Læsetid: 8 min.

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen, og at vi kan kontrollere den. Opgaven er at bryde den illusion, inden klimaforandringerne gør det for os, siger den amerikanske filosof David Abram
Nye forholdsregler, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrrede af menneskelig indgriben, bliver vedtaget for tiden. F.eks. har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges (på billedet) ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Nye forholdsregler, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrrede af menneskelig indgriben, bliver vedtaget for tiden. F.eks. har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges (på billedet) ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Rajesh Kumar Singh

19. juli 2017

I Bolivia vedtog politikere i samråd med græsrødder for nogle år siden verdens første Law of Mother Earth, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrret af menneskelig indgriben.

»Jorden er vores alles moder. (Aftalen, red.) etablerer et nyt forhold mellem mennesket og naturen, en harmoni som må fredes som en garanti for dens gendannelse,« sagde landets vicepræsident Alvaro Garcá Linera ved den lejlighed.

På samme måde har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Man har længe talt om planter som sansende og intelligente væsener, der kan opfange lys, lufte og berøring. Forskning viser endda, at de kan tage ved lære, huske og kommunikere med hinanden.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Niels-Simon Larsen
  • Hans Larsen
  • Anne Eriksen
  • Jonathan Jakobsson
  • Dina Hald
  • Jørn Andersen
  • Bo Stefan Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Robert Ørsted-Jensen, Niels-Simon Larsen, Hans Larsen, Anne Eriksen, Jonathan Jakobsson, Dina Hald, Jørn Andersen, Bo Stefan Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Sådan som det her beskrives, har jeg altid haft det :-)

Robert Ørsted-Jensen, Niels-Simon Larsen, Anne Eriksen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

"Det kræver fordybelse at fremkalde følelsen af samhørigheden med naturen, og når den er der, så opstår modstanden imod overgrebene på naturen nærmest af sig selv."

Overgrebene mod naturen - ja, og mod hinanden. Den samhørighed, der forbinder alt levende med hinanden, står jo i modsætning til en civilisation byggende på konkurrence.

Det industrielle landbrug. Kødindustrien. Våbenindustrien/staternes militarisme. Udvindingen af, spekulationen i, og krigene om kontrollen over fossile energiressourcer. Altsammen vanvid og selvskade.

Tak for artiklen, Information.

Eva Schwanenflügel, Niels-Simon Larsen, Flemming Berger, kjeld jensen, Anne Eriksen, Dina Hald og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Naturen er ikke bare ven men også ufrivillig modstander, derfor vi skal ikke gøre værre for mennesker, vi skal ikke forurening og beskytte miliøet. Jorden er bare en lille oase i et helvede, Universet, som et styret af tilfældigheder, og man ved ikke hvornår en Stjerne kollision eller eller Supernovae passere jordens bane og tage det hele med og er det slut for mennesker. Videnskabs folk mener det er ,mennesker der forsvender først og før alt anden,, ja før ande myrer. Der for skal lægges andre opgaver derude for at beskytte jorden og livet,, og mennesker kan det, hvis vl vil bruge "brain".

Jørn Andersen

Måske var det på tide , at Information begyndte at tage sit fuldstændig betonmaterialistiske verdenssyn , op til revision.

Vi har en slem tilbøjelighed til at personificere verden, at tillægge den egenskaber, der alt efter menneskets historiske tidspunkt betragtes som gode eller dårlige.
Mennesket er et religiøst væsel, men religionen er i mennesket, ikke i naturen. Forsvinder mennesket, forsvinder religionen, men ikke nødvendigvis livet.
Økologi var engang læren om det samspi,l der er mellem flora og fauna i et område. Når Lunte Landmands minister ser ud over en glinsende, velsprøjtet rapsmark og ser natur, har han ret i den forstand, at der intet unaturligt er over marken. Den har også en økologi, men er ikke økologisk.
Vi mennesker sætter skel, hegnet vores liv ind, så vi kan føle os værdifulde. Da der ikke er nogen til at modsige os kan vi gøre det med sindsro. Verden er ligeglad og vil ikke straffe os.
Det vi mennesker kan, er at vi se nogle sammenhænge og udnytte dem til vores fordel. Vi kan se et lille bitte stykke frem i tiden og forstå nogen af de konsekvenser vore handlinger får og de behov der opstår. Men vi kan ikke snakke med naturen, vi kan ikke tildele den rettigheder som et menneske. Det kunne være spændende, hvis feks Standing Rock kunne udtale sig i stride om olieledninger, men tænk hvis klippen sagde: "Jeg har det godt med olieledninger. Jeres helligdom rager mig langsomt."
Hvem har ret og indsigt nok, til at afgøre om et træ føler sig krænket ved menneskets rumsteren, eller om det grundlæggende er ligeglad? Det er ikke naturen, men vores ideverden om naturen, der kan blive krænket.
Naturen gør intet. Det der er er, og hvis det ikke er mere, er det ikke. Universet fortsætter som intet er hændt uanset alle vore krumspring. Vi kan gå en grusom skæbne imøde, jorden griber ikke ind.

