Læsetid: 5 min.

’Landegrænser og statsborgerskab er relativt nye begreber’

Først i renæssancens Europa og under Oplysningstiden blev stater formet inden for afgrænsede territorier. Herfra opstod national identitet og statsborgerskab i de følgende århundreder, skriver Harvard-historikeren Charles Maier i en ny bog. Men i forbindelse med globaliseringen er afgrænsningen af disse territorier begyndt at gå i opløsning
Charles Maier, 78, er uddannet på Harvard University, hvor han har undervist i europæisk historie siden 1981. Som historiker tøver Maier med at drage klare konklusioner på baggrund af pludselige begivenheder som Brexit og Donald Trumps valgsejr i 2016.

Charles Maier, 78, er uddannet på Harvard University, hvor han har undervist i europæisk historie siden 1981. Som historiker tøver Maier med at drage klare konklusioner på baggrund af pludselige begivenheder som Brexit og Donald Trumps valgsejr i 2016.

M. Scott Brauer

14. juli 2017

BOSTON – Det kan godt være, at vi i dag opfatter statsborgerskab som en menneskeret og nationalstater som en naturlig måde at indrette samfund på.

Men national identitet, statsborgerskab og afgrænsning af stater inden for specifikke territorier er relativt nye historiske fænomener. De har ikke altid betydet det samme. De er til enhver tid genstand for nyfortolkning, og de sidste 500 års vestlig historie viser, at de ikke nødvendigvis er stabile.

Det fortæller Harvard-historikeren Charles Maier i sin nye bog Once Within Borders – Territories of Power, Wealth, and Belonging since 1500.

Maiers bog – der som projekt blev undfanget i slutningen af 1990’erne – sætter mange af nutidens internationale udfordringer i historisk perspektiv.

I Europa og Nordamerika er der en voksende fornemmelse af, at den nationale identitet bliver undergravet af ’globaliseringen’, at det enkelte individs sikkerhed trues, at landegrænser mister deres betydning, og at befolkninger er delt i kosmopolitter og hjemstavnsbundne.

Så længe, der har fandtes stater, så længe har kontrol med et territorium været kilden til identitet, borgerskab og sikkerhed og – siden 1900-tallet – økonomisk udvikling. Uden en statsmagts legitime kontrol med et fysisk afgrænset territorium findes der hverken sikkerhed, national identitet eller borgerskab, pointerer Maier.

Charles Maier, 78, er uddannet på Harvard University, hvor han har undervist i europæisk historie siden 1981. I slutningen af 1990’erne var han leder af universitetets Center for European Studies, der blev grundlagt i 1968 af den nyligt afdøde politolog Stanley Hoffmann.

Som historiker tøver Maier med at drage klare konklusioner på baggrund af pludselige begivenheder som Brexit og Donald Trumps valgsejr i 2016. Begge er blevet tolket som udtryk for en dybtgående modstand i USA og Storbritannien mod globaliseringen, men måske de to protestvalg snarere skal ses som en afstandtagen fra en globalisering, der er gået for vidt.

»Jeg tror fortsat, at modstanden mod globaliseringen – der retteligt bør kaldes en gradvis opløsning af territorier – i sidste instans vil blive overvundet. Brexit og Trump virker på mig mest som bagholdsangreb,« siger han.

Maier mener, at globaliseringen er en dialektisk proces, hvor modstand i perioder blusser op og får overtaget, for derefter at ebbe ud og forsvinde.

Den lange periode fra 1870 til Første Verdenskrigs begyndelse i 1914 med øget samhandel og samkvem stater imellem kaldes den første globaliseringsæra. Den næste startede først i 1970’erne.

Skiftende betydning

I sin bog fremhæver Charles Maier, at territorier har betydet forskellige ting i forskellige perioder.

»I renæssancens Europa blev suveræne stater oprettet inden for et afgrænset fysisk rum og fæstninger placeret på landets grænser for at forsvare den befolkning, som levede på territoriet,« forklarer Maier.

