvis improviseret modtagesystem, der domineres af klientelistiske/mafiøse interesser. Det er ikke blot et enormt spild af offentlige midler, men har også medført, at migranter kan rejse videre til andre EU-lande uden at blive registreret.

Og det har fået nabolandene til at indføre grænsekontrol og svækket Italiens forhandlingsposition vedrørende Dublin-forordningen. Derfor bliver valgkampen i Italien udkæmpet på EU- og indvandringsmodstandernes banehalvdel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Vi har endnu en gang lejlighed til at takke Holger K - ikke for EFI, som han implementerede - men for vores lille kornfede retsforbehold.
De andre 27 må heldigvis selv rode med alle de migranter.

Eva Schwanenflügel

Torben Lindegaard, den kan du altså ikke binde Holger K. på ærmet.. Det var ligesom os selv, der stemte nej til Maastricht - traktaten.

Torben Lindegaard

@Eva Schwanenflügel

Vi stemte NEJ til Maastricht traktaten i juni 1992 - og hva' skulle vi så gøre ??

Så skaffede Holger K. os de 4 fuldfede forbehold

Forsvarsforbeholdet
Retsforbeholdet
Euroforbeholdet
Unionsborgerskabet

Holger K påtog sig en ledende rolle i disse bestræbelser, da han kom hjem fra sommerferien i Frankrig i 1992 - og så stemte vi JA i 1993.

Så vi har grund til at takke Holger K for hans fremsyn.
Lad de andre 27 selv rode med alle de migranter.

Eva Schwanenflügel

Torben Lindegaard, sorry, jeg misforstod dig da du sagde "vores kornfede forbehold", og troede du kritiserede dem :-)

Torben Lindegaard

@Eva Schwanenflügel

Jeg må indrømme, at jeg stemte JA både i 1992 & 1993.
Så jeg har stemt JA til det nationale kompromis med de 4 forbehold.
Hvilket jeg stort set har ærgret mig over lige siden -
magen til kræmmerforbehold skal man da lede længe efter.

Men jeg lod mig overtale til et JA af Mimi Jakobsen -
jeg lyttede meget til Mimi dengang i 90'erne.

Henning Kjær

Når et land har problemer de ikke selv kan løse, beder de EU/de andre medlemslande om hjælp. Når så et land beder EU om hjælp til at løse store problemer, sidder de andre EU medlemslande på hænderne, så længe de ikke har de samme problemer.
Alle siger så: EU kan ikke løse vores problemer, eller rettelig EUs medlemslande vil ikke løse andres problemer i fællesskab, kun deres egne problemer skal løses i fællesskabet.