Læsetid: 7 min.

Kvinden, der først sagde nej, men så var med til at skabe en ny verden

Den tidligere minister og Europa-Parlamentsformand Simone Veil er død, 89 år gammel. Det har efterladt Frankrig i sorg over en kvinde, der med værdighed og ukueligt mod overlevede koncentrationslejren i Auschwitz, indførte loven om fri abort og til det sidste kæmpede for et forenet og fredeligt Europa
Den tidligere minister og Europa-Parlamentsformand Simone Veil er død, 89 år gammel. Det har efterladt Frankrig i sorg over en kvinde, der med værdighed og ukueligt mod overlevede koncentrationslejren i Auschwitz, indførte loven om fri abort og til det sidste kæmpede for et forenet og fredeligt Europa

Keystone/Hulton Archive/Getty Images

8. juli 2017

Den tidligere minister og formand for Europa-Parlamentet, kvinden bag den lov om fri abort i Frankrig, som bærer hendes navn, Simone Veil, døde sidste fredag kort før sin 90-års fødselsdag i Paris.

En af de sidste store æresbevisninger, hun modtog, var, da hun i 2010 blev medlem af det franske akademi.

Hendes gestus, da hun blev indsat i det franske akademi, var på højde med hendes liv: På det sværd, hvert fransk akademimedlem bærer sammen med deres helt egen håndbroderede jakke, havde Veil fået indgraveret det nummer, hun også bar tatoveret på sin arm.

Nummeret fra Auschwitz. Nummeret, som aldrig skulle glemmes. Hun bar altid erindringen med sig og altså også ind i akademiet. Mejslet i hud og stål.

Simone Veil overlevede KZ-lejren. Det gjorde hendes forældre og bror ikke. Det var dem, hun tænkte på den dag, der blev holdt tale for hende under kuplen i akademiet, betroede hun senere medierne.

Ligesom hun forklarede, at de nok ville være det sidste, hun tænkte på, inden hun døde. Man må håbe, at minderne var smukke, da Simone Veil endelig gav op over for en sygdom, som langsomt tærede hendes eminente intellekt.

Minder om faren, André Jacob, arkitekten, som ville have været så stolt over, at hun nu sad i Racines stol. Og moren, Yvonne Jacob, der var det moralsk bedste menneske, hun nogensinde havde kendt, forklarede Veil i sine erindringer. En godhed, Veil betragtede som langt større end sin egen. Moren havde studeret kemi, men brugte det aldrig til noget, fordi faren ønskede hende hjemmegående.

Simone Veils mor døde af tyfus og udmattelse som 49-årig kort inden befrielsen i 1945, lige meget hvor meget Simone havde kæmpet for at holde hende i live. Hun døde i bidende kulde under vandringen bort fra KZ-lejren og længere ind i Polen, dødsmarchen, da nazisterne prøvede at slette deres spor.

Elsket nu, ikke dengang

Men samtidig var der den dag, Veil trådte ind i det ærefulde akademi, lidt koketteri. Det var Jean D’Ormesson, den gamle forfatter med øjne næsten lige så lysende vandblå, som Simones var lysende grønne, som ikke kunne lade være med som afslutning på sin tale at flirte med den smukke Simone Veil og sende hende et af sine uimodståelige smil.

»Jeg er nødt til at sænke stemmen, for måske kan man høre, hvad jeg siger: Ligesom langt de fleste franskmænd elsker vi Dem, madame!«

Det gør franskmænd. Elsker hende. Ikke som dengang i fyrrerne, hvor Simone passerede forbi opsamlingslejren i Drancy, hvor også fransk politi samlede de jøder, der blev deporteret.

Her den sidste uge har høj og lav æret Simone Veil. Og ikke kun franskmænd. Store mænd og kvinder fra hele verden kippede for Simone Veil. Undertegnede mærkede bare tårerne løbe ned ad kinderne over et liv, en skæbne, men også et forbillede af den helt usædvanlige slags. Ikke mindst for kvinder.

Flere hundredtusinde underskrifter blev på få dage samlet ind for at kræve Simone Veil begravet i  de store franske mænd og kvinders sidste hvilested, Panthéon. Onsdag, da hun blev bisat med den franske nations største ære, en ceremoni på pladsen i Invalides, erklærede præsident Macron, at det bliver hun. Sammen med sin mand, som hun ikke ønskede at være skilt fra i døden.