Anne Eriksen

Naturen, eller hvad vi kalder den, har fat i den lange ende..
Ikke os, mennesket - det dumme dyr, der ikke kan begrænse sit hovmod og ødelæggelsestrang for at rage mere til sig - på bekostning af noget af det mest perfekte, afstemte - i forhold til noget skabt af mennesker.
Tålmodig til det sidste, mennesker må gerne komme til fornuft inden.

Eva Schwanenflügel, Dina Hald og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tag eksempelvis Amager Fælled. Et gammelt område og fristed for mange. På en måde et helligt sted, da naturen er hellig. Den ligger der i sin egen ret, en ret som vi skal give den, men København mangler penge til metroen, og så skal fælleden bebygges. Heldigvis ser det ud til at blive et emne i den kommende valgkamp.

Anne Eriksen, Bo Stefan Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bo Stefan Nielsen

Peter Knap kan sikkert have ret i, at besjælingen af naturen og Jorden kan overdrives. Men krav om rettigheder til naturen handler jo ikke om, at vi skal indlede en samtale med en å eller en sten. Kravet er, at vi skal (tilbage?) til at tænke og behandle naturen som vores ligeværdige. På den måde er der - ligesom det er sagt om social og klassemæssig undertrykkelse - brug for at give en stemme til Det, der ikke har en stemme. Det er noget uvant os, der er opvokset i et totalt kapitalistisk system (jvf. debatten ml. økonomerne Milanovic og Raworth andetsteds i dagens avis d. 19/7) at tænke i holistiske baner, men idéer som disse kan sagtens - udover at udfylde deres primære behov, naturbeskyttelse - vise sig at bære kimen til en ændring i den bredere menneskelige bevidsthed. Idéer, en gryende global grøn bevægelse bør kunne støtte.

Og så behøver man selvfølgelig ikke at opfatte sig selv som værende ’spirituel økolog’ eller andet spirituelt for at erkende samhørigheden i naturen - hvoraf følger et stadig mere presserende behov for at beskytte den mod kapitalismens blinde profithungrende rovdrift. Materialisterne Marx og Engels advarede allerede i det nittende århundrede, på baggrund af hvad de så i den unge og hastigt ekspanderende kapitalisme, imod at se naturen som noget adskilt:

“The analysis of Nature into its individual parts, the grouping of the different natural processes and objects in definite classes, the study of the internal anatomy of organized bodies in their manifold forms—these were the fundamental conditions of the gigantic strides in our knowledge of Nature that have been made during the last 400 years. But this method of work has also left us as legacy the habit of observing natural objects and processes in isolation, apart from their connection with the vast whole; of observing them in repose, not in motion; as constraints, not as essentially variables; in their death, not in their life.”

Engels påpeger, at produktionen under kapitalismen ikke er for mennesker, men for profit, hvorfor ligegyldighed med hvad der bliver af naturgrundlaget bagefter, er normen. (Det er jo bare "naturen, det billige skidt", som P.H. syrligt tilføjer sidenhen)

“As individual capitalists are engaged in production and exchange for the sake of the immediate profit, only the nearest, most immediate results must first be taken into account. As long as the individual manufacturer or merchant sells a manufactured or purchased commodity with the usual coveted profit, he is satisfied and does not concern himself with what afterwards becomes of the commodity and its purchasers.”

