Feature
Læsetid: 8 min.

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen, og at vi kan kontrollere den. Opgaven er at bryde den illusion, inden klimaforandringerne gør det for os, siger den amerikanske filosof David Abram
Nye forholdsregler, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrrede af menneskelig indgriben, bliver vedtaget for tiden. F.eks. har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges (på billedet) ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Nye forholdsregler, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrrede af menneskelig indgriben, bliver vedtaget for tiden. F.eks. har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges (på billedet) ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Rajesh Kumar Singh

Udland
19. juli 2017

I Bolivia vedtog politikere i samråd med græsrødder for nogle år siden verdens første Law of Mother Earth, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrret af menneskelig indgriben.

»Jorden er vores alles moder. (Aftalen, red.) etablerer et nyt forhold mellem mennesket og naturen, en harmoni som må fredes som en garanti for dens gendannelse,« sagde landets vicepræsident Alvaro Garcá Linera ved den lejlighed.

På samme måde har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Man har længe talt om planter som sansende og intelligente væsener, der kan opfange lys, lufte og berøring. Forskning viser endda, at de kan tage ved lære, huske og kommunikere med hinanden.

Men at den erkendelse i sidste ende betyder, at vi bliver nødt til at at give naturen rettigheder, vil nok få de fleste mennesker til at stejle, siger neurobiologen Stefano Mancuso, der har skrevet bogen Brilliant Green: the Suprising History and Science of Plant Intelligence, til The Guardian:

»Efter min mening kan diskussionen om planters rettigheder ikke længere udskydes. Jeg ved godt, at den første reaktion, selv hos mere åbensindede mennesker, vil være ’Jesus! Nu overdriver han. Rettigheder til planter er nonsens,’ men hvorfor skulle vi ikke også tage os af planterne? Ved at give rettigheder til planterne er vi med til at forebygge udryddelsen af os selv.«

Naturen vækker vores følelser

Verdens klima er ved at forandre sig, og med det er vi også ved at forandre den måde, vi opfatter naturen på. Med et lidt flippet begreb taler man om spirituel økologi, som i modsætning til almindelig økologi ikke kun handler om den måde, vi producerer fødevarer på.

Spirituel økologi handler om vores følelsesmæssige eller sanselige forhold til naturen. Når vi for eksempel står ved Vesterhavet og indånder den friske havluft, alt imens vi betragter landskabets skønhed, så skaber naturen en genklang i os på et dybere plan.

Den spirituelle økologi anerkender naturens uerstattelighed, og det, som naturen gør ved os på det sjælelige plan. Og den dimension er helt nødvendig at få med i dag i forhold til at løse klimaforandringerne, siger den amerikanske filosof David Abram.

»Mennesket er ved at genopdage naturen som uerstattelig. Vi er ved at erkende, at ligesom skoven har brug for mange forskellige typer af træer for at trives, så har en sund klode også brug for mange forskellige økosystemer, der trives for sig selv og med hinanden. Vi er nødt til at passe på kloden og derfor er det så vigtigt at tale om den indbyrdes forbundethed imellem mennesker, dyr, planterne, jorden og vinden, så vi forstår, hvad der er tale om,« siger David Abram til Information.

Skil naturen ad

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet var vi frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede den – eller Hende – med dyb respekt og omsorg.

Med videnskabens indtog blev troen trynet af fornuften, og alle naturens spirituelle eller åndelige kvaliteter blev i Vesten kværket til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden.

Med den videnskabelige revolution startede menneskets destruktive adfærd over for naturen, og vi lagde kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

»Mennesket er denne utroligt specielle skabning, der adskiller sig fra resten af naturen, fordi vi har påtaget os en gudelignende ret til at manipulere og udnytte andre dyr, mineraler, klodens hud og knogler til vores egne formål. Vi relaterer os til naturen, som om vi slet ikke er en del af den. Som om vi ikke i ethvert aspekt af vores liv – fra nyrernes funktion til den menneskelige psyke til vores følelesliv og til det menneskelige intellekt – er fuldstændig afhængige af, at biosfæren og økosystemerne er sunde, blomstrende og frodige. Det er selvfølgelig en form for vanvid,« siger David Abram.