Simone Veil bliver den blot femte kvinde i Panthéon. Ligesom hun var den blot sjette kvinde, der blev medlem af det franske Akademi. Hun var pioner inden for så meget, som da hun i 1979 blev den første formand overhovedet for et folkevalgt Europa-Parlament. Det kronede et langt livs kamp for et fredeligt Europa.

En tolerant agnostiker

Simone Veil var ikke elsket, fordi hun var elskelig og blid. Blandt kolleger var hendes temperament en kendt sag. En af hendes sønner fortalte under den fornemme begravelsesceremoni med fire franske præsidenter til stede, om dengang, hun tømte vandkaraflen i hovedet på ham, fordi han havde sagt noget misogynt.

Hun forklarer selv i sin selvbiografi med den diskrete titel Une Vie, at hun altid sagde Nej. I al fald først, altid. Smuk, stædig og lidt forkælet, som hun var, som den sidste i en lykkelig søskendeflok på fire, sad hun altid ved siden af sin far, så han kunne holde styr på hende. I en assimileret jødisk familie, hvor laicité var et nøgleord.

Simone Veil var ikke troende jøde, ganske som hendes familie ikke var det. Hun var agnostiker, men som sin far med en stor bevidsthed om jødedommen som bogens og tekstfortolkningens religion. På Montparnasse-kirkegården, hvor hun foreløbig hviler, blev der læst kaddish på hendes grav.

Men efter ’nej’ sagde hun så ja, Simone Veil. Altid et velovervejet og altid ekstremt kompetent: ja.

Hun sagde nej til umenneskeligheden i Auschwitz. Men nærmest dagen efter hun slap ud, sagde hun så også ja. Ja, til et nyt Europa, ja til at leve i fordragelighed med tyskerne.

Så satte hun alt ind for at uddanne sig på højt plan, som en af de første kvinder læste hun ikke alene jura, men blev del af den franske magistratur. Hendes mand, Antoine Veil, ville helst have haft, hun gik hjemme med de tre børn, de som et rasende ja til livet fik inden for bare tre år – og da de lige var fyldt tyve.

Kvinder i deres sociale lag gik da hjemme? Nej, sagde Simone, hun accepterede ikke at praktisere som advokat, men sagde ja til et langt arbejdsliv, som skulle føre fra embedsposter i den franske administration til ministerier.

Værdig og afvejet tale

Et andet nej er måske det, hun er mest kendt for som nyudklækket sundhedsminister. Et nej til, at kvinder skulle abortere under uhyggelige omstændigheder med risiko for både død og fængselsstraf.

Men så et rungende ja. Ja til kvinders ret til at bestemme over egen krop og derfor også ret til at abortere. Det var det ja, Simone Veil som sundhedsminister kæmpede for i tre dage og nætter i den franske nationalforsamling i 1974.

Man bør unde sig selv at grave ned i gamle filmoptagelser fra diskussionen i parlamentet. Simone Veil holdt en værdig og ekstremt afvejet tale i Nationalforsamlingen.

»Det er aldrig med glæde, at en kvinde griber til svangerskabsafbrydelse,« forklarer Simone Veil de mange mænd og kun otte kvinder. »Det er altid et drama.«

Så fortsatte hun sagligt med at gøre rede for, hvordan ulovlige aborter især rammer kvinder uden midler, mens de rige kan ty til rejser til Holland eller England. Hvordan der ikke findes frihed og lighed for alle.

Præsident Giscard D’Estaing og premierminister Jacques Chirac havde hentet Simone Veil ind som minister fra det dybt borgerlige Frankrig for at forsvare en lov, man måske kunne have forestillet sig venstreorienteret. I den forstand var Simone Veil blå feminist, som vi næsten ikke kender det i Danmark.

Liberal, frihedselsker og forsvarer af personligt ansvar. Ikke et ord om ’kvindens natur’ eller hendes plads i hjemmet. Simone Veil havde måske sin afdøde mor Yvonne med på talerstolen den dag, og et fagligt liv, forhindret af hjem og børn.