»I 1800-tallet blev territorier motorer for en økonomisk udvikling, som primært akkumulerer et overskud for overklassen. Jernbanerne både ekspanderede et lands territorium og åbnede op for industrialiseringen. I 1900-tallet konkurrerede staterne med hinanden om at opsluge nye territorier i et geopolitisk spil, der endte i ideologiske konflikter og til sidst krige.«

Maier bemærker, at der gik lang tid, før et territorium som en nødvendig forudsætning for statsdannelse blev diskuteret eller taget alvorligt i den aktuelle globaliseringsperiode.

»Territorium som begreb er først for nylig genopstået i debatten som en reaktion på, at territorier – altså grænser – er ved at desintegrere,« siger forfatteren.

Men hvis man vil forstå, hvordan den anden globaliseringsæra blev til fra 1970 og frem, er det ifølge Harvard-professoren af afgørende betydning at tænke et territorium som to integrerede rum.

»I det ene rum opfatter almindelige mennesker territoriet, de lever i, som et sted, de deler med andre personer af samme identitet. De er bundet sammen i et fællesskab. Det andet rum er der, hvor staten træffer beslutninger om territoriets sikkerhed og om dets økonomiske og geografiske integritet.«

Maier minder om, at hans generation voksede op i troen om, at de to rum – den for en fælles identitet og den for statens beslutninger – gik hånd i hånd.

»Som amerikanske borgere vidste vi, hvem der havde lov til at komme ind på territoriet. og hvem der skulle holdes ude. Vi vidste, hvad det ville sige at være amerikaner. Vi følte os uafhængige af andre folk og nationer. Men pludselig i 1970’erne opdager vi nationernes indbyrdes afhængighed.«

Maier nævner OPEC-landenes olieblokade mod USA i 1973 i protest mod den amerikanske støtte til Israel, som sendte oliepriserne i vejret og forvoldte en to år lang økonomisk recession. Pludselig blev national økonomisk politik afhængig af andre landes beslutninger.

Indbyrdes afhængighed

To år senere førte det til erkendelsen af, at de ledende industrilande havde behov for at koordinere valutapolitik på internationalt plan. Ellers risikerede man bratte valuta- og konjunktursving. I 1975 holdt de seks store industrilande deres første møde i Frankrig. De kaldte sig G6-gruppen og blev året efter døbt G7-gruppen, efter at Canada havde tilsluttet sig.

»På det tidspunkt begyndte territoriet at krakelere. Den fælles identitet og suveræne beslutningsdygtighed er herfra ikke længere begrænset til det nationale rum. Det såede den første skepsis i befolkningerne i forhold til globalisering,« betoner Maier.

»Territorium som begreb er først for nylig genopstået i debatten som en reaktion på, at territorier – altså grænser – er ved at desintegrere,« siger Harvard-historikeren Charles Maier i forbindelse med sin nye bog Once Within Borders – Territories of Power, Wealth, and Belonging since 1500.

M. Scott Brauer
Internationaliseringen af national økonomisk politik (en komponent i globaliseringen) fik ifølge Maier vidtrækkende konsekvenser for velfærdsstaten. Den nyliberale økonomiske politik begyndte at vinde indpas, hvilket omkalfatrede det politiske partisystem i vestlige demokratier.

Maier forklarer: »I forlængelse heraf handler det ikke længere om at omfordele velstanden. Det drejer sig ikke længere om, hvem der får hvad. I stedet spørger man: Hvad er min identitet? Og hvem er de andre, der stiller krav? Det er begyndelsen på socialdemokraternes og Det Demokratiske Partis nedtur.«

Den langsomme nedbrydning af nationale territorier i den anden globaliseringsæra fik ikke overraskende også konsekvenser for definitionen af et andet fænomen: statsborgerskabet.

Borgerskab var frem til midten af 1900-tallet ikke en naturgiven ret for individer, der var født i og levede på et specifikt nationalt territorium.