»Så længe vi ser på bjerget, som om det ikke har nogen form for liv eller vitalitet, så kan vi behandle det som en ressource, der simpelthen kun venter på at blive udnyttet af os. Vi mennesker har betragtet naturen, som om den var et sæt af objekter og udelukkende objektive, mekaniske processer. Når vi ser på naturen som en maskine, så kan vi selvfølgelig også forestille os, at vi kan skille den ad og sætte den sammen på andre måder, som vi synes tjener vores behov bedre. Vi har behandlet verden delvist som et mekanisk system, som vi kan rode med og skille ad og sætte sammen på forskellige måder.«

At skille naturen ad er præcis, hvad vi har forsøgt at gøre i århundreder. Også i Danmark, hvor naturen helt bogstaveligt blev forsøgt underkastet af mennesket i projekter, der i dag virker vanvittige. Man ønskede at afvande Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav, at opdyrke den jyske hede og rette Gudenåen ud.

Så sent som i 1960’erne blev Skjern Å rettet ud, og Skjern Ådalen udsat for et af de største afvandingsprojekter i Nordeuropa for at give plads til landbruget. Resultatet er, at planter og dyr i området fik forringet livsbetingelserne ganske betydeligt.

For eksempel mistede åen i stor grad evnen til at rense sig, da den blev strukket ud, og det har betydet, at affaldsresterne fra landbruget i stedet blev ført lige ud i Ringkøbing Fjord, hvor forureningen har medført iltsvind og dræbt både planter og dyr.

Gaia-hypotesen

Den spirituelle økologi har rødder i den animistiske naturopfattelse hos de oprindelige naturfolk: Alt er levende, og alt levende er indbyrdes forbundet.

Det var et tankesæt, der gav genklang hos mange alternativt tænkende i 1960’erne og 70’erne. Det var også i den tid, at den engelske miljøaktivist og -forsker James Lovelock fremsatte Gaia-hypotesen.

Ifølge den er kloden én stor og levende organisme, der hele tiden organiserer sig selv igennem selvregulerende processer, der skaber balance og harmoni, og hvori alt levende er knyttet tæt sammen, og derfor ikke er til at kontrollere for mennesket.

Hvor mange naturvidenskabsfolk slog teorien om den levende klode hen som new age-nonsens – og i en vis udstrækning stadig gør det – så har den slået rødder i dele af miljøbevægelsen.

For eksempel hos den toneangivende miljøaktivist og forfatter Bill McKibben, der har kaldt James Lovelock for en af ’planetens mest spændende’ forskere.

Bill McKibben mener, at Gaia-hypotesen blandt andet giver en fornuftig forklaring på, hvordan kloden har formået at holde sig selv beboelig for levende væsener på trods af alt det, den har været igennem af tidligere tiders globale opvarmning og istider.

Også den norske filosof Arne Næss spiller en vigtig rolle for udviklingen af den spirituelle økologi. Arne Næss havde læst Rachel Carsons berømte bog Silent Spring fra 1962 om landbrugets skadelige brug af pesticider og blev inspireret af Carsons evne til som forsker at tale til folks følelser, hvorefter han formulerede sine idéer om den dybe økologi.

Det er en grundlæggende indsigt og anerkendelse af, at alle levende væsener har værdi i sig selv uanset væsenernes nytteværdi, og at mennesket derfor ikke har ret til ødelægge naturen for at opfylde sine egne behov.

Det kræver fordybelse at fremkalde følelsen af samhørigheden med naturen, og når den er der, så opstår modstanden imod overgrebene på naturen nærmest af sig selv.

Dybdeøkologerne går et skridt videre end James Lovelock, fordi det ikke udelukkende handler om at identificere sig med planterne og dyrene og hele biosfæren, men i lige så høj grad om, hvordan vi beskytter kloden og dens liv.

Som Arne Næss selv formulerede det:

»I dybdeøkologien spørger vi, hvorvidt det nuværende samfund opfylder grundlæggende menneskelige behov som kærlighed og sikkerhed og adgang til naturen. Vi spørger, hvilket samfund og hvilken uddannelse der er fordelagtig for alt liv på planeten som en helhed, og dernæst spørger vi, hvad der er behov for til at foretage de nødvendige forandringer,« skriver Arne Næss i artiklen The Shallow and the Deep, Long Range Ecology Movements i 1973, hvor han introducerede begrebet dybdeøkologi.

Den amerikanske filosof David Abram er forfatter til flere bøger og essays, der bygger videre på Arne Næss’ tanker om dybdeøkologien.

»Dybdeøkologien er i sagens natur spirituel, men den er også fuldkommen materiel, fordi den taler om vores kropslige relation til selve jorden. Vi er jo fuldstændig sammenflettet med jorden og andre organismer igennem den mad, vi spiser, planter og dyr, som passerer gennem vores kroppe, vandet, som vi drikker, og luften, som vi indånder. Erkendelsen af dette er den nye spiritualitet,« siger han.