Svarene fra salen var modbydelige. Abort blev sammenlignet med mord, et parlamentsmedlem afspillede en båndoptagelse af et fosters hjerte. En anden forklarede, at det var som at smide fostre i krematoriet. Det var her, Simone Veil nede på sin plads i salen måske tørrede en tåre bort. Men kun måske. »Jeg var træt,« forklarede hun.

Simone Veil havde overlevet det, som var værre.

For blot et par dage siden måtte en Front National-politiker på partiets opfordring fjerne et tweet, hvor han skrev, at Simone Veil »nu kan møde alle de ofre, hendes lov har afstedkommet«. Simone Veil havde altid et anstrengt forhold til Front National. Angrebene kan ikke længere være af samme type, eller kan de?

Simone Veils største frygt var netop, at ja, det kan ske igen. Umenneskeligheden kan ske igen. Der skal stærke institutioner til for at holde den væk. Længe inden Simone Veil blev så kendt og elsket i Frankrig for sin abortlov, arbejdede hun som embedsmand i det franske fængselsvæsen og kæmpede for de algierske politiske fangers værdighed og mod den tortur, som stadig fandt sted i franske fængsler i Algeriet.

Institutioner og rammer for friheden, det arbejdede Simone Veil for hele sit liv.

Kunne ikke stjæle skønheden

Det var svært for Simone Veil at fortælle om oplevelserne i koncentrationslejren, forklarerede hendes sønner også i solen ved Invalides. Hun var selv opmærksom på, at det var fordi, ingen ville høre om det, da de overlevende kom tilbage fra KZ-lejrene. Når man gør mennesker til ting, stykker. Stüch.

Simone Veil var meget smuk. Det er også en måde at være en genstand på. I sine erindringer fortæller hun, hvordan de blev klædt nøgne i koncentrationslejren:

»Jeg var ung, solbrændt, frisk kød kort sagt.« Og hun fortsætter: »Siden har jeg haft det svært med enhver fælles fysisk nøgenhed. En veninde fra lejren, Ginette, fortæller, at Veil måske blev reddet, fordi en Kapo (en fange, der førte opsyn med andre fanger) sagde: »Du er for smuk til at dø her.«

Veil fortæller så også om det skønne et andet sted fra i sine erindringer. Indefra. Hun fortæller, at der var en anden ung pige, som havde en flaske parfume med, men at hun ikke vil give bødlerne sin parfume.

»Så var vi tre eller fire piger, som sprøjtede parfume ud over os. Det var vor sidste gestus som uskyldige teenagere.«

Altid op gennem årene gjorde Simone Veil sig smuk. Altid smukke kjoler, pelse, parfume, håret fint sat. Som om hun ikke ville tillade, at nazisterne havde stjålet denne skønhed. Bare kunne tage den. Hun gav den selv. Hun var ikke en ting.

Det var også det, d’Ormesson så og anerkendte med ridderlig respekt og sit havblå glimt i øjet.

Og derfor er det på alle måder sandt. Vi elsker Dem, Simone Veil, vi ærer Dem, som den franske nation gjorde det, da De onsdag formiddag blev bisat. Vi ser, hvad der er skrevet i hud og stål.

Og må De, med en dansk formulering, ’med venner i lys, tale’.

Lionel Hahn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jan Weis
  • Torben Lindegaard
Mette Poulsen, Maj-Britt Kent Hansen, Jan Weis og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Tine Byrckel

Fantastisk flot rune, du rister over Simone Veil.

Simone Veil sad i Europa Parlamentet 1979 - 1993 - herunder som formand 1979 - 1982.

Jeg har altid haft det lidt dobbelt med EuropaParlamentet.
På den ene side er det det mest demokratiske element i EU -
og på den anden side indvælger vi EP'er af særdeles blandet bonitet.
Samtidig er det begrænset, hvor stor indflydelse Europa Parlamentet har på udviklingen i EU.

Til Europa Parlamentets undskyldning tjener selvfølgelig, at dette Parlament ikke har flere beføjelser end Rådet for Den Europæiske Union vil afgive - og det er i høj grad til at overse. Europa Parlamentet kan ikke engang få lov til at slippe for den månedlige stroppetur fra Bruxelles til Strasbourg.