»Statsborgerskab var et privilegium, som i de fleste tilfælde var forbeholdt adelen og senere borgerskabet. Bønder havde ikke statsborgerskab, ej heller slaverne i USA. I Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn tog det evigheder at give andre end ungarer borgerskab og stemmeret,« fortæller Charles Maier.

Men selv besiddelse af borgerskab har aldrig været en garanti for statens ultimative beskyttelse, fremhæver forfatteren. Naturaliserede borgere kan aldrig føle sig sikre, især ikke i perioder med yderligtgående nationalisme.

»I 1930’erne blev jøder, der flygtede fra Sovjetunionen og Polen til Frankrig, naturaliseret. Da Tyskland invaderede Frankrig, accepterede Vichy-regimet tyskernes argument om, at indvandrede jøder ikke kunne nyde beskyttelse fra staten, selv om de var statsborgere. Den beskyttelse blev derimod givet jøder født i Frankrig.«

Charles Maier sammenligner statsborgerskab med et løg, hvis skræl kan blive pillet af alt efter den givne situation.

»I perioder med ekstrem nationalisme kan stater finde på at fratage folk deres borgerskab. Det rammer især de naturaliserede, men ikke nødvendigvis.«

»Jeg er overbevist om, at Trump hellere end gerne ville nægte muslimer statsborgerskab, hvis han kunne komme af sted med det. Han ønsker at dele samfundet op i forskellige klasser af statsborgere. En første, anden og tredje klasse,« siger Maier og tilføjer:

»Den ide er ikke ny. Sådan har det været i Europa og Amerika i 500 år, og der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i dag.«

Serie

Amerikanske grænser

Valget af Donald Trump har afsløret store splittelser i den amerikanske befolkning, som man også kan se afspejlet i andre dele af verden.

Sammen med Brexit er det blevet tolket som en stigende modstand mod globalisering og en tilbagevenden til mere nationalistiske dagsordner, hvor der kan stilles spørgsmål til, hvem et lands egentlige borgere er. Men grænser, nationalitet og statsborgerskab har altid været flydende begreber.

Informations USA-korrespondent har interviewet tre forfattere om national identitet, Sydstaternes uløste racekonflikt, og borgerkrige, der let kan blusse op igen.

Seneste artikler

  • I Mississippi er århundreders racekonflikt stadig uløst

    25. juli 2017
    I 1969 flyttede en ung hvid journalist fra Mississippi Delta til nordstaterne i frustration over hvides racisme. Men det gik snart op for ham, at racismen dér var mindst lige så slem. Den nu 77-årige Curtis Wilkie fortæller, hvorfor han årtier senere flyttede tilbage til Syden – en region, hvor sydstatsdemokrater stadig regerer, dog gennem Det Republikanske Parti
  • Før blev krige udkæmpet mellem stater. I dag er alle krige borgerkrige

    20. juli 2017
    Hvor krige førhen blev udkæmpet mellem stater, har langt de fleste væbnede konflikter siden Anden Verdenskrig reelt været borgerkrige. Problemet med borgerkrige er, at de er svære at afslutte – og let blusser op igen, siger den bogaktuelle britiske Harvard-historiker David Armitage. Han er foruroliget over, hvor mange der bruger borgerkrig som en metafor på den aktuelle politiske situation i USA
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
Niels Duus Nielsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Da jeg var barn på 5 år var der startet et rygte om, at der var en køvenhavner i landsbyen og det muligvis kunne komme til en slåskamp, hvis forvildede sig ned af vores grusvej.... da jeg om aften fortalte mine forældre om den skrækkelige Køvenhavner, der var kommet for at ville bestemme alting i landsbyen, så fortalte min far mig, at han nærmest var Køvenhavner og det samme gjalt min lillesøster... sommetider føler jeg at min nationalitet er den grusvej, som jeg er vokset op på og det kan ikke pilles som et løg...uanset hvad alle andre måtte mene.