Mennesket har aldrig været ’in charge’

De nuværende klimaforandringer skal netop læses som et opgør med forestillingen om, at mennesket har kontrol over naturen, mener den canadiske aktivist og journalist Naomi Klein. 

»Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: ’I er gæster her, og I har aldrig været in charge.’ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation,« siger hun i et interview med det buddhistiske magasin Tricycle.

Hun mener – som David Abram – at løsningen på den økologiske krise ligger i erkendelsen af, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet.

»Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den illusion, før katastroferne indtræffer,« siger Naomi Klein til Tricycle.

Men kan vi det? Er det realistisk at forestille sig et paradigmeskifte, hvor klodens milliarder af mennesker vil genopdage naturen som så uerstattelig, at det forandrede tankesæt får os alle til at ændre adfærd?

»Jeg tror, det er muligt. Meget muligt. Men jeg tror ikke, at det vil ske uden en masse lidelse. Meget tyder på, at klimaforandringerne bliver store og vil gøre livet meget vanskeligere for mennesket i fremtiden, men ...,« siger David Abram og holder en længere pause, »... der er ikke noget, der som lidelse kan skubbe folks tankesæt i nye retninger.«

Serie

I den store sammenhæng

For at løse klimaproblemerne bliver vi nødt til først at forstå, at alt levende i naturen er forbundet på kryds og tværs. Information undersøger i denne artikelserie de store og de helt små sammenhænge, der har skabt verden, som vi kender den.

Seneste artikler

  • Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

    26. juli 2017
    Hvis man rigtigt vil forstå naturen, skal man gribe hakkejernet og komme ud i haven, siger mestergartner Juaquin Hershman. Fundamentet for vores liv gemmer sig i nogle få skrøbelige tommer jord. Selv har Hershman gennem 40 år indsamlet frø. ’Frøet. Manifestationen af liv. Alt er inde i denne lillebitte livmoder’
  • Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig anderledes

    13. juli 2017
    Kloden er som et spindelvæv af levende organismer, dyr og planter, der er indbyrdes forbundet med hinanden på kryds og tværs på måder, som vi ved meget lidt om. Det er en af årsagerne til, at vi har svært ved at forudsige, hvad klimaforandringerne i sidste ende vil få af konsekvenser
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Sådan som det her beskrives, har jeg altid haft det :-)

Søs Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Niels-Simon Larsen, Anne Eriksen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

"Det kræver fordybelse at fremkalde følelsen af samhørigheden med naturen, og når den er der, så opstår modstanden imod overgrebene på naturen nærmest af sig selv."

Overgrebene mod naturen - ja, og mod hinanden. Den samhørighed, der forbinder alt levende med hinanden, står jo i modsætning til en civilisation byggende på konkurrence.

Det industrielle landbrug. Kødindustrien. Våbenindustrien/staternes militarisme. Udvindingen af, spekulationen i, og krigene om kontrollen over fossile energiressourcer. Altsammen vanvid og selvskade.

Tak for artiklen, Information.

Søs Jensen, Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Flemming Berger, kjeld jensen, Anne Eriksen, Dina Hald og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Naturen er ikke bare ven men også ufrivillig modstander, derfor vi skal ikke gøre værre for mennesker, vi skal ikke forurening og beskytte miliøet. Jorden er bare en lille oase i et helvede, Universet, som et styret af tilfældigheder, og man ved ikke hvornår en Stjerne kollision eller eller Supernovae passere jordens bane og tage det hele med og er det slut for mennesker. Videnskabs folk mener det er ,mennesker der forsvender først og før alt anden,, ja før ande myrer. Der for skal lægges andre opgaver derude for at beskytte jorden og livet,, og mennesker kan det, hvis vl vil bruge "brain".

Jørn Andersen

Måske var det på tide , at Information begyndte at tage sit fuldstændig betonmaterialistiske verdenssyn , op til revision.