Den kapitalistiske produktionsmåde kræver vækst, profit, hvilket fører til økologisk katastrofe:

“What cared the Spanish planters in Cuba, who burned down forests on the slopes of the mountains and obtained from the ashes sufficient fertilizer for one generation of very highly profitable coffee trees–what cared they that the heavy tropical rainfall afterwards washed away the unprotected upper stratum of the soil, leaving behind only bare rock!”
(...)
“[A]ll progress in capitalistic agriculture is a progress in the art, not only of robbing the laborer, but of robbing the soil; all progress in increasing the fertility of the soil for a given time, is a progress towards ruining the lasting sources of that fertility…Capitalist production, therefore, develops technology, and the combining together of various processes into a social whole, only by sapping the original sources of all wealth–the soil and the laborer.”

FREMSKRIDTET har siden den industrielle revolution og kapitalismens spredning udover planeten været uadskilleligt fra økonomisk vækst.

Godt halvandet århundrede senere kunne man nok have ønsket sig, at Marx havde fået et større publikum i mellemtiden. Istedet har frimarkedsideologisk varegørelse af naturen på den ene side, og stalinistisk statskapitalisme med dens udrensning af (tidlig bolsjevikisk) økologisk videnskab på den anden, indoktrineret generationer med en megaloman vrangforestilling om at vi kan eje og forbruge alt, vi kan røre. Om vi så ser dette som vold mod Gaia (eller Pachamama, som det hedder i den bolivianske konstitution) eller som den (forudsigelige!) materielle konsekvens af den kapitalistiske produktionsmådes uendelige behov for vækst, så er læren, klart og umuligt at bortforklare, at hvad mennesket har gjort mod naturen, er gjort imod mennesket selv.

Aldous Huxleys erklæring i romanen Fagre Nye Verden, "Når fremskridtet bliver GUD, dør mennesket som slave", har i sandhed fået en skæbnesvanger betydning i 2017-virkeligheden.

Lad os tage dén endnu en gang: Alt, vi gør mod alt levende, gør vi mod os selv.

Nu må det gøres om.

___
[Et ufærdigt udkast af denne kommentar blev igår, ved en fejl, sendt via en forkert brugerkonto. Debatværten har efter henvendelse slettet det oprindelige indlæg.]

Eva Schwanenflügel

Desværre er Marx teoreri blevet associeret med Stalinisme og Leninisme, mens den ganske brugbare teori er blevet undertrykt og glemt .
Heldigvis er der nu økonomer der genopliver Marx's teorier

Bo Stefan Nielsen

Uha ja, stalinismen og de daværende statskapitalistiske regimer i Østblokken har gjort nærmest ubodelig skade på et enestående livsværk, der besidder tankekraften til at ændre verden.

Stalins livsværk blev et perverst terrorregime med ham selv som enevældig zar. Den måde han kunne plukke sentenser og begreber fra Marx og med giftdryppende tunge prædike frelse for proletariatet, for blot at angribe, forskrue og udrense hvad Marx havde dedikeret sit liv til, gjorde den georgiske massemorder til ca ligeså meget 'marxist', som der ifølge Pave Frans findes kristendom i Trump.

Og mht det spirituelle element, det bærer artiklen her, kom jeg til at tænke på det skudsmål, Marx gives i bogen Marx And Vivekananda - A comparative Study, hvor forfatteren P. Parameswaran i en ellers overordnet afdæmpet akademisk fremstilling konstaterer, at hvor så mange andre store politiske skikkelser "elsker dem selv, penge, teorier og magt, elskede Marx sine medmennesker. Han "var kærlighed, og Gud er kærlighed", lyder det beundrende, omend måske lettere bombastiske, skudsmål fra forfatteren, der, som det nok høres, selv ikke er marxist. Ikke desto mindre placerer han fra sit vedantiske ståsted Marx og Vivekananda side om side som verdens to vigtigste sociale forkæmpere for de fattige og de undertrykte klasser, begge stående på en materialistisk grund og begge med menneskets fremmedgjorthed som den grundlæggende årsag til lidelse i tilværelsen (omend de er uenige om hvad der skaber fremmedgjorthed). Vivekananda, hans spirituelle lærer, kalder han omvendt "a spiritually charged Marx minus obsessively materialist value base".

Lang historie kort, blot for at sige, at hverken det bedste fra venstrefløjen eller sprititualitet vel behøver skylles ud med badevandet, når vi en dag står der ved Vesterhavets bjerggende natur eller sidder der i meditationen, og stilheden i sindet indfinder sig og alt levendes samhørighed træder ud af tågen for os.

(Håber ikke det blev en alt for slem afsporing fra udgangspunktet :) )