Vi har en slem tilbøjelighed til at personificere verden, at tillægge den egenskaber, der alt efter menneskets historiske tidspunkt betragtes som gode eller dårlige.
Mennesket er et religiøst væsel, men religionen er i mennesket, ikke i naturen. Forsvinder mennesket, forsvinder religionen, men ikke nødvendigvis livet.
Økologi var engang læren om det samspi,l der er mellem flora og fauna i et område. Når Lunte Landmands minister ser ud over en glinsende, velsprøjtet rapsmark og ser natur, har han ret i den forstand, at der intet unaturligt er over marken. Den har også en økologi, men er ikke økologisk.
Vi mennesker sætter skel, hegnet vores liv ind, så vi kan føle os værdifulde. Da der ikke er nogen til at modsige os kan vi gøre det med sindsro. Verden er ligeglad og vil ikke straffe os.
Det vi mennesker kan, er at vi se nogle sammenhænge og udnytte dem til vores fordel. Vi kan se et lille bitte stykke frem i tiden og forstå nogen af de konsekvenser vore handlinger får og de behov der opstår. Men vi kan ikke snakke med naturen, vi kan ikke tildele den rettigheder som et menneske. Det kunne være spændende, hvis feks Standing Rock kunne udtale sig i stride om olieledninger, men tænk hvis klippen sagde: "Jeg har det godt med olieledninger. Jeres helligdom rager mig langsomt."
Hvem har ret og indsigt nok, til at afgøre om et træ føler sig krænket ved menneskets rumsteren, eller om det grundlæggende er ligeglad? Det er ikke naturen, men vores ideverden om naturen, der kan blive krænket.
Naturen gør intet. Det der er er, og hvis det ikke er mere, er det ikke. Universet fortsætter som intet er hændt uanset alle vore krumspring. Vi kan gå en grusom skæbne imøde, jorden griber ikke ind.

Anne Eriksen

Naturen, eller hvad vi kalder den, har fat i den lange ende..
Ikke os, mennesket - det dumme dyr, der ikke kan begrænse sit hovmod og ødelæggelsestrang for at rage mere til sig - på bekostning af noget af det mest perfekte, afstemte - i forhold til noget skabt af mennesker.
Tålmodig til det sidste, mennesker må gerne komme til fornuft inden.

Søs Jensen, Eva Schwanenflügel, Dina Hald og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tag eksempelvis Amager Fælled. Et gammelt område og fristed for mange. På en måde et helligt sted, da naturen er hellig. Den ligger der i sin egen ret, en ret som vi skal give den, men København mangler penge til metroen, og så skal fælleden bebygges. Heldigvis ser det ud til at blive et emne i den kommende valgkamp.

Søs Jensen, Anne Eriksen, Bo Stefan Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Peter Knap kan sikkert have ret i, at besjælingen af naturen og Jorden kan overdrives. Men krav om rettigheder til naturen handler jo ikke om, at vi skal indlede en samtale med en å eller en sten. Kravet er, at vi skal (tilbage?) til at tænke og behandle naturen som vores ligeværdige. På den måde er der - ligesom det er sagt om social og klassemæssig undertrykkelse - brug for at give en stemme til Det, der ikke har en stemme. Det er noget uvant os, der er opvokset i et totalt kapitalistisk system (jvf. debatten ml. økonomerne Milanovic og Raworth andetsteds i dagens avis d. 19/7) at tænke i holistiske baner, men idéer som disse kan sagtens - udover at udfylde deres primære behov, naturbeskyttelse - vise sig at bære kimen til en ændring i den bredere menneskelige bevidsthed. Idéer, en gryende global grøn bevægelse bør kunne støtte.

Og så behøver man selvfølgelig ikke at opfatte sig selv som værende ’spirituel økolog’ eller andet spirituelt for at erkende samhørigheden i naturen - hvoraf følger et stadig mere presserende behov for at beskytte den mod kapitalismens blinde profithungrende rovdrift. Materialisterne Marx og Engels advarede allerede i det nittende århundrede, på baggrund af hvad de så i den unge og hastigt ekspanderende kapitalisme, imod at se naturen som noget adskilt:

“The analysis of Nature into its individual parts, the grouping of the different natural processes and objects in definite classes, the study of the internal anatomy of organized bodies in their manifold forms—these were the fundamental conditions of the gigantic strides in our knowledge of Nature that have been made during the last 400 years. But this method of work has also left us as legacy the habit of observing natural objects and processes in isolation, apart from their connection with the vast whole; of observing them in repose, not in motion; as constraints, not as essentially variables; in their death, not in their life.”

Engels påpeger, at produktionen under kapitalismen ikke er for mennesker, men for profit, hvorfor ligegyldighed med hvad der bliver af naturgrundlaget bagefter, er normen. (Det er jo bare "naturen, det billige skidt", som P.H. syrligt tilføjer sidenhen)

“As individual capitalists are engaged in production and exchange for the sake of the immediate profit, only the nearest, most immediate results must first be taken into account. As long as the individual manufacturer or merchant sells a manufactured or purchased commodity with the usual coveted profit, he is satisfied and does not concern himself with what afterwards becomes of the commodity and its purchasers.”

Den kapitalistiske produktionsmåde kræver vækst, profit, hvilket fører til økologisk katastrofe:

“What cared the Spanish planters in Cuba, who burned down forests on the slopes of the mountains and obtained from the ashes sufficient fertilizer for one generation of very highly profitable coffee trees–what cared they that the heavy tropical rainfall afterwards washed away the unprotected upper stratum of the soil, leaving behind only bare rock!”
(...)
“[A]ll progress in capitalistic agriculture is a progress in the art, not only of robbing the laborer, but of robbing the soil; all progress in increasing the fertility of the soil for a given time, is a progress towards ruining the lasting sources of that fertility…Capitalist production, therefore, develops technology, and the combining together of various processes into a social whole, only by sapping the original sources of all wealth–the soil and the laborer.”

FREMSKRIDTET har siden den industrielle revolution og kapitalismens spredning udover planeten været uadskilleligt fra økonomisk vækst.

Godt halvandet århundrede senere kunne man nok have ønsket sig, at Marx havde fået et større publikum i mellemtiden. Istedet har frimarkedsideologisk varegørelse af naturen på den ene side, og stalinistisk statskapitalisme med dens udrensning af (tidlig bolsjevikisk) økologisk videnskab på den anden, indoktrineret generationer med en megaloman vrangforestilling om at vi kan eje og forbruge alt, vi kan røre. Om vi så ser dette som vold mod Gaia (eller Pachamama, som det hedder i den bolivianske konstitution) eller som den (forudsigelige!) materielle konsekvens af den kapitalistiske produktionsmådes uendelige behov for vækst, så er læren, klart og umuligt at bortforklare, at hvad mennesket har gjort mod naturen, er gjort imod mennesket selv.

Aldous Huxleys erklæring i romanen Fagre Nye Verden, "Når fremskridtet bliver GUD, dør mennesket som slave", har i sandhed fået en skæbnesvanger betydning i 2017-virkeligheden.

Lad os tage dén endnu en gang: Alt, vi gør mod alt levende, gør vi mod os selv.

Nu må det gøres om.

___
[Et ufærdigt udkast af denne kommentar blev igår, ved en fejl, sendt via en forkert brugerkonto. Debatværten har efter henvendelse slettet det oprindelige indlæg.]

Eva Schwanenflügel

Desværre er Marx teoreri blevet associeret med Stalinisme og Leninisme, mens den ganske brugbare teori er blevet undertrykt og glemt .
Heldigvis er der nu økonomer der genopliver Marx's teorier

Bo Stefan Nielsen

Uha ja, stalinismen og de daværende statskapitalistiske regimer i Østblokken har gjort nærmest ubodelig skade på et enestående livsværk, der besidder tankekraften til at ændre verden.

Stalins livsværk blev et perverst terrorregime med ham selv som enevældig zar. Den måde han kunne plukke sentenser og begreber fra Marx og med giftdryppende tunge prædike frelse for proletariatet, for blot at angribe, forskrue og udrense hvad Marx havde dedikeret sit liv til, gjorde den georgiske massemorder til ca ligeså meget 'marxist', som der ifølge Pave Frans findes kristendom i Trump.

Og mht det spirituelle element, det bærer artiklen her, kom jeg til at tænke på det skudsmål, Marx gives i bogen Marx And Vivekananda - A comparative Study, hvor forfatteren P. Parameswaran i en ellers overordnet afdæmpet akademisk fremstilling konstaterer, at hvor så mange andre store politiske skikkelser "elsker dem selv, penge, teorier og magt, elskede Marx sine medmennesker. Han "var kærlighed, og Gud er kærlighed", lyder det beundrende, omend måske lettere bombastiske, skudsmål fra forfatteren, der, som det nok høres, selv ikke er marxist. Ikke desto mindre placerer han fra sit vedantiske ståsted Marx og Vivekananda side om side som verdens to vigtigste sociale forkæmpere for de fattige og de undertrykte klasser, begge stående på en materialistisk grund og begge med menneskets fremmedgjorthed som den grundlæggende årsag til lidelse i tilværelsen (omend de er uenige om hvad der skaber fremmedgjorthed). Vivekananda, hans spirituelle lærer, kalder han omvendt "a spiritually charged Marx minus obsessively materialist value base".

Lang historie kort, blot for at sige, at hverken det bedste fra venstrefløjen eller sprititualitet vel behøver skylles ud med badevandet, når vi en dag står der ved Vesterhavets bjerggende natur eller sidder der i meditationen, og stilheden i sindet indfinder sig og alt levendes samhørighed træder ud af tågen for os.

(Håber ikke det blev en alt for slem afsporing fra udgangspunktet :) )

Bo Stefan Nielsen

*bjerggende natur = bjergtagende